Diary of a Deadman

Det handler om en normal dagbog.... hvor der sker frygtelige ting i

1Likes
0Kommentarer
88Visninger
AA

1. Diary of a deadman

Kære dagbog, som du kan se så skriver jeg i dig igen. Mere ked af det end før, denne gang har jeg gjort noget forfærdeligt!

 

Jeg tog i skole, gik ind til time, blive drillet og alt var som det plejede at være. Men den dag var ikke som det plejede at være, da jeg gik på gangen i frygt, kom drengene fra min klasse og tæskede løs på mig. Jeg lå på jorden og græd, imens kom en lærer gående forbi og råbte. Han kom hen til mig og hjalp mig op, jeg var helt væk, det var som om jeg gik i søvne.

 

Min krop vågende op i en fremmede seng, jeg kiggede rundt og så en læge komme ind i rummet. Han tog sin hånd på min pande og trykkede, ”du skal slappe af og sove lidt min ven”. Han gik ud af døren igen og snakkede med min mor, døren var ikke lydtæt. Han mumlede meget, jeg kunne ikke høre ret meget. Min mor kom ind til mig grædende, hun satte sig ned og hviskede ting til mig men jeg kunne ikke høre hvad hun sagde da jeg faldet i søvn på grund af narkosen.

 

Der var gået en uge derhjemme, jeg kunne ikke huske hvad der var sket den uge, det var som om min hjerne havde slettet min hukommelse. Jeg tog tøj på og så mig selv i spejlet og så stingene i hovedet, ja det beviste at jeg er blevet sygt. Jeg var på vej ud af døren da mine forældre kom løbende hen, de synes åbenbart ikke at jeg skulle tage tilbage til den skole men jeg var ligeglad, jeg åbnede døren og smækkede den i.

 

Jeg satte mig på min plads inde i klassen, læren kiggede op og så mig. Han smilte og råbte at det var godt at se mig igen, jeg nikkede bare og begyndte at læse i min bog.

 

Tredje time var det idræt, og det er ikke ligefrem det jeg bedst til. Vi havde løbet 3 kilometer og jeg havde ondt i knoglerne, jeg tog håndklædet i hånden og var på vej ind i bad men så blev der kaldt på mig. Mit hoved vender sig om i reaktion, lige pludselig blev jeg slået i hovedet og fladt ned på jorden. Det var de drenge som havde slået mig i sidste uge, de råbte ”det er din egen fejl, du skulle aldrig haft gjort det” og i det øjeblik gik det hele sort, jeg kunne ikke føle noget som helst, jeg var væk, væk i min egen krop.

 

Der var gået ikke så lang tid før jeg kunne se igen, der var blod på mine hænder. De lå på gulvet og græd i smerte, jeg indså at jeg havde gjort det. Jeg kunne mærke at min krop at den ville slå dem ihjel, få dem til at indse at det her er ikke for sjov men mit sind strittede imod.

 

Jeg løb hjem og var så forvirret i hovedet, hvorfor gjorde jeg det? Hvorfor kunne jeg ikke se hvad jeg gjorde? Og hvorfor ville jeg slå dem ihjel? Jeg gik ind i stuen og så min familie og politiet sidde i vore sofa, jeg stod bare at kiggede på dem og de kiggede på mig. Min mor kom hen til mig og fortalte ” Da vi var på hospitalet, så sagde lægen at du har en sygdom, der gør at du går i søvne og du ved ikke hvornår det sker, og du kan gøre skøre ting”. Så fortalte politiet at der var en dreng som var forsvundet for lidt under en uge siden og i det øjeblik vidste jeg at jeg havde gjort noget ved ham, jeg kunne ikke klarer at tænke på hvad jeg har mon gjort. Jeg sagde at jeg gik op på mit værelse for at hente noget, jeg gik som om jeg var bange for noget.

 

Mit værelse var rodet og ødelæggende for mit sind, jeg tænkte hele tiden på hvad jeg har mon gjort ved de drenge. Jeg åbende viduet og trådte min ene ben op på vinduetakamen, jeg kiggede ned på den kolde jord og tænkte på mit liv. Jeg kunne ikke klarede at tænke på hvad jeg havde gjort i den uge, måske havde jeg slået ham ihjel? eller værre?...  Jeg trådte min ene fod ud og faldt ned, der lød et klask... 

 

Kære dagbog, jeg er død...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...