Dantinerne - Åndernes kald

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jun. 2016
  • Opdateret: 14 jul. 2016
  • Status: Igang
Da Amber Walsh blev 17 år forandrede hele hendes liv sig, da en dyster mørk stemme trænger sig på, og energien som forsvinder fra hendes krop. Samt en fortiden som lurer i hjørnerne. Efter at have besvimet endte hun i en sommerlejr- for unge med uforklarelige krops reaktioner. Stille finder hun ud af, at lejren indeholder mere end bare syge unge, men eksistenser, som kun fantasien rummer. -Følg med i den nye verden Amber bliver en del af, hvor både kærlighed,hævn, had, drillerier og fortidens mørke tider bliver indeblandt.

2Likes
6Kommentarer
519Visninger
AA

2. Prolog

PROLOG

 

>>When the mind, body and spirit work as one, anything is possible <<

-Criss Angel-

Tilbage i 1700 tallet i skovområdet Wildwood.

Med den ene hånd, åbnede jeg hendes ene øjenlåg, og lyste op med stearinlyset, som jeg havde i den anden hånd. Jeg glippede mine øjne sammen, inden jeg fokuserede igen på hendes pupil der udvidede sig markant, hvilket ikke burde finde sted.

Dem omkring mig gispede voldsomt, da en hånd blev lagt stramt om min nakke. Jeg veg hastigt tilbage, mens pigens øjne åbnede brat op. Hun stirrede tomt op i loftet, mens hun spændte i hele sin krop.

Inden længe var hun kommet op at stå, og fokuserede udelukkende på en af mine tætte kollegaer.

Stille kunne man se, hvordan hans kinder sugede sig indad, så man kunne ane kraniets form. Han stod med armene slapt ned langs siden, og ramte gulvet, og tog nogle ting på bordet med sig i faldet.

Mit blik faldt med ham, mens han lå livløs på gulvet, med et intetsigende blik. Hun havde suget sjælen ud af ham.

Hun skubbede alt der stod i vejen, ned på gulvet, mens hun forsatte med at suge energi til sig fra person til person.

Jeg stod handlingslammet, og så på, mens den unge lyshåret pige stille blev mere magtfuld, mens jeg intet kunne gøre, for at forhindre hende.

Mine kollegaer lå alle livløse på det nu rodede gulv, med indsunket øjne, og bleg hud, som stille fik farven blå.

Et stik af væmmelse fór igennem mig, mens jeg fumlende kravlede hen af det kolde gulv, som klæbede sig til mine svedige hænder.

”Bliv hvor De er Ria, jeg beder dem komme til fornuft” fik jeg udstødt igennem mine klaprede tænder, som rystede af skræk. Jeg blev skubbet om på ryggen, og landede med et lille bump, mens jeg så op i nogle øjne der lyste af både had og forvirring.

”Kom til fornuft. Jeg ved, at De stadig har godhed derinde et sted. Lad dem ikke trække dig ind i dybet, og bestemme over dig” min stemme dirrede, men jeg stoppede ikke. Jeg måtte gøre alt for, at forhindre døden.

 Mine børn og hustru ventede på mig derhjemme, og der var kun mig til at brødføde dem. Hvis jeg døde, ville de ende på de beskidte gader i en papkasse, som ville falde sammen af regnbygerne der konstant var der.

”Ria, jeg ved du er derinde et sted” fortsatte jeg, og bad om, at blive frelst.

”Ti stille! ” brølede hun, så jeg næsten blev slået om kuld, selvom jeg allerede lå på gulvet. Hun kom nærmere, og hun så bestemt ikke ud til, at være den unge pige jeg kendte. Hvad havde jeg dog gjort? Hvad havde jeg dog skabt?

”RIA!” kvalte jeg et skrig, lige inden jeg kunne mærke en kraft suge energien ud af mig. En sitrende hovedpine, og mit hjerte der stille svigtede, fik mig til at bore mine negle ned i håndfladerne. For mine øjne, kunne jeg ane en hvid tunnel, som jeg langsom blev trukket ind i, mens det summede for mine øre.

”De skal få hvad De fortjener” grinte hun ondskabsfuld. Det var absolut det sidste jeg hørte, inde jeg kunne mærke hvordan min hud klamrede sig til mit indre, og mit hjerte der gav det sidste slag fra sig.

Jeg havde skabt et monster.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...