Dantinerne - Åndernes kald

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jun. 2016
  • Opdateret: 14 jul. 2016
  • Status: Igang
Da Amber Walsh blev 17 år forandrede hele hendes liv sig, da en dyster mørk stemme trænger sig på, og energien som forsvinder fra hendes krop. Samt en fortiden som lurer i hjørnerne. Efter at have besvimet endte hun i en sommerlejr- for unge med uforklarelige krops reaktioner. Stille finder hun ud af, at lejren indeholder mere end bare syge unge, men eksistenser, som kun fantasien rummer. -Følg med i den nye verden Amber bliver en del af, hvor både kærlighed,hævn, had, drillerier og fortidens mørke tider bliver indeblandt.

2Likes
6Kommentarer
516Visninger
AA

7. 5.

Kapitel 5

Med en Snickers i hånden, gik jeg i et udmattet tempo hen ad stien, som førte i retningen af pigernes hytter. Her var lidt halvmørkt, da solen var gemt bag de mange skyer, der lå som en dyne over himlen. Dog banede nogle få stråler vej og varmede min hud op, så jeg ikke blev overvældet af den kølige luft, som træerne fremmanede.

 ”Wupti” hørte jeg en sige, og stoppede brat med at gå, da der kom en hånd ud i det blå, ind foran mit synsfelt, efterfulgt af en person med et drilsk smil på læben.

”Pas lige lidt på” kom jeg til at snerre af personen, inden jeg rigtig noget at bemærke hvem det var. En dreng med kort klippet hår, sat op med lidt voks, stod og stirrede på mig, mens hans irriterende smil blev større, og fyldte hele ansigtet.

”Hvorfor glor du sådan på mig?” sagde jeg lidt mere roligt, og pakkede den halve sneakers, jeg havde i hånden, sammen i indpakningspapiret, og rømmede mig en smule.

Han stod i vejen, og trangen til at skubbe ham til side blev ikke mindre, da jeg så hans øjne: store pupiller og lysegrå. Han var en formskifter.

Intensivt gik jeg et skridt tilbage, da jeg ikke vidste, hvad han var i stand til at udrette. Tænk hvis han var en af dem, man skulle holde sig fra.

”Rolig nu åndepige, mit navn er Toby Moore” sagde han, og rakte hånden ud mod mig. Da han ikke så ud til, at ville trække den tilbage eftersom jeg ikke reagerede, tog jeg forsigtig min hånd i hans og trykkede den let, for derefter hurtigt at give slip.

Han så så overrasket ud, at jeg havde givet mig hånden, hvilket fik hans enorme smil til at falme en smule, mens hans øjne lyste lumsk. En skælvene borede sig igennem min rygrad, da jeg fik øje på det enorme ar han havde på den venstre kind. De startede fra mundvigen, og stoppede lige mindst på kinden.

”Det var så en varulv” forklarede han og blinkede til mig, da han vidst havde opdaget, at jeg stirrede på det. Ups.

 ”En varulv siger du? ” selvom jeg godt havde fået af vide, at de var her på stedet, havde jeg stadig svært ved at tro på det. For bare mindre end en halv time siden sad jeg inde sammen med Hana og Isabel og hørte om hele deres verden – som så også var min nu. Jeg havde ikke engang nået at tykke lidt på det og tænke det hele igennem. Jeg var ikke engang nået at vågne fra min drøm.

”Du siger ikke, at du intet ved om stedet vel? ” han så undrede på mig, men hans lumske blik var stadig til at tyde.

”Jo har lige fået det af vide, men vil du virkelig have mig til at tro, at du har været oppe at slås med en varulv? ” fumlede jeg over ordene, da et grin undslap mine læber. Selv kunne jeg godt høre hvor mærkeligt det lød, men hvordan skulle man reagere?

”Tekniskset så var jeg selv i en ulve skikkelse, så tekniskset var det ikke ’ mig’ der var oppe at slås” rettede han mig.

”Du forvirre mig virkelig” mumlede jeg, og kløede mig i nakken, mens jeg lagde den halve Snickers i lommen, da den var begyndt at blive lidt vammel i mine hænder, eftersom solen var dukket frem på himlen igen, og stegte os med dens stråler.

Jeg kiggede op på ham, og så han så tilfreds ud i hovedet, som havde han fået, det han ville have. Han var slet ikke farlig, han var bare vildt kæk og lidt af en drengerøv. Dem Daisy plejede at hænge ud med, når vi var i byen.

”Nå men vil du lige flytte dig lidt, jeg har lidt små travlt” løg jeg og prøvede at bane mig forbi ham, men inden jeg nåede at se mig om, havde han taget fat i min overarm, og borede hans skræmmende øjne ind i mine, så jeg blev nødt til at kigge den anden vej.

”Du skal vidst få lidt styr på den ånd der genere dig” hviskede han tæt på mit øre, så hårene rejste sig på mine arme og en gysen lagde sig i underhuden.

”Hvor har du fået de informationer fra? ” sagde jeg chokeret. De eneste der vidste det, var Hana og Isabel. Han var vidst en jeg ikke skulle komme i nærheden af.

”Lad os bare sige, at fugle har det med at sidde i vinduerne. ” grinte han lusket, og gav slip, så jeg kunne komme væk.

Jeg spildte ikke chancen, og skyndte mig at gå i retning af jer og Jennys hytte. Da jeg var kommet ind, smækkede jeg døren, og stillede mig med ryggen op ad den, mens jeg prøvede at regne ud, hvad han mente.

”selvfølgelig” hviskede jeg til mig selv, og klaskede mig selv i panden med den ene håndflade, og så mig omkring. Jenny var her heldigvis ikke, kun en dynge af tøj på hendes seng, og alle hendes nipsting, som lyste rummet op af alle farver, der fandtes i verden.

Toby var formskifter. Og en formskifter kunne forvandle sig til hvad som helst, ikke? Måske mente han, at han havde været fuglen i vindueskarmen, da jeg havde snakket med Isabel og Hana.

Da det slog mig, at det var den eneste mulighed jeg kunne komme i tanke om, rystede min krop af afsky. Jeg måtte virkelig finde ud af, hvad de forskellige kategoriers evner var, for jeg skulle nødig ud i det igen. Tænk hvis Kyrenia var i besiddelse af evner, som kunne gøre skade. Og når hun i forvejen var en person uden empati, så ville det uden tvivl blive et mareridt.

Men mon ikke lærerne her på stedet havde strenge regler, for sådan noget. Lad os håbe det!

Pludselig kunne jeg mærke døren bag mig blive skubbet op, og i et splitter sekund frygtede jeg, det var drengen fra før, men blev så lettet, da jeg så Jennys spørgende udtryk.

Hun gik hen mod sit skab og begyndte at gøre dyngen af tøj mindre, mens jeg stadig stod med et skræmt udtryk malet i ansigtet.

Jeg var glad for, at det var Jenny der kom ind, men samtidig skyllede en ukendt følelse op i mig, som mindede om ubehag, da jeg kom i tanke om, at hun også var åndefanger.

”Du har fået det af vide nu, ikke? ” hun vendte sig om mod mig og så undersøgende på mig, hvor jeg derefter nikkede lidt modvillig, og trak mig hen til mit hjørne, som slet ikke så så farverig ud.

 Nej, på min sidde var her tomt på væggene, og et par enkelte ting på natbordet. Min dyne var i en kedeligt grå farve, og mit skab havde dens naturlige overflade, i stedet for at blive overklistret med billeder og poetiske tekster.

”Du virker mut” erklærede hun, og fortsatte lidt efter, da hun havde fået hendes smukke røde kjole hængt op på en bøjle

”du burde gå amok. Det gjorde jeg i hvert fald. Flere dage efter lå jeg under min dyne og tænkte alle mulige tanker. Det endte med at dr. Lewis måtte dope mig med beroligende virkede piller, og en masse kamillete. Ikke fordi kamilleteen hjalp mig, men det smagte fremragende. ”

Uden jeg kunne beherske mig, begyndte jeg at le. Jenny havde det med, at komme med nogle underlige svar, og det var nu meget rart. Hun mindede en smule om Daisy: piget, humoristisk, lidt for meget, på den gode måde, og pisse sød.

Gud hvor jeg savnede hende.

Jeg ventede bare på, at jeg fik muligheden for at ringe til hende, men om hvor vidt hun kendte til min verden, anede jeg ikke, så jeg måtte være på den sikre side og spørge  Isabel først.

Min mor vidste det i hvert fald. Mon om hun selv var en som mig?

”Så hvornår fik du så af vide om vores eksistens? ” spurgte jeg, da jeg havde fået grinet ud. Jenny smilede til mig, hvilket kun bekræftede mig i, at hun ikke var blevet fornærmet på nogen måder.

”Altså jeg fik det af vide da jeg var syv år gammel, men som du nok ved, så går det først i udbrud når man er 17 år. Min familie har det alle sammen, udover min far, men vi alle har i så mild en grad, at vi ikke kan iværksætte så stor skade som… ”

”Som mig” afsluttede jeg i en trist toneleje, mens jeg sukkede og lænede mig op ad væggen. Hun nikkede bekræftende og ærgrede sig en smule over det.

Da jeg sad på min seng og nippede lidt til resten af min Snickers, blev der banket på døren. Uden vi nåde at sige, kom ind, blev den åbnet. I døråbningen stod Hana let forpustet og gav mig et opmuntret smil.

”Jeg ville bare lige sige, at timerne vil starte i morgen, og i skal derfor være klar i spisesalen klokken syv” mindede hun os om, og skulle lige til at lukke døren, inden hun mumlede et godnat.

Inden længe lå vi begge indunder vores varme dyne i den dunkle halvkolde nat, mens vi kunne høre hvordan bladende piskede i nattevinden og grenene skar på ruderne. 

Det var ved at blive en vane, nu hvor jeg havde sovet herinde –endda helt alene – de sidste mange nætter, så bange  var jeg ikke; i hvert fald ikke mere.

”Amber, sover du? ” spurgte Jennys søvnige stemme om. Et splitter sekund tvivlede jeg, om stemmen var i mit hoved, men blev så sikker med mig selv om, at det virkelig var Jenny, da hun løftede hovedet lidt.

Jeg mumlede et hmm-lyd som en bekræftelse, og stille lagde hun sit hoved trygt tilbage på hovedpuden.

”Jeg så du stødte ind i Toby… ” sagde hun, og tilføjede lidt efter ” han sagde ikke noget fornærmende vel? ”

”Tjo, lad os bare sige, at han er en lumsk fætter” mumlede jeg og lo over mit eget ordvalg.

”Det må du nok sige, pas hellere på med ham også, han har det med at vinde på lumske drillerier” grinte Jenny, men alligevel kunne jeg høre hendes alvorlige undertone, der advarede mig.

Jeg nikkede, også selvom hun ikke kunne se det, og lidt efter overvældede døsigheden mig.

 

Denne morgen var anderledes end i går, da jeg så de andre og stedet på en anden måde nu.

Lige da jeg var vågnet og havde taget et langt varm bad, var jeg kommet i tanke om, alt der var sket i går, var sandt.

Jeg havde altså ikke drømt, som jeg havde håbet på.

Jenny havde været så flink, at følge mig hele vejen op til spisesalen, da hun vidste, at jeg følte mig tryg i hendes nærvær. Hun slap mig ikke af syne en eneste gang, selvom nogle prøvede at kalde hende hen. Hende pigen som havde spurgte, om det var rigtigt, om jeg var åndefanger.

Langt om længe, sad vi nu ved et bord i salen fyldt med summende stemmer, der lød over alt.

Endnu engang var Jenny sød, at sætte sig overfor mig, og overraskende nok, satte der sig en person ved min side, som jeg aldrig havde set før.

Hun smilte dog venligt til mig, og lignede ikke en elev her på stedet. Da jeg havde taget en slurk af min iskolde vand, kunne jeg fornemme hendes blik på mig, så uden jeg kunne nå at beherske mig, kiggede jeg spørgende på hende.

”Hej, mit navn er Lily, og jeg er din mentor. Jeg ved ikke om du er blevet informeret om mig? ” hun så undersøgende på mig, men havde stadig et smil pantet på læben. Hun var venlig nok, men en smule påtrængende.

Jeg skulle lige til at ryste på hovedet, da jeg kom i tanke om, at Isabel havde fortalt mig om det i går. Hurtig gav jeg et nik fra mig, og puttede skeen med yoghurt i min mund, men jeg kiggede hen på Jenny, som så en anelse overrasket ud. Dog forblev hun stille, og kiggede nysgerrigt rundt i salen.

Da jeg så hen over hendes skulder, fik jeg øjenkontakt med Kyrenias ven Jennifer, som altid forholdte sig bag ved Kyrenia.

Inden længe havde hun prikket hende på skuldrende og pegede over på mig, så jeg til sidst så ind i Kyrenias hadefulde blik.

”Jenny, hvorfor kaldte Kyrenia egentlig drengen klatte i går?” hviskede jeg til hende, mens jeg lænede mig lidt over bordet. Efter at have skimtet hele spisesalen igennem, landede hendes blik på mig.

”Sidste år, da vi skulle til præsentationen her i spisesal den første dag, kom Henrik til at formere sig til en fugl, og baskede rundt inde i spisesalen. Uheldigvis kom han til at lave en fugleklat på Kyrenia, som også startede her sidste år. Lige siden har hun været hadefuld, netop fordi hun blev gjort til grin. Det er i hvert fald min tolkning” fortalte Jenny.

Jeg kunne ikke rigtig finde ud af, om hun fandt det morsomt, eller ej.

Selv var jeg lidt chokeret, og uroen i mig blev ikke mindre, da jeg så hen på Kyrenia igen, som kom i vores retning. De stoppede op overfor mig, ved siden af Jenny, som krympede sig sammen, og passede sin egen lille verden, mens hun stille rykkede sig længere væk fra dem.

”Hvad glor du på Walsh?” spurgte hun bittert, mens hun lænede sig ind over bordet, med håndfladerne støttende til bordpladen.

Min mentor ved siden af mig, var ikke længere ved min sidde, men stod ovre ved boden og snakkede. Lige nu kunne jeg godt bruge forstærkning, men overraskende nok var det her ikke, når man havde allermest brug for det.

”Er du nu også stump? ” spurgte Jennifer flabet, dog kiggede Kyrenia irriteret tilbage på hende. Man kunne sagtens se hvem der førte ordet.

Hendes lange flettede lyse hår, lå som et ræb ned over hendes krop, og det irriterede mig grænseløst at hun skulle være så fandens hovmodig, når hun bag facaden så ud til at være virkelig skrøbelig.

Jeg sukkede højlydt, og kiggede ned på min mad, som ikke længere så indbydende ud. Dog tog jeg modvilligt mit glas i hånden og førte det op til munden.

Jeg stoppede min handling, og kiggede over på Jenny, så hun undrende bag mig, og inden længe blev der lagt en varm hånd på min skulder.

Hurtig fór jeg halv op fra stolen i et gisp, mens mit glas med det iskolde vand sprøjtede op fra glasset, så det meste af det ramte Kyrenia, der så aldeles chokeret ud nu.

Jeg vendte hurtigt mit hoved i retning af personen, og så den kække dreng, stå med en blanding af et undskyldende – og muntret blik.

Han så ned på mig, og pegede i retning af Kyrenia, og hurtig vendte jeg min opmærksomhed på hende, mens et uventet syn kom mig i møde.

Hun stod ikke længere lænet ind over bordet, men lå sammenkrøllet ned på gulvet, med noget blåt omkring sig.

En masse blikke var rettet hen mod os, og min mentor stod nu ved siden af mig, og holdte om min arm, som ville jeg begyndte at foretage mig noget slemt.

Med mit hoved lænet lidt frem, gik det op for mig, at det var en blå fiskehale, med lidt støvgrøn for neden. Mit hjerte hamrede der ud af, mens jeg skar en grimasse.

Jeg vidste, at der var erklæret krig mod Kyrenia og jeg.

For jeg kunne allerede mærke nu, at sommeren ville blive slem, med hendes hævnagtige ting, hun ville kunne finde på at gøre imod mig. Klattedrengen var nu fri, for jeg havde taget hans plads.

Alt dette kunne jeg læse i Jennys øjne, da hun udelukkende kiggede på mig.

Med mentoren som trak mig længere væk fra stedet, fik jeg set op på Toby, som hurtig så på mig med et skævt lusket smil. Han havde ingen situations fornemmelse, hvilket gjorde mig endnu mere vred.
”Hvorfor fanden skulle du forskrække mig. Du kunne vel se, at jeg havde et glas vand i hånden, og Kyrenia stod tæt på mig. Og gider du godt fjerne det irriterende smil! ” nåede jeg at råbe, inden Lily havde ført mig ud i den friske luft, hvor jeg trak mig ned, for at sidde ved en buskads.

 

Jeg nåede ikke at se, hvor Kyrenia blev ført hen, hvordan Toby reagerede på min kommentar, eller hvordan alle i salen havde set ud i hovedet efter hændelsen.

Med et suk, rettede jeg mit blik op mod Lily, som stod overfor mig med et bekymrende udtryk i øjnene. Dog ændrede hendes udtryk sig hurtigt til den samme smilende Lily, jeg havde fået som førstehåndsindtryk.

”Lad os få dig til time” angav hun, og rakte en hjælpende hånd ned til mig, som jeg uden tøven tog i mod.

Hun førte mig hen til det sted jeg skulle mødes.

Da jeg stod henne foran den dør, som førte mig ind til undervisningen, hilste Lily på mig, og forlod mig tavst foran døren, hvorpå der var et skilt, hvor der stod ’formskifternes lokale nr. 3’

Jeg tog en dyb indånding, og mærkede hvordan kulden kravlede sig ind under huden på mig, mens jeg hev dørhåndtaget ned.

Som frygtet, blev jeg mødt af en masse stirrende blikke på mig, men heldigvis fik jeg hurtigt øje på Jenny, som sad henne ved et tomt bord nede i hjørnet. Uden at værdige de andre et blik, forsatte jeg hen til hende, og dumpede –så stille som muligt – ned ved siden af hende.

”Velkommen til Amber Walsh, hvad er årsagen til, at du er forsinket? ” Jeg mødte Hanas spørgende blik, og ærgrede mig over, at se hendes halv skuffende skræmmende øjne.

”Det må du undskylde. Lily, min mentor havde lige et par ord at drøfte med mig” stak jeg hende en stor hvid løgn. Hun havde tydeligvis ikke hørt om katastrofen her til morgen, men det var vel også fint nok for mit vedkommende.

”Godt, hvor kom jeg fra… ” spurgte hun sig selv om, og kløede sig let i nakken, mens hun rynkede brynene.

”Du nævnte noget med, hvad der sker med fysikken når man ændre form som et dyr” mindede en af eleverne hende om. Toby Moore, den kække dreng.

”Åhh ja det var rigtigt… ” sagde hun med et smil på læben, ”i den her uge vil i have noget om det fysikken aspekt ved formskifting at gøre, og generelt bare om levende organisme. Med andre ord, et levende helhed” meddelte hun velfornøjet, og kiggede spændt ud på os, som afventede hun en reaktion fra os.

Som en af de få i lokalet, rakte Toby hånden op, og ventede tålmodig på, at Hana ville tage ham. Og det gjorde hun uden tøven.

”Sidste år kan jeg huske du fortalte om det, at være i en animalsk krop i alt for lang tid ville medførte stor smerte på den menneskelige krop, vi er født i. Du kom aldrig ind på, hvilke skader det kan volde, eller også sov jeg bare i de få minutter” de sidste ord fik nogle af de andre til at grine, selv Jenny tillod sig at give et fnis fra sig.

”Nu er det ikke sådan at jeres fysiske del ville give men, bare fordi i er i en anderledes form for organisme for lang tid ad gangen, end hvad i er trænet til. Jo mere i træner, jo mere kan i holde til, men jeg vil ikke udelukke, at det ikke er smertefuldt et par dage efter, hvis i forsøger jer på det. Og så er i så heldig, at jeres kroppe gerne skulle skifte tilbage til jeres biologiske form, så snart den kan mærke, at det bliver for stod en belastning. ” forklarede hun så nøjagtigt hun kunne.

Selv sad jeg med forvirring – ikke over hendes lange forklaring, men at den her verden virkelig fandtes.

”Så du siger altså, at nogle har større evner end andre? ” spurgte en af de nyeste her på stedet. Han var ikke andet end de femten år, og ikke nok med det, så han yngre ud end sin alder.

”Det er præcis det jeg mener. Men husk, at lige meget hvem i vælger, at forvandle jer til, så er personernes fysiske styrke og instinkter ikke med, og heller ikke tanker og psyken. ” mindede hun os om, og kiggede udelukkende på den nye dreng, som intet vidste om hans evner.

Lidt ligesom mig, jeg havde bare ikke nogen, til at fortælle mig om mine.

”Hvad så med sådan noget som magiske kræfter” spurgte drengen om, og så helt drømmende ud i hans ellers skræmmende øjne – dem som alle formskifter var udstyret med. Hana rystede på hovedet, hvilket fik ham til at mugge.

”Det lyder vildt surrealistisk” kom jeg til at udbryde, så jeg endnu engang fik stirrende blikke mod mig.

Hana smilte bare, og nikkede bekræftende til Toby. Han rejste sig fra stolen, og gik op til hende.

”Faktisk har vi i dag tænkt os at vise over for de nyankommende, hvordan formskifterne bruger deres utrolige evner. Og i stedet for, at jeg som lærer med lethed viser hvordan det skal gøres, har Toby Moore været så sød, at takke ja til at vise hans evner.

Til dem der ikke er klar over det, er det her Tobys tredje ophold her på lejren, og han har udviklet sig markant siden, og endelig ved at få kontrol over sine evner” præsenterede hun ham med stolthed, og  slog ham blidt på ryggen.

Hun listede stillede hen til de enorme vinduer, så hun ikke stod i vejen for ham.

”Nogle forslag? ” spurgte han i sin drillende toneleje, mens man kunne mærke hvordan hans selvsikkerhed blusede i ham.

”En rotte! ” udbrød Henrik, mens han satte sig spændt op på bordet, så han bedre kunne se over de andres hoveder. Lav var han, men bestemt ikke glemt. Han var jo klatte drengen, ham der uden sin vilje kom til at ydmyge Kyrenia.

Selvom det ikke var fair overfor hende, så ville synet helt sikkert have set sjovt ud.

”Lad gå” trak Toby på skulderne, og lod sine arme falde ned på hver sin side af ham, mens hans knugede hænder var anspændte, og klar til forvandling.

Han lukkede sine øjne i, og man kunne tydeligt se hvordan han klemte til, så rynkerne kom frem ved hans øjne. Hans brede næse blev skubbet op, som snusede han til en væmmelig ost, mens hans ar stille forsvandt fra hans kind, og hans hår begyndte at vokse.

Synet fik mig til at gnide i mine tørre øjne, som havde stået vidt åben, i længere tid end de kunne klare. Alt skete så hurtigt, og med et gisp, så jeg mig selv i spejlet, lige ind til alle de andre så chokeret til. Der opdagede jeg, at det ikke var mit eget spejlbillede, men Toby, der havde forvandlet sig til mig.

Med en kulde der fik hårene til at rejse sig på mine arme, blev jeg af overvældede vreden.

”Jeg finder mig altså ikke i, at blive set som en rotte” sagde jeg halvhøjt, så jeg kunne høre min egen dirrende stemme ringe for mine øre.

”Det... ” Hana nåede slet ikke at tage ordet, inden Toby undskyldende, og forvandlede sig tilbage, og dumpede ned på Hanas stol, der stod bag ham.

”Jeg aner ikke hvad der skete. Jeg tænkte på en rotte- på en rigtig rotte” beklagede han sig, og så selv ret forvirret ud i hovedet.

 Jeg girede lidt ned, og så over på Jenny, som sad og små grinede sammen med den nye dreng, som åbenbart var gået ned til os, mens forvandlingen havde stået på.

”Det var da mystisk, har du rørt Amber før? ” spurgte Hana ham om, hvilket fik ham til at rømme på sig.

”Ja, jeg stødte ind i hende på vej til min hytte, men jeg har aldrig oplevet, at forvandle mig til noget andet, end hvad jeg bestemmer mig for” endnu engang beklagede han sig, og så en anelse flov ud, hvilket gav mig en dårlig mavefornemmelse.

”Så giver det lidt bedre mening. Det sker sommetider når ens underbevidsthed har fokus et andet sted, eller hvis den fysiske del har reageret voldsomt ved fysisk  kontakt” forklarede Hana ærligt, hvilket fik både Toby og jeg til at rødme.

Nogle af de andre grinede, og Jenny skubbede lidt til mig og blinkede med det ene øje. Jeg tog en dyb indånding, og åndede tungt ud, da luften var indtrængende og kvælende.

Med grin i lokalet, lukkede jeg en anelse op for vinduet ved siden af mig, så den friske brise kunne få frit løb.  

”Så man skal altså have en form for fysisk kontakt med den person eller dyr, som man vil forvandle sig til?” spurgte den nye dreng. Et nik kom bekræftende fra Hana.

Alt hvad jeg havde oplevet de sidste par dage, havde stadig ikke helt gået op for mig endnu. Tanken om, at jeg var en åndefanger, en dantiner, virkede så fremmedgjort, selvom jeg inderst inde vidste det måtte være sandt.

 Det var sikkert derfor, jeg ikke reagerede så voldsomt på det, for jeg har jo kunnet mærke kræfterne, jeg havde inde i mig siden min sytten års fødselsdag.

 

Efter en lang og kedelig eftermiddag ude i den enorme skovområde, med Lily gående ved min side, blev jeg lettet, da jeg endelig skulle mødes med Isabel på hendes kontor. Jeg havde så mange uafklarede spørgsmål, og et af dem var om Daisy.

Jeg bankede let på døren, efter Lily var gået sin vej, og blev straks mødt af Isabels rare øjne, og hendes anderledes tøjstil.

I dag var hun indført en blå kjole med solsikker print. En formel blonde krave som altid, og hendes brune bælte, hun havde på, da hun kørte mig her til Wildwood.

”Kom indenfor, du kommer akkurat til tiden. Det ville Hana have været glad for at overvære” lo hun med et glimt i øjet.

Flovt smilte jeg skævt til hende, og fandt mig til rette, på den sædvanlige stol overfor hende.

”Du ser lidt blegnæbet ud, har du noget du gerne vil fortælle mig? ” spurgte hun i en lidt mere alvorlig tone nu. Jeg rystede på hovedet, stadig med det skæve smil på læben.

”Såå lad os bare komme i gang” hun gik hen til hendes metal skab, som var udstyret med en kode, der kun kunne åbnes ved hjælp af hendes håndflade.

Jeg så fascineret til, og rømmede mig lidt, da hun havde gjort sprøjten klar med væsken i. Der var ikke mere i end få millimeter, så den var uden tvivl effektiv.

Det var hurtigt overstået, hvilket var en fordel, for så havde jeg tid til at komme med mine uafklarede spørgsmål.

”Så, hvordan har du egentlig fået fat i dén væske? ” spurgte jeg forsigtigt om, og så til, mens hun pakkede tingene sammen igen, og lagde det ind i skabet.

”Det kan du takke havfruerne for.” sagde hun gådefuldt, hvilket straks fik mig til at spørge, hvad hun mente med det.

”Ser du, ikke langt herfra, inde i skoven befinder der sig en flod, med det flotteste vandfald. Du vil komme til at se stedet i morgen, da det er der hvor alle åndefangere, som har været her på stedet, for det meste tager hen, når de prøver evnerne af, og lærer at håndtere dem. ”  

Hun hostede en enkelt gang, og satte sig ned, inden hun forsatte.  

”Inde under vandfaldet befinde der sig en lille udgravning, hvor der er en stor flad sten, der indeholder vand fra floden blandet med havfruernes tåre. Det er det vi kalder energikilden. ”

”Men så er det jo let nok at få fat i” sagde jeg lavmælt, hvilket straks fik Hana til at ryste på hovedet.

”Nej nej, den væske er flere hundrede år gammel, den gang magikerne var i besiddelse af bogen med sort magi. Med den kan man med hjælp af havfruens tåre og flodens vand, give det energi.

Det starter med, at havfruens tåre farver flodens vand blå, og så kan ritualet begynde. Hvordan den foregår og hvilke ord, ved ingen levede magiker, derfor må energikilden forblive hemmelig, lover du mig det?”

Jeg nikkede forsigtigt, og prøvede at synke alle de informationer, jeg havde fået på få minutter.

Jeg skulle lige til at forlade lokalet med hovedet fuld af flyvende tanker, da det gik op for mig, at jeg havde glemt det allervigtigste.

”For resten, så har jeg tænkt mig at kontakte Daisy snart, men jeg ved endnu ikke, om jeg må fortælle hende om alt det her. Min mor ved jo til stedet her” jeg rejste mig fra stolen, og det samme gjorde Isabel.

”Du må for gud skyld ikke fortælle Daisy om stedet her. Hun hører ikke til i denne verden, og med de erfaringer jeg har med hende, ville det kun skabe kaos, hvis du tiltror hende din eksistens. ” Isabels stemme lød skarp og advarende, og det kunne jeg godt forstå.

Men nu var det i det mindste på det rene.

 Dog gjorde det mig lidt mut, at hun ikke stolede på min veninde. Men på den anden side, hvis hemmeligheden kom i de forkerte hænder, ville stedet her få alvorlige konsekvenser fremover, og det ville ikke gavne min sag, og da slet ikke de andres for den sags skyld.

Jeg forlod rummet beslutsom om, at kontakte Daisy i morgen, samt holde mine seneste oplevelser for mig selv.

Nu var spørgsmålet bare. Hvor meget vidste min mor overhovedet om stedet her, og var hun selv en Dantiner?

Jeg nænnede ikke at spørge Isabel indtil mere, for hun havde virket lettere irriteret. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...