Dantinerne - Åndernes kald

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jun. 2016
  • Opdateret: 14 jul. 2016
  • Status: Igang
Da Amber Walsh blev 17 år forandrede hele hendes liv sig, da en dyster mørk stemme trænger sig på, og energien som forsvinder fra hendes krop. Samt en fortiden som lurer i hjørnerne. Efter at have besvimet endte hun i en sommerlejr- for unge med uforklarelige krops reaktioner. Stille finder hun ud af, at lejren indeholder mere end bare syge unge, men eksistenser, som kun fantasien rummer. -Følg med i den nye verden Amber bliver en del af, hvor både kærlighed,hævn, had, drillerier og fortidens mørke tider bliver indeblandt.

2Likes
6Kommentarer
513Visninger
AA

6. 4.

Kapitel 4

 

Jeg lå i min seng med høretelefonerne i. Musikken var skruet op på det højeste, men jeg havde lukket mine øjne, for at få den irriterende stemme ud af mit hoved.

Der var nu gået fire dage, og jeg ventede egentlig bare på, at de andre unge ville dukke op.

I mellemtiden havde stemmen i mit hoved generet mig konstant, lige siden i går. De samme ord med, at jeg skulle lukke personen ind, mens den råbte mit navn gentagende gange, indtil jeg simpelthen svarede den igen.

 Det endte altid med at den fnyste ondskabsfuldt, men var tavs i nogle timer, hvor det hele begyndte forfra igen.

Fordi Isabel kiggede undrende på min pludselige dårlige adfærd, med at være irriteret over det mindste, og trække mig ind i en skal, havde jeg intet andet valg, at fortælle hende det hele om stemmen.

Først var jeg bange for, at hun troede jeg var skizofren, for det føltes sådan. Nej, hun sagde at jeg snart ville kunne forstå hvorfor tingene var som det var, hvilket ikke gav nogen mening. Hun burde dope mig med piller, og få mig i behandling med det samme.

Jeg forstod ikke hendes tankegang, men som hun sagde, måtte jeg se tiden an. Sagen var bare den, hvordan skulle jeg nogensinde kunne komme til at forstå, når det her langt fra var normalt?

Med min ene arm fik jeg skubbet hjertepuden om bag min ryg, da det gjorde virkelig ond i den, fordi jeg lænede mig op ad vægge, mens jeg sad i min seng.

 De sidste par dage havde jeg fået lidt mere sul på kroppen, men slet ikke nok til at polstre min ryg. Jeg nippede lidt til min sorte T-shirt, hvor skriften stille var begyndt at krakelere og falde af.

Det gav et sæt i mig, da jeg mærkede sollyset brande på min kind. Hurtig skærmede jeg for mine øjne, og kunne se en rødhåret pige med sorte briller komme ind med et intetsigende udtryk.

 Det så ikke ud til, at hun havde bemærket mig endnu, for hun gik fløjtende hen til sin side af hytten med hendes hele tre kufferter og to tasker. Uden jeg kunne nå at beherske mig, grinte jeg svagt, da tanken om, at jeg troede, at hele to kufferter var en overdrivelse.

Som frygtet sprang pigen forskrækket op, mens hendes fløjten blev til et skingrende skrig. Hun vendte sig om og dumpede ned på sengen helt fra den. Lidt efter kiggede hun hen mod mig, og så overraskende på mig.

Jeg pillede mine høretelefoner ud, og lagde dem ved side af mig, mens jeg mumlede et hej og velkommen til.

”Hej, du må være pigen alle taler om? ” hun fór op af sengen og kom hen til mig, for at give mig hånden. Det overraskede mig en del, at en lav spinkel pige som hende, havde så kraftigt et håndtryk.

”Hvorfor taler alle om mig?”

”For det første, så er du ny her, og for det anden så er vi alle blevet informeret om, at du er i besiddelse af nogle meget store evner.” svarede hun med et smil på læben.

 Det irriterede mig grænseløst, at hun var så fandens køn.

 Hun havde små brune fregner hen over næsen, det flotteste røde hår som gik til brystet, og så havde hun også de flotteste grønne/gule farver i hendes øjne. Samt havde hun en fed stil: tøset, men alligevel rå.

Hun havde en lyseblå sommerkjole på, med en læderjakke over, og nogle sorte støvler, samt en hel del armbånd. Og så selvfølgelig hendes briller der fremhævede hendes hovedform på en god måde.

”Så hvad hedder du?” afbrød hun mine tanker. Jeg rømmede mig en smule, da det gik op for mig, hvor akavet stille der måtte have været.

”Øhh Amber Walsh, hvad hedder du? ” jeg tænkte stadig over det hun sagde før, og prøvede stadig at finde et godt svar til det.

”Jenny Lohan” angav hun og vendte sig om og gik hen til hendes bagage, der i sig selv fyldte hele hendes side f hytten. Hun begyndte stille at pakke ud, og det var der jeg ikke blev i tvivl om, hvor meget hun gik op i tøj.

”Så Jenny, hvad mente du præcis med evner? ” spurgte jeg lavmælt, og tog min pude op til mig, så jeg kunne holde den ind mod min mave, der begyndte at beklage sig.

”Det mener du ikke helt seriøst vel? Har de ikke fortalt dig hvad du er endnu? ” hun så enormt forbavset ud, men svarede ikke på mit spørgsmål, som om det gik op for hende, at hun allerede havde sagt for meget. Men hvorfor skulle Isabel og de andre holde noget skjult for mig. Hvilke evner? Hvad var jeg?

”Er det også din første dag, du er her? ” spurgte jeg, for at holde den pinlige tavshed på afstand.

”Jeg var her også sidste sommer, men blev sendt hjem inden det var omme, da der var kaos i min familie. De fleste der er her på stedet i år, er nogle som har været her to til tre gange før, så hvis du føler dig uden for, så bare kom over til mig, så skal jeg nok sørge for, at du falder ind i mængden” sagde hun, som havde vi kendt hinanden i lang tid.

Jeg blev helt nysgerrig over, hvad der var sket i hendes familie, men lod det ligge, da det ikke så ud til, at hun ville snakke om det.

Hun kom hen til mig og satte sig ved siden af mig på min seng, inden hun tog en pakke tyggegummi frem og rakte ud imod mig.

”Vil du have et stykke. Din mave larmer virkelig meget, og det her er lige det eneste jeg kan tilbyde lige nu” sagde hun beklagende, men jeg nikkede bare og smilte taknemmelig til hende. Det virkede allerede til, at vi ville få det godt ud af det med hinanden.

”Mange tak” mumlede jeg gumlende, hvor jeg lidt efter pustede en boble op, så den sprang i mit ansigt.

Hun grinte af mig, da jeg ihærdigt prøvede at få det klistrede stads af mine læber.

”Det er dejligt endelig at være sammen med noget, som er ligesom mig selv” fniste hun, men tog sig for munden, da det vidst ikke var meningen at det skulle ud.

Jeg havde lyst til at sørge, hvad hun mente, men lod også det ligge. Jeg klappede hende let på skuldrende, og tilbød at hjælpe med alt hendes tøj, der skulle op at hænge i hendes skab på bøjler.

Hun nikkede ivrigt, og et smil plantede sig i hele hendes ansigt, så kinderne blev skubbet op til hendes øjne.

 Hun var virkelig venlig, og jeg var ikke den mindste i tvivl om, at hun var den alle ønskede at have som værelseskammerat.

 

Næste morgen vågnede jeg ved en irriterende snorken ovre fra den anden ende af hytten. Modvilligt rejste jeg mig fra sengen lidt for hurtigt, da sorte prikker flimrede for mine øjne. Hurtig dumpede jeg ned på sengen igen, og tog mig til hovedet.

I går aftens havde jeg det så godt med god energi, og nu var jeg allerede blevet godt udmattet igen, selvom jeg havde fået hvilet ud.

”Luk mig ind”

Jeg gispede og kiggede over på Jenny, for at se, om det var hende, der havde sagt de ord.

”Eller jeg bliver ved”

Nej, stemmen var aldeles ikke Jennys. Det var den mærke stemme som havde generet mig de sidste par dage, jeg havde tilbragt her. Måske var stedet forbandet? Måske havde Isabel udstyret mig med en radio i mit hoved, hvem ved?

”Nu”

Det lød som ekko i mit hoved, og da jeg gav et skrig fra mig, stoppede de – i det mindste i et stykke tid.

Måske var det bare mig, der var ved at blive sindssyg. Min krop kunne ikke være den eneste grund til jeg var her, det nægtede jeg at tro på, når her var lærer, kategorier og jeg i det hele taget befandt mig på en lejr og ikke et hospital.

Påvirket rejste jeg mig lidt mere forsigtigt op fra sengen, og forsatte hen til min lille kommode, hvor jeg havde alt mit tøj.

Jeg fik hurtigt fundet et par sorte shorts og en T-shirt med blomsterprint, og gik ud på det ufattelige lille badeværelse vi var udstyret med.

 I det mindste var der et meget lille vindue, så vi kunne lufte lidt ud, da her blev lummert meget hurtigt.

Da jeg havde fået tøjet på, tog jeg mit elskede fingerring på, som havde en lille rød diamant inde i midten. Det var et arvesmykke fra min mormor, som ikke længere var i blandt os.

 Hun døde da jeg var to år gammel, så jeg husker hende knap nok, dog havde jeg set en del billeder af hende, og havde altid fået af vide af min mor, at jeg lignede hende med både det indre og ydre.

”Nu”

Endnu engang hørte jeg stemmen i mit hoved, og var lige ved at hakke mit hoved op i skabslågen, der hang på væggen ved siden af døren.

”For helvede, så gå dog væk! ” sagde jeg højt, og stoppede brat mine bevægelser, da jeg hørte en lyd bag døren. Et bank blev placeret på den halv rødne dør, hvilket fik mig til at sukke.

”Amber, hvem snakker du med? ” hørte jeg Jennys grødet stemme sige idet hun bankede på igen.

”Øhh ikke noget, her var bare en edderkop” udbrød jeg i en hvid løgn.

 Godt hun ikke kunne se mig lige nu, da jeg trak en grimasse over min egen impulsive svar. Det var så mig i en nøddeskal.

”Ved du godt edderkopper ikke forstår dig? ” spurgte hun, men inden jeg nåede at komme med et svar tilføjede hun hurtigt, ”med mindre det selvfølgelig er en formskifter”

Jeg åbnede døren hurtigt, og så Jenny stod med hånden op foran munden.

”Hvad fabler du om? ” med store øjne stirrede jeg ind i hendes trætte øjne, der havde en sner af fortrydelse i sig.

”Ikke noget, det var bare for sjovt du ved” sagde hun og grinte lidt for ivrigt, så det lød falsk. Hun var slet ikke overbevisende, men ærlig talt magtede jeg ikke noget lige nu, så endnu engang lod jeg hendes undrende svar bag mig.

Sammen gik vi over mod spisesalen i tavshed, mens jeg så en masse personer strømme dertil. Jeg lod især mærke til en pige med lange brune krøller, og en enkelt skønhedsplet under det ene øje – som Amelie – formede som et hjerte.

Hun sparede ikke på makeuppen, og havde en mat rød læbestift på og mørk øjenskygge, som var lagt omhyggeligt på. Hun havde enormt høje kindben og en vild flot figur. Det undrede mig dog en del, at på så varm en sommerdag, at hun var iført en meget lang sort tætsiddende nederdel, som gik ned til anklerne.

Jeg mærkede pludselig et blidt stød i ribbenene, og så hen på Jenny, som gik ved min side. Hun så bestemt ikke betaget ud af pigen, men skulede nærmest til hende.

”Hold dig langt væk fra hende” kom det ud af munden på hende, og gav mig et advarende blik.

Jeg kiggede mærkværdigt på hende. Lige indtil hun nikkede i retning af pigen igen.

Jeg adlød, og så hen på pigen, som nu havde to piger i hældene på sig. De var lige så kønne, men så lidt yngre ud, og mere forsigtige.

Jeg skulle lige til at fjerne blikket fra dem, for at kigge spørgende hen på Jenny, da jeg så pigen skubbe til en lav dreng med lyst strithår.

”Pas på klatte” hånede pigen ham, og åbnede døren ind til salen, med de to piger i hælende, der grinte.

Jeg vendte mig om mod Jenny, idet vi stoppede med at gå. Jeg skulle lige til at komme med en bemærkning, da hun tog ordet.

”Det var så Kyrenia. Hun kom hertil sidste år, og selvom hun kun er 15 år, så har hun meget magt iblandt os, selvom de færreste af os bryder os om hende. ” hendes øjne lyste af afsky, mens hun lænede hendes vægt op mod et træ.

”Sikke dog en idiot. Hvorfor kaldte hun drengen klatte? ”

”Det må du nok sige, igen i år er hendes offer vidst Henrik Richter. Vi må hellere se at smutte ind, jeg fortæller dig den historie på et andet tidspunkt, når du ved mere om stedet her” forklarede hun, og skyndte sig op mod glasdøren og ind i spisesalen, hvor alle var ved at tage plads.

Hvad hun mente med de ord, anede jeg ikke, og jeg var langt fra tålmodig.

 Jeg satte farten op, da jeg helst ikke vil stå op som den eneste, og så ville jeg nødig sidde sammen med andre end Jenny.

 

Efter vi alle havde fået et god omgang morgenmåltid, og Isabel selvfølgelig havde sat sig ved siden af mig, for at holde øje, om jeg var i okay tilstand, blev der pludselig ringet med en klokke henne ved boden.

Der blev helt stille i salen, alle de mange grin, og snakken blev byttet ud med en summende tavshed, så klokkens ekko rummede i salen.

Jeg kiggede op på Cade som stod med et kæmpe smil på munden, mens han vippede hovedet til siden, så hans sorte glansfulde hestehale kom om på ryggen.

 I dag have han ikke knold i nakken, og jeg må sige at det klædte ham en del bedre, når man kunne se hans flotte lange hår.

”Godmorgen, jeg håber i er nogle veloplagte unge mennesker, for vi har en del vi skal igennem her til sommer” startede han ud med, så nogle af de yngste der sad oppe foran, sukkede.

Mit blik lurede nogle sekunder over på Kyrenia, og uheldigvis fik hun øje på mig, og gav mig et irriteret blik, så jeg straks kigget væk.

Det med at holde lavt profil, var allerede ved kokse for mig.

”Sidse år var her stort kaos blandt kategorierne, så i år ser vi frem til et godt fællesskab og ikke mindst fokus i timerne. ”

Jeg kiggede hen på Jenny, som sad og smilede svagt op til Cade. Hun var enig, det var ikke til at tage fejl af. Gad vide hvad der var sket sidste år.

 Jenny var nok ikke den helt rette at spørge, for hun var der i få uger, inden hun drog hjem til sin familie. Nysgerrigheden om, hvad der var sket i hendes familie voksede også, men hun nægtede at fortælle mig det.

”… og lad os så få de nye unge herop til mig, så vi kan få dem præsenteret for jer.”

Ved disse ord gav det et ryk igennem mig, og en skælvene banede sig vej. Jeg så nogle få rejse sig forsigtigt, og jeg var klart den ældste heriblandt.

Med en klump i halsen, rejste jeg mig fra stolen, men inden jeg nåede at tage et skridt -med blikke borende i nakken- tog en hånd fat i min arm.

Jeg vendte halvt rundt, og så Isabels bekymrende blik. Hun ville tydeligvis have jeg blev siddende, men det ville jeg ikke, nu hvor jeg havde taget tilløb til at rejse mig.

Jeg ville skam heller ikke være den mystiske pige, og ville have et bedre ry end den ’alle taler om’, som Jenny havde sagt, da hun så mig.

Hvorfor, anede jeg ikke.  

Jeg vrissede hendes hånd af mig, og fortsatte op til de andre, som stod og ventede på mig. Nervøst stillede jeg mig ved siden af en lav pige med lyseblåt hår, der absolut ikke så ud til at have det for godt.

”Velkommen til, jeg håber i vil få så meget ud af lejren som muligt. ” Erklærede Cade, inden vi begyndte at præsentere os. Fordi vi kun var fire nye, gik der kun få minutter inden det blev– rosinen i pølseenden- min tur.

Alle så afventet på mig, som de havde gjort med de andre, så jeg tog en dyb indånding og løsnede mine læber, som jeg havde klemt godt sammen lige siden, jeg havde rejst mig fra stolen.

”Mit navn er Amber Walsh og jeg er 17 år gammel. ” Jeg stoppede med at tale, da jeg ikke anede hvad jeg skulle sige. Jeg havde ikke hørt efter hvad de andre havde sagt, fordi jeg var optaget af alles øjne der stirrede i min retning.

Der var fuldkommen tavshed, og det fik tårerne til at presse på.

Denne gang rejste Isabel sig og gik hen til mig med bestemte skridt og et alvorligt blik.

”Amber jeg tror vidst vi skal have en lille snak. Jeg kan forstå, du ikke aner hvad de andre fablede om, og det vist bedst jeg havde fortalt det noget før” sagde hun lavmælt til mig, og sendte mig et skævt smil. Jeg kiggede undrende på hende, og spekulerede over, hvad de andre mon havde sagt.

”Amber” lød det i mit hoved, så jeg hoppede mindst en halv meter bagud, og ramte en hvid væg. Jeg ømmede mig lidt, hvilket fik nogle til at småfnise henne i hjørnet.

”Hun troede sikkert det var ånderne” grinte en person, efterfuldt af flere grin. Mit blik bevægede sig i retning af den lyse stemme som havde sagt det, og fik øje på Kyrenia.

Hun smilte undskyldende til mig, men jeg kunne tydelig se hendes flabethed under det falske smil.

”Vil du være sød at tie stille Kyrenia” kom det advarende fra Cade, mens han fik os ned at sidde. Eller rettere sagt de andre nye elever, da Isabel stadig stod i vejen for mig.

”Så det er altså rigtigt, at hun er en åndefanger? ” kom det fra en pige, som sad længst væk og henne i skyggen, med en flok andre piger, som allerede bare sad for sig selv og snakkede lavmælt sammen.

Endelig var der nogle, som ikke så ud til at interessere sig for omgivelserne.

Pigen der havde spurgt, så mig i øjnene, og så fascineret på mig, for derefter at kigge hen på Jenny, som rømmede sig en smule.

Hun havde brunt pagehår med et rødligt skær over sig. Jeg kiggede ned af hende, og så hun havde stramt sort tøj på, som fremhævede hendes figur.

Sorte handsker og en del smykker på, som indholdet forskellige tegn jeg ikke vidste fandtes.

 Dem der sad ved siden af hende, bar samme tegn, men så lidt mere farverige ud i deres påklædning. De var vidst det man kaldt mystisk – IKKE MIG.

Da det gik op for mig, hvad hun havde spurgt om, så jeg undrende på hende, mens Isabel langsomt tog fat om min skulder, og førte mig hen mod sit kontor.

Ikke nok med, at jeg i forvejen igen energi havde, så gjorde det her mig en anelse mere ør i hovedet. Isabels greb var ikke særlig behagelig, men hun var vel bange for, at jeg skulle løbe min vej, efter den her velkomst.

Selvom døren for længst var lukket bag mig, kunne jeg stadig føle de borende blikke, hvilket fik min krop til at gyse.

”Hva… hvad mente hun med åndefanger? ” spurgte jeg, da vi nu var inde på hendes kontor, og jeg havde taget plads på stolen henne ved bordet.

Inden hun nåede at svare, kom Hana dumpende ind, og satte sig ved siden af mig på den ledige stol.

”Hej undskyld jeg kommer brasende, men jeg tror det ville være en lille fordel, hvis vi var to til at berolige dig, og fortælle dig om stedet her. Og om hvad du er” hun tog min hånd i sin, mens hun lagde ekstra tryk på ’hvad’.

Hun kiggede mig dybt i øjnene, hvilket fik mig til at lægge mærke til hendes enormt store pupiller og den lysegrå farve uden omkring.

Jeg havde aldrig set sådanne øjne før, så det kunne ikke være andet end kontaktlinser. Men nu hvor jeg tænkte over det, havde jeg set flere her med samme øjne som hende.

”Tak skal du have Hana, for jeg tror slet ikke Ambers mor har fortalt hende om jeres eksistens” konkluderede Isabel, mens Hana nikkede bekræftende, uden at tage blikket fra mig.

”Hvad mener i?” jeg så spørgende frem og tilbage på dem.

”Har du oplevet noget mærkeligt her på det sidste?” spurgte Hana pludselig om, selvom hun nok godt vidste det, eller ville jeg jo ikke havne her.

”Tjo siden min sytten års fødselsdag har jeg tabt mig en del af uforklarlige grunde” startede jeg ud, selvom der var flere uforklarlige ting, der undrede mig mere.

”Hvad så med Jenny, har hun sagt nogle underlige ting? ” spurgte Isabel om denne gang.

Jeg trak på skuldrende, mens scenen i morges kørte rundt i mit hovedet.

”Hun nævnte noget om en formskifter” mumlede jeg. De rømmede sig lidt, og denne gang blev jeg uroligt.

”Kan i ikke bare fortælle mig hvad her sker. Jeg magter virkelig ikke gåder lige nu” udbrød jeg, hvilket gav Hana lidt af en overraskelse.

”Godt så, nu skal du høre. Den her sommerlejr kalder vi for unge med uforklarlige krops reaktioner. Det er ikke helt forkert, da alle her på stedet har noget mærkværdigt i sig, som menneskene ser på det. ” startede Isabel med at fortælle, inden jeg så afbrød hende.

”Menneskene, vi er jo selv mennesker? ”

”Både og. Jeg er et menneske, men sådan nogle som jer, I er dantiner.” Jeg så undrende på hende, og sukkede irriteret.

”Laver i sjov med mig eller hvad? ”

”Overhovedet ikke, det her er ganske alvorligt Amber. Du har en kræftfelt så stor indeni dig, at det gør os umådelig bekymret. ” brød Hana ind, og aede mig beroligende på håndfladen. Dog irriterede det mig en smule, så jeg trak hånden let til mig, og satte mig på dem.

”Kræftfelt? ”

”Ja, lad mig starte helt fra begyndelsen. ”

 Hun begyndte at fortælle, og jeg sad bare tavs og chokeret og lyttede med, mens de hele tiden blev ved med at tilføje alle mulig nye uvirkelig ting.

Dee startede med at det fortælle om, hvad lejret her gik ud på. Det her var et sted for dantiner - en som mig – hvor vi alle havde en form for evne.

Her var fem kategorier: varulve, havfruer, magiker, formskifter og åndefanger, hvilket her kun var to af. Nemlig Jenny og jeg.

Åndefanger var en sjældenhed. Vi blev opfundet for et par hundrede år siden, hvor de andre væsner har levet omkring, inden man begyndte at beregne tid og sted.

En som jeg, var en ukendt skabning, selv for dantinernes verden. Isabel var ny her i sommerlejren, da hun havde kontakt med min mor, før jeg vidste af, at jeg gemte nogle enorme evner i mig, jeg ville have svært ved at styre.

Isabel var den bedst læge, som kender til vores eksistens, og drager ud til forskellige sommerlejre i verden, for at få mere viden om os.

Vi kunne en blanding mellem, at kunne snakke med ånder og bruge deres energi i ens kræftfelt, imod andre.

Da jeg ikke længere kunne magte at høre mere, rejste jeg mig fra den stol jeg havde siddet limet fast til, uden at bevæge mig det mindste.

”Hey Amber, bliv siddende” kom det fra Hana, som nu stod ved siden af mig, og lagde sin hånd på mine skulder, som var spændte.

”Jeg kan ikke magte at høre mere. Alt i fortæller mig… jeg kan simpelthen ikke tro mine egne øre. I laver sjov med mig, eller også drømmer jeg. Sig det er mine tanker der driller mig. Sig det er stemmen i mit hoved der har sagt det hele! ” råbte jeg panisk, og kunne mærke tårerne presse på.

En hånd blev lagt helt om mig, og inden længe kom jeg ned at sidde igen, med et sløret blik.

”Alle her, som lærte at kende til deres eksistens reagerede ligesom dig, men se dem nu. De kæmper og acceptere hvem de er. Du er ikke blevet straffet Amber, se det som en gave. Hvis du lærer at bruge dine ever rigtigt, så ville det kun gavne samfundet. Tro mig, jeg ved hvad jeg taler om” Sagde Isabel i en beroligende tone, mens Hana – som de andre gange- nikkede bekræftende.

Et snøft undslap, mens jeg ved håndryggen strøg tårerne væk fra mine svigende øjne. Jeg trak vejret ud og ind, stille og roligt et par gange, inden jeg tog ordet.

”Men, hvorfor er jeg så stærk, som i nu påstår? ” min stemme lød grødet, men jeg fuldendte sætningen uden at mumle.

”Jo større ens kræftfelt er, jo flere ånder kan man have omkring sig, og bruge deres styrke sammen med ens egen. Evnen er dog altid blevet set som en trussel, da der ikke har været nogle positive ting fundet ved dem.” ærgrede Isabel sig, mens hun lænede sig tilbage i sin kontorstol og sukkede højlydt. Hun så lidt halvtræt ud.

”Hvad er der dog sket siden mine evner bliver set som en trussel? ” jeg slap mere af i mine muskler nu, og havde mere kontrol over min stemme.

Ikke fordi jeg ikke længere var oprevet, tværtimod. Jeg havde bare brug for viden, så måtte jeg flippe ud på et senere tidspunkt.

Dog håbede jeg dog stadig på, at det her var en latterlig drøm.

”Når man har et antal af ånder forbundet med ens kræftfelt, og får den tilstrækkelige styrke, kan man suge en dødelig sjæl til sig.” fortalte Hana forsigtigt til mig, men alligevel gispede jeg højt, og kiggede forskrækket hen på hende.

”Sidder i og siger, at jeg er i stand til, at udrette så grusom en ting, som at tage livet af folk? ”

De nikkede begge af mit spørgsmål, og jeg så bare lammet på dem, mens en uro truede med at komme i udbryd.

”Jeg forstår det simpelthen ikke. Jeg ville aldrig gøre nogle ondt, om jeg så hadede personen inderligt meget”

”Hvis en ånd har sat sig fast i dig, hvilket sommetider sker for åndefangere, og ånden bestemt ikke er venlig, så kan de bringe dig i vanskeligheder lige meget hvor meget du kæmper imod” Isabels ord fik mig til at tænke på den mærke stemme der havde kørt rundt i mit hoved de sidste par dage. Den havde flere gange bedt mig om, at lukke den ind i varmen.

”Og vi tror, det er det, der er ved at ske med dig. Isabel har observeret dig de sidste par dage, og hun har mærket op til flere gange hvor urolig og anspændt du har været. Vi ved der er en ånd der går dig på, og vi er villig til at hjælpe dig af med den. ” tilføjede Hana, og smilede til mig.

Hun var egentlig meget hjælpsom, og omsorgsfuld nu når jeg tænkte over det.

”Hvem skal så hjælpe mig med det?”

”Det skal jeg. Dig og Jenny har timer med mig, og sommetider også sammen med formskifterne, da i kun er to i jeres kategori, og der ikke er lærer nok her på stedet. ”

”Så det vil sige du er åndefanger? ” et splitter sekund skyllede en glæde ind over mig, men da jeg så hun rystede på hovedet forsvandt mit smil hurtigere, end det var kommet.

”Nej desværre. Jeg er formskifter, men har en smule erfaring med åndefanger. De sidste fire år har jeg haft dem, der har gået her, selvom her hvert år kun har været et par stykker. I er en sjældenhed iblandt os, så her er ikke mange åndefangere, der underviser i det, selvom i nok er dem, der har allermest brug for det. ” sagde hun beklagende, og rejste sig fra stolen.

”Det på tide jeg får vist nogle af de unge ned til deres hytte” sagde hun undskyldende, og gik hen mod døren, for derefter at lukke den stille i bag sig.

”Med hensyn til din situation, vil du i morgen blive udstyret med en mentor, som skal færdes omkring dig, når jeg ikke er der for at holde øje med dig.” påmindede hun mig, og jeg nikkede bare forstående, da Isabel jo vidste bedst, hvad jeg havde behov for.

 Jeg rejste mig, og gik hen mod døren, men inden jeg lukkede, hørte jeg et host fra hende.

”Og inden du finder hen til din hytte, så tag lige en snack med dig. I morgen vil du få et sprøjt af væsken igen. ” jeg kiggede over på hende, og så hendes øjne var klæbet til computerskærmen.

”Nårh ja, og husk at kom til os, hvis der er noget” Det lød mere som en advarsel, end en påmindelse. 

_____________________________

Facts: I alt her i læst 15301 ord :) 
Jeg håber ikke i synes historien er langtrukken, men nu har hun endelig fået af vide hvem hun er, så nu begynder der endelig at ske noget *trommehvirvel* 

TAK FORDI I LÆSER MED!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...