Dantinerne - Åndernes kald

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jun. 2016
  • Opdateret: 14 jul. 2016
  • Status: Igang
Da Amber Walsh blev 17 år forandrede hele hendes liv sig, da en dyster mørk stemme trænger sig på, og energien som forsvinder fra hendes krop. Samt en fortiden som lurer i hjørnerne. Efter at have besvimet endte hun i en sommerlejr- for unge med uforklarelige krops reaktioner. Stille finder hun ud af, at lejren indeholder mere end bare syge unge, men eksistenser, som kun fantasien rummer. -Følg med i den nye verden Amber bliver en del af, hvor både kærlighed,hævn, had, drillerier og fortidens mørke tider bliver indeblandt.

2Likes
6Kommentarer
517Visninger
AA

5. 3.

Kapitel 3

Ikke rettet igennem endnu

Jeg vågnede ved et sæt, da vi kørte over et bump på vejen, eller nærmere stien. Mine høretelefoner var stadig i mine øre, men der kom intet musik fra dem.

Med et tåget syn opdagede jeg, at min mobil var løbet tør for strøm, sikkert fordi den havde spillet imens jeg sov. Jeg sukkede højlydt, og hev dem ud af mine øre, mens jeg inderligt håbede, at de havde stikkontakter på Wildwood lejren.

 Da jeg så mig omkring, kunne jeg se, at vi var nået ind i skoven. Jeg kiggede ud af vinduet, og blev mødt af træerne, som omringede den smalle sti der førte os hen til selveste lejren.

Fascineret så jeg til, mens et egern hoppede og kravlede op af træerne, sikkert for at finde føde.

 Fuglene som lå i de mange reder, der var blevet bygget af dem selv, og de grønne nature farver, og selvfølgelig græsset der groede sig langt op mellem træernes stammer.

Uden at spørger rullede jeg ned for sideruden, og sugede luften komme ind i den alt for lune bil, som lavede os til omvandrende svedende bacon, der havde fået lidt for længe på panden, godt med fedtstof. Duften af skovbund og bark, og ikke mindst blomsterne der lå i dynger i græsset og skabte et flot landskab.

”Hvor er her bare smukt! ” sagde jeg lidt halvhøjt, og fyldte mine næsebor igen, som om jeg aldrig før havde været ude i det fri. Lyden af fugle fyldtes i mine øregange, hvilket fik mig til at smile afslappet.

 Det var uden tvivl den bedste måde at vågne på, i forhold til alle de andre dage -udover selvfølgelig det irriterende bump der gav mig et chok.

Vi kørte ind af en grusvej, hvor der var en lille parkeringsplads. Der holdte allerede fire andre biler, så vi ville ikke være alene her.

”Så er vi her” sagde Isabel, drejede nøglen om og steg ud af bilen. Hun åbnede bagklappen og var god i gang med at læsse af. Jeg steg ud, og gik hen til hende, for at tage nogle af tingene med mig, mens hun viste vej hen til det enorme træhus. Da vi var kommet ind i opgangen blev vi mødt af en smilene mand, der kom hen til os og gav os hånden.

”Hej med dig, mit navn er Cade Collins og jeg er lærer her på stede. ” sagde han og trykkede blidt min hånd inden han gav slip, ”du må så være Amber Walsh ikke?” spurgte han med hans hæse stemme, mens vi gik ind i en stor sal der var fyldt med borde og stole. Her så enormt hyggeligt ud. Alt var hovedsageligt lavet med træ, så det lignede virkelig et sted for spejdere.

Jeg vente mig om mod Isabel og Cade, som stod og så afventet på mig. Da jeg kom i tanke om, at jeg ikke havde bekræftet hans spørgsmål nikkede jeg hurtig til ham, og smilede en anelse, bare lige for at give et godt indtryk.

”Det her er spisesalen. Her vil der blive serveret morgenmad, middagsmad og aftensmad, og så kan man altid komme forbi, hvis man har behov for en snack til mellemmåltiderne” forklarede han, mens han viftede med hænderne, og pegede henne mod boden, som lige nu var lukket.

”Her er virkelig hyggeligt” angav jeg, hvilket fik dem begge til at lyse op. Nu når jeg var her, kunne jeg vel lige så godt få det bedste ud af det. Isabel havde sikkert fortalt de andre lærer, at det her sted ikke var mit ønskeophold- før jeg så det, for her var egentlig ret så hyggeligt.

”Åhh ja, og med hensyn til din manglende energi ville du få muligheden for, at kunne komme når som helst for at få fristillet din sult. Vi er også udstyret med en energi kilde, som du vil få brug for i den svære tid” hans sidste ord gjorde mig helt paf. Energi kilde – det var da ikke noget man kunne bruge på mennesker?

”Øhh hvad mener du med energi kilde? ” spurgte jeg, og så dem udveksle ulæselige blikke. Jeg rømmede mig en anelse, og så forventningsfuld over på Isabel.

”Det er en form for væske vi har her på stedet, hvis man har virkelig brug for det. Se det lidt ligesom en energidrik, bare mere effektiv, da den går ind og stabilisere, så dit blodsukker ikke dykker i bund igen inden for de næste 20 minutter” skar hun ud i pap, jeg nikkede uforstående, hvilket hun bemærkede.

”Men du vil høre mere om det, der er så meget du ville lære her på stedet, og det her var kun en meget lille del” tilføjede Cade, som derefter listede ud af glasdøren henne i den anden ende af spisesalen. Da han kom ud i solen, kunne jeg se hvordan hans sorte hår glinsede i lyset, så hans lille knold i nakken næsten forsvandt fra mit syn. Selv hans mørke hud havde en glas over sig, han lignede lidt de mandemodeler Daisy kiggede på i bladende. Hun ville have tabt kæben, hvis hun stod ved min side lige nu.

Jeg fniste, og vendte mig om mod Isabel, der så spørgende på mig. Jeg bed mig i læben, og trak på skuldrende, da det var ret så akavet.

”Nå, lad mig vise dig rund inden de andre lærer dukker op. Du kan møde dem, når vi spiser til middag” forslog hun, og jeg nikkede, da det lød som en meget god ide. Jeg var vild efter, at se hvad der var ude bag den store glasdør.

Det eneste jeg kunne se var et kæmpe blåsted, og en masse stiger der første i forskellige retninger. Og selvfølgelig også den enorme skov, der lå forude.

Ført tjekkede vi hele træhuset igennem. Det første vi mødte, var en gang med mange døre, som indeholdte et kontor til hvert enkelt lærer/læge.

 Derefter fik jeg set sygestuen, som slet ikke linede noget hospital over hovedet. Der var nogle enkelte senge til de syge, og nogle stole små stod hist og her.

Her var smukt pyntet med blomster og mærkværdige billeder på væggene af ulve, mennesker der udøver magi og ikke mindst flotte havfruer. Hvorfor de befandt sig sådan et sted som det her, anede jeg ikke, men det pyntede da, og det var vel altid noget.

Der var dog nogle lokaler jeg ikke fik lov at se endnu, men af det jeg havde set, var her rimelig indbydende. Alle lokaler var udstyret med store vinduer, så man kunne se den flotte natur vi var omgivet af, og ikke mindst duften. Det virkede til at være et afslappende og afstressende sted, nu var spørgsmålet bare, om eleverne var ligedan.

”Nå, lad os komme videre” sagde Isabel pludselig, da vi var nået spisesalen igen. Med hendes som anføre, gik vi hen til den enorme glasdør, og gik ud til den smukke natur, der ventede os.

”Denne sti fører hen til pigernes hytter” sagde hun og pegede i retning af en sti mod højre. Jeg nikkede, og tog hænderne op foran mine øjne, så jeg kunne se længere frem, da solen blendede mig. Jeg kunne svagt ane nogle få små hytter der lå forskudt med nogle træer hist og her var indimellem. Det så enormt hyggeligt ud, og kunne næsten ikke vente med, at få tildelt min hytte.

”Så har man en hytte for sig, eller? ” spurgte jeg, da tanken strejfede mig. Jeg kunne ikke rigtig afgøre hvad der var bedst, da der var fordele og ulemper ved dem begge.

Jeg kiggede tilbage på hende, og så hun rystede en anelse på hovedet.

”Nej, I kommer til at skulle være enten to eller tre sammen i hver hytte. I år bliver der i alt 37 elever. 20 drenge og 17 piger. ” hendes svar slog mig lidt omkuld.

Jeg havde ikke lige regnet med, at der ville være så mange sådan et sted. Det var måske normalt at være i det antal i en normal sommerlejr, men nu var det her jo ligesom for unge med uforklarlige krops reaktioner.

”Det var da godt nok mange” det var egentlig mest rettet til mig selv, men jeg kom til at sige mine tanker højt. Dog smilede Isabel bare, og pegede i den anden retning hvor drengenes hytter var. Deres var nu lidt længere inde i skoven, så de var ikke helt til at få øje på.

Vi gik videre hen mod bål stedet, hvor der igen befandt sig en masse stier der første ud mod skoven. Det var en smule uhyggeligt, hvis man skulle færdes her en aften, men det var nu ret godt fundet på. Her var helt eventyrligt – bare jeg kunne have taget Daisy med mig. Hun ville helt klart jagte drengene om natten og bryde reglerne. Endnu engang strejfede et nyt spørgsmål mig.

”Hvilke regler har i her på stedet? ” Spurgte jeg, mens vi holdte en lille pause, og dumpede ned på træstammerne, der lå som siddepladser omkring bål stedet.  

”Vi har nogle få. Man skal dukke op til alle hovedmåltiderne. Og hvis der er aktiviteter her på stedet, har man pligt til at være med, da vi går meget op i, at alle får nogle nye sanseindtryk. Vi har fem kategorier her på stedet, men det vil du høre meget mere om, når de andre kommer. De fem kategorier samles en gang imellem for at lave noget fælles, og lærer at håndtere deres situation, for alle der kommer her, har noget de skal lære. ” svarede hun, og skubbede lidt af det brændte kul og træstykker ind i bål stedet, så det ikke lå og flød.

”Jeg forstå slet ikke hvad det er du mener. Faktisk forstår ingenting. Lige nu burde du tjekke mig, mens jeg ligger i en seng eller sådan noget” sagde jeg lavmælt og lavede runde cirkler ned i jorden med en pind.

 Isabel begyndte at grine lidt, hvilket fik mig til at smile, da hendes grin lød helt vildt mærkeligt. Hun lød lidt som en æsel der havde suget helium ned i sine lunger. Jeg kunne ikke beskrive det på nogen anden måde.

”Ja det burde jeg vidst, det var også næste skridt. Lad os komme tilbage så du kan få lidt mere energi, inden du høre nærmere om stedet. Du ville komme til at bruge en masse energi på bare at tænke og forstå, så det er vigtig for både dig og os, at du er i din bedste stand” fastslog hun, og rejste sig, for derefter at trække mig op på mine ben.

Med hendes hænder på min ene skulder, første hun mig op md huset igen, og fortsatte ind på sygestuen.

Da jeg fik lagt mig ned på en af sengene, kunne jeg pludselig mærke hvor meget energi jeg havde brug bare ved at få en lille rundtur. En bekymring om mit egent helbred fyldtes pludselig i mig som aldrig før.

Uden jeg kunne styre det blev mine øjne fulde af vand, inden tårerne fik frit løb ned ad mine kinder. Jeg blinkede utallige gange, og gned tørrede tårerne væk med mit ærme, da det de saltede tåre prikkede på min hud.

”Så skal du se… ” Isabel stoppede brat op, da hun så jeg lå med tåre i øjnene. Med et halvsløret blik kiggede jeg hen på sprøjten hun havde i hånden, hvor en blå væske boblede indeni. Jeg skælvede, og lukkede mine øjne i, da synet ikke lige var det jeg havde allermest brug for lige nu.

”Hvad sker der? ” spurgte hun lidt efter, da jeg åbnede øjnene igen, og tårerne stille flød væk, og efterlod små våde pletter på det hvide lagen jeg lå på.

”Jeg er bange” mumlede jeg, og hørt min egen svage stemme. 

”For sprøjten? ” spurgte hun overraskende, og havde nok ikke regnet med, at jeg ville bryde ud i gråd, da hun stod med øjenbrynene trukket op i panden og udspilede øjne.

”Ja også det, men det gør mig virkelig bange, at jeg ikke ved hvad der sker med mig. Inden jeg besvimede hørte jeg en mandsstemme som kaldte på mig, men det var sikkert bare en drøm. Jeg kan ikke få det ud af hovedet, og det er som om jeg stadig kan mærke hans kald. ” snakkede jeg løs. Da det gik op for mig hvad jeg stod og fablede om rystede jeg ivrigt på hovedet og tilføjede, ”men det var vel bare en drøm”

Jeg kiggede nervøst op på hende, og mødte et forstående blik, hvilket denne gang gjorde mig forvirret og overrasket. Burde hun ikke tilkalde myndighederne og få mig tvangsindlagt, for ærligt talt, jeg lød jo ikke helt rast oven i hovedet. Mine tanker kørte rundt i mig, at det først var nu jeg lagde mærke til Isabellas hånd im min skulder.

”Slap helt af Amber, du ligner en der er på nippet til at besvime. Mon ikke vi lige skal forsyne dig med væsken her” hun tog sprøjten i hånden, og stak mig i armen, inden jeg nåede at reagere, ”så kan vi tale om det, så snart den har fået stabiliseret dig en smule. Det skal nok gå det hele, det lover jeg dig”

Forsigtig lagde hun et stykke vat på det lille sted, hvor der flød en smule blod ud. Normalt ville jeg gå i panikken nu, men eftersom jeg kunne mærke hvordan den blå væske boblede i mine åre, og gav mig en uventet afslappende energi, kunne jeg endelig fald helt til ro.

Man skulle tro jeg blev ør i hovedet, tværtimod blev jeg helt frisk, og var klar til at rejse mig, hvis ikke Isabel forhindrede mig i det.

”Bliv lige liggende fem minutter, så væsken kan for lov at virke helt, så kan vi gå ned og hilse på de andre bagefter, og få en god omgang solid morgenmad. ” sagde hun og var på vej hen mod døren. Dog vendte hun sig om og kiggede i min retning.

”Åhh ja, for resten, så kom lig ned med dine resterende myslibar”

”Hvorfor? ” det ærgrede mig en smule, at jeg ikke måtte beholde dem, for jeg kunne godt trænge til nogle, og det gjorde mig pænt nervøs hvis ikke jeg lige kunne tage en, hvis sulten fandt sted.

”Vi skal kunne holde øje med, hvad du indtager, og lige nu vil det kun skabe kaos i dit system, hvis du kommer til at spise en, inden vi skal ned bagefter. ” svarede hun mig, som var hun min mor, som skulle belære mig om etik og morale.

Jeg gav hende dem, da jeg ikke gad at diskutere lige nu, selvom jeg i teorien godt magtede det, så var jeg nu alligevel en doven teenager.

 

 

En halv time senere kom vi gående ind i spisesalen, da jeg var faldet i søvn og Isabel ikke nænnede at vække mig, da jeg havde brug for det.

Det mest ubehagelige var bare, at jeg havde hørt den samme mandsstemme tale til mig igen. Om det bare var endnu en gentagende drøm var ikke til at sige med sikkerhed.

Jeg blev mødt af fire lærer som sad ved et bord længst henne i det ene hjerne, mens de tog godt for sig, af en masse trekantede sandwich, som lå på et fad.

En af damerne, hende med den brune knold med begynde gråt hår i hårbunden, grinte højlydt, mens hun lænede sig forover, og tog endnu en bid, af det lille stykke sandwich hun havde tilbage i hånden.

Cade som jeg mødte da jeg ankom, sad overfor hende, og havde opdaget os længe før de andre, hvilket tiltrak deres opmærksomhed.

Vi stoppede op foran deres bord, stoppede de dog med at sludre, og kiggede udelukkende på mig. De sendte mig alle et smil, men jeg kunne sagtens se deres bekymrede blikke der lå bagved.

Jeg så da værre ud i går, gjorde jeg ikke? Jeg følte mig i hvert fald frisk og veludhvilet for første gang i flere unger. Den væske var virkelig effektiv, men hvad det nøjagtig indeholdte, viste jeg ikke, og det så heller ikke ud til, at Isabel ville fortælle mig det.

Inden jeg satte mig ned ved den ledige plads ved siden af hende med knolden, rejste hun sig høfligt op, og gav mig blidt hånden, inden vi begge sat os igen.

”Du må være Amber Walsh, ikke sandt?” spurgte hun, selvom hun tydelig vis godt kendte svaret. Jeg nikkede og trak min mundvig en smule opad.

”Mit navn er Hana Berry, og jeg er lærer for…” inden hun nåede at gøre nu sætning færdigt, kiggede hun undrende over på Isabel, som gav hende et bestemt og skarpt blik. Sært.

”Og jeg er lærer her på stedet. Hyggeligt at møde dig Amber, du vil få nogle gode uger her i lejren. ” afsluttede hun, og tog en ny sandwich i hånden, og gumlede løs på den, som havde hun ikke spist i flere dage.

”Bare tag for dig” hørte jeg Cade sige, for derefter at række mig en sandwich. Jeg tog imod den, og begyndte at starte med nogle små bider.

”Mit navn er Jaxen Stone og jeg er også lærer på stedet” svarede ham, der sad skråt overfor mig. Han var karseklippet, og en del tatoveringer op ad armen, som fortsatte op i den ene side af halsen. Han så en smule barsk ud, men sjovt nok var hans stemme en del lysere end Cades.

Et hoved lænede sig tilbage henne på den anden side af Hana, så jeg kunne få øje på hende. Hun blinkede en enkelt gang til mig og sagde hun hed Amelie Roberts. Hun havde det flotteste slangekrøller i sit lyse hår der gik ned til lænede.

Hun var omtrent de tredive, hvis ikke ældre, da hun holdte sig utrolig godt. Hun havde en skønhedsplet under det venstre øje, og det var ikke til at overse, da det formede sig som et hjerte.

 

Da vi havde fået lagt bunden, var Hana så flink, at vise mig min kommende hytte. Min hytte lå tættest ved skoven i skyggen, hvilket var helt fint med mig. Jeg vidste endnu ikke hvem jeg skulle dele hytten med, men der var kun to senge, så det var heldigvis kun en.

Ikke fordi, det ville være ikke ville være hyggeligt at lå flere sammen, men eftersom jeg ved alle her i lejren har et eller andet problem, var jeg ikke så forfærdelig interesseret i det.

Hana fortalte mig, at de andre unge vil komme om fire dage, så i mellemtiden måtte jeg få tiden til at gå med at komme ovenpå, og indrette min del af hytten, så jeg kunne føle mig en smule på hjemmebane.

 Jeg savnede allerede Daisy forfærdeligt meget, og håbede inderligt på, at jeg havde muligheden for at tilbringe tid med hende her i sommeren.

 

 

                             

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...