Dantinerne - Åndernes kald

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jun. 2016
  • Opdateret: 14 jul. 2016
  • Status: Igang
Da Amber Walsh blev 17 år forandrede hele hendes liv sig, da en dyster mørk stemme trænger sig på, og energien som forsvinder fra hendes krop. Samt en fortiden som lurer i hjørnerne. Efter at have besvimet endte hun i en sommerlejr- for unge med uforklarelige krops reaktioner. Stille finder hun ud af, at lejren indeholder mere end bare syge unge, men eksistenser, som kun fantasien rummer. -Følg med i den nye verden Amber bliver en del af, hvor både kærlighed,hævn, had, drillerier og fortidens mørke tider bliver indeblandt.

2Likes
6Kommentarer
518Visninger
AA

4. 2.

Kapitel 2

 

”Hun er herinde” hørte jeg svagt en stemme sige. Jeg fyldte mine lunger med luft og gabte lydløst, mens jeg stille klippede med mine øjne. Solens stråler skinnede ind af vinduerne, som stod åbne, sikkert, så der kunne komme friskt luft ind.

Da jeg hørte skidt komme nærmere, kom jeg halvt oppe at sidde, og mødte min mors smilende blik, samt en anden kvinde, som kom lige bagefter. Hun havde lagt lyst hår, i den længde jeg også havde haft førhen. Hendes mundvig buede opad, men hun fortsatte, uden tilladelse af min mor, hen mod mig, og stoppede en halv meter fra mig.

Hun rakte hende hånd ud mod mig, og spørgende tog jeg den i min, for at hilse højligt på hende.

Jeg holdte mig for munden, da et host banede sig vej op ad min hals, for at klare halsen for morgen krilleren, der havde sat sig fast i halsen.

Øhh, hvem er du? ” da jeg havde sagt det, kunne jeg godt høre, hvor uvenligt det egentlig lød, og tog det i mig igen, og rømmede lidt på mine ømme muskler. Det kunne godt være sofaen var blød, men det var bestemt ikke behagelig at sove i.

”Mit navn er Isabel Lewis, og du må være Amber Walsh, ikke? ” Jeg nikkede, og kiggede stadig forvirret frem og tilbage på min mor og hende.

”Din mor ringede til mig i går, da hun var bekymret for dit helbred. Jeg er en af landets bedste læger, og har fået til opgave, at tjekke dig” forklarede hun, da hun havde bemærket mit spøgefulde blik i mine morgentrætte øjne.

Nu stod tingene dog en del klare for mig. Det var altså ikke bare en drøm, at jeg var faldet om på gulvet. Men hvad så med den stemme jeg hørte?

Irriteret rystede jeg på hovedet, og skar en grimasse, mens Isabel sat sig ved siden af mig på sofaen.

”Hvordan har du det lige nu? ” spurgte hun, og så undersøgende på mig, hvilket jeg fandt en smule ubehageligt.

Jeg mærkede efter, og mumlede et hmm-lyd, da jeg ikke rigtig kunne afgøre det. Jeg følte mig egentlig ret godt tilpas, udover, at deres stemmer havde vækket. Min krop var slap, og mit hoved dunkede forfærdeligt meget. Og hvis jeg gættede helt rigtig, så lignede jeg sikkert en zombie, især fordi jeg havde glemt at tage min make-up af i går aftens.

”Du er enormt udmattet ud, og ligner ikke ligefrem en der er helt i toppen, så jeg går ud fra, at du ikke har det så godt” konstaterede hun, og jeg nikkede en anelse, da det vel var rigtig. Jeg var stadig en smule døsig, og kunne godt trænge til et langt bad, hvis altså jeg kunne få lov til det. Uden at spørge om lov, rejste jeg mig. Dog gik der ikke længe før Isabel stod foran mig, og spurgte hvor jeg skulle hen.

”Hvis ikke det gør noget, så trænger jeg til at varmt bad” mumlede jeg mut, og forsatte hen mod badeværelset med mine arme der dinglede slapt ned over min krop.

”Tag ikke et alt for langt bad min skat. Isabel har ikke hele dagen! ” råbte min mor efter mig, inden jeg lukkede og låste døren ud til badeværelset. Endelig alene tid. Men jeg stod inde i badet, og den brændende varme vand løb ned langs min nøgne krop, stod jeg i mine egen tanker og dagdrømte.

Jeg stod sådan i flere minutter, efter jeg havde været færdig med at sæbe mig ind, og skrubbet med en svamp for at få de døde hudceller af, samt vasket balsammen ud af mit hår.

Det var altid svært at tage sig sammen til at gå ind under bruseren, men når man så var herinde, var den sandelig også svært at komme ud igen. Livet var hårdt, når man både var lille og doven.

Jeg grinte lidt over min tanke, og tog mig endelig sammen til, at slukke for vandet, og hoppe ud af badet, for derefter at skynde på mig selv.

Da jeg låste mig ud, og forsatte ind mod køkkenet, for at få lidt mad, stoppede jeg brat op.

”Du ved vi ville kunne tage godt imod hende. Kan du ikke huske dengang du selv gik der?” det var Isabel der snakkede, formentlig med min mor.

Jeg listede hen mod væggen, så jeg kunne høre lidt mere med, men uden jeg vidst af det, kom jeg til at vride om på min fod, og derved hamrede ind i væggen. Flot Amber, nu har du i den grad afsløret dig selv.

Med et tungt suk, rettede jeg mig op, og gik målrettet ind i køkkenet og forsatte hen mod skabet, hvor skålene befandt sig.

”Hvad snakker i om? ” spurgte jeg, og prøvede at lyde lidt ligeglad, som var det bare for at være venlig. Jeg kiggede hurtigt om på dem, og så de udviklede et mistænksomt og ulæseligt bliv med hinanden.

Med et skuldertræk vendte jeg mig om, og begyndte at hælde jordbær yoghurt op i den fancy skål med strippede farver på. Min mor havde ikke nogen ens skåle eller tallerkner. Hun gik meget op i det skæve og fandt som regel køkkengrej i genbrugsbutikker.

Det var nu ret fedt det hun kunne finde, men lige den her skål var ikke lige min kop te. Gul og lilla var ikke ligefrem en god kopination, da det irriterede mit synsfelt.

Jeg tillod mig, at kvase noget pålægschokolade, for at drysse det over yoghurten. For det første smagte det vildt godt, for det andet hungrede jeg efter noget sødt.

Jeg dumpede ned ved siden af Isabel, og kunne straks mørke sulten melde sig.

”Amber” sagde min mor stille, hvilket undrede mig. Jeg slog blikket op mod hende og ventede på, at hun sagde mere, ”Vi er blevet enig om, at du skal på en lejr her til sommer”

Med skeen i hånden, og min mund på vidt gav, var jeg nær ved at få yoghurten i gale hals, da jeg helt glemte at synke det rastende jeg havde i munden, der langsom truede med at glide ned i mit halsrør.

”Hvabehar? ” min stemme dirrede en smule. Denne gang brød Isabel ind.

”Vi vil sende dig på en sommerlejr, men det er ikke hvilken som helst lejr. Den er blevet oprettet til unge mellem 13-20 år, som har uforklarlige krops reaktioner. Lejren er udstyret med dygtige lærer, mentorer, og læger. ” forklarede hun mig yderligere, hvilket kun gjorde mig mere frapperet.

”Kan i ikke bare undersøge om der er et eller andet fysisk galt med mig, i stedet for at sende mig væk. Jeg har altså planer her i ferien, som jeg ikke rigtig bare kan aflyse” beklagede jeg mig, og skubbede den halvfyldte skål fra mig, mens jeg så surt på dem.

Havde jeg ligefrem gjort en forbrydelse, siden jeg skulle straffes?

”I din situation er der ingen anden udvej. Der vil ikke være lang tid, før din krop bukker under. Det er set før”

”Det lyder fuldkommen latterligt det her. Er det en eller anden åndsvag joke eller? ” spurgte jeg sarkastisk, da jeg næsten var hundrede på det. Lige ind til, jeg møder min mors alvorlige og bebrejdende blik. Det var bedste ikke en spøg.

”Du ved ikke hvad du er oppe imod, heller ikke os, men en ting ved vi, og det er, at du skal afsted. ” denne gang var det min mor der brød ind, inden Isabel kunne så at svare.

”Men hvad så med Daisy? Hvad skal jeg sige til hende. Hun ville blive så ufattelig skuffet hvis ikke jeg dukker op til festivalen. ” Humøret dykkede hurtigt i bund, da jeg var op imod to, som jeg vidste, jeg ikke havde nogen chance for at bekæmpe. Og på den anden side, så måtte jeg jo se at få det bedre, til når det nye skoleår starter. Det undrede mig bare en del, at det ikke var et hospital, men en sommerlejr?

”Jeg skal nok tage en snak med Daisy, og fortælle, at hun kan komme forbi i morgen og sige farvel til dig” forsikrede min mor mig, med en lidt blidere og kærlig stemme, end hendes blik viste. Mit ene bryn skød op, da hun nævnte i morgen.

”Skal jeg allerede af sted i morgen? ” jeg fór af stolen og lage armene over kort, mens jeg svimlede en smule. Jeg kiggede over mod Isabel, der så undskyldende på mig.

”Ja, i morgen tidlig ville jeg stå klar til at tage imod dig, så vi sammen kan komme derhen. Der er en smule langt herfra, og jeg er blevet enig med din mor om, at det er bedst du er der et par dage før de andre elever dukker op” jeg sukkede opgivende, og kig ud af lokalet og hen mod mit værelse. Jeg kunne lige så godt få pakket sammen med det samme.

I det mindst ville min mor tage en snak med Daisy, for lige nu magtede jeg det ikke, eftersom tankerne kørte rundt i mit hoved.  Gad vide hvad jeg fejlede, og hvorfor lige en lejr?

 

Jeg var virkelig fra den, da jeg vågnede næste morgen. Vejret var køligt, selvom solen stille var dukket frem mellem de mange hvide skyr.

 I går aftens havde jeg brugt hele tiden på at pakke, og sortere de overflødige ting fra, selvom jeg nu havde syntes, at alt var brugbart.

 Jeg gik fra, at have to kufferter, og en taske fyldt, til en kuffert og en taske. Jeg måtte ærligt indrømme, at det havde bragt sved på panden og stor ærgrelse, ikke at kunne have så meget bagage med.

”Amber er du snart klar, ellers når du ikke, at få en morgenmad! ” mindede min mor mig om, hvilket fik mig tilbage til virkeligheden. Hurtigt fik jeg placerede min bagage ude på gangen, og fortsatte ind i køkkenet for at få noget mad.

Denne gang tog jeg bare nogle myslibar i mine bukselommer, da der ikke gik andet end fem minutter, før Daisy stod i døren. Hun lænede sig ind mod væggen, og jeg kunne tydeligt se ærgrelsen lyse i hendes øjne, men jeg kunne ikke rigtig gøre noget.

Min mor sad og fik sig en kop kaffe, mens min far løb rundt i stuen for at finde sin mobil- han var i hvert fald ret så ivrig, og hans mobil betød en hel del for ham. Han havde det med, at glemme hvor han havde lagt den, så det var helt sikkert det der var på spil.

”Jeg fandt den! ” råbte han lykkeligt, hvilket fik min mor til at rulle med øjnene. Hun rejste sig og forlod os alene i køkkenet.

”Er din far ved at blive glemsom? ” spurgte hun pludselig om, og smilede sjovt, for at fjerne den anspændte stemning i luften. Det var sådan jeg kendte Daisy bedst.

”Ja, i det mindste har han ikke glemt sine briller, for dem ville han nok få problemer med at finde” grinte jeg, hvilket prak hul på bylden.

”Kæft du sjov! ” lo hun, og lagde en arm om mig, for at trække mig ind i et knus.

”Jeg ved det” mumlede jeg, og pustede som en gal, da jeg fik hendes filtrede hår ind i min mund. Hun trak sig en smule og mulede et undskyld, mens vi gik ind i stuen til min mor og far. Vi kom lige i det de stod og kyssede intimt. Jeg rømmede mig, og endelig trak de sig fra hinanden. Det var nu dejligt at se, at de stadig elskede hinanden.

De smilede lusket til os, hvilket bare var vildt akavet. Imens vi ventede på, at Isabel ville ringe på døren slog vi os ned i sofaen.

”To sekunder” kom det fra Daisy, da hun slentrede ud i gangen, og lidt efter kom ind med noget i sin favn, der var pakket flot ind i blomstret indpakningspapir. Hun havde bundet en lille sløjfe omkring den med guldbånd, og havde gjort sig umage med ikke at bruge for meget tape, som hun havde en tendens for at gøre.

”Hvad er det?” spurgte jeg om, da hun rakte mig gaven, og lagde en i mit skød, da jeg ikke gjorde mine til at tage imod den, fordi jeg var handlingslammet.

”Pak op for at se” svarede hun hemmelighedsfuld, hvilket gjorde mig nysgerrigt. Stille begyndte jeg at pille tabet af, mens jeg så fra mine forældre og over på Daisy der udelukkende sad og smilede stort til mig.

Da jeg fik tapen af og viklet papiret ud, blev jeg mødt af en silkeblød hjertepude hvorpå der stod ’I love you’ på. Ved siden af, lå der et par høretelefoner, som jeg straks fik ud af plastikket, den var blevet købt i.

”Ej det er vældigt sødt f dig Daisy” angav min mor, og klappede hende let på skuldrene, for derefter at gå ud på badeværelset.

”Kan du bruge det? ” spurgte hun mig om, da jeg bare sad og stirrede taknemmeligt ned på det. Jeg vendte mit blik op imod hende, og nikkede ivrigt.

”Selvfølgelig kan jeg det, og jeg elsker også dig. Tusinde mange tak” takkede jeg begejstret og lænede mig ind til hende, ”hvordan vidste du, at mine høretelefoner var gået i stykker? ”

”Jeg havde spurgt din mor om, hvad du manglede” sagde hun stolt over hendes indsats, mens hun støttede sine ben op på sofabordet. Det frydede mig at se, at hun følte sig hjemme nok til, at gøre det. Og heldigvis var det ikke set som en uhøflig ting at gøre i min familie. I hvert fald ikke med dem som stod en nær.

”Jeg kommer sådan til at savne dig. Jeg håber nu stadig, at vi kan få muligheden for at tage til festivalen sammen i den sommeren er omme” mumlede hun, og vrikkede lidt med sine tær der stak op i hendes klip klappere. Jeg havde aldrig rigtig kunne forstå, hvordan hun konstant kunne holde ud at gå med dem. Når jeg gik med mine, skavede - dutten der var imellem storetåen – mig altid.   

”Jeg vil se hvad jeg kan gøre, for at overbevise dem om, det er livsnødvendigt… hvilket det egentlig også er” angav jeg, hvilket fik hende til at fnise.

Inden længe hørte vi en ringe på døren, og straks var vi alle ude på gangen, og klar til at tage afsked. Min mor lukkede døren op, hvor Isabel stod iklædt en blomstret sommerkjole, med et brunt bælte der markerede hendes talje, samt en blondekrave, og hendes hår der var flettet til et langt reb.

Hun trak på smilebåndet, så små rynker kom til syne ved hendes øjne. Hun så virkelig glad ud, og det smittede af med det samme. Flink var hun, også selvom hun tvang mig til, at bo på en latterlig sommerlejr.

”Godmorgen til jer. ” startede hun ud med at sige, ”er du klar til en lang køretur med mig Amber” henvendte hun sig til mig, mens jeg bare stod med blikket ned i gulvet og nikkede lidt usikkert.

Lige meget hvad, havde jeg bare at være klar, for hun lignede ikke en, der havde i tankerne om at vendte mere end fem minutter længere.

”Ja lad os hellere” fastslog jeg, og kiggede før hen på min far, der stod op vippede frem og tilbage på sine ben. Uden tøven gik jeg hen til ham, og gav ham et ordentlig kram, så han næsten væltede om kuld. Han mumlede et ses ind i mit øre, inden jeg gik hen til min mor og gentog min handling. Da jeg nåede til Daisy stoppede jeg op. Hun stod og snøftede med tåre randene ned ad hendes kinder, og ned på hendes tang top, som hurtig fik små våde pletter på sig.

”Åhh Daisy, kom her” hviskede jeg, da min stemme dirrede. Tårerne pressede på, lige da jeg mærkede hendes hænder omme på min ryg.

”Jeg har på fornemmelsen, at du må være Ambers veninde – dig der skulle tilbringe sommeren med hende? ” spurgte Isabel om, og afbrød vores lille moment. Vi nikkede begge to bekræftende, idet hun rakte en hånd til hende, for at hilse på hende.

”Jeg er Isabel Lewis, og arbejder som læge rundt omkring i verden. Her til sommer, har jeg fået tildelt en stilling i lejren, som jeg allerede har bekendtskab til i forvejen” præsenterede hun sig selv.

Denne gang blev jeg lidt klogere på hende, da vores første møde ikke havde været så lærerigt, fordi jeg skulle have nyheden af vide.

Isabel greb min kuffert, så jeg kun behøvede at tænke på min taske, og de to ring Daisy havde givet mig. Endnu engang gav jeg dem hvert i sær et knus, inden jeg forlod døren, og forsatte ned af de mange trapper.

Isabel var allerede nået et godt stykke ned, så jeg måtte sætte tempoet op, hvilket fik mit hjerte til at hamre derud af. Forpustet satte jeg mig ind i hendes sorte Ford, mens hun lagde mine ting om bag i bagagerummet.

Dog havde jeg taget min mobil, den silkebløde hjertepude, og nye høretelefoner med ind ved siden af mig, så jeg ikke skulle kede mig al for meget. Og hvis jeg havde brug for et hvil, ville puden være perfekt.

Jeg kunne kun takke Daisy for hendes gode valg af afskedsgave. Jeg håbede sådan, at jeg fik muligheden for, at tilbringe tid med hende her i ferien.

Næste skoleår ville vi ikke længere kunne følges ad, da vi har valgt hver vores linje, selvom vi begge havde svært ved det. Vi skulle jo vælge hvad der passede os bedst, og alt det matematiske var ikke lige min kop til.

Jeg blev vækket fra mine tanker, da motoren startede, og Isabel drejede ud fra parkeringspladsen. Med nervøsitet sitrende i kroppen, lænede jeg mig tilbage i sædet, og trak vejret dybt.

”Så hvad hedder lejren egentlig? ” spurgte jeg, selvom jeg ikke engang vidste, om stedet havde et navn.

”Wildwood” sagde hun kort og godt, men fortsatte, inden jeg nåede at nikkede med hovedet, ” Og jeg må nok hellere lige minde ting om, at stedet liggere langt inde i skoven, som også hedder Wildwood. Men du vil få meget mere af vide jo mere du tilbringer tid der. Jeg lover dig, at du i hvert fald ikke kommer til at kede dig ihjel” hun lød meget overbevisende, så jeg måtte håbe på hun talte sandt. Pludselig kom jeg i tanke om de myslibar jeg havde proppet i mine bukselokker.

Til mit held havde jeg taget nogle løse grå bukser på, der havde lange lommer, så barerne var heldigvis ikke blevet mast til pandekager. Jeg trak en op ad lommen, og kiggede hurtigt hen på Isabel, som havde fokus på vejen.

”Ha- har du noget imod at jeg spiser en myslibar i din bil? ” spurgte jeg en anelse usikker, da jeg stadig ikke kendte hende helt nok til at vide, hvor jeg havde hende henne. Tænk hvis det her var hendes grænse? I det mindste spurgte jeg. Daisy ville helt sikkert bare have gjort det uden tilladelse.

”Ja, du er en undtagelse, fordi du har behov for det” svarede hun mig med i en venlig tone, og trak sin mundvig opad.

Jeg pakkede den op, og lavede en grimasse, da indpakningen raslede mellem mine fingre. Jeg tog den op til munden og tog en ordentlig bid af den.

”Åh ja, prøv at se om du kan lade være med at krumme. ” tilføjede hun i en lidt mere bedægtig undertone. Jeg havde fornemmelsen af, at denne bil betød mere for hende, end bare at være en genstand der kunne fragte en fra a til b.

Smilende lagde jeg puden om bag min nakke, og proppede høretelefonerne i mine øre. Med min pegefinger trykkede jeg på play, så den stille musik begyndte. Jeg havde en svaghed for sangerinden Birdy. Hendes lyse skrøbelige stemme gav en ro indeni mig, og alligevel fik hun mit hjerte til at springe takt over, så jeg skælvede- hver evig eneste gang.

Der ville gå omtrent tre timer før vi ville nærme os Wildwood, så jeg kunne ligeså godt bruge tiden fornuftig, og lagde mig tilrette i sædet for at få en lille middagslur. Jeg var allerede forfærdelig udmattet, selvom det ikke var dårlig lang tid siden jeg var stået op.

 

 

_________

Lysten til at skrive er der ikke rigtig for tiden, men kæmper imod skriveblokeringen der truer med at dukke frem - håber i nød dette kapitel, og der ikke var ALT for mange stavefejl/grammatikfejl, da jeg ikke lige har fået rettet det igen <3

02-07-2016

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...