Dantinerne - Åndernes kald

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jun. 2016
  • Opdateret: 14 jul. 2016
  • Status: Igang
Da Amber Walsh blev 17 år forandrede hele hendes liv sig, da en dyster mørk stemme trænger sig på, og energien som forsvinder fra hendes krop. Samt en fortiden som lurer i hjørnerne. Efter at have besvimet endte hun i en sommerlejr- for unge med uforklarelige krops reaktioner. Stille finder hun ud af, at lejren indeholder mere end bare syge unge, men eksistenser, som kun fantasien rummer. -Følg med i den nye verden Amber bliver en del af, hvor både kærlighed,hævn, had, drillerier og fortidens mørke tider bliver indeblandt.

2Likes
6Kommentarer
519Visninger
AA

3. 1.

Kapitel 1

Da jeg fyldte sytten år for bare et par dage siden, havde tingene ikke været helt som forventet. Op til min lille fest, som jeg holdte for min skoles årgang, blev jeg ufattelig syg. Lægen mente der var en almindelig influenza jeg var blevet ramt af. Det undrede mig en smule, for bare få måneder siden, havde han sagt nøjagtig det samme til mig.

Min mor var en autoritær, så lige meget hvad, troede hun på, hvad eksperterne sagde, i modsætning til mig. Det kunne vel ikke passe, jeg endnu engang følte mig så svag, at jeg knap nok kunne holde ud at gå en tur ned til byen.

Da jeg så havde holdt min fødselsdag, var det som sagt, ikke blevet bedre med mine symptomer. Bare på få dage, nåede jeg at tabe mig hele tre kilo, og havde ingen energi i mig. Bevist tog jeg energitæt mad, da min krops reaktion gjorde mig vildt bange.

 Min mor valgte så, at tage mig til læge igen, men kom hjem uvidende om, hvad der var galt.

Da vi sad i bilen på vej hjem, lod hun ikke til at være særlig uforstående overfor situationen. Mere bekymret. Hendes blik sagde i hvert fald, at der var et eller andet der gik hende på, men hvad vidste jeg ikke.

”Hvad tænker du på?” spurgte jeg, for at bryde den uendelig tavshed der havde lagt sig i luften, mens min mor kørte på motorvejen.

”Du er virkelig kommet til at se bleg ud min skat” angav hun, mens hun drejede på rattet, for at overhale en lidt for langsomkørende bil. Der ville sikkert ikke gå længe før, personen ville få en bøde for, at snegle sig afsted.

Det lød en smule underligt, for det plejede at være omvendt.

”Vel ikke så hvid som en kalket væg? ” spurgte jeg lidt sarkastisk, da den dårlige stemning gjorde mig mut. Min mor lo en smule, men havde et seriøst blik planet i ansigtet, mens hun nikkede bekræftende.

Endnu engang sad vi lidt i tavshed. Min mor fokuserede udelukkende på vejen, mens hun op til flere gange pustede den lille brune tot hår der gik ind foran hendes øje hele tiden.

Småirriteret rakte jeg ud efter den, og satte den fast i hendes hårnål. Hun smilede taknemmelig til mig, og bevægede læberne i et tak.

Stille lænede jeg tilbage i sædet, og lagde hovedet ind mod vinduet, da et højlydt gab overtog mig.

”Hvis du får det værre, så sig til Amber” mindede min mor mig om, lige inden jeg lukkede øjnene i og blev overvældet af døsigheden.

 

Min dejligste veninde var lige på trapperne. Hun havde været så venlig, at ville med mig ud at få en kop kaffe i nærheden. Vi havde i tankerne, at gå derhen, da der ikke var andet end en halv kilometer, hvilket jeg godt lige kunne holde til.

 Jeg havde ikke været i skole de sidste par dage, hvilket havde bekymret hende en del, så jeg ville egentlig bare vise hende, at alt var i den skønneste orden, selvom det slet ikke var det.

Lige om lidt stod sommeren for døren, og jeg havde i tankerne, at den skulle nydes med hende, og nogle fra de andre i klassen.

Festivals billetterne var i hvert fald i hus, nu manglede vi bare, at vente to uger mere, før det startede op. Allerede nu glædede vi os som to små piger der skulle en tur i Disney land. Og om to uger ville jeg forhåbentlig have det godt igen.

Det bankede på døren, og straks fór jeg op af sofaen, og gik hen mod døren, som blev åbnet af min far. Han gav venligt min veninde hånden, mens han satte sig ind på sit kontor igen, og arbejdede videre med de artiklerne, der skulle sendes ud til aviserne i morgen tidlige.

At være journalist var noget af det min far brugte en del tid på. Dog var han så betænksom, at tage det meste af arbejdet med hjem, så vi havde mulighed for at kontakte -og se ham hver dag, hvilket var rart. Nogle gange var han dog også tvunget til at rejse afsted, for at interview folk, som boede lang vejs herfra.

”Hej Daisy” hilste jeg glad, mens jeg med hænderne ude til siderne, farede hen til hende, for at gave hende et kæmpe knus. Først så hun chokeret på mig, men stille lagde hun hænderne om mig, og klemte mig blidt ind til sig.

”Hey Amber, du dufter vildt godt i dag. Hvilken parfume har du på?” jeg smilte over hendes gode evne til at starte en samtale på.

”Tak, det er Lady Million, din ynglings parfume” svarede jeg, mens jeg tog min skuldertaske over mig, og greb mine nøgler og mobil.

”Selvfølgelig” sagde hun, og slog sig selv for panden, ” glamourøs og ultra-feminin blomsterduft til den frygtløse, livlige og helt igennem uimodståelige kvinde – en som dig” sagde hun i en sjov lys tone, som de gjorde i reklamerne, når de reklamerede for dem.

”Der er vidst nogle der rigtig har fundet sig en hobby, var? ” grinene traskede vi ud af hoveddøren, og forsatte ud på gangen, hvor vi derefter forsatte ned af de uendelige mange trapper.

Jeg boede i en lejlighed inde i midtbyen. Hverken min mor eller far havde tid til, at passe et hus, så vi fandt ingen grund til at købe et, når vi ligeså godt kunne få glæde af en 4 værelses lejlighed i midtbyen. Så sparede vi også på benzin, og fik nogle små gåture engang i mellem inde i byen, hvor al liv forekom.

”Vendt på mig!” råbte jeg forpustet, og halvløb ned af trappetrinene. Imens jeg kunne høre Daisys fjogede grin.

Da vi var kommet ud på gaden, fik jeg trukket vejret et par gange, inden vi fortsatte videre. Det var godt nok hårdt, men også forfriskende, selvom jeg nu var blevet rimelig meget udmattet, efter jeg fik pulsen op at køre.

”Burde du ikke få et tjek ved lægen en ekstra gang. Du er blevet forfærdelig mager siden sidst jeg så dig Amber” for første gang i lang tid, mødte jeg et alvorligt og bekymret blik fra ellers altid den positive humørspreder.

Jeg gav hende bare ret, da jeg ikke magtede, at vores lille tøsetur, skulle omhandle netop det emne, som havde kørt rundt i luften de sidste par dage.

Nu ville jeg bare hygge med min allerbedste veninde, og få grint lidt af hendes sorte humor og få nogle gode dage i den dejlige solskin. Solens stråler var så småt ved at være på det højeste punkt, så her var virkelig hedt.

”Nå nu du kommer hjem, så skal jeg ikke være skylden i, at du ender som en forbrændt bacon” mumlede hun ind i mit øre, og viklede sin arm ind i min, mens vi gik og dunkede ind i hinandens hofter for sjovs skyld.

”Vil da hellere være en saftig Bacon, der er blevet sprød af solens stråler. ”

”Så må vi se at komme ind i caféen, så du ikke får for meget” grinte hun højt, hvilket fik mig til at klukke, mens hen hev mig ind i cafeen, som allerede var propfyldt af mennesker. Jeg havde aldrig rigtig været her før, kun nogle enkelte gange med Daisy, når vi skulle lave gruppe arbejde, og havde brug for at komme lidt ud samtidigt.

Vi satte os ved et lille ledigt rundt bord, som stod henne ved en af de store vinduer ud til gaden – det passede os perfekt. Vi slog os ned på de to frie stole, og gik straks i gang med at udforske menuen. Da jeg så ned over den lange liste af kaffe og kage, blev jeg enormt sulten, at det ikke tog mig længe før, jeg havde valgt hvad jeg skulle have. Egentlig tog jeg bare det første der stod på listen:

Tyrkisk kaffe og et stykke chokoladekage med smørcreme og nogle bær ved siden af. Min mund løb i vand, mens jeg utålmodigt ventede på, at Daisy kunne bestemme sig.

Hun havde svært ved at vælge, så det endte med, at hun bestilte en cappuccino og to stykker kager: den ene var en kage lavet af dadler og nødder, mens det andet bestod af tre macarons. Straks fik vi bestilt, og efter fem minutter kom tjeneren med vores lækkerier.

”Hmm, hvor ser det lækkert ud” konstaterede jeg, og kiggede ned på kagen, som jeg gravede i med den lille teske, jeg havde haft i kaffen. Jeg tog godt for mig, hvilket fik Daisy til at grine en smule. Hun tog også en macarons i munden, og bekræftede det jeg havde sagt med nydelsen, som viste sig i hele hendes ansigt.

Jeg tog kaffen op til min mund, pustede let til den, og tog derefter en slurk. Uventet hostede jeg, så jeg måtte sætte den fra mig, og række ud efter et lomtørklæde. Hvad var det dog for en væmmelig og stærk smag. Den bittert smag af kaffe stak i min tunge, og kildrede i min hals.

”Her” lo Daisy og rakte mig hendes cappuccino, som jeg med sikkerhed vidste, ikke ville være stærk. Jeg tog en ordentlig slurk af det, og så undskyldende på hende, da jeg var kommet til at drikke halvdelen. Dog trak hun bare på skuldrende, og fortsatte spisningen, mens blikke åndede os i nakken.

”Hvad var det dog for en hæslig kaffe? ” spurgte jeg, da jeg var kommet lidt til mig selv. Hurtigt tog jeg en bid mere af min kage, så den stærke smag kunne komme helt af vejen.

”Amber, ved du ikke hvad tyrkisk kaffe er? ” spurgte hun grinene, og gav mig et det-mener-du-ikke-helt-seriøst blikket. Bare fordi jeg var kaffeelsker og havde et stort forbrug af det, var det vel ikke ens betydning med, at man burde kende til alle former for kaffe.

Jeg rystede en anelse på hovedet, og kiggede ud mod caféen, som ikke var så fyldt mere, som da vi havde ankommet.

”Tyrkisk kaffe er stærke sager. Det er ufiltreret kaffe. Prop en sukkerknald i, og tilsæt lidt fløde, det ville nok hjælpe lidt på det” uden jeg nåede at erklære mig enig, rakte hun ud efter min kaffe og gjorde det selv. Jeg smilte svagt til hende, og uden videre brød vi ud i grin.

Gud hvor jeg elskede hende. Selv når jeg blev irriteret over, at min kaffe ikke var som forventet, så var hun der til at redde mig.

”Så Amber, hvordan går du og har det fortiden? ” spurgte hun, da vi var blevet færdig med kagen og kaffen. Jeg mødte hendes blik, og så ind i nogle alvorlige grønne øjne.

”Øh, altså, jeg har vidst stadig influenza. Det siger min læge i hvert fald” mumlede jeg lavmælt og rakte ud efter min taske, så vi kunne komme hjemad. Det var snart aften, og vi havde nu siddet her i mere end en time.

”Tror du virkelig, at det er det der er galt. Du ser virkelig ikke for godt ud, og så meget ødelæggelse kan en influenza ikke lave” angav hun, og begyndte at rejse sig fra stolen, for at indhente mig. Sammen gik vi ud af caféen og blev mødt med en regnbyge der lagde sig over os. Jeg måtte ærlig indrømme, at det var lige det jeg trængte til. Her havde ikke regnet i flere uger, så fugtigheden i luften var ret så forfriskende.

Jeg vendte blikket hen mod Daisy, mens vi gik hjemad i gaderne, som straks blev tomme, da gråvejret trak sig over himlen som en dyne.

”Såå, du mener altså at jeg er blevet hæslig at se på? ” spurgte jeg sarkastisk, og sendte hende et skævt smil, hvilket fik hende til at le. Hun slog mig blidt på skuldrene og rystede let på hoveder.

”Ingen kan overgå dig, men jeg savner nu den gamle Amber. ” tilføjede hun, som en forklaring, mens hun lagde en arm om mig, og lænede sig ind til mig, mens vi gik. Med hende hængende ind over mig, kom vi tumlende ind i opgangen, og fortsatte op ad de mange trapper.

Vi nåede min hoveddør, hvor der utvetydig stod ’Walsh familien’ med store bogstaver, lige midt på døren – det var ikke til at misse, ellers skulle man være godt blind.

”Tak for en dejlig dag” startede jeg ud, og gav Daisy et stort knus. Hun mumlede i lige måde ind mod min hals, hvilket kilede en dal. Jeg udstødte et lille kluk, inden jeg rev mig løs. Hun tøvede en smule, men efter noget tid valgte hun, at finde vej ned af de mange trapper, mens vi utallige gange bare stod og vinkede til hinanden.

Da hun var ude for mit synsfelt, og hendes fødder som trampede på hvert trappetrin svagt kunne høres, åbnede jeg døren, og listede stille ind. Jeg smed min lille taske, og nøglerne på det lille bord, som stod ude gangen, inden jeg fortsatte hen mod køkkenet, hvor jeg kunne dufte noget lækkert.

Da jeg kom derind, stod min mor henne ved komfuret og rørte rundt i en gryde.

”Hey mor, jeg er hjemme nu ”sagde jeg, og dumpede ned ved spisebordet, som var flot dækket op til os alle tre.

”Det var godt, vi skulle nemlig til at spise. Hvad har dig og Daisy så brugt tiden på? ” spurgte hun, og bar gryden hen på bordet, og begyndte at hælde isterninger i kanden med vand.

”Vi var på Café. ” sagde jeg kort og godt, da jeg blev distraheret af maden som stod lige foran mig. Af en eller anden grund, var jeg blevet sulten igen – sært. Jeg tillod mig at fylde mine næsebor med den dejlige duft, inden jeg lænede mig hen, for at se hvad vi skulle have. Spaghetti med kødsovs, mums.

”Det dufter fremragende! ” sagde jeg glad, og tog for mig, mens min mor kaldte på min far.

”Harry der er serveret, kommer du? ” råbte hun, og gad ikke vendte på, at han kom. Hun fyldte en skål op til sig selv, og begyndte at fylde munden.

Ind i køkkenet, kom min fra travende. Han så umådelig træt ud i øjnene, men han havde også hele dagen ikke lavet andet, end at sidde foran en skærm og skrive på de artikler.

”Det er sgu godt ud Julianne” fastslog han, da han begyndte at spise, mens min mor så stolt ud over sin præsentation. 

”Hvordan går det med dig min skat? ” spurgte min far pludselig om. Han havde ikke rigtig haft til at bekymrede sig om min situation, så det gjorde mig en smule overrasket, at han valgte at spørge nu – han var ikke endelig blevet færdig med at skrive de artikler.

”Jeg er udmattet hele tiden, men ellers er jeg meget glad” han nikkede og løftede det ene bryn, mens han tog en slurk af det iskolde vand. Min mors blik fandt også midt, og det sædvanlige bekymrede blik lagde sig over hende.

Da jeg havde fået tilfredsstillet min sult, rejste jeg mig for at gå ind på mit værelse. Do nåede jeg ikke lagt, da en ubehagelig følelse ramte mit hoved. Mine øre ringede, og mit blik flimrede en smule. Uden jeg vidste af det, ramte jeg hårdt gulvet, og hørte nogle stole blive skrapt hen ad gulvet, og hastige skridt der nåede mig.

”Amber! ” råbte både min mor og far i kort, mens de ruskede i mig.

”Amber” sagde en stemme igen, som bestemt ikke var velkendte. ”Amber” stemmen var en mørk ivrig hvisken, som fik mig til at skælve. Jeg kunne ikke længere mærke min krop, eller høre mine forældre. Det eneste jeg fokuserede på, var mørket -da mine øjenlåg var gledet i – og den ubehagelige stemme, som gav ekko i mit hoved.

”Luk mig ind” forlagte stemmen igen, mens stemmen stille blev svagere og svagere, des mere jo kom ind i mørket.

 

”Skat, kan du høre mig? ” den blide stemme fik mig væk fra døsigheden. Mine øjne åbnede sig, og hurtig blev jeg bevidst om, at jeg lå på noget blødt. Jeg kiggede mig forvirret omkring, og gnubbede mig i mine øjne, da det gik op for mig, at jeg lå ind i stuen, på vores beigefarvede stofsofa.

”Julianna, lad hende lige få nogle minutter til at komme til sig selv” mindede en stemme hende om – min fars.

”Det fandme ikke normalt, at en pige på hendes alder får de her ture, og taber sig så alvorligt” vrissede min mor ad ham, hvilket gav mig lidt dårlig samvittighed.

Jeg lænede mig lidt op med støtte fra mine hænder, men blev hurtig skubbet ned i sofaen igen. Mine øjne mødte nogle bekymrede blikke.

Min far stod henne ved døråbningen og kiggede ind, mens han lænede sig op ad den, og min mor sad på hug vedsiden af mig, og lagde en kold klud på min pande

”Åhh Amber, du gjorde mig så bange! ” åndede hun lettet ud, og kyssede mig på panden, mens hun aede mig over den ene kind. Jeg smilede svagt, og mimede et undskyld, da jeg var for omtåget til at foretage mig noget.

”Burde vi ikke kontakte en læge. Det har stået på i over en uge, hvilket får alarmklokkerne til at ringe. Tænk hvis hun er alvorlig syg Julianna” påpegede min far, og nævnte mig i tredje person, som om jeg ikke var tilstede. Hvis han havde gjort det, og jeg ikke lå helet ør i hovedet, ville jeg have blevet irriteret.

Jeg var som sagt en teenager, så lidt besværlig skulle jeg vel være.

”Jo, det har du nok ret i. Jeg kontakter hende med det samme” fastslog min mor, og gik sin vej. Hvem hende – hvad fablede hun om? Og hvorfor nikkede min far bare som om han vidste, hvad hun mente?

Min far forlod også stuen, og her lå jeg alene, mens dagslyset stille forsvandt, og mørket tog over. Det regnede igen, og lyden af det, beroligerede min krop.

Jeg tillod mig at lukke øjnene, da en tanke strejf mig. Inden jeg besvimede havde jeg hørt en ukendt mandsstemme. Gad vide om det bare var en drøm? Jeg trak på skuldrende og prøvede at slappe af i mine skuldre, som befandt sig op over mine øre.

”Det lyder godt, mange tak Isabel, vi ses” sagde min mor ude fra køkkenet. Jeg havde ikke hørt samtalen, da hun havde hvisket i telefonerne, hvorfor anede jeg ikke, men nu vidste jeg i det mindste, at lægenhed Isabel.

Min far kom gående ind til mig, og fortalte, at hun ville dukke op i morgen tidlig for at tjekke mig, og i mellemtiden, skulle jeg opholde mig i sofaen, inden da.

Fedt, nu havde jeg ikke muligheden for, at have privatliv, fordi de skulle sørge for, at jeg ikke lige pludselig fik det dårligere. Jeg havde det egentlig fint nok lige nu. Dog var jeg tappet for energi, men det var ved at blive en del af hverdagen på det sidste.

Mens min far så fjernsyn, og lagde sig til rette i den anden sofa, og min mor begyndte at strikke i lænestolen, fiskede jeg min mobil frem, for at skrive det hele til Daisy. Hvis jeg kendte hende ret, ville hun komme forbi i morgen efter skole, og opmuntre mig.

Til mit held, var der kun få dage til, at alle gik på ferie, så skulle jeg ikke spekulere mere på fraværs procenten, som sikkert har nået op over de femten procent. Jeg sukkede tungt, og gik ud på toilettet – i det mindste afholdte de mig ikke fra det.

Da jeg gik forbi spejlet der hang over bordet ude i gangen, stoppede jeg brat op, da jeg syntes jeg så noget mistænkeligt. Med få skridt tilbage, stod jeg nu foran det lille runde antikke spejl, og så udelukkende på mine indsunket kinder, og de sorte rander under mine øjne. I morges havde jeg slet ikke set slem ud, som nu.

Gad vide om jeg havde orm i maven, som tog alt min energi. Muligheden var der, og det var den eneste der lød realistisk i mine øre. Jeg havde ikke haft det før, men jeg havde hørt om nogle der havde haft. Det siges at tage hele ens energi, så man til sidst ikke orkede noget.

 Jeg så mig selv lave en grimasse, da tanken også lød ret så ulækkert. Jeg håbede sandelig ikke det var det, ugh.

Med min hånd samlede jeg mit brune fyldige pagehår, om i nakken, og samlede det, så jeg fik en meget lille hestehale.

 For nogle uger siden, valgte jeg alt klippe mit lange hår af, som havde håret til navlen, og lige siden da havde jeg fortrudt det. Da jeg fik det klippet gik det til mine øre, men nu snitter det heldigvis mine skulder, og kan derfor lige sætte det op.

Dog var jeg stolt af, at jeg kunne donere mit lange sunde glansfulde hår til kraftramte mennesker. Jeg lod et smilt glide over mine hjerteformede læber, inden jeg så væk, og fortsatte ud mod badeværelset. 

Heldigvis ville jeg forhåbentlig få af vide, hvad der var galt med mig. 

___________

Gad vide hvad der er med Amber Walsh? Hvem er stemmen der taler til hende, da hun besvimer, og hvad tror i, der er galt med hende? Så mange spørgsmål! 

Jeg håber du nød at læse kapitel 1. Det var virkelig sjovt, at få prikket hul på historien, nu hvor jeg har siddet med sved på panden, for at få gang i fantasien! :)

Dato: 30-06-2016

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...