Jobs efterfølger


0Likes
0Kommentarer
94Visninger
AA

1. Jobs efterfølger

Jeg har aldrig været troende, men hvem er også det nu om dage? Eller jeg plejede ikke at tro på noget, hverken Gud, Satan, himlen eller helvede. Men nu tror jeg på det hele, men hvad de har glemt at fortælle os i skolen, er at man ikke kommer i helvede, man er der allerede. For selvom himlen findes og helvede findes, så findes det normale liv ikke, for vi er allerede i helvede, og må gøre os fortjent til at komme i himlen, ved at udholde vores pinsler, i kun Gud ved hvor lang tid, elles må vi tage os til takke med vores rædselsfulde tilværelse, og prøve at få det bedste ud af det. Jeg har efter lang tids prøvelser valgt mulighed nummer to. For det er umuligt at gøre Gud tilfreds.

Det hele startede med en kristendomstime i 8.klasse, vi skulle for en gangs skyld se en film, i stedet for den sædvanelige oplæsning af biblen i 45 minutter. Det var en dansk film, Juhu for alle danske film er ellers altid så gode. Den hed Adams æbler, jeg startede med at se filmen med min sædvanelige skepsis, men jeg blev dog lettere fascineret af noget der stod i biblen i filmen, en fortælling der blev kaldt Jobs bog. Så dagen efter spurgte jeg min lære om det, og hun fortalte mig glædeligt historien og sagde at hun var glad for at jeg viste interesse for religion. Men så meget betød det nu ikke for mig, jeg var bare blevet lidt nysgerrig, det var alt. Men som livet skred frem lå historien altid i mit baghoved. 

Første gang jeg tvivlede på min egen overbevisning om at religion var noget opdigtet møg, var i November i 9.klasse, da min mor blev fyrret fra hendes arbejde som tandlæge. Det var vores eneste indkomst i familien, ud over min fars førtidspension, så vi måtte flytte fra København og alle mine venner for at bo i en lille lorte lejlighed i lorte Jylland. i den periode tænkte jeg meget på Gud og på om det bare var ham der testede mig, så jeg holdt hovedet højt, og begyndte at gå i kirke hver anden søndag, og bede aftenbøn hver aften.

Anden gang var i 2.g på gymnasiet hvor min bedste veninde Alma fik af vide at hun skulle sendes tilbage til hendes hjemland Libanon, sammen med hele hendes familie. Hedes far havde været politiker i Libanon, og var eftersøgt i landet af nogle syge terrorister. Vi snakkede sammen et par gange over Skype, og jeg kunne mærke på hende at hun ikke var tryg der hvor hun var. Efter det snakkede vi ikke sammen mere, og jeg har ikke set eller snakket med hende siden. Også i den periode tænkte jeg at det var Guds måde at teste mig på, men hvis Gud i sandhed elskede alle hans børn, hvorfor skulle han så være så hård ved mig? Men jeg øgede indsatsen, og gik nu i kirke hver søndag.

Tredje gang var i da min mor blev testet positiv for hiv. Det viste sig at min far havde været hende utro med en luder fra Amager, og at hans så kaldte bowling aftner et par gange om måneden, kun havde med hans egne kugler at gøre. Så nu havde både min mor og far hiv, og jeg hadede min far over alt på denne jord for at kunne tage dem begge fra mig. Men denne gang var det ikke Gud jeg tænkte på, men derimod Satan. For jeg tror ikke på at Gud kunne være så ond ved nogle af hans børn! Det kan godt være at det lyder overilet, men den aften besluttede jeg mig for at tage mit eget liv, for jeg var sikker på at jeg var i helvede, for det kunne muligt blive være end dette. jeg følte mig som Job, men jeg var ikke nær så stærk, jeg kunne ikke holde det ud! Så om natten da mine forældre sov, i hver sit værelse, sneg jeg mig ud i køkkenet, tog en kniv, og gik derefter ind på badeværelset, og fyldte karret. Jeg afklædte mig, og satte mig i badet. Jeg ridsede ordene "Helvede på Jorden" på min mave, med kniven, det gjorde ikke ondt, men var nærmest en sød smerte. Så tog jeg kniven, og skar mig i låret, ligesom jeg havde set på TV, heller ikke dette gjorde ondt, men det var fredfyldt. 

Men det vidste sig at jeg havde taget fejl, helvede var ikke jorden, helvede var langt bedre en Jorden, for her var der evig tortur, en smerte som var fysisk, en smerte man kunne forholde sig til, og hver gang man døde oplevede man den samme fredfyldte følelse som første gang jeg døde. Så nej, jeg fortrød aldrig min beslutning om at tage mit eget liv, for jeg vil hellere leve 1000 år i helvede, med fysisk smerte, end leve 100 år på Jorden med psykisk smerte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...