From Nerdy To Flirty

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2016
  • Opdateret: 3 nov. 2016
  • Status: Igang
Vi følger Justin Drew Bieber på 21 år, som er en professionel basketballspiller for Brooklyn Nets, som spiller for NBA. Lige hvor han er på det højeste mål i sin karriere, bliver han interviewet og straks hevet tilbage til en barndom præget af mobning i skolen, stemplet, som en nørd, trods kæmpen for det eneste han brænder for - Basketball, hans far, der døde ung i en motorcykelulykke, en alkoholisk og voldelig stedfader, og en mor med dårlige nerver, og ej at forglemme en søster i nød, og voksne beslutninger, som han må tage fra barnsben af og ikke mindst den eneste ven han havde som teenager; Amelia Rosalynn Erhart. Justin tager derfor en alvorlig beslutning om at vende tilbage til Canada og straks vælder flere og flere minder op, både på godt og ondt. ***Historien vil blive skildret i nutid og flashbacks*** ***Justin er IKKE kendt*** ***Hårde scener kan forekomme***

89Likes
60Kommentarer
46178Visninger
AA

10. "Where is the love?"


 

**Mindre Flashback**

Justins synsvinkel:

Stuen, hjemme i Justins to etagers lejlighed, 6'th Street, Park Slope, Brooklyn, NY 11217, USA. Fredag d. 29 maj, 2015, kl. 14:11

Endnu engang, virkede det til, at Apple Pie havde rendt med mit nøglebundt, for jeg kunne ikke finde det og havde nærmest endevendt alle mulige tænkelige steder, hvor jeg vidste, at hun ville kunne finde på at gemme dem, og lige nu sad jeg på alle fire mellem glassofabordet og min ene store hvide flydersofa, for at se om jeg kunne mærke mig frem til mit nøglebundt, som måske skulle ligge et sted inde under sofaen.

"Altså Justin, hvad hjælper det der lige?", lød det tydeligvis fra Tess et sted i stuen, så jeg så lettere besværet over min venstre skulder op mod hende, hvor hun "allerede" stod klædt i en smart sort og hvid lårkort og stram designerkjole, en kort sort jakke, der nåede under brystet på hende og med tårnhøje sorte lakstiletter, som helt sikkert var fra Louboutin. Ja, den slags kom slet ikke bag på mig, at hun ejede tonsvis af, eftersom hun shoppede nærmest hver dag - Og hvad jeg lige mente med allerede,  var fordi hun næsten hver dag var så pokkers længe om at finde det rigtige tøj og blive ordnet, og.. Ej, okay det var jeg til tider også selv, men det var mest kun, når jeg skulle noget ud over det sædvanlige, så som til fester, events og sådan på og udenfor den røde løber, men lige i dag, havde jeg kun den vigtige kamp mod Knicks at tænke på, så jeg var ret afslappet klædt i dag med en lang hvid tanktop, sorte afslappede træningsbukser og til mit lettere strittende morgenhår, havde jeg bare taget en sort cap på, samt et par grå og hvide Jordans på fødderne.

Ja, det var lidt med vilje, at jeg ikke gad sætte mit hår i dag. Jeg havde en vigtig kamp i aften og jeg skulle ligesom ikke noget andet usædvanligt ud over det. Desuden, havde jeg jo været i bad i aftes, så det med at bade igen til formiddag og sætte håret - Ja.. det gad jeg sgu bare ikke! Men Tess derimod, skulle ligne en million hver gang hun skulle ud for døren. Lidt for meget af det gode måske, men ja.. sådan var hun bare!


Jeg fnøs svagt og anstrengt, eftersom jeg moslede rundt på gulvet her, "Det hjælper ligesom, at jeg kan være i stand til at låse af herhjemme og låse mig ind igen, og nå ja... nøglen til min Lamborghini! - er det ligesom ikke logisk nok Tess?", forklarede jeg med et sarkastisk stramt smil og nikkede kort, så Tess himlede med øjnene med armene over kors og så flygtigt andetsteds fra mig på gulvet, hvor efter hun så ned på mig igen.

"Herre gud Justin.. Vi kan da bare blive kørt i dag, og så skal din rengøringsdame, eller hvad hun nu er nok finde dem, når hun rydder op og gør rent, eller what ever hun foretager sig?", forklarede Tess med en snobbet ligegyldighed, mens hun fagtede lidt med hendes ene arm, som lettere afværgende.

"Rose!", udbrød jeg bestemt og seriøst, "Hun hedder Rose og er ikke bare en rengøringsdame Tess, men min faste husholderske og har arbejdet her de sidste tre år Tess! Det er meget længere tid end vores forhold Tess, og det burde efterhånden også være banket ind på lystavlen eftersom hun kommer her flere gange fast om ugen!", forklarede jeg bestemt og så opgivende væk fra Tess, hvor ved jeg lagde mig helt ned på maven på gulvet, så jeg kunne nå den del længere ind under sofaen og mærke efter om nøglebundet skulle være der.

"Bevares! Jeg kan ved gud ikke holde styr på alle de mennesker omkring os - så hvorfra skulle jeg kunne huske navnet på din husholderske?", lød det i en snerpet tone fra Tess, så jeg nægtede at se op mod hende igen, men jo, jeg hørte alle hendes ord.

"Siger du, der har mindst halvtreds venner og veninder, at holde styr på? - Tess, du af alle ud over mig, burde efterhånden have styr på, at der kun er Rose min husholderske, Henry min chauffør, Jeffrey min talsmand, min manager Callum og mine sikkerhedsvagter Mike og Sean!", svarede jeg bestemt med en opgivende tone og opgav at finde nøglerne under den sofa, hvorefter jeg rejste mig op på alle fire igen og rejste mig helt op fra gulvet, "Og nå ja..", tilføjede jeg og vendte mig helt omkring, så jeg så hen på den ligeglade Tess, der stadigt stod med armene over kors og med et himlende blik, "Ej at forglemme coach Carter! Så har vi vidst de vigtigste personer omkring mig, som du ikke burde glemme navnene på!", tilføjede jeg med et sarkastisk smil og gik forbi Tess, hvorved jeg nok kom til at strejfe hende svagt med min højre skulder, hvor ved jeg bevægede mig videre ud i køkkenet, for at se om mit nøglebundt skulle være endt der?

"Jeg troede ligesom, at jeg var den vigtigste person i dit liv?", lød det bøvet fra hende, mens jeg fortsatte målrettet ud i køkkenet, for at tjekke alle steder på køkkenbordene, for det kunne jo være, at jeg havde fået forlagt nøglerne et sted herude. Det var bevidst, at jeg slet ikke svarede hende, hvor ved jeg med et tungt suk satte mig på én de høje stole, der stod for enden af min store køkkenø, hvor ved jeg satte begge mine albuer ned i køkkenbordet og gned mig i ansigtet og panden med alle mine fingre. Ja, jeg begreb virkelig ikke om hvor de pokkers skide nøgler kunne være blevet af?

"Er jeg ikke?", tilføjede hun i en lettere fornærmet tone, så jeg sukkede med blikket væk fra hende og stirrede bare frem for mig.

"Nu er det ligesom hverken dig eller min familie, som jeg snakker om her, men mine ansatte - der er ligesom stor forskel..", forklarede jeg og så flygtigt med et træt blik hen på hende, hvor hun tydeligvis stod ovre ved indgangen til køkkenet med armene over kors.

Jeg så atter væk fra hende og så med et opgivende pust ned i bordpladen, hvorefter jeg gned mig i de inderste øjenkroge, og fandt det hele ret så opgivende i øjeblikket, "Hvad nu?", lød det i et lettere suk fra hende bag mig, hvor ved jeg mærkede hendes hænder lægge sig på mine skuldre bagfra, hvor jeg sukkede svagt sagligt over, at hun begyndte at massere mine skuldre. Ja, den slags var en sjældenhed. Sidst jeg havde mærket sådan en øm berøring fra hende, var da i alt fald lidt over et halvt år siden.

Ja, det var fandeme sørgeligt, men vi havde ikke været specielt intime i lange tider. Det var mest blevet til meget korte putterier inden sengetid eller i sofaen, når vi så film eller tv sammen, som også var en sjældenhed. Det mest intime, som vi for tiden havde, var hvis vi kyssede lidt, til trods for kyssene ikke var der lige hver dag. For det meste, ville hun gerne tungekysse og flette fingre, når vi var ude i offentligheden, men når vi var hjemme alene sammen, så var der sgu ikke meget ømhed og det var fandeme trist. Jeg elskede hende jo, men nok ikke med den der flammende forelskelse længere! Jeg havde bare svært ved at sige det til hende og frygten lå nok i, at jeg var "bange" for at ende ensom og alene.

Jeg lukkede sagligt mine øjne over hendes berøring, "Åh ja.. lige der...", hviskede jeg med et sagligt lille smil, men det varede desværre kun få sekunder længere, eftersom hun bare stoppede sine hænders bevægelser, som det næste, så jeg kun nåede at nyde det få minutter.

"Tror du jeg er din private massøse eller hvad?", lød det lettere flabet og efterfulgt af et lille fnis fra hende, som bare irriterede mig, hvor hun derefter fjernede sig helt fra mig, og stillede sig ved hjørnet af køkkenøen, hvor ved jeg så træt hen på hende med et svagt smil og lænede mig sidelæns med hovedet støttende i min højre hånd.

Jeg fugtede mine læber i endnu et lille smørret smil og så opmærksomt på hende.

"Jeg husker ikke hvornår du sidst gav mig massage eller i det hele taget rørte mig på den måde baby.. Du har ikke lyst til, at give mig en lille omgang, inden du smutter? Så er jeg forhåbentligt mere afslappet til kampen i aften?", bad jeg roligt med et charmerende smil og det var bestemt ikke ment som en tur i høet, men bare som en kærlig bemærkning, så vi kunne være lidt intime og kærlige sammen, uden det nødvendigvis behøvede at ende ud i sex. Jeg bed mig med et kærligt smil i læben og lagde blidt min venstre og frie hånd oven på hendes højre hånd på bordpladen, så hun sukkede træt og himlede med øjnene.

"Tror du, at jeg er professionel massøse eller hvad? Hvorfor tager du ikke bare ud og bliver masseret der hvor du plejer, når du er anspændt? Det er da langt bedre, for jeg dur da slet ikke til at massere!", svarede hun tørt, så jeg grinede svagt og rystede svagt på hovedet og rettede mig op i stolen, og rejste mig helt fra stolen og gik hen til hende og lagde mine hænder om hendes smalle hofter, hvor ved jeg så lige ind i hendes lyseblå kønne øjne, der var omkranset af en flot smokey eyes makeup - Yup, fuld makeup, når det var bedst til hende.

"Selvfølgelig ikke baby..", svarede jeg med en lav hæs stemme og lod mine hænder glide om på hendes perfekte stramme røv i hendes stramme lårkorte kjole, "Jeg tænkte bare, at vi kunne slappe lidt af og måske hygge lidt, hvor du eventuelt kunne give mig lidt massage, bare for at løsn..."

"Jamen, jeg har ikke tid Justin! Pigerne venter og jeg har tid hos min negletekniker!", afbrød hun mig og skubbede mig afværgende væk med hendes hænder på min brystkasse, så jeg sukkede svagt skuffet over, at hun mente at hendes veninder og en skide negletekniker var langt vigtigere end jeg? For helvede! Hun så jo de veninder nærmest hver dag, hvor hun dårligt var hjemme, og når jeg endelig havde tiden til at være lidt hjemme sammen med hende lidt om dagen, så smuttede hun bare for det meste?

Jeg sukkede og stirrede skuffet på hende og rystede svagt på hovedet, mens jeg fugtede mine læber og lænede mig med røven op ad køkkenøen, mens jeg satte mine håndflader ned på bordkanten, "Hvordan kan det være, at du altid flygter fra mig baby?", spurgte jeg lettere frustreret, så Tess himlede med blikket og grinede sarkastisk, hvor hun så lettere dorsk mod mig.

"Ej, helt ærligt Justin! Det passer jo ikke, vel?", svarede hun med et lille skævt smil og gik de få skridt hen til mig og stillede sig foran mig og lagde sine hænder om nakken på mig, så den lille gemte følelse for hende, dukkede op i maven på mig og fik mig til at smile usikkert til hende, "Jeg havde bare lovet mine veninder at vi skulle være sammen i dag..", forklarede hun lavt og nussede mig i nakken med én af hendes fingre, mens vi så hinanden dybt i øjnene. Jeg sukkede trist over hendes udtalelse.

Hun gled sine hænder fra min nakke og ned over mine skuldre, til hun lod sine håndflader hvile på min brystkasse, hvorved hun bed sig med et lille lusket smil i underlæben, ".. men i aften skat... efter kampen, og når vi kommer hjem, så lover jeg dig, at...", forklarede hun nærmest hviskende og sendte mig det særlige forførende blik, så jeg desværre faldt så godt og grundigt for den, for jeg havde seriøst ikke fået noget længe, og måske var jeg heldig denne gang?

Jeg smilede smørret og lagde endelig mine hænder om hofterne på hende, så hun fnes lidt, "Mener du virkelig det?", spurgte jeg med et håbefuldt smil, så Tess nikkede med et svagt lukket smil.

"Selvfølgelig skat...", svarede hun lavt og gav mig et hurtigt lille kys kun med læberne og valgte at trække sig hurtigt fra mig igen, men.. no way! Så let slap hun ikke, eftersom jeg bevidst ønskede lidt mere af det kys og lagde mine læber over hendes og lagde mine hænder om hendes hoved, så jeg kunne holde lidt fast på hende, men lige da jeg var så småt ved at tage min tunge i brug, så måtte jeg endnu engang blive skuffet over, da hun skubbede mig blidt væk med et lille afbrydende grin midt i vores tungekys.

"Justin... Mine veninder venter..", mumlede hun afbrydende og så med et undskyldende smil på mig og fjernede sig fra mig og med hendes stiletter klikkende ned i det flotte flisegulv i køkkenet, forsvandt hun ud af køkkenet, så jeg sukkede opgivende med blikket efter hende, selv om hun var forsvundet ude af syne.

Jeg lænede stadigt med røven op ad køkkenøen og lagde armene over kors, hvor ved jeg så igen hen mod udgangen af køkkenet, "Husk, at være hjemme senest halv otte, da..."

"Slam!", lød det tydeligvis afbrydende af lyden af min hoveddør, så jeg sukkede over, at jeg ikke nåede at fuldføre min sætning til Tess, om at hun godt måtte være hjemme senest 19:30 i aften, eftersom jeg havde kamp klokken 21:00, og jeg ønskede selvfølgelig, at hun kom med, ligesom alle de andre vigtige kampe, men den sætning glippede fra mig.

Jeg sukkede og gned mig opgivende i min pande med nogle af mine fingre, hvor ved jeg pludseligt kunne høre min iPhones ringetone gå amok inde fra min dagligstue af, så jeg straks satte af og småløb ud af køkkenet, hvor jeg krydsede min halvstore hall og løb videre ind i dagligstuen og hen til mit glassofabord, hvor min iPhone lå og smådansede rundt på glaspladen mens den spillede lystigt på én af mine favoritsange.

Jeg greb undrende ud efter den, da jeg straks bemærkede, at det var min mors støtteperson fra det psykiatriske hjem, der ringede. Jeg pustede tungt ud, eftersom jeg vidste at den slags opkald var tunge og udmattende at få. Ja, jeg ville for det meste helst undgå dem, fordi tanken om min knap så raske mor, gjorde mig trist gang på gang, men alligevel valgte jeg med et suk, at tage den og satte mig med det samme ned i sofaen.

"Ja, det er Justin..", svarede jeg sukkende, og satte mig afslappet tilbage i min flydersofa.

"Ja, det er miss Jenkins, din mors stø..."

"Støtteperson! Ja, det ved jeg..", afbrød jeg Bertha, som hun egentligt hed til fornavn. Ja, hun var en stor og robust kvinde, men havde gerne styr på både min mor og de fleste andre beboere på det hjem.

Jeg hørte et lille suk i den anden ende, "Mr Bieber, jeg ringer fordi deres mor har fået besøg i øjeblikket, af en ung dame, som vi slet ikke kender til, men hun påstår hårdnakket, at hun altså både kender deres mor, men også dem...", begyndte hun, så jeg med en undrende fure i panden nikkede svagt.

"Aha? Så, det gør jeg? Er det familie?", spurgte jeg undrende, selv om jeg tvivlede stærkt, eftersom familien sjældent besøgte min mor, da hun for det meste havde dårlige dage og så var det nok mest hendes nærmeste familie, der kunne takle hende - altså min søster, mine bedsteforældre og så selvfølgelig mig.

"Nej, men hun påstod hårdnakket, at hun var en gammel ven af familien - rettere dem mr Bieber.."

Jeg sank en klump og mit hjerte skippede flere oktaver, for jeg mindedes kun én veninde fre min fortid i Canada, "Eh okay.. Hvad er hendes navn, om jeg må spørge?", spurgte jeg med svag nervøsitet i mig. Ja, jeg vidste ikke hvad fanden det var, der gjorde mig nervøs, for var det hende, som jeg havde skænket så mange tanker på det seneste, så ville jeg allermest kalde det for skæbnen, "Hun hedder Amelia Erhart, mr Bieber - Kender de hende?"

- Yup! Skæbnen fandtes!

"Ja, jeg kender hende skam!", svarede jeg kortfattet.

"Javel.. Kan de sige god for hende? For som de selv ved, så er vi meget pertentlige med hvem vi lukker ind her.."

Jeg nikkede med et lille lettet smil, "Jo, det ved jeg miss Jenkins.. Kender jeg Amelia ret, så er hun en pige til at stole hundrede procent på.. Hvad sagde min mor til at Amelia dukkede op?", spurgte jeg med et lille smil.

"Det er lidt svært at bedømme mr Bieber - Deres mor har været ret fjern indtil videre - de ved i sin egen lille boble, hvis de forstår?", forklarede miss Jenkins med en lettere spørgende stemme, så jeg nikkede med et lille suk, mens jeg så lettere i skødet på mig selv og gned mig flygtigt i panden.

"Kort sagt; Hun genkendte ikke Amelia?", spurgte jeg med et tungt suk, med tanken om hvor slemt det var med min mor i øjeblikket. "Nej mr Bieber.. Deres mor gik afsides i haven på daværende tidspunkt, så i øjeblikket sidder miss Erhart og snakker med et par af de andre borgere, da hun tydeligvis nægter at gå igen, før hun har fået snakket med deres mor - Men vi har altså sagt, at det er begrænset hvor længe hun kan blive her, så nu spørger jeg dem mr Bieber; Skal vi sende miss Erhart væk af hensyn til deres mors sindstilstand?"

Jeg sukkede og bed mig svagt tænkende i underlæben, mens jeg så hen mod mine vinduer i stuen, der viste udsigt ud til en smuk blå himmel i horisonten.

"Nej, det er okay.. Lad bare Amelia få noget mere tid, for jeg tror jeg vil komme og tale med hende også, så ophold hende gerne tak!", svarede jeg bestemt.

"Opholder de dem i Canada?"

Jeg smilede svagt, "Nej miss Jenkins, men jeg kan være fremme inden for ganske få timer, da jeg bare tager mit privatfly, hvis de forstår?", svarede jeg med et skævt smil.

"Nå ja selvfølgelig mr Bieber! Skal jeg give deres mor og miss Erhart besked om deres ankomst?"

Jeg bed mig let i underlæben, "Nej, lad det endelig være en overraskelse miss Jenkins... Jeg vil løbe nu, da jeg ikke har lang tid til dette med at rejse og så videre, da jeg også har en vigtig kamp at spille i aften - men sig endelig ikke noget miss Jenkins!", forklarede jeg i en bestemt og fattet tone, selvom min krop lige i øjeblikket var i oprør og på endorfiner med tanken om, at jeg ikke havde set eller snakket med Amelia i flere år. Hvordan var hun i dag? Hvordan så hun ud? Var hun stadig den søde og kloge pige, som jeg kendte?

"Javel mr Bieber - Vi ses!"

"Det gør vi, farvel!", svarede jeg så fattet jeg kunne med et smørret smil og lagde derefter på.

- Jeg fik travlt!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...