From Nerdy To Flirty

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2016
  • Opdateret: 3 nov. 2016
  • Status: Igang
Vi følger Justin Drew Bieber på 21 år, som er en professionel basketballspiller for Brooklyn Nets, som spiller for NBA. Lige hvor han er på det højeste mål i sin karriere, bliver han interviewet og straks hevet tilbage til en barndom præget af mobning i skolen, stemplet, som en nørd, trods kæmpen for det eneste han brænder for - Basketball, hans far, der døde ung i en motorcykelulykke, en alkoholisk og voldelig stedfader, og en mor med dårlige nerver, og ej at forglemme en søster i nød, og voksne beslutninger, som han må tage fra barnsben af og ikke mindst den eneste ven han havde som teenager; Amelia Rosalynn Erhart. Justin tager derfor en alvorlig beslutning om at vende tilbage til Canada og straks vælder flere og flere minder op, både på godt og ondt. ***Historien vil blive skildret i nutid og flashbacks*** ***Justin er IKKE kendt*** ***Hårde scener kan forekomme***

89Likes
60Kommentarer
46321Visninger
AA

11. Til overs..


Amelias synsvinkel:

Fællesstuen på Homewood Health Centre,150 Delhi St, Guelph, ON N1E 6K9, Canada, Fredag d.29 maj, 2015, kl. 17:03

Et frisk vindpust fra et åbent vindue, fik mit lange løse hår til at flagre frisk i flygtige sekunder hen over mine næsten nøgne skuldre, og en let kuldegysning ramte mine nøgne arme i min blommefarvede stroptop. Jeg havde lidt med vilje lagt min grå cardigan over sofaryggen bag mig, kun fordi vejret var blev en anelse lunt, og ja - det var til trods for jeg sad indenfor i dette ret kølige, eller skulle jeg rettere citere det kolde og drønkedelige rum, til trods for, at det var en fællesstue, men øv, hvor var her dog trist! Jeg sukkede tungt og stillede min kaffekop tilbage på underkoppen, hvorefter jeg flygtigt kiggede på mit armbåndsur i hvidguld, som jeg i sin tid havde fået i attenårsgave af mine forældre.

"Lidt over fem?", tænkte jeg træt og gned mig flygtigt i mit ene øje - Ja, hurra for vandfast mascara!

Nu havde jeg siddet her i et pænt stykke tid her i fællesstuen, blot i håb om at Pattie måske ville komme ned til mig, efter det underlige udbrud, som hun havde haft på sit værelse. I første omgang, havde jeg egentligt bare tænkt på at smutte hjemad og så bare besøge hende igen på et andet tidspunkt, eftersom jeg mente, at hun nok trængte til fred og ro i dag, men da jeg ville til at smutte, så havde miss Jenkins bedt mig om at blive lidt længere, for at se om Pattie ville komme i bedring, men jeg tvivlede lidt.

Jeg holdte virkelig af Pattie, men når hun ikke ønskede min tilstedeværelse, så så jeg ligesom heller ingen grund til at blive. Jeg kunne have været over halvvejs hjemme nu, så jeg kunne fokusere på min opgave til skolen, men næh nej - Miss Jenkins insisterede at jeg blev lidt endnu, og nu syntes jeg efterhånden, at den meget lille time ved bare at sidde ene og alene her i fællesstuen og... Nå ja, der sad også en ældre herre ovre i en lænestol nær vinduet og lagde kabale på et lille tebord, men han sad som i sin egen verden og lukkede selv mig ude, selv om jeg undervejs i den tid vi begge havde siddet her, havde prøvet at komme i kontakt med ham, men han lukkede bare fuldkommen af! Derfor opgav jeg, og brugte bare min kedsommelige ventetid på at drikke halvlunken kaffe, spise småkedelige småkager, der nok var blevet lidt bløde i konsistensen og at sidde og fjæse den på min Facebook og Twitter på min mobilen, hvor jeg endnu engang havde taget mig selv i, at stalke Justins Twitter ud, men hvor den eneste status, som han havde slået op i dag, var fra i formiddags, hvor statussen ikke engang var decideret personlig, andet end at han indformerede om at man endelig skulle tjekke kampen ud i aften mellem New York Knicks og hans hold Brooklyn Nets, men at det kun kunne ses pay per view.

Well, jeg ville faktisk gerne se den kamp i aften, men jeg havde altså ikke pay per view! Måske, jeg egentligt bare skulle overveje det, for så kunne jeg se Justin i fjernsynet tit! Men... På den anden side, så jeg sjældent tv, fordi jeg simpelthen ikke havde tiden til det på grund af mine studier og som model.

Jeg pustede tungt ud og gned mig i panden med de fleste af mine fingerspidser, mens jeg sad lettere forover mine ben med albuerne hvilende på mit skød og gloede i opgivende sekunder ned på det kedelige grå linoleumsgulv, der var pænt slidt visse steder, "Jeg magter ikke det her længere...", mumlede jeg opgivende for mig selv, og besluttede straks for at rejse mig fra sofaen, som jeg sad i, der var blevet varmet op af min brede ladeport. Yup, jeg havde slet ikke høje tanker om mit eget spejlbillede, trods jeg var fritidsmodel. Bare kald mig naiv, ikke?

Min rejsen fra sofaen, fik åbenbart den ældre mands flygtige opmærksomhed, så jeg nikkede med et svagt smil hen til ham, men alt han gav igen var et surt blik, hvorefter han forsvandt ind i sin egen verden igen. Jeg smilede skeptisk over den akavede situation, "Jamen, også hej til dig...", mumlede jeg sarkastisk for mig selv og rakte lettere ned efter min brugte kaffekop og underkop, som stod på sofabordet, hvorefter jeg gik hen mod det kedelige serveringsbord, der stod op ad den ene endevæg, hvorefter jeg gik tilbage efter min cardigan og min skuldertaske. Jeg tog min cardigan over min venstre underarm og min skuldertaske over min højre skulder, hvorefter jeg fast besluttet begav mig ud af fællesstuen, så jeg kom ud på den lange gang.

Jeg tog mig til munden og et gisp røg ud af mig, da jeg så ned ad gangen mod retningen af udgangen, en vis ikke-hvem-som-helst, stå og snakke med miss Jenkins, i en ret optaget samtale, så jeg pustede nervøst ud og begav mig ned af gangen mod deres retning i roligt tempo, men sekunder forinden jeg nåede helt hen til dem - rettere ca tre meter fra dem.. pegede miss Jenkins mod min retning i blinde, så han fulgte hendes pegende finger, hvor ved et sug gik gennem min krop, da jeg mødte hans brune og varme øjne.

Jeg fugtede nervøst mine læber og sank en klump, "Justin?", røg det målløst ud af mig, så et skævt smil bredte sig på ham - Et af de smil, der altid havde klædt ham.

Han brød dog hurtigt kontakten med mig og så på miss Jenkins med en svag nikken, "Tak miss Jenkins - Jeg klarer den herfra..", hørte jeg ham sige til hende, hvor efter miss Jenkins nikkede med et smil til ham og splitsekunder drejede sit blik hen på mig med endnu et smil, hvorefter hun gik en anden retning ned ad gangen. Justin så atter hen på mig, mens han stod afslappet med hænderne i lommerne på hans sorte bukser, der meget vel kunne ligne træningsbukser.

Han smilede varmt og trådte nogle langsomme og rolige skridt frem mod mig, men stoppede dog en lille meter foran mig og sagde ikke noget de første lange sekunder, mens jeg bare stadigt følte, at jeg drømte. Tænk, jeg havde slet ikke troet, at jeg skulle se lige netop ham igen.

Han nikkede med et lille smil, "Meli?"

Åh gud! Bare hans stemme og måden han sagde mit navn på.. Jeg var solgt! Hans stemme var så meget forandret, siden jeg sidst førte en samtale med ham - eller, nu kunne man nok ikke kalde vores "Justin?" og "Meli?" for en samtale, men ja... Du ved udmærket nok hvad jeg mener!

Jeg grinede lettere akavet og stadigt lige så målløs som for flere sekunder forinden, mens jeg rystede ubegribeligt på hovedet.

"Jamen... Justin? Du er... her?", spurgte jeg stadigt lige overrasket og nervøst på ordene, så Justin nikkede med et lille grin og trådte et skridt frem mod mig og overraskede mig ret meget, da han lagde sine arme omkring mig i et knus, og det var ikke bare et formelt knus, men et af hans gamle kærlige, varme og trygge knus, som jeg slet ikke kunne modstå, og med et lettet suk og smil, puttede jeg mit hoved på hans højre skulder med ansigtet væk fra ham og lukkede øjnene, mens jeg selv lagde mine arme rundt om hans ryg under hans arme og bare nød at putte ind i hans store grå hoodie.

"Ja... Meli - det er jeg...", svarede Justin lavt i vores knus. Et knus jeg havde savnet så inderligt og slet ikke ønskede at slippe igen.

Jeg smilede lykkeligt med mine lukkede øjne og kunne ikke lade være med at suge al hans lækre duft til mig. Oh god.. Selv hans valg af parfume, havde forbedret sig så meget! Han duftede som en million!

"J.. jeg har savnet dig..", svarede jeg lavt, ja nærmest hviskende og med hjertet bankende så voldsomt i brystet på mig, så jeg næsten var tilbøjelig til at tro, at det start ville slå ud af mig med al sin kraft. Han gav mig sommerfugle i maven! Jeg hørte hans genkendelige charmerende lille grin og nød hans ene hånd, der nussede mig flygtigt i nakken under mit lange løse hår.

"Virkelig?", spurgte han med et lille grin efter sig og mod min vilje løsnede han knuset med mig og trak sig roligt væk fra mig, så jeg pludseligt følte, at alt blev koldt omkring mig igen. Tænk, at jeg allerede savnede hans arme om mig. Jeg fik straks øjenkontakt med ham, hvor han stod og så smilende på mig. Jeg nikkede med et smil og følte varmen blusse let i mine kinder, mens jeg rettede lidt på bærestroppen til min skuldertaske, eftersom den var ved at glide ned af min arm efter knuset med Justin.

Justin trak på smilebåndet med et lille grin og nikkede svagt, "Jeg har også savnet dig Meli...", svarede han roligt, men rømmede sig lettere, "Jeg mener.. Det er vel okay.. at jeg stadigt kalder dig Meli?", spurgte han hurtigt efter, som om at det, at han kaldte mig Meli var helt forkert af ham? Jeg fnes lidt.

"E.. er det ikke?", spurgte han i en nervøs tone og bed sig i underlæben, så suget i min mave fra før igen opstod. For pokker, hvor var han gudelækker... og smuk!

Justin så spørgende på mig med et løftet øjenbryn og trådte igen et skridt tættere på mig, hvor på han lukkede sine hænder blidt om mine overarme og så lettere ned på mig. Ja, han var altså vokset en hel del siden dengang! Jeg så nervøst op på ham, hvor han smilede lettere undskyldende.

"Det er det måske ikke?", spurgte han yderligere, så jeg grinede indestængt og rystede let på hovedet, så han pludselig så lettere trist ud, så det fik mig til at smile endnu mere over hans spørgsmål.

"Selvfølgelig er det okay Justin.. Det har jo altid været mit kælenavn for dit vedkommende..", svarede jeg roligt, så han smilede lettet og slap igen mine arme, "Pweew.. Jeg troede lige..", sukkede han lettet med et lille smil, så jeg fnes lidt over hans søde måde at være på.

Jeg lagde mine arme over kors og så med et svagt smil op på ham, "Nå men... Det var da fedt at se dig igen Justin.. Nu skal jeg nok lade dig være alene med din mor... Jeg tror også det vil glæde hende, at se dig..", forklarede jeg lettere undskyldende og roterede lettere forvirret med mit ene håndled, "Altså, jeg mener... Selvfølgelig er hun vel vandt til at se dig, eller..."

"Du går vel ikke allerede?", afbrød Justin med et skuffet blik ned på mig, som om han slet ikke havde bemærket noget af det jeg havde stået og vrøvlet om, som bestemt ikke havde givet særligt meget mening. Jeg blev tavs... For en stund... Og han fangede mig bare i hans spørgende blik på mig. Jeg sukkede svagt uden at bryde vores ret intense blikke. Jeg rystede dog forvirret på hovedet og brød vores intense øjenkontakt med et akavet lille grin.

"Jamen.. Jeg vil ikke bryde ind på d..."

"Du bryder da ikke ind Meli!", afbrød Justin med et smørret smil, så jeg så målløs op på ham, "Gør jeg ikke?", spurgte jeg lettere lost, så Justin smilede stort og rystede på hovedet og greb i blinde ud efter min venstre hånd med begge hans hænder, så det kom meget bag på mig, hvor underligt det end virkede til, så var det som om, at vi kun havde været adskilt for en kort stund, men stadigt var de barndomsvenner, som vi faktisk altid havde været.

"Nej Meli! Jeg skal gerne indrømme, at jeg nærmest smed alt fra mig, da miss Jenkins ringede til mig tidligere i dag og fortalte, at du besøgte mor, og derfor bad jeg hende om at holde dig hen, så jeg kunne nå at se dig igen, og..." "Mener du virkelig det?", afbrød jeg ham nærmest chokeret. Ja, jeg var virkelig overrasket, men det han sagde, kom virkelig meget bag på mig. Det havde jeg slet ikke troet om ham? Han var jo en feteret og professionel NBA spiller - bosat i New York og havde kamp.. i aften! - Ja, kort sagt; Han havde en karriere at passe!

"Jamen, hvad med din kamp mod Knicks?!", udbrød jeg bare med store øjne, så Justin slap min venstre hånd og trådte et skridt bag ud og grinede svagt akavet over det og rystede lettere på hovedet.

"Sig mig.. Er du slet ikke glad for at se mig igen?", spurgte han nærmest i en bebrejdende tone og så svagt skulende hen på mig, uden det overhovedet virkede ondt. Jeg sukkede roligt og smilede nikkende, "Jo selvfølgelig er jeg da det. Jeg havde bare ikke lige regnet med, at du ville komme springende på den måde, og så lige op til en stor kamp i aften?", svarede jeg lettere spørgende, så Justin nikkede med et smil og så igen afslappet ud.

"Når det kommer til en god gammel veninde, som jeg ikke har set i flere år, så kan jeg sagtens forbarme mig Meli - Nok er det en vigtig kamp i aften, men chancen for at se sin barndomsveninde igen efter flere år, er ikke noget der sker for hvem som helst...", forklarede han med et lille varmt smil og tillod sig at sætte sig på én af de få stole, som stod herude på den lange triste gang, hvor efter han satte sig afslappet til rette og så op på mig, "Forstår du? Jeg vil ikke lade denne ene chance løbe fra mig.. Tænk, hvis jeg bare havde ignoreret det, så havde vi måske aldrig haft chancen for at mødes igen, vel?", forklarede han yderligere, så jeg trak lettere på smilebåndet og nikkede svagt.

"Du har nok til en vis del ret..", svarede jeg med et lille fnis og gik de få skridt hen til ham og trak en stol magen til den han sad på hen ved siden af ham og satte mig ned, hvor ved jeg stillede min skuldertaske ned på gulvet op ad stolen og betragtede Justin med et smil, som han gengældte.

"Hvad gik der egentligt galt med os Justin?",spurgte jeg lettere trist, så Justin lænede sig op ad armlænet længst væk fra mig med hans albue og så med et tænksomt blik hen på mig.

"Heh.. Hvad mener du præcist?", spurgte han med et svagt grin og løftet øjenbryn. Jeg rømmede mig lidt og satte mig mere til rette i stolen, mens jeg stirrede lettere frem for mig, så mit blik endte på den modsatte væg fra os og hvor et smukt syn af den lysegrønne natur prydede uden for det store hvide blyindfattet vindue, der synede af meget ældre dato end vores dags dato.

Jeg vendte atter min opmærksomhed hen på Justin, som jeg sad nærmest klods op ad til højre for mig, "Jeg mener...Jo, dengang vi skiltes Justin? Vi hverken skrev eller holdte kontakten med hinanden, da du flyttede til NY? Hvad skete der konkret?", spurgte jeg lettere trist, så Justin tydeligvis tænkte i øjeblikket, eftersom hans tunge kørte roligt rundt inde i munden på ham, mens han havde lukket mund. Han pustede tungt ud og lænede sig i stedet forover med hans lettere spredte ben og hvilede begge sine albuer i hans ben, hvorefter han gned sig lettere tænkende på hans næserod med hans venstre hånd og så stirrende frem for sig, så jeg ikke kunne lade være med at blive betaget over hans smukke og markante profil. Han havde seriøst forandret sig fra det drengede look til det rigtige smukke og maskuline, der uden tvivl kunne få kvindekønnet til at gå i ren selvsving!

Han fugtede sine smukke læber - Ja, den havde jeg uden tvivl altid været pokkers fascineret over, "Jeg ved det faktisk ikke Meli? Men jeg er mest tilbøjelig til at tro, at jeg dengang bare flygtede fra det hele.. Du ved... Kevin.. Mine frustrationer over, at min mor ikke kunne sige ordentligt fra over for Kevin dengang, og...", forklarede han og med et tungt suk stoppede han sig selv og gned sig i begge øjne, mens jeg bare sad og betragtede ham opmærksomt, "Og hvad?", spurgte jeg roligt, så han sukkede og pustede hårdt ud og rettede sig op i stolen og så med et meget svagt smil på mig.

"Jeg ønskede vel til en vis del, bare at komme væk fra det hele, nu hvor verdenen pludseligt lå for mine fødder...", fortsatte han med et lille smil, så jeg nikkede svagt, "Men det betød så åbenbart også, at du skulle flygte fra mig - din bedste veninde?", spurgte jeg lettere trist, så Justin fugtede sine læber med et forlegent udtryk og rystede kort på hovedet, "Nej..", svarede han lavt og greb ud efter min højre hånd med hans venstre hånd og smilede svagt.

"Jeg ville inderst inde nok bare prøve at glemme dig Meli.. Jeg mener... Jeg skulle ligesom flytte over grænsen til en ny storby, og du kunne ikke komme med,og hvad andet var, så indrømmer jeg, at jeg var hemmeligt forelsket i dig, og bare tanken om, at skulle undvære dig så længe ad gangen - ja.. Det kunne jeg slet ikke få til at hænge sammen..", forklarede han med et varmt smil, så han ærligt talt gjorde mig målløs! Justin havde været hemmeligt forelsket i mig? - Lige i mig?! Jeg fattede det ikke?!

"Er det sa..."

"Skat? Du er her?!", blev mine ord afbrudt af Patties stemme, så Justin tydeligvis blev distraheret og så væk fra mig og slap min hånd, hvor ved han rejste sig fra stolen og jeg fulgte ham med blikket, hvor han gik med hastige skridt ned ad gangen, hvor Pattie kom småløbende mod ham og hvor de midtvejs mødtes i et inderligt knus.

"Åh lille skat... Du er blevet så voksen at se på...", hørte jeg Pattie udbrøde med en følsom stemme, mens hun knugede sig ind til Justin, der havde armene om hende, og hvor jeg nu bemærkede yderligere, at han langtfra var den lave teenager, der kun var en anelse højere end hans mor, men nu var en hel del højere end hende.

Justin grinede svagt i deres knus, "Jamen mor, vi sås jo for cirka to måneder siden - Så meget har jeg jo heller ikke forandret mig vel?", svarede Justin roligt og optaget af hans mor, så jeg følte mig så meget udenfor. Jeg tvivlede på, at Pattie ønskede min tilstedeværelse, nu hvor hun virkede så optaget af sin søn.

Jeg tog min skuldertaske fra gulvet og rejste mig fra stolen og besluttede mig for at gå væk fra dem mod udgangen.

"Er det virkelig sandt?Tænk, det husker jeg slet ikke?"

"Årh mor.. Du var heller ikke dig selv rigtigt den dag.."

Pattie brød tydeligvis ud i en mindre gråd kunne jeg høre, til trods for jeg med hastige skridt nærmede mig udgangen, men okay, gangen her var også bare lydt.

Jeg nåede hoveddøren og åbnede den og kunne ikke høre Justins eller Patties samtale længere -men det var vel også godt det samme..

Det havde været skønt at se Justin igen, men hans mor behøvede ham mest.

Med et trist suk over at skulle forlade dem - nok mest Justin, begav jeg mig ud af hovedindgangen og kom ud på verandaen, hvor de få trappetrin var.

Jeg hørte døren smække i efter mig og jeg gik med trætte og tunge skidt ned ad de få trappetrin og smilede svagt for mig selv over hvor smuk og varmt solen skinnede i dag, hvorefter jeg så ned ad vejen hvor min bil holdte og hvor en sort og ret fed SUV holdte bag min bil. Wow, den var lækker!

Jeg begav mig ned mod min bil og ja.. Måske flygtede jeg lidt fra Justin, men som hver gang havde jeg følt, at jeg stod lidt i vejen. Sådan havde det altid været, til trods for jeg havde vist noget andet over for Justin dengang han boede i Stratford.

I mine egne tanker, mens jeg med tempofyldte skridt nærmede mig min bil på den lukkede vej, fiskede jeg i blinde efter mine bilnøgler i min skuldertaske, "Meli? Hvor skal du hen?!", hørte jeg pludseligt en kalden på mig, så jeg med et svagt gisp stoppede op og vendte mig langsomt omkring og så Justin komme småløbende hen mod mig, hvorefter han stoppede op en lille meter foran mig og smilede svagt stakåndet.

"Sig mig, stikker du bare af fra mig?", spurgte han med et akavet grin, mens jeg bare stod og så målløs på ham...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...