From Nerdy To Flirty

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2016
  • Opdateret: 3 nov. 2016
  • Status: Igang
Vi følger Justin Drew Bieber på 21 år, som er en professionel basketballspiller for Brooklyn Nets, som spiller for NBA. Lige hvor han er på det højeste mål i sin karriere, bliver han interviewet og straks hevet tilbage til en barndom præget af mobning i skolen, stemplet, som en nørd, trods kæmpen for det eneste han brænder for - Basketball, hans far, der døde ung i en motorcykelulykke, en alkoholisk og voldelig stedfader, og en mor med dårlige nerver, og ej at forglemme en søster i nød, og voksne beslutninger, som han må tage fra barnsben af og ikke mindst den eneste ven han havde som teenager; Amelia Rosalynn Erhart. Justin tager derfor en alvorlig beslutning om at vende tilbage til Canada og straks vælder flere og flere minder op, både på godt og ondt. ***Historien vil blive skildret i nutid og flashbacks*** ***Justin er IKKE kendt*** ***Hårde scener kan forekomme***

89Likes
59Kommentarer
45834Visninger
AA

9. Mentalt forstyrret!


Amelias synsvinkel:

West Perth Rådhus, 169 St David St, Mitchell, Ontario, N0K 1N0, Canada, Fredag d. 29 maj, 2015, kl. 12:46

Mine negle trommede lettere utålmodigt ned i skranken foran mig, mens miss Mable, stod ovre ved en udtrukket grå arkivskuffe i stål. Intet spændende i det, men det mest spændende var, at miss Mable havde indvilliget i, at hun godt ville hjælpe mig med at finde oplysninger om Pattie Mallette, for det virkede til, at kommunen ikke ville hjælpe mig med at finde noget om hende, eller resten af Justins familie, som jeg ikke anede hvor var. Derfor gik jeg til rådhuset og miss Mable ville øjensynligt godt hjælpe mig lidt på vej med hensyn til Pattie Mallette.

Jeg så mig flygtigt omkring mig, hvor der var få mennesker til stede. Sådan var det så forskelligt, om der var mange til stede, eller få til stede, men lige i dag, var der ikke mange, men okay.. Rådhuset og kommunen lukkede også kl 13:00 i dag, så det var vel på sin vis rimeligt, at der kun var 7 andre mennesker, der skulle rådføre sig på rådhuset i dag ud over mig, inden rådhuset ville lukke.

"Så!", lød det afbrydende fra miss Mable, der igen fik min opmærksomhed, så jeg opdagede at hun åbenbart var kommet tilbage fra arkivskufferne, hvor hun satte sig ned ved sit skrivebord med fladskærmscomputer og med en mappe liggende ved sin side, som hun begyndte at bladre i mellem en masse a4 sider, som jeg lænede mig mere over skranken, for at få et nærmere blik af, men det nyttede ikke noget, eftersom hun så lettere surt op på mig og skjulte de fleste papirer, som åbenbart var ret fortrolige.

Hun rømmede bestemt med et bestemt blik op på mig, "Eftersom de ikke er familie miss Erhart, så må jeg bede dem tage afstand..", forklarede hun bestemt, så jeg med et lille opgivende suk nikkede og rettede mig lettere op fra skranken og så ned på hende, hvor efter hun atter lagde sit blik ned på arkivmappen og begyndte at bladre videre i papirerne, til hun til sidst trak et svagt lysegult ark papir ud, som tydeligvis var en kladde fra et sted, for originalen var det i hvert fald ikke. Dernæst lukkede hun arkivmappen i og skrev en adresse, telefonnummer og noget med nogle tider ned på en lille hvid blok, hvorefter hun rev det lille hvide papir af og rakte mig det med et lille smil.

"Dette er alt, hvad jeg kan give dem miss Erhart - Det er adressen på miss Mallette, telefonnummer dertil og tiderne på, er besøgstider, som de må respektere til fulde, da man ikke bare kan komme rendende der i tide og utide - Held og lykke..", forklarede miss Mable med et smil, hvor jeg med et lille taknemmelig smil nikkede, "Tak miss Mable..", mumlede jeg og gik væk fra skranken og så ned på den lille papirlap, "Homewood Health Centre,150 Delhi St, Guelph, ON N1E 6K9, Canada. Tel: 555-340098. Besøgstid: Man, Ons og Fredag ml: 13:30-18:00, Søndag ml: 12:30-21:30 Tirs, Tors og Lørdag lukket for besøg.", læste jeg i mit hoved over den ret pæne skrift, som miss Mable havde skrevet.

Med et smil på læben, stak jeg sedlen med adressen i min sorte skuldertaske og begav mig med retningen ud af rådhuset og med vejen ud til min holdende bil ude foran rådhuset.

- Nu vidste jeg hvad jeg skulle..

~

Homewood Health Centre,150 Delhi St, Guelph, ON N1E 6K9, Canada, Fredag d.29 maj, 2015, kl. 14:05


Okay, det kom lidt bag på mig, at det var sådan et smukt hjem, der mere lignede et velhavende hjem for en familie, men det var det altså ikke, eftersom dette var adressen. Jeg sad og stirrede lidt mod det flotte hus, der ikke var ensomt og trist at se på. Der var lignende bygninger på begge sider, så om alle bygningerne var det samme, anede jeg ikke, men denne bygning blev ifølge min GPS påstået at være den adresse, som Pattie Mallette skulle opholde sig på.

Jeg tog en dyb indånding og slukkede motoren i min bil og trak bilnøglen ud, klikkede min sele op og greb derefter min sorte skuldertaske, hvorefter jeg åbnede bildøren og steg ud med et fredfyldt smil og så mig flygtigt omkring og ned ad den snoede vej, der førte op langs de store smukke bygninger. Omgivelserne var smukke og rolige med en stor sø i nærheden og et stykke væk, kunne man se vejen mod en smuk skov - alt i alt, så var her tydeligvis smukt og roligt og ret forståeligt, at sådan et hjem med psykisk syge, virkelig var et godt sted, at være.

Jeg smækkede bildøren i og låste døren manuelt, eftersom mine låse i bilen ikke var elektroniske. Ja, det sagde så sig selv, at min bil var af ældre dato, men den kørte stadigt fint.

Jeg begav mig om mod fortorvet og gik op ad trapperne og videre op på verandaen, hvor jeg flygtigt skimmede ind ad det ene store vindue, men så ikke meget andet end et tomt lokale, der faktisk kunne være en kantine eller noget i den dur? Det var højst sandsynligt et sted hvor beboerne spiste kunne jeg forestille mig.

"De er ikke indenfor!", lød det pludseligt bag mig, så jeg med et lille gisp vendte mig omkring og opdagede nu en mand, der var svagt skaldet, der stod og småtrippede lidt frem og tilbage, mens han pillede meget ved sine fingre oppe ved hans hals, så det tydeligt gik op for mig, at han var en borger, der ikke var helt rask oven i hovedet, men han smilede genert og med flakkende blik og virkede ganske harmløs for mit vedkommende.

Jeg nærmede mig ham roligt, men det resulterede, at han trådte afvigende nogle skridt væk fra mig, hvor han holdte sine hænder standsende mod mig.

Jeg smilede lidt over ham og så roligt mod ham, "Bare rolig, jeg gør ikke noget...", forklarede jeg roligt, så han lettere angst så skulende mod mig.

"Det... det må ikke gøre ondt!", protesterede han nervøst, hvor jeg aede ham roligt på skulderen.

"Hvad hedder du?", spurgte jeg roligt og kunne mærke, at han slappede mere af, selv om han stadigt stod og trippede frem og tilbage.

"Jerry!", smilede han stort, hvorefter han "børstede" sig selv på siden af hovedet i sekunder, så jeg smilede og nikkede.

"Jeg hedder Amelia, men bare kald mig Meli..", forklarede jeg roligt, så han grinede genert.

"Smukke Meli!", udbrød han med et fjantet grin, så jeg smilede med lidt lyd på, mens jeg så på ham.

"Hvor er du sød Jerry.. Ta..."

"Undskyld, men hvad laver de?!"

Jeg gispede forskrækket over den bestemte kvindelige stemme et stykke bag mig, så Jerry straks begyndte at hyle op, som en stykket gris. Jeg så nu en robust kvinde i hvid kittel med hård opsat knold i nakken, hvor hun kom hen og greb Jerry i armen, hvor han hylede endnu mere op, som om han var pisse bange.

"Jerry, har jeg ikke sagt flere gange, at du skal blive inde i haven og ikke snakke med fremmede mennesker?!", udbrød kvinden bestemt, mens Jerry bare hylede højt. Altså han græd ikke, men lød bare skrækslagen.

Jeg måtte ærligt indrømme, at Jerry og kvindens adfærd virkede ret skræmmende. Var det sådan de psykisk syge blev behandlet?

"Undskyld, men ved de hvor jeg kan finde Pattie Mallette?", spurgte jeg midt i tumulten mellem dem, så Jerry holdte op med at hyle og i stedet nærmest jublede.

"Pattie.. Pattie... Pattiiie!", jublede han glad og klappende, så kvinden pludseligt ikke havde det bedste greb om hans arm. Kvinden så lettere surt hen på mig.

"Hvem er de og hvor kender de miss Mallette fra?", spurgte hun bestemt. Jeg smilede så roligt jeg kunne.

"Pattie var som en bonusmor for mig for nogle år siden, men pludseligt mistede vi kontakten til hinanden... Kan jeg få lov til at se hende?", spurgte jeg så fattet jeg kunne. Kvinden så skulende på mig.

"De kan følge med hen til baghaven, så må vi se om miss Mallette overhovedet vil kendes ved dem!", svarede kvinden stramt og trak straks afsted med Jerry, som brokkede sig en anelse med små hyl, men fulgte modvilligt med.

Jeg valgte bevidst at følge efter dem ned ad trappen på verandaen og med omkring huset mod det der var en kæmpestor baghave, hvor jeg straks så tre andre kvinder i forskellig alder i hvide kittler og en enkelt halvskaldet mand med store briller i hvid kittel, mens haven var domineret af borgere, der var meget rolige eller lettere emsige.

"Miss Mallette står derovre!", kom det i en bestemt tone fra den skrappe kvinde, hvor hun hintede med hovedet over mod en kvinde, der stod i en grå sweatshirt med sit brune lange hår i en hestehale og brune skinny bukser og hvide kondisko, hvor hun bare stod henne ved en masse store blomstrende buske og gloede bare ind i dem, så jeg nok havde en mistanke om, at hun stod og nærstuderede blomsterne.

Jeg nikkede med et venligt smil af den skrappe dame, der slap Jerry, som gik hen til et staffeli og malede noget ret abstrakt, mens han hvinede på en glad måde. Jeg gik roligt hen mod kvinden ved de blomstrede buske, som den kittelklædte skrappe kvinde påstod var Pattie Mallette.

"Pattie?", spurgte jeg roligt, men hun vendte sig slet ikke om, så jeg gik roligt hen til hendes højre side og så på hende, men opdagede, at hun bare stod og stirrede frem for sig, som om hun egentligt ikke så på blomsterne. Hun virkede ret... langt væk?

jeg trådte roligt nærmere mod hende og lagde min venstre hånd blidt om hendes højre arm og så på hende, "Pattie? Det er mig Amelia Erhart... Kan du ikke huske mig?", spurgte jeg roligt, hvorved Pattie vendte langsomt sit blik på mig og bare stod og så på mig med et blik, der sagde alt! Wow, det var tydeligt, at hun var dopet af de piller, som personalet vel gav hende? Jeg valgte at se bort fra det og smilede roligt.

"Hej Pattie, kan du huske mig? Jeg var din søns veninde Amelia..", forklarede jeg roligt, men Pattie virkede mildest talt ubemærket af mig og smilede på en mærkelig måde og kærtegnede mig flygtigt på min venstre kind.

"Du er en sød pige...", svarede hun som om hun havde fået tusind lykkepiller på en gang, hvor efter hun som en zombie vendte sig væk fra mig og bare gik? Jeg gloede målløs efter hende, hvor Pattie øjensynligt gik hen mod et højt gyngestativ i haven, hvor efter hun satte sig og gyngede svagt frem og tilbage, som om hun var i en helt anden verden.

"De må nok forstå, at miss Mallette ikke er i sit sociale hjørne i dag miss.. Eh hvad hedder de?", kom det bag mig, hvor ved jeg vendte mig omkring og så den skrappe kvinde fra før se spørgende på mig. Jeg nikkede med et suk og gav hende endelig hånden.

"Mit navn er Amelia Erhart... Jeg var hendes søn Justins veninde, før han flyttede fra Stratford...", forklarede jeg roligt, så kvinden så med et løftet øjenbryn på mig.

"Er det sandt det de siger?", spurgte hun bestemt, så jeg nikkede med et smil og så ned og åbnede min sorte skuldertaske og tog den brune kuvert op, hvor jeg åbnede den og fiskede de få billeder op, hvor jeg viste hende et billede af Justin, Emmeline, Pattie og jeg, der var taget for godt og vel seks år siden, hvor hun så med løftede øjenbryn ned på det og derefter gav mig det igen med et nik.

"Ja, det kan jeg jo godt se nu..", svarede hun roligt, så jeg selv nikkede og puttede billederne ned i konvolutten igen og ned i min taske igen.

"Men de må forstå miss Erhart, at miss Mallette og de andre borger næsten lige har fået deres medicin, så der går nok lidt tid, før miss Mallettes dosering damper lidt af, eftersom hun får en stærkere dosering nu og da.. Derfor kan miss Mallette virke lidt fraværende, men de er velkommen til at blive lidt, og så kan de jo se, om de kan skabe lidt kontakt med hende. Hun får ikke så tit besøg, så det glæder kun os, at hun endelig får lidt besøg igen..", forklarede kvinden roligt, så jeg nikkede lettere målløs over den konstatering.

- Fik Pattie virkelig ikke særlig tit besøg?

~

Homewood Health Centre,150 Delhi St, Guelph, ON N1E 6K9, Canada, Fredag d.29 maj, 2015, kl. 16:13

Jeg stillede kaffekoppen ned på underkoppen og så mig omkring her i det lille kafeteria. Der sad få borgere her, der selv drak lidt eftermiddagskaffe, men fællesbetegnelsen var, at de alle var ret asociale. En kraftig kvinde med kort brunt krøllet hår og en lidt for stram armygrøn bluse og sorte leggins, sad i en lille sofa og så tv, der vidst viste noget talkshow af en art, mens hun sad gentagende gange og dyppede digestivekiks i sin kaffe. En mand, der nok var sidst i halvtresserne eller måske ældre, sad bare og stirrede meget surt hen på mig, mens han hele tiden sad og drak af sin kaffe. Hver gang, han havde taget en tår, stillede han koppen på underkoppen og der gik ikke engang to sekunder, før han igen tog en tår, og således gentog det sig hele tiden. 

En meget spinkel og ranglet ung pige med sort farvet hår og lange brune rødder, gik hele tiden rundt i kafeteriet i sit sorte tøj med meget lange ærmer, som om hun skjulte hendes hænder. Hun gik hele tiden rundt og nærmest messede noget for sig selv, der virkede djævelsk, så det var gået op for mig, at hun nok gik og snakkede med sig selv. Om det var fordi hun hørte stemmer, anede jeg ikke, men det var vel ikke utænkeligt?

"Miss Erhart?", lød det pludseligt henne fra den franske døråbning til kafeteriet, så jeg så væk fra den messende pige og så nu miss Jenkins, som var den robuste kvinde i kittel fra tidligere. Hun smilede svagt.

"De kan vidst godt besøge miss Mallette nu - Hun er på sit værelse..", forklarede hun, så jeg nikkede og rejste mig og tog min brugte kaffekop og underkop med mig hen til den lille serveringsvogn, der stod op ad den ene væg i lokalet.

"Du skal ikke bruge mig! Nej nej nej! Jeg er mægtigere end dig!", fløj det pludseligt højt ud af den messende pige et stykke bag mig, så jeg så chokeret hen på hende, hvor hun stod og smilede ondt mod mig, men flyttede dog hurtigt blikket hen en anden vej.

"Sagde du noget?", spurgte jeg uforstående, hvorefter pigen vendte sig med blikket hen mod mig og begyndte pludseligt at skraldgrine på en nærmest uhyggelig facon.

"Han tager dig først!", fløj det hånligt ud af hende, hvorefter hun grinede ondt og sprang op i en anden sofa med benene under sig og drejede kraftigt med hovedet.

"HAN TAAAAGEEER DIIIG! HAHAHAAA!", skreg hun op, så den vrede mand fra før så hen på pigen.

"Hold kæft, hold kæft, hold kæft din djævel!", råbte han, så pludseligt blev skabt tumult i kafeteriet. Den kraftige kvinde med sin kiks, talkshow og dyppen i kaffen, skruede helt op for tv'et, så det rungede i lokalet.

- Damn, for et galehus!

"Greta!", råbte den kraftige kittelkvinde op ud mod gangen, hvorefter en anden kittelklædt kvinde dukkede op for at få styr på de kaotiske borgere, men det var tydeligvis den messende pige, som blev offeret, hvorefter hun skrigende med ond latter, blev slæbt nærmest hen ad den lange gang med de to kittelklædte kvinder på hver side, hvorefter en kittelklædt mand kom rendende til kafeteriet for at skabe ro og orden hos de andre borgere - sikken kaos!

Forsigtigt, begav jeg mig ud af kafeteriet og begav mig mod retningen ud til den store hall, hvorefter jeg kom ud til den store mahognitrappe, hvorefter jeg begav mig op ad den, så jeg kunne komme til etagen ovenpå, hvor nogle af borgerne og Pattie havde værelser.

Jeg kom ovenpå og begav mig ned ad den smalle gang og søgte på Patties værelse, som jeg fandt ved fjerde dør, eftersom, der var navneskilte ud for døren på væggen. Døren stod svagt på klem, hvorefter jeg skubbede den langsomt op og så straks Pattie sidde på en enkelt stol ved et lille bord, hvor hun sad og lavede et eller andet, så det kunne tyde på, at hun skrev eller tegnede.

Jeg lukkede døren efter mig forsigtigt, hvor døren klikkede i, men der var ingen reaktion fra hende, for hun sad som optaget. Jeg gik roligt hen til hende og satte mig på den anden stol, der stod for enden af det lille bord og så nu hendes ansigt, der stirrede ned på en ret flot tegning, som hun havde lavet med oliekridt. Det var jo.. Ja, tog jeg ikke meget fejl, så var det et udpluk af den blomstrende busk fra tidligere nede i haven, som hun havde stået ved.

Jeg lagde roligt min højre hånd oven på hendes venstre hvilende hånd på bordet, så hun stoppede med at tegne med det lyserøde oliekridt, som hun havde i højre hånd.

"Pattie?", spurgte jeg roligt, hvorefter hun så langsomt op på mig og sad og stirrede lidt med et spørgende blik på mig.

"Jamen... Kender jeg ikke dig?", spurgte hun med en hæs og målløs stemme, så jeg nikkede roligt med et kærligt smil.

"Jeg er Ame...

"Amelia Erhart...", afbrød hun mig stille, hvor jeg følte, at mine mundvige røg helt til ørerne, så hun selv smilede med et lille grin, hvorefter jeg bemærkede mig af, at hun drejede sin hånd under min, så vi endte med at holde hinanden i hånden.

"Jamen, hvad laver du her Meli?", spurgte hun med et varmt smil, trods hendes ansigt afslørede et træt ansigt. Jeg fugtede mine læber i et lille smil.

"Ja, det er lidt en længere historie, og egentligt var det fordi jeg skulle bruge nogle økonomiske oplysninger om Justin til en opgave vedrørende min uddannelse, men så kom jeg nok lidt på andre baner, da jeg fandt frem til dig... Så ja.. Her er jeg og ville bare gerne besøge dig efter alle de år...", forklarede jeg roligt, så Pattie nikkede svagt uden rigtigt at smile.

"Det er jeg glad for..", mumlede hun lettere trist, så jeg smilede svagt og gav hendes hånd i min et lille klem, så hun smilede lettere forlegent.

"Du har altid været sådan en sød pige Meli.. Går det godt med dig og din familie?", spurgte hun roligt, så jeg nikkede med et lille smil.

"Alt er som det plejer, at være Pattie..", svarede jeg roligt, så Pattie nikkede med et lille smil.

"Hvad er du ved at uddanne dig som?", spurgte hun med et interesseret smil, så jeg grinede svagt og bed mig lettere i underlæbe, "Jeg er ved at uddanne mig som finansøkonom - du ved sådan noget med en helvedes masse tal..", forklarede jeg svagt grinende, så Pattie fnes lidt og satte sig afslappet tilbage i sin stol uden at slippe min hånd, hvorefter hun så svagt grinende frem for sig, så hun sikkert så ud af vinduet.

"Det kommer faktisk slet ikke bag på mig...", grinede hun hvorefter hun så hen på mig igen, så vi fik øjenkontakt.

"Du har altid været så klog til matematik min pige..", smilede Pattie, hvorefter hun løftede vores foldede hænder op til hendes mund og kyssede min hånd blidt, så jeg ikke kunne lade være med at smile kærligt til hende.

Jeg bed mig tænksomt i underlæben, hvor Pattie tydeligvis bemærkede sig af det.

"Er der noget galt?", spurgte hun med et spørgende blik. Jeg sukkede svagt og trak lidt på skuldrene.

"Jeg undrer mig bare lidt over hvorfor du er sådan et sted her Pattie?", spurgte jeg med en knude i maven, så Pattie brød vores øjenkontakt og så ned på sin fine tegning.

"Jeg har ar på sjælen Meli... Der er så meget, og jeg føler ikke, at jeg kan slippe det...", mumlede hun med blikket nede på tegningen, hvorefter hun så op på mig med et lille svagt smil med hovedet på sned.

"Jeg bliver forfulgt af dæmoner, forstår du?", forklarede hun videre, så jeg så målløs på hende, "Jamen... Du virker jo så normal lige nu?", spurgte jeg med en synkende klump i halsen, så Pattie igen tog min hånd op til hendes mund og kyssede den og smilede roligt med et lille nikken.

"Lige nu, er der heller ikke noget, eftersom dæmonerne dukker op for mit indre i tide og utide, men de viser sig mest om natten i mine drømme... Det er så svært at forklare søde Meli, men selv om jeg ser rask ud lige nu, så er jeg ikke så rask...", forklarede hun med en lettere trist tone i stemmen, så jeg nikkede med et lille suk.

"Det gør mig ondt Pattie... Du har slet ikke lyst til at bo hjemme hos dine forældre og hvor er Emmeline? Bor hun hos Justin?", spurgte jeg roligt, så Pattie så med et ulæseligt blik på mig, hvorefter hun rystede på hovedet.

"Jeg ved ikke om jeg ville være i stand til at flytte hjem til mine forældre.. Jeg vil ikke være en byrde for dem, for de har nok selv at tage dem til og angående Emmeline? Hun bor vidst hos mine forældre..", forklarede hun i en trist tone, så jeg nikkede svagt og nussede hendes håndryg med begge mine tommelfingre.

"Besøger de dig tit?", spurgte jeg roligt, så Pattie sukkede og rustede svagt på hovedet, "Jeg ved det ikke? Men jeg tror det ikke, eftersom jeg har frabedt dem komme for tit, da jeg ikke ønsker at Emmeline skal se mig sådan her...", mumlede hun trist, så jeg nikkede svagt forstående og så indgående på hende.

"Men ville det ikke være en fordel, at tage lidt chancer i livet Pattie? Emmeline har brug for sin mor jo og hvad med Justin? Kan han ikke hjælpe lidt til også?", spurgte jeg roligt, så Pattie sendte mig et meget ulæseligt blik og trak sin hånd til sig.

"Jeg tror du skal gå nu Meli..", forklarede hun roligt men med et køligt blik på mig, så jeg faktisk undrede mig over hendes reaktion.

"Men Pa..."

"GÅ Meli!", afbrød hun mig bestemt, så jeg rettede mig op i stolen og så målløst på hende, "Har jeg sagt noget forkert?", spurgte jeg chokeret, så Pattie så med et meget ulæseligt blik på mig og rejste sig derefter fra stolen og gik med armene over kors for derefter at stå og stirre ud af de store vinduer i hendes værelse, så hun tydeligvis så ned mod villavejen.

"Jeg vil gerne have, at du går nu Meli og det må du acceptere!", forklarede hun bestemt uden så meget som at se hen på mig.

Jeg rejste mig med suk og skulle til at gå de få skridt hen mod hende, men hun så straks hen på mig.

"Spar dig Meli - bare gå!", protesterede hun med et såret blik, så jeg nikkede med et trist blik på hende og tog min taske over skulderen og begav mig ud af hendes værelse.

- Hvad gik der dog af hende?

~

Hmm, den virkede meget mystisk?

Hvorfor reagerede Pattie lige pludseligt sådan?

Sagde Amelia virkelig noget forkert, eller er der måske en anden forklaring?

Tja, måske bliver vi klogere hen ad vejen?

~

Ida.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...