From Nerdy To Flirty

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2016
  • Opdateret: 3 nov. 2016
  • Status: Igang
Vi følger Justin Drew Bieber på 21 år, som er en professionel basketballspiller for Brooklyn Nets, som spiller for NBA. Lige hvor han er på det højeste mål i sin karriere, bliver han interviewet og straks hevet tilbage til en barndom præget af mobning i skolen, stemplet, som en nørd, trods kæmpen for det eneste han brænder for - Basketball, hans far, der døde ung i en motorcykelulykke, en alkoholisk og voldelig stedfader, og en mor med dårlige nerver, og ej at forglemme en søster i nød, og voksne beslutninger, som han må tage fra barnsben af og ikke mindst den eneste ven han havde som teenager; Amelia Rosalynn Erhart. Justin tager derfor en alvorlig beslutning om at vende tilbage til Canada og straks vælder flere og flere minder op, både på godt og ondt. ***Historien vil blive skildret i nutid og flashbacks*** ***Justin er IKKE kendt*** ***Hårde scener kan forekomme***

89Likes
60Kommentarer
46512Visninger
AA

3. Interviewet.


Justins synsvinkel:

Barclays Center, 620 Atlantic Ave, Brooklyn, NY 11217, USA. Torsdag d. 28 maj, 2015, kl. 19:32

Lyden af bolden rungede i den tomme hal - Lyden, som jeg elskede. Jeg driblede flere gange, mens jeg fokuserede på nettet godt og vel halvtreds meter væk foran mig.

Denne følelse af frihed, havde jeg altid sat pris på - Det var mit liv!

Jeg bøjede let i knæene og lod mine arme og ben agere, som en let og elegant fjeder, da jeg lod bolden flyve i susende fart gennem luften og så let som en fjer, røg bolden igennem nettet, hvorefter bolden hoppede lystigt hen ad det blankpoleret gulv, hvor de skønne dunkelyde opstod én efter én, til bolden stoppede og trillede i god fart hen mod venstre sidelinje.

Jeg småløb hen mod bolden, for at samle den op, og straks lød nogle velkendte klikkelyde i gulvet her i hallen, så klikkelydene nærmest larmede.

"Justin, hvor længe havde du lige tænkt dig, at jeg skulle vente?", lød det fra hendes velkendte stemme et stykke bag mig, mens klikkelydene, som tydeligvis stammede fra hendes elegante stiletter stadigt lød og øjensynligt nærmede sig.

Jeg vendte mig omkring med et opgivende blik på hende, hvor hun stoppede op nogle meter fra mig, og jeg lod blikket falde ned på hendes sorte stiletter fra Louboutin, der var strøet med små swarovskisten på. Jeg så op igen og mødte hendes kønne ansigt og sukkede, hvorefter jeg vendte mig omkring og begyndte at drible med min bold hen mod nettet.

"Du ved at min træner ikke bryder sig om, at der bliver rendt med stiletter inde på banen Tess.", svarede jeg bare og undgik virkelig hendes spørgsmål fra før og hørte atter hendes stiletter i gulvet bag mig, hvor ved jeg skød bolden gennem luften mod nettet og ramte igen.

"Justin, du snakker jo udenom? Altså, je.."

"Tess, jeg har ikke brug for det her lige nu - Vær lige sød, at tage de sko af, hvis du skal være inde på banen!", afbrød jeg hende og så bestemt på hende. Tess så spydigt på mig.

"Kommer du så?", spurgte hun irriteret og stod på skift og tog sine stiletter af med hver en hånd, så hun nu stod med bare tær, der afslørede, at hun lige havde fået pedicure igen igen. Ja, hun var god til at ødsle med pengene kunne jeg sige dig og det var egentligt ikke hendes penge, men mine. Tja, det var måske lidt selvforskyldt, at jeg bare gav hende penge, når hun kom og sagde, når hun manglede.Jeg sukkede og rystede på hovedet.

"Kan du ikke bare tage hjem? Jeg har en vigtig kamp i morgen ved du og jeg bliver nød til at tage min ka..."

"Karriere seriøst - Tak, jeg ved det!", afbrød hun mig olmt med armene over kors med stiletterne i hver hånd og derved havde hun taget ordene fra min mund, så jeg sukkede tungt.

"Tess.."

"Nej! Nu kan det seriøst være nok! Altid skal jeg hoppe og danse for dig, men ved du hvad Justin? Det er slut nu - Farvel!", skældte hun mig olmt og vendte sig omkring og traskede surt væk fra banen mod retningen af indgangen til hallen.

"Tess for helvede?!", kaldte jeg opgivende efter hende, men alt hun gjorde, var at traske videre uden at svare. Jeg sukkede og vendte mig omkring med blikket mod nettet og gik hen mod min småtrillende bold på banegulvet.

Kendte jeg Tess nok, så skulle hun nok blive god igen. Hun truede mig tit på den måde med bare at skride, men kendte jeg hende ret, så gjorde hun det ikke, eftersom hun følte sig dybt afhængig af mine penge og min lettere berømte status. Ja, jeg vidste det godt; Tess var kun sammen med mig pga min status og penge og hun elskede, når der endelig var en paparazzi, der gad at tage billeder og følge efter hende. Jeg blev da også jagtet af paparazzis, men det var heldigvis ikke hver dag. Jeg kunne godt gå i fred for det meste og de fleste folk respekterede mig for hvem jeg var. Ja, jeg var nået langt i livet, hvis man tænkte på hvilke kår, som jeg egentligt var kommet fra.

"Justin?", blev jeg afbrudt mine tanker af min træner, Carter, så jeg vendte mig omkring på banen med min bold hvilende under min venstre arm og betragtede Carter stående på sidelinjen på den ene banehalvdel.

"Ja?", spurgte jeg lettere højt.

"Miss Calridge fra kanal 5 er ankommet og venter ude i omklædningen på dig!", svarede træner Carter højt, mens han pegede bagud mod retningen til udgangen. Jeg slog mig let til panden, hvor jeg gik med hastige skridt mod Carter.

"Fuck, var det i dag? Det havde jeg ærligt talt svedt ud pga tanken om kampen i morgen.", svarede jeg opgivende, så Carter nikkede med et smørret smil, hvor jeg kom helt hen til ham og han klappede mig på min venstre skulder og vendte mig med siden til ham og skubbede let på min ryg.

"Så er det godt, at du er her til aften..", svarede han med et svagt brummende grin ved min side, så jeg nikkede og sammen gik vi retningen ud ad selve indgangen, hvor Carter drejede mod hans trænerkontor og jeg selv fortsatte ned ad gangen mod omklædningsrummene. Ja, der var ligesom to af dem. Der var vores holds omklædningsrum og et omklædningsrum til gæstehold ude fra, når vi havde kampe og i morgen gik det løs mod New York Knicks.

Jeg nåede frem til vores eget omklædningsrum og skubbede døren op, så dunsten af holdets træningstøj kunne lugtes svagt, til trods for vores assistent vaskede vores tøj temmelig ofte og henne på én af bænkene ud for Thaddeus garderobeskab, sad en spinkel kvinde med blond opsat hår, grå pencilskirt og matchende blazer til og synede af en kvinde i trediverne og så med et smil hen på mig.

"Mr Bieber?", udbrød hun lettere begejstret og rejste sig for at trippe de få skridt hen mod mig i hendes laksefarvede lukkede pumps og rakte hendes hånd mod mig som hilsen. Jeg nikkede svagt med et skævt smil gemt i mundvigen og tog imod hendes lette håndtryk.

"Bare kald mig Justin, for jeg er såmænd ikke så formeldt miss Calridge...", svarede jeg roligt, så hun nikkede.

"Helt fint, og du kan kalde mig Debbie...", svarede hun med et smil og slap min hånd og lod blikket glide en hurtig gang ned ad min krop.

"Har der været kamp i dag?", spurgte hun med et skævt smil og så mig igen i øjnene, hvor jeg først nu bemærkede, at hun havde brune øjne, trods hendes blonde hår, der faktisk så ret naturligt blond ud i modsætning til mit, der var lysnet, efter jeg var blevet klippet for ikke så lang tid siden, så det var langt i toppen men ekstremt kort i siderne. Jeg havde planer for at afblege det yderligere, men det blev ikke lige for i øjeblikket. Jeg rystede svagt på hovedet med et svagt grin.

"Nej ikke i dag Debbie - Jeg har blot trænet for mig selv her til aften, så jeg er bedre udrustet til kampen mod Knicks i morgen aften - Skal du se den?", forklarede jeg og spurgte hende hurtigt efter, så Debbie åbenbart rødmede svagt på kinderne med et lillepige agtig fnis, så det kom lidt bag på mig.

"Er det en invitation Justin?", fnes hun med de blussende kinder, der bare blussede endnu mere, som om jeg gjorde hende genert? Havde jeg sådan en virkning? Eller, det kunne jeg vel egentligt have sagt mig selv, at jeg i min voksende karriere havde opdaget antallet af pigebørn og kvinders fascination for mig stige markant. Ja, sådan var det slet ikke dengang jeg gik i high school - det var stik modsat. Jeg smilede smørret og rakte min hånd som et hint mod bænken, at hun blot kunne sætte sig igen.

"Tja, hvis du kan lide basketball og har tiden til det, så skal du såmænd være meget velkommen til at se kampen.. Jeg giver bare træner Carter besked, så du ikke skal betale for billet herind til...", smilede jeg charmerende, så Debbie så svagt fnisende op på mig og fulgte mig med blikket, da jeg selv satte mig ned på bænken lettere over for hende.

"Så siger jeg mange tak Justin. Det er virkelig elskværdigt af dig..", svarede hun med et særligt blik og smil, som jeg slet ikke var i tvivl om - Kvinden flirtede jo med mig, men det gik nok. Hun skulle jo interviewe mig, så det var ligesom planlagt. Jeg nikkede blot med et smil og lænede mig afslappet tilbage og lagde mit venstre ben afslappet over det højre, så jeg hvilede anklen på mit højre knæ, der havde et sort knæbind, som stammede fra en sportsskade et par år tilbage. Ja, sådan var det at være basketballspiller - Man risikerede sportsskader i ny og næ. Dog havde det ikke været så slemt endnu, så jeg ligefrem skulle tage orlov fra mit job. Men jeg besøgte godt nok min fysioterapeut én til to gange om måneden, eller også kom hun hjem til mig og trænede med mig. Det var ligesom også hendes job, for at jeg kunne holde mig i fysisk form til mit job som Nets spiller.

"Nå Justin, som du nok er klar over, så havde vi aftalt, at du ville lade dig blive interviewet her i dag, og er du sikker på, at jeg kan spørge dig om hvad som helst?", begyndte Debbie roligt, så jeg nikkede med et roligt smil.

"Ja, for ellers skal jeg nok frabede mig spørgsmålet, hvis det er..", svarede jeg med et smil, så Debbie nikkede og tog en en lille båndoptager frem med ledning til, og en lang og smal mikrofon, der havde en stor sprittush-størrelse i sølv, så den matchede båndoptageren. Hun rakte mig én til, der også havde ledning til hendes båndoptager, men nu sad vi heller ikke andet end en lille halv meter fra hinanden. Hun trykkede optagerknappen og lagde den på bænken ved hendes side. Hun nikkede med et smil mod mig, som et hint for, at vi var klar og jeg nikkede med et smil tilbage.

"Ja, jeg sidder her i omklædningsrummet i Barclays Center med den professionelle NBA spiller Justin Drew Bieber, som er shooting guard for Brooklyn Nets og som er spiller nr 20..", begyndte Debbie roligt med et smil til mig og overraskede mig lidt, at hun havde lagt lidt research i det, for jeg kunne kun nikke bekræftende til det hun sagde.

"Justin, som både du og jeg ved, så har du spillet i flere år - Hvor mange snakker vi om?", spurgte hun med et flirtende smil til mig og så oprigtigt interesseret hen på mig. Jeg nikkede med et smil igen. Ja, selv om kvinden var et sted i trediverne, så var hun sgu ret attraktiv.

"Den ottende august i år, så har jeg spillet professionelt fire år og det første år var udelukkende i high school i Canada..", svarede jeg med et smil, så Debbie nikkede med et smil.

"Du har også spillet for Clippers ved jeg?", spurgte hun med et løftet blik, så jeg nikkede med et lille smil.

"Ja, men det var blot for en prøveperiode på tre måneder, inden jeg blev udtaget til juniorholdet på Nets..", forklarede jeg og fugtede mine læber i et smørret smil, så Debbie nikkede bekræftende.

"Det er kun de færreste, der kender helt til din reelle baggrund - altså din vej til berømmelsen.. Vi fleste ved jo, at du kom fra fattigere kår og at du ikke havde det for nemt for flere år tilbage, men derefter har du bare lukket den og ikke givet yderligere oplysninger om dit bagland, men så sidder jeg og flere millioner af andre af fans, for jeg har ligesom forstået at du har 23 millioner af følgere på Twitter, Yup, jeg er ikke helt tabt bag en vogn..."

Hendes bemærkning fik mig til at grine lidt og nikkede.

"Du har ret... Jeg har lidt fans ja...", grinede jeg smørret så Debbie fnes lidt.

"Men så kunne jeg og de flere millioner af fans jo godt tænke os at vide lidt mere om din mystiske baggrund... Ville det være noget du ville kunne lukke op for nu, hvor du sidder så solidt på toppen af NBA spillere?"

Hendes spørgsmål fik mig til at bide nervøst i underlæben og mine tanker begyndte nu at kredse om fortrængte minder, som jeg helst ville undvære at tænke på. Jeg grinede lettere akavet.

"Altså, det er ligesom en brist i mit førtidige liv og den er noget smertefuld.. Det var bestemt ikke noget, som jeg havde håbet på at skulle åbne op for overhovedet, men jeg ved også, at jeg ikke kan gemme mit bagland for hele verden til evighed, så jeg vælger med en knude i maven og åbne op for mit inderste...", svarede jeg med et nervøst bid i underlæben, for jeg vidste at denne baggrundshistorie ville blive et stort samtaleemne fremover, når de fandt ud, at jeg ikke altid havde været en professionel basketballspiller. Debbie nikkede med et spændt smil.

"Det er vi glade for at høre.. Så lad os gå tilbage til den begyndelse, som du føler for at åbne op for Justin...", tilskyndede hun med et roligt og varmt smil, så jeg nikkede med et nervøst smil.

"Jo, lad os gå tilbage til tirsdag den første marts - Det var min seksten års fødselsdag, og jeg stod som alle hverdage op omkring syv-otte tiden alt afhængigt hvor træt jeg var, men jeg mindes, at den var lidt i otte den dag og det var en dag jeg ville komme for sent i skolen... Jeg husker det var koldt den morgen, og...", forklarede jeg og lod mig blive grebet af min historie, som Debbie lyttede intenst til....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...