From Nerdy To Flirty

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2016
  • Opdateret: 3 nov. 2016
  • Status: Igang
Vi følger Justin Drew Bieber på 21 år, som er en professionel basketballspiller for Brooklyn Nets, som spiller for NBA. Lige hvor han er på det højeste mål i sin karriere, bliver han interviewet og straks hevet tilbage til en barndom præget af mobning i skolen, stemplet, som en nørd, trods kæmpen for det eneste han brænder for - Basketball, hans far, der døde ung i en motorcykelulykke, en alkoholisk og voldelig stedfader, og en mor med dårlige nerver, og ej at forglemme en søster i nød, og voksne beslutninger, som han må tage fra barnsben af og ikke mindst den eneste ven han havde som teenager; Amelia Rosalynn Erhart. Justin tager derfor en alvorlig beslutning om at vende tilbage til Canada og straks vælder flere og flere minder op, både på godt og ondt. ***Historien vil blive skildret i nutid og flashbacks*** ***Justin er IKKE kendt*** ***Hårde scener kan forekomme***

89Likes
60Kommentarer
46322Visninger
AA

14. Grumme minder og forglemmelser...


Justins synsvinkel:

Ude foran 288 Willow Street in Stratford, Ontario, Canada, Canada, Fredag d.29 maj, 2015, kl. 19:51


Jeg drejede nøglen om i tændingen, så bilmotoren slukkede og jeg spejdede med et lettere skulende blik op ad den smalle gangsti op mod døren.

Jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle føle og hvordan jeg overhovedet skulle forholde mig til huset her. Det føltes både fremmedgjort, men også gemt på både dejlige minder, og desværre også alt for mange dårlige minder.

"Duk duk duk!"

Jeg spjættede en anelse forskrækket over bankeslagene på min siderude, så jeg flyttede mit blik den anden vej og så en smilende Amelia med et bid i underlæben, mens hun stod og småhoppede lidt ude på vejen.

Jeg nikkede blot med et svagt smil, for at vise hende, at jeg nok skulle komme ud til hende.

Jeg fulgte hende med blikket ind foran min bil og ind til fortorvet, hvorefter jeg igen så flygtigt mod huset, hvorefter jeg klikkede min sele op og åbnede døren og steg ud af bilen, for derefter bare at smække døren i.

Roligt gik jeg ind foran min SUV og ind på fortorvet hvor Jamilla stod med et kæmpe smørret og spændt smil, "Er det ikke vildt underligt, at være her?", fnes hun overstadigt, så jeg grinede svagt akavet og nikkede, "Jo..."

Ja, mere kunne jeg slet ikke komme ud med, kun fordi jeg havde så mange blandede følelser for hjemmet her. Jeg havde gået med til at gense det, som jeg rent faktisk havde lagt bag mig siden jeg havde rykket rødderne op herfra.

Jeg stoppede op foran den lange smalle sti ved siden af en anden postkasse end den vi havde i min barndom, og det var tydeligt, at der boede andre her med efternavnet "Abrams" Det var virkelig underligt at betragte det hus, som jeg nærmest havde boet i siden jeg var blot et halvt år gammel - dengang min far også levede.

Udadtil lignede huset nærmest sig selv med undtagelse af, at haven var langt mere velplejet end dengang jeg selv boede her.

Jeg bed mig nervøst i underlæben og følte en voldsom urolighed inden i mig selv, kun fordi de fleste af de værste minder dominerede kraftigt på min nethinde i øjeblikket.

Jeg følte mit hjerte slå flere oktaver over, da jeg lod mit blik vaje hen over på den lukkede garagedør og straks flimrede en skikkelse af en mand i rødternet skovmandsskjorte med et brækjern i hænderne, som i sin værste brandert slog brækjernet rasende ind i alle mulige ting i garagen og gentagende gange fløj brækjernet hen på min ufærdige motorcykel så flere smådele fløj af min stakkels motorcykel, der stadigt udelukkende kun var et skellet af en masse brugte dele fra skrothandleren. Dele jeg havde brugt omhyggelig meget tid på at få til at virke og fungere nogenlunde optimalt, men hvor mange timers arbejde blev ødelagt på splitsekunder pga Kevins præcise hug fra hans svagt rustne brækjern.

Jeg prøvede virkelig at stoppe ham hans gentagende slag, men i stedet ramte han mit højre ben med så kraftigt et slag, at jeg som femtenårig endte med at måtte gå med benet i gips og benskinne i knap tre måneder.

Jeg rystede kraftigt på hovedet over et af de dårlige minder, hvor jeg straks vendte mig omkring, "Jeg kan ikke det her..", mumlede jeg med en hård knude i maven og skulle til at gå hen mod min bil igen, men blev stoppet af en hånd om min højre underarm, "Vent Justin..", afbrød Amelia, så jeg så forskræmt på hende og med spændt kæbe.

Hendes smil forsvandt og blev skiftet ud med et bekymret blik, hvor hun trak mig ind mod hende, "Kom her...", tilføjede hun roligt og svang sine arme rundt om nakken på mig, så jeg sukkede tungt og lagde mine arme om hofterne på hende og hvilede min pande mod hendes højre skulder.

"Jeg var ikke klar over, at det ville tage så hårdt på dig? - Jeg troede bare, at det ville være en god ting, at du fik et blik på fortiden og måske ville kunne bearbejde det bedre, men hvis du slet ikke kan, så forstår jeg dig godt...", forklarede hun i vores knus og hun fik det til at kilde dejligt ned ad nakken og ryggen på mig, da hun åbenbart nussede mig blidt i nakken på mig.

Jeg sukkede hårdt og rystede let på hovedet og fjernede mig straks fra hendes skulder og så lettere ned på hende, "Nej... Du har ret... I alle de år, siden jeg flyttede herfra, så har jeg gjort alt for at undgå at vende tilbage hertil.. Måske, det er på tide, at jeg ser det hele i øjnene...", forklarede jeg med et bestemt bid i underlæben, så Amelia så med et forsigtigt smil op på mig, "Er du sikker Justin?", spurgte hun yderligere, så jeg smilede nervøst og nikkede, "Ja...", svarede jeg i et suk og så flygtigt fra hendes kønne blå øjne og hen mod hoveddøren i huset, hvorefter jeg så på hende igen med et lille skævt smil, "Lad os gøre det...", tilføjede jeg bestemt og fugtede mine læber stramt, så hun nikkede med et kærligt smil og trak sig fra mig, for derefter at tage mig i hånden.

Hjertet sad stadigt dunkende i halsen på mig, da vi sammen begav os op ad gangstien og endte oppe ved den lukkede hoveddør, "Tror du, at der er nogen hjemme?", spurgte Amelia forsigtigt og slap automatisk sin hånd fra min.

Jeg trykkede på dørklokken, der tydeligvis ikke var den samme som den vi havde i min barndom, men ja... Hvor meget havde vi i det hele taget dengang? Det meste af mit liv, var der hverken rindende vand hver eneste dag og strømmen røg nu og da og varmen med, kun på grund af Kevins forbandede misbrug..

Jeg så med et svagt smil til siden på Amelia og bed mig svagt nervøst i underlæben, "Det finder vi ud af...", mumlede jeg til hende og i det samme, åbnede døren sig for os, hvor jeg straks så en lille pige med brune krøller stirre op på os. Ja, hun kunne ikke være mere end 6-7 år ville jeg gætte på.

"Hvem er det Annie?", hørte jeg en kvindelig stemme indefra et sted i huset, og jeg var også sikker på, at Amelia havde hørt kvinden inde fra huset.

Den lille pige, som åbenbart hed Annie, stod og stirrede på skift mellem Amelia og jeg.

Jeg smilede skævt og satte mig på hug og så nu i nogenlunde øjenhøjde på Annie og rakte min hånd hilsende mod hende, "Goddag Annie... Jeg hedder Justin, må min veninde Amelia og jeg godt besøge jer lidt?", spurgte jeg roligt, så Annie fniste og afslørede et stort mellemrum mellem hendes fortænder, så det var tydeligt, at hun havde tabt en mælketand lige der, men charmerende så det ud.

Annie tog imod min håndhilsen og nikkede, "Jaer!", svarede hun glad og straks kom en kvinde til syne bag hende, så jeg så op på damen og rejste mig med et smil.

"Kommer i fra Jehovas Vidner? For så har det alts..." "Haha nej maam!", afbrød jeg med et skævt smil og rejste mig og rakte hånden mod kvinden, som en hilsen, hvor hun tog imod mit håndtryk.

"Vi undskylder meget ulejligheden, men min veninde og jeg kom forbi for at se p..." "Guud, har jeg ikke set dem før et eller andet sted?", afbrød kvinden mig igen med store opspilede øjne og med hånden for munden, så hun tydeligvis var målløs.

Jeg nikkede med et lille grin, "Det kunne nok tænkes mrs Abrams... Jeg er Justin Bieber, NBA spiller for NETS..", svarede jeg med et skævt smil, så kvinden grinede målløs, "Guud! Det er jo dem?! - Ej, velkommen til! Har de ikke engang boet her?", fnes mrs Abrams stadigt med et overrasket blik på mig, og det var tydeligt, at hun dårligt havde lagt et blik på Amelia, eftersom jeg åbenbart tog nærmest al opmærksomheden. Tja, jeg var jo nok ret vant til, at det var sådan. Sådan var det ligesom, at være okay berømt, som jeg jo var. Men tro mig, når jeg hilste på fremmede mennesker og når de ikke lige reagerede på samme overraskende måde som mrs Abrams, så nød jeg det bare så længe det varede, eftersom det ikke var alle der bemærkede, at jeg ellers var én af de rimelig professionelle NBA spillere.

At være anonym til tider, var faktisk fedt og afstressende fra mit berømte liv..

Jeg nikkede med et skævt smil, "Jo, dette er hovedsagligt mit barndomshjem mrs Abrams.." Ja, jeg kunne jo egentligt ikke vide om hun var en gift kvinde, men gik bare lidt ud fra det eftersom hun lignede en kvinde medio trediverne og altså var mor til i alt fald et barn, hvis ikke flere?

"Det var måske dem, der flyttede ind, efter min mor forlod adressen?", spurgte jeg yderligere med et skævt smil, så mrs Abrams rystede lettere på hovedet, "Nej mr Bieber, der har boet et ældre ægtepar før os. Jeg og mine børn flyttede ind for knap to år siden..", forklarede mrs Abrams med et lille smil, så jeg nikkede.

"Hvad med deres mand?", spurgte jeg lettere nysgerrigt, selv om det faktisk ikke vedkom mig, men som det lød til, så omtalte hun kun hende og hendes børn - ergo.. Hun havde et eller flere børn udover Annie her.

Mrs Abrams nikkede med et lille smil, "Jeg er skilt og enlig mor til tre mr Bieber..", forklarede hun roligt, så jeg nikkede med et forstående smil.

"Okay, de må undskylde min nysgerrigh.." "Det gør skam ikke noget mr Bieber.. Vil i ikke gerne ind og se hjemmet?", afbrød hun og trådte lettere til siden i døren, så jeg nikkede med et smil til hende og så flygtigt på Amelia med et smil, som hun gengældte med hendes evigt søde og charmerende smil, som jeg aldrig havde kunne stå for.

Jeg så væk fra Amelia og trådte indenfor i den alt for velkendte entre, som dog alligevel så anderledes ud end jeg huskede den.

Jeg stoppede op og spejdede rundt i entreen. Det eneste der så velkendt ud var måden entreen var på og den skarpt vinklede trappe, der 100% førte hele vejen op til stuesalen og derefter videre op til førstesalen. Ja, det var og havde altid været en lille trappe op til stueetagen hvor stue, køkken og gæstetoilet var at finde og trappen fortsatte så op den anden vej op til førstesalen, hvor jeg vidste, der var tre værelser og et badeværelse at finde og en loftlem i gangen deroppe, som førte op til det kolde loftsrum. Gangen var sig selv, men smukt malet og velholdt og den tisgule og slidte tapet var væk og udskiftet med hvidt filttapet. Der var indrettet med en lille smal entrekommode i mahogni eller også var det billig efterligning og over kommoden et matchende stort spejl og lidt derfra var der en stor knagerække med jakker og skohylder, der var domineret af damesko og børnesko, der tydeligt viste en blandet landhandel af drenge og pigesko, og det var tydeligt, at se, at der også boede en teenager her med drengesko i rimelig stor størrelse.

Mrs Abrams fik lukket døren efter Amelia og jeg og hun smilede venligt, "Ja, jeg ved ikke om vi bare skal være bekendte ved fornavne i stedet? Jeg hedder Macie, og i har hilst på Annie, som er min mindste på syv år, og der ud over har jeg to sønner Michael og Jake på tretten og seksten år. Michael er lige på sit værelse og spiller computer, mens min ældste Jake er hjemme hos sin kæreste i øjeblikket, så der er altså kun Michael, Annie og jeg til stede..", forklarede Macie med et smil, så jeg nikkede med et smil.

"Det er fint Macie.. Jeg hedder som sagt Justin, og det her en min veninde siden barndommen Amelia Erhart..", præsenterede jeg yderligere, så Macie smilede og gav endelig Amelia hånden.

"Hold da op! Samme navn som den berømte kvindelige pilot Amelia Earhart?", grinede Macie, så Amelia fnes lettere, "Sandt nok Macie, men dog ikke helt, eftersom mit efternavn staves en lille smule anderledes, men det var min far der valgte navnet Amelia, fordi han selv er så tosset med gamle fly fra 1930'erne af og derfor syntes han, at det kunne være sjovt, at jeg hed lidt af det samme som hende piloten...", forklarede Amelia, så jeg ikke kunne lade være med at trække på smilebåndet selv over det. Ja, den historie havde jeg selv været bekendt med siden jeg fik den af Amelias far, dengang jeg var 12 år - Tror jeg?

Macie nikkede med et smil og slap Amelias hånd, "Jamen, så vær så venlig, at smide jeres sko, for jeg bryder mig ærligt talt ikke om at folk render med fodtøj indenfor, hvis jeg skal være ærlig..", forklarede Macie, så både Amelia og jeg nikkede med fnis.

Selvfølgelig ville jeg da tage hensyn. Jeg var jo ligesom indenfor hos en fremmed familie, så var det da kun vigtigt at respektere de regler, der blev pålagt mig. Og det samme kunne jeg jo påstå om Amelia, der uden protest gjorde det samme som jeg...

~

Jakes værelse (Justins barndomsværelse), 288 Willow Street in Stratford, Ontario, Canada, Canada, Fredag d.29 maj, 2015, kl. 20:21

Det var vildt mærkeligt, at være her igen. Alt var så anderledes herinde, mens jeg havde tilladt mig at sidde på Jakes seng, der stod tæt op ad vinduet, modsat hvor min gamle seng ellers havde stået.

Her var tilpas lunt i værelset og der var lyst i værelset, orden og faktisk en behagelig atmosfære. Det var stik modsat af hvad jeg selv huskede mit gamle værelse, der nærmest altid var fugtigt og koldt i vinterperioderne, min seng stod midt på gulvet uden at støde direkte op ad de fugtige kolde vægge, gulvtæppet var slidt og med mange spildte pletter fra Kevins dåseøl, hver gang, han havde bevæget her ind mod min tilladelse.

Men nu? Værelsets størrelse og bygning var stadigt det samme, men med nye vinduer, nyt malet tapet og et enkelt flot og plejet væg til væg gulvtæppe. Indretningen var enkelt og typisk drenget for en teenager, der både havde en pæn og velholdt halvandenmands boksmadras stående på meder, et glasskrivebord, hvor der meget enkelt stod et blyantskrus i stål med enkelte kuglepenne og blyanter i, en lukket sort laptop med fede og ret drengede klistermærker påsat, en sort skrivebordsstol ovenpå et plastikunderlag på gulvet, så stolen velsagtens ikke lavede mærker i tæppet og også kunne køre bedre rundt på det areal af gulvet, som stolen skulle. Jake havde det hele med et par skateboards op ad endevæggen, mange forskellige sko, der stod på rad og række langs væggen og et lille fladskærmstv, så han tydeligvis kunne se tv heroppe. Plus var der andre vigtige småting og selvfølgelig et pænt tøjskab. Alt i alt, så manglede knægten tydeligvis ikke noget.

Det var så meget anderledes mine teenageår, hvor jeg satte mest pris på min mor og søster og at vi overhovedet havde tag over hovedet.

Kunne man snakke om forskel?

Amelia kiggede selv rundt hvor hendes blik faldt på en vis væg, som vi i gamle dage ofte havde siddet op ad, når der ikke var for koldt. Jeg smilede svagt over, at hun pludseligt gik hen til spottet og satte sig op ad væggen og hun så hen på mig med et varmt smil, som jeg gengældte, hvor ved jeg selv rejste mig fra sengen og gik hen og satte mig ned op ad væggen ved siden af hende og så på hende.

"Vores små skriblerier på væggen er væk...", sagde hun lavt, så jeg ret automatisk så mig flygtigt over skulderen og på den pågældende væg, hvor jeg som meget lille havde tegnet og hvor Amelia og jeg også havde skrevet små notater, som lidt for sjov.

Jeg så nikkende på hende med et skævt smil, "Selvfølgelig... Der er jo kommet nyt tapet op...", svarede jeg lavt med et smil. Amelia nikkede med et lille bid i underlæben.

"Husker du, at vi tit sad her og lavede lektier?", fnes hun lavt, så jeg nikkede med et smil og så væk fra hende og endte mit blik henne ved værelsesdøren, hvor jeg sukkede over tanken om at Kevin ofte bare brasede ind ad den dør, som en eller anden jubelidiot. Kæft, hvor ødelagde han bare meget dengang!

"Hvad tænker du på Justin?", spurgte hun lavt ved min side.

Jeg sukkede tungt og så ned på gulvet mellem mine lettere bukkede og spredte ben, "Det er bare...", mumlede jeg med en klump i halsen og rystede svagt på hovedet, mens jeg bare ikke kunne få mig selv til at se op på hende.

Jeg prøvede ihærdigt at holde det tilbage, men alligevel brød en tåre ud af min ene øjenkrog og langsomt banede den sin vej ned ad min venstre kind.

"Justin...", hviskede hun tydeligvis, og jeg vidste straks, da hun lagde sin arm om nakken og skuldrene på mig, så var det gået op for hende, at jeg havde det skidt med de minder, som invaderede mine tanker.

"Shh... Han er jo her ikke mere... Det er fortid...", hviskede hun trøstende, og jeg hvilede mit hoved på hendes skulder og mærkede med det samme, at hun selv hvilede sit hoved op ad mit.

Jeg tørrede hurtigt mine tårer væk fra mine kinder med min venstre hånd - Ja, der var altså kommet en del flere af dem, for lige meget hvor meget jeg faktisk kæmpede imod, så gjorde det pokkers ondt. Det var som om, at mine fortidige ar, var blevet revet op igen og at jeg var et stort åbent og sårbart sår, nu hvor jeg befandt mig et sted, der havde sat så mange ar i sjælen på mig.

Jeg sukkede trist og nikkede svagt op ad hendes skulder og hoved, "Jeg ved det... Men selv om han er død og jeg er kommet videre med mit liv, så føles det virkelig som om jeg kan mærke hans kolde tilstedeværelse... Det er som om, at han stadigt har mig i et fast gre...." "Brrrr... brrrr... brrrr....", blev jeg afbrudt min sætning af tydeligvis min iPhone, der vibrerede som besat i min bukselomme.

Jeg sukkede hårdt og fjernede mig fra Amelias skulder og så med et trist smil på hende, "Undskyld mig et øjeblik.."

Hun nikkede med et lille smil og jeg lagde al min opmærksomhed på min iPhone, der tydeligvis ringede voldsomt i lommen på mig og jeg fiskede den op og med en knude i maven opdagede jeg nu hvad klokken faktisk var blevet, samtidigt med, at Callum ringede til mig, så jeg straks svarede ham,

"Ja?", svarede jeg med en klump i halsen.

"Hvor pokker er du henne Justin? Carter, har ringet flere gange for at høre hvor pokker du bliver af? Kampen begynder altså snart og flere af dine holdkammerater ved ikke hvor pokker du er?!", lød det skældende og desperat fra Callum i den anden ende.

Jeg sukkede tungt og gned mig flygtigt i panden, "Cal, jeg kan forklare.." "Ja, det håber jeg så sandelig! Det er en vigtig kamp det her! Du kunne sagtens blive væk Justin, men så ved du også at du sætter din karriere på spil! Hvem vil have en professionel spiller, der i sidste ende ikke møder op til de vigtige kampe? Det handler for pokker om din ære Justin, og det er MIG, der står til ansvar for dig, og du VED det! Hvad tror du ikke også Jeffrey siger til det her? Han er mindst lige så bekymret! Det var jo trods alt ham, der fand... "Fandt mig, ja! jeg ved det godt Cal, og jeg er virkelig ked af det, men tiden har fløjet afsted og jeg havde ærligt og redeligt svedt kampen ud for pokker! Sorry!", afbrød jeg desperat og hørte et hårdt suk i den anden ende.

"Det her Justin - det står på DIN regning, er det forstået?! Nu synes jeg, at du skulle ringe og fortælle Carter, hvor pokker du er henne lige nu! Og nu håber jeg fandeme for dig selv, at du sidder i flyet på vej hjem, ell..." "Nej..", afbrød jeg med et hårdt suk og kæmpede mig op at stå midt på gulvet.

"Nej hvad?", lød det uforstående fra Callum, så jeg sukkede og gned mig irriteret i panden på mig selv.

"Nej, ærligt og redeligt Cal, jeg havde svedt tiden ud, fordi så mange ting lakkede ind over mig, så jeg glemte alt og..." "Du siger fandeme ikke, at du STADIG er i CANADA?!", råbte han afbrydende i telefonen, så jeg grinede svagt akavet og gned mig frustreret i nakken og stirrede frem for mig, "Desværre.. jo...", mumlede jeg forskræmt og bed mig fortrydende i underlæben.

"HVAD?! Justin, nu lægger jeg på, og så er du straks afsted til den lufthavn og det er nu! Så ringer jeg til Carter og siger at du er på vej, og når du sidder i flyet, så ringer DU til ham og forklarer situationen! Er det forstået?!", lød det hårdt og desperat i telefonen fra Callum, så jeg sank en klump og nikkede med en ubehagelig følelse i maven. "Javel...", mumlede jeg forlegent og hørte straks at Callum havde lagt på.

"Åh nej...", lød det i et suk bag mig, så jeg hurtigt vendte min opmærksomhed mod Amelia, der lignede én med skyldfølelse, "Er det min skyld, at vi glemte alt om din kamp i aften?", spurgte hun lettere frustreret, så jeg sukkede og rystede på hovedet med et svagt smil, "Du kunne åbenbart høre Cal i telefonen?", grinede jeg svagt, så hun nikkede med et uskyldigt smil.

Jeg smilede roligt og trådte frem mod hende og trak hende ind i et flygtigt knus, "Nej Meli.. Det er ikke din skyld... Det er okay... Jeg svedte det bare ud selv..." "Jamen, jeg har helt ondt af di..." "Det skal du ikke smukke... Jeg ved jo ligesom godt selv, at det kræver, at jeg kan tage ansvar for mine handlinger.. Min karriere er ikke et lutter sølvfad med alverdens luksus - tro endelig ikke det... Bare fordi jeg er berømt og professionel, så er det ikke ensbetydende med, at mit liv er så let som ingenting - Det kræver ansvar...", mumlede jeg det sidste ud og trak mig fra knuset med hende og så med et undskyldende smil på hende.

"Jeg bliver nød til at vende tilbage til Brooklyn og det er straks. Efter det møgfald jeg fik fra Cal, så tør jeg sgu ikke, at holde mig ydeligere væk...", forklarede jeg roligt, så Amelia nikkede med et svagt smil.

"Kommer vi til at ses igen?", spurgte hun med et lille undskyldende blik, så jeg ikke kunne lade være med at trække på smilebåndet.

"Det håber jeg da? - Du kunne ikke tænke dig at komme med og se kampen og evt se hvordan jeg bor?", prøvede jeg at lokke lidt med et charmerende smil, så Amelia fnes og rystede på hovedet, og som altid fik hun mit hjerte til at slå hurtigere, da hun pludseligt trådte frem og lagde sine arme om nakken på mig, "Det lyder meget fristende, men jeg kan ikke bare slippe alle ting på nul komma fem, og jeg har en opgave, som jeg skal have arbejdet på.. Og hvad andet er, så tror jeg ikke liiige din kæreste ville synes om den idé...", forklarede hun med et usikkert skævt smil, så jeg selv smilede svagt og nikkede.

Ja, nu havde lige glemt Tess for en stund, kun fordi jeg følte Amelia fyldte det tomrum ud, som Tess ikke kunne fylde ordenligt ud. For selv om Amelia og jeg havde været adskilt i flere år, så virkede det som om, at vi ikke havde været adskilt så længe. Vores venskab var her stadigt og Amelia gav mig ligefrem langt mere omsorg og opmærksomhed og hun virkede lige som i gamle dage slet ikke angst for at give mig kærlige knus og medfølende ord med på vejen. Hun var bare den samme som altid, med den undtagelse, at jeg følte langt mere for hende, end hun åbenbart gjorde for mig, men bare hendes omsorg i dag og hendes lindrende ord, gjorde langt mere end hvad Tess formåede. Amelia bragte gemte og rare følelser frem i mig og jeg følte mig pokkers godt tilpas sammen med hende. Men med Tess? - Det var helt anderledes med Tess...

Uh.. Tess hun var... hun var... Ja, hvad var hun i det hele taget for mig? En kæreste, som jeg hang fast i og som jeg troede på ville ændre sig til det bedre, men så så man lige mig.. Jeg jagtede en gammel flamme... Min barndomsveninde..

Jeg nikkede svagt med et lille smil, "Jo, du har nok ret Meli, men i sidste ende bestemmer Tess ikke over, om jeg må invitere venner eller veninder med mig til mine kampe.. Jeg er jo ligesom herre over mig selv.. Og du tror ikke, at du ville kunne afse i dag og i morgen med et besøg i storbyen? Jeg skal nok sørge for, at du bliver bragt hjem igen engang i morgen.. Yderligere har jeg flere gæsteværelser, som du k..." "Justin, hør dig selv? Jeg under samme tag sammen med dig og din kæreste? Jeg vil altså ikke ende som et tredje hjul og i et trekantsdrama forstår du no..." "Meli..", afbrød jeg hende igen og lagde mine hænder om hendes skuldre og smilede varmt ned til hende, så hun så opmærksomt mig i øjnene, "Ja?", svarede hun forknyt, så jeg grinede lidt.

"Tess har under ingen omstændigheder sin ret til at fryse dig ud.. Jeg har kendt dig i mange år, og hvis hun ikke kan tåle, at jeg har min allerbedste veninde overnattende vel og mærke i én af mine gæsteværelser, mens Tess ligger i samme seng med mig, ja.. Så er der fandeme noget galt med hende!", forklarede jeg bestemt, så Amelia fnes med blussende kinder og nikkede, "Du siger noget..", mumlede hun.

Jeg ruskede blidt i hende med et smørret smil, "Kom nu smukke? Sig nu ja?", udbrød jeg med et spændt smil mens jeg så opmærksomt ned på hende.

Hun fnes med et bid i underlæben og nikkede med blussende kinder, "Mmh.. Okay!", svarede hun resolut, så jeg så glædeligt overrasket på hende, "Mener du det?!", udbrød jeg glad, så Amelia nikkede grinende, "Jaer.. Ja, jeg mener det!", grinede hun så jeg nok blev lidt overstadig og løftede hende op under hendes røv og op i mine arme og drejede nogle omgange rundt med os.

- Det her kunne KUN blive godt! Min bedste veninde og jeg... We were back at it again!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...