From Nerdy To Flirty

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2016
  • Opdateret: 3 nov. 2016
  • Status: Igang
Vi følger Justin Drew Bieber på 21 år, som er en professionel basketballspiller for Brooklyn Nets, som spiller for NBA. Lige hvor han er på det højeste mål i sin karriere, bliver han interviewet og straks hevet tilbage til en barndom præget af mobning i skolen, stemplet, som en nørd, trods kæmpen for det eneste han brænder for - Basketball, hans far, der døde ung i en motorcykelulykke, en alkoholisk og voldelig stedfader, og en mor med dårlige nerver, og ej at forglemme en søster i nød, og voksne beslutninger, som han må tage fra barnsben af og ikke mindst den eneste ven han havde som teenager; Amelia Rosalynn Erhart. Justin tager derfor en alvorlig beslutning om at vende tilbage til Canada og straks vælder flere og flere minder op, både på godt og ondt. ***Historien vil blive skildret i nutid og flashbacks*** ***Justin er IKKE kendt*** ***Hårde scener kan forekomme***

89Likes
60Kommentarer
46321Visninger
AA

13. "Friends?"


Amelias synsvinkel:

Skovbrynet tæt på Homewood Health Centre,150 Delhi St, Guelph, ON N1E 6K9, Canada, Fredag d.29 maj, 2015, kl. 18:17

Jeg betragtede ham med et lille varmt smil, mens vi gik og det fik som hver eneste gang mit hjerte til at slå ekstra oktaver over, hver gang han gengældte smilet.

"Der var noget, som du ville tale med mig om?", spurgte jeg roligt, mens jeg så flygtigt op på ham med et lille smil, så Justin grinede svagt, mens han nikkede, "Det er der også...", svarede han med et skævt smil, så jeg nikkede med et lille smil og så derefter væk fra ham igen, hvor ved jeg så frem for mig og så Pattie gående nogle meter foran os.

"Så hvad er det?", spurgte jeg med et lille skævt smil, mens jeg stadigt så frem på Pattie, der stadigt gik som i sin egen verden det stykke foran os, men hun nød tydeligvis naturen omkring os.

"Jo.. Alts...", blev han tydeligvis afbrudt af sin iPhone igen, så vi begge stoppede op og jeg betragtede ham med undren, mens han så med et suk ned på sin ringende mobil i hans venstre hånd, hvorefter han så med et svagt smil på mig, "Jeg bliver nød til at tage den Meli... Vil du have mig undskyldt et øjeblik?" Jeg nikkede med et svagt smil, hvorefter han besvarede opkaldet.

Jeg betragtede Justin træde lidt afsides stien, men ikke mere end et par meter væk fra mig, "Hey Cal..", hørte jeg ham besvare roligt.

"Ja, hvad da?"

"Siger hun det?"

"Armen je... - Nej, hør nu Cal, jeg er smuttet et visit til Canada..", forklarede Justin tydeligvis personen i telefonen, hvor han nikkede svagt og gik lettere rundt omkring sig selv med den ene hånd i lommen, mens hans blik var nede på grusstien, hvor han stod og puffede og sparkede en smule til småstenene. Nøjagtig, som at se den "gamle" Justin, dengang vi var uadskillelige venner, eller... Det var noget anderledes dengang jeg skulle sige farvel til ham - Det var som om.. Ja...

Jeg trådte nogle skridt bagud og satte mig hen på en oversavet træstub mellem det høje græs og betragtede ham, mens han snakkede i telefonen, og pludseligt var det som om, at visse ubehagelige minder dukkede op i mine tanker...

""Vi går nu skat... Kommer du?"

Jeg rystede på hovedet med et trist blik, mens jeg betragtede min mor henne ved dørkarmen til stuen, "Bare hils ham og ønsk ham en god tur..", svarede jeg med et trist suk, så min mor så med et løftet blik hen på mig og rystede uforstående på hendes hoved, "Jamen lille skat? Hvad er der gået galt, siden du ikke vil med hen og ønske dem en god rejse til LA? - Det er som om, at du har taget afstand til Justin her på det seneste?"

Jeg sukkede tungt og rystede svagt på hovedet, "Der er ikke noget mor.. Jeg magter bare ikke at skulle sige farvel til ham nu her..", mumlede jeg trist og trak mine ben op under mig i sofaen, mens jeg bare stirrede tomt frem for mig, mens jeg svang mine arme i spænd rundt om mine ben og hvilede den ene side af mit hoved op ad mine knæ, så jeg nu stirrede lige ind i sofaryggen og mærkede de første enkelte tårer rende ned ad mine kinder.

"Amel..." "Nej mor! Bare gå uden mig og hils ham fra mig..", snøftede jeg svagt.

"Hmm.. Som du vil?", hørte jeg hende svare, hvorefter jeg hørte skridt i baggrunden forstumme og alle mine families stemmer forstummede i det jeg hørte hoveddøren smække lettere i, så jeg pludseligt følte mig ufatteligt alene tilbage.

- Hvorfor skulle det også ende på den måde mellem Justin og jeg? Lige som jeg havde troet, at vi var begyndt at have noget sammen, så havde han pås...."

"Meli? Hallo?"

Jeg vågnede lettere forvirret op fra mine flyvske tanker og så lettere op, hvor Justin stod med et smørret smil, mens han så ned på mig, "Du var da vidst et helt andet sted henne Meli?", smilede han pokkers charmerende med hans typiske lækre bid i underlæben, som jeg altid blev så pokkers svag over for.

Han rakte sin højre hånd ned til mig og hintede med hovedet, "Kom, lad os gå videre? Min mor er allerede langt foran os..", tilføjede han roligt med et varmt smil, så jeg nikkede og tog imod hans hånd og lod mig trække op fra den lave træstub, som jeg havde siddet på, hvorefter han til min overraskelse ikke slap min hånd, til trods for, at vi ellers gik videre ned ad grusstien.

- Det var både en underlig, men også en dejlig følelse, at gå hånd i hånd med ham.

Jeg fugtede nervøst mine læber uden at se på ham, mens vi gik videre og nød omgivelserne - Fuglene, der sang oppe fra trækronerne, duften af naturen, alle de smukke lysegrønne omgivelser med smukke blomster i skovmulden, solen, der skinnede varmt, og den knitrende lyd under vores sko fra småstenene og sidst men ikke mindst, Justins varme hånd i min! Alt, var perfekt!

"Hvad tænkte du på?", brød Justin pludseligt stilheden, så jeg så lettere forlegent op på ham ved min side og rystede svagt på hovedet med et lille fnis, "Ikke noget særligt.."

"Arh Meli, den køber jeg så ikke lige..", grinede han smørret, så jeg smilede lettere forlegent og rystede igen på hovedet, da jeg et eller andet sted ikke havde lyst til at rode op i den dumme fortid, som vi havde haft.

"Der er ikke noget..", smilede jeg undskyldende, så Justin overraskede mig ved pludseligt at stoppe op og gribe lettere fast om mine overarme, så jeg blev tvunget til at stå foran ham, "H..hvad gør du?", spurgte jeg nervøst og bed mig nervøst i underlæben, mens jeg så op på ham.

Han virkede lettere alvorlig, mens han så bestemt ned på mig og fjernede langsomt hænderne fra mine arme, "Meli.. Vær nu ærlig over for mig? - Lige siden... Ja.. For at være ærlig, så lige siden dengang jeg rejste til Los Angeles med min familie, så har det gået mig på, hvorfor vi skulle skilles på den måde..." "Hvad mener du Justin? Jeg forstår ikke?", brød jeg lettere ind, så Justin så ned mellem os med et tungt suk, "Du ved vidst godt hvad jeg mener Meli..", svarede han lavt. Jeg smilede usikkert og greb i blinde ud efter begge hans hænder, uden at fjerne blikket fra hans hoved, hvorefter han så op og fandt mit forsigtige smil til ham.

Jeg sank en klump og nikkede svagt, "Jo, jeg er vidst godt klar over hvad du hentyder til, men det er bare et trist minde, som jeg ikke har lyst til at rive op i, hvis du forstår?", forklarede jeg roligt, så Justin nikkede svagt, "Jo men.. Hvorfor endte det bare sådan? Siden den dag, så har jeg tænkt tilbage på det i ny og næ, fordi det har gået mig på... I virkeligheden, ønskede jeg slet ikke, at det skulle ende sådan..", forklarede han med et trist blik, så jeg nikkede svagt og fugtede mine læber en anelse.

"Men du ville jo ikke indlede et forhold med mig dengang, og ja.. For at være ærlig, så var det vidst også dumt af os, at begynde med at fjolle rundt på den måde? Hvad havde vi ellers forventet? Vi var hinandens allerbedste venner og var som uadskillelige søskende - Hvorfor ødelagde vi det med kys og flirts, som vi inderst inde godt vidste var dødsdømt..", forklarede jeg roligt med et lille undskyldende smil, og straks slap Justin begge mine hænder og trådte et halvt skridt bagud uden at vige blikket fra mig.

"Du har ret... Hvorfor skulle den slags ødelægge vores venskab på den måde?", svarede han med et køligt blik på mig, så jeg ærlig talt blev forvirret over hans pludselige kølige væsen over for mig.

Han bed sig i underlæben, men som alle de gange det havde virket flirtende og charmerende, så virkede det pludseligt reserveret og køligt, hvorefter han lagde sin venstre hånd om min højre kind, så det fik mit hjerte til at slå kolbøtter de sekunder det varede, "Jeg vidste, at det her var en fejltagelse...", mumlede han hvorefter han bare gik?

Jeg vendte mig febrilsk omkring og så ham trave afsted med begge hænder i lommerne med retningen mod Pattie, som om at han pludseligt havde travlt med at komme væk fra mig?

"Justin?!", kaldte jeg uforstående efter ham, men han stoppede slet ikke?

~

Verandaen udenfor Homewood Health Centre,150 Delhi St, Guelph, ON N1E 6K9, Canada, Fredag d.29 maj, 2015, kl. 19:03

Dagen var bestemt gået hen og blevet en tand forvirrende for mig. Justins sidste sætning kørte hele tiden i mit hoved; "Jeg vidste, at det her var en fejltagelse..."

Jeg havde bevidst gået flere meter bag Pattie og Justin, hvor vi endelig var kommet tilbage til hjemmet, hvor jeg blot havde standset op udenfor hjemmet, mens jeg havde ladet Justin forsvinde indenfor med Pattie ved sin side. Ja, jeg havde slet ikke kunne få mig selv til at følge med, for det var som om, at jeg var luft over for Justin igen og hvor jeg mest af alt havde haft lysten til at smutte hjemad, så kunne jeg slet ikke få mig selv til det - særligt ikke efter den måde Justin havde "forladt" mig på tidligere og hele tiden kørte sætningen bare i mit hoved; "Jeg vidste, at det her var en fejltagelse..."

Hvorfor havde han sagt det på den måde? Som om han inderst inde faktisk havde ment noget helt andet?

Jeg rystede opgivende på hovedet, mens jeg så ned på mine fødder på det nederste trappetrin og sukkede. Hvorfor skulle alt være så pokkers forvirrende? På mange måder var det som om, at det der foregik mellem Justin og jeg, som var jeg kastet tilbage i tiden...

""Hey.. Kan vi mødes samme sted, som i går her kl 14:00? - Justin."

Jeg sukkede over at læse beskeden endnu engang i min iPhone, hvor jeg havde svaret ham tidligere, at det var en aftale, og hvor hans eneste svar havde været "Godt" - Et skide "Godt"? Ja, jeg forstod slet ikke hans kølige facon i hans beskeder. Jeg troede virkeligt, at vi endelig havde noget sammen, siden vores ret lange og intense tungekys i går, hvor alt bare havde føltes himmelsk og fuldendt.

Jeg sukkede og hoppede ud af beskederne og låste min iPhone og proppede den ned i min højre forlomme i mine shorts, hvorefter jeg så mig omkring, men stadigt ikke kunne se Justin nogle steder, så jeg besluttede mig for at kravle op på den store lave gren fra piletræet, så jeg kunne nyde udsigten over den store smukke sø og bare nyde sommerens varme stråler kysse mine bare arme.

Flere minutter gik, hvortil jeg gispede lavt, da jeg kunne høre lyden fra en typisk motorcykel komme nærmere, så jeg endte med at se mig tilbage over venstre skulder og smilede forelsket, da jeg så motorcyklen med personen med den røde styrthjelm på hovedet stoppede og parkerede tæt op ad min cykel, hvor ved personen steg af motorcyklen, slukkede motoren og sekunder efter trak den røde styrthjelm ad hovedet, så hans brune lange hår pjuskede i flere viltre retninger, så han tydeligvis havde fået frisure efter hjelmen.

Han hang hjelmen på styret og rettede efterfølgende på hans perfekte hår og ruskede lettere i det, så det fik næsten det typiske hairflip, som han havde haft længe. Derefter tog han sin sorte læderjakke af og smed den hen over sædet på motorcyklen. Ja, det var en slidt jakke, som han gerne brugte som en slags beskyttelse, når han stæsede rundt på sin motorcykel, og straks blev hans hvide t-shirt afsløret, så jeg også kunne se hans flotte solbrændte hud på hans underarme.

Jeg vinkede og smilede forelsket til ham, men underligt nok smilede han ikke og vinkede blot på en ligegyldig og kort facon, mens han nærmede sig mig med hænderne malplaceret i hans jeanslommer, hvorefter jeg med en ubehagelig følelse i maven hoppede ned fra grenen og bukkede mig under grenen, for at komme om på den anden side, hvor Justin kom helt ned til bredden til mig.

Jeg smilede kærligt til ham, men mit smil falmede hurtigt, eftersom han stadigt ikke rigtigt smilede, "Er der noget galt? Du virker så alvorlig?", spurgte jeg bekymret og rakte min højre hånd mod ham, for at han skulle tage imod den, men eftersom han slet ikke tog hænderne op fra hans jeanslommer og bare så med et alvorligt knebent blik på mig, fordi solen tydeligvis blændede ham en smule, så stak det tydeligvis i hjertet på mig.

"Just..." "Jeg kan ikke det her Meli!", afbrød han mig med en smal streg om hans ellers perfekte bløde læber, som jeg havde nydt at smage så meget på i går.

Jeg rystede forvirret på hovedet over hans pludselige udbrud, "Hvad kan du ikke?", spurgte jeg med en stikkende følelse i hjertet.

Justin sukkede opgivende og så flygtigt til siden, hvorefter han så direkte på mig igen med et ligegyldigt blik.

"Jeg har ligget og tænkt på det hele natten Meli... Det der skete mellem os i går... Det skulle ikke have været sket - Jeg kan ikke det her.. Os! Ja, forstår du?", forklarede han med et trist blik på mig, så jeg følte en knude i maven og mine tårekanaler blev tydeligvis fyldte.

Jeg trådte et skridt frem og begyndte at banke ham med knyttede næver i brystet på ham, "Hvad helvede mener du med den udtalelse Justin?!", råbte jeg ham frustreret i ansigtet, hvorefter de første tårer brød i en syndflod ned ad mine kinder.

Justin så med et forlegent blik ned i jorden til trods for mit frustrerede udbrud på ham, hvorefter han greb hårdt fat om begge mine håndled mellem os, uden hans greb gjorde ondt på mig.

Han så mig atter i øjnene, mens han holdte mig fast, "Mel..." "NEJ!", skreg jeg ham grædende i ansigtet, så han sukkede med et bedrøvet blik, så han tydeligvis var tæt på at græde selv og sank en klump, "Meli... Jeg regner stærkt med at flytte snart for bestandigt, og så kan jeg slet ikke holde tanken ud om et langdistanceforhold, som jeg ved vil briste mellem os med tiden!", forklarede han frustreret, mens jeg hulkede voldsommere end før.

"M..men HVORFOR? Du skal jo kun være i LA i tre måneders tid Jus..." "Meli, nej!", afbrød han mig bestemt med sit beduggede blik på mig, så jeg følte mit hjerte galoperede voldsomt afsted på den utrolige ubehagelige måde, "Hvad?", spurgte jeg bange, så han sukkede trist, mens han rystede på hovedet og så virkelig bedrøvet på mig og endelig rendte en enkelt tåre ned ad hans ene kind.

"Meli... Planen er, at jeg pludseligt flytter andetsteds fast et sted i én af staterne, når Jeffrey har fundet et NBA hold, som jeg skal være fast på.. Det i LA... Det er kun en oplæringsperiode, kan man vel kalde det?", forklarede Justin i en lav frustreret tone, så jeg rev mine håndled ud af hans hænder og skubbede ham hårdt i brystet, så han forvirret trådte et par skridt tilbage, "Meli, jeg er vir..." "NEJ!", skreg jeg ham grædende i ansigtet og puffede ham igen i brystet, så han trådte flere skridt tilbage.

"HVORFOR JUSTIN!", skreg jeg frustreret i ansigtet på ham - "DU VED UDMÆRKET HVOR HØJT JEG ELSKER DIG! HVORFOR GØR DU DET HER MOD MIG?!", skreg jeg ham grådkvalt i hovedet på ham, så endnu en tåre tydeligvis rendte ned ad hans kind og han bare lod mig skubbe til ham gentagende gange i brystet.

"Meli, du må ikke tro, at jeg slet ikke har følelser for dig, for det har j..." "HOLD KÆFT!", skreg jeg ham grådkvalt i ansigtet, mens jeg skubbede ham igen, hvorefter jeg vendte mig omkring og brød hulkende i knæ, mens jeg gemte mig nede i mine knæ og mine arme skjulende om mit ansigt og hulkede løs. - Jeg følte hele min verden styrtede i grus!

Jeg mærkede en hånd ligge sig på min ene skulder, men jeg skubbede den febrilsk væk, "Nrrh.. L..lad mig vææære!", hulkede jeg højt mens jeg stadigt gemte mit ansigt.

"Mel..." "GÅ DIN VEJ!", skreg jeg hulkende ned i mine knæ.

Justin hørte tydeligvis hvad jeg udtrykkeligt skreg i gråd til ham, for alt jeg hørte var et tungt suk bag mig, hvorefter jeg hørte skridt, der forstummede og lidt efter lød atter den høje lyd af en motorcykel, der startede og tydeligvis kørte sin vej..."

Jeg sukkede tungt og så flygtigt op mod hoveddøren til huset, men så atter frem for mig og bed mig svagt i underlæben, mens jeg så ned ad vejen på Justins og min holdende bil bag hans og alligevel overvejede jeg at rejse mig og så bare smutte hjemad, for måske havde Justin sin gode ret, at gøre det slut mellem os dengang ved Victoriasøen? Vi var måske bare ikke skabt til at skulle være sammen eller have noget sammen?

I det hele taget, så ønskede jeg inderst inde, at jeg kunne spole tiden tilbage og fjerne vores kys og flirt mellem os dengang, for så havde vi måske stadigt været fortrolige bedste venner den dag i dag?

Jeg sukkede over min endelige beslutning og så ned på mit armbåndsur, "19:17..", tænkte jeg trist og besluttede mig for at rejse mig fra trappetrinet og bukkede mig lettere for at gribe fat efter min skuldertaske, som jeg tog over min højre skulder og trådte et trin ned, da jeg pludseligt hørte hoveddøren åbne det stykke bag mig, "Meli?", lød det ret velkendt i en overrasket tone fra ham, så jeg stoppede mig selv min færd ned ad trappen og så op mod ham over min skulder, hvor han med et lille svagt smil nærmede sig mig og gik roligt og afslappet ned ad trapperne, "Jeg troede, at du allerede var smuttet din vej?", spurgte han roligt og standsede op ved siden af mig på det næstsidste trin.

Jeg rystede svagt smilende på hovedet, "Nej, men jeg skulle til det...", svarede jeg roligt, så han nikkede med et svagt smil, hvorefter jeg klappede ham lettere på hans højre skulder, "Nå men... Det var dejligt, at se dig igen Justin...", svarede jeg roligt og så behersket som jeg kunne og brød øjenkontakten med ham og begav mig ned ad det sidste trin og gik med faste skridt ned mod min lille bil, som ikke kunne måle sig med den lækre sorte SUV, som Justin øjensynligt kørte rundt i.

Dette moment var virkelig akavet og også virkelig ubehagelig at opleve. Alt det som Justin og jeg havde haft mellem os i vores barndom, det kunne slet ikke måle sig med det jeg havde oplevet med ham i dag.

"Meli.. Vent!", kaldte han pludseligt efter mig, så det ærligt talt kom meget bag på mig, hvorved jeg stoppede op på stien en lille meter foran Justins SUV og vendte mig langsomt omkring, hvor jeg så Justin komme småløbende ned mod mig oppe fra huset af og stoppede blot en halv meter op foran mig, og han så ærligt talt ret alvorlig ud.

"Ja?", spurgte jeg forsigtigt med et bid i underlæben og rettede lettere undskyldende på min skuldertaske. Justin sukkede med et lille svagt smil og bed sig i underlæben, så bare det skide læbebid gjorde oprør med mit hjerte, "Meli... Jeg vil virkelig gerne undskylde min opførsel over for dig dengang, men jeg var en forvirret sekstenårig knægt og kunne virkelig ikke finde ud af, hvordan jeg sk..." Jeg lagde afbrydende min pegefinger over hans ret bløde og perfekte læber og smilede svagt, "Du skal ikke undskylde Justin...", svarede jeg roligt, hvorefter han blidt lagde sin hånd om mit håndled ud for hans mund og trak min hånd roligt ned og så opmærksomt på mig, "Men jeg mener det Meli! Jeg er så ked af alt den drama, der opstod mellem os.. Der er så meget, som jeg gerne ville have gjort om... Jeg savner min bedste veninde og jeg har måttet leve uden hendes støtte, knus og skulderklap i alle de år... J.. jeg savner dig Meli...", forklarede han, så jeg seriøst blev temmelig meget rørt over hans oprigtige ord til mig, så en tåre fandt vej ned ad min ene kind.

Justin smilede kærligt og bed sig i underlæben og et sug i maven opstod i maven på mig, da han pludseligt trak mig ind i et varmt og trygt knus, som jeg virkelig havde savnet i flere år.

"Hvad siger du Meli? - Tilgiver du mig for min store fejl?", spurgte han i vores varme og dejlige knus, hvor vi ligesom i gamle dage begyndte at stå og svinge roligt fra side til side i knuset.

Flere tårer rendte ned ad mine kinder, mens jeg smilede lettende og puttede mig op ad hans skulder, "J..ja...", svarede jeg i en lykkeligt suk og en dejlig varme strømmede gennem hele min krop, da jeg kunne mærke hans ene hånd trykke sig knugende i nakken på mig under mit hår og jeg kunne høre hans snøft.

"Meli... Nrrh... J.. jeg elsker dig så højt...", snøftede han i knuset, så jeg fnes grådkvalt og knugede ham tættere på mig ved at holde godt fast om ryggen på ham, "Og jeg elsker dig Jus...", svarede jeg lettet og lykkeligt og hørte et lille sødt kort grin fra ham.

"Dejligt...Venner?", spurgte han snøftende med en utroligt glæde i stemmen.

Jeg knugede ham det tættere på mig, selvom det nok var umuligt, at få ham tættere på mig, mens jeg smilede lykkeligt, mens jeg puttede mig trygt på hans skulder, "Altid Jus... Altid...", hviskede jeg lykkeligt, så et dejligt lille lykkeligt grin kom fra ham.

"Min elskede Meli...", snøftede han med et lille grin.

- Dette her var helt sikkert gået hen og blevet én af de allerbedste dage i mit liv...


~

Ja, sorry, det blev ikke så langt det kapitel, men mer skal nok snart komme ;)

Tror i selv, at Justin og Amelia ville kunne genoptage deres gamle venskab?

Og er det virkelig det som Justin selv ønsker? - Og hvad med Amelia?

Vi får se! ;)

~

Ida.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...