From Nerdy To Flirty

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2016
  • Opdateret: 3 nov. 2016
  • Status: Igang
Vi følger Justin Drew Bieber på 21 år, som er en professionel basketballspiller for Brooklyn Nets, som spiller for NBA. Lige hvor han er på det højeste mål i sin karriere, bliver han interviewet og straks hevet tilbage til en barndom præget af mobning i skolen, stemplet, som en nørd, trods kæmpen for det eneste han brænder for - Basketball, hans far, der døde ung i en motorcykelulykke, en alkoholisk og voldelig stedfader, og en mor med dårlige nerver, og ej at forglemme en søster i nød, og voksne beslutninger, som han må tage fra barnsben af og ikke mindst den eneste ven han havde som teenager; Amelia Rosalynn Erhart. Justin tager derfor en alvorlig beslutning om at vende tilbage til Canada og straks vælder flere og flere minder op, både på godt og ondt. ***Historien vil blive skildret i nutid og flashbacks*** ***Justin er IKKE kendt*** ***Hårde scener kan forekomme***

89Likes
59Kommentarer
45764Visninger
AA

7. Endeløse minder...


Justins synsvinkel:

Badeværelset i Justins to etagers lejlighed, 6'th Street, Park Slope, Brooklyn, NY 11217, USA. Torsdag d. 28 maj, 2015, kl. 22:12

Med et tungt suk, greb jeg ud efter dåseøl på kanten af mit store badekar og tog en tår af den, mens mit blik fulgte opmærksomt en gammel kamp, hvor Michael Jordan scorede med et fantastisk jump, så jeg sommetider ikke kunne forstå hvordan det lod sig gøre. Og ja, sådan tænkte jeg til trods for jeg selv havde hoppet på den måde flere gange før. Det var bare en anderledes følelse og se det som tilskuer.

"Justin?! Hvornår kommer du?!"

Hendes råbende stemme, fik mig til at himle med øjnene over det og jeg gad seriøst ikke svare hende på nuværende tidspunkt.

Ja, jeg fik ligesom ret i mine foruddannelser fra tidligere; Tess var ikke smuttet! Og lige med det, så havde jeg en tom følelse i maven, for havde hun været smuttet, så tror jeg faktisk ikke, at det havde ramt mig det mindste. Hun var her bare!

"Justin, hører du mig?!", råbte Tess igen, hvor det sikkert var inde fra soveværelset af. Jeg sukkede og gned mig irriteret i min fugtige pande og rørte en anelse på mig, så skummet på vandoverfladen bevægede sig roligt tæt ved min hage, der lige rørte skummet.

"JUSTIN!", hævede hun tydeligvis hendes skingre stemme.

"Tess for helvede! Jeg slapper altså lige af, så tag selv lige og slap af, okay!", råbte jeg irriteret tilbage og stirrede igen op på kampen på mit 45 tommers fladskærmstv, der hang en smule på skrå ud fra væggen, så udsynet var perfekt.

Straks gispede jeg ret forskrækket, da døren nærmest blev revet op, og hvor Tess med et ret olmt blik på mig, stod med hænderne i siderne på hendes ret perfekte hofter. Hun stod kun i sorte blonde g-string og en sort gennemsigtig babydoll ud over. Hun var nøgen i ansigtet uden hendes makeup og selv om hun var en smuk langbenet pige med silikonebryster og hendes lange blonde hår, så var hun ikke tæt på at være supersmuk uden hendes makeup. Ja, uden makeup var hun allermest almindelig og nærmest hen af den kedelige type, fordi hun havde korte øjenvipper, der normalt var så lyse, at hun fik vipperne farvet mørke, plus hun brugte falske vipper for ekstra fylde, men som nu, var hun bare kedelig i ansigtet. Men ja, det var en surprise jeg havde fået mig senere hen, efter at have datet hende et stykke tid, hvor hun ellers altid havde makeup på, hvor jeg aldrig havde set hende uden. Tro mig, det havde også været et mindre chok for mig, den første morgen, hvor jeg vågnede op ved siden af hende, første gang vi havde været i seng sammen, men ikke mindre af den overraskelse kom bag på mig, så havde jeg set bort fra det eftersom jeg virkelig var forelsket i hende dengang.

"Hvad?", spurgte jeg bare træt over hendes olme blik ned på mig, mens jeg greb min dåseøl på kanten igen og tog endnu en tår af den.

"Er det meningen, at du bare skal ligge der og drikke og se ligegyldigt tv?", vrissede hun irriteret med hænderne i hendes smukke hofter, hvorefter hun så nærmest forfærdet over mit åbne fotoalbum nede på gulvet, hvorefter hun stod og pegede ned på det, og sendte mig et flabet blik, så jeg bare så dorsk og træt op på hende.

"Og hvad laver det gamle fotoalbum på gulvet her i badeværelset?", tilføjede hun med et mærkeligt blik og satte sig på hug og skulle til at samle albummet op, hvor jeg fulgte hende med øjnene.

"Lad det ligge Tess.. Jeg kigger ligesom i det og hvad andet er, så er Michael Jordan ikke ligegyldig tv min egen..", svarede jeg med et falsk smil og tog endnu en tår af min øl og så atter op på tv'et.

"Bare gå i seng... Jeg kommer snart i seng...", tilføjede jeg træt uden at se hen på hende og hørte straks en  snerrende lyd fra hende og det kom bag på mig, da en parfumeflakon blev kylet ned i karret til mig, så den plaskede rimeligt meget i et ordenligt plump og sekunder efter lød der et brag fra døren. Jeg sukkede irriteret og fiskede parfumeflakonen op, hvor det gik op for mig at det var min 1 million parfume, som hun havde kastet i vandet. Jeg satte den op på kanten af badekarret, så den spejlede sig mod den store spejlvæg til højre for mig.

Somme tider, forstod jeg ikke, at Tess kunne være så meget på tværs, når hun ligesom havde alt hvad hendes hjerte begærede. Uden mig, var hun bare en simpel topmodelvinder fra Australien - Ikke en skid andet! Ja, det kunne undre mig, at hun turde være så meget på tværs af mig og risikere, at jeg bare gik fra hende, så hun ville blive efterladt med ingenting. Men hun følte sig med rette sikker! Jeg havde fandeme svært ved at skille mig af med hende, kun fordi jeg havde så dårlig selvtillid og ikke troede på, at der fandtes en anden pige/ kvinde, der bare ønskede sig mig og ikke det jeg stod for.

Jeg rettede mig mere op i badekarret og greb ud efter mit lille håndklæde, som jeg havde liggende oppe på kanten tæt op ad vægspejlet og tørrede mine hænder, for derefter at læne mig over kanten for at bladre endnu engang i mit gamle brune fotoalbum. Et album, som jeg havde tilbage fra min barndom af, som egentligt var min mors, men hun havde givet mig det med, den dag jeg rejste til New York. Blikket faldt ned på et ret gammelt billede fra mit gamle hold på den gamle skole i de mindre klasser. Ja, jeg havde nok ikke været mere end 13 år, kunne jeg forestille mig? Ja, der var sket så mange ting for mig både på godt og ondt i mit liv, så visse ting og minder bare blev fortrængt for mig løbende, som årene ellers gik. Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt over det billede, som skoleavisens fotograf Victor Brown havde taget. Ja tænk, navnet på ham havde jeg ikke glemt. Han var skoleavisens fotograf og rigtig nørdet med hans billeder, og trods det, var det ikke én fotografnørd som ham, der blev mobbet. Vildt besynderligt, at det bare skulle være mig, der var skolens udskud.. eller hvordan man nu kunne kalde det?

Jeg stirrede i flere minutter på billedet, hvor ved jeg bed mig svagt i underlæben over alle vores forskelligheder. Særligt over, at jeg var én af de få, der faktisk smilede, men med en ulidelig smerte bag over, at jeg var så udstødt, og stadigt kunne jeg slet ikke finde frem til, om Ryan Butler havde reelle tanker om mig dengang, selvom vi havde snakket sammen nu og da dengang,

Ja, jeg havde jo slet ikke kontakt med ham, siden jeg flyttede rødderne fra Canada. Men jeg mindes ham som en flink og behagelig dreng skråstreg fyr, til trods for, at han fra mit synspunkt af lod sig lokke til at være sammen med de andre "venner", som bare så ned på mig. Men ja, jeg kunne vel egentligt ikke bebrejde Ryan Butler for hans valg, for han havde ligesom som alle mennesker sin egen ytringsfrihed.

Jeg bladrede videre i albummet og sank en klump over at se hende igen. Jeg havde ikke mange billeder af hende, men dette billede blev taget af Jamie - altså Amelias mor, ved en dag, hvor Amelia skulle fremlægge en opgave for hendes klasse. jeg havde selv lovet at være til stede den dag, og ja lige sekunder inden hun skulle fremlægge, havde Jamie altså taget et billede af os sammen, uden hverken Amelia eller jeg opdagede det. Hvad jeg egentligt havde sagt til Amelia dengang billedet blev taget, siden vi begge grinede, kunne jeg slet ikke huske? Jeg stirrede længe på billedet, hvorefter jeg med et tungt suk fjernede blikket fra billedet i albummet og lænede mig tilbage i badekarret og stirrede atter op på kampen i tv'et.

Ja, det var sgu ikke for sjovt, at mine tanker roterede så meget omkring min fortid i Canada, siden interviewet med Debbie tidligere til aften. Lige i aften, havde minderne vældet frem og ikke mindst min gamle veninde Amelia, eller Meli, som jeg kaldte hende. Siden jeg flyttede til New York, så mistede jeg kontakten til hende, og dengang fokuserede jeg bare så meget på min begyndende karriere, at jeg ikke skænkede hende tanken. Ja, nu jeg tænkte over det, så havde det fandeme været egoistisk dengang og kun tænkt på at komme frem i karrieren. Jeg havde sidenhen sat min mor i behandlingshjem og sørget for at Emmeline kunne bo hos vores bedsteforældre, til trods for at jeg vidste, at min morfar døjede med dårligt hjerte og min mormors ben havde det heller ikke for godt, men de var der alligevel for os - eller rettere for Emmeline, der nærmede sig de 12 år - Altså til oktober. Amelia havde jeg simpelt bare mistet kontakten med, til trods for hendes evige støtte og hjælp. Havde jeg virkelig taget hende for givet, til trods for jeg ellers var typen, der ellers ikke tog noget for givet? Eller, sådan var det jo dengang. Jeg tog intet for givet dengang, men nu... Nu var det som om, at jeg klamrede mig til ligegyldige værdier, en kæreste, som jeg næsten var sikker på, der kun var sammen med mig pga min status og det eneste jeg kæmpede for i min karriere, var at klatre videre op ad karrierestigen, som jeg slet ikke kunne slippe.

Jeg tilsidesatte meget min lille sårbare familie, som jeg sjældent besøgte, fordi jeg altid havde så pokkers travlt med karrieren. Jeg så dem da, men det var virkelig sjældent!

Jeg tog endnu en tår af min øl og satte dåsen på kanten igen og lænede mit hoved bagover, så jeg hvilede mig op ad den bløde vandtætte nakkestøtte, der sad fast på kanten af badekarret, hvor ved jeg lukkede øjnene og straks fløj minderne endnu engang i mit hoved...

~


Justins synsvinkel:

**Flashback**

Amelias værelse, Familien Erhart, 107 Burritt Street, Stratford Ontario, Canada, Tirsdag d. 1 marts, 2011, kl. 19:42

"Pwweew..", pustede jeg hårdt ud med et smørret smil på læben, mens jeg nærmest kastede mig ned at ligge på tværs i Amelias halvandenmandsseng, så jeg så lige op i hendes hvide himmel, der havde en masse små sølvfarvede og gennemsigtige sommerfugle, der sad fast i himmelen. Jeps, Amelia var nok lige lidt af en prinsesse hvad angik hendes værelse. Tøsepynt, glitterstads og en halvstor hvid reol fyldt med bøger af både faglitteratur, skønlitteratur og knaldromaner.

"Damn, jeg er mæt...", sukkede jeg med en propfyldt mave og grinede lidt efterfølgende og hørte Amelia lukke sin dør roligt efter os, hvor jeg hørte hendes lille søde grin, så det fik mig til at vende blikket hen mod hende, hvor hun satte sig på sengen i halv skrædderstilling og med sit venstre ben nede på gulvet. Hun  smilede svagt ned til mig.

"Ja, det er vidst også velfortjent på sådan en dag, som i dag...", smilede hun med et bid i læben, så jeg grinede svagt og nikkede en anelse til trods for, at jeg lå ned på ryggen og så op på hendes kønne smil og faktisk også hendes kønne øjne, til trods for de var lidt skjult bag hendes briller, så jeg bare kom på en skør tanke.

"Har du overvejet kontaktlinser?", røg det bare ud af mig, så hun så med et undrende smil ned på mig og lige gjorde hendes typiske skub på brillen ved næseroden, så brillerne blev skubbet lidt op på plads.

"Hvorfor spørger du nu om det?", fnes hun med svagt blussende kinder, så jeg løftede mig op på albuerne i sengen, mens stadigt blev liggende og smilede smørret til hende.

"Jo altså.. Jeg tænkte bare lige over det, og fordi jeg tror, at det vil klæde dig rigtigt godt..", svarede jeg med et sødt smil, så Amelia så med et fnis ned i sengen i flere sekunder, inden hun så op og fik øjenkontakt med mig.

"Tror du virkelig det ville være pænt til mig?", spurgte hun med et fnis, så jeg puffede blidt mod hendes bøjede knæ i sengen med min håndryg.

"Haha, selvfølgelig Meli... Jeg har jo set dig uden briller, så jeg ved ligesom hvad jeg snakker om...", smilede jeg skævt og lod mig dumpe helt ned at ligge igen og lagde mine foldede hænder i nakken på mig selv, mens jeg atter stirrede op i hendes hyggelige sengehimmel. Ja, selv om det var totalt prinsesseagtigt, så var det sgu hyggeligt at betragte som hver gang.

"Tja, måske har du ret, men mon kontaktlinser findes i sådan en styrke, som jeg har brug for? - Du ved jo hvor blind jeg er uden mine briller...", fnes hun svagt så jeg atter så hen på hende med et skævt smil og vendte mig om at ligge på siden med hånden støttende under siden af mit hoved.

"Så blind er du jo heller ikke Meli..", smilede jeg, så hun smilede svagt og så med et lettere mistroisk blik ned på mig. Ikke at det skulle menes negativt - den slags vidste jeg jo bare, men jeg vidste også, at hun kunne være svær at overbevise til tider - særligt, hvad hendes syn angik! Amelia så lettere tænkende ud med et skråsikkert smil, hvor hun så flygtigt mod loftet inden hun så ned på mig.

"Ej, jeg må hellere holde mig til brillerne - det ved jeg hvad er..", svarede hun med et skævt smil og besluttede sig for at ligge sig ned ved siden af mig på ryggen, så vi havde bedre kontakt nu. Jeg smilede svagt og nikkede.

"Nå ja okay... Det var jo også bare et forslag...", svarede jeg roligt, hvor hun sendte mig et uskyldigt lille smil, inden hun brød øjenkontakten igen for at gnide lidt i hendes ene øje under hendes brille. Jeg lå bare og betragtede hende. Hun var virkelig en køn pige, men for helvede... Hun var også kun fjorten år, og ja det var måske ikke den store aldersforskel mellem os, men jeg mente stadigt, at hun slet ikke var moden nok for mit vedkommende og nå ja.. Så følte jeg mest, at hun var en søster for mig. Hun fandt mit blik på hende, hvor hun bed sig fnisende i underlæben.

"Hvad stirrer du sådan for?", fnes hun, så jeg sank en klump og så alvorligt ned på hende.

"Du er altså en køn pige Meli..", svarede jeg lavt og dybt alvorligt, så hun brasede ud i et indestængt grin.

"Ej Justin.. Du er altså skør..", grinede hun, mens jeg bare så alvorligt ned på hende og trak på skuldrene.

"Måske?", svarede jeg med et svagt suk og lagde mig ned på ryggen igen, og atter stirrede op i sengehimmelen.

Se, det var det jeg mente! Jeg gav hende lige en kompliment, som jeg måske nok havde lagt lidt mere i end normalt, og så kunne hun ikke andet end at grine over det, som om jeg bare prøvede at være sjov.

- Der blev stille mellem os.. Akavet!

Flere minutter gik, uden der blev sagt noget og det eneste jeg kunne høre, var de andres snakken og grin nedenunder og Amelias vejrtrækning tæt ved siden af mig.

"Hvad tænker du på?", spurgte hun pludseligt og brød derved stilheden, så jeg sukkede opgivende mens jeg bare stirrede ligegyldigt op i himmelen.

"Ikk' noget..", mumlede jeg bare lettere ligegyldigt, så Amelia pludseligt grinede, så det faktisk gik mig lettere på, at hun ikke kunne tage noget alvorligt mellem os. Altid, skulle det gå op i pjat og pjank lige så snart jeg satte en seriøs og alvorlig stemning op mellem os, som om hun helst ville undgå de stemninger.

"Du er så skør altså..", grinede hun ved min side, så jeg smilede svagt, men langtfra helhjertet.

"Det kan vel godt være?", sukkede jeg og fjernede mine foldede hænder fra min nakke, hvor efter jeg lå og rørte lidt ved min gave fra Amelia på mit venstre håndled lige over mit hoved, og pludseligt dukkede Amelias ansigt op over mig, så hun så svagt fnisende ned på mig.

"Sååå alvorlig..", fnes hun og hun var lige ved at tabe hendes briller, så hun skulle til at skubbe dem på plads, men jeg stoppede hendes hånd.

"Nej vent..", sagde jeg lavt og greb fat om hendes briller for at tage dem helt af hendes kønne ansigt og lagde dem på sengen et sted over mit hoved. Hun fnes med et bid i underlæben.

"Justin, du er ret sløret lige nu..", fnes hun med et nervøst blik ned på mig, så jeg smilede skævt til hende.

"Men jeg kan se, at du smiler..", fnes hun lidt, så det bare fik mig til at smile endnu bredere over hendes udtalelse.

"Hvor sløret er jeg så?", spurgte jeg med et skævt smil og nød bare at ligge og betragte hendes meget kønne ansigt med hendes ret smukke øjne, der kunne ses bedre i forhold til hvad brilleglassene ellers gjorde ved hendes ansigt. Amelia fnes med et bid i underlæben.

"Du er sløret som Monets åkander..", fnes hun, så jeg smilede svagt og lagde min højre hånd om hendes venstre kind.

"Hvad laver du?", fnes hun og fjernede sig irriterende nok fra mig, så jeg sukkede svagt for mig selv og satte mig op i sengen og stirrede frem for mig. Jeg kunne mærke, at hun selv satte sig op ved siden af mig.

"Hvad ville du egentligt fortælle mig her i dag tidligere udenfor omklædningsrummet på skolen?"

Hendes spørgsmål, fik mig til se til venstre for mig, hvor hun sad med et sødt smil og tydeligvis havde fået sine briller på igen. Jeg trak på skuldrene med et meget svagt smil.

"Der var en talentspejder forbi i dag.. Jeg er blevet udtaget på prøve og skal her på et tidspunkt spille med Clippers på juniorholdet...", forklarede jeg med et svagt smil, så Amelia så overrasket på mig i flere sekunder.

"Hold da op!", røg det målløst ud af hende, så hun vendte sit blik ud mod hendes værelse, så jeg sad med et smørret smil og betragtede hende.

"Ja, stort ikke?", spurgte jeg roligt, så hun atter så på mig med et smil og nikkede kraftigt.

"Jo..", svarede hun og straks lagde hun armene om nakken på mig og trak mig ind i et varmt knus.

"Tillykke Justin.. Det er jo helt vildt..", sagde hun med en overrasket stemme i vores knus. Jeg smilede roligt og nikkede, mens jeg selv aede hende blidt over ryggen.

"Tak.. Ja, det kan man vidst roligt sige..", mumlede jeg med et lille smil og hun fjernede sig roligt fra mig, så vi fik tæt øjenkontakt, hvor hun smilede på en nervøs måde.

"Det er altså fantastisk Justin..", fnes hun stille, så jeg blot nikkede og igen tillod jeg mig, at tage hendes briller roligt af, for at betragte hendes smukke øjne.

"Justin..", hviskede hun lettere alvorligt, hvor jeg fugtede mine læber og bed let i underlæben og roligt nærmede jeg mig hendes læber, men gispede forskrækket op, da døren til Amelias værelse blev åbnet, så jeg så hen mod døren og så to fnisende små piger.

"Hihi! Justin og Amelia er kærester!", rød det med et drillende grin ud af Lulu, mens min lillesøster grinede pjattet lettere bag Lulu.

"Altså, luk døren Lulu!", lød det lettere irriteret fra Amelia ved min side, så jeg atter så på Amelia, hvor hun havde taget brillerne på igen og hun rejste sig fra sengen og gik hen til pigerne, der stadigt stod i dørkarmen, hvor Lulu bare grinede drillende, mens Emmeline så forknyt op mod Amelia.

"Er det rigtigt, at i er kærester?", spurgte Emmeline med hendes kønne øjne op mod Amelia.

"Nej, vi er ikke kærester..", svarede Amelia med ryggen mod mig, så jeg sukkede og opgivende og vidste nu, at jeg måtte lægge de tanker væk, for Amelia var tydeligvis ikke interesseret i mig på den måde.

"Hvad fanden tænkte jeg også på?", tænkte jeg irriteret på mig selv.

- Amelia, var og blev som en søster for mig!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...