From Nerdy To Flirty

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2016
  • Opdateret: 3 nov. 2016
  • Status: Igang
Vi følger Justin Drew Bieber på 21 år, som er en professionel basketballspiller for Brooklyn Nets, som spiller for NBA. Lige hvor han er på det højeste mål i sin karriere, bliver han interviewet og straks hevet tilbage til en barndom præget af mobning i skolen, stemplet, som en nørd, trods kæmpen for det eneste han brænder for - Basketball, hans far, der døde ung i en motorcykelulykke, en alkoholisk og voldelig stedfader, og en mor med dårlige nerver, og ej at forglemme en søster i nød, og voksne beslutninger, som han må tage fra barnsben af og ikke mindst den eneste ven han havde som teenager; Amelia Rosalynn Erhart. Justin tager derfor en alvorlig beslutning om at vende tilbage til Canada og straks vælder flere og flere minder op, både på godt og ondt. ***Historien vil blive skildret i nutid og flashbacks*** ***Justin er IKKE kendt*** ***Hårde scener kan forekomme***

89Likes
60Kommentarer
46068Visninger
AA

4. En uforglemmelig 1 marts, 2011.

Justin Bieber på 21 år fortæller: "... jeg vågnede frysende under min dyne, og det var vidst til trods for at jeg havde pyjamasbukser og en hoodie på i seng dengang - Ja, det husker jeg kun fordi jeg huskede at, varmen var slukket igen igen. Det var slet ikke første gang det var sket hjemme i Stratford og bare tanken om hvilken elendighed min søster, min mor og jeg levede i - Alt den smerte og svig, kun på grund af Kevin! Ja, fuck Kevin! Han var min stedfader og det var takket være ham, at vores liv var ad lort til..."


Justins synsvinkel:

**Flashback**

Justins hjem, 288 Willow Street in Stratford, Ontario, Canada, Tirsdag d. 1 marts, 2011, kl. 07:51

Kulden bed virkelig på og lige nu ønskede jeg mest, at det havde været sommer, men det var det selvfølgelig ikke! Døren til mit værelse, knirkede lettere op på sin langsomme måde. Ja, dørhængslerne var slidte, og netop derfor kunne jeg høre dørhængslerne knirke på den måde.

"Justiiin? Er du vågen?", lød der pludseligt en spæd pigestemme, som 100% tilhørte Emmeline min lillesøster, som jeg elskede mere end nogen anden, trods hendes far var jordens ledeste idiot - ja altså, min stedfar Kevin. Jeg pustede tungt med hovedet under dynen.

"Mmh...", mumlede jeg frysende og træt. Ja, min teenagerkrop krævede en masse søvn, hvis den kunne få lov til det.

Straks hørte jeg små bumpende fødder i gulvet og sekunder efter gispede jeg overrasket over, at Emmeline havde smidt sig oven på mig oven på min dyne, men det kom dog ikke bag på mig. Jeg rørte på mig med et smil og trak dynen væk fra mit hoved og så hendes søde og smilende ansigt ned på mig. Hendes kønne brune øjne havde hun desværre arvet fra Kevin, men det var også det eneste, for hendes milde sind Emmeline havde, var fra vores mor - med garanti, mens hendes lange glatte brune hår hang i viltre tjavser ned i ansigtet på mig. Kendte jeg hende ret, så havde hun helt sikkert sin genkendelige fuglerede i baghovedet, fordi hun tit lå så uroligt om natten. Ja, alt det vidste jeg som hendes storebror og selvfølgelig også fordi hun som oftest kom ind til mig om natten og puttede sammen med mig.

"Tillykke Justin..", fnes hun morgenglad, så jeg grinede svagt med lyd på og kærtegnede hende blidt på kinden med min tommelfinger.

"Tak prutfis...", mumlede jeg med et træt smil og straks så hun lettere trist ned på mig.

"Justin, du er jo helt blå på det ene øje og på kinden?", spurgte hun trist. Jeg nikkede svagt med et lille smil.

"Jeg var bare klodset i aftes, da jeg skulle i seng... Jeg ramlede mit ansigt ind i toiletskabet...", løj jeg med et lille smil, for det var vel og mærke ikke sandheden, eftersom det var Kevins højre hånd, der havde givet mig et par hårde rap i ansigtet, fordi jeg nægtede, at tage ned til købmanden for ham i aftes for at købe en flaske whisky og en sixpack. Det endte dog alligevel, at jeg blev nød til det, eftersom han protesterede.

Hvor utroligt det end var, så var Kevin fede venner med købmanden og det var sådan set kun derfor jeg kunne købe alkohol, for jeg var altså kun femten år eller.. jeg var ligesom fyldt seksten år i dag, men ja.. Emmeline kærtegnede mit ømme blå mærke i mit ansigt og så betuttet ned på mig.

"Det er synd for dig Justin...", svarede hun betuttet, så jeg blot smilede og kyssede hendes pande og vippede min dyne lettere til siden mellem os.

"Kom herned og få varmen prutfis...", sagde jeg roligt, så hun nikkede og hun kravlede under dynen sammen med mig, så vores hoveder blev dækket. Jeg fumlede efter min lille lommelygte, der lå imellem sengerammen og madrassen.

"Gæt hvad jeg har...", hviskede jeg lettere under dynen uden at kunne se Emmeline, men kun kunne mærke hendes varme ånden under dynen, så hun grinede på sin søde lillepige måde.

"Tænd den Justin...", tiggede hun med sit lille søde grin, så jeg straks skubbede den lille sorte knap opad på min lille lommelygte, så den lyste op under dynen og Emmeline hvinede glad over det og kunne ikke lade være med at grine over det. Hendes dejlige grin smittede af på mig. Jeg vidste, at hun elskede at lege hule - ja selv under en dyne.

"Justin?", spurgte hun lavt, så jeg smilede svagt, mens jeg lod hendes lille hånd holde lommelygten mellem os.

"Mmhmm..", mumlede jeg roligt svarende.

"Skal vi have lagkage i dag så?", spurgte Emmeline betuttet, så jeg smilede kærligt og nussede hendes kølige spinkle arm under dynen.

"Jeg satser på det... Jeg vil se, om jeg ikke kan skaffe lidt penge, så jeg kan købe ind til en lille lagkage, som jeg nok skal lave og du må selvfølgelig godt hjælpe til...", forklarede jeg med et lille smil, så Emmeline fnes lidt og nikkede.

"Der skal chokoladekrymmel på..", fnes hun, så jeg nikkede.

"Jeg skal nok prøve at finde pengene til det, for jeg har gemt en smule et sted i værelset...", hviskede jeg, så Emmeline fnes.

"Ja, far må ikke finde dem...", hviskede hun og lavede tys-tegnet med sin pegefinger, hvor jeg selv lavede tys-tegnet, så Emmeline fnes drilsk. Dog blegnede både Emmelines og mit smil hurtigt, da et stort bump nedefra lød.

"For helvede Pattie! Du ved fandeme godt hvad jeg mener!"

"Jamen Kevin, jeg gara...", kunne jeg høre min mors skingre stemme, hvor efter hun skreg op.

"Du skal ikke lyve for mig!", råbte Kevin, mens jeg stadigt kunne høre min mors skingre skrig og gråd.

"Aaav!", hulkede min mor højt, så jeg fik voldsomt ondt i maven over, hvad jeg vidste hvad der foregik.

"Bump!"

"Bump!"

"Aaaarg, sliiip mig, det gør o...",  hulkede og skreg min mor højt, så jeg slet ikke kunne gå med til, at det igen skulle gå ud over vores mor. Nok havde min mor bedt mig mange gange om at holde mig væk, når Kevin var i sådan et "humør", men der var virkelig grænser - selv for mig.

"Kæft din so!"

Emmeline begyndte at tude over, at vi kunne høre Kevins voldsomme opførsel over for vores mor og hvad jeg kunne høre, så gik det langtfra stille for sig. Jeg gruede som hver gang for, at Kevin ville ende med at slå mor ihjel med hans vold.

"Shhyy.. Bliv her skat...", sagde jeg lavt trøstende på Emmeline og kyssede hende flygtigt på panden og fjernede dynen fra mig og kravlede ud af sengen.

"Du må ikke gå Justin...", græd Emmeline stille, hvor jeg vendte mig omkring og satte mig flygtigt på hug foran hende og sengen og aede hende roligt over hendes hoved og så hende dybt i øjnene.

"Rolig skat... Jeg passer altid på dig, men jeg må ned og hjælpe mor forstår du?", forklarede jeg roligt og trøstende. Emmeline nikkede svagt med ansigtet i min pude, mens tårerne rendte én efter én.

"Du er i sikkerhed her i min seng... Jeg skynder mig tilbage, okay?", forklarede jeg så roligt og behersket jeg kunne, så hun nikkede.

"Okay...", snøftede hun, hvorefter jeg puttede dynen om hendes hoved og rejste mig og løb ud af mit værelse og i tempo ned ad trapperne i gangen, eftersom jeg kunne høre min stakkels mor var i nød.

"Kev...", lød det i et hyl fra min mor, mens jeg løb og sprang de sidste par trappetrin over med et spring ned på gulvet.

"DU HOLDER BARE KÆFT, DU GØR!", kunne jeg høre Kevin råbe arrigt, mens min mors gråd og hulken lød. Jeg skyndte mig ind i stuen, hvor jeg opdagede at en spisestuestol var væltet, et askebæger på gulvet med en masse cigaretskodder og aske var spredt og halvt på gulvet lå min mor og jamrede sig, mens Kevin stod over hende og holdt fast i hendes hår, mens han arrigt stod og slog hende i ansigtet, mens hun kæmpede for sig selv med armene for ansigtet.

"Kevin, lad...", hulkede hun.

"HOLD KÆFT DIN SO!", råbte han ned i hovedet på hende og slog hende igen, så hun hulkede og skreg af gråd.

"KEVIN DIN DJÆVEL! LAD HENDE VÆRE!", råbte jeg frustreret op, så jeg var tæt på at græde, men holdt det inde og løb hen imod ham, så han så arrigt op.

"Du blander dig fandeme udenom knægt!", pegede han arrigt mod mig og slap min mors hår med et ryk, så hun røg hulkende ned i gulvet.

"Kevin... D..du... rør.. i..ikk.. Jus..." Kevin så ned på min mor i sekunder.

"Du holder fandeme bare din kæft kælling!"

Jeg kastede mig arrigt over ham, til trods for, at han var næsten to hoveder højere end jeg.

"SÅDAN SKAL DU IKKE TALE TIL MOR!", råbte jeg arrigt og skubbede mod ham hvad jeg kunne i hans maveregion, så han tumlede bagover og ramlede ned i sofabordet, så det smadrede. Jeg stod og så ned på ham, hvor han så et øjeblik fortumlet ud, mens nogle tårer nu rendte ned af mine kinder. Det var tydeligt at se, at Kevin var mere end bare fuld. Han havde åbenbart drukket hele natten.

Jeg lod ham ligge, mens han kæmpede i beruset tilstand, at komme op fra det smadrede sofabord, mens jeg vendte mig om mod min stakkels mor, der blødte fra panden og havde blå mærker på hendes halvbare arme i hendes lange lyseblå sove t-shirt. Hun var tydeligvis blevet revet ud af sengen af Kevin til morgen. Jeg satte mig på hug ved min hulkende mor og greb fat under hendes arme.

"Kom mor...", sagde jeg lavt og prøvede at berolige hende, mens hun ømmende prøvede at hjælpe sig selv op fra gulvet.

"Nnhrr.. Undsk.."

"Du skal ikke undskylde mor...", afbrød jeg hende lavt og fik hende og jeg rejst os fra gulvet.

"Du kommer til, at fortryde bæver..", lød det mumlende ovre fra Kevin, så jeg flygtigt så derhen med et skulende blik og bemærkede, at Kevins hoved faldt tilbage, så han lukkede øjnene og tydeligvis havde tænkt sig at sove sin brandert ud oven på det ødelagte sofabord. Jeg så væk fra ham og begav mig med min mor ud mod badeværelset.

"Kom mor.. Sådan.. Roligt...", forklarede jeg roligt og trøstende og fik hende med ud på badeværelset, hvor hun satte sig på wc-brættet og hun sad og hang med hovedet, mens jeg fandt vat frem fra det store toiletskab og tændte for vandhanen, hvor efter jeg gjorde vattet vådt og løftede let i min mors hage.

"Kig op mor...", tilskyndede jeg roligt, hvor hun så op og hvor jeg allerede opdagede et forfærdeligt sæbeøje på hende, eftersom hendes venstre øje var hævet og sammenlukket. Jeg duppede hendes blødende pande, så hun gispede svagt over det. Jeg sukkede trist, mens jeg prøvede at få hendes blødende pande til at stoppe. Min mor åbnede det andet øje og så op på mig, hvor en hånd fandt vej til min ømme kind og blå øje, som Kevin havde givet mig i aftes.

"Årh skat... Har han virkelig også slået dig?"

"Det er ingenting mor..", mumlede jeg protesterende.

"Hold lige vattet mor, så finder jeg noget plaster til dig...", forklarede jeg roligt, mens min mor greb fat om det våde vat, som jeg havde dubbet hende med, hvor efter jeg gik hen til vores medicinskab på badeværelset og åbnede det, hvor jeg fandt plaster og en lille saks frem.

"Er du okay mor?", hørte jeg Emmelines snøftende stemme, så både mor og jeg så hen mod dørkarmen til badeværelset hvor Emmeline stod med lange tårer ned ad hendes kinder.

"Årh lille skat, kom her...", lød det roligt fra vores mor, og trods hun sad med blødende pande og et sæbeøje værre end mit, så gav hun sig al sin tid til at trøste og berolige Emmeline, at hun var okay...

Justin på 21 år fortæller: "Ja.. Min mor var og har altid været stærk lige hvad angår hendes kærlighed til Emmeline og jeg - Men det er så også det eneste hun altid har været stærk med - for pga Kevins årelange alkoholmisbrug og hans vold, har tynget hende så meget, at hun er blevet efterladt med en overflod af bekymringer, utryghed og angst... Ja, min mor lider af svære depressioner, og går den dag i dag på hendes  gode dage...", forklarede jeg med gåseøjne med mine pege og langefinger uden for mit hoved. ".. i terapigruppe med andre, der har det lige så svært psykisk...", forklarede jeg, så Debbie sad og nikkede med et medfølende blik hen på mig. Ja, jeg kunne mærke hvor ondt det gjorde i hjertet på mig, at jeg og min mor dengang blev tæsket gule og blå temmelig ofte.

"Er din mor og Kevin stadigt gift den dag i dag?", spurgte Debbie med et spørgende blik på mig. Jeg rystede svagt på hovedet.

"De blev aldrig gift, og det nager mit hjerte, at min mor slet ikke indså hvilket svin han var, men sådan var han jo slet ikke dengang min mor forelskede sig i ham. Jeg var stadig sårbar efter min faders pludselige død.. Den faderrolle jeg så op til, forsvandt pludselig og dengang jeg mødte Kevin for første gang, der var han fantastisk, og jeg kunne se hvor lykkelig han gjorde min mor, men efter et par år efter min lillesøster var kommet til verden, der begyndte Kevin at drikke og han kunne ikke styre sig.. Han begyndte at vise sider af sig selv, som kom bag på både min mor og jeg. Min søster var selvfølgelig for lille til at forstå hvad der skete med Kevin, men min mor og jeg kunne mærke på Kevin, at han ikke var den mand, som vi ellers havde lært at kende, dengang min mor forelskede sig i ham...", forklarede jeg med et stik i hjertet og så ned i på mit ene nøgne knæ, eftersom mine sorte shorts var kravlet lidt op over knæet.

"Var der en bestemt årsag til, at Kevin begyndte at drikke og blive voldelig Justin?", spurgte Debbie rolig, så jeg så op på hende med en svidende tåre i min inderste øjenkrog.

"Jeg tror, at det var efter han blev fyret, at det gav et knæk i hans hoved, der gjorde det..." Debbie nikkede.

"Er din mor og Kevin stadigt sammen i dag så?" Jeg rystede på hovedet.

"Nej.. Kevin er død den dag i dag... Han drak for meget dengang jeg var atten år og kørte spritkørsel og ja - døde af en ulykke, ligesom min far blev dræbt i en motorcykelulykke - Tragisk..", mumlede jeg det sidste ord ud og følte mig lettere tom for ord. Debbie nikkede.

"Skal vi tage en lille pause Justin?", spurgte hun roligt og jeg lod mærke til, at hun stoppede båndoptageren. Jeg nikkede og gned de smertefulde tårer væk fra mine kinder. Ja, tårerne rendte sgu med tanken om, at min mor var endt som et omvandrende nervevrag, der ikke lignede sig selv som dengang min far levede...

~

Okay, jeg vælger at skyde historien i gang i dag, to dage før den ellers skulle begynde, men den kører rigtigt godt for mig og jeg har allerede fået skrevet meget på den indtil videre, så.. Ja, enjoy! - Og rigtig god fredag til jer alle! :)

~

Ida.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...