From Nerdy To Flirty

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2016
  • Opdateret: 3 nov. 2016
  • Status: Igang
Vi følger Justin Drew Bieber på 21 år, som er en professionel basketballspiller for Brooklyn Nets, som spiller for NBA. Lige hvor han er på det højeste mål i sin karriere, bliver han interviewet og straks hevet tilbage til en barndom præget af mobning i skolen, stemplet, som en nørd, trods kæmpen for det eneste han brænder for - Basketball, hans far, der døde ung i en motorcykelulykke, en alkoholisk og voldelig stedfader, og en mor med dårlige nerver, og ej at forglemme en søster i nød, og voksne beslutninger, som han må tage fra barnsben af og ikke mindst den eneste ven han havde som teenager; Amelia Rosalynn Erhart. Justin tager derfor en alvorlig beslutning om at vende tilbage til Canada og straks vælder flere og flere minder op, både på godt og ondt. ***Historien vil blive skildret i nutid og flashbacks*** ***Justin er IKKE kendt*** ***Hårde scener kan forekomme***

89Likes
60Kommentarer
46066Visninger
AA

6. En uforglemmelig 1 marts, 2011 - Part 2.


Justins synsvinkel:

**Flashback**

Gymnastiksalen, St Michael Catholic Secondary School, Stratford Ontario, Canada, Tirsdag d. 1 marts, 2011, kl. 13:17

Sveden haglede af mig, men det rørte mig ikke en skid. Var der bare et sted jeg elskede at være, så var det på banen her. Jeg følte mig mere hjemme her i gymnastiksalen med en hård og slidt basketbold og ikke mindst, at spille med mine holdkammerater, selvom jeg mest af alt følte mig frosset ude af alle sammen, når vi ikke spillede kampe. Der var kun Ryan Butler, som jeg ikke helt vidste hvor jeg havde, for somme tider virkede han virkelig venlig og god nok, men jeg var som lukket ude i kulden, lige så snart Bryan og Caleb og nogle af de andre inviterede ham til at hænge ud sammen med dem.

Ja, du skulle være mere end velkommen til at kalde mit liv ynkeligt! Jeg kom fra hårde kår, og havde kun min mor og min lillesøster - og nå ja også mine bedsteforældre, men pga Kevins indblanding, så var det meget sjældent, at vi fik set noget til dem. Min morfar Bruce havde en meget stor torn siddende i siden pga Kevin og ja, jeg forstod udmærket min morfar og lige der holdte jeg med ham. Hmm, det gjorde jeg vel nok i princippet hele tiden, for jeg hadede Kevin mere end nogen anden. Han var fanden selv.

Flere gange havde mine bedsteforældre, sagt til min mor, at hun, min søster og jeg skulle være mere end velkommen til at bo hos dem, til min mor havde fundet et andet sted at bo, men hun turde ikke gøre alvor af det. For de par gange, hvor jeg havde kommet hjem fra skole og set min mor stå og pakke sit og Emmelines tøj i en stor kuffert, så havde hun efterfølgende bedt mig gøre det samme, hvor vi efterfølgende havde stukket af hjemmefra og taget en taxa ud til mine bedsteforældre. Det var sket et par gange, da Kevin enten var ude og buldre den på værtshuset eller var andetsteds og det havde begge gange været efter endt skænderi, for de gange min mor havde pakket tøjet, da var hun også banket nærmest til ukendelighed i sit ansigt pga Kevin. Desværre holdte vores flugt kun maks et par dage, eftersom Kevin fandt frem til hvor vi "gemte" os gang på gang.

Jeg driblede med bolden og fintede i zig zag forbi Mark, som var tæt på at få bolden ud af mig, men selvom jeg var meget mindre end de fleste på holdet, så var det ikke min højde, som jeg var kendt for, men min hurtighed, snilde og bare det, at jeg kunne finte mig ud af flere situationer, når jeg var på banen - Kort sagt; Jeg kæmpede hver eneste gang under hver eneste kamp, som om det gjaldt livet og at jeg for hver eneste dag kun havde den ene dag at leve i. Man kunne vel vove at påstå, at jeg slet ikke tog noget som helst for givet, for jeg havde de få mennesker omkring mig, der elskede og respekterede mig, som den jeg var og det var kun gengældt fra min side af.

Min næste hindring var tårnhøje Caleb med sine afroamerikanske rødder. Helt sikkert én, som kunne have chancen for at blive NBA spiller, hvis han virkelig kæmpede for det. Han var en god spiller, og han gjorde sit bedste for at dække op foran mig, så jeg ikke kunne komme udenom ham. Jeg fintede mig rundt med ryggen op mod ham, mens jeg driblede.

"Opgiv Bæver!", stønnede han svagt bag mig, hvor han flere gange prøvede at snuppe bolden ud af mig, som jeg driblede nærmest på hug mellem mine korte nøgne ben. Jeg smilede skævt med ryggen til ham og så op og opdagede Ryan stående et stykke væk længere fremme.

"Aldrig!", udbrød jeg med et smørret smil, mens jeg kastede med mit brune hår i et hårdt ryk med hovedet et kort sekund, og kastede straks bolden over til Ryan, der straks var hurtig i optrækket til at gribe bolden, og straks fjernede Caleb sit forsvar foran mig, hvor vi med hver vores intentioner løb mod retningen af nettet, hvor Ryan løb i zig zag med bolden, men blev hurtigt dækket op af flere modstandere. Jeg stod og hoppede med armene i vejet trods Caleb, Sean og Brandon stod og mokkede hoppende ind mod mig, som om jeg bare skulle tværes ud af spillet.

"RYAN HER!", råbte jeg stønnende og svedende, mens mit blik var henne på Ryan, der stod med bolden i hånden fra side til side, men bare ikke kunne kæmpe sig udenom forsvaret mod ham. Ryan måtte opgive, da Zack fik bolden fra ham, så jeg sukkede irriteret over, at Ryan ikke var hurtig nok til at kaste bolden hen til mig, og straks løb Ryan, jeg og resten af vores hold mod vores eget net, hvor modstanderholdet var godt på vej med basketbolden. 

Jeg sprang ind ved nettet, hvor Zack var ved at skulle score bolden i nettet og der var det lige, trods min lave højde, så hoppede jeg så højt jeg kunne på mine vildt slidte kondisko, der egentligt ikke var gode basketstøvler som de fleste andre havde. Ja, mine slidte kondisko, var så slidte, at der var gået en lang revne skråstreg hul under den ene sål, men fuck det! Det var mine bedste sko til kampene og trods de var slidte, grimme og lige til at smide ud, så passede jeg så godt på dem, som jeg nu kunne, til trods for min mor flere gange havde købt nye basketstøvler til mig, men hver gang de var blevet købt, så opdagede Kevin dem og kom med hans klamme plader om, at der ikke var råd til den slags "luksus", så han altid returnerede dem eller solgte dem under halvdelen af salgsprisen, hvor han påstod, at de gik til den økonomiske pengebeholdning, men ikke en skid! Jeg vidste, at pengene blev brugt på ham selv. Ja, han var sgu kold og led, og jeg havde lært at leve med det desværre!

Trods de slidte sko jeg havde på, gav jeg den alt hvad jeg kunne med at hoppe langs Zack og til hans irritation snerrede han ad mig, da jeg fik fintet bolden ud af hans påbegyndende kast og straks havde jeg bolden, hvor jeg løb driblende mod modstanderens net nede i den anden ende af salen.

"Godt Bieber!", råbte coach Daniels efter mig, mens han klappede let med hans hænder af mig ude fra sidelinjen af.

"Kom så Justiiin!", hørte jeg Amelia råbe cheerende efter mig et sted oppe fra tilskuerrækkerne, der kun var domineret af få mennesker, eftersom det ikke var andet end en træningskamp, som vi havde gang i øjeblikket.

Ja, Amelia var den eneste rigtige ven jeg havde, selv om hun var en pige. Hun var altid så sød og betænksom og ja en klog talnørd, der fik gode karakterer inde for matematikkens verden. Det var faktisk det modsatte med mig. Jeg hadede matematik og var ikke specielt skarp på det område, men sport og basket vidste jeg hvad var. Derfor var det også fedt med en talnørd i Amelia, der på sin vis kunne hjælpe mig med matematikken, selv om hun ikke var samme klassetrin som jeg var, men hun var seriøst bare den bedste. Jeg var dog ikke tiltrukket af hende på den der specielle måde som ved flirts og kærester. Der havde jeg godt nok Jenny fra min klasse i tankerne, der også var cheerleader, men det så slet ikke ud til, at hun så til min side. I så fald skjulte Jenny det ret godt for mig så. Men nu var det Amelia, som jeg talte om, og hun havde været en del af mit liv, siden vi var 7 og 9 år. Ja, hun var kun 14 år, og selv om jeg var fyldt 16 år i dag, så så jeg det ikke som nogen hindring, at vi havde sådan en aldersforskel mellem hinanden, for vi havde det faktisk godt sammen.

"Justin, herovre!", råbte Jay, én af mine holdspillere efter mig, men jeg var nået modstanderholdets banehalvdel og trods Caleb straks var der for at dække op foran mig med hans høje skrummel, og Jay faktisk stod klar for at tage imod bolden, så tog jeg alligevel chancen og kastede bolden gennem luften med retningen mod nettet, til trods for jeg stod godt og vel 9 meter væk fra nettet. Alle i salen blev stille og fulgte bolden og selv om det slet ikke var realistisk, andet end i film, så følte jeg virkelig, at sekunderne blev trukket så langt ud, mens jeg fugtede mine tørre varme og overophedede læber, og gned sveden flygtigt af min pande med mit højre håndled, mens jeg fulgte bolden flyvende gennem luften, til den til min egen nervøsitet hoppede let på kanten af nettet et par gange, så jeg bed mig i underlæben over, om den egentligt bare ville hoppe ned uden at ryge i nettet, men heldigvis var det ikke tilfældet, da den efterfølgende smuttede ned i nettet, så mine holdkammerater jublede op og coach Carter piftede i dommerfløjten, så mine holdkammerater hujede og jublede og hoppede energiske over hinandens rygge og high fives over at jeg formåede at score et ekstra mål, der var nok til at vi vandt træningskampen.

Jeg smilede tilfreds for mig selv, selvom mine holdkammerater ikke ligefrem tilråbte mig eller i det mindste gav mig et klap på skulderen for min indsats. Jeg vidste ikke hvad det ligefrem var, men jeg var mest af alt udstødt på skolen, som nørden, fattiglusen og ikke mindst havde fået et dårligt ry for at være slem, fordi jeg ofte kom for sent i skolen, havde skrammer i ansigtet, så visse elever havde spredt rygter om, at jeg var en slagbror, for det troede de virkelig, kun fordi der havde været nogle gange, hvor visse mennesker havde mobbet mig, og min vrede, så havde kogt over, hvor jeg havde skubbet vedkommende eller lignende, uden jeg egentligt havde været voldelig i den forstand, men okay... Måske var jeg lidt voldelig til tider, men jeg havde grund til mit selvforsvar, fordi jeg havde en voldelig stedfar, der bankede og slog min mor som en boksebold, og lige der slog jeg mine parader op. Så jow, jeg var måske lidt en slagbror, men i selvforsvar. 

"Virkelig godt gået Justin - Du er fantastisk..", blev mit blik på mine højtråbende holdkammerater længere inde på banen afbrudt, da jeg hørte Amelias søde stemme lige bag mig, så jeg vendte mig omkring med et smørret smil.

"Tak..", nikkede jeg lettere forlegent, så hun med et stort smil fløj sine spinkle arme om nakken på mig i et varmt knus.

"Nu ikke så beskeden Justin, du er fantastisk i en basketkamp..", tilføjede Amelia i knuset, så jeg kærtegnede hende flygtigt på ryggen.

"Tak...", mumlede jeg med et svagt smil over hendes velmenene ord, hvorefter jeg slap knuset med hende og hun så nu med et bekymret blik på mig og kærtegnede flygtigt mit ansigt.

"Ej, nu igen? Kan Kevi..."

"Lad nu være Meli!", afbrød jeg lettere hårdt og fjernede hendes hånd fra mit ansigt, så hun forstummede med et bid i underlæben og nervøst rettede på hendes briller ved næsen.

"Undskyld..", mumlede hun forknyt, så jeg sukkede hårdt og rystede på hovedet, så mit svedige hår klistrede let til min pande.

"Det er ikke din skyld Meli... Jeg magter bare ikke at tale om ham, okay?", svarede jeg med et svagt smil, så Amelia nikkede forknyt med hendes arme over kors i hendes olivengrønne cardigan, der passede fint med hendes flødefarvet og blomstrede kjole indenunder og hendes sandfarvede nyloner. Ja, hun var meget anderledes klædt end de fleste piger og det var faktisk én af de ting jeg kunne lide ved hende, at hun ikke fulgte moden og valgte at gå i det tøj, som hun følte sig bedst i.

"Justin?", hørte jeg Ryans stemme ved min side, så både Amelia og jeg så hen på ham, hvor han smilede skævt til mig, som om han følte sig lidt udstødt ved at stå i nærheden af Amelia og ikke mindst mig.

"Jeg venter lige udenfor..", kom det i en forlegen tone fra hende, så jeg så flygtigt på hende og nikkede med et sødt smil.

"Okay.. Vi ses..", svarede jeg med et sødt smil mod Amelia, så hun nikkede med et lille smil og vendte sig omkring og gik mod udgangen fra salen, der næsten var tom for mennesker nu, hvor de fleste var smuttet mod omklædningsrummet. Jeg så atter mod Ryan, der var en smule højere end jeg med hans blonde viltre krøller og blå øjne.

"Du spillede godt Justin.. Som altid..", sagde han roligt med et lille smil, mens han puffede let til min venstre skulder med hans knyttede næve, uden det overhovedet gjorde ondt, så jeg nikkede med et smil og så forlegent i sekunder i gulvet. Ja, jeg hadede at få komplimenter, netop fordi det var en sjældenhed. Jeg fik som regel kun komplimenter af min mor, søster og bedsteforældre - og nå ja.. Amelia..

"Tak Ryan.. og det gjorde du da også..", svarede jeg med et bid i underlæben, så han grinede svagt sarkastisk og himlede i sekunder med øjnene.

"Ja hurra.. Jeg klokkede pænt i det i dag, hvor i mod du var topspilleren på holdet i dag med otte scoringer ud af vores 18 scoringer..", grinede han smørret, så jeg nikkede med et lille grin.

"Du scorede da selv?", svarede jeg med et skævt smil, så Ryan så på mig med et løftet øjenbryn.

"Ja, én gang! Du er vores topspiller og det samme kan man sige om Caleb.. Selv om han ikke var på vores team i dag..", grinede Ryan, så jeg nikkede med et lille grin.

"Forresten.. Tillykke med fødselsdagen i dag..", tilføjede han, så jeg så overrasket på ham.

"Eh tak.. Du huskede det, eller?", svarede jeg ret målløs, så Ryan nikkede med et grin.

"Du har fødselsdag d. 1 marts, og det har jeg husket de sidste mange år, så det kommer vel næppe som en overraskelse for dig?", grinede han skævt, så jeg smilede usikkert og rykkede hårdt på hovedet, så mit pandehår piskede let.

"Jeg regnede bare ikke med at hverken du eller nogen anden ville huske på det - bortset fra Amelia..", mumlede jeg svagt, så Ryan nikkede med et lille smil.

"Har du lyst til at hænge ud i dag efter skole?", spurgte han, så jeg så målløs på ham med et oplivende smil.

"Gider du vir..."

"Butler! Kommer du?!", blev vi begge afbrudt af Mark, der kom småløbende hen mod os, hvor Mark sendte mig et typisk nederen blik.

"Ryan, kom nu! De andre venter på os!", tilskyndede Mark med et bestemt blik. Jeg så skulende mod Mark.

"Vi snakker altså lige?", sagde jeg roligt, så Mark så flabet på mig.

"Hallo! Snakkede jeg til dig bæver? Nå ikk'? Nå men så bland dig fucking udenom ikk'?", svarede Mark flabet, så jeg virkelig kunne få lyst til at smadre hans flotte ansigt, som de fleste piger på skolen sukkede efter. Men jeg gjorde det ikke og så hen på Ryan med et spørgende blik.

"Ryan?", spurgte jeg med en klump i halsen, så Ryan sukkede med et forknyt blik og rystede på hovedet.

"Beklager Justin...", mumlede han med et trist blik og vendte sig omkring og fulgtes sammen med Mark, der sprang om skulderen på ham, mens hans ulidelige latter lød i salen.

"Hvad fanden vil du også med den lille nar?", kunne jeg høre Mark spørge Ryan grinende inden de forsvandt gennem dobbeltdøren mod omklædningsrummene. Jeg sukkede trist og satte mig ned på én af de nederste tilskuerbænke og rakte ud efter basketbolden, der lå på gulvet, hvorefter jeg sad og driblede i korte og rolige bump i gulvet.

- Helt alene.. og udstødt...

"Bieber?!", hørte jeg pludselig coach Daniels stemme kalde på mig, så jeg stoppede med at drible med basketbolden og så op, hvor coach Daniels kom gående hen mod mig fra udgangens dør med en habitklædt mand gående et par meter bag ham, så jeg så med et undrende løftet øjenbryn over det. Hvad pokker foregik her?

Coach Daniels og manden kom helt hen til mig, hvor jeg rejste mig med et undrende blik. Coach Daniels klappede mig på skulderen med et skævt smil.

"Så blev det sgu din tur knægt.. Bieber, det her er mr Keene, der er talentspejder inden for sportsverdenen, og det er faktisk mig, der har ringet og bedt ham om at komme for at se dig - Hvad han faktisk også har her i dag.", forklarede coach Daniels, så jeg blev ret lamslået over det han forklarede.

"Seriøst?!", udbrød jeg målløs, så mr Keene grinede smørret og gav mig hånden.

"Du spillede virkelig flot trods din alder taget i betragtning Justin Bieber.", slog mr Keene fast, mens jeg gav ham hånden og følte mit hjerte slog flere kolbøtter over denne fede nyhed. Dette her tydede som gode tegn. Mr Keene slap min hånd og så på coach Daniels med et skævt smil.

"Kan jeg få lov til at tale med knægten alene?", spurgte han med et venligt smil, så coach Daniels nikkede med et skævt smil og så som altid venligt ned på mig og klappede mig på skulderen.

"Go for it Bieber...", sagde han roligt med et blink med øjet, så jeg bed mig spændt i underlæben og nikkede.

"Sæt dig ned Justin, og lad mig forklare...", begyndte mr Keene, så jeg satte mig ned igen, mens han selv satte sig ved siden af mig og åbnede hans fornemme sorte lædermappe, hvor han trak nogle papirer op.

- Det her tydede godt..

~

Udenfor omklædningsrummene, St Michael Catholic Secondary School, Stratford Ontario, Canada, Tirsdag d. 1 marts, 2011, kl. 14:42

Med et stolt smil på læben, lukkede jeg døren til omklædningsrummet efter mig og opdagede en ret tom gang, bortset fra Amelia, der sad flere meter væk op ad væggen på gulvet, med blikket dybt begravet i noget lektieværk, som om hun sad i sin helt egen verden.

Jeg hankede op i min lille sorte sportstaske med mit træningstøj, håndklæde, hygiejneprodukter og mine slidte kondisko nede i og gik roligt hen mod Amelia, der slet ikke virkede til at høre mig, og endelig forstod jeg hvorfor? Kun fordi hun sad og havde musik i ørerne fra hendes iPhone. Ja, sådan en telefon ejede jeg ligesom ikke selv. Hun havde også sine fordele, at hendes far tjente godt. Ja, Amelia og hendes familie levede et godt og velfungerende liv i forhold til det jeg havde. Jeg havde også opfattet, at specielt hendes far slet ikke var glad for at hun omgikkes mig, men det kunne han ikke gøre en skid ved, for Amelia og jeg havde allerede det bedste venskab og der skulle mere til for at holde os adskilt.

Jeg stoppede op ved hendes fødder, der havde søde olivengrønne ballerinaer på, så hun med et svagt ryk i kroppen så med et fnis op på mig, hvor hun trak i et ryk hendes høretelefoner ud af ørerne.

"Nå, der var du endelig? Det tog godt nok sin tid!", fnes hun hvorefter hun brød øjenkontakten og så ned på hendes matematiske opgaver og pakkede det hele sammen ned i hendes skuldertaske, hvorefter hun lagde sin iPhone og høretelefoner ned i det lille rum på klappen af hendes skuldertaske, hvorefter hun så op med et smil og rakte hånden op mod mig, som jeg tog imod og trak hende op at stå. Jeg smilede smørret med et bid i underlæben.

"Jeg h..."

"Vent!", afbrød hun mig fnisende og så ned mod hendes taske, hvor hun åbnede den og rodede i den, til hun fiskede en tille sød indpakket gave op, som hun med et fnis lagde i hånden på mig.

"Tillykke med fødselsdagen..", fnes hun, så jeg grinede svagt forlegent og følte en anelse varme blusse i mine kinder.

"Tak... det skulle du virkelig ikke..", mumlede jeg forlegent, mens jeg stod og betragtede den hvide gave med sølvbånd om med overordentligt mange krøller i, som Amelia helt sikkert havde hygget sig med med saksen, hvis jeg kendte hende ret.

"Sludder! Åben den nu..", tilskyndede hun mig med et stort og spændt smil, så jeg nikkede og satte min sportstaske ned på gulvet ved mine fødder og skubbede nu gavebåndet til side om den lille firkantet gave, der føltes hård i det, så det tydeligt var at mærke, at der ikke var tale om hendes ellers kreative papirsæsker, som hun ellers plejede at lave til små gaveæsker.

Jeg vendte gaven med bunden i vejret og flåede enderne med tapen af og med en klump i halsen dukkede en sort flot gaveæske frem, der tydeligvis stammede fra en smykkebutik.

"Fuck..", fløj det i tankerne på mig, da jeg vendte den rigtigt igen og åbnede den høje sorte smykkeæske og med et gisp opdagede et flot armbåndsur i sølv, der tydeligvis var et fedt rolexur. Jeg så målløs på hende.

"Ej, for fanden Meli? Det sku..."

"Hold nu op Justin! Du fortjener det, okay?", afbrød hun mig med et fnis og tog uret ud af æsken og lagde det om mit højre håndled.

"Venstre!", udbrød jeg bare stadigt målløs over sådan en fin gave, så hun fnes og nikkede og i stedet lagde det over mit venstre håndled og lukkede det for mig.

"Hvorfor ikke bare en trøje ligesom sidste år eller et sæt vanter som for tre år siden?", spurgte jeg stadigt målløs, så Amelia så med et skævt smil op på mig.

"Fordi det ikke er hver dag man bliver seksten år, og desuden syntes min mor, at det var en fin gestus..", forklarede hun med et kærligt smil.

"Så!", tilføjede hun og slap mit håndled, så jeg så målløs ned på uret og følte mundvigen brede sig.

"Tusind tak Meli.. Det er virkelig fedt.. Og selvfølgelig også tak til Jamie.. Men jeg lover, at jeg nok skal takke hende også..", takkede jeg glad. så Amelia nikkede med et fnis.

"Du kan takke min mor i aften, eftersom min mor inviterer dig, Pattie og Emmeline på fødseldagsmiddag for dig..", fnes Amelia, så jeg så målløs på hende.

"Ej! Det mener du virkelig ikke, vel?", spurgte jeg stadigt lige målløs, så hun nikkede med et fnis og trak mig ind i et lille knus.

"Jo Justin... det mener jeg.. Du fortjener lidt godt i livet for en god gang skyld.."

Jeg krammede glædeligt igen og nikkede svagt.

"Tusind tak Meli... Du aner ikke hvor meget det betyder for mig..", mumlede jeg taknemmelig i vores varme knus, hvorefter hun brød vores knus og jeg betragtede hende med et varmt smil, så hun tydeligvis stod og fik blussende kinder.

"Ingen årsag Justin.. Nå, hvad ville du sige til mig før?", spurgte hun med et fnis, så jeg bed mig i underlæben og rystede let på hovedet, så mit hairflip ruskede og lagde min arm om nakken på hende.

"Det kan jeg fortælle senere Meli..", svarede jeg spændt og ville hellere springe bomben i aften til min fødseldagsmiddag...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...