From Nerdy To Flirty

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2016
  • Opdateret: 3 nov. 2016
  • Status: Igang
Vi følger Justin Drew Bieber på 21 år, som er en professionel basketballspiller for Brooklyn Nets, som spiller for NBA. Lige hvor han er på det højeste mål i sin karriere, bliver han interviewet og straks hevet tilbage til en barndom præget af mobning i skolen, stemplet, som en nørd, trods kæmpen for det eneste han brænder for - Basketball, hans far, der døde ung i en motorcykelulykke, en alkoholisk og voldelig stedfader, og en mor med dårlige nerver, og ej at forglemme en søster i nød, og voksne beslutninger, som han må tage fra barnsben af og ikke mindst den eneste ven han havde som teenager; Amelia Rosalynn Erhart. Justin tager derfor en alvorlig beslutning om at vende tilbage til Canada og straks vælder flere og flere minder op, både på godt og ondt. ***Historien vil blive skildret i nutid og flashbacks*** ***Justin er IKKE kendt*** ***Hårde scener kan forekomme***

89Likes
59Kommentarer
45712Visninger
AA

12. Det ødelæggende kys...


Justins synsvinkel:

På vejen udenfor Homewood Health Centre,150 Delhi St, Guelph, ON N1E 6K9, Canada, Fredag d.29 maj, 2015, kl. 17:27

Hun stod bare og så på mig med et blik, der for mig virkede... målløs? Havde jeg ret? Hun havde måske ikke ligefrem regnet med, at jeg pludseligt ville dukke op, men jeg havde altså ærligt ikke set hende i flere år, og der var så meget jeg fortrød, at vores kontakt og venskab til hinanden var blevet brudt dengang - Hvorfor?

Amelia rystede lettere på hovedet med hendes søde lille fnis, der nok virkede lidt akavet, eller ja, måske rettere mere overrasket over min tilstedeværelse? "Nej.. Selvfølgelig stikker jeg da ikke af, men jeg troede ligesom, at du gerne ville være alene med din mor, nu du er her?", svarede hun med svagt blussende kinder og et lille smil, så jeg trak lidt på smilebåndet med et svagt lille grin og trak på skuldrene, mens jeg nærmede mig hende i langsomme og velovervejede skridt, "Meli...", svarede jeg med en dyb og brummende stemme og smilede bedende mod hende, så hun så flygtigt fnisende væk, mens hun hurtigt tog sin håndryg forlegent til munden, hvorefter hun så med endnu et lille fnis på mig, "Såeh.... jeg tager fejl?", spurgte hun med et lille smil, så jeg nikkede med et smørret smil og stoppede op meget tæt på hende, så det blot handlede om, at jeg bare kunne læne mig ca fem cm frem mod hende, før jeg rørte hendes overkrop.

"Ja..", svarede jeg lavt og så lettere ned på hende, eftersom hun ikke var samme højde, som jeg længere. Ja, jeg havde åbenbart skudt lettere i vejret siden dengang jeg boede i Stratford.

Amelia så fnisende op på mig, "Synes du ikke, at du står temmelig tæt på mig?", spurgte hun med et lille grin, så jeg blot så lettere køligt ned på hende med et løftet øjenbryn, men ikke så køligt, at jeg ikke kunne tillade mig at smile over det, "Generer det dig da?", svarede jeg brummende og bemærkede hurtigt hendes i forvejen lettere blussende kinder hurtigt blev ret meget røde, så hun hurtigt vendte sig om med ryggen til mig, mens hun tilsyneladende ikke kunne lade være med at fnise lidt for sig selv.

Jeg kunne nu ikke lade være med at smile lidt over, at jeg åbenbart havde en vis effekt over for hende, siden hun rødmede så meget? Ja, nok havde jeg ikke altid været så opmærksom omkring pigers reaktioner over for mig, men som jeg var blevet ældre hen ad vejen, så havde jeg da efterhånden lært lidt om hvordan jeg kunne læse kvinders signaler. Og med hensyn til Amelia, så virkede det tydeligvis som om, at jeg dårligt nok skulle sige noget sødt eller flirtende, hvor ved hun tydeligvis rødmede helt vildt.

Med et skævt smil lagde jeg mine hænder på hendes skuldre bagfra, så jeg mærkede et lille gib i hendes krop, uden hun så tilbage på mig, men jeg kunne nu ikke lade være med at smile over hendes reaktion, hvor hun stod og skubbede hendes brille op ad hendes næse - ligesom jeg bedst kendte hende!

"Du skal da ikke blive forlegen Meli? Er du slet ikke vant til opm...", forklarede jeg, men stoppede brat min sætning, da min iPhone ringede voldsomt i min ene bukselomme, så jeg fjernede mine hænder fra hendes skuldre, for at fiske min ringende iPhone op, og med et suk så Tess' navn på displayet, "For helvede...", mumlede jeg irriteret og valgte at ignorere min ringende mobil, hvorefter jeg proppede den ned i lommen igen.

"Skal du ikke tage den?", lød det i en undrende tone fra Amelia, så jeg så op og opdagede hende stå og betragte mig med armene over kors og et svagt smil.

Jeg rystede på hovedet med et smil, og blev lettet, da min iPhone stoppede sin konstante melodi, "Det var ikke vigtigt...", svarede jeg med et roligt smil, så Amelia nikkede med et lille skævt smil og så svagt skulende op på mig, mens hun stadigt havde armene over kors.

"Det er nu underligt, at høre dig sige de ord om et mobilopkald?", pointerede hun med et skævt smil, så jeg så med et undrende blik på hende, "Hvad mener du med det?", svarede jeg med et akavet lille grin, så Amelia pustede tungt ud, og overraskede mig lidt ved at tage mig under armen, hvorefter vi åbenbart begyndte at gå vejen tilbage mod huset i roligt tempo.

"Du har måske allerede glemt dengang, da den der talentspejder, hvad var det nu han hed..."

"Jeffrey Keene?", indskød jeg hurtigt, mens jeg så til siden på hende, så hun stoppede med os og så med et nikkende smil, "Ja, ham! Jeffrey Keene, som du hele tiden skulle snakke i telefon med, så du meget let glemte min tilstedeværelse dengang..", forklarede hun med et bebrejdende blik og lille smil, så jeg tog en dyb indånding og smagte lidt på hendes ret ærlige udtalelse og nikkede svagt til hende.

"Det kan du måske have ret i Meli, men jeg tror at... jaeh?", svarede jeg med et tænkende bid i underlæben, så jeg bemærkede mig af, at Amelia slap min arm og trådte ind foran mig, mens hun så spørgende og interesseret på mig, "Bare sig det som der er Justin? Jeg kan godt tåle og høre det.", forklarede hun opmærksomt, så jeg grinte svagt sarkastisk over mig selv.

Kæft, hun havde jo bragt mig i forlegenhed!

Jeg fugtede mine læber i et lille smil og nikkede, "Du har ret Meli... Jeg var så pokkers opsat på at skulle snakke med Jeffrey i tide og utide, fordi jeg bare ikke kunne vente med at komme videre med min karriere... Og ja... Jeg undskylder, at jeg tit satte dig til side bare for at skulle plapre i telefon med ham...", forklarede jeg med et undskyldende suk, så Amelia smilede kærligt og lagde sine hænder om mine kinder, så det fik sommerfuglene til at blafre viltert i maven på mig.

"Du er sød Justin... Og ja.. Du er tilgivet. Bedre sent end aldrig...", svarede hun med et lille grin og nussede mig blidt på min venstre kind med hendes tommelfinger, hvor ved jeg havde en usigelig trang til at nærme mig og smage på hendes læber, men hun skuffede mig - For hun trak sig med et smil fra mig og tog mig igen under armen og trak afsted med mig mod huset.

"Vi må hellere nå at bruge lidt tid med din mor, nu du er her - For du kan heller ikke misse din kamp i aften.", pointerede Amelia stålfast, og ja.. Hun havde jo ret, men jeg ville heller ikke have haft noget imod, at smage på de læber, som jeg faktisk slet ikke kunne huske hvordan var at kysse, eftersom jeg ikke havde nærmet mig dem siden... Ja, hvornår var det egentligt?

** Flashback **


Justins synsvinkel:

Lake Victoria, North Shore Park, Stratford, Ontario, Canada, Fredag d. 22 juli, 2011, kl. 14:57

Jeg pustede tungt ud, mens jeg lå på ryggen på tæppet kun løftet lidt op ved hjælp af mine albuer. Vejret var fantastisk solrigt med en klar blå himmel hen over os. Ikke en eneste lille lammesky var der at spotte, og jeg nød virkelig også solens varme stråler "kysse" min overkrop. Jeg var faktisk blevet temmelig brun her i løbet af sommeren, fordi jeg havde spillet meget basket udendørs med bar overkrop, og ja.. Jeg var sgu godt klar over, at jeg slet ikke kunne måle mig med flere fra mit baskethold på skolen med deres markeringer og lettere synlige muskler. Jeg følte mig allermest splejset, men når jeg lå, som jeg lå nu og kunne se mavemusklerne tone sig frem en anelse, så vidste jeg, at jeg ikke helt var en splejs indvendig.

Jeg smilede svagt over tanken om at jeg faktisk ikke skulle se de andre fra holdet mere og i det hele taget skulle jeg ikke se skolen igen - Jeg var gået ud.. Og med god grund! Der var bare det, at Amelia ikke kendte til noget ved det endnu. Hun troede bare, at dette var en ganske almindelig sommerferie, men ikke for mig... Jeg skulle rejse d. 4 august til Los Angeles, hvor jeg skulle på en basketball camp for Clippers i ca tre måneders tid, og damn hvor jeg glædede mig enormt, men jeg gruede også for hvad Amelia ville sige til det, at jeg skulle være væk i tre måneder indtil videre og så helt ovre på vestkysten - Det kunne sikkert i hendes hoved lige så godt være nede i Australien eller henne i Rusland, eller hvor nu i verden det kunne være? Tja, det var i alt fald til at forestille sig? Hvad der efterfølgende skulle ske med mig, når campen var ovre, anede jeg ikke endnu? Men Jeffrey, som var blevet en slags manager for mig indtil videre, knoklede virkelig med at få mig ind på et fast hold inden for NBA, men så nemt var det ikke endnu, og derfor havde han tænkt, at en camp for Clippers, måske var startskuddet for mig, og jeg kunne kun være enig.

Min mor og søster skulle selvfølgelig med over til Los Angeles! - Og nå ja... Kevin skulle også med, selv om jeg ikke var begejstret for det, men manden havde hverken lagt hånd på min mor eller jeg de sidste måneders tid. Gode tegn? Hmm, måske? Og på den anden side, så kunne jeg heller ikke tillade mig, at skille Kevin og min mor ad, fordi de var stadig sammen og et eller andet sted håbede jeg bare, at Kevin frem over ville holde sig i ro, som han gjorde nu og måske ville denne lille "ferie" til LA måske ændre ham positivt for altid? Min mor fortjente 110% en god mand, og jeg mente slet ikke, at det var Kevin hun burde have i sit liv, men en anden - én som min far.. Ja, selv om jeg var ni år, da min far blev dræbt i en motorcykelulykke, så mindedes jeg ham stadigt tit, og jeg savnede den flygtige tid, som jeg havde haft med ham. Han var helt sikkert verdens bedste far, og selv om jeg ikke var ret gammel, nok omkring de 7-8 år, så var der et minde, som aldrig var glemt, men altid gemt, som min far havde sagt til mig:

"Husk Justin, at uanset hvor meget modstand du vil møde i livet, så skal du aldrig lade dig styre af andres holdninger og meninger! Husk, at når bare du er opsat på at opnå noget, så lad det ikke standse dig, for vejen til lykke og succes ligger i dit hjerte knægt..."

"Jamen, jeg vil være som dig far..."

"Haha, det behøver du ikke at ønske knægt, for det er du allerede... Men husk på de ord jeg har sagt til dig, så skal du med garanti få det liv, som du næsten kun kan drømme om... Vil du love mig det?"

"Okay far..."

"Godt knægt... Jeg er stolt af dig..."

Jeg sukkede tungt med et trist smil med de få minder jeg havde om min far, og når jeg nu og da så på de gamle billeder af ham, så huskede jeg ham, som var det i går, at vi brugte vores dyrebar tid sammen. Jeg sukkede yderligere over tanken og flyttede mit tænkende blik fra min mave og ud i vandet, hvor Amelia svømmede brystsvømning i den klare sø, som kun var blevet mere og mere opvarmet henover sommeren. Hun havde nu kurs mod bredden og jeg, så jeg vidste, at hun formentligt ville komme op på land.

Jeg bed mig nervøst i underlæben, mens jeg betragtede hende stige våd og dryppende op ad vandet i hendes bikini, der faktisk sad rigtigt godt på hende, og hvad der gjorde det hele en anelse bedre, var at se hende uden briller, eftersom hun ikke brugte dem når hun var ude og svømme.

Jeg smilede selvsikkert over hende, mens hun tilsyneladende stod i sin egen verden og rakte ud efter hendes store røde håndklæde, der havde hængt pænt og parat på én af de store grene fra det store piletræ, der havde rødder, der gik ned i vandbredden.

Hun stod og dubbede sit ansigt i håndklædet og måden hun slog med det våde lange hår på, fik det hele frem i et drømmende billede, ligesom de der klassiske plakater med smukke piger og deres silhuetter - Nå ja, bortset fra, at der ingen aftensol var at se endnu, men på en sær måde gad jeg virkelig godt se hende sådan. Hun var jo smuk.. og perfekt!

Jeg havde efterhånden indrømmet over for mig selv, at jeg altså havde forelsket mig i hende - specielt her de sidste par måneders tid, men jeg havde ikke turde tage springet, og mest fordi der var en stopklods i mig, fordi jeg vidste, at der var en risiko for at indlade mig et forhold med hende af hele to grunde - indtil videre.. 1, hun var og havde været min allerkæreste veninde i så mange år, at det var en dum risiko at løbe, hvis det endte med at det ikke ville gå med at kæreste med hende og vi så endte med at skilles som uvenner for bestandig, og 2, hvis jeg nu rejste andetsteds for bestandigt efter campen i LA? Ja, så ville det endnu engang være en grund til ikke at indlade mig noget med hende.

Jeg sukkede over de frustrerende tanker, som var mere kaotiske end nogensinde før, og jeg satte mig lettere op på tæppet med benene udstrakte men med min venstre ankel smuttet over i et lille kryds over min højre ankel, mens jeg stødte mine håndflader nede på tæppet lige bag mig, og tog en dyb indånding. Jeg måtte virkelig tage modet til mig til at fortælle Amelia om den camp jeg skulle på... Til en start... Om jeg også ville åbne op for mine opbyggede følelser for hende, kunne jeg slet ikke magte at tænke på nu.

Amelia kom gående op mod mig med et bredt smil, mens hun lagde sit håndklæde over hendes skuldre og pakkede sig lidt ind, "Er du sikker på, at du ikke skal ned og have en dukkert? Vandet er fantastisk!", grinede hun hjerteligt, hvorefter hun kom hen til mig og satte sig ned på tæppet til venstre for mig. Jeg smilede usikkert til hende og rystede svagt på hovedet, "Ikke lige nu.. Måske senere?", mumlede jeg lettere i svar, så Amelia så med et lille fnis på mig, men blev lettere alvorlig i blikket, eftersom jeg desværre nok afslørede en del med mine frustrerede tanker.

"Sig mig, er der noget galt Justin? Du har været så stille det meste af tiden?", spurgte hun med et alvorligt blik og trak sine slanke brune ben lettere op under sig i bøjet stilling, mens hun så bekymrende på mig.


Jeg sukkede og så opgivende væk fra hende og flyttede mit blik ned på mine lange hvide badeshorts - Ja, helt hvide var de ikke, eftersom de fyldt med store bogstaver i mønstret form i rød, grøn og sort, men helt klart de mest afslappende og fede badeshorts, som jeg havde ejet længe, men okay, de var også en del af det tøj, som Jeffrey havde givet mig. Ja, i det hele taget var min garderobe ved at være pænt skiftet ud. Mit gamle slidte tøj var kasseret og selv min mor og søster havde fået lidt nyt, fordi jeg havde insisteret over for Jeffrey, at jeg ikke kunne glemme dem - Men Kevin? Ja, ham gad jeg slet ikke glæde, for jeg mente ikke at han fortjente det!

"Justin?", brød Amelia ind i mine endnu mere flyvske tanker, så jeg så op på hende med et alvorligt blik og sukkede, mens jeg nikkede svagt og valgte at ændre min siddestilling med fronten til hende og trak mine knæ op under mig, mens  jeg lagde mine arme afslappet omkring ved mine bøjede knæ og betragtede hende i flere sekunder med et lille halvhjertet smil, så hun fnes svagt, "Justin, sig det nu? Jeg kan se, at du har noget på hjertet?", indskød hun, så mit halvhjertede smil blegnede og jeg nikkede.

"Alright... Nu siger jeg det..", svarede jeg med et suk og betragtede hende se ret afventende på mig, "Jaer?", spurgte hun med et lille interesseret smil. Jeg fugtede mine varme tørre læber med tungespidsen og bed mig efterfølgende i underlæben, blot for at slippe den igen.

"Meli.. Jeg skal på camp...", begyndte jeg med et suk, så hun sendte mig et uforstående smil, "Så du skal på camp? - Er det ikke sådan noget der hører sommerferien til? Den er jo snart mod sin udgang jo?", spurgte hun med et lille fnis, så jeg nikkede svagt med et lille smil.

"Sandt nok, men dette er en anderledes camp, der varer ca tre måneder...", svarede jeg lavt, så Amelia helt sikkert så målløs ud i ansigtet, "Tre måneder? Det var dog længe?", svarede hun målløs og så i flere sekunder ud mod søen med et tænkende blik, hvorefter hun så til siden på mig igen med et lille smil og krængede hendes håndklæde af hendes skuldre, så det landede lige bag hende på tæppet, "Men så sender du lige et par breve eller postkort i mellemtiden, ikke? Det er så hyggeligt og gammeldags med breve - den slags elsker jeg!", fnes hun, så jeg nikkede med et halvhjertet lille smil.

"Det skal jeg nok...", svarede jeg lavt med et suk, så hun fnes lidt med et spørgende blik, "Så hvilken camp skal du på og hvor henne?", spurgte hun med et lille smil. Jeg fik pludseligt følelsen af en knude i maven på mig.

"Ahrrem... LA...", lød det skingert og som om ordene forsvandt ud af min mund, så Amelia så med et spørgende fnis på mig, "Ah hvad sagde du?", spurgte hun indgående med et bredt smil, så jeg rømmede mig lidt, som om jeg var fyldt til randen af tusser i min hals og smilede undskyldende, "Jeg skal til Los Angeles...", svarede jeg lavt, så Amelia rettede sig lettere op i ryggen, mens hun så målløs på mig.

"Wow, det var da langt væk?", svarede hun med et usikkert smil. "Har i virkelig råd til en camp så langt væk? Det er jo helt ovre på vestkysten..", spurgte hun hurtigt efter, så jeg rystede på hovedet med et lille smil.

"Det er Jeffrey, der betaler det for mig, for han er ligesom blevet en midlertidig manager for mig, såeh...", forklarede jeg lettere tøvende, så Amelia nikkede med et lettere alvorligt blik.

"Så det er ikke bare sådan en almindelig camp med snobrød over bålet og drengestreger i hytterne?", fnes hun lettere akavet, så jeg trak svagt på smilebåndet og rystede på hovedet.

"Nej, nok ikke? Det er en basketballcamp for Clippers - Noget, der virkelig kan sætte en form for skub i min karriere.", forklarede jeg med et smil, så Amelia så målløs på mig, "Wow! Så der er virkelig noget seriøst med den basketballkarriere?", spurgte hun målløs og så væk fra mig med blikket nede på hendes fine lakeret tånegle i klar blå lak.

"Tænk, jeg troede ikke, at det ville gå hen og blive så seriøst?", mumlede hun med blikket nede på sine tæer.

Jeg smilede svagt over hendes reaktion og lagde min venstre hånd på hendes højre overarm, der stadig var småkølig efter turen i vandet, "Hey..", sagde jeg lavt, så hun så til siden på mig, "Jaer?", svarede hun stille, så jeg smilede endnu mere, men stadig med en usikker følelse i maven.

"Jeg kommer jo hjem igen...", svarede jeg, men nok med en smule løgn i mig, da jeg gik stærkt ud fra, at det nok ville være for en kort periode, eftersom Jeffrey virkelig satte sig for at finde et passende hold for mig inden for NBA, og så sagde det lidt sig selv, at det ikke blev i Canada.

Amelia smilede svagt nikkende, "Lover du det?", spurgte hun med et lettere bedrøvet blik til mig, så jeg seriøst fik et stik i hjertet over at se hende sådan, for jeg holdte jo virkelig af hende - eller jeg elskede hende faktisk.

Jeg nikkede med et varmt smil, "Selvfølgelig gør jeg da det..", svarede jeg roligt og nussede hende blidt på hendes overarm med min tommelfinger, som hun lod blikket falde ned på, hvor efter hun fandt mit blik igen og så pludseligt ret alvorligt på mig.

"Justin... Der er noget jeg må fortælle dig...", begyndte hun, så jeg så med et undrende smil på hende, "Hvad er det?", spurgte jeg nysgerrigt, og blev lettere overrasket over at hun rykkede sig tættere på mig, så vi nu sad klods op ad hinanden. Hun så med et alvorligt blik på mig og i blinde mærkede jeg, at hun greb fat om min venstre hånd langsomt lod hendes fingre glide mellem mine fingre, så jeg følte et stik i mit hjerte over det her.

Altså, jeg ønskede jo selv det her - mere end noget andet... Men bare tanken om, hvis jeg snart flyttede for bestandigt, så var jeg ret sikker på, at jeg slet ikke ville kunne holde til et langdistanceforhold på længere sigt - Nej, så hellere forblive venner og så elske hende på min egen måde, uden at skulle ende med et totalt knust hjerte.

Jeg så med et trist suk ned på vores flettede fingre, som ellers føltes så fantastisk dejligt lige nu, hvorefter jeg så hende i hendes alt for smukke øjne, der kunne smile, selv om hun ikke altid smilede med læberne. Jeg fugtede mine læber nervøst, "Mel....", begyndte jeg, men blev afbrudt på en overraskende måde af hendes læber, der lagde sig hen over mine, hvor ved jeg skubbede hende roligt fra mig, så hun så med et skuffet blik på mig, "M.. men... du vil måske ikke?", spurgte hun med et trist blik, så det fik alle mine følelser inden i mig til at flyde over.

Ej for helvede.. Kunne jeg slet ikke kontrollere mine egne følelser?

Jeg sad bare og så på hendes smukke øjne, hvor efter mit blik faldt ned på hendes alt for indbydende læber, som jeg havde nået at smage en lille bitte smule på og som jeg ærligt og redeligt allerede savnede at mærke igen.

"Jamen... Jeg troede, at det var det du ville? I alt den tid vi...", forklarede Amelia, men stoppede lettere sig selv, da jeg flyttede min opmærksomhed op til hendes smukke øjne og gav hendes et alvorligt blik fra min side af.

"Meli... Du må endelig ikke tro, at jeg ikke har lyst, for det har jeg.. virkelig! Bare alle de tanker, som jeg har om dig, driver mig til va...", forklarede jeg, men blev igen stoppet af hendes varme læber, hvorefter hun slap min hånd og pludseligt satte sig på knæ ved mig og greb fat om mine kinder, uden så meget som at slippe mine læber.

Hvor meget end jeg ville stoppe det her, så kunne jeg ikke få mig selv til det. Men elskede Meli bød sig mere end frivilligt til, og jeg kunne slet ikke modstå hendes krævende kys, så jeg gav efter....

~


Justins synsvinkel:

Skovbrynet tæt på Homewood Health Centre,150 Delhi St, Guelph, ON N1E 6K9, Canada, Fredag d.29 maj, 2015, kl. 17:50

Siden det kys med Amelia dengang ved Victoriasøen, hvor jeg blot var seksten år gammel, så kunne jeg ikke glemme hvor dejlige de læber havde været, men jeg savnede at få genopfrisket det minde, og ja... Måske, kunne man godt være det bekendt, at kalde mig lidt svinsk, eftersom jeg stadigt var sammen med Tess, men ja... Jeg elskede jo ikke Tess længere på den måde, som at være vildt forelsket.

Amelia gav mig virkelig sommerfugle i maven med hendes tilstedeværelse. Jeg havde jo ikke set hende i flere år og hendes genkendelige duft, hendes søde smil og hendes smukke øjne, havde slet ikke forandret sig i al den tid vi ikke havde set hinanden. Og nu kunne jeg bare ikke få vores fantastiske tungekys væk fra mine minder fra den sommer dengang. Det var forfærdeligt!

Og hvad mere forfærdeligt var, at det der dengang havde været så dejligt, endte så brat og ja, jeg kunne sige så meget, at der var meget fra dengang jeg fortrød.

- Tingene blev ikke, som de skulle blive...

"Ih, hvor er det altså dejligt med jer to sammen - Jeg vidste, at det ville ske før eller siden.", lød det i en lykkelig stemme ved min side, mens vi gik arm i arm, så jeg vågnede op af mine tanker og så med et svagt grin ned på hende, "Mor, vi er ikke sammen, men bare venner...", svarede jeg med et halvhjertet smil til hende, og flyttede flygtigt blikket frem for mig, hvor Amelia gik cirkulært rundt mange meter foran os, for at plukke blomster langs stien.

"Jamen... Hvorfor i alverden skulle i ellers ende her på samme tid, og ja... Jeg ved, at Meli elsker dig...", forklarede min mor med hendes lykkelig stemme, som gjorde hende så pokkers normal, men som jeg vidste pludseligt kunne slå hen i angstanfald, så ja... Jeg nød virkelig, at jeg var kommet på en dag, hvor min mor havde det nogenlunde fint efter omstændighederne.

Jeg sukkede svagt og flyttede blikket fra Amelia og ned til siden på min mor igen, hvor hun så forventningsfuldt op på mig, mens vi gik i et langsomt og roligt tempo ad den knitrende grussti, der var blevet lagt her af kommunen formentligt.

"Mor... Der er meget du ikke er klar over, men Meli og jeg er ikke sammen.. Det er et tilfælde, at vi begge endte op her... Se, hun besøgte åbenbart dig, og jeg havde lyst til at besøge dig og vips... Så var vi her tilfældigt begge to - Længere er den ikke mor...", forklarede jeg på bedste vis og undlod bevidst at fortælle om min egentlige plan om at se Amelia, og at det faktisk var mig, der fik personalet til at holde på hende, så hun ikke smuttede inden jeg ville komme.

Min mor nikkede med et smørret smil, "Nå nå, jamen så siger vi bare det." "Mor, det er sandheden!", brød jeg hurtigt ind og valgte bevidst at se reel ud, så min mors blik sagde alt! Det var vidst ret tydeligt, at hun ikke købte den.

Vi gik roligt videre ad stien, uden at sige noget de næste par minutter, mens jeg dårligt kunne flytte blikket fra Amelia, der blev ved med at plukke blomster, høje græsstrå, fine grene og hvad hun ellers kunne finde til en kommende pæn buket. Gentagende gange fik vi øjenkontakt på afstand, hvor hun tydeligvis viste hendes dejlige smil og små grin, for gang på gang at bryde vores kontakt, for at plukke videre. Ja, jeg var sikker på mit hjerte - Jeg var mindst lige så forelsket i hende igen - hvis ikke mere? Ligesom dengang vi var hinandens bedste venner. Jeg havde virkelig savnet hende, og det kunne kun mærkes med stor styrke lige i dag.

Jeg mærkede et lille puf i siden på mig, så jeg igen så ned på min mor, der så op på mig med et skælmsk smil, "Du er jo som fortabt i hende skat... Tal dog med hende?", forklarede min mor med hendes drilske blik, så jeg himlede med øjnene og så væk fra hende igen, så mit blik selvfølgelig endte henne på Amelia, der rejste sig fra en hugstilling, idet hun havde plukket en gul kornblomst og samtidigt førte hendes lange hår bag det ene øre, hvor hun rejste sig op og fandt tilfældigt mit blik på hende, så hun smilede varmt, men jeg valgte at se ned i jorden i stedet, "Mor, jeg er jo ligesom sammen med Tess, ikke...", mumlede jeg diskret.

"Hvem er Tess?", spurgte hun hurtigt efter, så jeg straks så op på hende med et målløst blik.

"Mor, du ved da godt hvem Tess er? Jeg har været sammen med Tess i flere år...", pointerede jeg med et løftet øjenbryn, så min mor så lettere skuffet op på mig, "Vel ikke hende blondinen?", pointerede hun med et stemme, der virkede træt og ligegyldig, som om hun allerede havde afskrevet Tess.

Jeg sukkede svagt og gik videre med os, "Ja, det er Tess...", svarede jeg lavt, hvor ved jeg flyttede blikket frem for mig igen og så Amelia komme gående roligt tilbage mod os med en ret flot buket i hånden og hendes blændende smil.

"Jeg kan virkelig ikke lide Jess - Hun er ikke god for dig Justin.", brød min mor ind, så jeg stoppede op med os og stillede mig lettere opgivende op foran min mor og så ned på hende med et suk.

"Tess mor - Ikke Jess!", forsvarede jeg med et suk, så min mor så op på mig med et skrævende blik og nikkede svagt, "Jess eller Tess skat... Det er én og samme ting... Jeg kan stadigt ikke lide hende.. Hun misbruger dig.", slog min mor fast, så jeg så med et opgivende suk ned på hende.

"Mor, du har mødt hende to gange... Hvordan kan du overhovedet tro, at hun ligefrem misbruger mig?", spurgte jeg med en knude i maven, selv om jeg i realiteten godt vidste at min mor havde ret.

Hun smilede kærligt op til mig og lagde sin højre hånd om min kind, "Lille skat... Du har vidst glemt, at jeg er din mor og jeg kender dig bedst og ja... Nok har jeg kun mødt tøsebarnet to gange, men jeg er trods alt ikke afsondret verden, bare fordi jeg bor hos en flok skingrende vanvittige mennesker, der ser Jesus, Elvis og Satan for sig, så følger jeg trods alt med i medierne på tv og i ugebladene og jeg kan se, at hende Jess, slet ikke er noget for dig! Hun er manipulerende og tror hun er guds gave til dig - Så nej, jeg er ikke blind for hvad der foregår omkring dig min dreng..", forklarede min mor med et kærligt smil og et bestemt blik op på mig, så jeg med et suk opgav at modsige hende og valgte bevidst ikke at understrege, at hun hed Tess og ikke Jess.

Tja, min mor var pokkers klog og vis og hun vidste for det meste hvad der foregik omkring hende, selv om hun til tider ikke kunne se, at hun faktisk var psykisk ustabil og nok ikke forstod pointen i at være på det hjem hun var på, men som sagt; Hun havde gode og dårlige dage og lige i øjeblikket havde hun det godt og virkede rimelig klar i hovedet - Ligesom i gamle dage, og selv om hun slet ikke virkede til at holde det mindste af Tess, så nød jeg, at have min "gamle" mor hos mig, for jeg havde virkelig savnet i lange tider at kunne tale rigtigt med hende som nu. Sådan havde det ikke været de sidste flere gang, hvor jeg havde besøgt hende hvor hun slet ikke havde været sig selv.

- Om det var Amelias tilstedeværelse og så min samtidigt, der gjorde det positive udslag, anede jeg ikke, med måske det var det der var løsningen for min mor?

"Men snak nu lidt med Meli skat... Hvis i ikke har set hinanden i evigheder, så er det på tide, at i får talt ud, ikke?", forklarede min mor med et bedende smil op på mig og trak mig ned i et flygtigt lille kys på munden, inden hun trak sig en smule fra mig og så op på mig med et kærligt smil og pakkede hendes store mørkegrå striktørklæde om sig med armene over kors, "Jeg går lidt foran imens...", tilføjede min mor med et blink med øjet og gik lettere forbi mig, så jeg automatisk vendte mig omkring og nu så Amelia række buketten til min mor med et smil.

"Til dig Pattie..."

"Tak... Du er virkelig en blomst selv.. Snak du lidt med Justin...", hørte jeg dem veksle de enkelte ord med hinanden og min mor gik videre flere meter foran os, hvor ved jeg flyttede mit blik hen på Amelia, der med et lille skævt smil gik de få meter mig i møde.

"Din mor mener vi skal snakke?", fnes hun med svagt blussende kinder, så jeg nikkede med et lille smil og lagde min venstre arm over hendes nakke og skuldre og så lettere ned på hende med et skævt smil, "Det skal vi måske også?", slog jeg fast med et smørret smil, så Amelia nikkede med et lille grin, hvorefter vi begyndte at gå og følge efter min mor, der gik ca 5 meter foran os.

- Var det nu jeg skulle indrømme alt over for Amelia?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...