From Nerdy To Flirty

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2016
  • Opdateret: 3 nov. 2016
  • Status: Igang
Vi følger Justin Drew Bieber på 21 år, som er en professionel basketballspiller for Brooklyn Nets, som spiller for NBA. Lige hvor han er på det højeste mål i sin karriere, bliver han interviewet og straks hevet tilbage til en barndom præget af mobning i skolen, stemplet, som en nørd, trods kæmpen for det eneste han brænder for - Basketball, hans far, der døde ung i en motorcykelulykke, en alkoholisk og voldelig stedfader, og en mor med dårlige nerver, og ej at forglemme en søster i nød, og voksne beslutninger, som han må tage fra barnsben af og ikke mindst den eneste ven han havde som teenager; Amelia Rosalynn Erhart. Justin tager derfor en alvorlig beslutning om at vende tilbage til Canada og straks vælder flere og flere minder op, både på godt og ondt. ***Historien vil blive skildret i nutid og flashbacks*** ***Justin er IKKE kendt*** ***Hårde scener kan forekomme***

89Likes
60Kommentarer
46685Visninger
AA

5. Bad news...


Amelias synsvinkel:

St Michael Catholic Secondary School, 9130 Columbia Way,Bolton, ON L7E 4G6,Canada,Torsdag d. 28 maj, 2015, kl. 20:05

Jeg lod mine fingerspidser kærtegne plexiglasruden, der var låst, hvor skolen sportslegender var udstillet. Mit blik var som paralyseret på de få billeder af Justin Drew Bieber, der var 13 år på det ene billede og 16 år på det andet. Ja, jeg husker de billeder, som var de taget i går.

På billedet, da han var 16 år, dominerede hans lange hairflip tydeligt, kun fordi han havde fået en thing for at lade sit hår gro. Håret dækker en smule det højre øje med et blå mærke om, som jeg havde dækket så godt jeg kunne med pudder, blot ti minutter inden billedet blev taget. Han ønskede det selv, og jeg glemmer aldrig det skærende ansigt han viste, da jeg rørte ved hans ømme blå øje. Det var faktisk hans fødselsdag den dag. Man kunne måske kalde det rent held og lykke midt i en hård periode for hans vedkommende. Seksten år og blev endelig opdaget af en talentspejder den dag i skolen.

Jeg smilede svagt og stirrede intenst og længe på billedet af ham og den slidte basketball ved siden af med hans første autograf på, som lå fint ved siden billedet, der var indrammet af ham, hvor han stod i sin Huskies uniform med selvsamme basketball under sin venstre arm. Han smilede stort til trods for jeg kendte til smerten i hans blik.

Jeg sukkede og fjernede mine fingre fra glasset og smilede svagt for mig selv. Ja, selv dengang havde jeg et voldsomt crush i ham. Han var min drømmefyr, men han så mig aldrig andet end som hans yngre veninde, der hjalp ham nu og da, når alt boblede over for ham. Han var skolens nørd, men alligevel lykkedes det ham at klatre op ad karrierestigen inden for basketboldens verden. For jeg vidste, at han den dag i dag var én af NBA's storspillere og var bosat et sted i New York. Ja, New York kunne ligesom være et sted i Langbortistan for mit vedkommende, for New York, var da vidst nok et sted som jeg aldrig ville opleve! Alt foregik i Canada for mit vedkommende.

- Han forlod Stratford - ikke mindst Canada og fulgte sine drømme.

"Miss Erhart?", rektorens stemme fik mig til at se væk fra sportsudstillingen her midt på skolegangen, hvorefter jeg så hen på hende. Hun nikkede med et smil henne fra dørkarmen, som hun stod foran og vinkede mig mod hende med en pegefinger.

"De kan godt komme til nu!", forklarede hun lettere højt, så jeg kunne høre hende, eftersom hun stod ca 20 meter væk fra mig. Jeg nikkede med et smil og begav mig hen mod hende og hendes kontor her på skolen. Ja, der var øde her på skolen, hvor der kun lige foregik noget skole/ hjem samtale eller lignende ved én af klasserne, men det var slet ikke det jeg var kommet for. Jeg gik jo ligesom ikke på denne skole længere, men jeg havde en mission for.

Jeg kom hen til hende og gav hende hånden. Jeg huskede hende tydeligt, men anede ikke om hun kunne huske mig overhovedet? Det var jo ligesom også tre år siden, at jeg gik her på skolen. Hun nikkede med et smil og slap min hånd og trådte til siden ved døren og gjorde derved plads for mit vedkommende.

"Værs'go at tage en plads miss Erhart..", sagde hun roligt, hvor jeg nikkede med et smil og gik hen og satte mig i den hårde og ret triste lænestol, der stod på den modsatte side af hendes kontorbord, mens jeg satte min skuldertaske ned på gulvet op ad stolen, hvorefter jeg stirrede frem for mig og hørte, at hun lukkede døren i, hvorefter hendes sorte damesko med lav tyk hæl klikkede let i gulvet og hvor hun derefter satte sig ned på hendes komfortable sorte direktørstol på den rigtige side af hendes kontorbord og derved sad over for mig nu, men tydeligvis sad  ca 10 cm højere op end jeg, blot så man kunne fornemme, at hun var én man så op til. Diskriminerende måske, men det indgydede respekt over for hende, når der var tale om elever eller hvem det nu var, som sad på denne hårde lænestol, som jeg sad på. Ja, egentligt var det ikke en lænestol, men fungerede lidt sådan med ret ryg og armlæn. Just ikke en stol, som jeg ville foretrække at sidde i, når jeg skulle se tv... eller noget!

"Nå miss Erhart, der var noget de ville tale med mig om?", begyndte rektor Clarence. Jeg nikkede med et svagt smil og fugtede mine læber.

"Jo..", begyndte jeg svagt nervøst og tog en dyb indånding og kom til at gnide mig flygtigt ved min venstre øje, kun fordi den skide kontaktlinse generede mig. Ja, dyre og ordenlige kontaktlinser havde jeg slet ikke råd til endnu, trods mit lille freelancejob som model. Alle pengene gik til mine studier osv. Godt, at jeg ikke havde andet end en vandfast mascara på til aften, ellers havde jeg nok tværet makeuppen pænt meget ud.

"Generer øjet?", spurgte rektor Clarence, så jeg fnes svagt nervøst og fjernede hurtigt mine fingre fra øjet.

"Bare min kontaktlinse...", mumlede jeg med et nervøst smil, så rektor Clarence så med et løftet blik på mig.

"Har de nogensinde overvejet briller miss Erhart?", spurgte hun med et svagt smil, så jeg trak svagt på skuldrene.

"Jeg har briller, men bruger dem helst ikke...", mumlede jeg lettere forlegent, så hun blot nikkede med et bestemt smil og lænede sig tilbage i sin direktørstol og foldede hendes hænder foran sig på en afslappet facon.

"Nå, men det var vel næppe kontaktlinser og briller, som de kom og ville drøfte med mig om, vel miss Erhart?", spurgte hun roligt med et roligt smil, så jeg rystede svagt på hovedet med et lille smil.

"Nej rektor Clarence... Men jeg ville høre, om der ville være mulighed for få kopier af en tidligere elev, som gik her på skolen.. Én ved navnet Justin Drew Bieber?", spurgte jeg med et nervøst bid i underlæben, så rektor Clarence så med et undrende blik hen på mig og lænede sig fremad i hendes direktørstol, hvor hun lagde sine arme på kontorbordet, mens hun stadigt havde foldet hænder.

"Sig mig, snakker de om NBA spilleren Justin Drew Bieber?", spurgte hun med et undrende blik, så jeg nikkede med et svagt smil.

"Ja ham.. Ville der mulighed for at få kopier af hans sagsmappe?", spurgte jeg med en lille knude i maven, så rektor Clarence pustede tungt ud og fjernede hendes læsebriller fra hendes næse, hvor ved hun lod dem dumpe ned mod bordet, men hvor de blev stoppet af hendes korte røde brillesnore.

"Miss Erhart! Jeg ved ikke, hvad de havde tænkt dem med en sådan forespørgsel, men sådanne sagsmapper er fortrolige og de eneste, der har adgang til dem, er selve den tidligere elev, mig eller skoleledelsen. Disse sagsmapper er fortrolige og vedkommer slet ikke andre, der ikke har adgang til dem - selv ikke tidligere elever, som dem selv!", forklarede hun bestemt, så jeg sukkede tungt og nikkede og så mig flygtigt i skødet på mine blå skinny jeans, inden jeg så op og hen på hende igen med et bedende blik.

"Men det er til en vigtig opgave i min skole - ser de, jeg er under uddannelse som finansøkonom, og je..."

"Ærligt talt miss Erhart! Hvor vil de hen med dette? Mr Biebers sagsmappe, indeholder slet ikke den slags oplysninger relateret økonomi - hvis de tror den slags?", afbrød rektor Clarence mig, så jeg så spørgende på hende.

"Men jeg ved fra min egen sagsmappe, at den slags oplysninger er oplyst fra forældrenes indkomst, og derfor så..."

"Miss Erhart! Jeg må beklageligvis skuffe dem, at uanset om der står noget om økonomiske oplysninger, så får de slet ikke adgang til hverken mr Biebers sagsmappe eller andre tidligere elevers sagsmapper. De er alle fortrolige!", afbrød hun mig igen, så jeg sukkede skuffet og nikkede svagt.

"Jeg forstår... Men kunne de i det mindste give mig en adresse eller et eventuelt telefonnummer på Justin Bieber eller hans mor?", spurgte jeg forsigtigt, så rektor Clarence så med et løftet øjenbryn hen på mig. Ja, der var jo en grund til, at jeg spurgte, selv om jeg havde kendt Pattie før i tiden, men af visse årsager, var hun som sunket i jorden og ingen vidste hvor hun var - Nok kun Justin, der vidste det?

"Miss Erhart.. Tror de, at jeg er oplysningskontoret? Nej vel! De kan gå til borgerkontoret på kommunen - De må kunne hjælpe dem med at finde frem til mr Biebers mor, hvis de slet ikke ved hvor hun befinder sig.", svarede hun bestemt, så jeg nikkede skuffet.

Rektor Clarence rejste sig fra sin direktørstol og gik hen til den lukkede dør og åbnede den, mens hun så afventende på mig.

"Hvis der ikke var mere miss Erhart, så vil jeg gerne takke af for i aften, da jeg også har et privatliv!", forklarede hun bestemt, så jeg nikkede med et suk og samlede min skuldertaske op fra gulvet ved min stol og rejste mig og tog tasken på skulderen. Jeg gik med opgivende skridt hen mod hende og døren og hun rakte hånden mod mig, som jeg tog imod, hvorpå vi gav hinanden hånden som et farvel. Hun smilede svagt.

"Og, så ønsker jeg dem held og lykke med opgaven miss Erhart.", sagde hun bestemt i en venlig tone, så jeg nikkede med et skuffet smil.

"Jo tak rektor Clarence... Og tak for ulejligheden...", mumlede jeg med et suk, hvor ved rektor Clarence nikkede med et smil. Jeg afbrød vores øjenkontakt og gik atter ud på skolegangen, der stadigt var lige øde, hvor jeg gik ned mod udstillingsvinduet og stoppede atter op ved udstillingen af Justin. Jeg lagde atter min højre hånd på plexiglasset.

"Jeg giver ikke så let op Justin...", hviskede jeg for mig selv med tanken om jeg vidste hvilken kamp han selv havde været igennem...

~


Justins synsvinkel:

Imens i omklædningsrummet, Barclays Center, 620 Atlantic Ave, Brooklyn, NY 11217, USA. Torsdag d. 28 maj, 2015, kl. 20:25

"Er du okay?", spurgte Debbie lavt, mens jeg bare følte, at jeg kunne kaste op når som helst det kunne være. Dette var faktisk hårdere end jeg troede det ville blive. At rippe op i gamle smertefulde minder, var ikke det fedeste lige nu. Jeg nikkede med blikket i skødet, mens jeg tørrede mine løbske tårer med den kleenex, som Debbie havde rakt mig for lidt siden.

"Jeg forstår godt, hvis du ikke ønsker at fortsætte interviewet Justin.. Du skal vid..."

"Jamen, det er okay!", afbrød jeg hende svagt frustreret og så op på hende, hvor hun nikkede med et svagt smil.

"Hvis du synes?", svarede hun lettere hen i vejret, så jeg selv nikkede og tog en dyb indånding.

Debbie rakte mig min mikrofon igen, som jeg tog imod, hvorpå hun hintede med et lille smil på hendes båndoptager, så jeg nikkede med et lille smil. Debbie greb sin egen mikrofon og førte den op tæt ved hendes mund.

"Og vi fortsætter interviewet af den professionelle NBA spiller Justin Drew Bieber på 21 år... Nå Justin, der må være en grund til, at du indleder interviewet med din sekstenårs fødselsdag, og hvor du hjerteskærende fortalte om hvilken vold og magt din stedfader havde over din mor og dig især... Hvorfor fortælle om sådan en voldsom begyndelse?"

Jeg fugtede mine læber med et svagt suk og gned mig efterfølgende i panden på mig selv.

"Jo, fordi jeg endelig mener, at resten af verdenen fortjener at få at vide hvilke smertefulde kår jeg kommer fra - Og at jeg ikke altid har været den succesfulde og populære basketballspiller her i New York.. Jeg føler, at folk fortjener at vide, at jeg har kæmpet mine kampe både for mig selv og for min mor og lillesøster..."

"Men er der en præcis pointe i at du fortæller om lige præcist den morgen Justin?"

Jeg nikkede med et svagt smil og fugtede mine læber igen.

"Jo, ud over det var min sekstenårs fødselsdag den dag, så ønsker jeg at fortælle, at den dag skete der også noget fantastisk... Det var en lysning oven på den slemme morgen med at min mor blev banket lettere til ukendelighed... Altså, vi havde ikke så mange penge, at gøre godt med og vi kørte en fattig tilværelse, og netop, som jeg troede, at min fødselsdag skulle gå hen og blive endnu en "normal" dag som alle andre dage, så skete der en smule godt den dag i skolen, og det var bestemt ikke noget, der kunne ske for hvem som helst...", forklarede jeg med et smil, så Debbie nikkede med et lille smil.

"Jamen, fortæl Justin?"

Jeg nikkede med et smil og begyndte at fortælle...

~

Privatparkeringen udenfor Barclays Center, 620 Atlantic Ave, Brooklyn, NY 11217, USA. Torsdag d. 28 maj, 2015, kl. 21:52

Med et træt og opgivende suk nærmede jeg mig min råhvide lamborghini, hvor jeg trykkede på min elektroniske sorte bilnøgle, så min bil bippede højt i det halvdunkle mørke og ikke mindst blinkede et par gange. Men inden jeg nåede helt hen til bilen, hørte jeg min iPhone ringe nede i min venstre bukselomme, så jeg stoppede op blot tre meter fra min lamborghini og trak min iPhone op ad lommen, hvor jeg med et lille smil opdagede navnet Em på, så jeg ikke var i tvivl om hvem det var, der ringede til mig lige i nuet. Jeg tøvede heller ikke med at besvare den.

"Hey skat, hvad så?", svarede jeg med et smil, til trods for at jeg var træt i hovedet efter det lange og psykiske hårde interview med Debbie fra før og med tanken om, at jeg havde en vigtig kamp i morgen aften.

"Hej Justin.. Hvad laver du?", lød det i en oplivende tone fra Emmeline i den anden ende. Jeg smilede træt og gik helt hen til min bil og åbnede døren, så den løftede sig op i luften, hvor ved jeg satte mig lettere på tværs på sædet med mit højre ben indenfor og mit venstre hvilende nede på asfalten lige ud for bilen.

"Nåeh.. Ikke så meget skat... Jeg har lige overstået et interview med en reporter fra Kanal 5, og nu sidder jeg i bilen uden for stadionet og taler med dig, og ja.. så skal jeg bare hjem og slappe af og i seng, eftersom jeg har en vigtig kamp i morgen.. Hvad laver du da? Har du haft en god dag i skolen?", svarede jeg med et par spørgsmål og fugtede mine læber i et lille afventende smil på hvad Emmeline ville fortælle.

"Jo, dagen har været okay... Der er startet en ny pige i klassen, som ikke er så god til engelsk - hun kommer fra Columbia, men hun virker til at være rigtig sød og vi svinger godt sammen..."  Hendes forklaring fik mig til at smile med lidt lyd på og jeg nikkede roligt.

"Det lyder da dejligt skat.. Men jeg ved også, at du har et hjerte af guld og plads til alle.."

"Jaer... Hvornår kommer du hjem og besøger os Justin?" Det var tydeligt, at Emmeline lød en anelse trist. Jeg nikkede med et svagt smil.

"Jeg lover, at det nok skal blive snart skat - Jeg skal lige overstå kampen i morgen, så ser jeg lige på det, ikke?"

"Okay... Jeg savner dig så meget..." Hendes oprigtige svar fik det til at skære dybt i hjertet på mig, eftersom jeg kunne fornemme smerten i hendes lille og blide stemme. Nok havde hun vores bedsteforældre omkring sig, så hun var i trygge omgivelser, men det var også tydeligt, at hun savnede både vores mor og mig. Jeg havde jo desværre meget travlt med min karriere, så det var ikke så tit jeg kom til Canada.

Ja, grunden til at Emmeline også savnede vores mor, var ligesom en ret simpel grund. I snart to år, havde vores mor ikke været hjemme, fordi hun udelukkende boede på et behandlingshjem nær de canadiske smukke skove. Ja, selvom jeg havde været ret åben omkring meget under mit interview med Debbie tidligere, så havde jeg dog undladt visse ting og det var, at min mor ikke bare gik i terapigruppe, men faktisk boede på behandlingshjem. Ja, jeg kunne lige så godt indrømme det, men vores mor var syg - rettere psykisk syg. Ikke sådan så hun slet ikke var til at være i kontakt med, men hun var utryg, led af svære depressioner, havde angst for at være alene og samtidigt angst for for mange mennesker omkring sig. Hun led af voldsomme mareridt og fandt sjældent ordenlig hvile. Mareridtene var tydeligvis præget af vores fortid med Kevin, der øjensynligt havde bragt psykiske ar i hende.

Jeg havde da besøgt min mor flere gange, men nok ikke nok som jeg egentligt ønskede. Der havde kun været få tilfælde, hvor jeg havde kunne bruge rigtigt kvalitetstid med hende, i forhold til flere af de andre gange, hvor jeg havde besøgt hende, hvor hun havde været ude af stand til at opfatte, at jeg overhovedet var der og jeg havde også oplevet en gang, hvor jeg besøgte hende, hvor hun pludseligt stirrede paralyserende på mig, hvorefter hun blev kridhvid i ansigtet og skreg hjerteskærende op, hvor personalet kom ilende og lagde hende i spændetrøje, kun fordi de var bange for, at hun ville gøre skade på sig selv. Det var heldigvis kun sket én gang, dengang hun kun havde været på behandlingshjemmet i nogle måneder. Der havde været tale om, at hun havde vrangforestillinger på daværende tidspunkt, og hun havde forklaret ved en samtale med sin sygeplejer, at hun havde set mig være blodig i ansigtet med blå mærker og yderligere havde set Kevin stående bag mig og tage kvælertag på mig, selv om hverken han var der, eller at jeg overhovedet havde været skadet på nogen måde.

Det var indre dæmoner, der havde huseret hendes tanker blandet med den medicin hun havde fået dengang. Kort sagt; Det havde ikke været den rette medicin, som hun havde fået og tak for et chok jeg havde fået over den udmelding dengang. Heldigvis havde hun ikke flere af de tilfælde, men hun led stadigt af angst og til tider svær at være i kontakt med. Derfor boede Emmeline hos vores bedsteforældre, hvor de sørgede for hende, skolegang osv. Jeg var selv til dels inden over det, når jeg havde tiden til at smutte til Canada, men det var ikke særligt tit det skete.

"Jeg savner også dig prinsesse..", sukkede jeg stille og gned mig lettere i panden.

"Hvem skal du spille mod i morgen?", spurgte hun roligt i røret, så jeg smilede svagt og kradsede flygtigt i min nakke, hvor mit viltre afblegede hår virkede fedtet efter træningen til aften, men jeg havde ikke orket at bade i omklædningsrummet efter interviewet med Debbie. Jeg ønskede bare at komme hjem og få mig et afslappede karbad inden sengetid og håbede lidt, at Tess var gået til ro, eftersom jeg ikke magtede at skulle diskutere yderligere med hende, eller også kunne jeg måske forvente, at hun var smuttet, blot for at få mig til at savne hende, men ja.. Jeg vidste sgu ikke rigtigt, hvor jeg stod i forhold til hende. Jeg vidste jo inderst inde godt, at hun bare så mig, som populær, kendt og en pengemaskine, som hun kunne udnytte. Ja, det var jeg næsten tilbøjelig til at tro, men jeg kunne selvfølgelig også tage fejl?

"Jeg skal spille mod Knicks i morgen..", svarede jeg roligt med et lille smil, så jeg b lev blød om hjertet i få sekunder, da jeg hørte Emmelines søde grin i den anden ende. Om det var helhjertet, vidste jeg ikke, men uanset hvad, så elskede jeg bare at høre min lillesøster grine.

"Fedt.. Kommer det i fjernsynet i morgen?", spurgte hun med en spændt stemme, så jeg smilede svagt.

"Det er pay per view skat, og det ved du mormor og morfar ikke har, men jeg skal nok sørge for at få det i orden, så i også kan se det..", forklarede jeg med et smil og hørte Emmeline grine lidt.

"Det glæder jeg mig til Justin.. Nå men morfar vil lige snakke med dig, så jeg vil smutte!", fnes hun. Jeg nikkede med et smile.

"Helt okay skat... Elsker dig!", svarede jeg med et lille smil.

"Elsker dig mest!", svarede hun hurtigt, hvor jeg hørte en flygtig kysselyd i røret, så det varmede i hjertet på mig, og så blev der mumlet i baggrunden, hvorefter jeg tydeligvis fik min morfar i røret.

"Hvad så knægt? Får du scoret nogle mål?", lød det i et brummende grin fra min morfar, så jeg rystede grinende på hovedet.

"Dumme spørgsmål besvares ikke!", grinede jeg smørret, ".. men jo, karrieren kører godt.. Hvordan går det med jer og hvad med mor?", spurgte jeg roligt, så jeg hørte et suk fra ham i den anden ende.

- Alright, alt efter min morfars suk at antyde, så var det vidst ikke de bedste nyheder han havde til mig...

~

Okay, lige for at slå det nogenlunde fast, så regner jeg stærkt med at udgive kapitler her hver dag eller maks hver anden eller tredje dag, alt afhængigt hvor meget forud jeg får skrevet :)

Nu vil jeg snart smutte til træning.

Kan i alle have en forrygende lørdag?

~

Ida.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...