Fregner

De Fremmede flytter ind i Anas by, og Anas mor formaner hende om, at holde sig fra dem. Men Ana forstår ikke hvorfor. Og en dag går det galt.

5Likes
3Kommentarer
331Visninger

1. Fregner

FREGNER

 

De kom i forgårs

De Fremmede.

Med deres lyse hår, lyse hud og mærkelige sprog, der lyder som om de er ved at kløjs i deres endnu mærkeligere, fremmede mad hele tiden.

Grik-grak-gruk-grok.

Ana har hørt dem. Selvom Mor ikke vil have, at hun kommer i nærheden af deres hus, der kun ligger to huse væk fra Anas.

 

Egentlig skulle de Fremmede være flyttet ind i et nyrenoveret hus for enden af byens hovedgade. Men det blev brændt ned for en uge siden.

Som dansende onde ånder stod flammerne op fra husets tag og oplyste aftenmørket, og selvom Anas mor gennede hende hurtigt hjem, nåede Ana at opfatte de sammenbidte, bistre ansigtsudtryk på byboerne, der havde sluttet ring om huset.

”Er de farlige, Mor, de Fremmede?” havde hun spurgt samme aften, da hun lå i sin seng og Mor skulle til at slukke lyset. Der lugtede stadig af røg i hendes eget værelse, fordi vinduet havde stået på klem, da de forlod huset om morgenen.

Mor sukkede og det tykke sorte hår faldt ned i hendes ansigt, da hun satte sig på kanten af hendes seng med et ansigtsudtryk, der tydeligt viste, at hun helst ikke ville svare på Anas spørgsmål men heller ikke vidste, hvordan hun skulle komme udenom det. Som om hun havde taget en ordentligt bid af en chili og forsøgte at få det til at se ud som om det var en sirupskaramel.

”Mjaeh...” begyndte Mor, som ellers plejer at sige tingene ligeud. ”Jeg ved ikke, om de er farlige. Men de er...” Hun vrikkede med hånden i ubestemmelig retning, måske med kurs mod det brændende hus. ”Anderledes, Ana.”

”Hvorfor brænder deres hus?”

”Nogle kan ikke lide Fremmede og vil ikke have de skal bo her.”

”Hvem er nogle? Og hvorfor vil de ikke have det? Har de Fremmede gjort noget galt?””

Nu kunne Mor ikke længere skjule det med citronen. Hendes mund rimpede sig sammen i et aldeles besynderligt ansigtsudtryk.

”Neeej...egentlig ikke.” Mor trak vejret dybt ind gennem næsen og pustede ud gennem munden. ”Der er krig og ulykke i deres eget land, Ana, derfor kommer de og bor hos os, så vi kan – hjælpe dem.”

Indgående studerede Ana Mors ansigt for at prøve at forstå de mange pauser. Mor der ellers talte rivende hurtigt med sine melodisk, rullende r'er og bløde kropssprog.

”Det er vel godt, ikke – at vi kan hjælpe dem.”

En rynke pressede sig frem i Mors pande over de mandelformede, mørke øjne – så lig Anas – da hun lænede sig frem. I skæret fra nattelampen, så Mor pludselig både gammel, træt og en lille smule uhyggelig ud.

Ana sank en klump og trak sig lidt væk.

”Ana, du skal ikke gå ned til de Fremmede, når de flytter ind,” sagde Mor med eftertryk.

”Hvorfor?”

”Sov nu,” Mor klappede på Anas dyne, inden hun rejste sig og slukkede lyset, for at gå ind og sige godnat til tvillingerne og Sama.

 

De følgende dage havde Ana gjort sit bedste – virkelig sit aller-allerbedste, det ville hun sværge – for ikke engang at tænke på, at de Fremmede skulle komme til byen. Men det var svært, for det var som om, alle i byen snakkede om dem. Det lod til, at alle vidste en masse om dem, og Ana havde svært ved at styre sin nysgerrighed.

Om aftenen fiskede hun en hemmelig liste, hun havde lavet, frem under sin madras og tilføjede de nye informationer med sin ubehjælpelige 6-års håndskrift.

 

Og så i forgårs kom de.

Midt om natten.

Ana nåede slet ikke at se dem, fordi hun sov. Om morgenen kom Sama styrtende ind på hendes værelse og flåede hende op af sengen.

De er her!” hvislede hun og hoppede op og ned på stedet, så hendes sorte, tykke fletning dansede om hendes ansigt og daskede hende på kinderne. ”De Fremmede er her!”

Hvad? Hvor?” Ana fór op og hen til vinduet, så hun kun med nød og næppe undgik at knalde panden ind i ruden. ”Har du set dem?”

Hun kneb øjnene sammen for at kunne se bedre over til genboen. Huset virkede lige så forladt som for et par dage siden, men hun syntes hun kunne skimte et par sko, der var smidt op ad husmuren.

Bobler af nysgerrighed buldrede i hendes blodårer, som sodavand der kæmper for at komme ud af en hermetisk lukket flaske.

Efter morgenmaden var både hun og Sama klar til at styrte over til huset og trykke næsen flad mod ruderne, for at se dem.

De Fremmede!

Men Mor havde på det strengeste forbudt det – ja, de måtte ikke engang gå ud i haven og stille sig på tæer for at titte over plankeværket – så de havde surmulet det meste af dagen, indtil Sama tabte interessen og gik ud i køkkenet til Mor og tvillingerne. Ana sad med panden lænet mod vinduet i sit værelse og holdt nøje øje med huset af frygt for, at hun skulle gå glip af noget.

 

De næste par dage havde Ana kun fået enkelte glimt at fire meget lyse mennesker, der talte lavmælt på et staccatosprog, der skurrede i ørerne, mens hendes mor trak hende hastigt forbi huset på vej ned til købmanden.

Ana ville have svoret på, at hun kunne smage mors angst, metallisk og bitter bagest på tungen, som når man har spist en bid gul grapefrugt. Ved disse lejligheder stemte Ana hælene i og strakte hals for at få et ordentligt kig på de nyankommne. Men hvis de befandt sig udendørs, gjorde de omgående retræte og trak sig ind i deres hus, så Ana skuffet måtte sjoske efter sin mor hen til købmanden, hvor det nyeste sladder om flygtningene blev udvekslet. Her lærte Ana, at der var borgerkrig i de Fremmedes land, at manden manglede det ene ben, fordi det var blevet sprængt af, og at kvinden led af noget de kaldte PTSD.

Ana syntes det lød som en vaccine.

Eller en sygdom med masser af røde knopper.

Stakkels børn og kone” hviskede en.

Stakkels mand,” hviskede en anden.

Men da den stakkels kone kom ned for at købe ind, med bøjet hoved og et par sedler knuget i hånden, sagde ingen noget.

Der var en nærmest håndgribelig, stilhed i hele butikken, som om alle bevægede sig rundt i en tyk sovs af usagte ord, mens kvinden fyldte sin kurv og siden betalte med bøjet nakke og nedadvendt ansigt.

Under hele seancen fulgte Ana hende nysgerrigt med blikket, drak grådigt indtrykkene i sig, lige fra kvindens slanke, næsten magre kropsbygning, lange, lyse fingre og blonderne, der krøllede i nakken – og øjnene, blå som himlen, som havet, som vingerne på de bittesmå fugle i haven. Ana havde aldrig set øjne som dem, og det gav et sug i hendes mave, da kvindens blik et ganske kort øjeblik strejfede hendes.

I det øjeblik, den Fremmede trådte ud af døren og klokkerne bimlede en glad melodi efter hende, som var de lige så glade for at se hende forlade etablissementet, som resten af de handlende, brød samtalen ud som et pludseligt opstået uvejr.

I hvad hun købte?”

Mon de forventer, at vi får en delikatesseafdeling med deres mad her?”

Og pengene...”

Ja, hvor har hun dem fra?”

Tænk, at min skat går til at understøtte den slags.”

Jeg har hørt, at deres børn skal gå i skole med vores børn.”

De kan jo ikke engang sproget.”

Nej man burde virkelig oprette særlige klasser for den slags.

 

”Hvorfor er vi bange for de Fremmede?” spurgte Ana Mor på vejen hjem.

Mor virrede affejende med hovedet og mente, at de da aldeles ikke var bange for de Fremmede . Men at man altid skulle forholde sig forsigtigt til ting, man ikke kendte, for man kunne aldrig vide.

Ana mente, at det ord Mor ledte efter rettere var skeptisk end forsigtigt, men hun var ikke helt sikker og holdt derfor sin mund.

Mor uddybede:

”Det er ligesom, når du møder en fremmed hund på vejen. Så stikker du heller ikke hånden frem mod den – hvad nu, hvis den bider?”

Ana tænkte på Mosters hund, Rex, som selv Moster kalder et decideret bidsk bæst, og kunne mærke, at der var noget galt med Mors argument.

Det er bedst for alle, at vi holder os fra dem,” slog Mor til sidst fast og satte farten op, for tydeligt at markere, at nu var det slut med spørgsmål.

Så Ana gemte sin undren i sig til senere, og brugte resten af dagen på at tænke over, om de Fremmede børn mon virkelig skulle gå på hendes skole, mens hun betragtede sine brune øjne i spejlet og overvejede med et sug af længsel i maven, hvordan hun ville se ud, hvis de var blå.

 

Næste morgen har hun sommerfugle i maven – så store og flaksende, at hun knap kan få sin morgenmad ned. Og de første par timer i skolen kan hun nærmest ikke sidde stille på sin stol og må strække hals for at få det hele med, hver gang der er nogen, der passerer forbi vinduerne ud til gården.

Men der er ingen lyse børn, ingen blonde krøller eller lange, lyse hænder.

Ingen blå, blå øjne.

Ved frokosttid er hun slemt skuffet – og sommerfuglene har fortrukket til en fjern afkrog af hendes mavesæk, sover som flagermus med hovederne nedad, klar til næste gang, der er brug for dem.

Det har ringet ud, og hun har plantet sig i sandkassen i den fjerneste ende af gården som altid. Ana er ikke helt lun på de andre børn i skolen – de virker for voldsomme, for larmende. De råber og griner altid af ting, Ana ikke forstår eller ikke gider sætte sig ind i.

Som oftest sidder hun der, indtil hun bliver hentet og leger sine egne lege. Bygger sandslotte. Lader historierne vokse, tage form og farve i sit sind. Tager på eventyr til fjerne lande med fremmede drager og mystiske væsener.

Lige så i dag.

Derfor opdager hun ikke drengen, før han står lige foran hende, og hun med et sæt kigger op.

Drengen gør en spørgende bevægelse mod sandkassen, og Ana, som må tage sig selv i at stirre på ham, nikker stumt. Da han sætter sig ved siden af hende, glor hun åbenlyst på hans ansigt, og han rødmer og kigger væk. Men hun kan stadig se hans hvide, næsten farveløse øjenvipper, den blege hud på panden under det lyse hår.

Og de blå øjne.

Og lige under dem...

….fregnerne.

Som et drys af rødbrune stjerner hen over hans næse.

Ana ville gerne turde røre dem.

Men hun sidder bomstille. Venter på, at smagen af grapefrugt og angst melder sig på tungen. Men den kommer ikke. Og idet drengen rækker ind over hende for at tage en skovl, snuser hun diskret ind og lugter til hans nakke.

Niks.

Ingenting.

Ingen bitter lugt, ingen grapefrugt.
Mere en fornemmelse af varme og nybagt brød ligesom i mors køkken.

Drengen klapper sand i en spand – en blå – og vender den på hovedet, så en sandcylinder rejser sig mellem dem. Derefter kigger han forsigtigt på Ana og stikker skovlen frem mod hende. Hun tager tøvende i mod den og fylder en anden spand – en rød – med sand og vender den om ved siden af drengens sandtårn.

De leger. Bygger sandslotte. Længe. I stilhed – men ikke en ubehagelig en af slagsen, mere en man nyder og som kun bliver afbrudt af grin og smil.

Graver tunneller og voldgrave, som de fylder med vand og sender bladbåde nedad.

Drengen finder en pind, giver den en kjole af blade og tilbyder hende den med de blå øjne vendt nedad. Ana rører hans fingre, da hun tager imod dem, og det gibber i hende, så sommerfuglene henrykte bliver rystet ned fra deres sovepind.

”Ana!”

Mors stemme runger hen over gården.

Ana farer op og ved ikke, hvorfor hun føler, at hun bør undskylde. Drengen slipper skovlen, så den lander lydløst på sandet. Mor kommer spænende hen over og og flår Ana til sig.

”Mor!” udbryder Ana.
”Hvad i alverden laver du?” hvæser Mor. ” Har jeg ikke sagt at du ikke måtte...”

”Mor! ” afbryder Ana halvkvalt og noget i hendes stemme får Mor til at holde inde og følge Anas blik. Under Mors fødder er slottet og tunnelerne blevet knust, bådene er kæntret, og vandet i voldgraven er sjosket op over Mors sorte nylonstrømper. Den slanke pindeprinsesse er knust under hendes ene hæl.

Drengen kigger ned i sandet med ildrøde kinder under de lyse øjenvipper, der virker våde.

”Mor vi legede bare,” forsvarer Ana sig, da Mor tager hende hårdt i armen og trækker hende med sig hen over skolegården.

”Har jeg ikke sagt, at du skal holde dig fra de Fremmede?” raser Mor og skælder ud hele vejen hjem.

 

Den dag får Ana ingen aftensmad.

Hun ligger på sin seng hele aftenen, på maven med hænderne under hovedet, mens familiens liv fortsætter udenfor døren. Inde bag hendes øjne afspilles scenen igen og igen – Mor, der træder i sandslottet, drengens nedslåede blik, Mor igen...

Da hun er sikker på, at alle er gået i seng, og huset er blevet helt stille, står hun op og lister sig ud på badeværelset. I Mors skab finder hun make-uppen. Hun må lede lidt for at finde det, hun søger. Hun nynner næsten lydløst, mens hun arbejder.

Lidt efter sænker hun den brune øjenblyant, læner sig lidt tilbage og betragter med et smil sit ansigt.

 

Et ansigt, der er fyldt med fregner.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...