A Broken Silverplate

Jeg tænder forsigtig vandet i håb om at få mindst 30 sekunder med varmt vand. Til min store overraskelse strømmer der nogenlunde lunken vand ud af det alt for forkalkede brusehovedet. Jeg nyder varmen mod min hud og mærker mine muskler løsne sig en smule. Det havde været en hård nat. Far havde fået endnu et anfald og skulle direkte til hospitalet. Mor var helt ude af den som sædvanlig, så jeg hjalp far med at komme ud i bilen, berolige mors anspændte nerver og kørte os alle tre til det nærmeste hospital. Da jeg holdt foran indgangen blev far modtaget af professionelle ambulancefolk, som bar ham op på en båre og få sekunder efter var han omringet af læger, sygeplejesker og urolige blikke fra diverse patienter på vej ud og ind af gangene. Mor var for længst skyndt sig efter lægerne og så stod jeg alene tilbage med en gammel skrotbil og mit håb om at se min far igen.

1Likes
3Kommentarer
709Visninger

9. 9

 

9

Ethan

 

Sofaens kolde læder giver mig kuldegys og jeg åbner svagt øjnene for at finde et tæppe. Jeg ser at min far allerede er vågen og han sidder bare og kigger ud i luften. ”Far, hvad…?” spørger jeg søvnigt, men da han hører min stemmer vender han hurtigt hovedet. ”Ethan! Godt du er vågen!” siger han med et stort smil. Jeg sætter mig helt op og strækker mig, mens jeg får sagt. ”Jo… Hvad er klokken?” Jeg finder min mobil i lommen.

05:36

Jeg trækker vejret dybt. ”Far er du godt klar over, hvad klokken er?”

”Nej, men det er lige meget. Fik du fat i nummeret?” spørger han ivrigt.

”Ja, jeg sad oppe i jeg ved ikke hvor langt tid og fik det fucking nummer,” Jeg ved godt at min far aldrig har tolereret bandeord, men jeg synes at jeg har ret til at være en smule sur i forhold til at han fik mig til at holde mig vågen til langt hen på natten. Han nikker og smiler som om han overhovedet ikke hørte det jeg sagde.

”Vil du ikke nok ringe dem op?” spørger han.

”Hørte du ikke lige hvad jeg sagde? Klokken er næsten kvart i 6 om morgen!” Jeg gnider mig i øjnene.

”Jo, men vil du ikke nok?” spørger han igen.

”Fint,” siger jeg for at få ham til at tie stille og rækker ud efter den gule seddel jeg skrev for få timer siden. Da jeg bøjer mig for at tage sedlen mærker jeg smerterne i mit håndled og skærer en grimasse. Jeg prøver at skjule det så godt som jeg nu kan, for ikke at gøre det hele værre.

 

Jeg finder min mobil, taster nummeret og hører en elektronisk stemme.

”Tak fordi du har ringet til Henderson Papers, hvad kan vi hjælpe med? Tryk 1 for at høre vores gode tilbud, tryk 2 for…” Jeg tager mobilen væk fra øret.

”Hvem er det præcist du skal snakke med?” spørger jeg. ”Direktøren,” siger han bare og jeg tager mobilen op til øret igen.

”Tryk 5 for direkte kontakt med Administrerende Direktør…” Jeg skynder mig at trykke 5 og en anden stemme dukker op.

”Hej og velkommen til Henderson Papers, hvad kan jeg gøre for dig?” En lys kvindestemme lyder og jeg siger hvad jeg skal.

”Desværre, han har siddet i møde hele natten og jeg er ikke sikker på at han har overskud til en samtale. Men skal jeg sætte dig på venteliste?” spørger hun. Jeg ser opgivende hen på min far.

”Ja tak,” siger jeg bare og sukker.

”Meget vel, bliv venligst hængende,” afslutter hun og jeg hører en irriterende elevatormelodi.

 

Dæmpet overglad musik – kort pause – ”Du er nu nummer 1 i køen” – kort pause –  dæmpet overglad musik. Det er, hvad mine ører har været udsat for i noget, der føles som en evighed. Endelig lyder en rigtig stemme og ikke en fra en gammel indtalt besked, der lyder som en robot.

”Direktøren er nu klar til assistance,” Det er kvinden fra før. Der er en kort pause og pludselig hører jeg en træt dyb stemme fra den anden ende af røret. Lidt ligesom mig selv.

”Du taler med direktøren,” siger han kontant.

”Du taler med idioten, der har været oppe hele natten for at tale med direktøren,” svarer jeg igen.

”Hvis dine hensigter ikke er angående forretning, vil jeg lade vores samtale slutte øjeblikkeligt,” siger han koldt og jeg har bare lyst til at sige fint og lægge mig til at sove. Men det gør jeg ikke.

”Vent,” sukker jeg. ”Det er angående min far, han…” forklarer jeg.

”Hør, hvis det ikke angår min virksomhed, vil jeg foreslå at du lægger på. Farvel,”

What?

”Nej, nej, nej, vent nu lige lidt!” starter jeg og hæver tonen. ”Jeg har venten hele natten på for det første at finde din virksomheds fucking nummer, for derefter at vente på at komme til at snakke med dig fordi min far af en eller anden fucked up grund vil i kontakt med dig.”

Stilhed.

”Og så tænker du nok, hvorfor helvede han ikke bare selv kan gøre det og lade sin lige så fucked up søn være i fred og fortsætte med at lave de fucked up ting han nu gør. Og det skal jeg fortælle dig.” Jeg koger af raseri og skænker ikke min far et blik. ”Situationen er sådan at han er lam fra halsen og ned, så du kan vel nok selv regne ud, hvordan det ville gå. Jeg ved ikke om du stadig hører efter, men du har jo den frihed til at lægge på når som helst, men det har han ikke. Med mindre han kan lægge på med sin fucking næse.”

Stadig stilhed.

”Du tænker nok også, hvorfor jeg på mine 18 år, vil bruge min tid på ham og flere gange har jeg da også overvejet at gå min vej. Men han har som dig ikke så mange år tilbage og dør sandsynligvis af sine kvæstede lunger, så derfor synes jeg kun det er fair at opfylde næsten ethvert af hans ønsker. Og det er lige meget om det er et eller andet ligegyldigt shit, som ikke giver mening, denne opringning kategoriserer jeg inden under det emne, men det stopper mig ikke fra at gøre det. Så jeg beder dig om at få nogle af dine dyrebare sekunder og bruge dem på at snakke med min far om, hvad han nu ønsker,” Min stemmer næsten ryster af raseri.

Jeg forventer at få et klassisk kontorsvar, men hører noget andet.

”Giv din far telefonen,” siger han, og jeg kan høre at han rømmer sig. ”Eller sæt den på højtaler,” Jeg vender mig om og ser på min far, der har tårer i øjnene. Det giver mig et stik i hjertet, men jeg ignorer det og sætter telefonen på højtaler. Inden jeg forlader rummet hører jeg min fars stemme.

 

”Ruben, er det dig?”

Manden i den anden ende griner.

”Godt at høre din stemme igen,” 

 

Tak for at have læst med, giv gerne et like og en kommentar! :) Personligt synes jeg at dette kapitel er med til at give Ethan endnu mere karakter, hvilket jeg synes historien har manglet lidt. Hvad synes I? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...