A Broken Silverplate

Jeg tænder forsigtig vandet i håb om at få mindst 30 sekunder med varmt vand. Til min store overraskelse strømmer der nogenlunde lunken vand ud af det alt for forkalkede brusehovedet. Jeg nyder varmen mod min hud og mærker mine muskler løsne sig en smule. Det havde været en hård nat. Far havde fået endnu et anfald og skulle direkte til hospitalet. Mor var helt ude af den som sædvanlig, så jeg hjalp far med at komme ud i bilen, berolige mors anspændte nerver og kørte os alle tre til det nærmeste hospital. Da jeg holdt foran indgangen blev far modtaget af professionelle ambulancefolk, som bar ham op på en båre og få sekunder efter var han omringet af læger, sygeplejesker og urolige blikke fra diverse patienter på vej ud og ind af gangene. Mor var for længst skyndt sig efter lægerne og så stod jeg alene tilbage med en gammel skrotbil og mit håb om at se min far igen.

1Likes
3Kommentarer
231Visninger

4. 4

4

Katie

 

Jeg vågner ved lyden af fodtrin. Jeg sætter mig op og mærker mit hår på mine skuldre. Elastikken er røget ud og siden mit hår stadig er vådt, vælger jeg at lade det hænge løst. Jeg kan ane små krøller i spidserne fra regnen. Jeg rejser mig fra min komfortable plads i sengen og går mod lyden.

I forhallen ser jeg min far i sit sædvanlige jakkesæt med sin trofaste telefon op til øret. Jeg krydser mine arme og begynder at gå ned af trappen. Da han ser mig, mens han tager sine sko af og snakker yderst højlydt med en anden i røret, får han et overrasket udtryk i ansigtet. Jeg går lige forbi ham og sætter kurs mod køkkenet. Da jeg har åbnet køleskabet og taget en karton juice ud, hører jeg hans udmattede stemme.

”Kan jeg ringe tilbage om fem minutter, Hr. McColl?”

Kort pause.

”Tusinde tak,” siger han og sænker telefonen. Jeg undgår hans blik, åbner køleskabet igen og fokuserer i stedet på en sandsynligvis lidt for gammel plasticbakke med grønne – eller snarere brune – vindruer. ”Du burde ikke være oppe på denne tid af natten,” begynder han da jeg endelig lukker køleskabet igen.

”Nå, men du er her i hvert fald ikke til at forhindre det,” siger jeg og tager en stor slurk af min juice. Smagen af friske appelsiner fylder mine smagsløg og jeg nyder de velkendte minder om dengang man sad, som familie, rundt om morgenbordet med nylavede boller og friskpresset appelsinjuice. Det er selvfølgelig noget tid siden tingene foregik på den vis.

Det var slemt nok før mors død. Han arbejdede nærmest dag og nat, men dér var det dog til at holde ud. Jeg havde mor at holde mig med selskab. Vi var meget tætte og da hun døde tog det så hårdt på mig at jeg tror, far ikke aner i hvilken grad.

Han sukker højlydt og gnider sine tindinger. ”Du skal i skole i morgen, Katie,” Han lyder frustreret og udmattet, hvilket som regel betyder at der ikke går mere end et par minutter før han opgiver diskussionen, og overgiver sig til den ene ting, som aldrig svigter ham; sit forbandede arbejde.

Er det overhovedet muligt at tilbringe så meget tid på sit arbejde som min far gør? Når folk spørger om hans livsbeskæftigelse burde han sige, ”Jeg er såmænd arbejdsnarkoman.”, i stedet for, ”Jeg er administrerende direktør på forlaget Henderson Papers.”. Men når man bor sammen med ham indser man hurtigt at der faktisk ikke er stor forskel på de to sætninger.

 

Uhyret i hans hånd lyser op og udstøder en irriterende ringetone, som tegn til ”Du har snakket for meget med din datter, nu er det tid til arbejde!”. Han kigger ned på skærmen og sender mig et undskyldende blik. Jeg ignorerer det.

”Jeg er nødt til at tage den her, Katie,” siger han lavt, som om han er flov over sit næste træk. Jeg hæver øjenbrynene og går forbi ham uden at skænke ham et ord. Jeg kan høre den forfærdelige lyd holde op og jeg forestiller mig ham gå ind på sit kontor, låse døren og begrave, det han nu har tilbage af sin dårlige samvittighed, med lange telefonsamtaler og overbookede aftaler med diverse forretningspartnere og kunder.

Jeg bevæger mig hen i rummet for enden af gangen. Et rum, hvor min far aldrig vil sætte en fod indenfor, et rum, hvor jeg kan være alene. I bunden af det gamle egetræsskab finder jeg en efterhånden støvet flyttekasse. Mine hænder ryster en smule, som jeg åbner låget og kigger ned i indholdet af kassen. En velkendt duft af hende fylder skabet og jeg får tårer i øjnene. Et billede af os alle tre – vores daværende familie – er samlet foran kirken den dag jeg blev døbt. Jeg ser min lange dåbskjole, som hun selv havde syet, da vi ikke havde de helt store penge, og der havde far kun lige opstartet sin virksomhed. Det var tiden før arbejdet overtog hans sind og krop. Jeg rører forsigtigt på glasset, hvor mor smiler. Hun holder mig tæt ind til sig og far lægger en arm omkring hende. De ser lykkelige ud. Det ser ud som en simpel tid. Jeg skubber en tot hår om bag øret og fanger en flygtig tåre. Jeg tænker på, hvordan alting har forandret sig siden da. Det kan godt være at jeg lever i fortiden, men i det mindste har jeg mod nok til at se den i øjnene, og ikke gemme mig bag en skal af sorg og fortvivlelse. Ligesom ham.

 

I det øjeblik indser jeg at jeg er nødt til at stå ansigt til ansigt med min frygt igen i morgen. Jeg er nødt til at opbygge den sædvanlige barriere, masken, der gør at jeg ikke bryder sammen. Og nogle gange når jeg ikke kan rumme mere, sænker jeg det hele. Jeg kigger igen på billedet og lægger det stille fra mig ved siden af min plads. Jeg tørrer mine kinder for at forhindre et udbryd, men det virker ikke til at stoppe. Mine øjne bliver tågede af tårerne og jeg prøver at blinke dem væk. Mine hænder ryster, da jeg kigger på dem. Med tårer ned af kinderne og små undslippende hulk, begraver jeg mine hænder i mit ansigt. Min maske er knækket, og jeg overgiver mig langsomt til sorgen, gråden og alt det, jeg så inderligt har forsøgt at holde inde.    

 

Tusinde tak fordi du læste med og jeg undskylder for det lidt korte kapitel... :) Håber at I vil smide et like og en kommentar <3. For noget tid siden begyndte jeg på en fan-fiction, som jeg har overvejet at publicere på min profil, problemet er bare at jeg ikke ved, hvordan man laver et flot cover... 😅 skriv evt. i kommentaren omkring hvad I synes om min idé <3 :)). 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...