A Broken Silverplate

Jeg tænder forsigtig vandet i håb om at få mindst 30 sekunder med varmt vand. Til min store overraskelse strømmer der nogenlunde lunken vand ud af det alt for forkalkede brusehovedet. Jeg nyder varmen mod min hud og mærker mine muskler løsne sig en smule. Det havde været en hård nat. Far havde fået endnu et anfald og skulle direkte til hospitalet. Mor var helt ude af den som sædvanlig, så jeg hjalp far med at komme ud i bilen, berolige mors anspændte nerver og kørte os alle tre til det nærmeste hospital. Da jeg holdt foran indgangen blev far modtaget af professionelle ambulancefolk, som bar ham op på en båre og få sekunder efter var han omringet af læger, sygeplejesker og urolige blikke fra diverse patienter på vej ud og ind af gangene. Mor var for længst skyndt sig efter lægerne og så stod jeg alene tilbage med en gammel skrotbil og mit håb om at se min far igen.

1Likes
3Kommentarer
228Visninger

3. 3

3

Ethan

 

Som lille opfattede jeg verdenen anderledes. De aftner, hvor ingen af mine forældre kaldte på mig for at samle os til aftensmaden, tænkte jeg ikke over. Et par gange havde jeg spurgt dem om hvorfor der ikke var noget mad, og så havde min mor sagt at maden var lidt forsinket. Og det havde jeg troet på. Så når jeg nogle gange i skolen, praktisk talt åd frokosten fra kantinen, så, ja, var det fordi, der nogle aftner hjemme ved mig, ikke altid stod et aftensmåltid parat. Det var her det begyndte. Da jeg blev lidt ældre, begyndte jeg at lægge mærke til min egen krop og sammenligne den med andres. Så når drengene i omklædningen kiggede mærkeligt på mig, var det fordi jeg var betydelig tyndere end alle andre. Jeg prøvede at ignorere det. Prøvede at råbe at de skulle lade mig være i fred. Prøvede at råbe højere. Prøvede at styre rystelserne. Prøvede at kæmpe imod. Men i næste sekund sagde det klik og det næste jeg ved er at jeg sidder hævet over én med en blødende næse. Hans ansigt var fortrukket i smerte og øjnene i frygt. Jeg havde kigget mig omkring og set de andre stå flere meter fra os. Alle, skræmte.

 

Mine forældre hævede nogle af de sidste penge, de havde, og brugte dem på flere forsøg med forskellige behandlinger om at styre sin vrede og aggressivitet. Jeg er da ikke aggressiv, havde jeg tænkt og jeg har nu indset at min benægtelse nok var et større problem end selve vreden. Alt var stort set spild af tid og jo mere energi folk brugte på at hjælpe mig, jo mere fik jeg lyst til at kæmpe imod dem. Men så skete der noget, jeg aldrig havde forestillet mig kunne hjælpe. Og det begyndte den dag, hvor jeg gik forbi den lokale vinyl butik.

 

Jeg bliver knipset ud af mine tanker ved lyden af et højt brag. Jeg kigger op mod himlen og ser næsten kulsorte skyer samle sig og danner et helt tæppe af mørke. Jeg hader tordenvejr, så jeg skynder mig inden for og genkender straks trygheden ved vores ydmyge hjem. Eller nærmere nedslidte. Malingen og tapetet er efterhånden så skrællet af at man aldrig har kunnet se at der har været en anden farve end den nuværende beige. Dørhåndtaget, der med sit rustne skær knirker hver gang døren åbnes. Det er gammelt og slidt, men det er da et hjem.

Jeg åbner døren og skynder mig ind, væk fra de høje brag og det styrtende regnvejr. Jeg ser et par bekymrede øjne og får pludselig en trang til at slå på noget. Min mor nærmer sig mig med udstrakte arme. Selvom jeg for det meste undgår nogen som helst form for fysisk kontakt med nogen, lader jeg hende nærme sig og folde sine arme omkring min trætte krop. Jeg er træt af at kæmpe imod, jeg er træt af bekymringer. Jeg vil bare have svar såsom hvor syg han er og hvor langt tid han har tilbage. Hvor langt tid der går før vores gæld tager alt hvad vi ejer og hvornår vi bliver smidt på gaden. Den Engelske regering kan vel ikke blive ved med at forsørge familier som os. Derfra kan jeg forberede mig mentalt. Min mor sukker og trækker sig tilbage for at se på mig.

 

”Hvor har du været?” spørger hun. Jeg trækker mig væk fra hende og ser i gulvet.

”I skole,” svarer jeg og strammer min kæbe. ”Hvordan har han det?”

”Han er derinde,” siger hun og skæver mod værelset for enden af gangen. Som lille legede jeg at der var alle mulige forhindringer på vejen til min fars værelse, og som jeg går hen af den nu, tænker jeg tanker, der virker som forhindringer. Hvad hvis han tilstand er værre? Hvad hvis han ikke ser ud som før? Men mine tanker letter, da jeg ser det samme fjollede smil, som hviler på hans læber omkring den næsten gråfarvede skægstubbe.

”Hej,” siger jeg da jeg står ved fodenden af sengen. Han kigger op, så godt han kan, fra hovedpuden. ”Hej, du,” Han trækker vejret dybere. ”Gider du at hjælpe…?” spørger han forsigtigt og jeg går straks over mod ham. Jeg tager et par puder fra gulvet, sætter ham op og stabler dem bag hans ryg så han sidder ret og kigger mig ind i øjnene.

”Hård nat, hva’?” siger han og griner kort. Jeg forholder mit smil stivnet og kort efter formår hans smil også at falme.

”Hvad skete der?” spørger jeg og kigger væk. Han tager en dyb indånding. ”Blokering af luftrørene, problemer med lungerne…” siger han. ”Du ved… det sædvanlige,” Jeg nikker og kører en hånd gennem håret. ”Hvor langt tid har du tilbage?” spørger jeg og ser på ham. Han rynker øjenbrynene. ”Ethan,” Mit blik borer sig ind i hans. ”Det skal du da ikke tænke på,” Hans stemme er fyldt med medlidenhed og jeg bliver kun mere irriteret.

”Jeg synes bare det ville være dejligt med en lille advarsel, så ens barn ikke bare vader ind en dag og finder sin døde far,” Jeg går hen til vinduet og kigger ud. Stormen har taget til.

”Det er svært at sige, Ethan,” siger han. ”Og jeg ved det er svært for dig, men det er heller ikke fordi det her er et frivilligt valg jeg har truffet.”

”Bull shit!” råber jeg lidt for højt så min mor også dukker op. ”Du vidste, hvilke risici der var, da du satte dig ind i den bil!”

”Tror du ikke jeg ved det?” siger han og hæver ligeledes stemmen. ”Jeg gjorde det kun for at skaffe flere penge til jer, min familie. Det eneste jeg nogensinde har ønsket er at se dig vokse op i gode omgivelser sammen med din mor og jeg,”

Jeg slår ud med armene og griner kort. ”Og hvordan synes du så det er gået?”

”Ethan!” råber min mor og jeg kigger på hende. ”Hvor meget jeg end fortryder min handling, så kan jeg ikke lave noget om.” siger min far med tristhed i stemmen.

”Ved du hvad, far?” siger jeg og går over mod døren. Min mor prøver at stoppe mig, men jeg skubber hende med et fast tryk væk og i dørkammen kigger jeg tilbage på min far. ”Nogle gange tvivler jeg på at min far rent faktisk overlevede den bilulykke.”    

     

***

 

Jeg har bare lyst til at glemme og selvom det her stads smager som asfalt, er det det eneste middel mod stærke minder. Jeg tager glasset op til læberne og lugter den stærke duft fra alkoholen og skynder mig derfor at skylle noget mere ned. Jeg er omgivet af larm fra fulde midaldrende mænd, der synes det er smart at være fraskilte og spille pool på hverdagsaftner i fuld tilstand. Flere og flere unge piger kommer ind og ud af døren med lårkorte nederdele og tætsiddende kjoler og jeg kan efterhånden konstatere at dem, der går ud, har en fulderik med over armen. Jeg tager endnu en tår og mærker hvordan væsken brænder min hals. Det er smertefuldt, men den letter mig fra andre smerter, der er langt værre. Flere blikke skæver til mig, men jeg vælger at ignorere dem. Pludselig hører jeg et dump ved siden af mig og kigger op fra min drink. En noget så beruset blondine sætter sig på barstolen ved siden af mig iført en yderst nedringet bluse. Hendes kavalergang fremhæves og jeg ved at det ikke er tilfældigt tænkt. Jeg smiler kort til hende. ”Alle undrer sig over hvad den mystiske lækre dreng laver herover helt alene,” siger hun og roder med sit hår. ”Og hvorfor det ligner at han drikker benzin.” fortsætter hun og bryder ud i latter. Jeg tager en dyb indånding.

”Familieproblemer,” siger jeg bare.

”EJ!” siger hun lidt for højt, hvilket giver et lille spjæt i mig. ”Jeg hader også min familie! Mine forældre siger altid at jeg burde søge ind på et college og færdiggøre min uddannelse,” Hun har et vildt udtryk i ansigtet og jeg må bide mig i kinden for ikke at grine. ”Okay…” siger jeg og trækker hendes drink væk. Hun smiler fjoget og ser ud som om hun kunne gå ud som et lys hvornår det skal være. ”Hvor bor du?” spørger jeg gennem de høje skrål fra mande-klubben.

”Ej, okay! Så nem er jeg heller ikke.” siger hun med sløret stemme, men ender af en eller anden mærkelig grund at fortælle mig hendes adresse. Jeg skriver det ned på en serviet med en kuglepen fra bartenderen og beder ham om at ringe efter en taxi. ”Sørg for at få hende hjem på den her adresse,” siger jeg til ham og han nikker. Jeg giver ham herefter £20 til taxituren og rejser mig. Jeg lader min drink stå tilbage og betaler for både min og pigens drink.    

 

Udenfor møder jeg den kolde luft og det føles godt. Londons gader er stadig overraskende fyldte på trods af klokkeslettet. Jeg mærker vinden gennem min tynde jakke og støvregnen gør mit hår vådt. Mine lommer er tomme og natten er stadig ung. Jeg ryster på hovedet og begynder at gå i retning af mit hus. Når man ikke har råd til transport, eller generelt har mangel på penge, må man tage brug af de primitive redskaber. Men det kender jeg jo også alt for godt til. 

 

Hej igen og mange tak fordi du har læst med! Det her var så tredje kapitel og jeg ser frem til flere kapitler fra min side i den nærmeste fremtid ;) Smid gerne et like og/eller en kommentar <3 :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...