A Broken Silverplate

Jeg tænder forsigtig vandet i håb om at få mindst 30 sekunder med varmt vand. Til min store overraskelse strømmer der nogenlunde lunken vand ud af det alt for forkalkede brusehovedet. Jeg nyder varmen mod min hud og mærker mine muskler løsne sig en smule. Det havde været en hård nat. Far havde fået endnu et anfald og skulle direkte til hospitalet. Mor var helt ude af den som sædvanlig, så jeg hjalp far med at komme ud i bilen, berolige mors anspændte nerver og kørte os alle tre til det nærmeste hospital. Da jeg holdt foran indgangen blev far modtaget af professionelle ambulancefolk, som bar ham op på en båre og få sekunder efter var han omringet af læger, sygeplejesker og urolige blikke fra diverse patienter på vej ud og ind af gangene. Mor var for længst skyndt sig efter lægerne og så stod jeg alene tilbage med en gammel skrotbil og mit håb om at se min far igen.

1Likes
3Kommentarer
227Visninger

2. 2

2

Katie

 

”Hvordan går det, Katie?”

Hendes øjne fanger mine og jeg har bare lyst til at flygte. ”Fint,” siger jeg og sender hende et sukkersødt, lille smil. Hun sender mig et meget pædagogisk smil og hæver øjenbrynene en smule. ”Hvordan går det med det sociale? Får du konverseret lidt mere med dine klassekammerater?” spørger hun og retter hurtigt på sine runde briller. Jeg har tit spekuleret over om hun mon har dem på for at hun kan se klogere eller om det rent faktisk er fordi hun ikke kan se uden. Det ser nemlig ikke ud som om der er noget styrke i glasset…

Jeg skubber en tot hår om bag øret. ”Det går fint,” siger jeg og trækker på skuldrene. Hun sukker. ”Har du noget du gerne vil fortælle, noget der evt. er sket siden sidst vi talte?” spørger hun og rykker længere ud på stolen. ”Du skal ikke være tilbageholdende. Her må du sige og spørge om alting,” Hun virker egentlig som et rart menneske. Rigtig køn, sød, klog. Men problematikken ved at snakke med mig er at jeg ikke kan klare når man prøver at bestemme hvad jeg skal eller ikke skal gøre. Det er ikke frivilligt at jeg hver onsdag formiddag skal mødes med ”én at snakke med” som min far kalder det. Men det er også det jeg elsker ved at være hjemme. Når det kun er mig, som det ofte er, har jeg friheden til at gøre hvad jeg vil. Tro mig, det er ikke fordi jeg forbinder frihed med endeløs druk eller at være høj. Frihed er for mig en ro. Og med ro kan jeg tænke. Her er det at min far mener at jeg tænker for meget, for mange deprimerende tanker. Jeg tænker, så jeg udelukker verdenen omkring mig. Men de tanker jeg tænker er der ikke andre folk, der vil tænke. Mine tanker er ikke enhvers kop te. De er nok ikke alle, der vil høre mine tanker om min mor. Min afdøde mor.

 

”Okay, Katie, jeg kan se at vi kun har et par minutter tilbage,” siger hun og kigger på sit armbåndsur. ”Hvad skal du lave resten af dagen?” Et simpelt spørgsmål, der kræver et simpelt svar. ”Jeg skal i skole.” siger jeg og kigger på det blomstrede ur, der hænger på væggen.

60 sekunder.   

”Og din far? Hvornår kommer han hjem?”

”Sikkert en gang i nat,” Hun kigger på mig som om jeg skal sige noget mere, men da sekundviseren rammer 12, rejser jeg mig, siger tak for i dag og som jeg lige er gået ud af døren hører jeg hende råbe: ”Vi ses i næste uge!”

 

***

 

Der er aldrig nogen, der spørger hvor jeg er henne, aldrig nogen, der undrer sig over hvorfor jeg nogen gange ikke er i skole i flere dage i træk. Ingen opkald, ingen beskeder, intet. Selvom jeg det meste af mit liv har boet her kan jeg aldrig slippe tanken om en anden tilværelse, et andet liv, der hvor vi boede først. Vi flyttede primært pga. fars nye højtstillet arbejde eller det er i hvert fald det han prøver at bilde sig selv ind. Efter mors død blev det hele for overvældende og jeg har en fornemmelse af at det med arbejdet kun er en heldig undskyldning, der kan siges uden den helt store forklaring.

 

Da jeg endelig dukker op og træder ind af døren, rettes alles øjne mod mig. Ikke fordi det kommer som en overraskelse for dem, da jeg har gjort det her hver onsdag i to måneder. Jeg skynder mig at finde en plads og ender med at sidde ved siden af Maria med det lange blonde hår. Mit mørke og hendes lyse hår danner en vild kontrast og jeg smiler for mig selv da jeg prøver at forestille mig selv med sådan et lyst hår. Jeg har nu altid foretrukket min egen hårfarve, der, hvis jeg selv skal sige det, passer bedst til mine grønne øjne. Vi udveksler et lille smil, men ellers rettes hendes opmærksomhed til bordet ved siden af, hvor nogle andre piger har siddeplads. Jeg kom lidt for sent til min fysik time så derfor vælger jeg at ignorere min sidemakkers hvisken og prøver at koncentrere mig om de fagtermer min lærer forklarer.

 

Mine noter er temmelig hærget gennem de sidste par måneder af forskellige tegninger og da jeg læser mine noter fra sidste uges emne igennem falder jeg over en tegning af en død blomst. De sorte streger fra blyanten er tværet lidt ud og den ser mere falmet ud end sidst. Flere af mine klassekammerater har opmærksomheden rettet mod enten hinandens hvisken eller deres mobilernes oplysende display. Lærere har forsøgt at konfiskere de ”mental forstyrrende dimser”, som min ældre fysik plejer at kalde det, men det skulle vise sig at være et mislykket forsøg.

 

Efter en halv times tid med tavleundervisning, uddeler Hr. Watson forskellige matematiske og fysiske opgaver. Jeg spejder ud over klassen og prøver at skabe øjenkontakt med nogen, men så snart, der er nogen, som jeg får kontakt med, skynder de sig at sænke blikket og ignorerer mit desperate forsøg på at få et samarbejde med én. Jeg kan se grupper flere steder i klassen, hvor der er omkring 4 personer i hver. Jeg, som den eneste, sidder alene med min opgave og en nedslidt blyant. Men det er okay. Sådan er det hver dag. Og når en lære kommer ned til mig, gør jeg som jeg plejer; smiler forsigtigt, nikker, siger, ”nej, det er fint,”. Og så går de som regel igen.

 

***

 

Herude kan jeg rigtigt trække vejret. Herude kan jeg være mig selv og jeg skal ikke være bange for at blive valgt fra. Her kan jeg leve. Landskabet med det grønne græs og de høje sletter er med til at give mig ro og plads og selvom det lyder sindssygt, er det bag stenen på den højeste sletter, der er mit sted. Mit gemmested.

Jeg kan mærke små dryp på min arm og kigger op mod himlen. Sorte skyer har dækket himlen og efterhånden tager dryppene til. Vejret i det nordlige Skotland kan variere fra klar solskin til væltende regn på blot få timer. Jeg rejser mig fra jorden og små løber over græsset. Mine skosnuder bliver gennemblødt og da jeg kommer hen til døren til mit hus har vandet formået at ramme mit skinneben. Jeg kører en hånd gennem mit våde hår og sukker lettet da jeg mærker varmen fra huset. Jeg træder inden for i forhallen og hører en støvsuger, der er tændt ovenpå. En kvinde træder ud fra gangen og jeg genkender hende straks. ”Hola!” råber hun og giver mig et overdrevet vink med armene. ”Hola,” siger jeg stille og smiler til hende. Hun har det sædvanlige forklæde på samt de skrig orange gummihandsker. Adela, vores rengøringsdame, kommer fra Spanien, hvilket betyder at et simpelt ”Hola,” er den eneste form for kommunikation, der nogensinde har været mellem os. Hun smiler og går videre til køkkenet. Jeg forstår ikke, hvordan hun kan overskue at rengøre omkring 1500 m2 næsten hver dag! Selvom hun ikke forstår en pind af, hvad vi siger, har jeg stadig respekt for hendes nærmest overnaturlige evner som rengøringsdame. Jeg ryster på hovedet og krænger min gennemblødte jakke af. Mine sko og jakke hænger jeg til tørre over radiatoren, hvorefter jeg snupper min taske og sætter kurs mod mit værelse. Jeg lukker døren efter mig, tager en elestik fra mit bord ved sengen og sætter mit våde hår op i en løs knold. Regnen pisker mod mit vindue og jeg føler mig tryg. Med min trofaste bog, min yndlings t-shirt og min plads ved vinduet, lukker jeg øjnene og lader mig flyde væk i mine drømme til et andet sted i en anden verden.    

 

 

Hej, tusinde tak fordi du læste med i det næste kapitel! De to hovedpersoner er nu blevet præsenteret og jeg håber at man har kunnet få en idé om deres begges personligeheder. Jeg forventer at jeg i sommerferien vil få masser af tid til at skrive videre og jeg glæder mig til at se hvordan historien udvikler sig :). Smid gerne et like, kommenterer hvad du synes og fortsæt god læsning ved andre forfattere! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...