A Broken Silverplate

Jeg tænder forsigtig vandet i håb om at få mindst 30 sekunder med varmt vand. Til min store overraskelse strømmer der nogenlunde lunken vand ud af det alt for forkalkede brusehovedet. Jeg nyder varmen mod min hud og mærker mine muskler løsne sig en smule. Det havde været en hård nat. Far havde fået endnu et anfald og skulle direkte til hospitalet. Mor var helt ude af den som sædvanlig, så jeg hjalp far med at komme ud i bilen, berolige mors anspændte nerver og kørte os alle tre til det nærmeste hospital. Da jeg holdt foran indgangen blev far modtaget af professionelle ambulancefolk, som bar ham op på en båre og få sekunder efter var han omringet af læger, sygeplejesker og urolige blikke fra diverse patienter på vej ud og ind af gangene. Mor var for længst skyndt sig efter lægerne og så stod jeg alene tilbage med en gammel skrotbil og mit håb om at se min far igen.

1Likes
3Kommentarer
226Visninger

1. 1

 

 

 

 

 

 

 

✥ When the skin doesn't show,

the soul tells a story. ✥

 

 

 

 

 

 

 

1

 

Ethan

 

Jeg tænder forsigtig vandet i håb om at få mindst 30 sekunder med varmt vand. Til min store overraskelse strømmer der nogenlunde lunken vand ud af det alt for forkalkede brusehovedet. Jeg nyder varmen mod min hud og mærker mine muskler løsne sig en smule. Det havde været en hård nat. Far havde fået endnu et anfald og skulle direkte til hospitalet. Mor var helt ude af den som sædvanlig, så jeg hjalp far med at komme ud i bilen, berolige mors anspændte nerver og kørte os alle tre til det nærmeste hospital. Da jeg holdt foran indgangen blev far modtaget af professionelle ambulancefolk, som bar ham op på en båre og få sekunder efter var han omringet af læger, sygeplejesker og urolige blikke fra diverse patienter på vej ud og ind af gangene. Mor var for længst skyndt sig efter lægerne og så stod jeg alene tilbage med en gammel skrotbil og mit håb om at se min far igen.  

 

Jeg besluttede kort efter at parkere bilen og vente på at kunne se min far igen. Jeg fandt en lille kompakt stol i venteværelset, men der gik ikke mere end 10 minutter før en sygeplejeske kaldte mit navn. ”Ethan Parker?” havde hun sagt med en fast lys stemme. Jeg rejste mig hurtigt, fik øjenkontakt med hende og gik over mod hende med en knude i maven.

”Hvordan har min far det? Er han okay? Hvornår kan han komme hjem?” Jeg er sikker på at hun hørte min usikkerhed i min stemme og gav mig derfor et beroligende blik og lagde blidt en hånd på min arm.

”Jeg skulle sige fra din mor at din far sandsynligvis ikke kommer hjem i nat,” sagde hun og kiggede et kort øjeblik væk. ”Hun sagde også at det var bedst, hvis du tog hjem og ventede på dem.” Hun gav min arm et lille klem inden hun sagde; ”Bare rolig. Din far skal nok klare det,” Derefter vendte hun sig om og gik videre ned ad gangen, hvor hun hjalp en ældre dame med at finde vej til sin syge mand, der lå på en af de andre stuer.  

 

Som en al for høj alarm bliver jeg hevet ud af mine tanker ved berøringen af det efterfølgende iskolde vand. Jeg bider mine tænder sammen, slukker for vandet og tager mit håndklæde på knagerækken ved siden af brusekabinen. Jeg tørrer hurtigt min krop og vikler håndklædet rundt om mine hofter. Min telefon ligger på kanten af håndvasken. Med tanker strømmende gennem mit hoved tænder jeg for displayet, men jeg har ingen beskeder modtaget, hverken fra hospitalet eller min mor. Jeg kigger frustreret i spejlet og ser mørke rander under øjnene. Mit mørke hår er blevet fladt af vandet, men man kan dog lige skimte et par af mine krøller. Efter jeg var kommet hjem, ved omkring kl 04:00 om morgen, havde jeg ikke formået at sove mere end et par minutter. Jeg kan huske at jeg på et tidspunkt bare havde stirret på mine telefon, havde ventet tålmodigt på noget, der mindede om gode nyheder. Men intet kom og pludselig så jeg solen skinne gennem de gamle slidte gardiner.

 

Jeg burde tage i skole, det burde jeg virkelig, men hvem kan ikke bebrejde én, der ikke kom i skole, hvis ens far lige havde fået en anfald pga. sine nærmest kvæstede lunger i den ulykke, der skete for noget, der mindede om i går? Jeg ryster på hovedet og kigger ser væk fra mit spejlbillede. Den undskyldning har jeg vidst brugt alt for mange gange. Jeg tror efterhånden ikke at det er en undskyldning mere, men som årene er gået, har jeg ladet de få ord definere mig og overskygget mine minder fra før ulykken fandt sted.

Efter at have overvejet både minusser og plusser ved at blive hjemme, beslutter jeg mig for at jeg ikke vil vil sidde indelukket som en hjælpeløs, hvis’ liv afhænger om telefonen ringer eller ej. Jeg ved ikke hvor langt tid jeg ville skulle sidde og vente og det er nok for mig til at komme væk. Som en refleks tager jeg noget tilfældigt tøj fra en bunke i hjørnet af mit værelse og uden at skænke noget som helst en tanke, er jeg ude af døren og møder den milde september brise.

 

De farvede efterårsblade risler hen ad vejen da vinden laver et kraftigt pust. Vejen ser øde ud og jeg tænker straks tilbage på min barndom, der lige nu virker som om, den er fløjet ud af vinduet og forsvundet ned i en dyb kløft. Jeg prøver at tænke klart, være målrettet, ikke falde ned i hullet. De sagde at jeg havde fået det bedre, at jeg kunne begynde at være mig selv igen, at den sorte tid var ovre. Selvom de har et bevis på at være specialister i sådan noget pjat, er det ikke dem, der skal opleve et helvede, der gentager sig hver gang jeg åbner mine øjne.

 

***

 

”Dejligt at du kunne tage dig tid til at dukke op, Hr. Parker,” siger hun med en bestemt tone. Jeg ser på hende og hendes ansigtsudtryk ændres en smule. Hun må have lagt mærke til mine sorte rander og trætte øjne og da hun ikke siger mere, men bare giver mig et bestemt nik, sætter jeg mig på min plads så langt bagerst i lokalet som muligt.

Citater jeg genkender fra den bog jeg læste i i sidste uge, mens mor roligt hjalp far med sin mad, dukker op i min hukommelse. En latterlig bog om en naiv pige, der med troen på eventyr og kærlighed ved første blik formår at forelske sig i en ældre dreng, der bilder hende ind at han føler det samme for hende, hvorefter at have kommet i hendes bukser, skrider som om intet var hændt. Personligt synes jeg at det var en af de værste bøger jeg nogensinde har læst og da vi fik bogen udleveret skyndte jeg mig at læse lortet færdigt så jeg kunne slippe af med den. Skolens budget rækker generelt ikke lige så langt som andre skolers og det var nok derfor at de dårligste bøger blev udleveret til os.

 

”Sød som en rose, farlig som en tiger sender han mig et blik, der siger mere end ord nogensinde ville kunne udtrykke.” læser min lærer op fra et sted midt i bogen. Jeg ruller diskret med øjnene, men det ser ud at flere at mine kvindelig medstuderende er yderst entusiastiske efter at kommentere det foregående citat. Jeg har aldrig rigtig taget mig tid til at vise nogen som helst interesse for de mennesker jeg sidder i samme lokale med gennem årene, men ingen har heller aldrig vist interesse for mig, og det er grunden til at jeg ikke kan huske nogens navne. Pigen med platinblond hår får ordet og kommenterer kort på citatet. Efter signes skulle hun være den lækreste pige på årgangen, men hun aldrig har fanget min opmærksomhed. Det er der faktisk ingen, der har. Selvom jeg altid siger til mig selv at dette er en fase, kan jeg ikke komme uden om tanken om at noget inden i mig er gået i stykker.

 

En skinger lyd skærer i mine trommehinder og på få sekunder vælter menneskerne ud af buret og ind i de 10 minutters frihed. På grund af min manglende søvn rejser jeg mig fortumlet op og følger med resten af flokken. ”Ethan, kan jeg lige snakke med dig et øjeblik?” spørger min lærer da jeg står i dørkammen. Jeg nikker og træder et skridt inden for. ”Hvordan går det? Er det din far igen?” spørger hun og krydser sine arme. Jeg bider mig i læben for ikke at smile alt for meget. ”Jamen, det går sådan set fint, det er bare far, der ikke kan trække vejret,” siger jeg og det man kan tydeligt se hendes medfølelse. ”Men det er fint, det er også kun tredje gang i den her måned at jeg er ved at få et hjerteanfald over min fars voldsomme anfald.” Mine hænder ryster. Jeg koncentrerer mig om at holde dem stille, men det føles som om virkningen tager til. ”Det er jeg ked af at høre, Ethan,” siger hun og prøver at fange mit blik. Følelsen kommer fra fingerspidserne og bevæger sig langsomt opad. ”Hvordan går det med den psykolog jeg introducerede dig for?” Jeg smiler for mig selv. Hvis kun svinet ville bruge mere end 5 minutter på mig uden at erklære mig ”mentalt rask” havde jeg sikkert fået meget mere ud af det. ”Det fungerede ikke,” siger jeg kort. Rystelserne begynder at føles mere omfattende og jeg er bange for at det sker igen. ”Hvis du vil kan jeg sagtens hjælpe dig på andre måder, hvis bare du er villig til at give det et forsøg.” siger hun og får øjenkontakt. Hendes øjne prøver at sende varme til mig, men jeg ved at før den har nået min hud er den frosset til is. Pludselig bliver rummet mindre og jeg kan ikke tænke på andet end at komme ud. Den skingre lyd gentager sig og sekundet efter er jeg ude af syne, ude af sind. Jeg kan ikke længere styre min krop, jeg har overgivet mig. 

 

 

Tak, fordi du har læst mit første kapitel igennem af min nye idé til en historie. Denne idé har været længe undervejs og nu har jeg endelig formået at skrive begyndelsen på historien ned. Skriv gerne hvad du synes og lad mig vide om jeg skal fortsætte mit skriveri :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...