Sammensurium

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2016
  • Opdateret: 9 jul. 2016
  • Status: Færdig
Dette er ikke gennemtænkt, ikke perfekt. 3 kortprosaer om kærligheden - under og efter.

1Likes
3Kommentarer
155Visninger
AA

3. et møde

Idag er det et år siden vi gik fra hinanden. Jeg husker stadig min fulde ven, vi passede og den lune nat fyldt med kvalmende sød karamel vodka, der trængte sig ind i hver en krog af vores pressede kroppe. Jeg husker stadig den kolde klamme bænk der stod i råd, den rislende bæk med klart blågrønt vand og de små søde åkander på størrelse med små søde tekopper. Jeg husker stadig den fugtige følelse på vores hud da vi satte os og du tændte min hvide Prince for mig, modvilligt, for du hadede det kropslige fordærv der blussede rundt indeni mig - og du var allergisk overfor røg, og dårlige livsbeslutninger. Måske fordi, du aldrig i dit liv havde kunnet tage en selv. Jeg skulle altid vælge for dig. Hvor vi skulle spise, hvilken film vi skulle se, om vi skulle blive sammen.

Jeg husker stadig.

Du hostede fordi jeg, med vilje, pustede røg ind i dit hoved, fordi jeg var rent patetisk og småligt bitter. Du fik næsten en allergisk reaktion, du burde have gået fra mig, fordi jeg var sådan en kælling, men det gjorde du ikke.

Jeg rystede og rystede den nat, for din sol var vendt ned i vest og der var timer til du ville mane den op igen. Du holdt min skælvende hånd, så forbandet stramt at de stoppede både rysteri og blodcirkulation. Og du strøg mit kolde ansigt, en klistret masse af min makeup og tørre tårer. Du kunne aldrig se om jeg havde gjort noget ud af mig selv alligevel, jeg ved overhovedet ikke hvorfor jeg prøvede så hårdt.

Og jeg røg og røg, som en skovbrand i lys stækkende lue. Inhalerede giften med åndedraget og pustede det hvislende ud igen, mellem mine spændte læber, op i dit ansigt. Jeg ved ikke hvorfor du blev ved mig, for jeg kunne se din sjæl sukke over min ondskabsfuldhed, dine øjne blev helt røde og ophovnede. Du hostede og hostede, men du ventede og ventede på den rådne, brune bænk. En pakke prince senere, var jeg færdig med at provokere dig og dit velmenende væsen. Jeg kan huske jeg kyssede dig, igen og igen, for det var sidste gang jeg ville mærke dine læber, smage på det jeg havde tabt.

 

Idag er det et år siden, uendeligheder siden vi sidst lagde øjne på hinanden. Jeg kan ikke kende dig da jeg kommer gående fra faunaen i skoven, jeg kan slet ikke kende dig. Du smiler helt op til dine havblå øjne, et smil der plejede at smelte is og sten. Og jeg når hen til dig, jeg rører ved dig, du lukker mig ind i din varme. Jeg kan høre dig ånde lettet op, jeg kan se din ånde, tydelig og skrøbelig i vinteren. Og vi sætter os på den rådne bænk, den lille å er størknet til iskrystaller i det kølige hvide vejr. Jeg tænder en hvid prince, inhalerer, ånder ud, du tager min hånd. Jeg ryster og ryster som den aften vi sidst sad her, tørre tårer og plamager. Og jeg kigger på dig, jeg kigger på dine øjne, markeringen af din kæbe, dine smilehuller du bærer. Du siger du savner mig, du kysser mig, dine læber bløde og længselsfulde.


Idag er det et år siden vi gik fra hinanden. Jeg har glemt. Jeg føler intet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...