Sammensurium

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2016
  • Opdateret: 9 jul. 2016
  • Status: Færdig
Dette er ikke gennemtænkt, ikke perfekt. 3 kortprosaer om kærligheden - under og efter.

1Likes
3Kommentarer
153Visninger
AA

2. en kærlighedserklæring

Der er ikke en eneste ond knogle i din krop. Det er en af de eneste ting jeg er sikker på. At vide hvordan det er at elske dig, have dig og senere miste dig er en gennemskærende pine der vader gennem hele din skrøbelige, udsatte, radmagre krop og tømmer dig fra den varme og det mørkerøde blod, der gør dig så herligt mundan. At elske dig var som en lun sommeraften ved et lystigt, knitrende, levende bål. At miste dig var som en kuldskær vinter, med istapper og rimfrost og puddersne, dalende mod den hårde jord som sårbare snefnug. Det var koldt og rent. Dit smil fyldte mit indre med raserende sydlig sødme og en eneste berøring gav mig gisninger og kuldegysninger op og ned som perler på min senede rygrad. Og din mund, åh dine ru, sprukne, flittige læber gjorde mig sindssyg. De gjorde mig vanvittig. Og din varme omfavnelse slukkede verdens larm og forstumte vrede ekkoer. Det var mit hjem. Du gav mig fred i hjertet, stjerner i øjnene, isninger i huden og gjorde hele summen af mit væsen, så inderligt og oprigtigt lykkeligt, at jeg blev helt og aldeles svimmel, hver gang jeg tænkte på dig. Jeg ville dræne alle verdens have for dig, en spand vand af gangen. Jeg ville hente hele den klare nattehimmel ned til dig, en stjerne af gangen. Jeg ville sætte hver en centimeter af verden i brand for dig, et tændstikstrøg af gangen. Du fik mit hjerte til at bøje sig i alle de unaturlige vinkler du kunne tænke, du fik det til at ryste så gennemtrængende at et jordskælv satte igang under vores fødder, du knuste det så omhyggeligt, så grundigt at jeg den dag idag, stadigvæk ligger krampende og kravlende som en tumling, på det beskidte gulv, den hårde asfalt, i det grønne sommergræs og svømmende i det salte, lumske vand, efter mine puslespilsbrikker, efter de dele af mig som jeg gav dig, stumper og stykker af mit lille naive, stakkels stenhjerte. Du fik solen til at stå op i øst og kaste stråler og du tvang den til at vende sig ned i vest. Du reddede mig, du var mit åndedrag, mit hjem. Du gjorde mig hel og efterlod mig som kvart, kun en fjerdedel af min egentlige eksistens. Man kunne se lykke i dine øjne og ild i dit væsen. Nogen siger man skal vide hvad man har, før man mister det. Jeg vidste hvor værdifuld du i sandheden var og jeg blev kun mere og mere smerteligt klar over det, da du ikke længer var her, dag for dag, måned for måned, din side af sengen tom, som var du en illusion, et fatamorgana, en vrangforestilling af mit blakkede stykke sind. Du drev mig fuldstændig ellevild og tanken gør mig stadig lun. Jeg savner dig så fandens meget, jeg elsker dig som var det, det eneste formål jeg havde. Du er mit livs kærlighed, den der slap væk og mit yndlings hvad nu hvis. Du var min første og sidste kærlighed. Du indespærrede hele mit væsen i et stålbur, jeg kvidrer stadig slukøret efter hjælp, men jeg drukner langsomt. Jeg sejler på en flåde i stillehavet, jeg flyder rundt ved Saturns kredsløb, jeg brænder mig på Etna. Dine celler fornyes hvert syvende år. Jeg glæder mig til den dag jeg har en krop, du aldrig har sat ild til med dine strøg, en ren krop, genskabt på ny der ikke har været fanget af dit stædige minde.

Du kommer til at gøre en pige til den lykkeligste der er, engang. Jeg er ked af at jeg ikke var en orkan, men nærmere en stille vind. Jeg håber du finder lykke, jeg håber du finder en der er tilstrækkelig, en der værdsætter det salte hav som dig selv og en med verdens glæde i øjnene som du. Jeg er stadig ulykkeligt, afgrundsløst, grundvoldsrystende forelsket i dig.

Kys mig på munden, lad mig gå, slip mig fri.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...