Cinderella (Dansk)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jun. 2016
  • Opdateret: 16 aug. 2016
  • Status: Færdig
Ella arbejder for UNICEF i Afrika, her viser hun en VIP rundt uden at ane hvem han er, efter næsten 5 år i afrika uden interesse for kendte og sladder. Kort efter må hun forlade sit trykke tilflugtssted pga en familie tragedie og hun hvirvles tilbage i Londons hektiske verden. Kan hun holde sin fortid der fik hende til at flygte skjult ?

2Likes
12Kommentarer
4911Visninger
AA

4. Fodbold ved hytterne


 Tom snakkede nærmest uafbrudt mens de gik, spurgte ind til lejren, hvor mange der boede der og en hvor mange der kom hjem igen.
 Ella prøvede stadig lidt at regne ud hvad han var for en, han havde en tydeligt engelsk accent, en smule overklasse agtigt, men mere intelligent end snobbet.
 Hun kunne simpelthen ikke dy sig for at spørge. "Jeg håber ikke jeg gør mig selv helt til grin, men hvad laver du egentligt siden du er her som VIP ?"
 "Du gør absolut ikke dig selv til grin, faktisk finder jeg det befriende at møde en der ikke allerede tror de ved hvem jeg er, men jeg er skuespiller". Han sagde det sådan henkastet, som om det ikke var noget specielt.
 Hun smilte. "Ja vi ser ikke så meget tv og film her og jeg er aldrig på de sociale medier, har du lavet noget stort ?"
 Han så ud som om han ikke helt vidste hvad han skulle sige. "Ikke noget kæmpe stort, et par film og noget teater, jeg er ikke superstjerne eller noget".
 Hun kunne se han ikke var så tilpas med at snakke om sig selv, så hun lod det ligge der, der var ingen grund til at presse ham, for hende var hans berømmelse ligegyldig.
 Hun skævede til ham, så han var altså skuespiller, hun havde ikke de bedste erfaringer med skuespillere fra sin tid i LA, men han havde med garanti mange kvindelige fans tænkte hun.
 De nåede ned til de hytter hvor hun skulle tjekke op på nogle af de tidligere patienter, Tom fulgte nyskerrigt med og hilste meget høflig og venligt på alle.
 Der gik ikke ret langt tid før et par af drenge hev i Tom for at få ham til at gå med dem, han så spørgende på hende. "De vil vise dig noget, du kan roligt gå med".
 Hun ordnede de ting hun skulle og gik så ud for at finde Tom, hun fandt ham på en åben plads igang med at spille foldbold med en hel flok børn.
 Hun satte sig ned og så på dem, Tom så ud til at more sig fantastisk, selv om drengene udspillede ham konstant, fodbold var vist ikke lige hans stærke side.
 Han sparkede ud efter bolden, men en af knægtene snubbese den og han sparkede et hul i luften og faldt lige på røven, han grinede højt og det samme gjorde Ella og alle ungerne.
 Tom rejste sig og kom over til hende, han smed sig på bænken ved siden af hende, han hev en smule efter vejret. "De er skrappe de knægte der".
 "De håber at de kan blive gode nok til at få en kontrakt og komme væk herfra, så de øver sig dagen lang". Svarede hun, drengene havde allerede gang i en ny kamp.
 Han tørrede et par sved dråber væk fra panden. "Jeg håber virkeligt de får muligheden for at skabe sig en bedre fremtid, om det så er som fodboldspillere eller noget andet".
 Han så tænksomt ud over pladsen og hytterne, lige nu åndede alt fred og ro kun afbrudt af børnenes latter, men lejren rummede megen frygt, smerte og sygdom.
 Hun kunne ikke lade være med at studere ham igen, han var uden tvivl en tiltrækkende mand, både af udseende men også fordi han udstrålede varme og engagement.
 Han havde talende hænder og bevægede dem konstant og han sad med de lange ben vidt spredt, som om han ikke helt vidste hvor han skulle gøre af dem.
 Hun tog sig i at tænke, at i sit tidligere liv ville hun sikkert ikke have fundet ham tiltrækkende, men set ham som kedelig, hun var glad for at hun ikke længere var den person.
 "Nå skal vi se at komme tilbage og få noget frokost, du må være sulten ?" Hun rejste sig og så på ham.
 Han rejste sig og strakte sin lange krop i solen, som en kat der lige var vågnet. "Det lyder faktisk en smule tiltrækkende med noget mad".
 "Hvis du går op i det store hus, så laver kokken hvad du beder om, inden for rimelighedens grænser". Sagde hun henkastet og begyndte at gå.
 Han tilpassede sit tempo til hendes. "Hvis det okay med dig, så vil jeg faktisk hellere spise med i kantinen sammen med de frivillige". 
 "Det er du velkommen til, men udvalget er noget mindre og lidt mere eksotiskt". Sagde hun og blinkede til ham.
 I det samme kom Raphael og Fausto imod dem, de havde været rundt mellem hytterne og tage billeder og hun håbede de havde fået nogle af Tom der spillede bold.
 De gik alle sammen tilbage gennem lejren i middags heden, de fleste beboere lå i skyggen og hvilede sig, Tom sagde ikke så meget, men så enormt tænksom ud.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...