Cinderella (Dansk)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jun. 2016
  • Opdateret: 16 aug. 2016
  • Status: Færdig
Ella arbejder for UNICEF i Afrika, her viser hun en VIP rundt uden at ane hvem han er, efter næsten 5 år i afrika uden interesse for kendte og sladder. Kort efter må hun forlade sit trykke tilflugtssted pga en familie tragedie og hun hvirvles tilbage i Londons hektiske verden. Kan hun holde sin fortid der fik hende til at flygte skjult ?

2Likes
12Kommentarer
4918Visninger
AA

2. 4 år senere


 Ella bøjede sig over den lille dreng, han var tydeligt underernæret, men han så allerede meget bedre nu efter 3 dage i lejren, hun så op på moderen og smilede.
 Hun gik rundt og så til de andre sovende børn, alle sov roligt og fredeligt og hun smilede tilfreds, det var en af de gode dage.
 På denne tid af dagen var varmen udholdelig og hun indåndede den friske luft, på dage som denne elskede hun at være her.
 Ella havde været udsendt gennem unicef i over 4 år nu, hun var i en lejr i Sydsudan der hovedsageligt tog sig af børn og hun elskede at være der, selv om det ind imellem var frygteligt hårdt, de kunne desværre ikke redde alle.
 "Ella kom lige herind". Lederen af lejren Dr Braastad kaldte på hende inde fra sit kontor.
 Hun skrev hurtigt de sidste ting ned på i logbogen og satte den på plads inden hun smuttede så ind på kontoret. "Ja Doktor, hvad kan jeg hjælpe med".
 Han så op fra sine papirer. "Vi har nogle fra ledelsen der ankommer her senere med et tv hold og en eller anden VIP, gider du vise dem rundt de næste 2 dage ?"
 "Tjohh det kan jeg vel godt, er du sikker på at Shaun ikke er et bedre valg ?" Hun havde egentlig ikke lyst til at lege barnepige.
 Dr Braastad kiggede ned i sine papire. "Jeg spørger dig Ella, fordi jeg finder dig bedst til jobbet og du har været her længst tid. Det bliver sandsynligvis ikke særligt meget de får brug for dig".
 Hun sukkede opgivende. "Okay okay, jeg skal nok gøre det, men så skylder du mig altså også".
 Ella vidste godt at især de forskellige VIP gæster der kom på besøg betød meget for donationer, men hun havde med tiden lært at de fleste kun gjorde det for publicity.
 Hun havde ikke længere plads i sit liv til overfladiske og egoistiske mennesker, dem havde hun mødt alt for mange af og hun undgik derfor helst disse grupper der kom på besøg.
 Ella skyndte sig over i kantinen for at nå at få lidt mad, hun havde ikke rigtig nået at få noget i løbet af dagen, så hun måtte hellere få spist noget mens hun havde tid.
 Bagefter gik hun over i sin hytte, hun tog et hurtigt brusebad for at skylle dagens støv og sved af sig. Så trak hun en kam gennem sig lange korngule hår og samlede det i en løs fletning. Hun trak i en unicef T-shirt og et par cowboy shorts.
 Da hun hørte minibussen ankomme gik hun udenfor, Dr Braastad stod allerede og ventede. Bilen virvlede rødt støv op da den bremsede. Chaufføren hoppede ud og åbnede bil døren for gæsterne.
 "Og det her er så Ella fra Danmark, hun har arbejdet her i over 4 år og vil vise jer rundt". Doktoren præsenterede hende, efter at have givet alle mændene hånden og budt dem velkommen.
 Ella stod og tænkte på de ting hun skulle nå de næste dage og bandede over at hun nu skulle beuge tid på at babysitte disse mennesker, når andre faktisk havde brug for hende.
 "Velkommen til". Sagde hun og gav dem hånden en af gangen. Først var der de 3 top folk fra unicef, som så helt malplacerede ud i deres jakkesæt, de var alle middelaldrene mænd.
 "Hej igen Ella". Det var kamera manden, han hed Raphael og havde været i lejren 2 gange tidligere med andre grupper han var i 40'erne og iklædt sin sædvanlige ternede skjorte og kaki shorts.
 "Raphael, hvor skønt at se dig igen". Hun gav ham et kram, Raphael var heldigvis nem at arbejde med og respektere indbyggerne i lejren, det gjorde jobbet lidt lettere.
 Raphael pegede på en ung mand, der var iført shorts og en fodbold T-shirt, han så ikke ud til at være over 20 år.  "Ella det er min nevø Fausto, vores lydmand".
 "Velkommen til Fausto". Hun gav ham hånden og han trykkede den ivrigt, mens han smilede til hende.
 Den sidste mand nåede frem til hende, han var iført cowboybukser og en af unicefs T-shirts, han var høj var det første hun bemærkede, mindst 10 cm højere end hendes egne 178 cm.
 Han rakte en stor hånd med lange fingre frem imod hende og hun hun tog smilende imod den, hans håndtryk var fast. "Tak fordi du vil bruge din til på os Ella, det er et fantastisk arbejde i laver og jeg glæder mig til at se det hele".
 Ella så op på ham, hans stemme var dyb og varm og han virkede faktisk interesseret i deres arbejde, han smilede venligt til hende og han havde et af den slags smil hvor man bare ikke kunne lade være at smile tilbage.
 Han så ud til at være i 30'erne, med et maskulint ansigt, høje velformede kindben og sand blond hår der var kort i siderne og lidt længere på toppen.
 Hans øjne fangede hendes og hun et øjeblik glemte hun hvad hun ville sige, han havde de mest fantastiske blå øjne med smile liner i øjenkrogen. Endeligt fandt hun stemmen igen. "Jamen det er så lidt, jeg håber i får et par gode dage Hr ... ?" 
 "Åh undskyld, hvor uhøfligt af mig, navnet er Hiddleston, Tom Hiddleston". Han smilede igen og hun tænkte på hvad han mon lavede siden han var der som VIP, han kunne godt være model.
 Hun så rundt på alle gæsterne. "Jeg vil sige godnat for nu, håber i får en god nat alle sammen og hvis i vil møde mig uden for cafeteriet i morgen kl 8 så skal jeg vise jer rundt".
 De sagde godnat og hun gik tilbage til sin lille hytte, hun lyttede til cikadernes sang og fik en fornemmelse at dette besøg ville være anderledes end de andre.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...