Alpha!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jun. 2016
  • Opdateret: 15 jul. 2016
  • Status: Igang
I et liv hvor stort set alle i min familie er blevet solgt til en Alpha eller måske endda Beta vil jeg Anna ændre min egen fremtid. Jeg er født som Alpha hvilket er sjældent for piger. Jeg tager ud i verden for at finde min mate i stedet for at få en solgt. Samtidig lærer jeg måske også lidt om det at være både Alpha og Mor på samme tid. En dag skal jeg jo selv overtage min fars flok. Vejen kan godt blive fare fuld af fare. Men hvem vil ikke have en Alpha pige som sin mate?

5Likes
2Kommentarer
749Visninger
AA

9. Alt skal nok gå, tror jeg - Kapitel 8

(Anna)

 

Jeg ved ikke hvad der sker, men jeg kan mærke nogen bære på mig. Jeg kan ikke se. Det gør så ondt. Please en eller anden få det til at stoppe. Jeg kan ikke høre noget hvor blodet der pumper i mine ører. Jeg går i panik og prøver på at bevæge mig. Jeg kan ikke engang bevæge mig. Jeg ligger fastlås. Jeg har lyst til at skrive, men heller ikke det kan jeg. Jeg prøver at huske hvad er det sidste der er sket, men smerten fortsætter i min mave. Jeg ved ikke hvor længe der er gået, men jeg kan se lys. Måske er det lyset for enden af tunnelen som folk plejer at sige de har set, men jeg ved det ikke, for man høre om folk der siger de ikke kan føle smerte. Jeg føler at smerten tager fat i mig kaster mig rundt og lade mig ligge lidt, for igen at kaste mig rundt.

 

Jeg kan mærke noget. Andet end smerten. Jeg ved ikke hvad det er, men det er tryggende. Jeg holder mig til det. Jeg prøver alt jeg kan for at få smerten væk. ”Taehyung” Det som om ordet giver mig styrke til at kæmpe videre. I hvert fald får det hånden til at klemme min. Sagde jeg det højt? Jeg er helt glad noget kom over mine læber men jeg kan stadig ikke se noget eller høre noget. *Kom over Smerten Anna* Jeg ved ikke hvad der sker, men jeg slapper af. Hånden forsvinder pludselig og jeg kan ikke mærke noget. Ikke engang smerten fra før. Det som om jeg svæver i intetheden. Det er befriende.

 

Der går lang tid før jeg faktisk kan høre noget. Jeg hører en maskine bippe. Og min kusine. Olivia er ikke til at tage fejl af. Hun larmer altid. Måske ligger jeg bare der hjemme og er ved at vågne? Jeg prøver i hvert fald at åbne øjnene. Måske kan jeg se noget. Jeg kan stadig ikke føle min krop, så hvordan kan jeg så være sikker på jeg åbner øjnene. Men jeg gør det. Der kommer lys ind. Jeg begynder at føle min krop igen. Olivia der skriger. ”MOOOAR” Hører jeg hende sige. Det er et af de få ord jeg kender på alle sprog. Det første jeg ser er Taehyung. Jeg er lige ved at springe ud af sengen, men ender med at skrige da jeg bare den mindste smule prøver at løfte mig op fra sengen. Selvom jeg kun så baghovedet af ham vidste jeg det var ham. Jeg kan se hans ansigt nu. ”Hey rolig. Jeg går ingen steder” Siger han til mig. Jeg lukker stille mine øjne. ”Du må aldrig forlade mig igen. Lov mig det” Orderne er svære at få frem, men de kommer. Jeg kan mærke hans hånd blidt på mit ansigt. ”Søde dejlige Anna, du må aldrig skræmme mig så meget igen” Siger han til mig endnu engang. Jeg grynter lidt af det. Min moster kommer ind. Jeg kan høre det på den måde at hun græder. ”Annastasia, du må aldrig nogensinde…. ” Jeg tror hun ser jeg har øjnene lukkede. ”Olga, jeg er her” Siger jeg besværet. Hun tager min anden hånd, for jeg kan mærke en der klemmer den. ”Prinsesse du skræmte os bare”

 

De er alle sammen gået igen. De blev ved med at snakke om hvad der var sket, men jeg vil hellere bare at de alle gik. Taehyung er den eneste tilbage. Han holder min hånd og er bare stille. Jeg elsker at han forstår hvad jeg ønsker, men jeg tror måske også bare han er ved at komme sig over chokket over at jeg var væk. Jeg falder i søvn med hans hånd i min. Jeg føler mig endelig tryg og jeg ved at jeg vil have ham. Jeg er tilbage i skoven. Det er som om det hele sker igen i min drøm. Denne gang kan jeg bare høre Taehyung grine. ”Du er så svag du ikke engang kan klare en kugle igennem maven. Du bliver aldrig en god Alpha” Hans stemme er klar som var den inde i mit eget hoved. Jeg skriger. ”Jeg er stærkere end dig” Fortsætter den. Jeg ser på ham. Olivia er væk. Det som om han begynder at løbe mod mig. Han kommer hurtigere og hurtigere. ”Slå mig mens du er såret. Vis mig du er stærk” Han bider mig. Jeg kan ikke bevæge mig. Min stemme er igen forsvundet jeg kan ikke sige noget, gøre noget. Kæmpe. Jeg er lammet. Det eneste jeg kan mærke er smerte.

 

Jeg vågner igen. Jeg ved ikke hvor længe det har stået på, men det gør ikke længere ondt at rette mig op. Da jeg vågner har jeg trukket min hånd til mig og generelt hele min krop. Jeg må have vækket Taehyung for jeg hører ham mumle et eller andet før jeg får øjenkontakt med ham. Han kigger undrende på mig. ”Mareridt? ” Spørger han før han tager mig ind for et kram. ”Please lig ved siden af mig ” Siger jeg grædende ned i hans skulder. Han slipper mig blidt for at lukke siden af sengen ned så han kan kravle op til mig. ”Så lig dig ned og sov prinsesse” Siger han og jeg gør som han siger. Han ligger en arm under mit hoved og en anden over min krop. Jeg tror også han har trukket dynen over os, men det eneste jeg kan tænke på er ham. At han holder om mig og beskytter mig er rart selvom han lige skulle have bidt mig i mit mareridt. Selvom der ikke er meget plads så har jeg aldrig ligget bedre. Jeg ved ikke helt hvad det er ved ham der er så betryggende men det fylder mig helt og jeg ved allerede nu at jeg ikke ville kunne have en bedre Mate. Jeg vil virkelig have ham og ingen anden. Jeg falder i søvn igen men vågner ikke denne gang. Jeg ved ikke hvad det er der sker, men det er først da min moster kommer næste dag at jeg kommer til bevidsthed igen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...