Kys far godnat- Liv Lindberg

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jun. 2016
  • Opdateret: 17 jun. 2016
  • Status: Igang
Novellen handler om Naya, som bor alene med sin far. Der er uro i deres kvarter, men den fare der er, virker så fjern og urealistisk, at de helt glemmer at bekymre sig....

1Likes
0Kommentarer
156Visninger

1.

“Der kommer en til”. Naya lagde hovedet mod ruden. Flyttebilen udenfor bakkede ud ad familien Jensens indkørsel, kørte rundt om hjørnet og forsvandt. Solens sidste stråler farvede himlen rød, og efterlod lange skygger nede på vejen.

“Det er så den fjerde familie i denne uge”. Hendes far kiggede over mod Mira, og selvfølgelig besvarede hun hans kommentar med et totalt over-dramatisk tonefald:

“Det er da helt utroligt! Jeg har aldrig i mine 59 år oplevet noget lignende. At fire familier flytter fra det samme kvarter på under en måned. Det er simpelthen.. Ja, det er meget tragisk!”. Hun rystede på hovedet, og løftede te-koppen op til den smalle streg, der formede hendes mund. Hun sad sådan et stykke tid, og Naya kiggede nysgerrigt over på hende. Hun ventede bare på anfaldet, der lå lige om hjørnet. Og så…

“Men er du da ikke bekymret, Søren?”. Hendes tonefald var skingert nu. Søren, som Naya’s far hed, skævede over mod vindueskarmen, hvor Naya sad og lyttede til deres ordveksling. Hun trak på skuldrene, og han sukkede højlydt. Der var kun de to i huset. Naya og far. Far og Naya. Nogle gange kom Mira på besøg, for hun var jo Sørens ældre søster. Men det var nok mest fordi, at Mira ingen anden familie havde. Det havde Naya og Søren egentlig heller ikke, men det gik helt fint for dem, når de bare var de to. KUN de to.

“Rolig nu, Mira. Jeg har alarmer oppe. Ingen bryder ind her”. Mira rullede irriteret med øjnene, og der kom sådan en sær brummen nede fra hendes bryst.

“Det jo ikke SELVE indbruddende. Det er jo hvad DE gør!”. Søren rystede på hovedet.

“Ja, ja. Slap da af”.

Naya var egentlig ikke træt, men hun havde alligevel forladt det lille selskab for at lægge sig til ro. Hun lå i sengen. Bare lå. Kiggede ud af vinduet, og prøvede at tyde stjernetegnene, som stjernerne formede på nattehimlen. Solen var gået ned, og der var helt mørkt udenfor. Nedenunder kunne hun høre sin far tage afsked med Mira, der stadig var helt hysterisk. Naya havde altid syntes, at Mira var skør i bolden, men hendes far sagde, at hun bare ville passe på dem. Trapperne knirkede, for de var efterhånden ved at være gamle.

Døren til værelset stod lidt på klem, men den blev snart åbnet, da Søren kom ind, og kyssede Naya’s pande. Hun lod bare som om hun sov, for så vidste hun, at han hurtigt ville gå igen.

Det føltes som en evighed for hende, mens hun lå og prøvede at falde i søvn. Hun tænkte på sin mor, og hvordan hun plejede at lægge sine arme omkring hende. Hvordan hun plejede at varme Naya med sin krop. Plejede at give hende tryghed. Det gjorde hun ikke mere. Det havde hun ikke gjort siden den bilulykke, som havde taget Naya’s mor fra hende, og havde gjort hendes far enkemand. Søren havde aldrig været den samme, lige siden ulykken for halvandet år siden.

Det var ikke den konstante skramlen, af ting der blev flyttet rundt, der havde vækket hende. Det var lyden af tunge fodtrin, som bevægede sig rundt i hele underetagen. Hendes hjerte hamrede ligeså hurtigt som et maskingevær, men alligevel gled hendes ben udover sengekanten, og hun satte de bare tæer ned på gulvet. Trappen knirkede højlydt, da hun forsigtigt bevægede sig ned. Der var blevet stille nedenunder nu, og den klagende knirken lød kvalmende høj i den stille nat.

Til hendes store lettelse, var der lys på badeværelset, og hun kunne høre sin far rømme sig inde bag døren. Hun åndede lettet ud, og begyndte tilbageturen op mod sit værelse. Denne gang bevægede hun sig ikke nær så forsigtigt. Hun slentrede med tunge skridt op af trappen. Hendes far havde haft ret. Ingen ville komme forbi hans alarmer. Hun satte sig på kanten af sengen, og sukkede udmattet. Hvordan kunne hun også tro, at der gik en uvelkommen person rundt i deres hus?

Hun skulle lige til at kravle ind under dynen igen, da noget vådt dryppede ned på hendes hånd. Det føltes varmt og tykt. Hun kiggede omkring sig, men det var ikke til at se noget i mørket. Der kom et svagt lys ud fra sengelampen, da hun trykkede på kontakten. Store, røde bogstaver stod skrevet hele vejen henover loftet. Det var som om, at hendes hjerte kravlede helt op i halsen, da hun så de ord, som bogstaverne dannede.

“Kys far godnat”. I samme øjeblik hørte hun tumulten nedenunder, og hun vidste udmærket godt, hvad det betød.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...