Lyden af livet

Novelle. Den blinde Andreas lærer den knæskadede Anna om livets skønhed. Bidrag til "Piger' 17" - konkurrencen med udgangpunkt i femte valgmulighed "ferie". Udgivet i Politikkens Forlags "Piger '17". Antal ord: 3015

7Likes
4Kommentarer
406Visninger
AA

2. Lyden af livet

  

  Flyveturen var det værste. Jeg måtte sidde med benet strakt ud i midtergangen, hvor den her lille syvårige dreng blev ved med at ræse op og ned af. Jeg var bange for, at han ville torpedere mit knæ. Men der kunne umuligt blive værre.

  Jeg havde spillet stum hele vejen og til tider også døv. Men alligevel kunne jeg mærke, føle mine forældres blikke, der signalerede den højeste grad af bekymring. Det var ikke til at holde ud, så jeg prøvede at falde i søvn. Flyveturen skulle dog kun vare små to timer, så da jeg endelig havde lagt mig godt tilpas, rustede mor mig vågen.

  “Skat?” hviskede hun, som om hun var bange for, hvad jeg kunne finde på at gøre. Og med god ret.

  Jeg svarede hende selvfølgelig ikke og holdt mine øjne lukkede. Hun ruskede nu blidt i min sweatshirt, den med det blå mønster på ryggen. Uden at åbne mine øjne vendte jeg mig om og trak samtidig trøjen ud af hendes greb. Jeg åbnede øjnene og kunne forestille mig, hvordan de atter ville veksle blikke.

  “Vi lander om lidt, Anna” prøvede hun igen. Jeg gav hende et kort nik, stadig med blikket rette så langt væk fra hende som muligt. Flyet begynde at tabe højde, og hvis ikke både mor og far havde siddet i vejen for vinduet, havde jeg nok kunne betragte husene, markerne og havet blive større og større.

  “Er det ikke bare smukt, Lars?” hvinede min mor. Det var hendes forsøg på at sætte stemningen, og lade som alt var okay. Men problemet var, at der var intet, der var okay. Der var intet, der nogensinde ville blive okay igen. Men de var ude for rækkevidde. Begge to.

  “Ih, se havet! Vi skal bo lige ned til stranden, og se hvor himlen er blå - det bliver lækkert!” Hun gav den virkelig gas. Men jeg ville ikke give hende den tilfredsstillelse at faktisk se ud af de dumme vindue.

  Vi landede med en hvinen fra hjulene, der slog bremserne i og trillede så ind til hangaren. Hurtigt fik jeg fat i begge krykker, og klikkede bæltet op. Jeg var oppe at stå, før både mor og far havde nået at formane mig med deres hundrede påpasseligheder. Jeg ville bare ud herfra. Flyet gav mig klaustrofobi.

  Heldigvis sad vi næsten helt forrest i den lille fly, så det tog ikke lang tid for mig at humpe med mine krykker og den alt for stive benskinne til flyets ende. Jeg var efterhånden blev helt god til at gå på trapper, og det tog mig ikke meget længere tid, end det gjorde for hende den gravide foran mig.

  Jeg indså, at jeg blev nødt til at vente for foden af trappen til flyet - for jeg havde hverken pas eller identifikation på mig. Det havde min mor selvfølgelig insisteret på, at hun skulle bære. Jeg skulle bare nyde denne behagelige ferie, som de havde arrangeret for mig. Men jeg vidste hvorfor, de havde gjort det. Egentlig skulle jeg have været Schweiz med resten af tennisholdet for at spille den store individuelle turnering. Det ville have været min første internationale turnering nogensinde. Jeg tjekkede mit armbåndsur, klokken var lidt i fire om eftermiddagen. Det betød, at første runde af turneringen allerede ville være blevet spillet.

  “Har du det dårligt?” var det første mor spurgte mig om, da hun og far endelig havde kæmpet sig ned til mig. “Du ser så bleg ud lige pludselig.”

  Jeg kunne fortælle hende om den konstante smerte, som kom fra det knæ, som for blot en tre uger siden havde virket upåklageligt, og som var mere end klar til Schweiz, men jeg vidste, at det blot ville få hende til at insistere på, at jeg tog flere af de smertestillende piller. Det nægtede jeg. De gjorde mine tanker slørede, og jeg fik kun lyst til at sove af dem. Nej, så hellere være vågen i smerte.

  For tre uger siden var jeg til den daglige eftermiddagstræning nede på banerne. Jeg var godt i gang med at arbejde på min baghånd, da jeg lavede et vrid i knæet. Det næste jeg huskede var en masse ansigter, alle dem fra holdet stående omkring mig, og så den her skarpe, intense smerte som fremkaldte en hvid tåge for mine øjne. De sagde, at jeg besvimede, og at jeg derefter blev kørt på hospitalet. Jeg huskede ikke meget. Mit knæ kunne ikke rettes ud, i hvert fald ikke uden en smule tvang. De kørte mig til scanning, og lidt efter gik de i gang med at fikse menisken, som var revnet. Nu har jeg tre små metalskruer i knæet, som holder sammen på det hele. Halleluja for videnskaben.

 

  Le Rêve, det hed vores hotel eller resort, eller hvad de nu havde lyst til at kalde sig. Drømmen. Jep. Jeg havde haft fransk i skolen, hvilket bestemt ikke var ens betydende med, at jeg talte sproget. Men noget må da have hængt fast. Le Rêve… Eller hvad med Rêve de Mort. Død drøm. Eller måske ikke. Mit fransk var rimelig ringe.

  Lejligheden som vi boede i havde stor balkon. Fra mit værelse, kunne jeg gå direkte ud på den og stå og se ud over havet. Vi havde desuden en stue, som havde en noget så hvidt, moderne udseende. Desuden var der et master bedroom og et toilet med spa. Det gjorde mig endnu mere deprimeret. Jeg ville aldrig kunne sidde nede i det spa. Uden for skinnen risikerede jeg ikke noget.

  En banken lød på dobbeltdørene, som jeg havde lukket bag mig. “Anna, skat?” Det var mor. Jeg lukkede øjnene og forestillede mig hvad hun ville gøre, hvis ikke jeg svarede. Jeg kunne måske endda overbevise dem om, at jeg sov. Men for sent. Hun åbnede den ene af dørene.

  “Anna?” spurgte hun igen. Det irriterede mig. Jeg trak på skuldrene og lod mig blik glide ud mod havet for ikke at se på hende.

  “Vi går ned i restauranten om ti minutter, okay?” hendes ansigt havde de bekymrende folder igen.

  Jeg trak på skuldrene. “Okay.” Nej. Intet var okay. Ikke okay. Hun lod selvfølgelig døren stå åben, så jeg greb om den ene af krykkerne, og puffede til døren så den lukkede med et lille knald. Hele eftermiddagen havde jeg undgået at tjekke min mobil, men jeg samlede den alligevel op fra sengen. Der var fire beskeder. To af dem var fra Line, som var min doublemakker. Nervøst åbnede jeg hendes besked. Et billede af Line og Amanda. Amanda  som havde taget min plads som Lines makker. De var begge røde i hele hovedet, men deres smil var ikke til at tage fejl af. Under billeder stod: “Vi vandt første kamp!!! Schweiz er virkelig fedt! Vi savner dig!”

  Jeg gad ikke engang åbne beskeden fra min træner. Hvad var pointen? Jeg var færdig med tennis.

  Uden at mor og far bemærkede det, det var i hvert fald hensigten, forlod jeg hotelværelset. Vi havde heldigvis hver vores dør ud til hotelgangen. Krykkerne gav en rungende lyd fra sig på de alt for blanke gulve. Elevatoren gav et sagte ‘pling’ fra sig, da den stoppede på min etage og dørene gik op. En dreng stod allerede derinde. Jeg humpede indenfor og lænede mig op ad modsatte hjørne.

  “The lobby” mumlede jeg og skottede til drengen. Han var vel omkring min alder og bar et par mørke solbriller. Jeg trak hurtig blikket til mig. Elevatordørene var ved at lukke, da jeg hørte min mors stemme kalde ned ad korridoren.

  “Vi mødes bare dernede!” råbte jeg tilbage til hende. Hendes øjne fandt mine, idet dørene lukkede. Det føltes godt.

  Drengen havde stadig ikke trykket på knappen, som ville føre os ned til lobbyen. Faktisk havde han slet ikke trykket på nogen af knapperne.

  “You haven’t…” begyndte jeg og prøvede at fange hans øjne bag de mørke glas. Hvorfor bar han overhoved solbriller indenfor?

  “Ja… det ved jeg” sagde han. Han var dansk.

  “Åh... “ mumlede jeg og havde lyst til at synke i jorden.

  “Du er på krykker?” spurgte han.

  Jeg havde ikke lyst til at give ham hele historien og trak bare på skuldrene. Det kunne han vel se?

  “Trykker du på knappen eller hvad?”

  Drengen skar en grimasse. Det så ikke engang ud som om, han rigtig kiggede på mig.

  “Har du noget i mod at gøre det?” spurgte han.

  Jeg gloede på ham. Hvad i alverden havde han tænkt sig? Han stod jo lige ved siden af knapperne, så hvorfor trykkede han dog ikke bare?

  Irriteret tog jeg fat om den ene krykke og brugte den til at give knappen ned til lobbyen et ordentlig tryk.

  “Har du brækket benet?” spurgte han mig. Hvor ville jeg dog ønske, at han ville holde op med at stille spørgsmål.

  “Nej” afgjorde jeg kort. Vi nåede forbi anden sal. Første sal. Han sagde ikke mere før dørene sprang op. Jeg skyndte mig ud fra elevatoren og ud i lobbyen, hvor der var behageligt køligt. Der duftede tilmed en smule citronagtigt.

  Jeg humpede hen til en af sofagrupperne, hvor der var udsigt ud til havet. Solen stod lav på himlen og spejlede sig i vandets blanke overflade. I det mindste havde de ikke sådan en udsigt på hotellet i Schweiz.

  Jeg kunne ikke lade være med at kigge efter drengen. Først kunne jeg ikke finde ham, men så gik det op for mig, at han ikke havde forladt elevatoren endnu. Han kiggede ned på sine sko og havde afslappet lagt skulderen mod elevatorens væg.

  Af vane trak jeg min mobil op ad lommen, men det første jeg så var de to ulæste beskeder, så jeg lagde den hurtigt tilbage. Elevatoren var igen på vej op. Det måtte være mor og far, som kom ned næste gang. De kunne virkelig ikke lide, at jeg gik rundt for mig selv. For tænk en gang på alle de ting, der kunne ske! Bare ved tanken havde jeg lyst til at rulle øjne. Det ville ikke blive ferie det her. Det ville blive det rene helvede.

 

  Det sagte skænderi ved aftensmaden havde ikke været kønt. Jeg havde sagt det lige ud. At jeg vidste, hvorfor vi var her. At jeg ikke kunne holde ud, at de hele tiden skulle tjekke op på mig. Og så havde jeg forladt bordet. Jeg så mig ikke over skulderen, men skyndte mig så meget jeg kunne ud af restauranten og ud på altanen som omkransede hele hotellet. Luften var varm og jeg kunne dufte saltvandet. Hvis jeg havde kunnet, ville jeg nok have gået ned til stranden. Der var næsten ingen mennesker. Solen brød nu vandets overflade og så ud til snart at blive slukket i det blå hav.

  Jeg fortsatte rundt om et hjørne og kom om på vestsiden, så jeg rigtig kunne se solnedgangen. Men i stedet for at være alene, som jeg havde håbet på. så jeg nu elevatordrengen med de mørke solbriller. Han drejede sig i retning af mig, og vinden fangede hans brune hår. Han havde set mig. Jeg sukkede.

  “Kan du lide udsigten?” spurgte jeg, da jeg havde fået taget mig sammen. Jeg gik hen til ham og stillede krykkerne op ad væggen.

  “Det ved jeg ikke” svarede han og rettede igen hovedet ud mod horisonten. Jeg rystede på hovedet af ham og gjorde mine til at gå igen, men så fik jeg øje på den hvide stok, som stod henslængt ved hans side. Mit blik for op til hans øjne, der var lukkede bag solbrillerne og så ned på stokken igen.

  “Åh…” udbrød jeg og vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Han var blind!

  “Det tror jeg godt, jeg kan” sagde han, og lagde hovedet let på skrå. Han så stadig ud mod solnedgangen, dog, vidste jeg nu, uden at se den.

  “Hvad?” Han havde tabt mig.

  “Udsigten” forklarede han. “Jeg tror godt, jeg kan lide den. Hvis du hører godt efter, kan du høre bølgerne slå mod strandbredden. Og så er der fuglene. Det er ikke de samme som derhjemme.”

  Jeg lukkede øjnene og prøvede at høre, hvad han hørte. Bølgerne. Fuglene.

  “Så er der duftene” fortsatte han. “Saltvand, blomster… grillkul. Er der nogen der griller på stranden?”

  Jeg åbnede øjnene for at tjekke og nikkede. Hurtig tog jeg mig i det. “Ja… Ja, der er nogen der griller dernede.”

  Han nikkede langsomt. “Det tænkte jeg nok.”

 

  Hans navn var Andreas. Han havde været blind, siden han blev født. Han havde aldrig set solnedgangen. Men han kunne lide varmen mod sit ansigt og lyden af livet. Lyden af livet. Jeg kunne ikke falde i søvn den aften. For hver gang jeg lukkede øjnene, var det som om at alle lyde intensiveredes, og selv åndedragene fra naboværelset var tydelige at høre.

  Den næste formiddag mødtes jeg med Andreas nede i lobbyen. Vi var blevet hurtigt enige om, at stranden ikke var et sted, vi ville hen. Jeg kunne lige forestille mig med krykkerne i sandet… ikke kønt og Andres sagde, at han hadede at få sand i skoene.

  “Så du kommer ikke til at spille mere?” ville han vide, da vi havde besluttet os for at gå ned til hotellets nedre terrasse.

  Jeg trak på skuldrene. Jeg havde lært, at han faktisk godt forstod den bevægelse. Når man var så vant til at høre ting i stedet for at se dem, blev selv de små bevægelser vigtige.

  “Der kommer til at gå ni måneder, før jeg kan bruge det rigtigt igen” forklarede jeg. Egentlig havde jeg mest lyst til at lade være at snakke om det. Men han havde spurgt.

  “Det betyder besøg hos en fysioterapeut en gang om måneden og masser af øvelser… Men der er ingen garantier. Knæet bliver ikke så stærkt som før.” Svagt. Det var det ord, jeg burde bruge. Svagt. Svag. Aldrig mere. Ikke okay.

  “Ni måneder er altså ikke lang tid” mumlede han. Jeg skottede til ham. Men det var svært at aflæse hans ansigt, når han havde solbriller på. Nej. Ni måneder var ikke lang tid. Ikke i forhold til hvor længe han havde, han ville, gå uden at se.

  “Undskyld, Andreas…” Jeg fik det dårligt over det. Men han sendte mig bare et skævt smil. Han kunne ikke lide, at man følte sympati for ham.

  “Vi skal ned her” fortalte jeg, og han lagde sin venstre hånd på min skulder, og vi gik ned ad trappen sammen. Mig på krykker og han med sin stok. To ynkelige skikkelser. Men det gjorde ikke noget. Det var okay.

  Vi satte os på en bænk, og jeg dirigerede Andreas hen mod en stol.

  “Nej” grinede jeg. “Lidt længere til venstre… Den anden venstre!” Han forstod rigtig at lave et show ud af det. Han placerede stolen foran mig, så jeg kunne ligge min fod op på den. På grund af skinnen kunne jeg ikke bøje benet særlig meget.

  “Fortæl mig om solen” bad han, da han satte sig ned ved siden af mig og foldede stokken sammen med et lille smæld. Han lignede en, som bare var på ferie for at nyde vejret, gå på stranden og slappe af. Måske var det også det, han var.

  “Solen…” Jeg vred hjernen for at beskrive den på en måde, så han ville forstå. “Solen er kilden til liv her på jorden. Solen er grunden til at vi kan se. Ingen sol, intet at se.”

  “Og ingen mennesker” tilføjede han.

  Jeg nikkede. “Solen er den her runde kugle” jeg tog fat om hans hænder og formede en kugle. “Som pulserer med alle følelser og sanser på en gang. Som om alt eksploderede i duft, lugt og følelse på en gang og man kun sidder tilbage med følelsen af…”

  “Af overvældelse?” spurgte han, Jeg smilede. Han havde strakt hals og lagt hovedet tilbage, så hans ansigt var rettet mod formiddagssolen.

  “Ja” sukkede jeg. Han nikkede. Det var som om, han forstod.

  “Og hvad med himlen?” spurgte han ivrigt. Han virkede som et lille barn, der havde fået lov til at få slik før aftensmaden.

  “Himlen?”

  “Ja, himlen! Hvordan ser den ud?”

   Jeg overvejede det lidt. “Himlen er det her store åbne rum. Ligesom loftet i et værelse. Men som et loft, der strækker sig uendeligt i alle retninger. Bare fortsætter og fortsætter. Den er blå…” forklarede jeg og så op mod de store himmelhvælv, som i sandhed var som en uendelighed.

  “Blå som gør dig rolig og glad. Lidt som at høre bølgerne slå ind mod stranden.”

  Vi sad lidt uden at sige noget. Jeg så verden. Han hørte den. Følte den.

  “Anna?”

  “Ja?” Jeg skævede til ham. Han havde ansigtet rettet mod mig.

  Han trak forsigtigt sine ærmer op på den blå skjorte. Gad vide om han vidste, hvilken farve den var?

  “Måden jeg kender folk på, er på deres stemmer, den måde de bevæger sig på…” Han rakte op og holdt mit hoved i sine hænder. Hans hænder var varme.

  “Men jeg kan også fornemme en persons udseende” forklarede han og lod sine fingre føle sig frem til min pande, mine kinder, min hage og til sidst min mund. Øjeblikket synes at strække sig en evighed. En evighed som jeg ville have skulle vare… for evigt. Så lod han sine hænder falde og trak dem til sig igen.

  Jeg tog hans hånd og mærkede varmen fra den brede sig til mig.

  “Andreas?”

  “Ja?”

  “Jeg tror ikke, man behøver synet for at se folk.” Jeg var begyndt at hviske. Han rystede på hovedet.

  “Selvfølgelig ikke” svarede han, hviskede han tilbage. “Synet er ofte for distraherende. Det er, hvad jeg har oplevet. Man ser folk, men man ser dem ikke. Man ser dem ikke, for hvad de virkelig er.”

  Jeg lyttede til ham. Lyden af Andreas. Lyden af livet.

  “Kan du også mærke det?” spurgte han og klemte min hånd. “Kan du føle det?”

  Jeg lukkede øjnene. For lige nu ville jeg ikke leve i min verden, men i Andreas’. Jeg kunne høre svage stemmer fra turisterne på stranden. Jeg kunne høre leende børn, der legede i vandet. Jeg kunne føle vinden mod mit ansigt. Men mest af alt kunne jeg mærke Andreas.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...