Piger som Alice

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2016
  • Opdateret: 16 jun. 2016
  • Status: Færdig
Et oneshot inspireret af en gang jeg gik rundt om søen på en kold vinterdag og et citat, jeg skrev ned i en gammel notesbog for lang tid siden, som jeg genlæste i dag og syntes var godt. Jeg ved ikke, hvem der har sagt citatet, for det er ikke til at finde på nettet. Måske var det bare mig der var klog. Det er et rigtigt dårligt resumé. Do enjoy.

14Likes
5Kommentarer
452Visninger

1. -

 

Piger som Alice

Hele dagen var han alene. Julen havde bruset gennem København, og hans lejlighed stod tom, fordi han forældre og lillesøstre stadig var i Jylland og besøge deres familie. Da stilheden blev for meget for ham gik han udenfor. Han krydsede Gammel Kongevej og sprang op af trapperne til søerne. Bløde buer af tynde skyer slyngede sig henover himlen og dannede et mønster af gyldent, hvidt og lyserødt lys som taget ud af et Monet-maleri. Emil trak filtjakken tættere om sig og drømte sig et øjeblik tilbage til de tider, hvor man bare var et lille barn, der kunne løbe rundt i grimme, grønne dunjakker og aldrig rigtigt fryse. Sønden for grænsen og vesten for solen, der var stoppet ned i hans lidt for lille inderlomme pressede sig mod hans ribben. Han slentrede dovent ned af asfaltsstien, mens han langsomt trak en pakke Marlboro op fra sin lomme og med sin pegefinger forsigtigt slog på bunden, så en af cigaretterne blev skubbet så langt ud af pakken, at hun kunne trække den op mellem sine sprukne læber. Med skælvende hænder værnede han med sin højre hånd for vinden og med den venstre tændte han cigaretten med sin lighter. Den bidende vinterkulde sved mod hans bare hænder, og han rystede forsigtigt sine arme som for at få rystet det varme blod ned gennem årene og ud til fingerspidserne. Han sprang et par skridt frem og gik ned på et lille sats, hvor der var placeret to bænke og satte sig helt ude i siden på den til højre. Han betragtede vandet, der glitrede magisk i aftensolen som en portal til en mere spændende, farvestrålende verden end denne. Overfor ham lå Planetariet placeret. Om et halvt års tid ville der være proppet på de store stentrapper med solbadende mennesker i let påklædning og rosé i hænderne. Men lige nu lå det øde og forladt hen. Stilheden hvilede over København denne tidlige vinteraften, som en glasklokke, et lydisolerende headset eller en tung dundyne på klare morgener, hvor man ikke vil op. Alligevel hørte han hende ikke komme. Han hørte ikke hendes høje hæle klikke mod asfalten bag ham eller gruset give efter under dem. Det var først, da hun sad lige ved siden af ham, at han fornemmede hendes lette, overfladiske vejrtrækning i sit øre. Han så på hende. Hendes mørkebrune var halvt trukket tilbage og faldt halvt løst nedover hendes spinkle skuldre. Hendes halvlange pandehår indrammede hendes blege, hjerteformede ansigt, der om muligt var endnu smukkere end han huskede det. Hun var iført en lyseblå frakke i et simpelt snit, et par højhælede hvide sko med rem. Hun havde en lille, rød håndtaske med sig, som hun knugede i sine vanter, der var klædte i fint, hvidt læder. Hendes store, grøn-brune øjne flakkede forsigtigt op på Emil, og hun smilede vagt. Hun lignede en moderne Holly Golightly, som hun sad der.

"Hej Emil," sagde hun med et blidt, næsten hviskende toneleje.

"Hej Alice," mumlede han tilbage og løftede et øjenbryn. Han så tilbage på søen, på de små, sitrende bølger og ventede på, at Alice skulle sige noget.
"Jeg tænkte nok, at det var dig," sagde hun endeligt. "Da jeg kom gående." Emil nikkede.

"Det er længe siden," fortsatte hun.

"Ja," istemte han.

"Hvordan har du det?"

"Fint..." Alice sukkede, og ud af øjenkrogen kunne Emil se hendes blik følge hans udover søen. Han kiggede på hende.

"Hvad med dig?" spurgte han mildere. Alice så tilbage på ham og smilte.

"Det går godt," sagde hun. "Jeg fik et job i september, kom på Facebook med min nye kæreste i oktober, og jeg har fundet en lejlighed så jeg flytter hjemmefra lige om lidt." Emil smilede.
"Ja, det så jeg på Facebook," sagde han. Alice klemte øjnene sammen, lagde hovedet på skrå og smilte. Han smilte tilbage. De betragtede hinanden et øjeblik, men så vendte han blikket væk igen. Hun rettede sig op i bænken.

"Jeg glæder mig til sommer..." begyndte hun. Emil nikkede.

"Hvorfor fortalte du mig det ikke?" spurgte han så voldsommere og hurtigere, end han havde tænkt sig det. Han så på hende. Hun blinkede forbavset og bed sig i læben.

"Fortalte dig hvad?"

"At dig og Jakob åbenbart er blevet kærester?" spurgte Emil.

"Hvorfor skulle jeg have fortalt dig det?" Alice kneb øjnene sammen og vendte blikket tilbage mod søen igen som i protest.

"Fordi mig og Jakob er venner?"

"Så burde det vel have været Jakob, der fortalte dig det?"

"Så fordi at du skylder mig en afslutning," konstaterede Emil.

"En afslutning?" Alice sukkede. Hun så ned på jorden mellem dem.

"Hvorfra skulle jeg vide, at alt mellem os er dødt, og du føjter rundt med en eller anden fyr?"

"Jeg føjter aldeles ikke," lo Alice hånligt. "Og du vidste godt, at der ikke var mere mellem os."

"Hvorfor ikke?" Emil kunne høre sin stemme blive desperat. Alice lagde forsigtigt sin hånd over hans og så beklagende på ham. Hun rystede på hovedet.

"Hvorfor?" spurgte hun stille og skrøbeligt.

"Fordi... Fordi jeg er - var - helt vild med dig," sukkede Emil. "Og jeg troede, du havde det på samme måde. Jeg troede - jeg troede, vi delte bare et eller andet. At vi havde en forbindelse..." Han tav og så ind i hendes medlidende blik. Han blev syg af sig selv. "Jeg ved godt, det lyder dumt og åndssvagt..."

"Nej," mumlede Alice. "Nej, det er bare..." Hun sukkede og trak sin hånd til sig. Hun sank en klump og så på et punkt forbi vandet, der lå flere mil væk. "Jeg ved det ikke..."

"Nej..." Emil betragtede snuderne på sine sko. "Kan du huske den aften, jeg kyssede dig?" Han så op på hende igen. Hun smilede varmt og nikkede.
"Ja," sagde hun afventende. "Det var til Helles fest. Du havde drukket så meget whisky." Emil lo.

"Det havde du også."
"Ej, men det var slet ikke på samme niveau." Alice lo også og afslørede sine perlehvide tænder.

"Og vi dansede hele aftenen til gamle, danske sange, indtil vi fik ondt i fødderne og så sad vi i hendes vindueskarm og betragtede København, der lå på den anden side af Bryggen?"

"Det kan jeg godt huske," sagde Alice.
"Du havde den lyseblå kjole på, kan du huske det? Jeg vil aldrig kunne tænke på dig uden den lyseblå farve, der fik dig til at lyse op i mængden. Jeg tror, jeg forelskede mig i dig allerede dengang."Alice så væk. Emil tav. Han kiggede på hende, ventede på, at hun skulle sige noget, men hun forblev tavs. En due landede på bænken ved siden af ham og kurrede hånligt. "Åh gå din vej."

"Mig?" Alice så på ham, revet løs af sine tanker. Han tog en hånd op.

"Nej, nej," sagde han. "Ikke dig. Aldrig dig." Alice lagde hovedet på skrå. "Undskyld, jeg... Du er bare så fantastisk. Du er morsom, du er klog, du er guddommeligt smuk." Alice rullede med øjnene. "Jeg mener det." Hun rystede på hovedet. "Men det kan man jo næsten sige om alle. Alice, du har verdens smukkeste grin, og jeg elsker, at du aldrig går i sort. Jeg elsker, at du har en mening om alting, og aldrig løber tør for historier. Jeg elsker det blik, du har, når du bliver eftertænksom, jeg elsker din smukke sangstemme, jeg elsker, at du er klodset, jeg elsker din smag i film, din smag i bøger, din smag i musik, jeg..."

"Jeg lytter aldrig til musik," afbrød Alice ham. Hun rynkede sine øjenbryn. "Eller jo, selvfølgeligt, alle hører musik engang imellem. Men, Emil, jeg lytter til musik den ene gang hver anden måde, jeg dyrker motion, og når jeg rydder op. Og selv da er det bare radioens top 100."

"Hvad mener du?" spurgte Emil. "Det er også lige meget, for alt det andet mener jeg." Alice rystede på hovedet.

"Jeg er også kun klodset, når jeg har drukket, og selv da er det værste, jeg har gjort at ødelægge min mors yndlingskop," fortsatte hun. "Og min sangstemme er virkeligt almindelig."

"Fint, Alice, kærlighed gør blind." Emil lo og slog armene ud til siden. "Men i mine øjne er du perfekt." Alice rystede uforstående på hovedet.

"Det var da romantisk," lo Emil. Alice smilede, men det nåede ikke helt hendes øjne. "Kom nu, ligesom ham der i Love Actually." Hun sagde intet, men smilte tomt til luften. "Alice, kom nu, du er Leslie til min Kevin."

"St. Elmo's Fire?" spurgte hun.

"Jeg havde i det mindste ret i, at vi havde samme filmsmag." Han smilte skævt. Alice rystede på hovedet.

"Måske..." Hun lo. "Men jeg holder fast i, at du fuldstændigt har misforstået 500 Days of Summer." Hun rejste sig.

"Går du?"

"Det er jeg bange for, at jeg bliver nødt til." Hun gik et par skridt, hen til trappen, før hun så tilbage på ham.
"Det her, du har gang i, Emil," sagde hun. "Det er ikke sundt."

"Hvad snakker du om?" spurgte han. "Jeg har ikke gang i noget som helst. Jeg er bare forelsket i dig." Alice smilede bedrøvet.

"Nej." Hun gik langsomt hen mod ham, lænede sig ned, og som en brise flød gennem det rislende siv, kunne han mærke et kys på sin pande. "Du bliver nødt til at komme videre." Hun så alvorligt på ham, men alt han kunne tænke på var, at han var nødt til at fokusere nu, så han ikke glemte den grønbrune farve i hendes øjne og den lyseblå farve på hendes frakke, der fik hende til at lyse op.

"Hvad hvis jeg ikke kan komme videre?"

"Det kan du." Alice rettede sig. "Og det vil du. Du skal bare vågne op. Find en pige, der elsker dig, og som du elsker tilbage." Alice vendte sig og gik op af trapperne.

"Men der er ingen piger som dig," sagde Emil tomt efter hende. Hun så sig kort over skulderen.

"Det har du fuldstændigt ret i." Så gik hun. Hun forsvandt hurtigere fra hans synsfelt, end han havde forventet. Han smed cigaretten mod jorden, rejste sig fra bænken og stak hænderne i lommen. Han traskede med tunge skridt hjemad. Da lavede cupnoodles til aftens mad og surfede rundt på internettet. På Facebook uploadede Jakob et billede fra sin families julefrokost på Fyn, hvor Alice sad og smilede. Selv havde hun opdateret sit profilbillede for at vise sin nye page. Emil sukkede irriteret og lagde sig hen på sofaen for at se Some Like it Hot. Resten af aftenen var han alene.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...