Mirror, Who Is That Girl? - One Direction

Spejlbilledet ligner mig på så mange måder. Jeg lader mine fingerspidser blidt røre ved spejlet, den kulde spejlet sender tilbage til mig, skræmmer mig. Genspejlingen er så identisk med mig, men alligevel er der noget spejlet gemmer, som jeg kan ikke sætte ord på. Spejlet skræmmer mig, billedet bevæger sig samtidigt med jeg gør, men alligevel med så mange andre følelser.

11Likes
3Kommentarer
4890Visninger
AA

19. Hope: Wrong decision

Hope
Don't tell me you're sorry 'cause you're not
Baby when I know you're only sorry you got caught
But you put on quite a show
Really had me going
But now it's time to go

De havde en lang snak med Destiny, om et partnerskab i en ny sang, men jeg holdte mig i baggrunden. Det var akavet nok, at de kiggede mærkeligt efter mig, og at de ikke kunne se forskel på os.
Jeg pustede tungt ud, og satte mig i en sofa længere bag ved. Jeg havde aldrig været i et studie før, og jeg troede aldrig jeg ville komme til det. Altså, jeg kan bare ikke synge. 
Jeg havde til gengæld ikke fundet ud af, hvad jeg skulle syntes om Harry længere. Fordi, jeg kunne vel ikke bare miste de følelser jeg havde fået for ham sådan 'puf', men jeg var ærlig talt blevet rigtig bange for ham igår. Som i virkelig, virkelig bange. Et øjeblik var jeg faktisk bange for, at han ville slå Destiny, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om at det måske også ville kunne ske for mig.
For som jeg kunne se det, er Harry en meget stærk person, der nemt ville kunne klemme mig sammen, bare ved et enkelt blik, og hvis vi nogensinde indrømmede vores følelser til hinanden, var jeg bange for at han kunne finde på at såre mig. For jeg ville ikke bare kunne gøre som Destiny havde gjort igår. Hele dagen, inden vi var taget hen til Destiny, havde han været sjov og god ved mig, men da han så mødte Destinys irriterede, flabet blik vendte han sig pludselig. Jeg kunne måske godt have regnet ud, at han havde et voldsomt temperament, og det var derfor han forholdte sig så rolig, men til sidst kom det frem, at han i virkeligheden var meget sårbar. Jeg havde i løbet af igår aftes, surfet lidt rundt på nettet og fundet den film han havde indspillet. Det var jo en krigsfilm, og det ville ikke undre mig, hvis den havde rørt ham på en besynderlig måde. For selvom Harry var meget velovervejet og smilende, virkede han også meget modtagelig for sådanne ting.
#hope?#
Jeg kiggede ned i min mobil, hvor en SMS fra Harry lige var tikket ind. Jeg havde ikke set ham siden igår, hvor drengene havde sendt ham hjem fra os, for at køle ned, og det var nok det der gjorde mig mest bange. For frygten var i alle, tror jeg.
Jeg var bange for, at jeg blev nødt til at vælge imellem Harry og Destiny. 
Og Destiny var bange for, at Harry ville tage mig fra hende. I virkeligheden var vi bare allesammen bange for, at vi ville miste hinanden, hvis...
Hvis Harry og jeg blev kærester. Hvilket aldrig kom til at ske, for han ville da ikke være kærester med mig, jeg er bare en lille uduelig en, der ikke kan noget som helst.
Jeg turde ikke svare ham, bange for hvad han ville fortælle mig.
#Harry?# skrev jeg, solide næsten 10 minutter efter.
#er du sur?#
Hvis han havde sagt det højt, ville han nok have hvisket.
#nej#
Jeg var ikke sur. Bare bange. Det lød dumt og mærkeligt at sige at Harry gjorde mig bange, for det ønskede jeg ikke. Jeg håbede ellers sådan, at det igår ikke var sket, også kunne Harry og jeg måske mødes igen i aften.
Der gik et par minutter før han svarede: #er du bange?#
Jeg gispede svagt, men der var ingen der hørte mig. Jeg forsøgte at tage en dyb indånding. Han kendte mig alt for godt. Han vidste at jeg sad og var bekymret over det der var sket igår, og at det havde ændret sig til frygt. Og han vidste også, at han have været den eneste, der havde kunnet få mig til at falde ned ellers. Glemme mine bekymringer, og for første gang i lang tid følte jeg mig fri. 
#ja#
Jeg valgte at være ærlig overfor ham. Det fortjente han.
#mødes vi i min lejlighed, om 20 minutter?#
Han havde inviteret mig hjem til sig. Jeg havde fået hans adresse. Skulle jeg sige ja?
#havde du ikke noget du skulle?#
#du er vigtigere# svarede han så.
Og det fik mig til at beslutte mig.

 


Hope.

 


Døren til opgangen havde stået åben, så jeg var bare trådt ind, og stod nu oppe på en etage, ude foran hans dør. Det var en standart brun træ dør, med et fint indrammet skilt under en brevsprække der aldrig ville blive brugt.
Styles.
Harry Styles.
Harry Edward Styles.
Jeg havde lyst til bare at fucke på alt, også tage hjem og glemme alt om ham. Men så ville vi ende med et knust hjerte begge to, og det skulle han ikke udsættes for. 
Jeg løftede forsigtigt min hånd, og med megen tøven bankede jeg forsigtigt på. Jeg ville ikke lade ham vente, men hvis det blev nødvendigt, så skulle det her stoppes, før det gik for vidt. Måske skulle vi bare give op på det hele, også måtte han bare overleve med, at han vidste mere om mig, end nogen af de andre.
Eller også måtte jeg.
Døren blev åbnet, og han stod der. Han havde lange løse joggingbukser på, og en næsten gennemsigtig t-shirt på. Jeg havde aldrig set ham i så afslappet tøj. Han var altid meget velklædt og hans hår sat. Hans hår var ikke ligefrem sat pænt, men det sad på en accepterende måde. Det betød, at han lige havde været ude med drengene, og var nu kommet hjem og havde skiftet. Hvilket vel betød, at vi var nået til det stadie hvor vi kunne gå rundt sammen i grimhed.
For første gang så jeg mere end toppen af hans fugle ved brystet. Igennem hans t-shirt kunne man se den kæmpe sommerfugl og bladene ved hans v-linje. Jeg havde aldrig set så mange tatoveringer på en person jeg var tæt med.
"Hvad er der sket?" Hviskede jeg. Han så helt smadret ud, og han lignede ærlig talt en der ikke havde haft det godt.
Han sukkede og kiggede ned i jorden. "Bare kom ind," selv hans stemme var smadret. Jeg ville slet ikke kunne forestille mig ham synge, for hans hæshed overtog bare alt, i forhold til hvordan den burde.
Han flyttede sig fra døren, og gik længere ind i lejligheden. Jeg gik med forsigtige skridt ind i entreen, og lukkede døren efter mig. 
Jeg sank en klump, da jeg pænt stillede mine sko og min jakke, og kiggede lidt rundt i det jeg lige kunne se.
Det var ikke sådan, jeg troede jeg skulle besøge Harrys hjem for første gang.
Jeg sukkede dybt. Jeg gik med tøvende skridt ud i køkkenet, hvor han stod med ryggen til mig og kiggede ud af vinduet.
Jeg gik hen til kogeøen midt i det moderniserede køkken, og kiggede stift ind i hans ryg.
"Har du lyst til noget?" Spurgte han. 
"Nej," åndede jeg. Han vendte sig om og kiggede hen på mig. 
"Hvad gik det ud på? Det igår?" Spurgte jeg forsigtigt. 
Endnu engang sukkede han dybt. Han gik d af køkkenet, og kom ind igen lidt senere med en etikette i hånden.
'Dunkirk'.
I virkeligheden var det han gjorde lige nu ulovligt. Han måtte slet ikke vise mig filmen, når den ikke var blevet udgivet.
Jeg kiggede op på ham, inden jeg tog den langsomt op.
Harry Styles.
Jeg tyggede hårdt på min læbe, da jeg læste hans navn på filmetiketten. Jeg lagde den fra mig igen, men svarede ikke.
"Det handler ikke om dig," sagde han så.
"Nå."
"Hope... Jeg mener det. Det handler ikke om dig."
"Men hvad så?" 
"Det er bare... Ikke noget."
"Du vil ikke fortælle det?" "Kan du ikke lade være med at være som din søster?" Hans stemme var for første gang i min nærhed iskold. Jeg skælvede og spændte i læben.
"Det ville da være ironisk hvis jeg ikke lignede mig tvilling," vrissede jeg. "Jeg syntes du skal gå nu," sagde han hårdt.
Jeg kiggede overrasket på ham. Jeg kiggede kort ned i gulvet. "Okay. Godt. Farvel," jeg havde mistet mit ordforråd fuldstændig, så jeg skyndte mig bare ud af køkkenet, og skyndte mig at tage sko på.
"Hope!" Råbte han efter mig. Jeg ignorerede ham. Jeg skulle ud herfra, og det skulle være lige nu.  
Jeg skulle lige til at rive min jakke ned fra knagen, da hans hånd fik hårdt fat i mit håndled. 
"Hope," sagde han hårdt. 
"Giv slip!" Råbte jeg. Jeg forsøgte at hive min hånd til sig, men han strammede sit greb.
Jeg så hvordan hans øjenfarve fik en mørkere nuance, og hvordan hans knoer blev hvide af at holde på mig.
"Stop!" Jeg fandt ud af at jeg græd, da et snøft røg ud af mig.
"Please stop... Harry det var en film..."
Det gik op for mig, at det her muligvis kunne være en scene i den film han havde indspillet. Det gjorde ondt.
Han var soldat i filmen, men han stod faktisk og gjorde skade på mig. 
Han gav slip på mig, som var jeg en giftig genstand, og kiggede chokeret på sin hånd. Mit håndled var h dit, fordi blodomløbet i min hånd var stoppet for en kort stund.
Jeg holdte chokeret om mit håndled der brændte kraftigt. Jeg stirrede forfærdet på ham.
"Jeg..." Uden at tage min jakke med, og uden at sige ét ord mere, hev jeg hoveddøren op, og skyndte mig ud af hans lejlighed. Jeg susede ned af trapperne, løb ud på gaden, ignorerede Destinys bil der holdte på fortovet, løb i spurt flere gader væk for at glemme smerten i min hånd.
Og i mit hjerte. Hidsigt tørrede jeg tårerne væk. Han var ikke det værd. Han sårede mig.
Han begik vold på mig. Et hulk røg ud af mig, hvilket fik mig til at stoppe. Lige nu håbede jeg at jeg var i Amerika, for der var de ikke nær så gæstfrie som her i England, og jeg vidste, at hvis jeg ikke fortsatte de få gader videre så ville nogle spørge ind til mig.
Jeg gispede efter vejret, og løb så videre. Jo længere jeg kom, jo langsommere blev jeg, men jeg var ligeglad. Jeg kunne ikke køre hjem i Destinys bil jeg var kommet med. Min arm og hånd havde aldrig hevet så meget op som den gjorde nu.
Jeg snøftede højt. Han var ikke et monster. Han var en fantastisk, omsorgsfuld person.
Hvordan kunne jeg lade mig narre?
Tårerne løb kapløb ned af mine kinder, og det samme gjorde mit hjerte. 
Et par gader længere fremme, nåede jeg frem til vores lejlighed. Jeg løb hurtigt op af trapperne, og fandt fumlende, rystende nøglerne frem. Jeg kunne bare ikke ramme nøglehullet, og da jeg endelig gjorde, var døren allerede åben, hvilket gjorde mig virkelig nervøs. Altså mere end jeg allerede var.
Hvad hvis Harry var fulgt efter mig?
Vent, var jeg paranoid overfor Harry? Hvis jeg havde været bange for ham før, så var jeg vel skræmt for livet, lige nu?
Jeg hev frustreret med hyl og gråd døren op og smækkede den i, irriteret over hvem der dog kunne være inde i huset.
Jeg sparkede hidsigt mine sko af og fortsatte ind i stuen, hvor en forskrækket, halv bange Liam stod.
"Hope?"
"Hvad laver du her?!" Skreg jeg af ham.
"Hope... Hvad er der sket?" Spurgte han chokeret.
"Hvad laver du?!" Skreg jeg bare og stampede i gulvet. Jeg hulkede stadig, og min stemme var fuldstændig uhørlig.
"Jeg leder efter noget jeg glemte her sidst. Jeg var lige ved at gå. Men det kan jeg tydeligvis ikke alligevel," han gik langsomt hen til mig og tørrede mine kinder. Jeg ville have slået hans hånd væk, men min arm var stadig følelsesløs efter Harrys tag.
"Hvad er der sket? Har du været henne ved Harry?" Han rynkede brynene. Jeg nikkede.
"Jeg skal aldrig... Aldrig..."
Jeg afbrød mig selv ved at hulke, og Liam tog fat rundt om mit liv og fik mig til at sætte mig i sofaen. 
"Hope..." Han tog skræmt fat i min arm hvilket fik mig til at skære tænder. Det gjorde så ondt...
"Er det..?" Han kiggede bedrøvet på mig.
"Liam hvad har jeg gjort? Er jeg så uduelig? Hvorfor er det alle hader mig? Hvorfor kan alle bare bilde mig alt muligt ind?!" Min stemme hævede sig for hvert spørgsmål, og til sidst sad jeg og skreg af ham.
"Hope, please tag det roligt," sagde han forfærdet.
Hans telefon ringede ovre på bordet, og jeg så det var Destiny.
Jeg fnøs. "I det mindste er der nogle der elsker dig. Det eneste jeg bliver udsat for er-" "ti nu stille, Hope. Jeg ved godt at Harry ikke var fair, men stop med at lade som om at andre er bedre end dig."
Han tog sin telefon og skrev et lynhurtigt svar til Destiny, inden han lagde telefonen helt væk.
"Men det må i jo være. Jeg bliver snydt af alle. Destiny sagde jo det kunne ende galt."
Liam kiggede undersøgende på mit ophævede, halvrøde, halvblå håndled.
"Destiny er bange for at han tager dig fra hende," hviskede han. Jeg fnøs. "Det slipper hun da heldigvis fra. I det mindste kan folk lide hende, og hun kan stole på nogle."
"Stop nu, Hope. Vi elsker dig. Vi hader dig ikke."
Jeg snøftede bare. Liam sukkede og rejste sig.
Fem minutter efter vendte han tilbage med en rulle sportstape. "Det ser skidt ud," sagde han stille. Han tog roligt fat i min arm, og begyndte at ligge tap'en rundt om den nederste del af min underarm.
"Han har ikke såret mig. Han er ikke et monster," mumlede jeg sammenbidt.
"Det har jeg heller ikke sagt. Men du har fået et slag. Hvad skete der?"
Jeg snøftede. "Han tog bare fat i mig. Også blev han så frustreret at han strammede til."
Liam sukkede.
"Hope?"
En ny stemme dukkede op ved dørkammen. Det var Destiny.
"Hope!" Hun smed sin taske og skyndte sig hen til mig. Hun lagde sig i knæ foran mig og stirrede chokeret på min hånd der næsten var dækket af sportstapen.
"Er det?" Hun gispede da hun regnede ud, at det var Harry der havde slået mig.
"Han har ikke slået mig. Det var et uheld, han kom bare til at stramme til," mumlede jeg sammenbidt.
Liam rullede det sidste på, og sukkede dybt.
"Stop så, Hope. Harry har slået dig, det kunne have været værre, ja, men du bliver nødt til at indrømme det."
"Liam!" Skældte Destiny, "hvad? Hun bliver nødt til at se realiteten i øjnene."
"Liam, du ved ikke hvor såret hun er i forvejen," Destinys stemme tonede ud og skubbede Liam væk fra sofaen.
"Fald nu lidt til ro, Hope. Det skal nok blive okay igen."
"Det bliver det aldrig. Han hader mig, Destiny."
Destiny sukkede dybt, og lagde tæppet over mig, da jeg lagde mig i sofaen.
"Jeg snakker med ham. Du skal ikke være nervøs," hviskede hun.
"Bare gå, Destiny. Please? Bare gå allesammen." Jeg snøftede. "Jeg vil... Jeg har ikke brug for jer."
Destiny sukkede dybt, og gik med Liam ud i køkkenet.
Det var bare så meget løgn. Jeg ville bare så gerne ligge sammen med nogle, nogle der virkelig holdte af mig. Jeg var så splittet. Jeg troede...
Jeg troede måske han ville elske mig. Et hulk slap ud af mig.
Men Liam havde ret. Jeg måtte realiteten i øjnene.
Ham jeg troede var mit livs kærlighed, var ham der havde slået mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...