Mirror, Who Is That Girl? - One Direction

Spejlbilledet ligner mig på så mange måder. Jeg lader mine fingerspidser blidt røre ved spejlet, den kulde spejlet sender tilbage til mig, skræmmer mig. Genspejlingen er så identisk med mig, men alligevel er der noget spejlet gemmer, som jeg kan ikke sætte ord på. Spejlet skræmmer mig, billedet bevæger sig samtidigt med jeg gør, men alligevel med så mange andre følelser.

12Likes
3Kommentarer
4959Visninger
AA

11. Hope: Sorry. I know this isen't right. Or am i wrong?

Hope

Eyes can't shine
Unless there's something burning bright behind
Since you went away, there's nothing left in mine
I feel myself running out of time

Jeg grinede svagt over Harrys kommentar til Destiny. For en gangs skyld, var det lykkedes mig at tale normalt med Harry, uden at der kom noget akavet eller mystisk ind over det.
Jeg begyndte dog at blive en anelse nervøs nu, for Destiny var inde i huset nu, og det var jeg ikke. Og jeg skulle gå derind nu.
"Kommer i?"
Jeg vendte mig om og så hen på Coley der stod ud til terrassedøren.
"Vi skal ind og have kage," han sendte os et lille smil.
"Okay," sagde jeg med et smil.
Jeg forsøgte at udstråle Destinys glade humør, men det lå stadig ikke til min natur.
Han blev stående til Harry og jeg kom helt op til ham.
Jeg forsøgte at kigge ind mod salen, men selvfølgelig lignede det ikke noget Destiny gjorde, for hun elskede jo Coley som sin egen far.
"Er der noget galt, Des?"
Jeg smilede svagt over kælenavnet til Destiny, men skyndte mig at ryste på hovedet.
"Nej," jeg kiggede op på ham med et smil. Han rynkede brynene og det fik Harry til alarmerende at skubbe mig blidt videre med sin hånd på min ryg.
Men Coley havde fanget mig.
"Du er ikke Destiny," sagde han langsomt. Jeg grinede, og forsøgte at holde det i et normalt tonelav. "Jo jeg er. Hvem skulle jeg ellers være?" Spurgte jeg med et grin. 
Jeg kunne fornemme at Harry var anspændt. 
"Det ved jeg ikke, men du er ikke Destiny," hans stemme hævede sig, og jeg blev utrolig nervøs for, om folk inde i stuen kunne høre det.
"Coley?" Blev der råbt inde fra stuen. "To sekunder skat, jeg skal lige ordne noget," han vendte sit hoved for at råbe i dem rigtige retning.
Jeg havde chancen for en flugtplan. Harry gav mig et dunk i ryggen, hvilket fik mig til at løbe væk fra terrassen og videre op på første sal. Jeg fandt hurtigt et sted at være, nemlig et toilet.
Jeg skyndte mig at slå brættet ned, og låste hurtigt døren.
"Shit, shit, shit," mumlede jeg nervøst.
Selvfølgelig ville jeg da gerne både møde Coley og min mor, og også mine søskende sådan rigtigt, men det havde været risikabelt, og derfor var Harry og Niall blevet ude ved mig, ude i den fjerneste krog af haven. Jeg kunne pludselig ikke se grunden til at jeg var her. 
Jeg kom og mødte alle fra Destinys øjne, og måtte tage hjem ligesom før. Uden min familie. Tårerne samlede sig i mine øjne, men jeg kneb dem sejerrisk sammen. 
De var der til at gribe mig, hvis jeg faldt. 
Jeg åndede tungt ud, og greb fat i min mobil.
hvad skal jeg gøre?!
Skrev jeg febrilsk til Destiny og Liam. 
Destiny fik jeg intet svar af, men få sekunder senere tikkede der et svar ind fra Liam.
hvor er du?
Jeg sukkede. 
toilettet.
Jeg sender Destiny op til dig.

Wauw. Var det alt han kunne gøre? 
Jeg hørte hvordan selskabet nede under udbragte en skål, for lille Sofia. Hun var så kær og sød, og man kunne tydeligt se, hvor meget de to små, Sofia og Noah elskede deres storesøster. Jeg ville ønske, at de også kendte til mig, og elskede mig. Men sådan kunne det igen være. Ikke lige nu ihvertfald.
"Pst. Hope," hviskede Destiny ude for døren. Listende åbnede jeg døren og skubbede Destiny med herud.
"Coley ved det," hviskede jeg hastigt. "Han så vi ikke var ens."
"Hvordan?" Spurgte hun panisk. "Det ved jeg da ikke! Han så vel mine øjne."
Destiny sukkede dybt. "De er færdige dernede om lidt. Vent heroppe, også kom ned igen."
"Men Coley vil jo bare lede efter mig, og sige det videre til din mor," "vores mor," udbrød Destiny irriteret.
"Undskyld," mumlede jeg. Jeg havde stadig sur smag i munden efter i forgårs, hvor vi kom til at råbe af hinanden. Det irriterede mig bare, at de intet ville fortælle mig om Harry, når især Destiny vidste jeg ikke kunne takle ham. 
"Destiny? Kommer du ned igen?"
Nicoline, vores mors kærlige stemme bankede forsigtigt på døren. "Sofia savner dig."
"Kommer nu mor," sagde Destiny henkastet. 
"Jeg tror det er tid til at bruge plan krøltop," hun skubbede mig ind bag bruse forhænget, og låste døren op og gik ned med sin mor. Vores mor. 
Jeg kunne bare ikke sige min mor, eller vores mor endnu.
Plan krøltop?
Hvad i alverden gik det ud på?
Jeg aflyttede gangen ud af dørens nøglehul. Ingen lyde. Jeg låste døren igen, af tilfælde for nogle vil brase ind, og satte mig på toiletbrættet igen.
Plan krøltop. Krøltop? Hvem kendte jeg der havde krøllet hår?
Liam havde ikke. Destiny havde nogle småkrøller. Men hun havde jo lige talt med mig, så det kunne ikke være hende hun mente.
Niall? Nej. 
Louis? Nej.
Harry? Nej. Harry havde da ingen krøller. 
Jeg tænkte mig om. Måske Harry i virkeligheden havde krøller...
Jeg tog min telefon frem igen og åbnede safari (jaja iPhone bruger).
Harry... Harry hvad? 
Jeg skrev bare: Harry
I søgefeltet.
Tusindvis af billeder, med Harry på i flere forskellige hår opsætninger dukkede frem på skærmen.
Har han haft langt hår?!
Det overraskede mig egentlig ikke. Han var lidt af en hippie type.
Men.... Han havde krøller...
Så han måtte vel være, plan krøltop?
Oh shit. Hvad havde de gang i, og hvorfor blev jeg ikke involveret?
Jeg skrev hurtigt en besked til Harry.
Harry?
Der gik et par utålmodige minutter, før jeg fik et svar.
Hope?
Hvad går det her ud på?
Hvad mener du?
Jeg sukkede oprevet. For god sake da.
hvorfor... Hvad er 'plan krøltop'?
Jeg har ingen anelse om, hvad du taler om.
Endnu en besked fra ham tikkede ind:
:-)
Harry!

Jeg tror aldrig jeg havde følt mig så oprevet før. Kunne han ikke bare fortælle mig det?

Hope, bliv deroppe, det er et kaos hernede.
Hvad? Hvorfor?
Coley.
Og det var det eneste han kunne sige.
shit. 
Og det var det eneste jeg kunne svare.
bare rolig. Han er ikke sur. Bare forvirret. Destiny er ved at snakke sig ud af det.
Selvfølglig Harry. Du skal jo altid prøve at berolige mig. 
kan hun så det?
Han har givet op.

Der gik mange, lange minutter før han svarede igen, og jeg begyndte at kunne høre folk gå rundt i huset igen.
kom ud. Jeg står udenfor.
Jeg rejste mig langsomt fra toilettet, og listede hen til døren. Hvis nogen så min nu, var jeg fuckt.
Jeg åbnede døren, og lige foran mig, stod Harry.
Han lavede et kast med hovedet. "Jeg tror du skal tilstå," sagde han roligt.
Jeg sukkede. "Det kan jeg da ikke bare."
"Men du bliver nødt til det."
Sammen gik vi med af trapperne, og stod hun lige for enden af trappen, da Nicoline kom forbi.
"Destiny, sagde jeg ikke lige at du skulle være sammen med Noah?"
Jeg nikkede bare.
"Jo. Jeg går derind nu."
Jeg gik videre ind imod stuen men stoppede op ude i gangen.
Harry stoppede op sammen med mig. "Hun er jo derinde," hviskede jeg. Harry nikkede.
"Hvad skal jeg så gøre?" Jeg havde store øjne.
"Øhm, gå-"
"Destiny?"
Denne gang var det Coley.
Han sendte mig et lille smil og pegede op imod trappen. "Gider du lige at gå med?"
Og dér vidste jeg, at han vidste at jeg ikke var Destiny. Han vidste at vi var to personer, men han gjorde det, for ikke at ødelægge festen.
Jeg gik tøvende med ham, og efterlod Harry nede i stueetagen. 
Coley førte an ind i et rum, som lignede et soveværelse, og lukkede så døren efter os.
"Nå," startede han ud.
Gud hvor var jeg nervøs. Jeg følte mig på randen til tårer, og jeg kæmpede for ikke at ryste. 
Han burde være sur på mig. Det ville jeg forstå.
"Jeg ved du ikke er Destiny. Vil du fortælle mig hvem du så er?"
Jeg forholdte mig stille, med mit blik i gulvet. Jeg vidste ikke om jeg turde svare ham.
Kendte han til mig?
"Hope," stammede jeg så, "jeg er Hope," hviskede jeg.
Rystende, for ikke at falde sammen satte jeg mig i sengen i rummet.
Coley pustede tungt ud, og satte sig ved siden af mig. Jeg kunne mærke hans rolige, afventende energi der fik mig til at falde mere til ro.
Det måtte være fantastisk for Destiny, at have en far på den her måde. Min far - vores far - havde aldrig tid til mig. Aldrig tid til at forstå mine behov og bekymringer.
"Du er Destiny's tvilling, ikke?" Spurgte han en anelse forundret.
Jeg nikkede langsomt. "Ved du det?" Hviskede jeg spinkelt. Han nikkede. "Selvfølgelig har min hustru fortalt mig om dig. Der er ingen hemmeligheder."
Jeg pustede nervøst ud. Selvfølgelig ikke. Både mor og Coley virkede som helt perfekte mennesker. Helt perfekte familiemennesker. Og på en mærkelig måde, kunne jeg ikke lade være, med at se et lille glimt af Harry i dem.
Det gjorde mig ærlig talt rædselsslagen. 
Jeg så ned i mine fingre. Skulle jeg bare snakke med ham?
"Hvor længe har i vidst det?" Spurgte han roligt.
"En uges tid," svarede jeg rystende.
"Men Hope, hvorfor har i ikke sagt noget?" Han lød ikke sur, bare bekymret. "Det..."
Min telefon ringede i min lomme, og flere SMS'er tikkede ind. "Tag den," sagde han. 
Sukkende fandt jeg min telefon frem. Beskederne var fra Harry, og opkaldene fra Destiny.
Jeg skrev bare en enkelt besked til Destiny. 
Soveværelset. 
Jeg satte min telefon på lydløs, og lagde den fra mig igen.
"Undskyld," peb jeg. "Du skal ikke undskylde," sagde han med et lille smil.
 Ind af døren braste Destiny, Harry og Niall ind.
Da Destiny så Coley, stoppede hun op.
"Coley du skal ikke være sur på hende, hun har ikke gjort noget," skyndte Destiny sig at sige. Jeg holdte et lille smil inde. Hun forsvarede mig, for en fare der ikke fandtes. 
"Jeg er ikke sur, Destiny. Men vil du ikke svare mig på, hvorfor i ikke har sagt noget?"
Destiny kiggede hen på mig, og hen på Coley igen. "Det ved jeg ikke... Jeg turde vel ikke," hviskede Destiny og slog armene om sig selv. 
"Men du ved da vi aldrig ville blive sure," sagde Coley. "I er søstre. Det kan man ikke komme udenom."
Destiny pustede tungt og og satte sig på den anden side af mig. Det gjorde kiggede mere tryg.
"Undskyld," hviskede hun så.
Coley rystede på hovedet. 
"Jeg er tilbage om lidt."

Der var et minuts stilhed i rummet. "Undskyld, Hope," sagde Destiny. "Jeg burde være gået med."
"Der er ikke sket noget," sagde jeg bare. "Det er okay."
Harry sukkede. "Det var mig der bare lod hende gå med," sagde han undskyldende. 
Destiny løftede blikket. "Harry! Tænk hvis,"
En rømmen fra døren afbrød Destiny. 
Coley kom ind, efterfulgt af Louis og Liam, og til sidst Nicoline.
Jeg turde ikke kigge på hende. Jeg turde bare ikke. Hun ville sikkert være sur, eller såret. Og denne gang var det min skyld.
"Åh gud," hviskede hun chokeret.
Hun lukkede døren efter sig, og tog hænderne op foran sin mund.
"Hope," hikstede hun. Jeg kiggede for første gang op på hende.
Tårerne samlede sig i hendes øjne, og et lille taknemmeligt smil bredte sig på det triste ansigt.
"Åh Hope," hun gik hen til mig, og satte sig på hug foran mig.
"Undskyld," hviskede hun knust. 
"Undskyld. Jeg ville aldrig give slip på dig," hviskede hun grådkvalt. Hun tørrede hurtigt sine tårer væk, og tog fat i min hånd.
Et lille hulk slap dog ud af hende. "Undskyld," hun rejste sig halvt op, og slog hårdt sine arme om mig. Jeg stivnede hårdt, og blev helt overvældet. Hvorfor undskyldte hun? Hvorfor var hun så kærlig overfor mig, når hun aldrig rigtig havde snakket med mig?
Hun trak sig væk med tårerne klistret til hendes kinder og hår.
"Har du haft det godt? Er du okay, Hope?" Hun lod sine hænder glide ned af mine arme. "Fortæl mig hvordan du har haft det," hun snøftede kort. "Sig noget, Hope," hviskede hun.
Jeg vidste bare ikke hvad jeg skulle sige.
"Mor?" Forsigtigt lod Destiny føre ordene. 
"Hvorfor holdte du os adskildt?" Hviskede Destiny. 
Nicoline kiggede hen på Destiny. "Fordi... Det var aldrig meningen at holde jer skjult for hinanden."
"Men det blev vi," sagde jeg hæst. "Hvorfor?"
Det var et spørgsmål jeg havde båret inde med, lige siden vi mødte hinanden første gang.
"James og jeg var unge. Men vi elskede ikke hinanden længere, da i var blevet født. Så da vi gik fra hinanden, delte vi jer op."
"Men det er jo helt forkert," sagde Destiny bebrejdende. "Vi har manglet hinanden," hviskede hun med ord fuld af grød.
Nicoline kiggede op på sin mand, der kiggede ned på hende.
"Jeg er så ked af det," hviskede hun vendt mod mig. "Jeg glemte dig aldrig," hviskede hun.
Jeg var bare helt væk. Jeg vidste ikke om jeg græd, eller om jeg grinte, eller om jeg havde ondt.
Jeg stirrede bare på hende. "Hvordan har James det?"
Det var længe siden jeg har hørt min fars fornavn blive sagt højt. Det var altid hans prestigefyldte efternavn der blev sagt.
"Fint. Helt fint sikkert."
Nicoline lagde sine hænder på mine knæ. "Har han passet godt på dig?" Hviskede hun bedrøvet.
Jeg trak lidt på skuldrene, "han arbejder. Og arbejder. Og rejser så lige til Bejing i den uge man fyldte 16."
Jeg nikkede lidt for mig selv. "Han tænkte ikke så meget på mig," jeg kiggede ned i min favn.
Nicoline rystede på hovedet. "Undskyld, Hope. Jeg burde have vidst, at han ikke kunne passe på dig," hun sukkede dybt.
"Selvom det er meget at bede om, vil du så ikke nok bare overveje det?" Hun tog mine hænder i sine.
Jeg nikkede forsigtigt, "bliv her i London hos os. Du kan bo her, eller hos Destiny, til du finder din egen lejlighed. Du kan fortsætte dine studier her. Men vil du ikke nok overveje den mulighed at blive?"
Jeg havde ikke så meget at miste i New York. Men det var min hjemby. Mit sted. Der hvor min far var.
Jeg nikkede bare. Nicoline gav mine hænder et klem. "Uanset hvad du vælger, er der lige nogle du skal hilse på."
Hun sendte mig et lille smil, og gik hen til døren igen. Hun hev Louis med sig.
Destiny fnøs. "Undskyld, undskyld, undskyld. Det var jo kun 22 år vi ventede, intet mindre."
"Destiny, det var stadig ikke med den gode vilje det skete," sagde Coley. 
"Men derfor kunne i da godt have sagt noget! Sådan lidt ligesom - Hey Destiny! Du har en tvillingesøster ovre i New York!" Destiny viftede med sin arm.
Coley sukkede. "Vi prøver jo at-"
Ind af døren kom Louis, med Noah om sit liv. Noahs hoved var gemt over hans skulder, og hans ben var svunget stramt om hans liv. Bag dem kom Nicoline og Sofia ind. 
Louis satte Noah ned, der hurtigt gik hen og tog sin mor i hånden. 
Vi kiggede allesammen på dem, afventede deres reaktion.
"Det er Hope. Jeres storesøster," sagde Nicoline med et lille smil. Sofia kiggede overrasket, forvirret på os begge to. Nicoline satte sig i hug, med armene om de to små.
"De er tvillinger. Ligesom Line og Mie henne i børnehaven, ikke også Noah?"
Noah nikkede med munden halvt åben. 
Sofias ansigt bredte op i et smil. 
"Hvorfor har vi aldrig mødt hende?" Spurgte hun sin mor om. Jeg rullede sine læber sammen.
"Fordi hun har boet et andet sted indtil nu."
Sofia gik tøvende hen, først til Destiny. "Men i er helt ens!" Sagde hun begejstret. Destiny grinede svagt. "Ikke helt. Vi er to forskellige personer."
Noah kiggede op på sin mor. "Tænker de så også ens og sådan noget?"
Nicoline grinede. "Nej. Det tror jeg ikke."
"Så i er født samtidig? Så må i begge være 22," sagde Sofia eftertænksomt. 
Jeg nikkede med et lille smil. "Hvor gammel er du, Sofia?" Spurgte jeg langsomt.
"Jeg har fødselsdag!" Hun hev armene i vejret. "Jeg er 8 nu!" 
"Så er du jo en stor pige!" Sagde jeg begejstret.
Sofia nikkede med et grin.
"Jeg er kun 5," sagde Noah trist. "Men du bliver jo 6 liiiige om lidt," sagde Destiny med et smil.
Noah nikkede tilfredst igen. Sofia hoppede over til mig og lænede sig ind over mine ben. "Destiny siger, at hvis en ged for et barn, så hedder det en unge. Men jeg siger det hedder et kid! Et lille gedekid," sagde hun med nysgerrige øjne.
"Det hedder et kid, det har du ret i," "så er Hope klogere end Destiny!" Råbte Noah.
En højlydt latter lød rundt i rummet. Sofia var en af de typer små piger, med små mælketænder og lyst hår. Idag var det sat op i en lille hestehale, og hun havde de flotteste...
Grønne øjne.
Jeg kiggede på på Destiny med et overrasket blik. Hun grinede lidt over mit ansigtsudtryk, "hvad er det?"
"Jeg er ikke den eneste i verden med grønne øjne og lyst hår," sagde jeg lidt overgearet.
Sofia grinede muntert. "Selvfølgelig er du ikke den eneste. Men det er sejt du også har det!" Sagde hun med et grin. Jeg grinede til hende. "Jeg har aldrig mødt en anden med den kombination," forklarede jeg hende. "Har du ikke? Nogensinde?"
"Men har du det, Sofia?" Coley strøg hende over håret. Sofia tænkte sig godt om. "Næh. Ej hvor fedt! Måske er vi de eneste med grønne øjne og lyst hår på hele planeten!"
Jeg grinede.
"Ej," sagde Nicoline bebrejdende - selvfølgelig for sjov - "hvor tror i dog i har det fra?"
Nicolai satte sig på hug igen, imellem Destiny og jeg, og Sofia og Noah.
Først der lod jeg mærke til, at min mor havde samme kombination som jeg selv. Strålende grønne øjne, og lyst, skinnende hår. Et lettet smil dukkede op på mine læber. For første gang i lang tid, følte jeg at jeg var en del af en familie.
Det her var min familie. Min mor, mine småsøskende, min tvilling og min far.
Lad os nu bare indrømme det: Coley havde været mere far til mig idag, end min rigtige far nogensinde havde været.
"Nåe!" Råbte Sofia. Igen grinede de allesammen. 
"Nico," sagde Coley på en måde så man forstod det var lidt mere for voksne det han skulle sige. "Vi har gæster i stuen."
"Åh nej," sagde Nicoline. "Skal vi sende dem hjem?" 
"Hvorfor vil du det?" 
"Jeg tror ikke det er så godt at vi fremviser tvillingerne idag. Idag er det Sofias dag."
Jeg smilede lidt over hendes ord, på den måde hun beskyttede Sofia på.
"Det gør ikke noget far, de må gerne gå," sagde Sofia og ruskede i sin fars arm. "Er du sikker, min pige?"
"Ja! For jeg har lige fået den bedste fødselsdagsgave nogensinde!"
Coley lagde hovedet spørgende på skrå. "Jeg har fået en storesøster!"
Sofia slog hjerteligt armene om mig, og knugede mig tæt ind til sig. 
Overvældet og forbavset lagde jeg også langsomt armene om hende. 
Et lille smil dukkede frem på mine læber. Nicoline rejste sig igen og lod sine hænder ligge på Coleys skuldre. Hun sendte ham et lille smil. "Jeg vil også have et kram!" Udbrød Noah utilfredst. Han skubbede Sofia lidt væk, og hoppede derefter også ind i min favn. Et højt grin slap ud af mine læber, og først der opdagede jeg at jeg havde tårer i øjnene. 
Jeg havde en lillesøster. Og en lillebror. 
"Hvorfor græder du?!" Sofia skyndte sig at forsøge at tørre tårerne væk fra mine kinder.
"Fordi hun er glad, Sofia," sagde Destiny sødt.
"Man kan da ikke græde når man er glad," sagde Noah forundret. Destiny grinede og hev ham op til sig, "det kan man sagtens. Det skal du nok finde ud af en dag."
Sofia sendte mig et stort smil. "Du skal se hvad jeg har fået i fødselsdagsgave!"
Jeg nikkede glad. "Det skal jeg. Vi tager Noah og Destiny med, ikke?"
"Jo, og de andre!"
Hun løb ud fra min favn og direkte hen til Louis og krammede hans ben. Jeg havde helt glemt at de andre var herinde. Jeg rødmede. Alle de ting jeg havde sagt, burde de ikke have hørt. Det var faktisk rigtig pinligt.
"Hvad rødmer du sådan over?"
Jeg vendte mit hoved, og så hen på Harry der nu sad ved siden af mig. Han lod sine fingerspidser glide hen over min kind. Min hud skælvede, over den nye berøring. 
"Jeg havde glemt i var herinde," sagde jeg så. Han grinede lavt. "Undskyld jeg ikke gik med dig. Jeg tænkte bare at det var noget i skulle klare selv," sagde hun stille. "Det er okay," sagde jeg med et lille smil. "Det endte jo godt."
Han grinede. "Hvad har du tænkt dig at gøre?" Spurgte han og puffede blidt til mig. "Med hvad?"
"Med hvor du skal bo nu? Nu har du jo en rigtig familie."
Hans ord fik smilebåndet til at bevæge sig. 
"Jeg ved det ikke. Så bliver min far tilbage, alene i New York," sukkede jeg. Jeg kiggede ned i min favn. Jeg følte jeg skulle blive hos ham, sådan så han ikke var helt alene. Harry løftede mit blik, ved at tage blidt fat i min kæbe og vende mit ansigt mod hans. "Det valgte han selv. Hvis han så gerne ville have du blev, havde han ikke glemt dig på den måde." Han gav slip på mig igen.
Jeg kiggede til den anden side, for at se på Destiny, men hun stod henne ved Liam og blev holdt i hans arme.
"Men hvad er du så?" Spurgte Noah.
"Hvad mener du?" Spurgte jeg med et lille smil.
"Destiny er sanger, men hvad er du så?" Han kiggede nysgerrigt på mig. Han havde en fin lyseblå skjorte, og igen, lyst hår, bare med blå øjne. Skjorten fik ham til at lyse dejligt op.
"Ikke noget endnu," smilede jeg. "Skal du så bygge huse ligesom mor?" Spurgte han begejstret. Jeg grinede. "Nej. Måske advokat," sagde jeg. "Måske?" Spurgte Harry forundret.
Jeg kiggede hen på ham. "Nu er jeg i tvivl. For jeg ved ikke hvad min drøm er." "Du skal ikke ændre mening, bare fordi jeg sagde det der til dig."
"Men du havde jo ret. Jeg har slet ikke tænkt på hvad jeg selv ville."
"Jeg vil gerne have kage," sagde Noah med et bredt smil. Harry og jeg grinede. "Vi skal lige vente lidt, okay? Ville det ikke se dumt ud hvis Destiny og jeg gik ned til gæsterne samtidigt?" Spurgte jeg sødt. Noah rystede dog på hovedet. "I kunne bare tage et spejl, også lade som om i er afspejlninger af hinanden!" Han løftede armene i vejret. Jeg grinede igen. "Prøv at gå derned så."
"Ikke uden dig," hans kinder fik en svag lyserød farve. "Årh. Så kom her," han tog glad min hånd, og gik med mig ud på gangen. Det kunne godt gå, at en af os gik derud. Så længe jeg ikke kiggede i nogens øjne. "Noah," hviskede jeg til ham. "Lad være med at kalde mig mit rigtige navn dernede," hviskede jeg. "Hvorfor?" Spurgte han forundret. "Fordi der ikke er nogen der ved hvem jeg er," jeg sendte ham et smil. Han nikkede forstående og hev mig med ned i stuen. 
"Vent på mig!" Sofia kom løbende bag os, og tog mig i den anden hånd. Jeg var både glad og stolt, da jeg gik nedenunder til gæsterne, og mine forældre.
Jeg håbede ihvertfald ikke at jeg kaldte dem begge - også Coley - for mine forældre. En time eller to, og Coley havde allerede udskiftet min rigtige far. 
"Mor!" Råbte Noah. 
"Hej med jer," hun kiggede på os med et stort smil. Hun kiggede kort i mine øjne, så hun kunne se hvem det var. Destiny eller jeg. Hun fnes lidt. "Gå i bare ind i stuen. Tante Lulu er ved at gå."
Noah gav slip på min hånd og løb ind i stuen. 
"Jeg siger farvel til Lulu." Sofia sendte mig et lille smil, og løb ud i entreen. Jeg ville helst undgå flere sammenstødninger, så jeg gik med Noah ind i stuen. 
Hvordan det var endt, at både Niall og Louis var nået herned, forstod jeg ikke. Men de stod her altså, sammen med Noah og kastede små ting efter hinanden. Jeg fulgte deres hænder med blikket, og så de landede i skålen med peanuts. 
"Åh nej," grinede jeg. 
"Jeg vil være med!" Grinede Sofia. 
En hånd blev lagt på min skulder, og jeg kiggede op på Coley. "Åh, så er det Destiny der er ovenpå," han grinede forlegent. Jeg grinede også selv. "Jeg må hellere købe nogle navnemærker til jer," drillede Nicoline.
Jeg vidste ikke rigtig om jeg skulle sige 'mor' om hende. Lige nu lå hendes fornavn godt i min mund, så jeg lod det være der.
"Destiny!" Råbte han ovenpå. "Hvad?" Destiny lød småirriteret.
"Nej!" Nicoline kiggede forarget over den peanutsdækkede stue. "Vil du ikke lige hjælpe mig, Hope?"
"Gæsterne er gået! Bare kom ned!" Råbte Coley op til Destiny og Liam, og sikkert også Harry. 
Jeg blev lidt varm indeni, da hun kaldte mig Hope, med den der bløde, rolige stemme.
Som svar gik jeg hen og tog skålene med peanuts og flyttede dem ud i køkkenet. Jeg stødte ind i Nicoline ude i gangen, hvor hun havde fundet en støvsuger frem. Hun sendte mig et trygt smil, og gik ind i stuen med støvsugeren. 
Jeg gik hen til Sofia. "Du skal se mine fødselsdagsgaver!" Sagde hun begejstret. "Først skal du lige have tørt dine fingre. Det ville være synd at ødelægge din fine kjole," jeg sendte hende et lille smil. 
"Okay," sukkede hun. Jeg fandt nogle servietter og fik også Noah til at vaske sine hænder. 
Niall og Louis hjalp Nicoline med at rydde op efter det.
Jeg var ved at sætte den lille skammel Noah havde brugt tilbage på plads.
"Vil du se mine gaver nu?" Lød det ude i gangen. "Men Sofia, jeg har set dem?" Destiny grinede forvirret.
"Arg! Hvor er Hope så?"
Jeg grinede ude fra toilettet og fandt Destiny og Sofia ude i gangen. 
"Kom, kom!" Begejstret tog hun mig med ind i stuen. 
Legetøj, spil og små gavekort var samlet på et lille bord i stuen. 
"Den her dukke har jeg ønsket mig i rigtig lang tid," hun rakte mig en dukke, som nok var beregnet til at man skulle pleje dens hår. Håret var bølget og skinnende, mørke brunt.
Det var ihvertfald ikke den slags kvalitet på dukker, dengang jeg legede med dem.
Jeg skimtede kort til højre, og mødte Harrys smilende ansigt. Smilehullerne skar mig i nethinden, hvilket gjorde jeg ikke kunne lade være med at smile. 
Jeg kiggede ned i dukken. 
Mørkt hår. Grønne øjne. Den klassiske kombination. Jeg var blevet glad, da jeg opdagede at min mor og lillesøster, havde samme gener som jeg selv, men jeg ville bare ønske jeg havde mørkt hår. Selvfølgelig kunne jeg farve det, men så ødelagde jeg lidt tvillinge signaturen hos jeg og Destiny.
"Harry?" Spurgte Sofia med store øjne, "hvad så?" Han sendte hende et lille smil. "Er det ikke dit hår?!" Spurgte hun chokeret. Jeg kiggede mærkeligt på hende og bagefter Harry der grinede. "Nej. Mit hår er på en rigtig pige. Ikke en dukke," han tog dukken ud fra mine hænder og kørte sine fingre igennem dukkens flotte hår.
Jeg kunne godt huske alle de billeder der var kommet frem, da jeg havde søgt på hans navn. Selvfølgelig. Han havde ladt sit hår gro, og til sidst doneret det.
"Åh." Sofia tog dukken igen, og lagde den tilbage på bordet.
"Har du doneret dit hår?" Spurgte jeg Harry om, imens Sofia ivrigt viste sine gaver.
Han nikkede. "Jeg ville gerne have beholdt det, men jeg skulle være med i en film. Så gik det ikke med det lange hår," han grinede lidt nervøst. 
"Det har jeg hørt," jeg sendte ham et lille skævt smil. Han fik lidt farve i kinderne, hvilket gjorde ham utrolig kær at se på.
"Var det Sofia der tog fejl af jer?" Spurgte Coley mig. Jeg nikkede. Han rynkede brynene. "I det mindste var det ikke Liam."
Nicoline og Louis brød ud i et højt grin. Niall og Noah sad med hver deres stykke af kage, og Coley måtte også grine lidt med sin egen joke.
Liam gik - heldigvis! - hen til Destiny og lagde armene om hende. "Det var ikke sjovt," mumlede han. Han efterlod et kys på hendes hals, og et i hendes nakke. Destiny smilede lykkeligt og kiggede på Sofia da hun fortsatte viste Harry sine gaver. 
"Jeg mente det med de navne skilte," sagde Nicoline grinende. 
"Det går nok," sagde Coley. "Vi skal nok vænne os til det."
Hans ord gav genklang helt ind til mit hjerte. De ville gerne have mig her, som en del af den her familie. 
Jeg smilede lidt genert.

 


hope.

Da timerne efterhånden var gået, med både grin og gaver var Nicoline gået op for at putte de to små. Trods det var juni måned, var det allerede mørkt udenfor, og det sagde en del om tidspunktet.
Jeg havde netop krammet Niall, Liam og Louis farvel, og nu var jeg kommet til Harry. Jeg sendte ham et bredt smil, men han gengældte det ikke.
"Er der noget galt?" Spurgte jeg forvirret. Trods han ikke betød så meget for mig, var han et af de mennesker, der ville give mig mest smerte, ved at være sur på mig.
Følte han at jeg havde glemt ham? Det ville jeg ikke kunne forstå, for det jeg havde opfattet, var at han gerne ville have jeg havde det godt, og at jeg var glad, og idag havde kort sagt været den bedste dag i mit liv.
"Nej," han bed sig genert i læben. "Jeg tænkte bare på..."
Han rullede sine læber sammen. Da han skulle til at fortsætte, rystede han på hovedet, og trak mig ind i et kram. Han kyssede forsigtigt min kind inden han trak sig væk.
"Jeg vil ikke give dig mere at tænke over. Vi ses Hope," han sendte mig et sidste smil, og efterlod mig med tanken af forvirring og afmagtelse.
Først ville han spørge mig om noget, men gav op. 
Også kyssede han mig. Jeg førte mine finger spidser op til min kind, hvor hans bløde, lidt skæve, fuldt lyserøde læber havde strejfet. 
Også havde han gået, med de ord at han ikke ville give mig mere at tænke på.
Men det var jo netop det han gjorde, når han på den måde bare kyssede mig, også virkede beskyttende.
Også havde han doneret sit hår.
Jeg lukkede kort øjnene. Han var skam en spøjs fyr.
"Kommer du med ind?" Spurgte en stemme blidt bag mig. Hendes hænder lagde sig på mine skuldre, trods vi var nærmest samme højde. Jeg nikkede langsomt med et lille smil.
"Jeg kommer nu."
"Er du okay, Hope?" Spurgte hun og stoppede op lige foran køkkenet hvor Coley og Destiny sad. Jeg nikkede, mit smil voksede. "Jeg har aldrig haft det bedre," smilede jeg. Hun sendte mig et lykkeligt smil. "Det var godt. Kom med herud," hun skubbede mig blidt ud i køkkenet, hvor jeg tog plads ved siden af Destiny. 
Destiny sendte mig et bredt smil, og skubbede en kop af noget hen til mig. 
Det lignede en slags saft.
Jeg legede lidt med sugerøret i saften. Jeg var ikke specielt tørstig.
Men det blev jeg snart. Det kunne jeg fornemme, på de blikke Nicoline og Coley sendte os.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...