Mirror, Who Is That Girl? - One Direction

Spejlbilledet ligner mig på så mange måder. Jeg lader mine fingerspidser blidt røre ved spejlet, den kulde spejlet sender tilbage til mig, skræmmer mig. Genspejlingen er så identisk med mig, men alligevel er der noget spejlet gemmer, som jeg kan ikke sætte ord på. Spejlet skræmmer mig, billedet bevæger sig samtidigt med jeg gør, men alligevel med så mange andre følelser.

11Likes
3Kommentarer
4885Visninger
AA

7. Hope: i wished it would be okay

Hope

And I'm walking on a wire, trying to go higher
Feels like I'm surrounded by clowns and liars
Even when I give it all away
I want it all, mmm, mmm


Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg troede på Destinys ord, også selvom det var svært. Men noget der var begyndt at gå op for mig, var at jeg ikke var alene. Vi var ens. Tvillinger. Og derfor valgte jeg at stole på hende.
"Hmm..." Brummede jeg.
"Hope, undskyld. Jeg... Jeg forstår det godt, hvis du ikke vil... Kendes ved mig," det gjorde overraskende ondt for hende at sige, hvilket overraskede mig. Vi kendte jo ikke hinanden. Vi havde højst kendt hinanden i et par timer. Men alligevel var det som om vi havde kendt hinanden hele livet.
Vi havde jo kendt os selv. Eller havde vi? Jeg havde ikke. Tror jeg. Jeg er så forvirret over alting, så jeg havde opgivet at følge op på det. Nu forsøgte jeg bare at leve videre som jeg nu kunne, med de stykker der var tilbage af mig.
Et lille fnis røg ud af mig. "Du bliver nødt til at følge skæbnen," sagde jeg med et smil.
Destiny kiggede forvirret, med rynkede bryn på mig.
"Skæbnen...? Åh," hun rystede på hovedet med et lille grin. "Den var altså dårlig," sagde hun genert.
Jeg grinede også selv. "Den var da temmelig indlysende. Destiny. Skæbne," grinede jeg.
Destiny grinede også selv. "Men så har man jo brug for håbet," grinede hun muntert.
"Ja..." Jeg fnes. "Har vi så det?" Jeg mødte hendes øjne. Jeg havde faktisk troet, at mine øjne havde været samme farve som hendes, men mine var i en stik modsat farve fra hendes. Hendes havde en smuk, blød blå farve, der skinnede fabelagtigt med hendes guldhår.
Jeg derimod, havde fået nogle kraftige grønne øjne, som bare slet ikke passede til resten af mig. Jeg havde altid været så skuffet over mine øjne, og i mine yngre teenageår, havde jeg faktisk brugt blå kontaktlinser.
"Jeg har." Destiny kiggede ned i sin favn. "Har du?" 
Hun sendte mig et forsigtigt smil.
Det her var min chance for endelig at vende tilbage. For at finde mig selv igen. At lære min søster at kende. Og jeg var mere klar end nogensinde. 
"Ja. Selvfølgelig har jeg det," Destiny tørrede lettet en løssluppen tåre væk fra sin øjenkrog.
"Jeg... Jeg ved ikke hvad jeg skal sige," hviskede hun. 
"Du behøves ikke sige noget," Niall sendte os et smil henne fra dørkammen. 
Jeg sendte ham et lille forsigtigt smil. Jeg kunne ikke rigtig finde rundt i, om de også var mine venner. Eller om de stadig var mest til Destiny. Det ville ikke overraske mig, i mange år var jeg blevet tilsidesat, trods alle de penge min far ejede.
Jeg kiggede ned i min favn. 
"Selv undskyld," sagde jeg stille, jeg kiggede op på Destiny. "Jeg føler lidt... At jeg har taget dine venner," jeg bed mig nervøst i læben. "Det skal du ikke tænke på. Sådan er de bare," 
Niall gik langsomt hen til os, og satte sig i sofaen ved siden af mig. 
"Tænker altid på andre end dem selv," hun kiggede smilende på Niall. 
Niall rødmede svagt, hvilket fik mig til at smile bredere. Jeg tror i grunden, at de alle fire var utrolig flinke. Jeg havde ihvertfald fået et godt indtryk af dem alle, og jeg kunne ikke lade være med at få håb for, måske at lære dem at kende. 
At kalde dem for mine venner.
Liam, Louis, Jackie og Harry kom også ind lidt efter lidt.
Liam satte sig ved siden af Destiny. Jackie ved siden af Niall, og Louis dumpede hårdt ned i sofaen ved siden af mig.
"Nå! Så det er okay nu?" Spurgte han os med et lille smil.
Han virkede meget entusiastisk i sin væremåde. En der altid var der til at muntre en op.
Jeg nikkede langsomt, og jeg kunne mærke Destiny lyse op ovre på den anden sofa.
"Jeg er altså lidt nervøs for din hånd, Destiny," Harrys hæse stemme bredte sig i lokalet, hans blik var bekymret fæstnet på Destiny. 
Hun kiggede ned på sin hånd, som var krøllet sammen i en knyttet stilling.
"Åh," sagde hun lavt. "Det går nok."
Liam tog roligt fat i hendes håndled og trak hendes hånd over til sig. "Jeg ville tage på skadestuen," han mødte hendes øjne med et lille smil. Nærmest med det samme rødmede hun svagt og sukkede.
Man kunne tydeligt se hvor meget han betød for hende. Hun elskede han virkelig. 
Jeg ville ønske jeg også kunne finde sådan en person. En person som man ville gøre alt for, som man elskede, som man ville give sit liv for.
"Men... Ikke lige nu," sagde hun og løftede øjenbrynene. "Lidt senere?"
"Så længe det bliver tjekket," Liam kyssede hendes kind.
"Det er vist på tide at vi finder forskelle og ligheder ved jer!" Sagde Louis muntert.
"Lighederne er da rimelig åbenlyse, er de ikke?" Sukkede Niall.
Jeg kunne ikke holde et lille grin inde.
Liam kiggede undersøgende hen på mig, sådan kærligt ment og ikke ondt.
"De har ikke samme øjenfarve," sagde han langsomt.
"Nej hvad?" Louis kiggede overrasket hen på mig. Jeg tillod mig at møde hans øjne og løftede så drillende øjenbrynene.
"Vi kan jo ikke være helt ens, vel?" Jeg smilede forsigtigt.
"Nej, intet menneske er vel ens," Louis sendte mig et overbærende smil. 
Jeg kiggede genert ned i min favn, jeg var egentlig ikke så vant til, at folk tog sig så godt af mig. I New York var man altid stresset og på egen hånd.
Her hjalp man hinanden.
Der opstod en akavet - hvis du altså spørger mig - tavshed.
"Men du er så vores.... Hvad?" Destiny valgte at bryde den, og kiggede hen på Jackie.
"Grankusine," "aha."
Destiny tænkte sig lidt om. "Og du vidste det om os?" Spurgte hun undrende. Jackie nikkede. "Det er en lang historie..." Hun grinede lidt akavet.
"Ej. Så lang er den ikke," Niall kiggede på hende med løftede øjenbryn. 
"Okay... Ja, jeg hørte mine forældre tale om jer. Også fortalte de mig alt." Hun trak på skuldrene.
"Vent. Hvorfor ved du det?" Jeg kiggede på Niall. 
"Jeg fik det kun at vide for lidt tid siden!" Niall holdte sine hænder op. "Også besluttede vi os for, at i blev nødt til at møde hinanden. I er 22 nu. I skal vide hvem i er."
Jeg fnøs. "Nå. Men tak, i 22 år har jeg åbenbart haft et forkert navn, eller hvad?"
Jeg havde aldrig tænkt på, at der stod Justice på min fars ting, og Edwards på mine. Det burde jeg måske have gjort.
"Ikke så forkert... Din mors pigenavn var Edwards," Jackie kiggede først på mig også hen på Destiny.
"Så der må jo være en sammenhæng."
Destiny trak benene op under sig selv. "Hvorfor ville de ikke have os begge to?" Spurgte hun knust.
"Det... Jeg ved ikke noget om hvad der skete med jeres identiteter, eller jeres forældre."
Jackie sukkede. "Det er ikke fair, det her."
"Næh," mukkede jeg. "Det er det ikke."
Stemningen i den ellers så hyggelige stue blev vendt til en trist en, og det opfattede Louis jo straks.
Jeg blev hevet ind i en pludselig omfavnelse, hvilket fik et forbavset hvin ud af mig.
"Så er det vist på tide at vi siger velkommen i familien!" 
"Familien?" Jeg forstod ham ikke. Dog vidste jeg at det var ment på en god måde.
"Vi er alle en stor familie. I to er så rent faktisk i familie... Men altså!" 
Et lille grin slap ud af mig. "Jamen.... Tak?" Jeg rødmede flovt.
Hurtigt blev stemningen vendt igen, og alle i stuen begyndte at grine.
Drengene begyndte derefter at køre en intern samtale. 
Destiny lå op af Liam's skulder, imens hendes blik var nede i gulvet. Var der noget der gik hende på?
Harry sad som den eneste af os, i en lænestol imellem sofaerne.
Jeg kiggede undersøgende, nysgerrigt på min tvillingesøster. Vi var vel så enæggede tvillinger, med det udseende vi havde fået.
Det beroligede mig en hel del, at vi faktisk var mere eller mindre ens. Jeg følte for første gang i lang tid, at jeg ikke var alene. Og jeg fandt ud af, at Jarey var spild af tid. Så måske jeg skulle takke min søster.
'Hej' Destiny mimede ordet til mig. Jeg smilede svagt. 'Hej' mimede jeg så tilbage til hende.
"Undskyld, Hope. Jeg ved ikke rigtig... Jeg føler bare det her på mange måder er min skyld. Det... Ja."
Stilheden bredte sig, efter ordene var kommet ud af hende. Drengene kiggede frem og tilbage på os, med nysgerrige blikke. Deres blikke brændte sig fast på mig, og jeg følte tvang til at svare hende lige med det samme.
"Jeg er også... Jeg ved det ikke, jeg kan ikke forklare det. Jeg føler at jeg burde have opdaget det nået før... Og så endte det bare med jeg råbte af dig," jeg tøvede. Jeg var temmelig genert for bare at lukke mine følelser ud, når alle de her halv-fremmede mennesker sad rundt om mig. De var vel vandt til det. Sangere udtrykte altid sine følelser på den måde.
"Jeg tror vi var lige gode om det." Destiny sendte mig et lille smil. 

Vi var lige gode om det. Lige gode om det. Aldrig havde nogen sagt det til mig før. Altid havde det været: din skyld, Hope, eller, du kunne have undgået det. Altid skulle det være min skyld. Men nu var det en delt skyld. Jeg blev nervøs, men kun fordi hendes ord var nye for mig, og fordi hendes følelser, gode følelse der var vendt imod mig var gode. Dét skræmte mig tildels. 
Men den måde Harry sad og stirrede på mig, skræmte mig næsten mere. Jeg følte at han kunne læse mig. At han kunne se på mig og sige: det er okay. Det er okay det var sådan.
Jeg mener, det er vel ikke normalt? Jeg skælvede og bed mig i læben. Alle de her ting var nye for mig. Jeg troede jeg var stærk socialt, men det er jeg ikke. Jeg er pisse svag. Pisse bange. Bange for Harry og Destiny og dem allesammen.
Endda også Jackie. 
"Tænk ikke mere på det." Hun kiggede ned på sin hånd. "Vil du med på skadestuen?"

Hope
Det havde været et hurtigt tjek på skadestuen. Jeg var nødt til at vente i hendes lejlighed sammen med Harry og Niall der holdte mig ved selskab. Dem kendte jeg mest til, og så vidt jeg havde forstået, var Destiny og Louis utrolig tætte, og ja, Liam og Destiny sagde jo sig selv. 
Jackie var taget hjem, fordi hun skulle på arbejde. Så jeg havde været nødt til at vente sammen med Harry og Niall. Det kunne ikke gå, ihvertfald ikke lige nu, at jeg skulle gå sammen med hende i offentligheden. Så ville der bare skabes kaos. 
Det viste sig, at både Niall og Harry var skønne humørbomber, der nemt kunne lukke flere mennesker ind. Egentlig var jeg god til at få nye bekendtskaber, men lige netop med dem - sikkert på grund af Destiny - havde jeg lidt svært ved bare at 'blive venner'.
Det forhindrede dem ihvertfald ikke i, ikke at være utrolig venlige imod mig, og begge beroligede og gjorde mig tryg. 
Så det var vel godt?
Destiny og Liam trådte ind i stuen hånd i hånd.
"Gik det godt?" Spurgte Niall med et smil. "Ja. Den er forstuvet, ikke brækket," hun sendte os alle et smil.
Jeg nikkede lidt stilfærdigt. Det var stadig lidt akavet for mig. 
Louis trådte ind i stuen. "Hvor er Jackie?"
"På arbejde," svarede jeg blankt. "Gud!" Destiny gav slip på Liam. "Jeg skulle have været i studiet og skrive! Det havde jeg helt glemt og..." Hun farede ud i køkkenet og greb sin mobil.
"Fuck!" Skreg hun irriteret. Liam sukkede. "Destiny det kan være ligemeget," han sendte hende et træt smil. 
Dog gik det hende mere på end hvad først antaget, "Liam jeg kan blive fyret!" Sagde hun trist. 
"Men det gør du ikke, for de kan ikke undvære dig," Liam sendte hende et lille smil og kyssede hendes pande. "Tag det nu roligt. Skrive kan du jo altid."
Destiny sukkede og skød underlæben ud. "Jeg er bare bange for det selskab der. Jeg skulle jo helst ikke miste mit job."
"Det gør du jo heller ikke," Harry smilede til hende. "Det er jo liiiidt svært, især når du er på turne her i England nu." 
"Nej, men så kan de sætte deadlines og sådan noget..." Destiny tog sig til hovedet.
"Bare rolig, Destiny. Måske du skulle tænke på, hvor meget vrøvl vi har fyldt i din søster imens i var på skadestuen."
Alle kiggede hen på mig. "Øh..." Jeg smilede akavet. 
"Vent, du er hendes tvilling," sagde Liam henkastet. "Ja?" Jeg kiggede spørgende på ham.
Det lød stadig mærkeligt at give folk ret i sådan noget.
Jeg havde en tvilling.
"Kan du så også synge?" "Mig? Synge? Nej, gud nej, jeg er det mest tonedøve du har set længe," jeg rystede på hovedet.
"Årh, du kan da godt prøve," sagde Niall opmuntrende. Jeg rystede på hovedet. "Det duer jeg ikke til. Jeg er ved at uddanne mig til advokat."
"Advokat?" Destiny satte sig ved siden af mig. Jeg fik et lille chok. Aldrig havde vi været så tæt på hinanden før, helt frivilligt. 
"Ja... Ligesom...." Jeg sank en klump. "Ligesom vores far," sagde jeg så.
Destiny fik store øjne. "Mor er arkitekt," "virkelig?" Jeg lyste op i hele ansigtet. Det var det første jeg nogensinde havde hørt om min mor. 
Destiny nikkede. Hun kiggede med i sin favn. "Hun ligner dig mere, end jeg gør," sagde hun lavt.
"Hvad mener du?"
Destiny smilede lidt. "I har de samme øjne," hun kiggede op på mig, så hendes dybblå øjne mødte mine grønne. Jeg sukkede. "Det er så grimt," mumlede jeg. "Hvad er grimt?" Brød Liam ind. "At jeg har lyst hår og grønne øjne! Det er så forfærdeligt."
"Hvordan kan det være forfærdeligt? Det er så specielt," sagde Liam. Jeg trak på skuldrene. "Jeg gik med blå kontaktlinser, for at ændre på det. Men så farvede jeg mit hår i stedet, men farven er ude nu," jeg kørte mine fingre igennem mit halvlange hår.
"Jeg vil gerne slippe af med de blå øjne," sukkede Destiny. "Jeg syntes det får mig til at... Det ved jeg ikke, virke meget sød i det."
Et højt grin lød fra Niall og Louis, "så få et par smilehuller. Så ser du rigtig kær ud," sagde Niall muntert.
"Nej ellers tak!" Destiny fnøs.
"Jeg vil tage det som et kompliment da," Harry lagde irriteret armene over kors.
Destiny og Liam brød ud i et højt grin. Jeg forstod det bare ikke rigtigt. Hvad...?
"Det er det allerværste ved Harry," sagde Louis. "Han har smilehuller. Og det passer bare slet ikke til ham," Louis fnes. Jeg lagde hovedet på skrå. Jeg kunne reelt ikke se problemet i at have smilehuller.
"Er det et problem?" Spurgte jeg forvirret. 
"Er det et problem at have grønne øjne og lyst hår?" Gav Harry igen. Han sendte mig et lille smil, og allerede der kunne man se de dybe, brede smilehuller. Hvorfor de andre mente det ikke passede til ham, forstod jeg ikke. Det fuldendte ham nærmest, ville jeg sige. Det var to små detaljer der gjorde ham mere...
Normal.
"Det... Ja!" "Er det øjnene eller håret?" Harry løftede øjenbrynene, alle lyttede til vores samtale. 
Harrys øjne var fuldkommen magen til mine. Vent, hvordan beskrev jeg dem sidst? 
Som player-agtige? Som jeg-charmerer-alle-pigerne-og-knuser-deres-hjerter-bagefter-agtige?
Way, der disede jeg lige mig selv. 
Jeg håber virkelig, at Harry ikke kan læse mig, så godt som jeg har en mistanke om.
"Det er blandingen," sagde jeg så.
Harry kiggede væk fra mig. "Det kan jeg leve med."
Da han kiggede væk fra mig, følte jeg at jeg faldt til jorden, som havde han holdt mig oppe. 
Hvordan det? Jeg kendte ham knap nok, og nu var jeg begyndt at have mistanker, fordomme og tanker om ham. Altså mere end for andre mennesker.
Jeg lukkede øjnene et øjeblik. Hvad går det her ud på? Det måtte være omvæltningen fra Destiny-tvillinge sagen. Intet andet.

 

Hope.


Et par timer senere, besluttede jeg mig for at tage hen til Jackie igen. Jeg vidste ikke om jeg ligefrem kunne tillade mig at sove hos Destiny endnu, trods hun var min søster.
Liam trak mig ind i et kram. "Vi ses," sagde han mod mit øre.
"Vi ses Liam," hilste jeg venligt. Han sendte mig et skævt smil og lod Louis og Niall hilse farvel også.
Harry tøvede lidt med at omfavne mig, men gjorde det alligevel. Lige inden den stærke duft af mandeparfume slap mig, hviskede han i mit øre. "Jeg håber du har det godt, Hope," han trak sig væk fra mig, som intet var sket eller sagt, men jeg vidste hvad han mente. Han havde set lige igennem mig hele dagen, og havde gjort mine mistanker om ham til en realitet. 
Jeg afholdte mig fra at ryste. Det var stadig ikke normalt. Destiny var den næste. Endnu ikke havde vi holdt om hinanden, men det var sværest at kramme hende. "Tak Hope," sagde hun med et lille smil. Vi var nøjagtig lige høje, og det eneste jeg lige kunne tyde, var en forskel på os, var øjenfarven og hendes lille modermærke på halsen.
"Selv tak," svarede jeg uhørligt tilbage, stadig påvirket af Harry.
"Kommer du forbi imorgen?" Spurgte hun usikkert. "Hvis du gerne vil have det," sagde jeg en anelse flabet. Hun sendte mig et smil. "Meget gerne," hun tog initiativet til at trække mig ind i hendes favn, og jeg lod hende gøre det. Det var en mærkelig følelse der gik igennem mig da hun plantede sit hoved imellem mit hoved og skulder. Jeg pustede tungt ud, og forsøgte at fastholde øjeblikket. Indleve det.
Med følelserne Harry gav, og Destiny gav, kom noget helt nyt op i mig. Men jeg vidste ikke hvad det var.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...