Mirror, Who Is That Girl? - One Direction

Spejlbilledet ligner mig på så mange måder. Jeg lader mine fingerspidser blidt røre ved spejlet, den kulde spejlet sender tilbage til mig, skræmmer mig. Genspejlingen er så identisk med mig, men alligevel er der noget spejlet gemmer, som jeg kan ikke sætte ord på. Spejlet skræmmer mig, billedet bevæger sig samtidigt med jeg gør, men alligevel med så mange andre følelser.

12Likes
3Kommentarer
4954Visninger
AA

17. Hope: Fun and screaming


"Nå..." Jeg sendte ham et lille smil. "Hvad?" Han kiggede ned i sine fingre. "Er man lidt tøsefornærmet?" Fnes jeg. 
Han mumlede et eller andet uhørligt. Jeg grinede svagt. "Helt ærligt. Er det Niall?" Spurgte jeg lavt. 
"Hmm? Nej. Det er ikke noget, Hope." Hans sukkende tonefald, fik mig til at tro det var mig der havde gjort noget galt. Havde jeg sagt noget forkert, eller såret ham?
"Harry?" Spurgte jeg igen. Jeg lagde forsigtigt min hånd på hans overarm, fordi jeg skulle strække min arm for at nå hans skulder. "Undskyld," sagde han flovt. "Det gør ikke noget," sagde jeg så. Jeg trak lidt på skuldrene. "Må jeg fortælle dig det senere?" Han kiggede først på mig, og bagefter om på de andre. 
Jeg nikkede langsomt. Jeg skulle lige til at svare, inden jeg blev afbrudt af ekspedienten. Jeg fjernede min hånd fra ham. Han fik hurtigt bestilt, men noget i hans ord var ændret. Han havde ikke bestilt det han havde valgt lige før, men i stedet det samme som jeg havde valgt. "Virkelig?" Drillede jeg. 
"Hvad?" Jeg sendte ham et par løftede øjenbryn. "Er det et problem?" Han havde forstået hvad jeg mente. "Nej da." "Det virkede bare mere spændende end det jeg selv havde valgt," sagde han ligegyldigt. 
Jeg følte mig ikke direkte til side sat, men han var ikke nær så charmerende og tilpassende som igår. Havde jeg gjort noget forkert, eller var jeg bare elendig til at læse andre mennesker?
"Det er okay at du er pigefornærmet, selvom du er en mand," jeg klappede ham på ryggen og vendte mig for at gå ned igen. "Hey!" Råbte han efter mig. Jeg grinede bare af ham. 
Da jeg satte mig igen, stirrede de allesammen indtrængende på mig. 
"Hvad?" Spurgte jeg. "Hvad har du sagt?" Spurgte Louis forarget.
"Ikke noget," jeg slikkede mig om læberne. Niall sukkede. 

hope.


Da vi var blevet færdige med at spise, gik vi nu ned langs gaden, på vej på eventyr. Harry og jeg gik bagerst, uden at sige noget til hinanden. Han kiggede stift ind i nakken på Liam der gik foran os og holdte Destiny i hånden. 
"Vil du fortælle mig grunden til du var sur i morges nu?" Jeg kiggede op på ham med et lille smil.
Selvom Destiny og jeg havde rundet de 170 Cm, var Harry nok rundet de 180, for jeg skulle kigge op på ham, hver gang.
"Jeg var ikke sur..." Sukkede han. Han begyndte at gå langsommere. "Du må ikke blive sur på mig, for det handler om en du holder af," sagde han lavt. Jeg stoppede op. "Hvad taler du om, Harry?" Jeg lød nok en anelse irriteret, men helt ærligt. Mænd sagde altid de ikke kunne forstå kvinder, men det var da ikke nemmere at forstå dem.
"Det... Det er bare Destiny. Kan du huske hvad jeg sagde til dig igår om, at hun var temmelig rapkæftet?" "Hvad er der med det?" Jeg lagde armene over kors, og stillede mig på en flabet måde. "Jeg er bare træet af hun hele tiden skal kommentere efter os. Hvad lavede i der, og hvad så med nu og alt det der. Kan hun ikke bare lade os være?!" Han lød temmelig fatal lige nu. "Hvad er problemet med at fortælle hende det? De får det jo allesammen at vide alligevel." "Amen, Hope. Jeg gad bare godt, at de ikke behøvedes at vide, hver eneste gang vi tog et skridt sammen." Jeg kiggede længe og mut op på ham.
"Du siger det der, fordi du er bange for at Destiny skal drive mig væk fra dig, ikke? Hvis hun nu bliver ved med at drille os?"
"Både og, Hope." Han tog et skridt tættere på mig, så vi kom til at stå rigtig tæt, og jeg ved ikke hvorfor han gjorde det og det gjorde mig virkelig nervøs, for jeg vidste ikke hvad han havde tænkt sig, og huh. 
Jeg burde virkelig få styr på mine tanker, i stedet for at blive så nervøs hver gang. 
"Jeg vil bare gerne have dig for mig selv," hviskede han. Han løftede mit blik, ved at skubbe mit ansigt blidt op med hans lange fingre. "Det forstår du vel godt?" 
Hans stemme lød forførende på en måde jeg helst ikke ville høre, og jeg kunne ikke gennemskue hans næste træk, og jeg vidste heller om han ville gøre det. Uvisheden stak forfærdeligt i mig, og det gjorde mig utrolig nervøs og bange.
"J-jo," stammede jeg. "Godt. Derfor stikker vi af nu."
"Hvad?!" Udbrød jeg forfærdet. "Vi er allerede så langt bag ud, at vi ikke kan finde dem igen. Lad os nu gå ud og finde på noget sjovt."
Og det gjorde vi så.


Hope.

 

Jeg kiggede smilende ned i jorden, fra den halvmur jeg sad på.
Efter mange timers sjov og ballade i London, var vi endt i en stor, smuk botanisk have. Harry havde fundet en af de der små issælgere, og var løbet hen for at købe en is til os, imens jeg sad her og kiggede ud over blomsterne. Det var sådan en lille mur, der afholdte de legene børns bolde i at ramme den summende, mest frodige del af haven. Det bestod allermest af roser. Store, flotte roser i alle verdens farver. Gul, rød, lyserøde, hvid, ja, også lilla.
Med et stort smil kom han hen til mig, og hoppede op på muren ved siden af mig. 
"Her." "Tak," fnes jeg. 
Med et lille grin smagte jeg på den kolde is, der nedkølede mig fra den ellers varme sommerdag. Londons klima var slet ikke magen til Amerikas, og det kunne man sagtens mærke. Jeg kiggede ud over alle blomsterne med et glimt i øjet. Det var smukt.
"Harry?" "Mhm?" "Er vi ikke lidt uretfærdige?"
Efter vi var skredet fra de andre, havde Harry bedt mig om at slukke min telefon, så de ikke kunne komme i kontakt med os. Jeg havde gjort som han sagde, men jeg havde lidt dårlig samvittighed over, bare at være gået uden at sige noget. 
"Hvordan det?" Spurgte han forvirret. "Fordi vi bare gik." Jeg rødmede lidt flovt, for hvad hvis han nu tog det som, at jeg hellere ville være sammen med de andre end ham. 
"Men har du det ikke godt? Er du ikke glad?" Han sendte mig et forsigtigt lille smil. "Jo. Jeg har det rigtig godt. Men jeg føler dårlig samvittighed over at være gået sådan."
Han tænkte sig lidt om, og imens lod jeg mit blik vandre ned til min hånd. Min hånd lå kun få centimeter fra hans, og jeg havde bare lyst til at.... Røre den. 
Uanset hvor dumt det altså lød. Jeg så hvordan de lange fingre holdte fast rundt om murens byggesten, og det lille kors der var tatoveret på siden af hånden passede perfekt ind til den mandlige, senede hånd.
"Hope," sagde han så. "Det handler om at du er glad. Ikke de andre. Man skal sørge for man selv er glad." Jeg tænkte lidt over hans ord. "Men hvad hvis man gør sig selv glad, men de andre såret?" "Så er man heller ikke selv glad." Jeg kiggede uforstående på ham. Det gav jo ingen mening. De andre måtte da være sure over vi bare gik. 
"Det er meget sjovt, med dig og Destiny," han kiggede ned i sin halvspiste is.
"I tænker ens, men i viser det ikke på samme måde."
"Hvad mener du?" Spurgte jeg forvirret. Hans ord gav ingen mening for mig. 
"Hvis det nu havde været omvendt. At Destiny og Liam lige havde mødt hinanden, så havde du været søs ved hende, og spurgt stille og roligt ind. Jeg tror virkelig ikke Destiny, eller nogle af de andre blev sure. Jeg tror de blev glade for at vi gik sammen. Fordi de gerne vil have vi sammen. Ligesom Destiny prøver at sige. Kan du forstå hvad jeg mener?" Igen var hans teorier og udsagn meget realistiske, og lød som en sandhed. Jeg valgte derfor at tro på ham. "Ja. Det gør jeg."
Han smilede svagt, og kiggede ned ud over blomsterne. Mit blik var dog ud over noget helt andet. Mit blik gennemskimmede hver en detalje af hans tatoveringer. Han var så tiltrækkende på alle måder, og det gav mig en ukendt følelse i maven. Jeg havde lyst til, nej jeg manglede, hans arm rundt om mig, så jeg kunne ligge mit hoved ind til hans skulder og nyde hans rolige person. Men jeg turde slet ikke begynde på noget. Jeg pustede tungt ud. Jeg ville så gerne gøre ting med ham. Sidde ved siden af ham, se en film, bage noget i køkken, grine med ham, holde ham i hånden, 
Kysse ham. 
Jeg rullede mine læber sammen.
"Hvorfor så mange tatoveringer?" Endte jeg med at sige. 
Forfanden Hope. Hvad er det for noget at lukke ud?
Han kiggede ned af sin arm og spidsede så læberne. "Det ved jeg ikke. Det er vel meget pænt."
Jeg kiggede forbavset på ham. "Har du gjort det fordi det er pænt?"
"Nej... Men det er sådan lidt ligesom... Hvis man bare ser et mønster i butikken, så tænker du med det samme: den får jeg næste gang. Det er lidt noget afhængigheds agtigt, men det er ved at gå lidt over. Jeg har ikke så meget plads mere, og det ser også rimelig fuldendt ud ikke?" Han sendte mig et lille smil, og kiggede ned af sig igen. "Man ser det bare, og kan forestille sig det på en selv, også gør man det."
Han smilede lidt for sig selv. Jeg fnes lidt, men jeg vidste ikke hvorfor. 
"Kan du lide dem?" Spurgte han så. "Øh... Ja," jeg sendte ham et lille smil.
"Lige som dig."
Okay. Jeg finder en klinik der kan lave låse på munde, og får lavet sådan en med en kode. Så kunne jeg selv bestemme, hvornår sådan noget splitterragende tosset noget skulle slippes ud af mig.
Han kiggede sådan lidt mærkeligt på mig, men så begyndte hans øjne at skinne igen på den der utrolige måde, og hans læber bredte sig op i et kæmpe smil. 
"Og ligesom dig."
Jeg var sikkert en kæmpe tomat i hele ansigtet, og mine læber var helt hvide af at blive klemt sammen.
Han sukkede med samme smil på læberne.
"Ej..." Sagde jeg flovt. "Undskyld. Det var lidt...."
"Sødt."
Han lod endelig sin hånd ligge sig på min. "Virkelig. Tak Hope," han sendte mig et overbærende smil. 
Jeg var lidt for langt inde i mig selv og min flovhed, til at kunne registrere Harrys pludselige spjæt.
"Hvad?" Han tyssede på mig. 
Denne gang mærkede jeg det også. En blitz ramte mig fra siden. 
"Kom Hope... Jeg tror vi skal videre nu," med blikket opmærksomt omkring os, hoppede han ned fra muren og flettede vores fingre sammen. Jeg gjorde det samme, og sammen gik vi med hurtige skridt væk fra stedet. 
"Harry Styles!" 
"Destiny!"
Paparazzierne råbte og skreg efter os og løb op til os med deres blitzende kamerarer.
"Kig ned," hviskede Harry. "Og hold dig til mig," han lod sin arm svinge sig rundt om mig, og holdte mig om et stramt greb ved min talje. 
Jeg gjorde som han sagde, og sørgede for jeg gik tæt ind til ham.
Altså, tildels for min egen skyld. 
Han ignorerede alle spørgsmålene, og skyndte sig med mig ud af haven. 
Alle spørgsmålene angående Destiny og Liam skar mig i hjertet. Jeg ville ikke ødelægge noget imellem dem, og det følte jeg at jeg gjorde nu. Hvis Harry gik med Destiny sådan her, ville det ødelægge alt. Men det var ikke Destiny, det var mig, Hope.
Jeg begyndte at ryste, og klamrede mig til hans hånd jeg holdte fast i.
Han så godt min ændrede adfærd, og skyndte sig at hive mig med ind i en lille bitte butik. Her kunne de ikke gå ind efter os. Han gav slip på mig, og lukkede hurtigt døren igen.
En musikforening. En lille, halvsovende musikforretning. 
"Er du okay?" Gispede han. 
"Æhm... Ja," åndede jeg. 

"Er det jer de er ude efter?" En midaldrende mand kom ud fra baglokalet bag disken. "Ja. Du må undskylde hvis vi sådan kom brasende med dem efter os."
"Det gør intet. Jeg har låst af ude bag ved," manden gik forbi os begge, og låste også fordøren.
"I kan vente her, til de er gået."
Jeg var ude af stand til at svare, for jeg var stadig skræmt over episoden. Stirrede jeg bare på manden. 
"Tusind tak," svarede Harry. 
Manden gik hen om bag disken for at ordne noget igen. Mit blik var stadig limet til manden, da en hånd lagde sig blidt på min hofte. "Er du okay?" Han kyssede forsigtigt min pande. Jeg nikkede. "Jeg blev bare forskrækket. Jeg er okay," jeg kiggede ned i gulvet. Han pustede tungt ud og gav slip på mig.
Han kiggede rundt i rummet. "Typisk. Vi landede i en musikbutik," han kiggede rundt.
Han gik hen til en af væggene og kiggede op på de akustiske guitarer. "Har De noget imod hvis jeg tager en af dem ned?" Harry kiggede over på manden med et lille smil. "Nej selvfølgelig ikke."
Harry tog en normal, akustisk guitar med og satte sig på en skammel med den.
"Kan du spille?" Spurgte jeg begejstret. Han rynkede på næsen. "Lidt."
Jeg grinede. Han spillede et par få akkorder.
"Niall har vist mig lidt," han rødmede, hvilket fik mig til at fnise.
"Kan du spille?" Han kiggede op på mig. "Mig? Nej, slet ikke," jeg grinede nervøst. "Synge?" 
"Harry, bare fordi Destiny er min tvilling, betyder det ikke at jeg også kan synge," sukkede jeg.
"Du kan da godt prøve," han sendte mig et skævt smil. 
Jeg prøvede at få min uregelmæssige vejrtrækning under kontrol. Jeg havde inde i mig selv fundet ud af, at jeg ikke var ligeså skræmt over angrebet af paparazzier, men af de kærtegn han gav mig da vi var kommet ind. Jeg kunne stadig mærke aftrykket på min hofte, fra hans store brede hånd, der blidt havde holdt om mig.
Hvad skulle det nu betyde?
For slet ikke at tale om hans blik der først var landet på mine læber, men derefter havde søgt min pande. 
Det var da rimelig kæresteagtigt. Jeg rullede mine læber sammen.
Ville han gerne... Kysse mig?
"Men jeg kan ikke," sagde jeg flovt. Han var jo berømt for sin stemme, og det var Destiny også, også var der bare mig.
"Undskyld, hvad er dit navn?" Spurgte Harry manden venligt. 
"Bare kald mig John," svarede han med et lille smil. 
"Er det ikke sandt, at vi er de eneste herinde, lige nu?"
John nikkede. "Jo, det er sandt." 
Harry sendte mig et betryggende smil. "Kom nu. Der sker ikke noget ved at synge her," han spillede en akkord på guitaren. Jeg sukkede. "Jeg kan jo ikke bare synge hvad som helst."
Harry tænkte sig lidt om, og i det blik han havde, så han meget ung og nysgerrig ud. Meget sød i det.
"I've tried playing it cool," startede han.
Selvom jeg i virkeligheden var amerikaner, kendte jeg da selvfølgelig deres sange.
"Girl, when im looking at you," sagde jeg opgivende. Harry løftede begejstret øjenbrynene. 
"I can't Never be brave, 'Cause you make my heart race."
Ordene fik mig til at smile lidt, for jeg vidste det ikke var tilfældigt, at han havde valgt den sang. 
Jeg himlede med øjnene.
"Shot me out of the sky
You're my kryptonite
You keep making me weak
Yeah, frozen and can't breathe" fortsatte han. 
For min skyld måtte han meget gerne synge den færdig selv, for han sang selvfølgelig helt fantastisk. Hans stemme var ikke sådan... Tynd. Som Justin Timberlakes stemme, men bred og kraftig, og med hans hæse undertone, gjorde det helt fantastisk. 
Jeg begyndte pludselig at tænke sangen igennem. 
You're my kryptonite
You keep making me weak
Han sang om mig. Åndenødet kom næsten helt tilbage igen, og jeg måtte lige gispe engang. 
Så kunne jeg vel også synge til ham...? Uanset hvor dårligt det lød?
"Something's gotta give now
'Cause I'm dying just to make you see
That I need you here with me now
'Cause you've got that one thing"
Jeg rødmede kraftigt bagefter, og han lagde guitaren fra sig igen.
"Det var da ikke så slemt. Det kunne du da godt." "Men det lød jo sikkert vildt-" "dejligt." 
Jeg sukkede over hans ord. Han ville bare ikke give op.
Han rejste sig og hængte guitaren på plads.
"Det gør ikke noget. Jeg skal nok vente. Men husk-" han kiggede hen på mig med et blik jeg ikke rigtig kunne læse.
"I need that one thing."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...