Mirror, Who Is That Girl? - One Direction

Spejlbilledet ligner mig på så mange måder. Jeg lader mine fingerspidser blidt røre ved spejlet, den kulde spejlet sender tilbage til mig, skræmmer mig. Genspejlingen er så identisk med mig, men alligevel er der noget spejlet gemmer, som jeg kan ikke sætte ord på. Spejlet skræmmer mig, billedet bevæger sig samtidigt med jeg gør, men alligevel med så mange andre følelser.

11Likes
3Kommentarer
4888Visninger
AA

3. Hope: Everything i can't

Hope

I've fallen through the floor again
Crashed into the basement
The pain was swallowing me
I was like a lead balloon
I couldn't even get up to turn
The lights on
The dark was swallowing me

 

"Hoooope?"
Et sæt gik igennem mig, da mit navn blev nævnt.
Jeg kiggede hen på min veninde, Carey som løftede smågrinende øjenbrynene.
"Er det så slemt idag?"
Jeg kiggede ned på foredragsholderen.
Økonomiske problemer i parforhold.
Jep. Det var det.
Jeg sukkede opgivende, hvilket fik Carey's grin til at vare ved.
På en dag som idag, fortrød jeg at have valgt, at læse jura. Jeg havde syntes det lød spændende - og det gjorde det sådan set også - men lige nu var det rent ud sagt: røvsygt.
Min far var selv advokat og utrolig succesrig. Man kan vist godt sige jeg levede livet i luksus, på trods af jeg ingen mor havde.
Min far havde aldrig fundet nogen, grundet sit arbejde.
Også er det bare man tænker: hvor kommer jeg fra?
De var tilsynetladende blevet skilt, da jeg var helt lille. 
Min far afbetalte min lejlighed, jeg havde en masse veninder og mine karakterer lå også godt.
Så hvad var problemet?
Aha, ingenting.
"Ja," hviskede jeg tilbage. Vi sad godt nok nede omkring de bagerste rækker, men vi skulle alligevel være stille.
Carey var en af dem, der ikke havde de højeste karakterer. Men hun kom alligevel igennem.
"Hvordan gik det med Jareeeey?" Hun grinede hæst.
De røde kinder stod fremtrædende på mit ansigt, og jeg skyndte mig at lade som om jeg tog notater.
Det var ikke sjovt. Bare fordi jeg aldrig havde held i kærlighed. 
"Godt," valgte jeg så at sige. 
"Bare, godt?"
"Lidt mere godt, så."
Carey fnes. "Jeg så i holdte i hånd. Jeg har faktisk noget jeg skal vise dig," sagde hun en anelse mere alvorligt.
"Ja?" 
Vi blev tysset på, omme bagfra.
Fuck dig, nørd.
Carey tog forsigtigt sin telefon frem, og skubbede den hen til mig. Jeg rynkede forvirret brynene, men kiggede så ned på skærmen.

Destiny på jagt efter en ny?

Var Liam Payne ikke nok?

 

Jeg kunne ikke lade være med at zoome helt ind på pigen der holdte sin kæreste i hånden.
Det var mig.... Og Liam Payne? Fra One Direction?
Og ved siden af et billede af mig... Og Jarey?

Jeg kiggede forarget på på Carey der kiggede med et utroværdigt blik på mig.
"Forklaring?" Spurgte hun irriteret.
"Jeg kan ikke forstå hvordan de kunne finde på det! Jeg... Jeg forstår det ikke... Jeg har aldrig mødt ham der!" 
Jeg kom til at råbe det sidste ud, og til mit held blev foredragelsen sluttet lige i det øjeblik. 
"Hvad er det du skjuler?" Vrissede Carey. "Intet!" "Men det er jo den samme person! Se!"
"Men det er ikke mig! Prøv at hør, jeg kan ikke bare rejse til London!" "Nej nej. Din far er jo ikke stinkende rig."
"Helt ærligt Carey, hvem stoler du mest på? Mig eller de der paparazzier?"
"Ja det er jo lige det." Carey rejste sig, og skyndte sig væk.
Jeg sukkede irriteret.
Hvem var det? Hvad er det?
Jeg rejste mig forvirret op, og fik op imod udgangen.
"Destiny!"
"Har i slået op?"
"Læser du?"
"Synger du ikke længere?"
Jeg blev bombarderet af spørgsmål og blitzer.
Blitzer?!
Kameraerne blev stukket ned i mit ansigt og blændede mig fuldstændig.
"Destiny!" 
Hvem er Destiny? Jeg er ikke hende.
En midaldrende journalist med et klamt smil stoppede mig og jeg fik både kamera og mikrofon stoppet op i fjæset.
"Hvad skete der imellem dig og Liam Payne? Hvem er den nye?"
"Undskyld, men jeg ved intet. Jeg ved ikke hvem Destiny er. Jeg er Hope."

Og det skulle jeg nok aldrig have sagt. For inden længe blev det så meget for mig, at jeg måtte Mase mig voldsomt igennem og løbe ud til den anden ende af skolen.
Jeg skulle have økonomi.

 

Hope.


Vi mødes hjemme hos mig nu!

Årh. Ikke mere Destiny-pjat.
Så snart jeg havde fået fri, havde Jarey skrevet til mig.
Hvorfor troede ingen på mig?
Det var uretfærdigt. 
Jeg skyndte mig ellers hen til hans lejlighed. Den lå kun få metrostationer væk, så jeg nåede hurtigt derhen.
Han stod og trippede utålmodigt ude foran blokken. Jareys familie var velhavende, præcis lige som min. 
Eller, den del af familien jeg kendte. Som lille var min mor skredet, og efterladt min far og jeg. Siden dengang havde jeg hverken set, eller hørt om hende og den del af familien.
Jeg trådte hen til ham, og sendte ham et forsigtigt smil. Jeg havde kun kendt Jarey i meget lidt tid, men det forhindrede mig ikke i, at være godt og grundigt forelsket i ham.
"Nå. Noget du vil fortælle mig?" Spurgte han flabet. Den tone han brugte imod mig, gjorde mig både skuffet og ked af det, men også rigtig gal. Ingen skal behandle mig anderledes end andre.
"Jarey det hele er en kæmpe løgn! Et sæt op!" Jeg slog opgivende ud med armene.
Indtil videre betød han ikke det store for mig, og egentlig var vi ikke i et forhold, men derfor ville jeg ikke være uvenner med ham.
"Aha, så forklar mig lige, hvorfor det er den samme person?!" Råbte han af mig.
"Det kan det jo ikke være?!"
"Så du har måske en tvilling?"
"Det... Ja, det må jeg vel!" 
Jeg havde da selvfølgelig ikke en tvilling, hvem troede lige han var?
Hvis jeg havde en tvilling, havde min far fortalt det.
"Og det gad du ikke at fortælle?"
"Jarey, jeg er enebarn. Det ved du da."
"Ja, selvfølgelig," sagde han ironisk, "så forklar det her!" Han holdte et billede fra artiklen op.
"Har du læst det?" Spurgte jeg irriteret. "Destiny, som åbenbart er en tro kopi af mig, er sanger. Og jeg er det mest tonedøve mennesker i verdenen."
Stædigt fnøs han og skimmede artiklen igennem. "Måske siger du det, fordi du er sanger. Så vi ikke kan se du lever et parallelt liv." 
"Jarey!" Jeg stampede vredt i jorden. "Du fatter intet! Ingen stoler på mig!"
"Nej, det er jo ligesom lidt svært."
Også gik han.
Og jeg fik ham ikke at se igen, lige foreløbigt.


Hope.

Da jeg trådte ind i min lejlighed, lå der et brev, der var kommet ind af brevsprækken. Stønnede bukkede jeg mig ned og tog den overraskende tunge kuvert op.
Jeg magtede simpelthen ikke mere idag. Alle mine timer havde været rædselsfulde, Jarey, Carey og jeg var uvenner, og selv i metroen var jeg blevet genkendt.
Eller genkendt og genkendt? Hvad er det? Hvem er denne Destiny Justice, der mistænkeligt ligner mig på en prik? 
Mit navn var Hope Edwards, og intet andet.
Jeg stillede min taske ude i køkkenet, og satte mig ved kogeøen. 
Jeg lod mine lange negle bore sig igennem papiret, og åbnede så brevet. En flybillet og en koncertbillet landede på bordet. 
Hvem ville dog sende mig dette? 
Jeg rynkede brynene og tog først flybilletten op.
New York - London. 
London!?
Hvem ville dog have mig til London?
Dernæst tog jeg billetten op. 
Kunstnernavnet var streget ud. Okay, nu blev det for alvor underligt. 
Det var en meet and greet billet.
Hvem kendte jeg, der ville betale både fly og koncert med meet and greet?
Og til hvilken koncert? Hvorfor fik jeg ikke at vide hvornår og med hvem?
Jeg vendte kuverten i luften, og ud kom et brev.

Hej Hope!

Det er efterhånden længe siden vi har set hinanden - især efter jeg er flyttet til London - så jeg har sendt dig nogle ting.
Først, en flybillet så du kan komme og besøge mig. Det vil jeg glæde mig meget til!
Og også en koncertbillet. Kunstneren skal være en overraskelse, men jeg ved du elsker overraskelser!


Not. Hader overraskelser. Og det vidste hun udemærket godt.

Det er ikke forpligtelser til at tage afsted, men hvis du har brug for et pusterum fra dine studier, eller har lidt problemer, så kom over. Du kan blive her så længe du vil.

Jackie xx


Jackie?! Min grankusine! Jeg kunne ikke holde et hvin inde. Jackie var et enkelt år ældre end mig, og lige efter hun var blevet student var hun flyttet til London. Vi havde været utrolig tætte veninde i en lang række år, og oplevelserne imellem os var ikke blevet sparet på.
Hvor heldig kunne man være? Jeg manglede jo et pusterum. Alle kameraer og bemærkninger der var kommet idag havde været ulidelige. Og jeg vidste det ville fortsætte imorgen.
Derfor fandt jeg hurtigt hendes telefonnummer i mine kontakter.

Hej Jackie. Jeg har lige modtaget dit brev, og jeg er utrolig glad for at du stadig tænker på mig ;-)
Jeg vil rigtig gerne komme over. Vil det passe hvis jeg allerede tog afsted i aften? Så ville jeg nok være i London i morgen.
Hope xx

Nærmest med det samme, tikkede der et svar ind:

Hope! Selvfølglig, du kommer bare :-) glæder mig til at se dig ;-)

fedt tak. Vi ses.


Også var der ikke mere tid at spilde. Nu skulle der pakkes, også skulle jeg med en flyver til London.


Hope.


"Omg, det er Destiny!" 
En ung teenager skreg hysterisk da hun så mig.
"For sidste ga-"
Skrigene afbrød mig og et opgivende suk kom ud af mig.
"Må jeg ikke få en autograf?" En yngre pige, måske 10 eller 12 kiggede bedende op på mig.
Yes, det her var min chance. Jeg kunne vise at jeg ikke var Destiny Justice nu.
Vi kunne vel umuligt have samme håndskrift, vel?
"Selvfølgelig," jeg sendte hende et smil og fandt en kuglepind frem fra min taske. Hun fandt hurtigt et stykke papir, og inden længe havde jeg skrevet Destinys navn med min håndskrift. 
"Sådan!"
Et takkende hvin slap ud af hende. "Tusind tak! Jeg glæder mig til koncerten!"
Også løb hun. Jeg slap heldigvis billigt fra de andre, og skyndte mig ind i flyet.
Med det samme kom en stewardesse hen til mig. 
"Undskyld?"
Jeg kiggede op på hende med et træt smil. "Ja?"
"Hvad er din indentitet? Hele lufthavnen sværmer om en Destiny, men du står som en Hope?"
Jeg nikkede. "Mit navn er Hope Edwards. Jeg skal til London for at besøge min grankusine."
Stewardessen spændte i kæben. "Jeg bliver desværre nødt til at bede dig om at følge med."
Hvad?! Sig ikke at det skulle blive så slemt!
Jeg fulgte modvilligt med stewardessen ud af flyet og videre mod gaten.
Hvor skulle vi dog hen?!
Jeg sank nervøst en klump. Jeg blev vist med hen i et lokale, hvor to store vagter ventede.
"Tag venligst plads," jeg satte mig nærmest rystende i stolen overfor de to vagter. 
Stewardessen var gået, sikkert for at informere de andre passagerer.
Jeg snak endnu engang en klump. Jeg havde aldrig været så nervøs. Hvad havd jeg gjort galt?
Vagterne kiggede på hinanden og bagefter hen på mig.
"Udelukkende ser dine dokumentationer ikke falske ud..."
"Hvad?!" Råbte jeg. "Jeg har ikke forfalsket mit pas! Eller noget andet!"
En af vagterne rømmede sig, "men hvem er denne Destiny så?"
"Ja, det aner jeg ikke!" 
"Kan det være et familie medlem?"
"Så vidt jeg ved, hedder hun Justice og jeg Edwards. Så nej."
Når jeg var bange og nervøs, blev jeg ironisk og flabet. Dårlig ting. Især når jeg talte med vagter, der sikkert var politimænd
"Hmm..." De kiggede mit pas og flybillet grundigt igennem. "Vi kan lade dig slippe med en bøde."
"For hvad dog?!" Jeg stirrede chokeret på dem. "Har du set lufthavnen? Du har bildt alle mennesker ind at du kendt!"
Jeg lænede mig frem hen over bordet. "Ja, det bliver jeg da for fanden nødt til. Alle tror jeg er Destiny."
"Men det er du ikke?" Jeg sukkede irriteret og hev mit sygesikringskort frem. 
"Hope. Edwards. Ikke Destiny Justice."
Mændende tog imod det. De vendte og drejede det længe. "Okay. Ingen bøde."
"Tak," jeg holdte min hånd ud for at få fat i kortet. "Og hvis i vil have mig undskyldt, så skal jeg til London og besøge min kusine."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...