Mirror, Who Is That Girl? - One Direction

Spejlbilledet ligner mig på så mange måder. Jeg lader mine fingerspidser blidt røre ved spejlet, den kulde spejlet sender tilbage til mig, skræmmer mig. Genspejlingen er så identisk med mig, men alligevel er der noget spejlet gemmer, som jeg kan ikke sætte ord på. Spejlet skræmmer mig, billedet bevæger sig samtidigt med jeg gør, men alligevel med så mange andre følelser.

11Likes
3Kommentarer
4789Visninger
AA

5. Hope: Destroing facts

Hope

Don't come for me today
I'm feeling good, let me savor it
Don't come for me today
I'm feeling good and I remember when

You came to take me away
So close I was to heaven's gates
But, no, baby, no, baby, not today

 

 


"Hvem er du?"
Den såkaldte 'Destiny' stod foran mig og kiggede ned på mig, som var jeg et kryb.
Jeg kiggede op på hende med et ironisk smil. 
"Destiny. Hvad fanden tror du?" Vrissede jeg. 
De unge mænd der stod rundt om os, kiggede forvirret frem og tilbage på os.
"Hope..." Sukkede Jackie der sad ved siden af mig.
"Hvad sker der her?" Spurgte en af mændende.
"Jeg kunne spørge om det samme," jeg fnøs irriteret.
"Hvad laver du her? Skrid!" Destiny rynkede næsen.
"Helt ærligt," en af mændende, ham der havde taget kærligt imod mig stillede sig imellem os.
"Hvem af jer er Destiny?"
"Det er jeg." Den rigtige Destiny kiggede bedende på manden, der vist var hendes kæreste, for da han havde kigget grundigt på hende, flettede han deres fingre sammen.
"Og hvem er du så?" Spurgte han mig.
"Jeg er Hope. Og jeg ligner åbenbart din kæreste til forveksling," jeg skød mut underlæben ud. 
Det havde nærmest været umuligt at være mig de sidste par dage.
Jackie havde dog heldigvis spillet med på den, og leget min bodyguard.
"Du er jo bare en åndssvag kopi," Destiny rynkede næsen.
En kopi? En kopi af hende?
Det skulle hun bare ikke sige igen. 
Aldrig. Jeg var ikke en kopi af nogen!
"Det er jo bare tilfældigt! Jeg er ikke en kopi af dig,"
"I er bare født samtidigt," sagde en hæs stemme.
Vi kiggede forskrækket på en af mændende der kiggede frem og tilbage på os. 
"Harry det er jo umuligt," grinede Destiny.
Harry. Aha. 
"Jeg er enebarn. Og hvis jeg havde en søster, havde jeg vidst det," grinede jeg ironisk.
Den lyshårede af mændende kiggede frem og tilbage imellem os. "Jeg tror Harry har ret."
Jeg fornemmede at Jackies tilstedeværelse blev meget tilbageholdende. Nervøs.
"Vent, hvem er du?" Spurgte Destinys kæreste.
Jackie rømmede sig. "Jackie." Hun kiggede op på hende. "Coley-Justice."
Destiny tabte kæben, og jeg ligeså. 
"Hvad?!" Skreg vi samtidigt. Det var først der jeg lod mærke til, at vores stemme ramte hinanden i klang så meget, at vi lød som den samme person.
"Nej!" Råbte jeg af hende "du hedder Coley-Edwards!"
"Jeg..." Jackie kiggede op på den lyshårede mand igen. 
"Jeg er altså virkelig, virkelig forvirret. Hvordan fandt i herhen? Hvis du er Destiny, og du er Hope, og det der så er Destinys...?"
"Grankusine," Jackie spændte i armen. "Men du er min grankusine!" Sagde jeg knust. 
"Du er deres grankusine," Harry kiggede forarget frem og tilbage på dem. 
"Aha, og hvorfor har jeg så aldrig hørt om dig?" Destiny lagde armene over kors. "Fordi jeg er fra din fars side af familien."
Der var stille rigtig længe.
"Jeg er ihvertfald ikke i familie med hende," vrissede jeg så.
"Det må du jo være," sagde en af mændende. 
"Louis... Kan du ikke se hvor tosset det er?"
"Næh." Denne gang svarede Liam. 
"Kan du ikke se det, Destiny?" Spurgte han hende blidt. 
"Se hvad, Liam? At denne lorte kopi har forsøgt at ødelægge mit liv eller hvad?"
"Undskyld mig! Men ved du hvor meget jeg har været igennem på grund af dig?!"
"Okay der holder vi den!" Råbte Liam af os. 
Jeg havde rejst mig i forsvarsposition imod Destiny. 
"Din mor er nedtrykt. Du kender ikke din far." Liam kiggede hen på mig. "Også kan jeg gætte mig frem til, at du ikke kender din mor,"
"Wauw. Og det gør os til familiemedlemmer?" Grinede jeg sarkastisk.
"Ja. De tætteste man kan være," svare Liam. 
"Sig mig, kan i ikke se jer selv? I er jo nærmest ens," en bred hånd tog fat om min skulder og også Destinys og trak os ind ved siden af hinanden. 
"Det er da klart man ikke kan se forskel på jer," Harry kiggede hen på Liam.
"Men hvor kommer du så fra? Jeg er forvirret over, hvad i laver i min lejlighed!"
Destiny kiggede hen på Jackie.
"Altså..." Rømmede hun sig. Hold kæft hvor var jeg sur på hende. Jeg troede virkelig hun havde fortalt mig alt. 
Jeg var forvirret, splittet. Hvem var jeg, og hvem var denne person ved siden af mig?
Jeg kiggede hen på Destiny der kiggede ned i gulvet. Vi havde samme guldskinnende hår, samme ansigtsform. Samme læber, næse, øjne, ja selv hænder.
Jeg nægtede at tro på at hun var min tvilling. Aldrig i livet.
Jeg følte mig ydmyget. 
Liam stillede sig hen foran Destiny og tog hendes ansigt i sine hænder. "Det er derfor du har et modermærke på halsen," hviskede han. Han børstede forsigtigt håret væk fra hendes ansigt. Et lysebrunt modermærke var nederst på hendes hals. "For at man skal kunne se forskel på jer."
"Stop lige en halv. Jeg er ikke nogens tvilling, og jeg aner ikke hvem hun er. Jeg vil bare gerne have en rigtig, rigtig god forklaring på, hvad fanden der sker her!" Råbte jeg hidsigt. 
"Tag det nu roligt," mumlede Jackie. "Du har intet at sige! Hvad betyder det her? At ikke engang mit navn er sandt?"
Denne gang kom en forbløffende forklaring ud af den lyshårede:
"Jackie og jeg er barndomsvenner. Derfor, da i blev opdaget ringede hun til mig og planlagde det hele. Det var med vilje at du skulle rejse herhen."
Jeg vendte mig og kiggede hen på ham med et nedladende udtryk. "Og hvad er dit navn så?"
"Niall. Horan."
"Fedt," grinede og nikkede entusiastisk på hovedet. "Virkelig fedt."
"Jeg tror ikke på jer," Destiny lagde armene over kors endnu engang. "Det kan ikke være muligt. Overhovedet. Søskende hjælper hinanden, og det er nærmest det modsatte du har gjort," vrissede hun af mig.  Jeg blev tomatrød af raseri i ansigtet. "Nu skal du fandeme høre hvad jeg har gjort, for din skyld, Destiny!" Skreg jeg. 
"Rolig nu," Harry tog forsvarligt fat i min underarm. "Det her skal ikke være et skænderi."
"Skrid da forfanden. Du aner intet," jeg slog hans hånd væk. 
Han sukkede dybt. 
"Ved du godt at jeg var minutter fra at miste alt? Miste Liam, min kæreste? Kun på grund af dig!"
Hendes øjne lynede og hun havde taget de få skridt hen til mig, så vi stod helt tæt på hinanden.
"Wauw! På grund af dig, mistede jeg mine bedste venner, min kæreste, tilliden til mig fra studierne, skrevet autografer for dig OG blevet anholdt i en lufthavn. Tror du at du har haft det slemt?"
"Det er min hverdag det der. Hvis du virkelig var min søster, ja min tvilling så havde du forstået det."
"Nu er du unfair! Jeg anede ikke hvem du var! Jeg ved intet om dig! Jeg ved bare, at jeg syntes vi skal stoppe her. Du lever videre det samme gør jeg, vi ligner desværre bare hinanden på en prik, men du er jo så kendt, så det kan du vel tale dig ud fra," jeg fnøs af hende inden jeg gik ud af stuen og ud i gangen.
Jeg forsøgte rystende at få sko på. Jeg havde aldrig været mere splittet i hele mit liv end nu.
Hvem var jeg? Det var det jeg ikke kunne finde ud af. 
Hvem er jeg? Hvad er jeg?
"Hope..." Jeg vendte mig med et hårdt ryk om og så op på Niall og Harry. 
"Lad mig nu være," min stemme var grødet.
"Hope!" Niall skyndte sig hen til mig og tørrede mine kinder.
Græd jeg? Jeg græd. Hvorfor græder jeg? Det fortjener de ikke. Især ikke Destiny. Og hvorfor hjalp han mig? Og hvorfor sagde jeg ikke fra?
"Tag det roligt. Vi kan tage hen til mig og snakke ud hvis det er?" Spurgte han venligt med et forsigtigt smil.
Jeg rullede anspændt mine læber sammen. Det var de færreste mennesker der have set tårer i mit ansigt, også kom de bare her og ødelagde det. Ødelagde mit hårde image, ødelagde mig.
Men hvad hvis det var mig der ødelagde mig selv?
Tanken fik et hulk til at slippe ud af mig. Niall hjalp mig op og trak mig til sidst ind i et kram.
Han tyssede blidt på mig. Over hans skulder kunne jeg se Jackie der stod med hovedet på skrå ved siden af Harry. 
"Vi kører nu så."


Hope.


Og her sad vi så. Jackie, Harry og Niall. Liam og Louis var blevet henne ved Destiny.
Jeg havde fået lov til at ligge hensynsløst i sofaen. Niall boede åbenbart utrolig tæt på Destiny, så det var her vi var.
"Jeg forstår det stadig ikke," hviskede jeg grødet.
Lige siden vi var kørt, havde jeg stortudet og hulket. Jeg følte jeg havde tabt mig selv på gulvet, og gået i en million stykker. Jeg følte mig ikke rigtig mere.
Jackie der sad ved siden af Niall sukkede. Harry var ude og lave te til os.
"Jeg er ked af det, Hope. Jeg ville ønske jeg kunne have fortalt det," sagde Jackie undskyldende.
"Men kunne du ikke det? Hvorfor skulle min indentitet være hemmelig?"
"Din indentitet er ikke gjort hemmelig," sagde Niall. "Du har bare levet på en måde der ikke burde leves."
"Ja tak da. Mit efternavn er ikke engang rigtigt. Men så er min indentitet vel lavet om?"
Jeg vendte mit hoved og kiggede hen på dem der sad i sofaen overfor. 
Idioterne Liam, Louis, Niall og Harry var åbenbart multimillionære superstjerner fra et eller andet boyband.
One Direction.
Vent, sang de ikke de der lalleglade popsange?
Tænk at de kunne tjene penge på det.
"Det er den vel," sagde Jackie tøvende.
Jeg sukkede dybt.
"Så mit navn er Hope Justice?"
"Ja."
"Fedt."
"Du ligner Destiny helt vildt," Harry lagde bakken med de fire kroppe te på bordet.
"Jamen tak," jeg himlede med øjnene. Det kan godt være vi biologisk er søstre, men ikke psykisk. Niks. Jeg nægtede.
Hun var - er - en kæmpe idiot.
"Hun er faktisk rigtig sød. Hun er en god veninde. Præcis ligesom du er. Går jeg ud fra."
Jeg kiggede hen på Niall, hvis ord lige var kommet ud af hans mund.
"Har du tænkt dig at finde ud af det?"
Jeg skimtede ud af øjenkrogen at Harry satte sig i en af lænestolene i stuen.
"Ja," svarede han sikkert.
"Så får du en pige, der ikke ved hvem er selv at kende."
"Stop nu det der, Hope. Jeg ved hvem du er." Jackie kiggede såret på mig. 
"Ja, og du holdte det skjult for mig," jeg satte mig op. "Jeg troede virkelig jeg kunne stole på dig. Men hvem kunne jeg overhovedet stole på? Ingen, vel?"
Der var ingen der tog modet til at svare mig, for de vidste allesammen at jeg havde ret.
Og hvor lamt var det lige, at jeg ikke engang blev kaldt ved mit rigtige efternavn?
"Hvad står der på dit pas?" Spurgte Harry pludselig. Jeg kiggede hen på ham. I virkeligheden havde både Niall og Harry været virkelig søde imod mig, og jeg følte jeg skyldte dem noget, for at være så gæstfrie.
"Hvad mener du?" Spurgte jeg forvirret. Jeg satte mig i skrædderstilling, og kørte mine fingre igennem mit uglede hår.
"Hvilket navn?" Han kiggede nysgerrigt på mig. Jeg trak på skuldrene. "Hope Edwards. Jeg forstår ikke rigtig hvordan det kunne lade sig gøre, at jeg... Har skiftet efternavn?"
Vi kiggede hen på Jackie, som var hun den eneste der havde svaret. Jackie greb ud efter teen på bordet. "Jeg ved ikke noget om det, desværre. Jeg ved bare at dine forældre ikke ville lade jer kende hinanden.
"Min fucking far," vrissede jeg. "Jeg går vel ud fra, at det er ham der hedder Justice, ikke?" Jeg kiggede snerpet på min grankusine. 
"Jo. Det er det. Hope, jeg ved ikke hvad der skete imellem dine forældre dengang..."
"Det kan også være besynderligt ligemeget! Det der betyder noget, er hvordan de er nu! Og jeg kan forstå at de ikke er støttende, hverken for Destiny eller jeg."
Jeg rejste mig frustreret op, og afholdte mig fra at rive i mit hår.
Hele mit liv havde jeg drømt om at møde min mor, også viste det sig at hun havde været i England hele tiden, sammen med min tvillingesøster. Som jeg ikke vidste jeg havde.
Jeg pustede tungt ud og inden jeg havde set om mig, løb tårerne ned af mine kinder igen.
"Du vidste hvor mange gange jeg havde grædt efter en mor.... Min mor..." Jeg snøftede og tørrede nogle enkelte tårer væk. "Og du fortalte intet," hviskede jeg grådkvalt. Jeg lød et lavmældt hulk slippe ud. Jeg hadede at græde. Jeg følte at alle kunne se ind på mig, og tit havde Jackie set mig sådan, men aldrig nogle vidt fremmede som Harry og Niall. 
Jeg følte mig nøgen. Nøgen og ydmyget og hadet af alle.
Jeg skulle lige til at lande hårdt på sofaen igen, inden jeg blev trukket ind i en varm favn.
Først hev den stærke, dyre mande parfume mig i næsen, men til sidst begyndte den at berolige mig.
Jeg kunne skimte oppe ved hans hals, at den silkeglatte trøje var fra Gucci.
Da jeg skulle til at trække mig væk, nervøs for manden, hvis favn jeg stod i, strammede han sit greb om mig, og nærmest tvang mig til at falde til ro.
Jeg kunne ikke lade mig falde hen. Jeg skulle væk fra ham. Jeg klemte hårdt hans trænede overarme, og veg hurtigt væk fra ham.
"Det her er noget der ikke skal huskes," hviskede jeg chokeret.
Harry kiggede bekymret ned på mig. Det tårn. Det velduftende tårn. Tårnet, der havde beroliget mig. Trods han var mindst halvandet hoved højere end jeg. 
"Jeg tager hjem nu, og jeg hedder stadig Hope Edwards og jeg finder ud af det med Jarey og Carey og det hele igen, og Destiny får sine koncerter og-"
"Men hvorfor, Hope? Hvorfor bliver du ikke? Hvorfor lader du os ikke hjælpe dig?"
Niall havde også rejst sig og kiggede - hvis man altså kunne - langt mere bekymret på mig end Harry. 
"Fordi jeg ikke ved hvem Hope Justice er. Jeg er Hope Edwards, og det har jeg altid haft det fint med."
"Lad være med at lyve, Hope. Jeg ved hvad du har været igennem," Jackie rakte ud efter mig, men jeg veg tilbage fra hende. "Det var forkert at fortælle alt til dig. Hvordan skulle jeg kunne vide, om jeg kan stole på dig, når du ikke engang kunne fortælle mig dit navn?"
Jackie sukkede. "Det kan jeg heller ikke, Hope."
Jeg satte mig ned i sofaen igen. Harry satte sig en plads væk fra mig, og Niall og Jackie satte sig igen i sofaen overfor.
"Det er egentlig lidt sjovt," små grinede Niall. Hans latter var indbydende, selv i denne situation, men jeg gav ikke efter, som Jackie gjorde. "Hvad?" "Deres navne."
Jeg kunne se på Jackie, at Niall betød alverdens for hende. Derfor blev jeg skuffet da hun aldrig havde fortalt mig om ham. Han var som en bror for hende.
"Hvad mener du?" Spurgte jeg forsigtigt. 
"Hope og Destiny. Håb og Skæbne. Det var da temmelig opfindsomt."
Jackie slog et grin op, præcis ligesom Niall. Dog forskrækkede det mig ikke mere, end hvad der skete bagefter.
Da de stoppede med at grine, rømmede Harry sig kort.
"Det er fordi man har brug for begge dele, for at kunne leve." Vi kiggede allesammen forundret på Harry. Især jeg, der for første gang nogensinde mødte hans øjne. De var blide, bekymrede men også nervøse. De var skovgrønme og skinnende. Præcis som en af de der charmetrolde, der ender med at knuse ens hjerte. Det gik dog bare ikke op for mig, hvordan det skulle hænge sammen med ham. I de tyve minutter jeg havde kendt Harry, havde jeg kun haft gode oplevelser med ham. Ja, selv om vi knap nok havde hilst på hinanden, havde han taget sig af mig. Han var nok et af de mest beskyttende, sikkert omsorgsfulde menneske jeg havde stødt på, lige for tiden. På en måde skræmte det mig sindsygt, men på en måde beroligede han mig. Han gav mig håb til måske at kunne vænne tilbage. 
Og egentlig også Niall. Men mest Harry. Niall var bare nemmere at gennemskue. Lidt mere afslappet i sin væremåde.
Han var nok ikke typen der gik i Gucci skjorter, som Harry er.
Jeg tænkte langsomt hans ord igennem. 
I takt med jeg begyndte at forstå dem, begyndte jeg også at forstå hvordan han var nået det punkt i sin karriere som han - de - var. Han var jo sangskriver for fanden. Han kunne finde de skjulte meninger og lave det om til en sang. 
Han var temmelig filosofisk, faktisk. 
Min far fik håbet, fordi han...
Og min mor - som jeg stadig ikke havde mødt - fik skæbnen fordi...
Måske, da Destiny og jeg blev født, blev vi måske splittet op på den måde, at vores forældre fik det de havde brug for. 
Min far for håb, min mor for skæbne.
Langsomt begyndte jeg at få medlidenhed med Destiny. Jeg begyndte at acceptere hende som min søster. Som min tvilling. Måske var jeg for godtroende, men jeg måtte jo bruge mit navn til et eller andet.
Jeg måtte give mig selv håb. 
"Hvorfor blev vores forældre så skilt?"
Et ryk gik igennem dem alle, da jeg åbnede munden og talte.
Jackie rømmede sig. "Det er så den ende jeg ikke ved noget om... Men der sker jo desværre skilsmisser, og Destiny har jo også fået halvsøskende. Og en ny far."
"Det kan ikke være hendes rigtige far," sagde Harry. "En stedfar udskifter aldrig en rigtig far. Jeg tror måske ar Destiny og Hope har været nogenlunde det samme igennem."
"Harry..." Sukkede Niall. "Kom nu. Jeg ved det jo selv."
På en måde faldt alle de positive fordomme om Harry da han sagde det. Hans forældre var skilt. Men det var jo ikke ensbetydende med, at der var noget i vejen med ham. Nej, vel? Han havde vel også bare haft en alternativ barndom. Måske er det derfor han er sangskriver. Fordi han kan lukke følelser ud, forsøge at blive til noget bedre, gøre noget bedre end det hans forældre gjorde.
Jeg sukkede dybt. "Min far har travlt. Han er en af de typer, en af de advokater der bliver brugt til alt og alle. Han bliver bare ikke brugt til mig."
"Lad være med at sige det, Hope," Jackie sendte mig et lille smil. "Han elsker dig jo."
"Men hvor meget kan man elske en, hvis man smed den anden del af sig væk? Hvorfor var jeg bedre end Destiny?"
Ingen svarede mig, men kunne nogen det? Kunne nogen svare mig på, hvorfor vores forældre valgte at leve videre på den her måde?
"Måske overså han det vigtigste," Niall sendte mig et bredt smil, hvilket fik små søde smilehuller til at stikke frem i hans kinder.
"Håbet."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...