Mirror, Who Is That Girl? - One Direction

Spejlbilledet ligner mig på så mange måder. Jeg lader mine fingerspidser blidt røre ved spejlet, den kulde spejlet sender tilbage til mig, skræmmer mig. Genspejlingen er så identisk med mig, men alligevel er der noget spejlet gemmer, som jeg kan ikke sætte ord på. Spejlet skræmmer mig, billedet bevæger sig samtidigt med jeg gør, men alligevel med så mange andre følelser.

11Likes
3Kommentarer
4890Visninger
AA

15. Hope: Date Night

 

Hope

All my life
You stood by me
When no one else was ever behind me
All these lights
They can't blind me
With your love, nobody can drag me down


Halvtrippende gik jeg ned af trapperne i opgangen. Harry havde endnu ikke skrevet eller ringet til mig, men jeg forestillede mig ham dog som en punktlig mand.
Jeg måtte tage en dyb indånding inden jeg gik den sidste trappedeling ned. 
Hvis Harry var dernede, havde jeg ikke tid til at stå og være nervøs.
Jeg lukkede kort øjnene. Selvfølgelig kunne jeg stole på ham. Han havde inviteret mig ud, og hvis han virkelig var noget værd, ville han stå der nu. Jeg var bare så bange for om jeg kom til at ødelægge det hele. Hvad hvis jeg sagde noget forkert? Hvad hvis jeg grinede lidt for højt? 
Hvad hvis jeg skuffede ham?
Jeg kunne godt gøre det her. Harry ville passe på mig, hvis der kom paparazzier efter os.
Jeg kunne godt det her. Det var bare en lille bitte date, og bare fordi han var en super flot stjerne, betød det ikke at han var en anderledes person. 
Altså kun på den måde, at Harry slet ikke mindede om andre mennesker.
Jeg havde accepteret i mig selv, at jeg gud hjælpe mig var blevet splitterragende forelsket i ham. Måske var det derfor at jeg var så nervøs.
Jeg havde lyst til at give mig selv en ordentlig lussing. Jeg gik ud, og gjorde det. 
Et lille forpustet 'Huh' røg ud af mig, og jeg gik ned af de sidste trapper med lukkede øjne.
Destiny havde tvunget mig i nogle sorte stiletter, for at få mig til at se mere elegant ud.
Jeg havde skam gået i stiletter før, men jeg var ikke direkte vant til det.
"Hope," hans hæse dejlige stemme fortalte mig at han stod ikke så langt fra mig i foyeren jeg var kommet ned i. Jeg åbnede øjnene, og kiggede direkte hen på ham, der med lange velovervejede skridt gik hen imod mig.
Han sendte mig et stort smil. Han havde taget en af sine hammerdyre skjorter på, sammen med et par stramme sorte jeans. Han havde taget sig sammen, og også sat sit hår pænt med lak. Jeg vidste hvor elegant jeg skulle klæde mig, men Destiny havde lånt mig sin sorte figurindsyede kjole, med en sølv kant oppe ved mine skuldre. Det fik mig til at lyse op, sagde hun. 
Hans grønne øjne strålede på en spændt men ukendt måde.
"Du ser henrivende ud i aften, Hope," han sendte mig et charmerende smil. Mine kinder fik en svag lyserød farve. "Æhm... Tak," mumlede jeg. Han grinede svagt. "Klar til at gå?" Han rakte mig sin hånd, og forventede at jeg ville tage imod den.
Tøvende med let åben mund, kiggede jeg ned på hans hånd. Var det ikke alt for tidligt, at begynde på det? Jeg rystede de dårlige tanker af mig, og tog istedet imod hans tilbud. Min hånd snoede sig om hans, og sammen gik vi ud af foyeren. Det var en mærkelig følelse, at holde i hånd med Harry. Det var mega afslappende og roligt, som om hans positive, blide energi summede over til mig, ved kontakten af vores hænder. 
Som den gentleman han var, åbnede han bildøren ved passagersædet for mig.
Han sendte mig et lille smil, og lukkede også døren i. Han skyndte sig over på den anden side af bilen, og satte sig ind ved rattet. 
"Jeg håber ikke du har noget imod at jeg selv kører i aften. Jeg syntes bare det ville være hyggeligere, hvis det kun var os to," han sendte mig et lille genert smil, og tændte for motoren i bilen.
Som alle hans andre handlinger, var især hans kørsel også rolig og velovervejet. 
Jeg tror bare Harry hed velovervejet og rolig til mellemnavn. Hvis man nogensinde så ham sur, skulle der en masse til. Men irriteret kunne han blive, hvis han mærkede nogen fik mig til at føle mig utilpas. 
Jeg sank en klump ved tanken. Allerede fra start af, var han alt for beskyttende overfor mig.
"Det er perfekt," sagde jeg så. Jeg ville nok syntes det var lidt akavet, hvis han havde hyret bodyguards og chauffører, bare fordi vi skulle ud og spise sammen. 
Men alligevel gjorde det mig lidt utryg. Hvis vi var helt alene kun os to, kunne hans fans så ikke mere eller mindre overfalde os?
Bare tanken om at være alene med ham skræmte mig faktisk lidt. Jeg blev altid så fjalet og mærkelig oven i hovedet, når han var i nærheden af mig. Og når vi var alene sammen, var det helt galt.
Han smilede ud af forruden, og jeg fulgte den vej han fik bilen til at blinke. På vejen ud af London.
Vi skulle altså ikke ind til centrum? 
"Hvor skal vi hen?" Spurgte jeg nysgerrigt. Jeg var nok bare paranoid, for jeg hadede ikke at have styr på tingene. Han grinede let.
"Det får du at se," sagde han så.
"Burde jeg stole på det?" Spurgte jeg så.
Han kiggede kort hen på mig, med et forbavset blik da vi holdte for rødt.
"Hvis du tør, så stol på mig," sagde han lavt.
'Hvis du tør, så stol på mig' ordene gav ekko i mit hoved. Jeg var ved at blive decideret syg, af alle de nye mennesker jeg pludselig skulle stole på, og åbne op for. Det havde på nogle måde været meget lettere, dengang jeg kun havde mig selv og nogle få andre.
"Jeg så du var ude med Destiny... Her," sagde han så. Jeg nikkede. "Det var bare sådan en almindelig lille tur," sagde jeg. 
Lige nu følte jeg at det var mig der dræbte lidt den stemning han forsøgte at få op at køre, og jeg hadede mig selv for det. Jeg hadede også mig selv for, at jeg blev ved med at holde så meget igen, og være indelukket i stedet for at snakke med ham. Det føltes bare umuligt. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige til ham. Skulle jeg bare være stille? 
Hvad hvis han havde bestilt bord på en eller anden vild dyr restaurant, og han sad der og blev ved med at spørge og spørge, og jeg kun svarede sådan lidt kort og omfattende, og han til sidst ville blive så skuffet og sur, at han ville gå? 
Jeg kunne tydeligt forestille mig den situation, og jeg bad for det ikke ville ske. 
Bare denne date ikke blev sådan en akavet en. Jeg vidste det ville være min skyld hvis den blev det, og jeg kæmpede for at holde mig selv over vandet, i den pøl af forelskelse jeg var havnet i.
Han sendte mig et lille smil. "Var det godt?"
Jeg valgte selv at smilede svagt og nikkede lidt ivrigt på hovedet. "Destiny er sjov at være sammen med. Hun er altid så overgearet. På en god måde," skyndte jeg mig at tilføje. Han grinede lidt. "Det har du ret i. Nogle gange er det næsten ikke til at holde ud." Jeg kiggede lidt overrasket op på ham, og jeg kunne tydeligt se på ham, at han fortrød det han sagde. 
Jeg grinede lidt. "Det er rigtigt nok. Hun er lidt for genopladelig, hvis man kan sige det," han gav slip fra at holde vejret, da jeg sluttede min sætning. 
Betød det så meget for ham, ikke at... Få de forkerte følelser frem i mig?
Jeg kiggede ud i den smukke tusmørke. Vi var kommet ud af London, og kørte nu hen af en mark.
"Harry?" Grinede jeg lidt nervøst. "Du skal ikke være nervøs love. Jeg er ikke ude på at kidnappe dig."
Et undfaldende grin slap ud af mig. "Det var nok heller ikke det jeg tænkte," sagde jeg, stadig halv grinende.
Han rystede lidt på hovedet af sig selv, og kørte pludselig bilen ind til højre, ved en lille bitte parkeringsplads, hvor bilen lige kunne holde.
"Kommer du med ud?" Han åbnede bildøren i sin side, hvilket fik mig til at gøre det samme.
Jeg fulgte med ham rundt til bagagerummet, hvor han trak et sort klæde frem.
"Stoler du på mig? Bare denne ene gang?"
Han holdte det lille sorte klæde frem, og først der opdagede jeg, at meningen var jeg skulle have det som bind for mine øjne.
"Øh..." 
"Måske finder du ud af, at det ikke er helt så slemt, at stole på mig?"
Jeg kiggede op og mødte hans øjne, og de var fulde af en skinnende begær, som jeg ikke kunne ignorere. Jeg bukkede under for hans kraftige grønne øjne, og nikkede. Med blide omhyggelige bevægelser, bandt han klædet for øjnene af mig, og sørgede for det sad tilpasset. 
Han tog min hånd igen, og begyndte at trække mig forsigtigt med sig.
Jeg begyndte at ryste, da jeg mærkede balancen fra mine stiletter gav igen ude på engen vi gik på.
Harry gav min hånd et klem, og strammede grebet om den.
Med bange og nervøse anelser gik jeg med ham, og håbede på han ikke havde tænkt sig at efterlade mig alene herude. 
Hvorfor kunne jeg ikke bare tage det roligt? Harry ville aldrig gøre mig noget. Jeg følte jeg ødelagde det gode øjeblik for mig selv.
Pludselig stoppede han op.
Han gav slip på min hånd, men jeg mærkede kort efter hans kriblende lange fingre omme ved båndet.
Den mørke overflade blev fjernet fra mine øjenhuler, og jeg kunne fornemme det naturlige, halvmørke lys, Harrys tilstedenærmelse, og nogle unaturlige, mærkelige farver.
"Åben øjnene, Hope," grinede han blidt. 
Jeg gjorde som han sagde, og åbnede langsomt øjnene.
Mit syn mødte noget af det mest fantastiske jeg nogensinde havde set, også var det anrettet for min skyld.
Et kvadratisk rødternet dug lå hen over det bløde græs. Flasker med både vin, saft og champagne holdte den lune brise i ave fra at blæse dugen væk, og midt i det hele stod der en kurv, der sikkert var fyldt med en masse lækre sager.
Over det lille areal hang der små lanterner i alle verdens farver. Grøn, gul, orange, lilla, rød, lyserød, blå, ja, hele regnbuen. 
Jeg zoomede ud fra det hele, og fik et klart billede af alle de fine ting foran mig. Jeg lignede nok en der var helt væk, helt væk i min glæde og taknemmelse, for aldrig havde nogen gjort sådan noget for mig.
"Kan du lide det? Jeg syntes jeg nævnte jeg ikke ville gøre det helt store ud af det og-" "Harry det er helt fantastisk," stammede jeg. Overrasket sendte han mig et lykkeligt lille smil, og bad mig med en hånds udrakning, at sætte mig ned. Jeg satte mig stille på dugen, på den ene side af madkurven, og han på den anden.
Jeg følte mig lidt dum, fordi jeg var troppet op i fin kjole og stiletter, men jeg vidste jo ikke at det var det her min aften ville forløbe sig med.
"Må jeg byde frøkenen på en drink?" Han løftede stilfuldt sit ene øjenbryn og greb fat i champagne flasken. 
"Det må du ihvertfald," sagde jeg fnisende. Op fra madkurven trak han to champagne glas op, og bad mig om at holde dem. 
"Så," han rynkede lidt på næsen, da han hev godt fat i proppen på champagneflasken og fik den op med et 'puk'. 
Han smilede stolt over sin handling, hvilket fik mig til at grine rigtigt. Han var skam ikke helt normal. Jeg holdte begge glassene op, og han fyldte dem begge halvt op.
Han lagde med et lille smil flasken fra sig, og tog så det ene glas.
"Jeg håber aftenen vil skabe gode minder," han løftede glasset som i en skål, og vi smagte derefter på alkoholen i glasset. Man kunne tydeligt smage, at det ikke var noget billigt sprut, men noget der sikker var lidt over de engelske 100 pund. Måske 200 pund. 
Måske langt, langt mere.

 

hope. 


Efter en dejlig og hyggelig middag, besluttede vi os for at køre ind til byen. Snakken havde væltet ud af os, og for første gang i rigtig lang tid, følte jeg at  jeg havde fundet en, som jeg kunne snakke med om alt. Selvfølgelig stod Destiny også på den liste, men af personer der ikke var familie. 
Jeg følte jeg havde besejret mig selv. Jeg var ikke nervøs i hans selskab længere, men derimod glad og afslappet. Ved at tage mig med herud, havde han vist at han faktisk også tænkte på mig og mine behov, og på hvad jeg følte, og hvordan jeg mon bedst kunne lide det. Forlegent havde han fortalt mig for længe han havde brugt på at ordne den lille tur, og havde fået meget hjælp af Niall.
Jeg gættede mig frem til, Jackie havde givet Niall gode råd, og han så havde givet dem videre til Harry. 
Jeg syntes det var lidt sødt at han havde givet bruge sin tid på mig. Faktisk var det rigtig rigtig sødt, og han havde fået mig til at føle mig speciel, i et kort øjeblik. Jeg hjalp ham med at pakke ned, og lagde tingene ind i bilen, 
Han sendte mig et lille smil, og satte sig ind til førersædet igen.
"Hvor syntes du vi skal hen?" Spurgte han mig, så snart jeg var kommet ind.
Jeg vidste lige hvad jeg havde lyst til. "Jeg vil gerne prøve at gå over Themsen." 
Han tændte motoren. "Selvfølgelig. Så kører vi derind af."
Det lille kvarter det tog at køre derind, blev igen fyldt ud med latter og hyggelige samtaler. Harry var så meget nede på jorden, at man bare skulle tro at han var en helt almindelig tilfældig person.
Jeg havde fundet ud af, at han i virkeligheden var samme alder som jeg selv. Vi var begge fra 94' også selvom man skulle tro han var noget ældre end jeg. Måske var det hans rolige, rare adfærd, der fik ham fil at minde om en på 25. Men han var 22, ligesom jeg selv. 
Han havde fortalt mig lidt deres band, og historien om hvordan Liam og Destiny havde mødt hinanden. Selvom han snakkede langsomt, og han stoppede op en gang imellem, fangede hans blide, hæse stemme mig, som en slange der ville i tænderne på en. Det var som om den bare flød direkte ind i mig, og underholde mig til det yderste. Og da han så havde afsluttet sætningen, blev mit svar ikke i munden ret længe af gangen.
Vi holdte inde, tæt ved en bro der ville føre over Themsen. Han havde ikke valgt Tower Bridge, hvilket jeg var glad for, for så kunne vi være alene igen.
Han sendte mig et sidste smil, inden vi trådte ud af bilen.
Vi gik roligt hen af vejen, og op til broen. Da vi var nået ved den 1/3 af broen, blev hans skridt langsommere. "Du er helt ubeskriveligt smuk i aften, Hope," sagde han lavt, så det kun var mig der hørte det. Vi var sådan set også alene, men alligevel.
Mine kinder fik en summende fornemmelse, og jeg tror jeg allerede rødmede. "Den måde dine øjne lyser op på når du taler... Og selv det mindste grin får dig til at blive forlegen. Alle de små ting gør dig til hvem du er. Det er meget smukt," meget forsigtigt, lod han sin hånd finde min, og flettede vores fingre sammen. 
Den summende fornemmelse spredte sig nu til hele kroppen.
"Lad være med at sige det..." Hviskede jeg. 
For fanden Hope. Hvad tror du at du har gang i? Manden giver dig en chance, og du tager den bogstavelig talt og kaster den i vandet. Han gider dig jo ikke for evigt!
"Tror du jeg lyver for dig?" Hans stemme nagede ikke tegn på utilfredshed, den var derimod blid.
"Det... Der er aldrig nogen der har talt sådan til mig før." Vores skridt var stoppet for længst.
"Aldrig nogen der har inviteret mig ud på den her måde, og forsøgt at holde i hånd med mig," jeg kiggede ned på vores sammenflettede fingre. Min hånd lå så fint i hans, og bare den lille handling fik mig til at føle mig tryg. Men jeg var stadig usikker, for hvad hvis det her gik videre? 
"Det var en skam," hviskede han, han strøg forsigtigt noget hår tilbage ved mit øre. "Sikke meget de amerikanske mænd er gået glip af," han begyndte langsomt at gå igen. 
Da vi var nået op til midten af broen, stoppede jeg med vilje op. Jeg gav slip på hans hånd, og følte mig nærmest helt magtesløs. Som om jeg kun var hel, når jeg rørte ved ham. 
Jeg lænede mig ud imod broens kant, og han gjorde det samme ved siden af mig.
"Hvad er din drøm, Harry?" Spurgte jeg ham. Selvom det endnu ikke var mørkt, på grund af det dejlige sommervejr, kunne jeg stadig skimte alle lysene ved lejlighederne, og fornemme små sejlskibe der sejlede langs Themsen. Det var en meget smuk udsigt.
"Skal jeg være helt ærlig?" Sagde han. Jeg trak lidt nervøst på min ene skulder men nikkede så.
"Jeg ved det ikke." Jeg kiggede overrasket op på ham. "Ved du det ikke?" 
Han rystede på hovedet. "Da jeg var... 14. Måske 15 syntes jeg bare det var så dejligt at synge," han fik røde kinder, og genert stak hans smilehuller frem. "Min mor meldte mig til X-Factor. Jeg troede virkelig det var min drøm. Og jeg kom videre, og videre og videre. Til verdensturnere og album indspillinger klokken 4 om morgenen, lige efter koncerter. Og... Jeg tror ikke det er min drøm. En drøm, er vel noget man kan lide uanset hvordan det er, ikke? Og som er perfekt. Men det er ikke perfekt. Jeg er udmattet. Vi er udmattet," han sukkede dybt, "hvordan ved man, hvornår ens drøm er opfyldt?"
Jeg kiggede længe på ham, og blev helt overrasket over, hvor alle de forvirringer og følelser kom fra. Han havde altid virket som en person der havde styr på det hele, og var rolig og lykkelig. Men jeg kendte ham jo slet ikke.
"Det er jo ikke en drømmeverden. Jeg tror aldrig noget bliver perfekt," sagde jeg stille. "Det er jo ikke sådan så Peter Pan kommer flyvende forbi og tager os med til Ønskeøen. Det her er et rigtigt liv. En rigtig verden."
"Men det er jo derfor der er drømme. Fordi de skal virke uvirkelige," sagde han nedtrykt. "Hvis du ikke ved hvad din drøm er, hvorfor troede du så jeg kendte min?"
Han kiggede halvmukkende ned i vandet. "Jeg var bare nysgerrig. Jeg føler mig fortabt over, drømmene. Alle siger de har opnået deres drøm, og at de har fået en ny. Men er det mig der tager fejl?" Han rystede lidt på hovedet.
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. I virkeligheden var mennesker ufatteligt egoistiske. Selvom vi forsåvidt begge to havde det vi havde brug for, vi havde et sted at bo, penge, en familie, så var der stadig ting, små detaljer der gjorde os utilfredse.
Mit blik ledte ned på hans sammenfoldede hænder, der lå på broens kant. Forsigtigt lagde jeg min hånd på hans. "Vi kan finde vores drømme sammen," hviskede jeg.
Han kiggede ned på vores hænder, men mig blik var endnu oppe på hans smukke ansigt. Hans øjenvipper skyggede svagt for de grønne øjne, der bar på så mange ting, at han nærmest føltes umulig. Hver eneste ting han gjorde eller sagde, fangede mig på sådan et mærkeligt punkt, og jeg blev ved med at føle jeg ikke var mig selv når jeg var i hans nærhed. Eller også var jeg mig selv, jeg kunne bare ikke holde styr på mig, uden ham.
Eller med ham.
Det var så skørt at være forelsket. "Ja," åndede han. "Det kan vi," han fjernede sin ene hånd og lagde sin hånd i min, så vi kom til at holde i hånd igen. For en gangs skyld blev jeg ikke nervøs, eller forlegen ved vores handling.
"Dengang..." Jeg tøvede lidt. Hvad hvis det her var et ømt punkt for ham?
"Da Destiny og jeg mødte hinanden for første gang, og vi var hjemme ved Jackie. Da vi talte om mine forældres skilsmisse," jeg pustede tungt ud ved tanken om alle de puslespil der var blevet lagt de sidste par dage. "Du sagde du kendte det," sluttede jeg.
Han fugtede sine læber og nikkede. "Mine forældre er skilt," sagde han så. "Men det er slet ikke ligesom med dig og Destiny. Jeg har det stadig godt med min far. Min stedfar er egentlig bare - en stedfar. Men han behandler mig som sit eget barn. Det hele er fint," sagde han blidt.
Jeg kiggede op på ham. Hvordan kunne han tale om det, som var det en normal ting? Jeg følte mig forrådt. Forrådt af både min mor og far. Men mest min far. Min mor gjorde det heldigvis godt igen, og nu har jeg en rigtig familie.
Men sådan var han jo. Han tog jo alting så stille og roligt, som om at uanset hvad der skete, ville det ikke røre ham.
"Selvfølgelig var det hårdt i starten." Han sukkede. "Jeg kan stadig tydeligt huske, hvordan det skete. Det er nok mit værste barndomsminde," hans stemme blev lavere og lavere i tonelav. "Jeg blev vækket sent om aftenen, fordi Gemma græd." Han havde fortalt mig om sin storesøster, Gemma, så jeg spurgte ikke ind til det.
"Jeg er jo yngst. Jeg var kun 7... Hun var 11. Jeg listede ind til hende, og fra hendes værelse kunne man tydeligt høre vores forældres skænderi i stuen. Jeg tror jeg var ret bange, men jeg gik alligevel ind til hende." Han begyndte at fumle med sine fingre, præcis ligesom jeg gjorde når jeg var usikker eller nervøs. Det frydede mig, at jeg ikke var den eneste der havde den vane, men det gjorde ondt på mig at han havde det sådan. "Hun blev sur over jeg kom ind til hende, for hun ville ikke have jeg hørte det. Men jeg var ligeglad. Jeg holdte bare om hende, imens hun græd sig i søvn."
Det var i grunden meget sødt, at han selv som lille havde beskyttet dem han holdte af, men situationen var dårlig. 
"Da vi vågnede næste morgen, fik vi at vide at de skulle skilles," når hans stemme var lavere, var hans stemme også meget hæsere. 
Jeg lukkede kort øjnene. "Mit værste minde er nok... Til min 16-års fødselsdag," sagde jeg langsomt.
Harry gav mig med det samme sin fulde opmærksomhed, og ved bare at sende mig et enkelt blik, blev jeg rolig til at fortælle det.
"Min far havde linet et kæmpe, kæmpe sweet sixteen op for mig. Jeg troede ikke jeg kunne blive lykkeligere. Alle dem jeg kendte ville komme, og vi havde brugt flere uger på at arrangere det."
Jeg sank en klump. Hvorfor satte min far mig altid i 2. Række?
"Men få dage inden blev han ringet op. Han skulle ordne en sag i Beijing. Han skulle afsted, lige da jeg fyldte 16. Festen blev aflyst. Jeg sad alene hjemme den dag. Det var som om... Men det er jo enhver teenagers højdepunkt, og mit blev ødelagt," jeg kiggede ned i vandet med et halvmopset ansigtsudtryk.
"Jeg forstod bare aldrig, hvorfor det var nødvendigt for ham at tage på arbejde. Selv den dag. Kunne han ikke sige nej, bare én lille gang?"
Vandet ville ikke give mig noget svar, og det forventede jeg heller ikke Harry ville. Han lagde trygt en arm om mig, og trak mig lidt tættere på sig, så jeg kunne mærke hans hjerte slå imod min ryg. Hjerterytmen var højere end normalt, hvilket bare viste hvor vild i varmen han var overfor mig.
"Det er jeg forfærdelig ked af," sagde han trøstende. "Det skal du ikke være. Det kan være lige meget. Det er mange år siden nu, og jeg er videre. Nu har jeg en familie der vil ligge mærke til min tilstedeværelse."
Jeg kiggede op på ham, og så hans nedtrykte grønne øjne, der stadig udviste sin utrolige glød, trods det var ved at blive mere mørkt. 
"Jeg er også ked af, at du skulle opleve det med dine forældre og Gemma i den alder," sagde jeg så. Godt nok var det ufattelig længe siden, men det var kun noget af det værste ved det.
Han havde været ca. På Sofias alder, hvilket ville svare til, at mor og Coley kom voldsomt op at skændes og lille Sofia ville vågne bange og nervøs.
"Det er længe siden nu, det skal du-" "men det er jo forfærdeligt," afbrød jeg ham. "Det er ikke ligeså slemt som det du oplevede," sagde han stille. Han børstede endnu engang en tot hår væk fra mit ansigt. 
"Jeg havde ikke nogen der kunne såre mig." "Nej, men alligevel blev du såret. Det er livets cirkel. Du har selv lige sagt, at ens drømme ikke bare kommer med et knips," han strøg mig beroligende over ryggen.
"Hmm ja. Jeg er ked af, at jeg ødelagde den gode stemning," sagde jeg flovt. "Det gjorde du ikke. Jeg tror det var sundt at vi kom ud med det." 
Jeg nikkede langsomt. "Skal vi gå lidt videre?" Spurgte han lavt og sendte mig et lille smil. Da vi fjernede os fra broens kant, søgte vores fingre med det samme hinanden, og med sammenflettede fingre gik vi videre hen af broen. 
Jeg lyttede opmærksomt med et lille smil på hans eventyrlige fortællinger fra ham og drengenes turnerer. Da han var godt igang med flere vilde historier, brød et tordenslag over os. Det kom godt nok fra den anden ende af byen, men det fik mig alligevel til at hoppe på stedet, og derefter skælve nogle få gange.
"Er du bange for tordenvejr?" Spurgte Harry med et bredt smil. "Lidt," indrømmede jeg flovt. Han grinede hæst. "Så lad os gå tilbage til bilen, inden det bliver værre."
Som om det var meningen, begyndte det at dryppe fra de mørkegrå skyer over os. 
Vi kiggede begge op og fik kuldegysninger begge to. "Kom," han hev blidt i mig, og hurtigt gik vi over broen igen, på vej hen til den anden side. 
Da vi var nået ca. Halvvejs over broen, begyndte det for alvor at øse ned. Det regnede så voldsomt at man kunne høre den silende lyd, og tordenvejret kom tættere og tættere på os. "Vi bliver nok nødt til at løbe, prinsesse," sagde han kækt. Jeg nåede ikke at spekulere over hans fine kælenavn til mig, for det næste problem indtraf: "Harry jeg kan ikke løbe i stiletter!" Råbte jeg for at overdøve regnen. Endnu et tordenskrald lød over os. Mit hår klistrede til mit ansigt, og det fik en mørkere, nærmest leverpostejsbrun farve.
"Bare tag dem af," sagde han med et smil. 
Hele aftenen, al den tid jeg havde kendt Harry, havde det været et vaske ægte eventyr, og det ville det her også blive. Jeg hev de sorte stiletter af, og sammen løb vi over den sidste halvdel af broen. Med et højt grin fra os begge, låste Harry bilen op og sørgede for jeg kom ind på passagersædet. Han løb rundt om bilen, og satte sig grinende ind på førersædet. "Der blev vi sku våde," drillede han. "Ja," grinede jeg. "Det gjorde vi."
Jeg kiggede ned af mig selv, og blev helt skuffet. Jeg gad bare ikke være så våd, og det her var Destinys kjole. 
Jeg kiggede hen på ham, som allerede kiggede hen på mig. "Selvom du er drivvåd, er du mindst lige så smuk som før. Men tillad mig at tørre dine sorte streger på kinderne af," han fnes med glimtende øjne. 
Ej hvor øv. Jeg havde mascara på, og den var sikkert ikke vandtæt. Jeg fik røde kinder, men lod ham forsigtigt tørre mine kinder af med sine tommelfingre.
"Det var bedre." Han sendte mig et smil. "Jeg må hellere køre dig hjem, så du kan få tørt tøj på."
Jeg nikkede med et lille smil. Han tænkte hele tiden på mig og hvordan jeg havde det. Hvis jeg tænkte mig godt om, ville jeg gætte mig frem til at han var bange for jeg blev syg. Men det behøvedes han slet ikke. Det ville ikke røre ham alligevel.
Eller ville det? 
"Er der noget galt, love? Du ser så nedtrykt ud," han sendte mig et bekymret smil. Jeg grinede lidt. "Det er bare... Jeg håbede den her aften aldrig ville slutte," forklarede jeg. Hans smil voksede, og denne gang var det fuldt glad. 
"Det samme ville jeg, men heldigvis er der massere af dage og aftner tilbage, hvor vi kan gøre det igen." Han lagde sin hånd nederst på mit lår, tætteste på mit knæ og gav det et lille klem. Derefter fjernede han den.
Få minutter senere, og vi holdte ude foran min og Destinys lejlighed. 
"Jeg går lige med dig ind," sagde han. Han spændte sin sele op, og gik med min ind i foyeren igen.
Han grinede svagt da han så mit hår inde foran mit ansigt. Han fjernede forsigtigt det fugtige hår helt fra mit ansigt. 
"Det er lidt akavet, det her," hviskede jeg. Han løftede øjenbrynene. "Hvorfor?"
"Fordi jeg har bare tæer," som hans blik gled ned af mig og ned til mine bare fødder, vrikkede jeg lidt med dem. Han smilede bredt til mig. "Så må du skynde dig og og få sko på."
Jeg nikkede. Han tog mine hænder i hans. "Tusind tak for i aften, Hope. Det har været helt uvirkeligt for mig, alt det der er sket i aften." Jeg smilede lidt genert og fik svag farve i mine kinder. "Selv tak Harry. Det hele var perfekt," hviskede jeg. Han førte min ene hånd op til hans ansigt, kyssede blidt min håndryg. 
"Vi ses, Hope," han sendte mig sit skæve, charmerende, fuldstændige naturlige smil. Jeg stillede mig lidt på tæer, og kunne ikke dy mig for, at efterlade et lille kys på hans kind. Forfjamsket blev hans smil genert, og jeg sendte ham det sidste lille smil, inden jeg med dryppende hår, stiletter i hånden, og følelserne fra en af de bedste aftner i mit liv, førte mig op til min og Destinys lejlighed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...