Mirror, Who Is That Girl? - One Direction

Spejlbilledet ligner mig på så mange måder. Jeg lader mine fingerspidser blidt røre ved spejlet, den kulde spejlet sender tilbage til mig, skræmmer mig. Genspejlingen er så identisk med mig, men alligevel er der noget spejlet gemmer, som jeg kan ikke sætte ord på. Spejlet skræmmer mig, billedet bevæger sig samtidigt med jeg gør, men alligevel med så mange andre følelser.

12Likes
3Kommentarer
6493Visninger
AA

29. Hope: Chased

 


Jeg rynkede næsen. "Det var dumt," hviskede jeg.
Jeg humpede hen til stikkontakten, og slukkede så lyset, hvilket fik Destiny til at sukke tilfredst.
Jeg var kort sagt ved at få psykose af de her krykker. Det var så pinligt, at jeg ikke kunne gå ordentligt.
Og endnu mere pinligt, at min kæreste vidste mere om mig, end jeg selv gjorde. Forstået på den måde, at jeg skulle finde min indentitet som Hope Justice endnu engang, og det var faktisk hårdere end jeg troede.
Men heldigvis havde jeg jo Harry nu. 
Jeg mærkede nogle hænder der lagde sig på mine hofter bagfra, og et lille kys der landede i min nakke, inden det forsvandt, og han gik forbi mig og ud i køkkenet.
Kuldegysningerne dækkede lynhurtigt hele min krop. Jeg var slet ikke vant til de berøringer endnu, men det måtte jeg jo blive. Den sidste del af aftenen, havde vi brugt tid på bare at nyde hinandens selskab og dele flere kys ind imellem. 
Jeg smilede lidt genert for mig selv, og slog mig med i en af de bløde lænestole, for derefter at lade mine krykker falde til gulvet.
Jeg sukkede dybt. "Er du også træt?" Spurgte Niall forundret.
"Hmm," mumlede jeg. "Lidt," sagde jeg så.
Louis grinede hæst.
"Har han holdt dig igang?"
Heldigvis klarede jeg at holde den fine farve i mine kinder tilbage, for det var skam ikke den måde Louis havde forestillet sig han holdte mig igang, men en helt anden. Jeg har stadig svært ved at være i kropslig tæt kontakt med andre, ikke fordi jeg er bange for at kramme nogen, men jeg var gået en anelse i panik igår, da vi var blevet enige om, at jeg flyttede ind på hans værelse. På den måde var jeg endt i hans favn igennem natten, og det havde taget mig rigtig lang tid at falde til ro.
Faktisk havde jeg i flere timer ligget lysvågen, og tænkt på om det her forhold nogensinde ville blive til noget rigtigt. 
"Nej," svarede jeg mut.
Louis sendte mig et skeptisk blik. 
"Harry?" Louis råbte ikke, men det var højt nok til at få Harry ud i stuen igen.
"Ja?" Harry løftede øjenbrynene. "Har i-?" "Nej," Harry gad ikke engang høre spørgsmålet, han vendte sig bare igen, og skyndte sig ud i køkkenet.
Jeg kunne ikke holde et lille grin inde, hvilket gjorde jeg hurtigt fik opmærksomheden igen.
"Hvad?" Grinede jeg videre. Destiny himlede med øjnene. "Intet Hope. Intet."
Selvfølgelig var hun ironisk, men det havde jeg ikke tid til at tage mig af. Eller det havde jeg, men jeg gad ikke. "Nå...." Liam sendte mig et bredt smil. "Virkede det så?"
"Virkede hvad?" Spurgte jeg forvirret.
"Med hukommelsen" uddybede Niall. 
"Åh," mumlede jeg. Harry kom ind i stuen igen, denne gang med en kop et-eller-andet i hænderne. 
Selvfølgelig havde det ikke virket, men der var en reel chance for, at jeg muligvis ville begynde at kunne huske noget, hvis nu Harry viste mig de samme ting igen, eller beskrev tingende helt ind i detaljer.
Jeg rystede på hovedet. "Næh." Jeg trak lidt på skuldrene. "Ingen ændring der."
Liam virkede lidt slukøret. "Det er jeg da ked af," sagde han. "Det er lige meget. Det var også mest for sjov," smilede jeg.
Harry satte sig i en lænestol ved siden af mig, og lod sine fingre forsigtigt slå imod kruset. 
Sikke mange ringe han egentlig havde på. Mærkeligt. Han var en af de typer, jeg aldrig, aldrig ville tro jeg nogensinde ville falde for. Men livet er jo så mærkeligt alligevel.
Som jeg havde ligget der igår aftes/nat havde jeg fundet ud af, hvad grunden til jeg blev kørt ned var. Normalt er jeg ikke så voldsomt religiøs, men da jeg kørte mine fingre over Harrys hånd og så det tatoverede kors, kom jeg til at tænke på, at Gud vel på en eller anden måde har forbundet mig og skæbnen. Så skæbnen ville vel, at jeg glemte alle de ting der var sket den sidste måned, så alle tingene ville flade på plads igen. Hvis nu jeg kunne huske alt, var vi sikkert ikke der hvor vi er idag. Måske Destiny og Liam havde slået op, og Shaun var kommet mere ind i billedet. Og måske ville Harry og jeg aldrig blive okay igen.
Det var sjovt nok lige præcis det minde om at Harry havde såret mig fysisk, der var nået mig først, men det måtte være en slags påmindelse. 
Men jeg ville glemme fortiden. Hvilket jeg allerede er godt igang med. 
"Du kan huske det," startede Harry langsomt, "der er værd at huske."
Jeg havde allerede lavet en uskreven regel i vores forhold, og det var at jeg ikke ville holde noget som helst hemmeligt for ham. Han vidste alt om hvad der var foregået oppe i mit hoved, og hvad jeg helt bestemt kunne huske.
Jeg nikkede langsomt, og trak mit raske men ind under det syge. Jeg ville egentlig havde siddet i skrædderstilling.
Jeg lukkede øjnene med et suk og støttede mit hoved mod min hånd.
"Hvorfor tager i ikke ud og laver noget?" Spurgte Destiny lavt. Jeg kiggede hen på hende. "Laver noget?"
"Ja. I kan da tage ud og fejre det, i stedet for at sidde her og hænge," Destiny sendte os et lille smil.
Jeg kom nok til at rødme lidt, men det gjorde Harry også, så det gjorde ikke så meget. Så længe vi var sammen om det.
Jeg kunne dernæst mærke Harrys blik på mig. "Det kan vi da godt," sagde han lavt. Jeg sendte ham et lille smil. "Men vi kan ikke komme så langt," sagde jeg undskyldende. "Mit ben er ikke samarbejdsvilligt" jeg rødmede lidt. Han rejste sig, og lagde koppen fra sig. Den var tom. 
"Det gør ikke noget. Vi har hele dagen. Og eftersom du sikkert heller ikke kan huske dengang vi var på sightseeing, tager jeg dig med ud i byen."
Jeg løftede forvirret øjenbrynene.
Sightseeing? 
Byen?
Jeg fik fat i mine krykker og hev mig op. Harry var forsvundet, sikkert ud i gangen, så jeg skyndte mig at humpe derud.
Han havde allerede sko på. 
Han tog mine sko, og sendte mig et skævt smil. "Har du et ønske?" Han satte sig på knæ, og hjalp mig med at få sko på.
Det var lidt sødt, faktisk. Jeg rødmede svagt.
"Jeg ved det ikke... Har du ikke nogle ting, der bare skal ses?" Spurgte jeg lavt.
Han kiggede op på mig. "Altså... Du skal da op i London Eye," fnes han. Han bandt begge mine sko, og rejste sig så op igen. "Altså, pariserhjulet?" Spurgte jeg forvirret. Han nikkede. "Klar?"
Jeg trak lidt på skuldrene. 
Jeg var nok lidt bange for, at nogle af hans fans ville komme efter os, eller at folk ville blive forargede over os, og jeg var bange for, at vi ville ende på alle forsider imorgen tidlig, bare fordi vi havde kysset i offentligheden. Det her ville blive lige så slemt som dengang med Destiny. Jeg håbede, at folk ville forstå at jeg ikke var Destiny, og at jeg var Hope.
Men det er da lidt sjovt, at både Destiny og jeg fandt en, præcis fra samme kreds og band og det hele. 
Hippie og Hopie.
Jeg fnes lidt over mine tanker, for at han ikke skulle spørge ind til min frygt. Han skulle ikke bekymre sig mere om mig, end hvad godt var. 
"Vi smutter!" Råbte Harry ind i stuen.
"Ja! Skrid så vi kan få noget ro!" Råbte Louis utilfreds. Destiny kom med noget opbakkende tilråb.
Harry og jeg grinede begge to, og smuttede så ud af døren. Tålmodigt tog Harry elevatoren med mig ned, og smuttede ud på gaden.
"Nu bor du jo i London..." Han lagde sin hånd på min ryg, som et alternativ til at flette vores fingre. De skide krykker ødelagde da også alt. "Så du skal have prøvet undergrunden."
Hans ord fik mig til at panikke lidt. Jeg havde ikke mødt en fan, eller været i undergrunden siden ulykken, så jeg var temmelig nervøs og bange.
Men Harry passede vel på mig? Det gjorde han. Det burde han. Han var jo min kæreste, men alligevel var min tillid til ham smuttet et par gange. 
Jeg stoppede kort op, og fik fat i det Oysterkort Destiny havde givet mig. Vi gik ned af trapperne til undergrunden, og videre igennem billetkontrollen, helt til vi nåede en perron.
"Harry?" Spurgte jeg. Han nikkede kort, og sendte mig et lille smil. "Er du sikker på, at jeg kan tage metroen med de her krykker?" Han grinede let. "Ja selvfølgelig. Bare hold dig til mig."
Toget stoppede lige foran os, og vi trådte ind. Toget var heldigvis ikke propfyldt, men der var skam mennesker derinde. Sæderne var optaget, så vi måtte stå. Harry tog hurtigt fat i en af de pæle der stod midt i gangen, og nåede lige at trække mig ind til sig, inden toget kørte. Jeg bumpede direkte ind i ham, og blev stående der, helt tæt med ham. Jeg rødmede kraftigt, og trak mig lidt væk fra ham, men så let slap jeg ikke. Han holdte fast i pælen med den ene hånd, og holdte mig rundt om livet med den anden. Så skubbede han os lidt tættere sammen, og lod vores læber mødes kort. Jeg smilede i kysset, kun fordi han turde føre det i offentligheden, men også lidt på grund af den dejlige følelser der kom igennem mig.
Jeg blev stående med hans arm om mig, og holdte fast i hans underarm.
"Går det?" Hviskede han ned i min hovedbund. Jeg nikkede forsigtigt.
Jeg pustede tungt ud, og lod mit hoved støtte sig op af hans skulderblad. Han lagde et lille kys i mit hår, samtidigt med, at jeg hørte en velkendt lyd.
Lige bag os, var der nogen der tog et billede. Lyden fra iPhonen var tydelig, og den fortalte mig noget jeg ikke ville høre. At nogle tog billeder.
Jeg sank en klump. Tænk hvis de vil konfrontere os?
"Bare ignorer det," hviskede han til mig. Toget svajede lidt, så han strammede kort sit greb om mig. 
Toget var i en neutral blå farve, og de blå pæle der var i loftet, var nogle jeg lige akkurat kunne gribe fat om. Dog ikke med krykker. "Er det altid sådan?" Hviskede jeg tilbage.
Hans fingre kærtegnede blidt min talje og hofte, hvilket fik mig til at falde lidt mere til ro, trods mit indre hamrede afsted i frygt.
"Ja... Desværre," svarede han. Jeg sank endnu en dårlig klump. Jeg måtte bare prøve at vænne mig til det.
Jeg ville forsøge. Jeg skulle gøre det. Ingen skulle tage Harry fra mig, og slet ikke noget som det her.
"Undskyld?" Peb en stemme bag mig.
Harry vendte sig halvt om og kiggede om på en pige, der var nogle år yngre end os. 
Jeg ville skyde på en 13-15 år. 
"Ja? Hej," hilste Harry pænt.
"Må jeg ikke nok få en autograf?" Hviskede hun lamslået. Det var først nu jeg så tårerne i hendes øjne, og hvor tæt hun var på at flippe ud. Hun havde stadig sin skoleuniform på, hvilket tydede på, at hun var på vej hjem fra skole. "Hold her, Hope," sagde han til mig. Jeg fik fat i pælen han hentydede til, og han vendte sig helt om imod pigen. 
"Du skal ikke græde," sagde Harry med et lille smil. Pigen rystede helt fatalt, og jeg var virkelig bange for, at hun ville bryde sammen.
"Selvfølgelig må du få en autograf," blev Harry roligt ved. Han spredte sine arme ud, og lod sig omfavne hende tæt ind til sig. Det varmede inden i mig, da jeg så hvor venlig og glad han var ved sine fans. Han forstod virkelig hvad der var vigtigst i livet. 
Pigen trak sig snøftende tilbage, og hev noget papir frem fra hendes taske, som han hurtigt skrev en lille hilsen på. "Tusind, tusind tak," hviskede pigen skælvende. "Selv tak! Hav det godt, Darling," Harry sendte hende et sidste smil, og vendte sig så imod mig igen.
"Er du okay?" Spurgte han mig mere seriøst. Han kunne fornemme at jeg ikke var helt tryg ved det her.
Jeg nikkede alligevel. "Sikker? Hope, du skal ikke skjule det for mig, bare fordi du ikke vil have, at jeg bekymrer mig for dig. For det gør jeg alligevel," han strøg blidt min kind.
"Øh," stammede jeg. "Jeg er okay," gentog jeg. Han nikkede lidt. "Vi skal af næste gang."
"Harry?" Spurgte pigen bag os igen.
En anelse modvilligt, vende Harry sig om igen. "Hvad så?" Spurgte han med et smil.
"Er Destiny nu din kæreste?" Spurgte hun med store øjne.
Det var fedt at have en tvilling, men ikke i situationer som disse.
Harry grinede og svang sin arm om mit liv. Han gav mig et lille kys på tindingen, hvilket fik mig til at se smilende op på ham. "Det her er Hope. Det er Destiny's tvilling. Men ja, vi er kærester," Harry smilede bredt til pigen.
"Og hvad er dit navn så?" Spurgte han venligt om.
Pigen rødmede. "Johanna."
"Sikke et fint navn," roste han. "Vi ville gerne blive og snakke videre, men vi skal af her. Hav det godt, Johanna," han sendte hende et sidste smil, inden han vendte os om, og hjalp mig ud af toget.

 


Hope.

 

 

"Du må gerne åbne øjnene nu, Hope," grinede han hjerteligt.
Med et lille grin åbnede jeg forsigtigt øjnene. Jeg havde altid haft en dårlig vane med, at jeg ikke turde gøre som andre sagde, men selvfølgelig ville det ikke blive farligt sammen med Harry.
"Nej vel?" Grinede jeg. Harry grinede selv. "Åh jo. De er ved at blive lidt gamle. Vi ser jo slet ikke sådan ud længere."
Efter mange mange timer, både i undergrunden, i London Eye (hvilket havde skræmt livet af mig, på grund af højden) og efter mange andre skøre seværdigheder, samt sjove øjeblikke, var vi endt på Madam Tussauds.
Og nu stod han og viste en voksfigur af ham selv. Og jeg er ked af at sige det, men han så alt for stolt ud.
Jeg grinede da han gik ind til figurerne, og satte sig ved siden af sig selv. Jeg humpede derind med mine satans krykker, og hen til ham og figuren. Man kunne tydeligt se, at der var gået et stykke tid siden de var blevet lavet, men det gjorde skam ikke noget. Selv om jeg så havde mødt ham dengang, ville jeg blive imponeret over ham alligevel. 
"Hmm," hviskede jeg drillende. Jeg lod forsigtigt mine fingerspidser strejfe det lille smilehul der var lavet i figuren. Figuren lignede ham da, men det var slet ikke det samme som den ægte vare. 
Jeg flyttede mit blik hen på ham, der selv sad og smilede på samme måde.
"Jeg tror nu jeg er mest vild med den her," sagde jeg undskyldende.
Han rystede på hovedet af mig. "Det var ikke godt. For jeg tager dig med hjem," han hev mig ned i sit skød, så et forskrækket hvin røg ud af mig. Han grinede ned til mig, som jeg sad tværs over hans ben.
Jeg sendte ham et surt blik. "Det var da ikke sjovt!" 
Han grinede endnu engang. "Det var heller ikke sjovt, da du sagde min voksfigur var pænere end jeg selv."
"Det var for sjov," hviskede jeg. Jeg strakte min hals, og lagde min hånd om i hans nakke så jeg kunne hive ham ned til mig. Han ventede ikke et sekund med at ligge sine læber imod mine.
Med et lille smil holdte jeg kysset igang, og lod mine fingre køre igennem hans hår gang på gang. Han lod selv sine hænder køre op til min talje og om på min ryg i blide håndstreg.
Smilende trak vi os fra hinanden. Jeg ville nok aldrig blive træt af det her. Aldrig.
"Undskyld, men vi bliver nødt til at bede jer om at gå. Museet lukker nu."
En ung kvinde, lidt ældre end os, stod og smilede høfligt til os. "Åh, vi går nu," svarede Harry venligt. Jeg hoppede ned fra hans skød, og gik med ham ud af museet. Vi havde lige nået at se de fleste ting igennem, men jeg tror det var helt med vilje at vi først var kommet på det her tidspunkt af dagen. Jeg var dog blevet utrolig træt, både fra min manglende nattesøvn og de krykker jeg humpede rundt med. Det var ikke rart.
Som vi trådte ud af museet, styrtede det ned foran os. Det regnede helt vildt. Jeg havde knap nok set noget lige så slemt. Vandråberne var så store som hagl, og de ville gøre ondt at få på sin bare hud.
"Åh nej," udbrød Harry. Han kiggede ned på mig. "Vi må se at komme i tørvejr."
Han skyndte sig at tage mig med ned af gaden, jeg gik så godt jeg kunne og gik med ham ned af vejen, der hvor vi kom fra, fra metrostationen. Lige som man skulle tro, at vi ville tage undergrunden hjem igen,drejede han lige forbi og gik ned af en vej med massere af lejligheder.
"Harry?" Råbte jeg efter ham. Jeg var allerede drivvåd, håret klistrede til mit ansigt og mit tøj var virkelig klamt imod min kolde hud. "Skulle vi ikke herned?" Fortsatte jeg. 
Han vendte sig om og råbte tilbage: "følg med mig! Der er ikke langt," han ventede tålmodigt på mig, da jeg humpede op til ham. Jeg havde ingen anelse om hvor vi skulle hen, men jeg kendte heller ikke London særlig godt. Det var faktisk lidt pinligt. Jeg kendte ikke byen jeg boede i, men til mit forsvar havde jeg ikke haft tid til det, og London var en gigantisk by. Det var jo heller ikke fordi jeg kendte New York ud og ind, men jeg kunne da finde rundt. Harry havde forklaret mig metrosystemet, og det havde jeg forstået. Så nu kunne jeg da tage rundt i London ved hjælp af tog. 
Som Harry havde sagt, var den lejlighed vi skulle ind til ikke langt fra museet. Han trykkede dørklokken ind.
"Hallo?" Kom det ud af den. "Det er mig," svarede han hurtigt.
Døren sagde en klikkende lyd, og inden længe var vi kommet ind i opgangen. 
"Puha," Harry tørrede vand væk fra sin pande. "Er du okay?" Spurgte han mig bekymret, "jeg er våd. Men jeg er okay," jeg sendte ham et lille smil. Han smilede tilbage. "Du skal ikke være nervøs. Det er en person du med garanti ville møde på et andet tidspunkt."
Vi tog med besvær trapperne op til den rigtige etage, og fandt en dør der stod åben ud til opgangen. Harry lagde betryggende sin arm på min ryg og skubbede mig hen imod den.
Hvem kunne det dog være? En jeg ville møde alligevel?
"Hvad laver d-" kvinden afbrød sig selv. "I her?" Sluttede hun i stedet. Harry sendte hende et lille smil. "Det regner," sagde han bare. Kvinden, der så nogle år ældre ud end Harry og jeg trådte væk fra dørkammen og lod os gå ind i entreen. Det irriterede mig, at jeg ikke vidste hvem hun var, selvom Harry stensikkert havde fortalt det engang. Og endnu mere forstyrrede det mig, at hun muligvis vidste hvem jeg var.
"Hvad har du nu rodet dig ud i, Destiny?" Grinede hun da jeg humpede ind i hendes entre. 
Woah. Hun kendte ikke til mig? Hvem var hun så?
Jeg kiggede på hende med løftede bryn. Jeg var lige en tak højere end hende, men hun var også temmelig lav i forhold til Harry. 
"Det er en lang historie," grinede jeg lidt akavet. "Men jeg er Hope. Destinys tvilling."
Der opstod en akavet tavshed, hvor kvinden bare stod og stirrede på mig. 
"Tvilling? Ej hvor vildt," hun kiggede om på Harry der dog var forsvundet et ukendt sted hen. 
"Men jeg er Gemma. Men det vidste du vel allerede," hun sendte mig et bredt smil.
Gemma. Jeg havde hørt det navn. Men så vidt jeg huskede, havde Harry ikke sagt noget om en Gemma siden ulykken, så det måtte have været til vores første date, som jeg ikke længere huskede han havde talt om hende.
Det måtte vel være hans søster.
"Harrys storesøster, ikke?" Spurgte jeg nervøst. Hun grinede. "Så kender heller ikke mig?" Spurgte hun forundret. Jeg trak lidt på skuldrene. "Det er stadig en lang historie," sagde jeg flovt. Hun grinede rystende på hovedet. "Fint nok. Nå, i kan da ikke bare stå der, jeg laver noget te til jer," så forsvandt hun ud i køkkenet, måtte det være. 
Vent. Hun sagde i?
"Undskyld," hviskede Harry bagfra. Et chok gik igennem mig. Han var kommet tilbage, og havde stillede sig bag mig. "Jeg glemte det et kort øjeblik," hviskede han. 
Jeg vendte min nakke om, så jeg kiggede op på ham. "Det gør ikke noget. Hun vidste jo heller ikke noget om mig." Harry rødmede lidt. "Undskyld, Hope," han kyssede min hals og rakte mig et håndklæde.
"Bare så du ikke bliver syg."
"Tak," åndede jeg. Jeg lod mig støtte op af væggen og tørrede mit hår med håndklædet. Mit tøj var også drivvåde, tilmed mine sokker, men jeg kunne ikke rigtig skifte til noget.
Jeg tror Harry havde trukket trøjen af ude på badeværelser hvor han nok lige havde været ude, også tørt sig inden han havde trukket den mærkeligt nok, kun halvvåde trøje på.
Hvordan var han undgået at blive så våd?
Det var nok et Londonesisk trick.
"Men lange historier har vi da tid til. Men først får du lige noget tørt på så du ikke bliver syg."
Jeg stirrede en anelse chokeret på Gemma. "Hvad?" Stammede jeg. Hun grinede lidt af mig.
 "Kom med," hun viftede mig med sig ind på et soveværelse, hvor hun fandt en langærmet trøje frem. "Det hjælper på det," sagde hun så. "Bare kom ind i stuen bagefter."
Så gik hun ud af værelset og lukkede døren efter sig.
Det var ekstremt akavet at stå alene i Harrys storesøster værelse, der ville være temmelig privat område for min smag. Men hun var åbenbart temmelig modtagelig for sådan noget.
Vidste hun Harry og jeg var kærester?
Jeg trak min egen trøje over hovedet. Heldigvis var min BH ikke fuldstændig gennemblødt, så det ville nok gå. Det var lidt en ting Harry også ville have kunnet fundet på det med at låne tøj. Måske det bare lå til højrebenet at være ekstremt venlige i den her familie. Men de var jo også englændere.
Jeg trak Gemmas trøje over hovedet og så i det spejl hun havde hængende, hvordan den tilpassede mig. Den sad perfekt. Okay. Nu skulle jeg bare, uden at det ville blive mere akavet end det allerede var, ud af det her værelse. Jeg var lige ved at nå hen til døren, da en speciel genstand stoppede mig.
Det var et billede. Et meget gammelt billede så det ud til.
På billedet havde Gemma mørkt hår, hvilket også passede med at Harry havde det. Nu var hendes hår blond. Hun stod med et genert smil på læben ved siden af en noget yngre bror med et kæmpe smil. 
Jeg kom til at grine lidt. Dengang var han da lige så nuttet som han var nu. Men han var glad.
Bag Gemma og Harry stod nogle mennesker jeg ikke rigtig kunne kategorisere. Jo altså, kvinden måtte vel være deres mor. 
Jeg trådte lidt tættere på. Ingen tvivl om, at de begge to havde fået mange af hendes træk. Harry lignede nu jeg tænkte over det også Gemma rigtig meget.
På hver en side af moren, stod der en mand.
Så det måtte vel betyde, at den ene var deres far og den anden en stedfar.
Så det måtte vel være Robin.
Robin? 
Jeg blev nærmest forvirret over mig selv der. 
Da jeg kiggede ned på de to små igen, blev jeg pludselig enig med mig selv om noget mere.
Gemma var 5 år ældre end Harry. Og deres mor hed Anne.
Jeg løftede forskrækket øjenbrynene. Hvordan kunne der her pludselig ramme mit hoved? Måske Harrys kys alligvel havde virket.
Ej, nej men altså. 
På en eller anden skør måde, måtte min hukommelse være kommet det lille stykke tilbage, da jeg så det billede. Nu fik jeg pludselig travlt med at komme ud af det her værelse, inden det blev for meget for mig.
Jeg åbnede døren, og humpede hurtigt ind i stuen hvor Harry og Gemma sad.
Præcis. Selvfølgelig da. Da lignede da også hinanden rigtig meget, og Gemma var da også noget ældre end Harry og jeg.
"Jeg kan huske det," udbrød jeg forpustet.
Forpustet? Nu havde jeg også tabt luften?
Harry kiggede lidt mærkeligt på mig. "Huske?"
"Huske," gentog jeg. Jeg nikkede lidt for mig selv. "Hvad kan du huske, Hope?" Spurgte han nysgerrigt. 
"At dine - nej jeres - forældre blev skilt da du var 7, og at der er 5 år imellem jer. Jeres stedfar hedder Robin, ikke? Og jeres mor Anne?"
Gemma vendte sig med et ryk i sofaen. "Hvorfor ved du alt det? Og hvorfor kan du huske det?"
Gemma kiggede frem og tilbage på Harry og jeg. Jeg turde ikke se længere på Gemma, så jeg stirrede på Harry. 
"Det... Jo, det er rigtigt Hope. Hvad... Nej, vi tager det fra en ende af."
Lang tid gik der, før Harry og jeg var færdig med at fortælle. Vi startede helt fra dengang Destiny of jeg opdagede hinanden, til dagen igår hvor vi endelig var fundet sammen som et par.
Og det tog lang tid. 
Vi var endt ved siden af hinanden i den ene sofa, med Gemma siddende anspændt i den anden. 
Forsigtigt strøg han mig over håndryggen for at få mig til at falde til ro, men det virkede ikke. Jeg var bange for Gemmas reaktion. 
Vi havde fortalt alt.
Alt.
Fuldstændig alt.
Som i alt. 
Alt.
"Så... I er kærester nu?" Spurgte hun forsigtigt. 
"Det er vi," sagde Harry.
"Og... Så i virkeligheden ved du slet ikke så meget om ham? For det har du glemt?" Spurgte hun mig.
Jeg nikkede langsomt. Det var desværre rigtigt. 
"Og... Men..." Gemma rodede rundt i sin kolde te.
"Men hvordan kan i holde det ud?"
"Hvad mener du?" Fløj det ud af Harry.
"Ja hvad tror du, Harry?" Skældte Gemma ham ud. Harry gav forbløffet slip på min hånd. 
"Prøv at høre, du har slået hende! Også så du det som en mulighed for at få hende igen, da hun glemte det eller hvad?!" Råbte Gemma forarget.
"Men det glemte jeg jo ikke!" Forsvarede jeg mig. "Det ved jeg jo godt. Men jeg kan ikke huske vores første møde og sådan noget."
"Uanset hvad, er det der sindsygt," sagde Gemma med et hovedryst. "Det der kan i da bare ikke. Forfanden Harry, hvad har du haft gang i?" Spurgte hun vredt.
Jeg kunne mærke Harry blive anspændt. Jeg havde ikke oplevet ham sur før, og side var det gået ud over mig, så jeg var faktisk ret nervøs. "Ja hvad mon? Du tror måske det var med vilje, at jeg gjorde det eller hvad? Jeg forsøgte ellers desperat at forlade hende bagefter, Gemma!" Råbte han. "Men derfor kan du da ikke bare give op! Så gå da fra hende hvis du har så ondt!" 
Jeg fik ondt i maven. Sad min kærestes storesøster, og opfordrede ham til at slå op med mig?
"Det kan vi da ikke!" Sagde Harry knust. "Det var da også hårdt for mig, at hun endte i den ulykke!"
 "Nu er du for meget! Hvis det er nogle det er synd for, så er det Hope!" Råbte Gemma arrigt.
"Harry er du helt okay?" Spurgte hun lidt mere roligt. 
"Ja! Men er du mon?" 
"Harry please stop," sagde jeg sammenbidt. "Nu gør du det jo igen. Kan du ikke se det?"
"Kan du ikke se, at hun vil have vi skal gå fra hinanden?"
"Kan du ikke se at du gør den skide fejl en gang til?" Sagde jeg hidsigt.
Jeg hoppede et lille stykke væk fra ham.
Gemma gned sig i sine øjne. "Ved du hvad, Harry? Jeg syntes du skal... Ja det ved jeg ikke. Lade os være lidt," sagde Gemma trist. 
"Gemma..." Sukkede Harry. Gemma rystede på hovedet. "Det er ikke mig du skal undskylde for. Men måske din kæreste, har brug for den fantastiske støtte du giver hende," Gemma rejste sig og forsvandt ud i køkkenet.
Hvad skulle jeg nu gøre? Gemma havde jo ret, men jeg ville jo ikke gå fra Harry.
Men var det det bedste?
"Undskyld, Hope lad-" "ikke lige nu," afbrød jeg ham mumlende. "Jeg har ikke kræfter til det lige nu.
Jeg kunne mærke en stikkende fornemmelse under mine øjenlåg. Men jeg ville ikke græde. Ikke nu. Det var flovt. Pinligt. Ikke noget der skulle ske. 
Derfor rejste jeg mig op, gik ud af stuen og så lige ud i køkkenet hvor Gemma stod og kiggede fortabt ud af vinduet, og hvis jeg ikke tog meget fejl, var det en tåre jeg lige nåede at se løbe ned ad hendes kind.
Jeg sank en klump da jeg trådte ud af døren, og fik humpet mig ud af opgangen og videre ud på gaden.
Jeg havde ikke brug for Gemma eller Harry eller Destiny eller nogle af drengene.
Hvem plejede jeg at snakke med det her om, hjemme i New York?
Ingen. For der græd jeg bare problemerne ud af mig, også var det overstået.
Jeg snøftede. Jeg vidste hvor jeg skulle hen. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...