Mirror, Who Is That Girl? - One Direction

Spejlbilledet ligner mig på så mange måder. Jeg lader mine fingerspidser blidt røre ved spejlet, den kulde spejlet sender tilbage til mig, skræmmer mig. Genspejlingen er så identisk med mig, men alligevel er der noget spejlet gemmer, som jeg kan ikke sætte ord på. Spejlet skræmmer mig, billedet bevæger sig samtidigt med jeg gør, men alligevel med så mange andre følelser.

12Likes
3Kommentarer
4963Visninger
AA

13. Hope: Area Cleared

Hope

I know you know that I made those mistakes maybe once or twice
And by once or twice I mean maybe a couple of hundred times
So let me, oh, let me redeem, oh, redeem, oh, myself tonight
'Cause I just need one more shot, second chances

Han stirrede overrasket, med et snert af samvittighed på hende.
"Ja. Det vil jeg faktisk godt."
Vent. Hvad, nej? 
Harry ville tale med mig alene. Enten var jeg dødsdømt, eller også var jeg dødsfredet.
Eller bare meget uheldig.
Eller meget heldig. 
"Øhm...." Mumlede Destiny overrasket. "Nå. Men værsgo da," hun viftede armen ud i rummet, hvilket fik Harry til at rejse sig. Han kiggede ned på mig med løftede øjenbryn. 
"Kommer du, eller skal jeg tvinge dig?"
Jeg kunne ikke rigtig finde ud af, om det der var en trussel. 
Men op kom jeg, og sammen med ham gik vi ud af stuen og ud på gangen. Jeg førte an ind i køkkenet, og lukkede døren.
"Noget du ville?" Jeg sendte ham et flabet smil. 
Med det samme steg farven i hans kinder, og pludselig blev han fjalet og genert igen.
"Det er bare...." "Det samme som du ville sige igår?" Spurgte afbrød jeg.
Han nikkede. "Men igen, du har så meget at overveje og jeg vil ikke-"
Jeg afbrød ham med et grin. Han var i grunden meget sød at høre på.
"Det er i orden nu, vidste du ikke det? Jeg bliver her, jeg skal bo her sammen Destiny i hendes lejlighed," grinede jeg, "jeg skal med hende turne, også finder noget nyt bagefter. Jeg tror virkelig ikke at jeg skal være advokat," sagde jeg med et smil.
Han smilede også selv lidt. "Men så... Det er vel godt," sagde han med et smil. Jeg nikkede. "Det er rigtig godt."
Han rømmede sig lavt. "Så gør det vel ikke så meget, hvis jeg spørger alligvel?"
Jeg rystede på hovedet, spændt på hvad han ville sige.
Han skælvede en enkelt gang. "Vil du med mig ud at spise en dag? Det behøvedes ikke at være noget stort og fancy," han kiggede nervøst på mig, bange for mit svar. Jeg havde nok på fornemmelsen, at det var det han ville spørge om. Men jeg vidste ikke om jeg turde sige ja. Han havde vel egentlig ret. Jeg havde fundet min familie nu, og jeg havde fundet ud af, hvad jeg skulle, og hvor jeg skulle hen.
Så det kunne vel ikke skade at forsøge. 
Jeg sendte ham et lille smil. "Det vil jeg meget gerne," jeg tog forsigtigt fat i hans hænder.
Hans øjne strålede på en bizar måde. "Virkelig?" 
Jeg nikkede. Hvis det nu skulle ende galt, havde jeg jo min familie i ryggen.
Han åndede ud med et kæmpe smil. Han klemte vores hænder og trak mig ind i en omfavnelse. "Tak... Hvis det er det man siger," hviskede han. Jeg grinede lidt over hans ord. "Selv tak, Harry."
Jeg trak mig ud fra hans greb. Jeg kiggede rødmende ned i jorden. "Måske... Måske skulle vi gå derind igen?" Spurgte jeg lavt. Han nikkede med et bredt smil på sine læber.
Jeg gik med ham ind igen.
Alles blikke lå på os, da vi kom ind igen.
"Nååå," sagde Niall langtrukkent. "Fandt i ud af noget?" Han løftede ivrigt øjenbrynene.
Jeg turde ikke sige det, fordi jeg var lidt nervøs for at drengene og Destiny ville drille mig. Harry sendte ham bare et smil, "ja. Det gjorde vi."
Der var ingen kommentarer til det svar. Destiny ømmede sig træt og foldede sig ud på Liam og jeg. Jeg fik hendes ben og fødder hen over mig, og Liam fik hovedet.
Jeg kiggede hen på hende med et utilfredst blik, men hun blinkede bare med øjet.
Jeg blev sikkert vildt udspurgt, så snart vi var alene.
Filmen var da god, men lige nu var det ikke den der tiltrak mig. I stedet tog jeg mig sammen, og kiggede hen på Harry.
Han kløede sig forsigtigt i øjet med sin ene kno. Under knoen sad en af hans mange mandelige ringe. Hans fingre var lange, og hans hænder brede. Jeg lagde hovedet på skrå, og kiggede på hans tatoveringer, der løb ned af armen. 
Sådan som han sad der, med sit blik på fjernsynet, optaget af filmen, så han noget ældre ud end jeg. Han havde bange træk i ansigtet, og hans grønne øjne lod til at gennemskimme hver enkel detalje i rummet.
Var det også det han gjorde når han kiggede på mig? Tjekkede hver en detalje af mig ud, som jeg gjorde lige nu? Jeg fik pludselig røde kinder. Jeg sad faktisk og tjekkede ham ud. Et lille fornøjet smil dukkede op på mine læber. Det var jo ikke fordi han var grim, på ingen måde. Han var faktisk en flot ung mand. Og han havde inviteret mig ud. 
Når han snakkede med Destiny, eller drengene, eller enhver anden end jeg, var han som en anden person. Lidt mere henkastet og hivende i det, lidt mere kæk. Men så snart det kun var mig der var i nærheden af ham, blev han tav som en synder. Han blev næsten helt nervøs, bare jeg kiggede på ham. Han turde knap nok at invitere mig ud lige før. Var ham ikke vant til, at alle pigerne ville have ham?
Gud. Han var jo stjerne ligesom Destiny. Når man ikke tænkte over det, virkede de allesammen så normale og nede på jorden. Men Harry var jo nærmest en honningkrukke, for alle pigerne som var bier. Men han inviterede mig ud. Lille, håbløse mig.
Han ville sikkert blive dødtræt af mig. Det begyndte pludselig at være dumt, at jeg sagde ja.
"Ho-ooope?" 
Niall grinede og puffede blidt til Harry. "Kig lige lidt normalt, ikke?"
Jeg skælvede da jeg fandt ud af, at mit blik havde ligget som hypnotiseret på Harry. 
Jeg havde glemt at flytte mit blik. Jeg rødmede. "Jo." 
Destiny rynkede næsen. "Jeg gider ikke det her," mumlede hun og sukkede. "Var det ikke dig der ville se film?" Spurgte Louis kækt. Destiny sukkede af ham.
"Jojo, Louis," hun satte sig op.
Jeg pillede ved en løs tråd i min trøje, hvilket mindede mig om, at Jackie kun havde en enkelt kuffert med mine egendele. Resten var i New York, og nu hvor jeg permanent boede her..
"Gud, Destiny," jeg kiggede på hende med store øjne. "Jeg har en lejlighed fyldt med mine ting i New York," sagde jeg chokeret. Jeg havde fuldstændig glemt det, i alle de ting der var sket de sidste par dage.
Destiny rynkede brynene. "Ja. Og Jackie har din kuffert, ikke?" Spurgte hun. Jeg nikkede. 
"Jeg skal nok tage den med herhen senere," Niall løftede en hånd i vejret. "Jeg kan bare komme forbi i aften med den."
"Jo, men jeg har jo stadig en ejendom i New York. Den kan jeg jo ikke have, også bo her." Jeg kiggede hen på Destiny. "Og vi har ikke talt med far, endnu."
Jeg vidste ikke om jeg skulle sige min far, eller vores far, så sig sagde bare far.
"Oh shit. Hvad gør vi?" Spurgte hun panisk. Hun hoppede op fra sofaen og styrtede ud i køkkenet. "Her," hun kastede en telefon i favnen på mig. "Det er vores fødselsdag, ring til Coley."
Hun svang en tynd cardigan over sig.
Jeg rynkede panden. "Er det ikke lidt dumt, at have sin egen fødselsdag som kode på sin telefon?"
Jeg tastede vores fødselsdag ind, med den 6-cifrede kodeangivning.
Jeg fandt hurtigt Coley inde under hendes kontakter, kaldet: Daddy<3
Jeg smilede lidt over hende, og ringede ham så op.
Imens vimsede Destiny rundt med drengene og fik dem til at tage sko på. Jeg tror kun hun var panisk, fordi det omhandlede hendes rigtige far, og det gjorde hende lidt forskrækket.
"Hej Des," hilste Coley i røret.
"Åh, det er mig, Hope," sagde jeg så. Han grinede i den anden ende. "Hvorfor ringer du?" Spurgte hun nysgerrigt. "Øh. Du ved, jeg har stadig nogle ting i New York. Min lejlighed og sådan."
"Men det kan vi da hurtigt klare. Hvis nu jeg hjælper dig, så kan du bare opsige den."
"Det er lidt svært når den står i min fars navn."
Alle andre fædre, havde ikke bare sådan uden lige betalt sin datters lejlighed. På den måde, kan man sige jeg blev skubbet ud fra reden på en anden måde end så mange andre. Det var ikke ens egne økonomiske fortjenester jeg skulle bruge, men derimod sociale.
"Okay. Bare kom over, så finder vi ud af det. Vi ses Hope."
"Hej," jeg lagde på og gik hurtigt ud i gangen til de andre. 
"Vi kommer bare," jeg rakte Destiny hendes telefon, og jeg fik taget mine sko hurtigt på.


Hope.

 

Da vi havde forklaret situationen for Coley og mor, sendte mor drengene ind for at holde øje med de to små, imens de fik ringet til vores far.
Endelig havde jeg taget mig sammen til at kalde min mor for mor, efter en akavet samtale, hvor jeg kom til at kalde hende Nicoline.
Destiny og jeg sad ude i køkkenet, præcis som vi havde gjort aftenen inden. 
Min mor stod med min telefon i hånden, og kiggede ned på skærmen, der forestillede min fars kontakt.
Hun sukkede og ringede så op. Jeg kunne mærke Destinys anspændthed ved siden af mig, og denne gang tog jeg forsigtigt fat om hendes hånd, under bordet. Hun sendte mig et lille smil, og kiggede ned i bordpladen. 
"Det er advokat James Justice, hvad kan jeg hjælpe med?"
Min telefons højtalere var rigtig gode, og derfor kunne vi i det stille køkken høre min fars stemme igennem telefonen.
Mor himlede med øjnene. "Det er mig James. Nicoline," sukkede hun. Lad os lige tage det fra en ende af, st det var min telefon der blev ringet op fra. Dvs, at han præsenterede sig som advokat, som for sin datter. Selv Destiny forstod nu, at vores far var en skidt mand. 
"Nicoline? Nicoline hvem?" Spurgte han forvirret. Han var sikkert kun vant til, at tale med sine klienter.
"Nicoline Justice," vrissede hun. "Ved du hvor din datter er lige nu?"
Han grinede lidt i den anden ende. "Nej da. Hun er flyttet hjemmefra, og lever dit eget liv."
Ordene gjorde ondt, men det var bare sådan han var. Ligeglad med mig.
Destiny strammede grebet om min hånd. Det var nok ikke ligefrem sådan hun ville høre sin far.
"Hvad hvis jeg siger, at hun står foran mig lige nu?"
"Det gør hun ikke. Hun ville have fortalt mig det hvis hun havde rejst."
Vores mor sukkede, "jeg er ked af det James" man kunne tydeligt høre at hun ikke mente hvad hun sagde, "men Hope bor her nu."
"Hvad?" "Hun bor her. Hun er flyttet hjem til Destiny."
"Er de... Har de det godt?" Spurgte han spinkelt. Lidt far var der måske tilbage i ham. Jeg kunne se Destinys øjne blive våde. "Ja, det har det rigtig fint. Jeg vil gerne bede dig om at sige Hopes lejlighed op."
"Nicoline, det kan jeg da ikke bare gøre."
"Pigen lever jo sit eget liv som du siger. Lad hende flytte herover. Hun har det godt, det lover jeg." Destiny begyndte nu for alvor at græde. Jeg skubbede min stol tættere på hendes, og trak hende ind til mig i et beskyttende greb. Hun hulkede stille ind til min skulder og bryst, og jeg strøg hende forsigtigt på ryggen.
"Så længe hun har det godt," sagde han tøvende. "Hvad med hendes uddannelse?"
"Hun vil gerne have et sabbatår. Hope har haft nogle ting at tænke over, her for det sidste. Hun tager med Destiny på hendes turne, her om en måned."
"Okay. Husk at sige at jeg elsker dem begge to, Nicoline. Så længe de har det godt."
"Godt. Tak James," sagde hun. 
Han lagde på.
Et hulkende vræl stak ud fra Destiny, hvilket fik mig til forskrækket at give slip på hende.
"Kommer jeg aldrig til at møde ham?" Græd hun. 
"Jo selvfølgelig gør du det min skat," mor gik hen til hende for at trøste hende. 
Imens kom Noah trissende ud i køkkenet.
Han kiggede overrasket op på os. "Græder du fordi du er glad?" Spurgte han Destiny. Som svar fik han endnu et vræl.
"Kom her, Noah," sagde jeg blidt. Uden at tøve skyndte han sig hen til mig, og lod mig svinge ham op på mit skød.
Hun kiggede kort på mig. "Hvad er der galt med Destiny?" Spurgte han lavt.
"Hun er lidt ked af det nu," jeg strøg ham over hovedet. "Men det skal nok gå over."
Jeg rykkede mig lidt i stolen. Han var en stor dreng, og selvom han kun var 5, var han lidt svær at holde oppe.
"Kan vi ikke gå ind i stuen så?" Spurgte han ked af det. Han kunne ikke lide at se sin søster græde. 
"Jo," jeg satte ham ned igen, og gik ind i stuen hvor Niall og Harry sad og legede muntert med Sofia, og Liam og Louis var ved at bygge en racerbane op til Noah. Coley overtog min plads ude i køkkenet, og forsøgte at trøste Destiny ligesom mor.
"Hvad så?" Spurgte Niall med et smil. 
Jeg skubbede blidt Noah hen til Liam og Louis, der forsøgte at muntre ham op ved at vise ham alle sine ynglingsbiler. Jeg sukkede. 
"Det fik okay," jeg knækkede min nakke. "Fik du sagt det op?" Spurgte Liam.
"Ja. Destiny er bare lidt... Det ved jeg ikke, nok skuffet."
De sagde ikke mere, for de vidste allesammen hvordan jeg havde beskrevet om far, og det kunne godt være at de forhåbninger og fordomme hun havde haft om sin fantastiske far, pludselig bare havde været en dårlig drøm. Vores far havde selv sagt han elskede os. Men ikke på en retfærdig måde.
Sofia kiggede undersøgende på mig. "Hope?"
Jeg nikkede. 
Hun lyste op i sit ansigt. "Jeg har lavet den her til dig," hun kom hen til mig med et perlearmbånd. På midten af armbåndet var fire firkantede perler. De dannede mit navn, H O P E.
Jeg smilede glad til hende. "Tusind tak, Sofia," jeg hev lidt i elastikken og tog armbåndet på.
"Så kan man se forskel på jer," hun rødmede lidt. Hun lavede den bevægelse med hånden, som betød jeg skulle komme tættere på.
"Jeg syntes du skal lave et til Harry," fnes hun. Jeg kiggede forundret på hende. "Hvorfor?"
"Jeg tror han er forelsket i dig," hviskede hun rødmende. Jeg grinede lidt over hendes ord. Det kunne man nok godt sige. Jeg kiggede hen på ham, som snakkede med Niall. Han havde et lille permanent smil på læben, og han udstrålede sin typiske, rolige med stadig sympatiske og glade jeg.
Jeg rødmede også lidt selv. Han var nok lidt flot alligevel. Og hvis jeg ikke tog fejl, var jeg måske allerede lidt forelsket i ham.
"Kan du også lide ham?" Hviskede Sofia begejstret.
"Lidt. Vi skal ud og spise imorgen."
"Som en date," drillede hun mig og puffede blidt til mig.
Jeg rødmede svagt. 
"Skal i så kysse?" Spurgte hun nysgerrigt. Jeg grinede og rystede på hovedet.
"Ikke endnu. Hvis vi altså kommer til det," sagde jeg med et grin. "Årh! Men i ville være så søde... Ligesom Destiny og Liam."
"Den er god med dig," grinede jeg. Hun sendte mig et smil, inden hun løb hen til Harry og legede videre.
Med et suk kiggede jeg ned på mit armbånd. Mit navn, og jeg selv var et godt eksempel på, at man ikke havde noget, hvis man ikke havde håbet. Destiny gav mig håb. Mor og Coley gav mig håb. Drengene gav mig håb. 
Sofia gav mig håb, for at jeg måske havde en chance med en der muligvis ville kunne lide mig for den jeg er. Jeg kiggede hen på Harry. Måske var jeg ikke 'lidt' forelsket, men meget forelsket. Det måtte være derfor, at hans indelukkede, forsigtige personlighed havde tiltrukket mig, allerede fra første dag.
Han var jo stort set perfekt. Hele hans væremåde, hans udseende, hans måde at være på, der bare var så anderledes for så mange andre.
Og han kunne lide mig. 
Jeg lod mine fingre glide hen over armbåndet.
Harry gav mig håb.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...