Mirror, Who Is That Girl? - One Direction

Spejlbilledet ligner mig på så mange måder. Jeg lader mine fingerspidser blidt røre ved spejlet, den kulde spejlet sender tilbage til mig, skræmmer mig. Genspejlingen er så identisk med mig, men alligevel er der noget spejlet gemmer, som jeg kan ikke sætte ord på. Spejlet skræmmer mig, billedet bevæger sig samtidigt med jeg gør, men alligevel med så mange andre følelser.

12Likes
3Kommentarer
4963Visninger
AA

9. Hope: All about that base

Hope

You will find me
Yeah you will find me
In places that we've never been
For reasons we don't understand
Walking in the wind

 

 

 


Måske var jeg lidt irriterende, nu hvor mit overlegne brede smil dækkede mit ansigt. Jeg kunne - ud fra drengenes kommentarer - gennemskue at Destiny og Liam var blevet tiltrukket af hinanden, på et helt forkert tidspunkt. Jeg kunne tydeligt mærke Liam's akavede følelser, til trods for Destiny der stod og kiggede på mig med et stort smil.
"Æhm..."
Har du nogensinde glemt hvad du skulle sige, også bare være vildt pinlig, for andre ville jo vide du skulle spørge om?
Sådan havde jeg det nu.
"Bare glem det. Jeg glemte hvad jeg skulle sige," jeg fnes med en anelse røde kinder.
Liam gik hen om bag Destiny og svang sine arme om hendes krop.
Han placerede små kys ved hendes øreflip og hals. Destiny holdte vejret.
Jeg kunne nok godt fornemme hvor det her ville føre hen.
"Hvor var du egentlig henne?" Spurgte Destiny anspændt.
Jeg sank en klump. Jeg havde haft brug for et par øjeblikke til at tænke på det hun sagde om Harry.
Hendes ord havde fået mig til at tænke på, om det mon var ham der var blevet bekymret for mig, og derfor gået ud for at finde mig. 
Eller om det bare var fordi de vidste det var godt at gå nu, når Liam og Destiny var sådan.
"På dit værelse. Jeg sad bare og tænkte."
Destiny sendte mig et af de blikke, der viste at hun gerne ville høre hele historien, men ikke nu. For lige nu havde Liam hendes opmærksomhed. 
Og for en gangs skyld, blev jeg hverken jaloux eller ked af det. Det var hendes kæreste, så det var helt normalt.
"Jeg tror vi må videre," sagde Louis med et lille smil.
Jeg nikkede samtykkende. Jeg tror de skulle være alene nu.
"Okay. Men vi ses vel," Destiny sendte mig et lysende smil. Jeg nikkede heftigt. "Selvfølgelig. Øhm. Ja, god fornøjelse," og inden det blev værre, skyndte jeg mig ud i gangen.
Men med de andres fnis og grin, og mit hår i øjnene, og med den trippende fart jeg havde på, braste jeg direkte ind i en stærk og høj skikkelse. 
"Åh, ej undskyld," flovt tog jeg mine sko ned fra sko hylden, og skyndte mig at binde de tjavsede snørebånd.
Et hæst grin forlod hans mund. "Det gør intet. Hvor skal du hen ad nu?"
Harry sendte mig et venligt smil.
Ud fra de signaler han havde sendt mig, og de ord jeg fik fra Destiny, blev jeg med ét utrolig nervøs for ham.
Jeg plejede slet ikke at være sådan.
"Æhm... Jeg tror måske..." Jeg endte med at trække på skuldrene. Klokken var kun to-tre stykker, og massere af ting kunne nå at ske endnu. Jeg vidste at hvis jeg tog hjem til Jackie, ville det blive nogle følelsesfulde samtaler, og det orkede jeg ikke lige nu. 
"Skal du med hen til Jackie?" Niall puffede blidt til mig. Jeg rystede på hovedet. "Jeg vil egentlig gerne slippe lidt for hende," sagde jeg med et lille vift. 
Niall grinede med sin dejlige høje latter. "Ja, hun kan være besværlig."
Jeg sendte ham et lille smil.
Louis åbnede døren og holdte den for Harry og dernæst Niall.
Et værre rabalder lød ud fra køkkenet af, og Louis braste ud i grin. 
"Der skete ikke noget!" Råbte Destiny.
Jeg fnes af dem, inden jeg fulgte med Louis ud.
Vi gik ned af opgangen og ud på gaden.
"Destiny!" Råbte en mand efter mig.
Alternativt trak Louis mig ind til sig, som et sidelæns kram.
"Du er Destiny nu. Og du er tættest med mig," hviskede han ned i mit hår.
Jeg nikkede stumt. Jeg vidste det udemærket godt.
Jeg fulgte mekanisk med Louis hen til en bil, en stor sort bil.
"Destiny, Destiny, Destiny!" 
"Hvordan er situationen imellem dig og Liam?"
Jeg klemte mine øjne hårdt sammen. Jeg kunne slet ikke klare det. Jeg var ikke vant til så meget opmærksomhed.
"Ignorer dem," Louis skubbede mig nænsomt helt hen til bilen og fik mig skubbet ind på et sæde.
Da alle dørene omkring mig var blevet lukket, åbnede jeg øjnene igen. 
Jeg sad på forsædet. Jeg åndede tungt ud, "er du okay?" Niall prikkede mig bagfra.
Jeg nikkede bare. "Jaja. Jeg blev bare lidt forskrækket."
En rømmen fra min side fik mig til at vende mig. 
Harry var føreren, hvilket betød jeg ikke kunne gemme mig for ham. Jeg kunne ikke rigtig finde ud af, om jeg skulle holde mig fra ham, eller om jeg skulle følge min nysgerrighed over for denne unge mand.
"Hvor skal vi hen?"
"Jeg skal hjem til Jackie." "Men det ja...."
Harrys sukkede. "Jeg skal ligesom vide hvor jeg skal køre hen," sagde han halvirriteret. Jeg blev på en måde forskrækket, for når man kigger på ham, skulle man tro at han aldrig nogensinde ville blive irriteret, eller sur over noget som helst.
"Bare start med at køre hen til Jackie," sagde jeg så.
Han svarede mig ikke, men han tændte for moteren og gassede op i den retning Jackie boede.
"Skal du også af der?" Spurgte han mig mere roligt.
Jeg trak på skuldrene. "Nej. Jeg vil egentlig gerne ud i byen lidt," sagde jeg.
"Vi kan da vise dig rundt!" Sagde Louis begejstret.
"Vi?" Jeg rynkede brynene. 
"Ja, vi vil da gerne, ikke Harry?" Louis løftede øjenbrynene.
Harry mumlede et eller andet uforståeligt. "Øh jo. Hvor skal vi så hen?"
"Vi kan da bare parkere i centrum."
"Er vi ikke i centrum?" Spurgte jeg forvirret.
Niall og Louis brød ud i grin, men ikke Harry.
Selvfølgelig ikke Harry, for han var så anderledes fra de andre. Jeg bed mig genert i læben.
"Sagde jeg noget forkert?" Spurgte jeg med et lille grin.
"London er en gigantisk by, Hope. Der er et lille stykke ind til centrum."
"Åh."
Vi kørte i stilhed igennem Londons trafik og nåede snart hen til Jackie's lejlighed.
Harry holdte ind til siden, så Niall kunne komme ud. 
"Vi ses," hilste han glad og smækkede bildøren i.
"Centrum," mumlede Harry.
"Ja, hun skal da se hele London!" Louis stak hovedet frem imellem sæderne.
"Men sagde i ikke lige at det var en stor by?"
"Nå jo, men det der er værd at se," forklarede han. 
"Hvor kommer du fra?" Harry vendte kort sit blik hen imod mig, men skyndte sig at kigge tilbage på vejen.
"New York," svarede jeg.
Han rynkede brynene. "Er det ikke forfærdeligt at bo der?"
"Nej. Hvorfor tror du det?"
"Der er så stresset," sukkede han. "Drømmenes by, ikke Harry?" Louis sendte ham et flabet smil.
Jeg kunne ikke lade være med at fnyse. "Bare fordi du bor i New York, betyder det ikke at du får drømme opfyldt."
"Hvad er din drøm, Hope?" Spurgte Harry.
Jeg blev ikke så overrasket over det var ham der spurgte om det.
"Jeg ved det ikke," svarede jeg lavt. "Du ved det ikke?" Spurgte Louis.
"Altså... Jeg er igang med at læse jura, så noget i den stil."
"Bare fordi du læser et fag, betyder det ikke at det er din drøm," sagde Harry så.
Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle svare til dét.
"Det føltes bare som det rigtige. Min far er selv advokat."
"Altså, din og Destinys far, ikke?" Louis kiggede nysgerrigt på mig. "Det må han jo være så," jeg fumlede med mine fingre i mit skød. Jeg var ikke vant til at snakke om mig selv, især ikke om min far, når jeg følte han ikke tog sig af mig. Og jeg havde helt mistet lysten til en familie, da jeg fandt du af jeg havde en tvilling. Måske burde jeg være nysgerrig og glad, men jeg følte mig bare forrådt.
I det mindste havde Destiny ikke gjort noget. Hun var ligesom 'safe'd'.
"Så du har aldrig mødt din mor?" Spurgte Louis omme bagfra.
"Nej... Det har jeg ikke," svarede jeg mut.
"Lad nu være, Louis" sagde Harry stille.
Jeg kiggede overrasket over på Harry. Modsagde han lige Louis nysgerrighed? "Hvad er det?"
"Tænk nu lige over det," sagde Harry igen.
"Jeg kan ikke se det," sagde Louis bestemt.
Harry svarede ham ikke.
Jeg kunne mærke deres blikke på mig, da vi holdte stille i et lyskryds.
"Nå Hope, andre byer du har besøgt?" Spurgte Louis.
Jeg tænkte mig lidt om. "Jeg var været stort set alle steder... De største stater i Amerika, alle de skandinaviske... Stockholm, Brasilien, Japan, Paris, også København i Danmark," jeg trak lidt på skuldrene. "Jeg kan ikke rigtig finde et land, eller kontinent jeg ikke har været i."
"Men ikke London?" Spurgte Harry. "Nej..."
Og inden i mig selv tænkte jeg: og det var det nok en god grund til. Der var nok en god grund til, at jeg ikke blev inviteret med, når min far havde en sag i England, London.
Louis lænede sig tilbage på bagsædet.
"Jeg kan ikke forstå, hvorfor dig og Destiny aldrig har mødt hinanden," sagde han forvirret.
"Louis, stop så," sagde Harry hårdt. 
Endnu engang måtte jeg blive overrasket over hans udfald. Hvorfor blev han ved med at sige Louis imod?
Var det så nemt at mærke, at jeg ikke kunne lide de emner? 
Var jeg bare sådan en man kunne se lige igennem, eller var Harry bare supernatural?
Jeg rykkede lidt rundt med min kæbe. Midt i den akavede stilhed, parkerede Harry bilen i et parkeringshus, og slukkede motoren. 
"Vi holder sådan... Lige midt i det hele," forklarede han.
"Hvor skal vi starte?" Spurgte han forruden.
"Vi kunne gå ud af bilen?" Jeg lod mine fingre søge hen imod bildørens håndtag.
"Ja," sagde Harry med et lille grin.
Alligevel frøs jeg fast da jeg skulle til at hive ned.
Hvordan kunne det være, at Harry var sådan overfor mig?
Havde Destiny fat i noget, i forhold til ham? Skulle jeg holde mig fra ham?
Måske jeg bare skulle aflyse det her, lige med det samme, også bare skynde mig hen til Jackie og Niall.
De var trods alt ikke farlige.
Men var Harry farlig?
Døren blev slynget ud af min hånd, og Louis stod og kiggede på mig med et lille smil.
"Sider du fast?" Grinede han. Jeg grinede lidt af mig selv.
"Undskyld. Jeg faldt lige i staver," jeg hoppede ud af bilen, og gik med dem ud af parkeringskælderen.
"Bare ignorer det, hvis du får spørgsmål," hviskede Louis. "Og en ting til. Du er Destiny nu. Ikke Hope."
"Men hvordan er Destiny?" Jeg blev hurtigt nervøs. Hvad hvis jeg ødelagde det hele, ved slet ikke at kunne opføre mig som Destiny, sangstjernen?
"Bare være dig selv. Så går det nok," Louis sendte mig et opmuntrende smil.
Vi kom ud i dagens sollys, og jeg måtte kort misse med øjnene.
"Hvor skal vi hen først?" Harry spejdede ud mod den travle gade.
"Hvad med, at vi tager det hele først?" Louis sendte os et smørret smil. 
"Hvordan det?" Spurgte jeg med rynkede bryn. "Jo, Destiny," Louis blinkede med øjet, han pegede op imod en kæmpe, rød dobbeltdækker.
"Vi skal på sightseeing."


Hope.


"Hope?"
Jeg bed mig i læben. "Har du noget imod, hvis jeg kommer forbi? Jeg vil gerne snakke med dig om noget," sagde jeg en anelse for hurtigt.
"Nej overhovedet ikke. Du kommer bare," jeg fornemmede hendes smilende stemme, og kunne allerede lave et klart billede i mit hovede af, hvordan hun stod og smilede.
"Okay, tak. Vi ses så," "ja vi ses."
Jeg pustede tungt ud. Hvor lå Destiny's lejlighed? 
Eller, hvordan kom jeg derhen, med brug af undergrunden.
Jeg havde fået et periodekort af Niall, som han ikke havde brug for længere, og der var massere af klip på.
Jeg fandt en stander med alle banerne på. Godt nok var jeg fra New York, og tog undergrund og busser til arbejde og skole i hverdagen, men lige nu så alt håbløst ud for mig.
Jeg skimtede hurtigt alle stationerne igennem. Hvis Destiny boede ved...
"Destiny?"
Jeg vendte mit hoved med et ryk. Selvfølgelig vidste han at jeg var Hope, men han kunne jo ikke sige mit rigtige navn i offentligheden.
"Hej," sagde jeg mut.
"Hvor skal du hen?"
"Hen til Destiny."
Han rynkede brynene og sendte mig et af de der nu-skal-du-passe-på-blikke. 
"Hjem mente jeg. Hjem."
Jeg forsøgte at ignorere hans bils summen og fastholdte mit blik på kortet.
"Brug for et lift?"
Jeg var fristet til at sige ja. Men faktisk var grunden til at jeg forvoldte mig besvær med metro og alt det her, var for at komme væk fra ham. Så nej. 
"Nej tak, Harry. Jeg har styr på det,"
Jeg sendte ham et lille smil. Han løftede øjenbrynene. "Sikker? Det begynder snart at regne og..."
Han sagde noget. Himlen var kedelig og grå, og jeg kendte skyerne fra de få regnvejrs dage i New York.
Jeg grinede. Det lød falskt.
"Så er det jo godt at jeg skal med undergrunden. Den er ligesom, 'under' 'grunden'." Endnu et dumt grin slap ud af mig. "Vi ses!"
"Destiny, det er ikke særlig klogt det der...."
Mere nåede jeg ikke at høre, før jeg var løbet ned af trapperne til perronen og væk fra ham.
Han skulle ikke i nærheden af mig, lige nu.
Godt. Hvilket tog skulle jeg tage?
Jeg kiggede fortabt op på de mange afgangstider.
Måske det ville hjælpe, hvis jeg spurgte om hjælp.
Nej, for så ville folk blive interreseret i mig. Destiny.
Okay okay. 
Jeg begyndte at fortryde mit afslag til Harry.
Men nogle gange var et nej klogt, selv i en dum situation. 
Jeg så et tog trille ind på perronen foran mig, hvordan alle folk steg ud og ind af det.
Det kørte i retning af, hvor Destiny boede. Jeg tog chancen.
Inden længe havde jeg klippet mig ind, og stod nu i en propfyldt metro, på vej imod Destiny's lejlighed.
Jeg kiggede ned i mine negle. Da vi var kørt herind, tog det omkring et kvarter, så jeg regnede med at det ville gå lidt hurtigere med toget. Måske ti minutter. Jeg sukkede dybt.
"Noget galt, miss?" En midaldrende dame, hun var sikkert på vej hjem fra arbejde sendte mig et venligt smil.
Hun fik et træt et i gengæld. "Nej slet ikke. Jeg er bare træt," jeg nikkede lidt for mig selv. Damen nikkede, og vendte tilbage til sin egen verden. 
Men der måtte vel være noget galt. Vidst nok var jeg træt, der var sket mere de sidste fire dage, end i hele mit liv, men noget glat måtte der være.
Hvorfor blev Harry ved med at være så.... Beskyttende?
Kunne han ikke bare lade mig være også bare være en bekendt ligesom de andre drenge? Under hele den hyggelige tur rundt i London, havde han stoppet Louis hver eneste gang han kom ind på noget med Destiny og jeg, eller noget med vores forældre. Selv da han spurgte mig om jeg havde søskende, huskede jeg tydeligt Harrys strenge blik der var vendt imod ham.
Ja okay, jeg var ikke så vild med at snakke om min fortid eller nutid eller fremtid, lige nu. Jeg forsøgte at finde mig selv, og finde rundt i det der skete omkring mig, forsøgte at leve op til hvem Hope Justice var. For sandheden er, at jeg ikke ved hvem hun er. Jeg kan ikke finde hende. Jeg følte mig bare så malplaceret. Hvis jeg hele livet har været Hope Edwards, hvordan kunne jeg så pludselig blive en anden?
Jeg lukkede kort øjnene og sansede de mange lyde og lugte ind fra toget. Metroen i London, var nået mere velfungerende, end den i New York. New Yorks metroer, var altid fyldt af graffiti og halvfulde mennesker. Måske endda hjemløse. Jeg havde skam intet imod hjemløse, men hver gang jeg gik forbi en, kunne jeg ikke lade være med at rynke på næsen. Måske fordi jeg forestillede mig selv i deres position, og fik dårlige tanker om det.
Det gav ingen mening for mig, hvordan jeg skulle bære mig ad med, både at være en ny person, lære et nyt familiemedlem at kende - min tvilling ovenikøbet - og finde rod i Harrys opførsel.
Hele dagen, og jeg mener hele dagen, havde han sendt mig de der blikke der fik mig til at skælve. Jeg ved ikke om det var positivt eller negativt, men jeg forbandt det med noget negativt, især efter det Destiny havde sagt. Eller måske var Harry en utrolig rar fyr der bare var sådan lidt smålun på enhver pige han mødte, sådan en heartbreakertype som jeg havde troet i starten. 
Jeg vidste ikke hvem han var, og derfor havde jeg brug for at tale med en der kendte ham. Louis og Niall ville jeg ikke få noget ud af, og Liam ledte mig hen til Destiny. Måske hun kunne fortælle noget mere om ham, forklare hans opførsel. Hvis hun havde kendt mig i så lang tid som hun sagde, kunne det være at hun havde oplevet ham sådan før.
Jeg steg ud af metroen, og håbede på at jeg var endt det rigtige sted.

 


Hope.


Det var jeg så ikke.
Halvanden time, tre forskellige metroer, to forsinkelser og en kæmpe regnbyge senere, stod jeg endelig i Destinys opgang.
Jeg stønnede irriteret, og åbnede døren da hun ovenpå havde givet mig adgang. Sjaskene og trampende gik jeg den enkelte etage op, og mødte hendes halv drillende blik i dørkammen.
"Nå... Sig mig, hvad skete der?"
Jeg fnøs bare. 
"Okay," hun grinede let og flyttede sig fra døren så jeg kunne træde ind i lejligheden. 
Jeg skyndte mig med besvær at hive den gennemblødte jakke af, og skubbe mine ødelagte sneakers af. 
Slap af, hvor det regnede i England. Jeg tror bare jeg holder mig til Amerika.
"Giv mig din jakke." Destiny holdte sine hænder frem. Træt gav jeg hende min jakke med et suk. Hun sendte mig et lille smil. "Gå bare ind og find noget tøj du kan passe på mit værelse. Så laver jeg noget varmt," hun gik ned af den halvlange gang, sikkert ud til der hvor tørrestativ og vaskemaskine var.
"Tak," åndede jeg. Jeg vidste ikke lige om hun hørte det
"Te eller kaffe?"
"Kaffe," råbte jeg tilbage. Jeg havde aldrig, aldrig været vild med te. 
Jeg gik tøvende ind på hendes værelse, og fandt et håndklæde frem.
Skulle jeg bare bruge hendes ting?
Det gik vidst nok, selvom det ikke føltes sådan, var hun trods alt min søster.
Jeg trak min drivvåde bluse over hovedet, og skubbede også mine bukser af, så jeg stod i undertøj.
Pis, selv mit undertøj var vådt.
Det måtte jeg leve med. Jeg nægtede at låne hendes undertøj, uanset om vi så brugte samme størrelse.
Jeg tørrede det jeg lige kunne med håndklædet, og listede ind i hendes walk-in-closet.
Jeg fandt en normal, tynd strikket sort trøje og et par løse sorte jeans.
Mon ikke det kunne gå?
Hurtigt fik jeg det nye tøj på, som passede overraskende perfekt. 
Jeg kiggede ned af mig selv. Egentlig havde både Destiny og jeg samme tøjstil. Rimelig klassisk, men temmelig casual.
Jeg brugte muligheden, og fandt også et par tørre sokker frem.
Jeg svang et tørt håndklæde op i mit hår, og tørrede det makeup af, der var løbet ned af mit ansigt.
Jeg spændte kort i hele kroppen, inden jeg gik ud til Destiny i køkkenet.
"Hej," mumlede jeg hæst. 
Hun vendte sig om med et smil. "Hej Hope," hun satte en kom dampende varm kaffe foran mig.
Jeg svang mig op på en af de høje stole omkring kogeøen, og hun satte sig overfor, med sin egen kaffe.
Min var sort - præcis som jeg tiltrak den - men hendes var der både mælk og sukker i. 
Prøvende førte jeg koppen op til munden, men måtte konstatere at den stadig var for varm.
"Er der noget galt?" Spurgte Destiny bekymret.
"Mhm... Lidt," min stemme var ualmindelig hæs og lav. 
Destiny sukkede. "Hvad skal vi egentlig stille op?" Spurgte hun med et blik ned i bordet.
Jeg kiggede op på hende. "Hvad mener du?" Spurgte jeg forvirret.
"Altså... Hvad skal der blive af os?"
"Spørger du, om vi skal glemme hinanden igen, også bare gå hver til sit igen?"
"Ja... Eller om vi skal forsøge at ændre på det, så vi... Du ved."
Hun tog en slurk af sin kaffe.
"Jeg ved det ikke," indrømmede jeg. Jeg begyndte igen at fumle med mine fingre. 
Et lille fnis forlod hendes mund. "Du har været for meget sammen med Harry," smilede hun. Jeg stivnede. 
"Hvad?" Stammede jeg. Hun kiggede en anelse uforstående på mig. "Han piller altid ved sine fingre," sagde hun så. 
"Nå."
"Det er ham der nager dig, ikke?" Spurgte hun stille. 
Jeg nikkede langsomt. 
"Jeg troede du godt kunne lide ham."
"Hvordan lide?"
Hun kiggede flakkende rundt i rummet.
"Lide, lide" indrømmede hun så. 
"Hmm."
"Kan du?"
"Jeg ved det ikke."
Hun tænkte sig lidt om, imens jeg varmede mine rosinfingre på kruset med kaffen i.
"Liam har også set det," sagde hun lavt, som var det en hemmelighed hun skulle til at fortælle.
"Set hvad?" Spurgte jeg en anelse nervøst.
"Hvordan han kigger på dig," Destiny rødmede svagt. "Jeg tror han kan lide dig," hviskede hun.
Hun greb min hånd, og jeg kunne gætte mig frem til, at mit blik strålede på en sær, chokeret måde.
 "Men du må ikke lade ham såre dig," fortsatte hun.
"Men," stammede jeg. "Nej," jeg rystede på hovedet. "Det er ikke muligt. Jeg har altså også noget kørende med Jarey i New York."
Misbilligende løftede Destiny sine øjenbryn. "Aha. Og har han så skrevet til dig, siden han blev sur på dig?"
Okay, hun havde fat i noget. Måske jeg også kun sagde det, fordi jeg ikke var så forfærdelig vild med ham alligevel, og fordi jeg forsøgte at nægte hendes påstand om Harry.
"Jo... Men det kan ikke lade sig gøre alligevel."
"Har han gjort dig noget? Er det derfor du kom herover?"
"Ja... Altså man kan nok ikke ligefrem sige at han har gjort mig noget," sagde jeg stille.
"Hvad er det?" Spurgte hun nysgerrigt.
"Da vi gik herfra tidligere, tog Harry, Louis og jeg ud på en lille tur i byen. Og hver gang Louis spurgte ind til os, eller noget omkring vores familie og baggrund, blev Harry sur og sagde han skulle stoppe. Og den aller første gang jeg var her, sammen med Jackie, kunne han se på mig hver gang jeg følte mig dårligt tilpas. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg sådan skal tænke om det... Gør han det bare for at såre mig en dag?"
Destiny tænkte sig om, "jeg må indrømme, at jeg aldrig har hørt noget lignende omkring Harry. Men jeg tror virkelig ikke det er ondt ment. Når han stopper Louis på den måde, tror jeg det er fordi det både irriterer dig og ham. Han vil nok gerne lære dig at kende, på den sådan naturlige måde, og ikke igennem spørgsmål."
"Men også, jeg fortalte at jeg læste jura. Men så begyndte Harry at tale om, at jeg skulle følge min drøm, og ikke min... Vores fars intentioner. Jeg har bare aldrig tænkt over hvad jeg gerne vil. Jeg tænkte bare det ville være nemt med jura, fordi far også læste det. Men nu... Jeg ved det ikke, Harry gør mig bare så forvirret."
"Er far advokat?" Spurgte hun begejstret, jeg nikkede. "Men det er så også det eneste han laver. Mig har han aldrig tid til, så jeg flyttede hjemmefra dagen efter jeg var blevet 19."
Hendes mine faldt. "Åh. Sådan er mor ikke," sagde hun med et lille smil. "Hun sætter altid os andre i første række, og glemmer tit sig selv. Jeg tror måske du ligner hende rimelig meget." 
Et lille smil tittede frem hos mig. 
"Tro mig, Hope, Harry er ikke farlig. Måske skal du bare springe ud i det."
"Hvad betyder det?" 
"At hvis han inviterer dig ud, så lad ham ikke få et nej. Én ting ved jeg om Harry, og det er, at han er en håbløs romantiker. Men du må ikke slå dig ud af han. Tænk ikke så meget over hvem du er og sådan noget. Bare lev livet Hope." Hun blinkede med øjet, "vi er nogle der nok skal gribe dig hvis du falder," sagde hun med et smil.
Vi griber hvis du falder.
Hvor lang tid har jeg dog gået med den uro i maven, at jeg ikke havde nogle til at gribe mig. Jeg lagde den nu tomme kaffekop fra mig og kiggede ned i mine hænder.
Jeg havde virkelig savnet nogle der var mine 'rigtige' venner. Carey havde i virkeligheden aldrig holdt rigtigt af mig. 
Men nu havde jeg ihvertfald Destiny, og Harry virkede som om han heller ikke kunne lade være.
Et lille grin slap ud af mine læber. 
"Okay. Tak. Virkelig, Destiny. Tak."
Hun grinede. "Nå, hvor har du så været hele mit liv? Jeg kan direkte mærke at jeg har manglet dig," sagde hun spændt. Jeg grinede med et lettet smil.
"New York," sagde jeg drillende.
Hun lænede sig frem over kogeøen. "Har jeg fars øjne? Jeg har tænkt over det hele mit liv. Mor har dine. Og Coley, vores papfar har grå øjne."
Jeg havde en papfar. Coley.
"Du har fars øjne. Sådan nogle flotte lyseblå nogle. De passer så perfekt til lyst hår," sukkede jeg. 
"Er mor og Coley gift?" Spurgte jeg. Destiny nikkede. "Jeg gætter på, at mor og far ikke elskede hinanden da vi blev født, også blev de skilt. Men jeg forstår ikke hvorfor vi skulle holdes fra hinanden."
Destiny skød underlæben ud. 
Nej, det forstod jeg heller ikke.

Sådan blev vi ved med at debattere om vores forældre, og hun introducerede mig for vores to halvsøskende, Sofia og Noah. Sofia på 7 og Noah på 5.
Jeg forklarede hende om mit liv i New York, og jeg fik hendes karriere forklaret.
Faktisk gik der utrolig mange timer, men alligevel braste døren i entreen op.
"Uh," Destiny rynkede brynene. 
Liam trådte halvvåd ind i køkkenet. "Hej med jer," sagde han med et smil.
"Regner det stadig?" Spurgte jeg overrasket.
Liam grinede og hængte sin våde jakke op ude i gangen.
"England er ikke det samme som Amerika, Hope."
Jeg fik hurtigt røde kinder. Jeg hadede ikke at svare rigtigt, eller sige noget dumt. Måske fordi jeg aldrig rigtig har haft en god støtte i mit liv.
Liam gik rundt om kogeøen og lagde armene om Destiny bag fra. Et glad smil dukkede frem på mine læber da Destiny vendte sit hoved og lod sine læber mødes med hans.
Jeg har altid gerne ville have en rigtig kæreste, som dig vidste elskede mig. Men det havde jeg aldrig haft.
Jeg havde skam haft nogle kærester, både på College og i high school, og jeg havde jo også lige haft noget kørende med Jarey. Men igen, de elskede mig ikke rigtigt. Ellers havde Jarey kommet tilbage. Mine tidligere forhold var blevet baseret på korte forelskelser og det normale ungdomsliv.
Men Liam og Destiny elskede virkelig hinanden. 
Hvor lang tid ville der gå, før jeg fandt en rigtig kærlighed? Destiny og jeg er 22 nu. Og Liam og Destiny havde været sammen, i næsten to år nu.
En mærkelig, dårlig - måske - tanke dukkede frem i mit hoved.
Hvad hvis Harry rent faktisk var forelsket i mig? Og hvad så hvis jeg også blev forelsket i ham? Måske var jeg i virkeligheden ikke bange, eller nervøs for ham når han tog sig sådan af mig. Måske kunne jeg bare godt lide ham.
Liam satte sig ved siden af Destiny.
"Nå, hvor tog i hen bagefter?"
Jeg fortalte om vores tur rundt i centrum af London. 
Liam grinede og fik kort øjenkontakt med Destiny. Han vidste noget.
"Hvad er det?" Spurgte jeg med rynket pande.
"Intet," sagde Liam så.
Jeg kiggede hen på Destiny, som gjorde øjenkontakt med mig. Jeg kunne se de holdte noget skjult for mig.
Var det 'måske' fra Destiny i forhold til Harry egentlig et ja?
Jeg kiggede ned i bordpladen og hørte lidt med i deres samtale, kunne høre deres forandrede tonelav.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...