Mirror, Who Is That Girl? - One Direction

Spejlbilledet ligner mig på så mange måder. Jeg lader mine fingerspidser blidt røre ved spejlet, den kulde spejlet sender tilbage til mig, skræmmer mig. Genspejlingen er så identisk med mig, men alligevel er der noget spejlet gemmer, som jeg kan ikke sætte ord på. Spejlet skræmmer mig, billedet bevæger sig samtidigt med jeg gør, men alligevel med så mange andre følelser.

12Likes
3Kommentarer
6443Visninger
AA

26. Destiny: You're loved by all

Destiny

Ended up on a crossroad, try to figure out which way to go. It's like you're stuck on a treadmill, running in the same place

Jeg havde stået med Shawn i armen. Jeg kunne se at Hope troede det værste om mig, men der skete ikke noget med os, eller mellem os. Liams blik havde gjort ondt, men det var ikke det samme mere. Liam troede at vi havde kyssede men det havde vi ikke, man kan vel godt stå tæt sammen uden at der skete noget.

”Destiny!” Liam var kommet tilbage. Shawn stod stadige samme sted, jeg derimod gik rundt i en cirkel. Selvfølgelig skete der ikke noget, jeg elsket trodsalt Liam og det vidste Shawn også. Desværre så det ikke sådan ud for Liam.

”Liam?” jeg stoppede op og kiggede på ham. Følelserne var gemt væk, glemt i mit hoved af virvar. ”Hvad skete der?” han kiggede ikke på Shawn, men jeg kunne se hans frustreret blik. Jeg kiggede ned i jorden, der skete jo ikke noget. Men det lignede alt andet ind sandheden jo.

”Der skete intet Liam” min stemme var toneløst. Noget jeg aldrig havde prøvede før, så det skræmte mig en smule.

”Hvorfor skulle jeg tro på dig?” Liams stemme var kold og toneløs. Hans hænder ramte min mave imens han skubbede mig blidt ind mod stuen. Shawn var i mellemtiden gået, hvilket nok også var det bedste for alle.

”Fordi det er sandheden” min stemme havde mistede pusten og efterfølgen blev jeg skubbede ned i sofaen. Det ville have kommet bag på mig, hvis det ikke var fordi jeg kendte Liam så godt i forvejen.

”Det er nok den dårligste undskyldning” han satte sig på sofabordet der stod overfor mig. hans arme var krydset og han kiggede sårede på mig.
”Hvad vil du ellers have jeg skal sige? En løgn?” han kiggede stadige sårede på mig, med tårerne siddende i hans øjenkrog.
”Nej, det jeg vil have af dig er sandheden!” han hævede vredt sin stemme. Det satte mit temperament i kog igen.
Hvad er der dog sket med os?

Er vi begge lige ødelagte?

Hvorfor stoler man ikke på hinanden?

”Jeg har fortalt dig sandheden!” min stemme var skrigret og rystende. Det var egentlig ikke fordi jeg var på randen til gråd. Det var nok mere en blanding af frustrationer og afmagt. ”At der ikke skete noget mellem jer?” han sad foroverbøjede og det ville have skræmt mig hvis jeg ikke var rasende i forvejen.

”Jeg så hvordan han kiggede på dig. Jeg er ikke dum!” jeg rystede denne gang af ren vrede, og det samme kunne man sige om Liam. Jeg havde aldrig rigtig set ham sådan, han plejede altid at være den der har styr på alt. Det var også det jeg faldt for, og hans vidunderlige personlighed. Men havde det ændrede sig, havde han ændrede sig? Eller var det jeg?

”Han er min ven, undskyld jeg også har andre ind jer” jeg rejste mig op i vrede og Liam rejste sig også. Den forskel der var på os var at Liam ikke havde rejst sig for at gå, han havde rejst sig for at skubbe mig tilbage igen. Jeg kunne mærke hvordan tyngekraften rev mig ned mod sofaen. Jeg stirrede forundret op på Liam der denne gang dirrede af vrede.

”Det er vist ikke sådan han ser dig!” han kiggede arrigt på mig. han gik væk, ente ved væggen han gled grædende nedad. Jeg rejste mig op imens han havde lagt sit hoved ned på sine knæ. Jeg kunne se hvordan hans krop hævede sig op og ned, et tydelig tegn på han græd. Det der gjorde mest ondt var at jeg vidste han græd på grund af mig.

”Liam” jeg satte mig på hug foran ham. Hans ansigt var gemt helt væk, men jeg kunne godt regne ud at han var ved at få rødsprængte øjne.

”Hvad Destiny” hans ord kom klumpende ud, og hans snøft var svage men tydelige da der ikke var andet lyd her.

”Jeg lover at der ikke skete noget Liam” jeg lagde blidt mine hænder omkring hans, og fjernede hans sammenkrøllede hænder. Hans ansigt blev en smule tydeligere og man kunne se hvor ødelagt han var.

”Gjorde der ikke?” Liam trak rystende hans ansigt op fra hans ben. Jeg rystede stille på hovedet.

”Liam jeg elsker dig, jeg kunne aldrig finde på det” han sendte mig et smil, et svagt et men det var i det mindste ægte.

”Jeg elsker også dig Destiny” han trak mine hænder ind til sig. Jeg kunne derfor ikke undgå at falde ned i hans skød. Jeg udstødte et forskrækket hvin, det havde jeg ikke forventet.

”Jeg mener det Liam. Der skete ikke noget” jeg kiggede op på ham, han lagde blidt et kys på min næsetip. Jeg kunne se hans tøvende smil, men han valgte at tro mig til sidst. Det var jeg glad for, men nu havde jeg noget at bevise – ikke kun for Liam men desværre også for Harry. Havde jeg sagt jeg hadet at vise at jeg havde tabt, og det viste jeg godt jeg havde gjort.

”Og nu henter vi alle Hope” jeg rullede surt mine læber sammen. Jeg havde altså ikke tilgivet hende endnu, men jeg havde ikke et valg.

”Hope har mere brug for dig nu, ind hun havde før” han fangede mit flakkende blik. Holdte den indtil jeg modvilligt nikkede på hovedet. 

 

Destiny

 

Vi stod foran min fars enorme hus, og det skræmte mig. Hvad der angik Harry og jeg var vi kommet på talefod, men der var stadige lang vej for os at tilgive hinanden. Dog selvom der var lang vej, kunne vi godt grine og snakke sammen, men det var ikke det samme som det havde været.

Mon det nogensinde ændrede sig?

Jeg stod og kiggede tøvende mod den sorte trædør. Døren som var indtil hans hus, hvordan han så ud havde jeg altid drømt om at vide. Denne gang var jeg få skridt fra at finde ud af det. Liam kiggede omsorgsfuldt på mig, Harry derimod bankede bare på døren. Jeg stirrede chokeret på hans hånd, hvorfor gjorde han det?
Døren åbnede sig lidt efter og en ældre dame stod i døren. Hun kiggede overraskede på mig og efterfølgende på drengene. Louis og Liam trykkede begge mine hænder, på hver side.

”Kan jeg hjælpe jer?” hun sendte os et trygt smil, hvilket fik mig til at puste tungt ud.

”Vi søger Hope Justice” Harry fik et vredt blik af de andre drenge, jeg derimod kunne ikke takke ham nok. Jeg havde mistede mit ordforråd i en kort stund.
”Det skal nok gå Destiny” Liam hviskede det blidt ind i øret på mig, så det kun var mig der hørte det. Efterfølgende trak han mig ind i et halvt kram.

”hvem spørg?” hun kunne ikke lade være med at nedstirre mig. jeg blev blidt skubbede af Louis, jeg væltet et par skridt frem i mine ynglings sko. Mine stilletter jeg havde haft på til Liam og min første date.

”Destiny Justice” hun åbnede chokeret munden. Hvis det ikke var fordi hun var mundlam havde vi ikke hørt et par høje stemmer, der mest af alt lød som et skænderi. Harry skubbede døren længere op og gik forbi den ældre dame. Det samme gjorde vi, jeg gik efter Louis og foran Liam. Vi gik efter lyden. Harry som stoppede umotiverede op, lige præcis så vi andre røg ind i ham. Vi måtte ligne jeg ved ikke hvad.

Vi lignede et rodebunke som vi lå og rallede nede på hans ny vaskede gulv.

”Hallo, i ligger ovenpå mig!" brokkede Harry sig lavt. Hope og min såkaldte far havde ikke hørt mig for de stod stadige og skændes højt. Jeg ville lyve hvis man ikke kunne se hvor utilpas Hope var.

”Hope, du har intet at lave her. Skrid!” vores såkaldte far råbte arrigt af hende. Man kunne se tårerne falde ned af hendes kinder. Vi andre havde sat os på gulvet, Harry var frosset fast og bare sad og kiggede sørgmodigt ned i gulvet.

”Jeg har ikke andre steder far!” hendes stemme dirret og den ny fundende grød. Liam skubbede mig op og stå og hen mod dem.
”Det kunne du da havde tænkt på. Ingen gider dig Hope” jeg trippede hurtig hen til dem imens de begge denne gang kiggede overraskede på mig. jeg følte mig utrolig blottet.

”Hvad er det for en måde du snakke til din datter?” jeg kiggede på ham. Hans dybblå øjne lignede mine på en brik og det burde skræmme mig, men det gjorde det ikke. Hans mund stod på hvid gab imens han ikke kunne finde det rigtige udtryk.

”Du ved godt det er uhøflig ikke at svare” jeg lagde trykkede på min venstre fod, lagde mine arme over kors.

”Jeg” han stoppede sig selv i sætningen, der nok ingen gang kan kaldes for en sætning. Jeg gik om bag Hope, hendes nervøse krop rystede voldsomt. I stedet for at svare skubbede jeg hende blidt den vej jeg var kommet. Jeg viste at Harry ville gribe og holde om hende, det gjorde ondt i mig. Men jeg havde også en tildens til at blive hurtig jaloux.

”Jeg, jeg?” jeg stillede mig hen på Hopes plads. Jeg kiggede på ham, hans blik var slørret af tårer.

”Jeg troede du var død” jeg åbnede overrasket min mund. Var jeg død, jeg var ellers rimelig levende sidst jeg så mig i spejlet.

”Død? Sidst jeg så mig i spejlet var jeg levende” jeg sendte ham et drillende smil. Jeg havde altid elsket at være flabet, måske var det derfor Louis og jeg var bedste venner. Jeg kunne høre drengens fnis, de forgæves prøvede at holde nede.

”Destiny” han stoppede igen. Det var da irriterende.

”Ja det er trodsalt mit navn” han rystede forvirrede hovedet.

”Du har min øjenfarve” jeg kunne se det gemte smil der kom frem fra hans mund.

”Jeg tro vidst også jeg har din personlighed? Kan du godt lide at træde på folk der ligger ned?” Liam gik hurtig hen til mig, holdte om mig. Jeg havde en tildens med at snakke før jeg tænker.

”Destiny. Jeg har savnet dig” han ignoreret mit spørgsmål. Jeg åbnede overraskede munden, jeg kunne måske også regne ud af Hope gjorde det samme. Hvem havde forventet de ord.

”Hvad?” jeg var tabt for ord.

”Jeg har savnet dig. Vi var uenig om hvem der skulle have hvem” jeg blikkede en masse gange. Hvem diskutere sådan noget? Man skal da ikke splittes fra ens søster.

”Så du ville ikke have mig?” vi kiggede alle på en grædefærdig Hope. Det kan jeg også forstå hun var, hvem ville høre det fra sin egen far?

”Jeg ville have jer begge” han prøvede at forsvare sig, det gik ikke godt.

”Det er løgn!” Hope prøvede at komme fri fra Harrys greb. Det var godt han var stærkere ind Hope.

”Jeg vil helst have Destiny. Hun mindede så meget om mig selv” Hope faldt grædende ned på gulvet. Jeg kiggede hen på vores far. Jeg var tabt for ord.

Hvem ville sige sådan?

Jeg gik hen til Hope og trak hende ind til mig. Hendes få kræfter brugte hun på at prøve at komme fri. jeg strammede grebet om hende, hendes hulk som ingen ende havde.

”Undskyld Hope. Det var ikke meningen” jeg aede hendes ryg da hun var tabt for kræfter. Hendes krop lå slap op af min, og jeg vidste det var min skyld.

”Det er ikke din skyld” hun hikstede sig igennem ordene. Jeg kunne mærke at hun lagde sit hoved i mellem skulderbladet og mit hoved. Jeg trak hende så langt ind det var muligt.

”Det var ikke med min gode vilje. Du skulle ikke have hørt det” jeg hviskede det ned i hendes hovedbund, hendes krop rystede ikke nær så meget.

 

Destiny

 

Hope og jeg var blevet sendt ind på et af værelserne. Vi skulle snakke og det mente alle drengen, så det gjorde vi. Eller vi prøvede. Hope lå sammenkrøllede i sengen. Jeg sad i sofaen, ingen af os viste helt hvad vi skulle sige til hinanden. Vi var begge overraskede over hvad vi havde hørt.

”Det er hele din skyld Destiny” hulkede Hope da hun fik formodet sig at komme hen til sofaen. Jeg nikkede stumt med sammenrullede læber.

”Jeg ved det godt Hope” jeg kiggede op i loftet. Jeg viste ikke hvor jeg ellers skulle se hen. Skulle jeg se på Hope, men det kunne jeg ikke.

”Hvorfor elsker alle dig. Det er ikke retfærdig” hun bankede frustreret sin hånd ned i sofapuden.
”Det er løgn” jeg kiggede på hende. Hendes øjne var gået over stadiet fra at være rødsprængte til at være blodsprængte.

”Okay, så fortæl mig hvem der hader dig?” hun kiggede grædende på mig. jeg bed mig i læben, hvem hadet mig? jeg vidste det ikke.

Jeg åbnede munden, men lukkede den hurtig igen. Hvad skulle jeg sige, hun havde jo desværre ret. Selv Harry hadet mig ikke, han holdte af mig. Det var derfor vi også kunne skændes så meget.

”Se Destiny. Du lever livet” hun kiggede med lynene øjne på mig.

”Selv far holder af dig. Han kender dig ikke!” skreg hun. Jeg veg forskrækket tilbage. Derefter kom vores far ind, han kiggede nervøs hen på mig. Som jeg var hans prinsesse, det gjorde helt ondt at se og vide.

”Han kender dig ikke. Men ville stadige heller have dig som datter!” hun skreg i ren frustration. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, hvad kunne man gøre. Drengene fulgte lidt efter vores far ind på værelset.

”Hope stop!” vi kiggede begge over på vores far. Jeg rystede grædende på hoved. Liam som trak mig hen på ham.

Harry som igen var frosset fast, hvad skete der med ham?

”Hvad skal jeg stoppe med? Sige hvad vi alle ved?” hun kiggede grædende på alle. Jeg prøvede at gribe fat i hendes hånd, men hun undveg igen.

”Destiny og dig er mine piger” han lagde sig op af væggen. Vi kiggede begge på ham, ingen sagde noget indtil Hope igen begyndte.

”Du lyver. Jeg har aldrig set dig være så kærlig som du er overfor hende” hun hulkede denne gang. Niall gik tøvende hen til hende, og trak hende op og stå. Han holdte stramt og blidt om hende på samtidige, og hun lod ham gøre det. Hun græd ned i hans bryst, og jeg bed mig nervøs og grædende i læben.

”Hope jeg har altid elsket dig” han gik tøvende hen og satte sig i sofaen. Jeg trak mine ben til mig og lagde mit hoved på Liams bryst.

”Hvorfor lyver du. Bare sig at Destiny betyder alt for dig, for det kan jeg se hun gør” hun trak vejret vredt.

”Hun betyder alt for alle, og jeg er usynlig igen!” jeg kiggede på hende og hun kiggede allerede på mig.

”Du betyder alt for mig Hope, og det har du gjort siden vi mødtes!” jeg fik stammede ordene ud og hendes tårer faldt igen.

”Det tro jeg ikke på!” hun henvendte sig hun til mig denne gang.
”Men det er rigtig Hope!” jeg kiggede indtrængende på hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...