Mirror, Who Is That Girl? - One Direction

Spejlbilledet ligner mig på så mange måder. Jeg lader mine fingerspidser blidt røre ved spejlet, den kulde spejlet sender tilbage til mig, skræmmer mig. Genspejlingen er så identisk med mig, men alligevel er der noget spejlet gemmer, som jeg kan ikke sætte ord på. Spejlet skræmmer mig, billedet bevæger sig samtidigt med jeg gør, men alligevel med så mange andre følelser.

11Likes
3Kommentarer
4886Visninger
AA

4. Destiny: You can hate me

Destiny

So this is my apology, for saying all those shitty things, I wish I didn't really meanI'm sorry, I'm not sorry

Jeg sad og kiggede ud af vinduet og ned på folkemængden. Deres stresset udstråling gjorde at de så meget mindre ud ind de egentlig rigtig var. Liam havde ikke kontaktet mig endnu, og jeg må ærlig indrømme at jeg heller ikke havde i sinde at kontakte ham forløbelig. Jeg havde aldrig været så skuffet som jeg var lige for tiden. Jeg lod mine ben svinge frem og tilbage fra vindueskarmen hvor jeg kunne se ud på folkemængden. Jeg havde fået nogle dages fri, eller var det bare som forsikring – ”det går jo ikke at flere billeder kommer frem”, jeg kan stadige hører ordene for mine trommehinder. Deres ynkelig forsøg på at holde mig inde, lykkes faktisk også meget godt for dem.

Jeg kunne høre hvordan lyden fra dørklokken blev højere og højere. Jeg lod et suk komme over min mund inden jeg skubbede mig ned og gik hen mod døren. Jeg trak vejret kort inden jeg skubbede håndtaget ned og åbnede døren efterfølgende. Jeg kiggede hen på Liam, som også havde sit blik fæstnet på mig.

”Ja?” jeg skubbede vægten over på mit ene ben imens jeg kiggede på ham, hans øjne var rødsprængte og hans kinder var svulmet op.

”Kan jeg hjælpe dig med noget?” jeg viste at jeg var flabet, men han havde faktisk såret mig utrolig meget. Fair nok at der er en der ligne mig, men han burde have stolede på mig, når jeg sagde sandheden.

”Destiny. Kan jeg ikke komme ind” jeg trak mine øjenbryn sammen inden jeg åbnede døren helt så han kunne træde ind og det gjorde han også.

”Hvad vil du så Liam?” jeg lukkede døren efter ham. Han stod stadige i gangen og kiggede med et sårede blik på mig.

”Jeg vil faktisk gerne vide sandheden” jeg udstødte et frustreret støn. Jeg gik hurtig rundt om Liam inden jeg nåede stuen. Jeg satte mig ned med et støn, inden jeg kiggede på Liam der havde sat sig ved siden af mig. Jeg lod mit blik lande på Liam, og hans blik var på mig.

”Hvad skal jeg sige Liam, du stoler alligevel ikke på mig” jeg slog ud med mine arme i ren frustration imens jeg åbnede munden på klem.

”Sig sandheden. Jeg høre efter dig” jeg kiggede undrende på Liam. Jeg kunne ikke lade være med at bide mig hårdt i læben. Jeg havde savnet hans stemme, hans øjne, men allermest havde jeg savnet at kunne tilbringe min tid med ham. Jeg ville have elsket at have brugt mine fridage med ham, men han var tydelig skuffet over mig, og det sårede mig.

”At det ikke var mig. Du stoler bare ikke på mig, det er jo hele problemet Liam” jeg kiggede frustreret på ham, men det var nok allermest det med at føle sig magtesløs.

”Jeg stoler på dig Destiny. Jeg forstår dig bare ikke” jeg åbnede min mund på hvid gab imens jeg måtte blikke med mine øjne en masse gange. Jeg var bange for at jeg ville knække sammen, jeg havde ikke noget at skjule. Liam stolede bare ikke på mig, det var det der gjorde mest ondt lige nu.

”Hvad skal jeg gøre for du ikke tvivler på mig” jeg trak mine ben op til mig imens jeg måtte bide mig i tungen for ikke at begynde at græde.

”Sig mig hvem den pige er” han bevægede sig længere hen til mig. Jeg veg dog tilbage imens jeg kiggede direkte ind i hans øjne, man kunne smelte væk i.

”Det eneste der er logisk er at vi skulle være i familie” jeg bed mig hårdt i læben. ”det kan det bare ikke være, for jeg er storesøster. Og jeg har ingen tvilling” jeg kiggede sårede ned på mine ben.

”Er du sikker? Du sagde din mor er nede for tiden” jeg udstødte et suk. Liams arme der lagde sig om mig imens jeg denne gang kunne mærke tårerne falde ned af mine kinder. Jeg ville gerne have skubbet mig væk, men Liams arme havde altid givet mig den dejlige tryghedsfornemmelse. Jeg vidste jo inderste inde godt at den far der havde opfostret mig ikke var min rigtige far. For jeg lignede ingen i min familie, jo jeg havde samme hårfarve som min mor og øjenfarve, men alt andet var anderledes.

”Skal vi ikke tage over til dine forældre” han lod små kys ramme min hovedbund. Jeg smilede ind i hans trøje hans varme bevægelser gjorde mig søvnig men tryg igen.

”Liam jeg har en koncert i aften” jeg kunne ikke lade være med at fnise af hans spørgsmål. Hans latter kunne mærkes igennem hans bryst som jeg lå op af.

”Nå, nå” han skubbede mig blidt tilbage mod sofaen. Hans overkrop der lagde sig over min, jeg sendte ham et kort smil inden han lod hans læber ramme mine. Jeg kunne ikke lade være med at udvikle kysset, og det virkede som om han var helt parat til det der efterfølgende skete. Det er jo ikke fordi vi ikke har været fysisk aktive med hinanden før, men denne gang overgik det hele. Jeg kunne ikke lade være med at føle en helt ny følelse, en følelse jeg ikke havde opleve mange gange før. Det var vel kun fordi jeg altid havde været uheldige med hvad der angår fyre.

”Destiny. Jeg elsker dig” jeg lod kort et kys plante sig på hans skægstubbe.

”Jeg elsker også dig Liam” jeg kunne mærke den røde farve stige frem i mine kinder. Jeg havde aldrig været helt god til det med at udtrykke sig kærligt til folk jeg elsket eller elsker.

”det er perfekt” jeg grinede kort. Hans udtryk sagde alt, jeg havde kun få gange sagt det til ham. Det er jo heller ikke fordi man skal sige det hvert minut, bare du kan vise følelsen. Den følelse han hele tiden giver mig, det kan ikke andet ind at gøre mig ør i hovedet.

 

Destiny

 

Jeg var ankommet til koncertsalen. Jeg var kommet i god tid, måske skyldtes det at jeg ikke havde øvet mig før nu. Jeg havde været for ude af den til at kunne fokusere. Jeg var blevet gladelig budt velkommen af de folk som gik rundt. Jeg kunne ikke lade være med at smile at det, det varmede mig og det havde det faktisk altid gjort.

”Destiny. Makeuptid” jeg nikkede stumt imens jeg stod i omklædningsrummet. Hendes stemme der havde alle de følelser som, som hendes attitude ikke kunne fremtvinge.  Jeg vidste hun var træt af mig, men jeg var også træt af hende. Vi var nok de eneste der ikke kunne enes, ellers skyldes det måske at vi mindede for meget om hinanden til vi kunne holde det ud.

”Er dig og Liam så blevet gode venner igen” hendes tynde læber sendte mig et falsk smil. Jeg sendte hende et tilbage imens jeg bare trak på skulderne.

”Er det virkelig det mest interessante spørgsmål du kan stille mig” jeg sad med øjne lukkede imens hun lagde det makeup hun skulle. Jeg ville have sukket, men så var jeg bange for at mit makeup blev ødelagt. Det var nok det der gjorde at jeg bare sad mussestile.

”Du er parat” jeg skubbede mig hurtig væk fra stolen og gik efterfølgende hen til stativet med mit tøj. Jeg havde slet ikke overvejet at se mig i spejlet. Jeg kunne dog heller ikke se pointen i det, hun kan vel godt finde ud af sit job.


”Destiny?” jeg vendte mig om, da jeg allerede havde fået tøjet på. Jeg nikkede stramt da jeg ikke kunne undgå at se personens strammede ansigtstræk.

”Hvad?” jeg satte mig på sofaen imens jeg bukkede mig ned for at tage mine stilletter på. Det var mine yndlings og det ville de altid være.

”Der er nogle der vil snakke med dig” jeg trak mine øjenbryn sammen imens jeg kiggede undrende på hende. ”Jeg har ikke meet and greet i dag” jeg vendte mig flabet om, gik hen mod spejlet. Jeg kunne høre hendes suk, men hvordan tro du jeg har det. Jeg havde i princippet fået stuearrest af min managere.

”Destiny, du har meet and greet” jeg lukkede mine øjne hårdt i, inden jeg lod et suk komme over mine læber.

”Hvorfor fortæller i mig ikke det noget før?” jeg vendte mig om, kiggede hen på hende, hendes blik der også lå på mig. Jeg kunne have skreget. Jeg var virkelig ikke humør til det her, og så tænker i vel, hvorfor har du så det job. Ja jeg har jobbet fordi jeg elsker at synge og elsker at synge for folk. Det med ikke at have privatlivet for sig selv, det vænner jeg mig nok aldrig til. Grunden kan måske også skyldes at jeg kun har været kendt i et par år, og det var jeg egentlig også meget glad for. Jeg kan godt forstå drengenes valg om en pause, seks år er lang tid.

”Destiny!” jeg rystet blidt på hovedet imens jeg kunne se hendes meget vrede ansigt foran mig. ”Ja?” jeg satte mig i makeupstolen igen imens jeg lagde mine albuer på mine lår. Jeg kunne ikke holde mit suk tilbage mere.

 

Destiny

 

Jeg var kommet ind i min opgang, og enhver kunne høre mine stilletters gang, da jeg bevægede mig ned af gangen. Det var heller ikke fordi jeg gik på tåspidser. Drengene havde lovet at de ville hente mig, da min bil var til reparation, men selvfølgelig var de ikke kommet. Det kan jeg kun give jeg Liam skylden for.

Når jeg er sur så er jeg faktisk en stor diva, så jeg åbnede døren ud til svanegangen med et høj smæld. Jeg var denne gang ikke i tvivl om at de kunne høre mig, men jeg var ligeglad.
Jeg ville i seng og sove, jeg havde haft en forfærdelig dag. 

Jeg stod denne gang henne ved døren imens jeg febrilsk ledte efter mine nøgler i tasken. Var det en forkert taske jeg havde taget med mig fra koncerten af? 

Jeg sukkede irriteret imens jeg bakkede hårdt på døren. Nu ønskede jeg der var nogle inde i min lejlighed, bare for jeg kunne komme ind og eventuelt rase ud.

”Hvem er det?” jeg kunne høre Harrys hæse stemme. Jeg ville virkelig gerne slå et eller andet nu, hvorfor kunne de ikke bare åbne døren.

”Harry. Åben den dør nu!” et par stemmer blandede sig med Harrys. Jeg var frustreret og vred, så jeg bankede hårdt på døren igen på.
”Harry åben døren. Jeg vil gerne ind i seng” et par stemme famlede.
”Destiny er det dig?” døren blev åbnet på klem imens drengene stak deres hoved ud.

”Nej. Det er julemanden” jeg stønnede frustreret, efterfulgt af Liam som trådte ud og lukkede døren efter sig. Var jeg den eneste der ikke var opdateret på at min lejlighed var forbudt område for mig?

”Hvem er du?” Liam kiggede med urolige øjne på mig. Jeg udstødte et flabet grin.

”Destiny. Liam luk mig nu ind!” jeg var denne gang rimelig vred.
”Destiny er allerede inde i lejligheden. Så hvem er du?” jeg kiggede overrasket på Liam. ”Destiny, kan du huske. Din kæreste” jeg lagde mine hænder på min talje imens jeg kiggede indtrængende på ham.

”Det kan ikke passe. Destiny er her. Du må været gået forkert” jeg lod et forkrøblede skrig ramme lydmuren.

”Liam” jeg trådte hen til ham, han veg nervøs tilbage.

”Hvem er så der inde” jeg kunne se Liams nervøse træk. Jeg bed mig i læben inden jeg lod et kys blive placeret på hans pande. Jeg kunne se han frøs, hvad var der galt?

”Hvem? Hvad?” han kiggede nervøs hen på døren og tilbage til mig. Denne gang gjorde han mig nervøs, hvem var der inde?

”Luk mig ind Liam” han nikkede stumt.

”Hvem er du?” jeg var lige trådt ind i stuen imens en tro kopi af mig sad i sofaen. Jeg kunne se hvor utilpas hun var.

”Hope” mumlede hun.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...