Mirror, Who Is That Girl? - One Direction

Spejlbilledet ligner mig på så mange måder. Jeg lader mine fingerspidser blidt røre ved spejlet, den kulde spejlet sender tilbage til mig, skræmmer mig. Genspejlingen er så identisk med mig, men alligevel er der noget spejlet gemmer, som jeg kan ikke sætte ord på. Spejlet skræmmer mig, billedet bevæger sig samtidigt med jeg gør, men alligevel med så mange andre følelser.

12Likes
3Kommentarer
4961Visninger
AA

6. Destiny: Something about you

Destiny

Oh, I don't have you here with me, but at least I have the memoryI tried to make it through the night, but I can't control my mind

Jeg sad inde i stuen, i min stue jeg havde fået lov til at være i. Jeg var stadige utrolig vred på drengene, men lige nu tro jeg mest min vrede var rettet mod den såkaldte Hope. Troede hun virkelig at folk ville have medlidenhed med en tro kopi af mig. Det der sårede mig efterfølgende var at Niall og Harry var taget med Hope, det er ikke fordi de skylder hende noget som helst. Så er der jo bare det, de er for søde til at lade være og det var det jeg elskede ved drengene.

”Destiny?” jeg kiggede hen på Louis der havde sat sig i stolen overfor mig. Jeg trak frustreret mine ben op under mig. Jeg kunne virkelig ikke overskue mere drama, eller problemer for den sags skyld.

”Louis?” mit blik flakkede kort inden blikket rigtig landede på Louis. ”Hvordan har du det?” jeg kunne høre bekymringen i hans stemme. Det fik mig dog bare til at fnyse vredt og surt, men er det ikke en af samme ting?

”Hvordan tro du?” jeg kiggede intens på Louis, og ligeledes gjorde han. ”Dårligt” konstateret han smilende, hvorfor smilede han?

”Hvordan tro du så Hope har det?” jeg fnøs vredt. Skulle alt virkelig omhandle den tro kopi af mig. Det vil jeg virkelig ikke kunne overskue.

”Gider du godt stoppe med at sige hendes navn. Hun er intet til mig” Liam var trådt ind og stirrede hen mod Louis og jeg. Jeg måtte indrømme at jeg virkelig havde sådan brug for at slå til et eller andet, jeg slår ikke på andre. Lige nu kunne jeg godt bruge en boksepude, bare for at få afreageret.

”Andet ind din tvilling” jeg åbnede min mund på klem, kneb mine øjne sammen til en tynd streg. Jeg kunne virkelig godt bruge et lydtæt rum, et rum hvor jeg kunne skrige mine lunger ud.

”Det kan du godt droppe alt om” Liam havde bevægede sig hen til mig imens han lagde sine hænder på mine knæ, klemte dem kort. Hans bagparti faldt ned i sofaen ved siden af mig imens jeg udstødte et suk.

”Droppe hvad Destiny. Du kan ikke blive ved med at benægte hvad der står lige foran dig” Louis lød denne gang irriteret, men jeg tro ingen kan slå denne følelse jeg har i maven nu. ”Benægte hvad?” vrisset jeg vred ud igennem mine tænder, Liam der sad stille, uden et ord. Det gjorde bare at mine frustrationer snart ville springe som en latent bombe. Jeg havde brug for Liam kunne forstå mig, se det fra mit punkt, for det kunne Louis tydeligvis ikke.

”At hun er lig dig. Det kan du ikke benægte” Louis rejste sig op for at sætte sig på bordet tættere på mig. Jeg veg længere tilbage i sofaen imens Liam kiggede bekymrede på mig. ”Hun ligner mig ikke Louis!” jeg vrængede ordene ud imens jeg frustreret rystet med mit hoved. Det kunne virkelig ikke passe det her, det måtte ikke passe det der foregik.

”Siger pigen der godt kan se det” Louis flabet svar var tændingen til den latente bombe sprang. Jeg rejste mig hårdt op imens jeg stormede hen til entreens start. Liam og Louis kiggede nervøs på mig. Jeg vendte mig vredt om da jeg var nået til entreens væg. Jeg lagde min vægt op af den kolde væg imens jeg kiggede med lynende øjne på de to unge herre.

”Stop med det der Destiny. Lær din søster at kende” denne gang var det Liams rolige stemme der var at høre. Jeg kunne dog ikke se ud over min vrede, jeg havde aldrig følt sådan en vrede før, og det gjorde mig bare endnu mere vred.
”Hold din mund Liam. Hun vil og bliver aldrig min søster” jeg skubbede mig hårdt væk fra muren imens jeg valgte at gå frem og tilbage. Jeg skulle virkelig snart afreagere, og det blev ikke let.

”Destiny, nu er du ikke fair” Liam rejste sig op, kun for at blive stående samme sted. Jeg kiggede hen på ham med lynende øjne, mine ellers så havblå øjenfarve var blevet til en dybblå farve. Mine pupiller udvidet sig og det eneste jeg egentlig rigtig kunne se var sort og hvidt. Jeg havde mistet overblikket over min egen vrede.

”og det skulle komme fra dig?” jeg vendte min krop om, kiggende på Liam. Liams blik var urolig og det var der også stor grund til.

”Du ved ikke en skid, du ved ikke hvordan jeg har det” jeg slog rasende min hånd bagud, ramte min væg med et kæmpe smæld. Jeg kunne mærke hvordan min hånd begyndte at summe af smerte, men det så jeg mig nødsagtigt til at overse.

”Destiny!” denne gang blandede Louis sig, og hvis nogle skulle holde sin mund var det Louis. Ham og hans dårlige situationsfornemmelse.

”Hold jer væk!” jeg vrængede det inden jeg slog min hånd ind i væggen igen. Jeg kunne mærke hvordan smerten forblev i min hånd, hvordan smerten bed sig hårdere fast i min sammenrullede hånd.

”Destiny. Nu må du stoppe” Louis tog ordet, Liam var blevet stum. Det var heller ikke meningen at det skulle gå ud over dem, men det gjorde det og lige nu var jeg egentlig bedøvende ligeglad.

”Skrid!” jeg pegede ud mod døren med min sammenkrøllede hånd. Jeg kunne ikke rette mine finger, uden at hånden gjorde ondt.

”Destiny. Det gør vi ikke” Liam åbnede munden, men ordene kom ikke ud fra hans mund. Det gjorde mig endnu mere rasende.

”Skrid, ellers skal jeg nok sørge for at i går?” jeg stampede vredt i gulvet. Jeg kunne ikke fokusere på andet ind den indre vrede der var sprunget. De åbnede begge munden på klem inden de lukkede den igen. Jeg kunne se deres bekymring springe frem i deres fantastiske øjne. Det gjorde det bare ikke meget bedre, jeg skreg i raseri. ”Skrid, jeg gider jer ikke nu” jeg vendte om på min hæl inden jeg bevægede mig væk fra to drenge der ikke andet ind ville hjælpe mig. Det kunne jeg bare ikke se nu, jeg kunne kun se sort og hvidt. 

 

Destiny

 

Jeg stod inde på badeværelset imens jeg mit hoved dinglende ned mod vasken. Jeg lod blidt min pande ramme spejlet blidt, støttende var det ikke. Jeg var bare for stolt til at se mine fejl i øjne, så i stedet for egentlig at være ked af det så var jeg rasende. Jeg var rasende på alle, men hvis jeg skulle rense min sjæl var jeg nok mest rasende på mig selv.

Jeg trak lidt efter, mit hoved væk fra spejlet imens jeg kiggede ind i spejlbilledet, hvad var der sket med mig? Hvem var jeg? ”Hvad er der sket med mig?” Jeg kiggede stadige ind i spejlet imens jeg først lagde mærke til de første tårer der var trillet ned af mine varme kinder. Jeg græd, hvorfor græd jeg? Det var ikke mig der havde ødelagt livet, eller var det mig?

 

Jeg skubbede mig lidt væk fra vasken med min raske hånd. Jeg kunne mærke hvordan mine ben om lidt ville knække sammen under mig, miste besiddelsen for en kort stund. Jeg mærkede denne gang hvordan mine ben sagde den bekendte knækkelyd inden jeg lå sammenkrøllede på gulvet. Jeg bed mig grædende i læben imens jeg hev mine følelse forladte ben op til mit bankende hjerte. Jeg ville skrige, men det var som jeg intet energi havde tilbage at bruge. Jeg kiggede ligeud fra hvor jeg lå, mine snøft var hurtig kommet efterfølgende imens jeg kunne mærke den bekendte rystende.

Den rystende jeg kun havde haft når jeg tænkte tilbage på hvem min rigtig far var, og grunden til han synes han skulle forlade mig. Hvis det ikke skulle være løgn, så var der kommet endnu en byrde på mine skulder. Havde jeg virkelig en søster, og ikke kun en halvsøster, men en rigtig en. Grunden var mere smertefuld ind sandheden, hvorfor havde vi aldrig vidst noget om hinanden.

Var jeg blevet en forfærdelig person, havde livet i spotlightet ødelagt det sidste menneskelig i mig?

Hvorfor kunne jeg ikke bare acceptere at jeg havde en søster, hvorfor smed jeg drengene væk?

”Destiny!” jeg kunne høre råbene komme fra entreen af, jeg mærkede hvordan min rystende hånd fjernede febrilsk tårerne der bare ikke ville forsvinde. Derimod var min sindstilstand noget helt andet, jeg kunne ikke finde hoved eller hale i mine følelser mere.

”Destiny” jeg kunne mærke den kolde brise fra døren der åbnede sig bag mig. Jeg derimod stirrede stadige lige ud, ligeglad hvem der stod i døråbningen.

”Hvad sker der?” jeg kunne denne gang sætte fingerpræg på hvem stemmen tilhørte. Stemmen var den hæse og blide stemme, som kun kunne tilhøre Louis. Jeg havde også ret, Louis vendte mig svagt om, rejste mig slappe krop. Hans blide strøg var beroligende. Han sad stille op af væggen imens han holdte stramt om min rystende krop.

”Det er okay Destiny. Der sker ikke noget med dig” hans blide ord søgte ned mod min hovedbund, gav min rystende krop en kildende fornemmelse.

”Louis” jeg snøftet kort inden jeg lagde mit hoved op af hans bankende bryst, hans hjertebankende gjorde mig roligere.

”Destiny?” han lod blidt et kys ramme min hovedbund. Nu tænker i nok at der er noget mellem Louis og jeg, men det er er ikke. Louis er min bedste ven af dem alle sammen, og jeg ved jeg er det samme for ham. Det er derfor vi kan springe hinandens temperament.

”er jeg en forfærdelig person?” Louis holdte mig svagt ud fra sig, kun for at se på mig. ”Hvad mener du?” han hvisket det så lavt at det kun var mig der hørte det. Ellers var det kun fordi vi var de eneste her.

”Jeg kunne se Hopes blik. Det var sårede. Sårede jeg hende?” jeg trak mig væk, trak mig hen til vasken for at læne mit hoved op af skabende. Jeg kiggede hen mod Louis der bed sig i læben.
”Jeg tro ikke det var dig der sårede hende Destiny. Men du er stadige en faktor i det her” Louis bed sig i læben, bange for hvordan jeg reageret. Det sårede mig, men jeg kunne godt forstå ham. Jeg var selv chokeret over mit udbrud.

”Hvad?” jeg blikkede et par gange.

”Du er hendes tvilling, en tvilling hun ikke regnede med hun havde” han sendte mig et prøvende smil. Jeg åbnede svagt munden, bare for at lukke den igen. Jeg valgte dog i stedet at sende ham et smil efterfølgende.

 

Destiny

 

Jeg trådte ind i stuen med Louis bag mig. Jeg kunne mærke hvordan blikkende ramte mig. Jeg havde aldrig haft et problem med opmærksomhed, men denne gang havde jeg. Jeg vidste hvad jeg havde gjort, men jeg var for stolt til at undskylde. Eller det var jeg lige nu. Jeg bed mig i læben da jeg lod mit blik ramme de andre. Alle sad indeni min stue, hvilket også gjaldt Jackie og Hope.

”Destiny!” Liam havde rejst sig hurtig og var nået hen til mig. Hans arme han hurtig lagde om mig, gjorde at jeg ikke kunne lade være med at udstøde et hulk. Jeg havde virkelig haft brug for det kram, i for lang tid. Jeg lagde stramt mine arme om hans trænede krop, hvilket bare fik Liam til at stramme grebet mere.

”Destiny. Hvad er der sket med din hånd?” jeg åbnede mine øjne og kiggede hen på Niall, der sad ved siden af Jackie. Jeg bed mig nervøs i læben, Liams beroligende strøg gjorde at jeg fik sagt ordene.

”Jeg slog den ind i væggen” jeg kunne ikke lade være med at rødme kraftig. Det lyder egentlig mere dumt når man siger det højt, men det var sandheden.

”Hvad gjorde du?” Harry trak min hånd hen til sig, hvilket gjorde at Liam måtte give slip på mig. Liam greb derefter fat i min hånd.

”Slog den ind i væggen” jeg kiggede flovt på Harry. Det var mere pinligt at sige det anden gang, og det vidste de også. Derefter kunne Harry ikke holde det inde, så han sendte mig et grinende smil.

”Jeg troede ikke du havde det i dig Justice” jeg slog ham blidt på brystet, først så han undrende på mig, men jeg tro det gik hurtig op for ham. Hope sad her, og var ikke særlig tryg, og jeg vidste at en stor del af skylden var min, jeg kunne have været sødere mod hende.

”Det var ufølsomt det der Destiny” eller det gjorde det ikke. Harry var vidst ikke helt vant til denne situation, hvilket er helt forståeligt. Jeg tro ingen af os er helt tryg ved det her, og især Hope. Hun havde kun Jackie som hun rigtig stolede på, og Jackie sad og snakkede og grinede med Niall.

 

Jeg vendte mig om da Harry havde givet slip på min hånd, og ligeledes gjorde Liam. Jeg tro godt han kunne regne ud hvad jeg ville.

”Hope?” der blev helt stille da jeg henvendte mig til hende. Jeg kunne se hendes indre kamp om at ignorere mig. Det er også forståeligt.

”Jeg ved du har alt ret til at ignorere mig” drengene og Jackie listede lydløs væk. ”Men Hope” jeg satte mig i stolen som Liam havde siddet i. Hendes blik ramte min, og der så jeg, hendes øjne var ligesom Harrys. En fantastisk grøn farve, hvor min var blå.

”Jeg ved jeg ikke var retfærdig før” jeg bed mig let i læben. Hendes opmærksomhed lå på mig, hendes øjne som ikke flakkede.

”Det gør ikke det her nemmer” jeg snakkede igen, hun var fuldstændig stum. ”Jeg har altid fået af vide at jeg var min mors…” jeg trak vejret kort. Jeg vidste ikke om jeg skulle kalde mor for Hopes mor, jeg vidste ikke hvordan hun vil reagere.

”Vores mor at jeg var hendes øjesten. Så da du dukkede op, krakelerede mit billede” jeg bed mig i læben.

”Jeg er ked af at jeg var som jeg var” hun åbnede munden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...