Mirror, Who Is That Girl? - One Direction

Spejlbilledet ligner mig på så mange måder. Jeg lader mine fingerspidser blidt røre ved spejlet, den kulde spejlet sender tilbage til mig, skræmmer mig. Genspejlingen er så identisk med mig, men alligevel er der noget spejlet gemmer, som jeg kan ikke sætte ord på. Spejlet skræmmer mig, billedet bevæger sig samtidigt med jeg gør, men alligevel med så mange andre følelser.

12Likes
3Kommentarer
6430Visninger
AA

30. Destiny: New adventure

Destiny

It's like you're my mirror, my mirror staring back at me. I couldn't get any bigger, with anyone else beside of me

Drengene var for taget hjem til dem selv, det gjaldt også Liam. Jeg skulle pakke til flere måneders turne og det var jeg også godt i gang med. Indtil videre havde jeg pakkede tre store kuffert og jeg var stadige ikke færdig. Jeg satte mig sukkende ned på sofaen der stod inden i mit skab. Jeg kiggede rimelig fortabt på det alt det jeg stadige manglede at pakke, hvorfor gjorde jeg det ikke noget før?

Jeg kunne høre dørklokken ringe og det undrede mig rigtig meget, for drengene havde sagt ordentlig vi ses til mig. Måske skyldtes det at jeg ikke kom til at se dem i lang tid, da jeg skulle rejse i morgen. Jeg gabte kort og inderlig imens jeg rejste min slappe og trætte krop. Jeg bevægede mig hurtig ud til døren. Jeg åbnede døren og kiggede på en grædefærdig Hope. Jeg må indrømme at jeg lignede en der havde set et spøgelse, for jeg havde ikke lige forventet at se Hope her.

”Hope?” jeg åbnede døren en smule mere for at lukke hende ind. I stedet for at hun gik rolig ind, faldt hun nærmeste ned i mine arme. Jeg trådte et par skridt bagud med hende imens jeg holdte stramt om hende, jeg forstod ikke hvad der var sket. Men der var også en ting jeg viste, det kunne, kun være Harry for det var ham hun havde været sammen med.

”Destiny!” hun hulkede ned i min trøje imens hun efterfølgende udstødte et forpint skrig. Jeg trak hende med ind i stuen der stadige rodede utrolig meget, men det måtte jeg tage mig af senere.
”Hope, hvad er der sket?” jeg fik overbalance og faldt ned i sofaen med Hope humpende efter. Jeg satte mig bedre tilpas imens jeg aede hende over hovedet. Hendes snøft og hulk var ukontrolleret og det skar i mit hjerte. Jeg holdte trodsalt af hende, selvom jeg nok ikke havde været den bedste til at vise hende det – men uanset hvad holder jeg af min familie, på godt og ondt.

”Jeg, jeg vil ikke mere” hun stammede sig grædende igennem hendes korte sætning imens hun slog ud med armene. Hun kom uheldigvis også til at slå min hage i sit udbrud. Jeg ømmede mig kort imens jeg aede hende på armen denne gang.

Jeg viste virkelig ikke hvad jeg skulle sige.

”Hope, hvad snakker du dog om?” jeg kunne ikke gemme mine forarget stemme, og det kunne kun også høre. Hun kiggede mistroisk på mig.

”Jeg kan ikke mere” hun skubbede sig væk fra mig. Jeg stirrede undrende på hende, havde Harry nu slået hende igen?
”Har Harry nu slået dig igen?” min stemme var bebrejdende og i kan vel heller ikke bebrejde mig. Hun rystede panisk på hovedet, og jeg lavede et hovedryst – hvorfor stolede jeg ikke på hendes ryst.

”Hope, jeg vil gerne have sandheden nu” min stemme var med en anelse arrig. Jeg kunne virkelig ikke klare hvis han havde sårede hende igen. Så var han ikke i kridthuset.

”Jeg siger sandheden!” hun slog irriteret ned i sofapuden. Jeg veg en anelse skræmt væk, hvad skete der med hende?

”Så det vil sige at du ikke blev slået?” jeg stirrede mistroisk på hende imens hun samlede sine ben op til resten af kroppen. Hendes ben var samlede og hun sad og rystede af grød. Jeg skubbede mig længere hen til Hope og hev hende ind til mig. jeg holdte stille om hende, hun kæmpede slet ikke imod, og det gjorde mig en smule urolig.

”Nej, men jeg blev faktisk en smule nervøs for ham” jeg holdte stadige om hende men jeg forstod ikke hendes ord.

Hvad mente hun?

”Hvorfor Hope?” jeg sukkede kort. Pakningen tog stadige det meste af mine tanker, og det var faktisk lidt synd for hende.

”Jeg er nervøs for at han kan finde på at gøre det igen” hun trak vejret hårdt, det lød næsten som hun var ved at kvæles i det.

”Og hvor har du fået den tanker fra?” jeg holdte stadige om hende, og hun lagde sit hoved på min skulder. Hun rystede ikke nær så meget, og det var da altid noget.

”Fra alle, dig, Louis, Liam, Niall og ikke mindst Harrys søster Gemma”  jeg bed mig i læben. Jeg trak hende en smule væk, så jeg kunne se Hope.

”Hope, vi ved at Harry ikke kunne finde på det” hun kiggede nervøs på mig. jeg bed mig i læben igen.

”Harry, var måske lidt dum. Men han vil aldrig såre dig” jeg sendte hende et smil. Hun slappede denne gange mere af, så hun lod sine ben falde ned på sofaen igen. Det jeg havde forventet at hun gjorde, gjorde hun så ikke. Jeg havde med sikkerhed troede at hun ville forstå Harry, og at han ikke havde af intention af såre hende.

I stedet fnøs hun hånende og jeg måtte hive mig selv op i nakkehårene for ikke at blive en anelse irriteret på hende.

”Det skal du vel sige? Du har alt man kan ønske sig, der er ingen i hele verden der har sårede dig!” hendes øjne lynede og hendes tårer var forsvundet for længst. Jeg blikkede en masse gange, jeg skulle lige forstå at hun nu var sur i stedet for at være trist.

”Hope! Harry er en sød fyr, han vil aldrig såre nogen” jeg måtte bide mig i tungen for ikke at hvæsse ordene ud.

”Men det gjorde han!” hun slog arrigt sin flade hånd ned i sofapuden. Jeg kunne godt se at det havde gjort lidt ondt på hende. Men det skyldes nok ikke slaget, det var nok mere det der var sket mellem Harry og hende.

”En gang ud af en millioner. Der er ikke mere i det, han har sagt undskyld Hope!” jeg satte mig bedre til rette. Mine tømmermænd var på vej tilbage og det gjorde mig mere irriteret ind højst nødvendig.

”Men han slog mig!” hun kiggede med et sårede og skuffet blik på mig. jeg udstødte et opgivende suk.
”Hope, hvis du ikke kan komme dig over det. Så er det måske ikke jer!” jeg vidste den var hård, men det var måske den eneste måde hun ville forstå det på.

”Livet går videre Hope. Hvis du ikke kan tilgive ham, hvordan vil du så være sammen med ham?” hun åbnede chokeret munden, for bare at lukke den efterfølgende. Hun var mundlam, men det var sandheden. Hvis man ikke kan tilgive folk man elsker, hvordan skal man så være sammen med dem.

”Tænk over det” jeg rejste mig efter ordene, jeg gik ind for at pakke videre.

 

Destiny

 

Jeg var endelig blevet færdig med min pakning. Det havde jeg aldrig været mere glad for, for der gik ikke lang tid før drengene ville komme og hente tingene. Drengene havde bestemt at de ville sige ordentlig vi ses igen, så de valgte at køre mig der hen. Men det blev i to biler, ellers kunne man ikke have plads til alle mine kufferter.

Jeg kiggede hurtig ind i stuen efter at have slukkede alt det andet lys i lejligheden. Jeg hadede at bruge unødige strøm på ingenting.

Jeg lod mit blik lande på Hope der bare sad og kiggede skift ud i luften, og sådan tro jeg hun havde siddet i flere timer, for hun havde ikke rykkede sig ud af stedet. Jeg sukkede lydløst imens jeg bevægede mig hen til hende og satte mig ved siden af hende i sofaen, hun rykkede sig urolig da jeg satte mig. hvilket bare fik endnu et lydløst suk til at forme sig på mine læber.

Fra denne afstand kunne jeg høre at drengene var kommet ind af døren, deres tunge åndedrag gjorde at jeg kunne høre at de var trætte og så at de skulle tage mine kufferter ned, det var for meget at tage. De mumlede irriteret imens de igen åbnede døren.

Væk var de fra lejligheden igen, jeg kunne ikke lade være med at smile af dem. Jeg elskede dem for at gide gøre det.

”Hope?” jeg kiggede tøvende på hende, hun kiggede bare hen på det slukkede fjernsyn. Sad dog denne gang mere urolig ind før jeg satte mig rigtig ned.

”Jeg skal af sted. Vil du med ud og sige vi ses?” jeg kiggede på hende. Da hun ikke svarede mig sukkede jeg igen, det her kan da ikke blive ved.

De elsker jo begge hinanden.
”Hope, Harry er en god dreng” jeg klappede hende blidt på skulderen inden jeg igen rejste mig. Jeg kunne fornemme at jeg skulle til at gå ned til de andre, hvis vi ikke skulle komme helt for sent.

”Kommer du?” jeg vendte mig om da jeg nåede dørkarmen ud til entreen.

”Må jeg komme med Destiny” hun smilede prøvende, imens hun denne gang kiggede indtrængende på mig. Jeg ville ønske at jeg kunne sige at Harry og hende skulle finde ud af det sammen, og blive i London hvor de kunne tilbringe tiden sammen. Der var bare det, jeg ville ikke være uhøflig.

Jeg nikkede bare stumt. Var det ikke bedre at hun tog sig sammen og snakkede med Harry?

”Så kom” jeg ventede på at hun ville komme humpede ud i entreen til mig. Da hun var kommet hen til mig og videre mod døren, slukkede jeg det sidste efter os. Jeg kiggede efter hende inden jeg selv gik det sidste stykke ud af døren.

Da vi begge var nåede ud af lobbyen, kiggede vi stumt på kiggede på hinanden, uden at vide hvad vi skulle sige.

Drengene sad og ventede i bilen. Liam og Louis sad i den bil vi skulle være. Niall og Harry sad i den anden, med alt oppakningen. Harry ville ikke sidde med os, det havde han sagt med store bogstaver da jeg ringede til ham. Jeg kunne ikke lade være med at føle at de begge to var som to små børn, ude af takt med virkeligheden. Hvordan lader de deres stolthed falde, de begge har lavede sine fejl, da ingen er perfekte.

Liam sad og trommede på rattet og Louis sad og snakkede i telefon da vi trådte ind. Vi skulle alle hen til den private lufthavn. Drengene gjorde det for mig, jeg gjorde det for mine fans. Jeg skulle trodsalt til Amerika, som det første på turneen.
Da vi sad i bilen, sad Hope og kiggede muggen ud af vinduet. Hun virkede ikke helt som den selvsikker Hope hun gerne ville udgive sig for at være. Men man kan vel heller ikke bebrejdende hende, se hvad hun har været igennem. Hvem ville kunne være selvsikker efter det.

jeg sad og skrev med Harry, Liam sad jeg dog og snakkede med. Louis sad stadige og snakkede i telefonen og vi kunne næsten regne ud hvem det var.

”Jeg kommer om to uger Destiny” Liam fangede min opmærksomhed, og Harrys besked måtte vente lidt.

”Det vil jeg bestemt glæde mig til Liam” han sendte mig et luftkys igennem bakspejlet. Jeg grinede stort inden Louis kiggede tilbage på os, han sendte os et varmt smil.

Jeg kiggede ned på telefonen da en besked igen tikkede frem. Beskeden var fra Harry, som jeg næsten kunne regne ud, grunden til jeg skrev med Harry var fordi han altså skulle snakke med Hope og det skulle være inden jeg skulle lette, måske fordi Hope sagde hun gerne ville med, men jeg tro nu ikke særlig meget på hende.

”Destiny, hvem skriver du med?” Hope kiggede nysgerrig hen på mig. Jeg sendte hende et drillende smil, hvordan overskuet var kommet til mig, var en gåde. Måske fordi jeg kunne få lov til at sige ordentlig vi ses til Liam og de andre, det havde jeg ikke troede de gad, vi skulle alt for tidlig af sted.
”Det er en overraskelse” jeg sendte hende et trygt smil. Hun rystede bare på skulderen, hun var virkelig nede i kulkælderen. Det var synd for hende, men så kunne hun også snakke med Harry.

”Kan du ikke bare sige det Destiny” hun bed sig i læben, tæt på at græde igen. Havde hun regne det ud, det tro jeg faktisk hun havde.

Jeg sukkede irriteret, inden jeg rullede med øjne. Jeg ved Harry har været dum, men han prøver alt det han kan på at ændre det. Hvorfor kan Hope ikke bare se det?

”Kan du bare ikke vente på overraskelsen” jeg udstødte et irriteret støn. Liam grinede sammen med Louis. Hope og jeg lagde irriteret vores arme over kors, vi lignede måske for meget hinanden. Det skyldes måske at vi er tvillinger, eller at vi har været for meget sammen den sidste måned.

”Kom nu Dest” mere nåede hun ikke at sige før Liam holdte stille. Jeg skyndte mig hurtig at åbne døren, og Liam grinede stort da jeg nærmeste væltet ud af bilen. Jeg kunne ikke overskue mere drama, jeg havde for mange ting at se og tænke på.

”Destiny” Hope fik mig med besvær vendt mig om. Hun kiggede irriteret på mig, jeg udstødte et suk.

”Hope, hold nu op” sukkede jeg irriteret, da jeg kunne skimte en bekendt skikkelse. Det kunne kun være Harry eller Niall.

”Hvad vil du have mig til at holde op med?” hun vrisset ordene ud af sin mund og udstødte derefter et irriteret støn.

”At du er sådan her” jeg gik en masse gange rundt om mig selv i en cirkel, men intet hjalp synderlige meget på mit latente temperament.

”Hvordan?” hun nåede ikke at sige mere da et par hænder ramte hendes skulder. Jeg kunne se at hun skuttet sig under berøringen og det gjorde det en anelse akavede at se på.
”Hope?” Harrys hæse stemme prydrede den stille morgensol. Jeg gabte da Hope chokeret vendte sig om. Hun kiggede tydelig nervøs på Harry inden hun tog et par skridt bagud.

”Hvad laver du her?” hun stammede og holdte stramt fat i sine arme, som en beskyttelse mekanisme.

”Destiny, skrev du ville være her” han bed sig nervøs i hans underlæbe. Jeg sendte ham et trygt smil da han kiggede hen mod mig. Jeg ville gerne have at de fandt sammen igen, det humør Hope var i når de skændtes var ulidelig.

 

Destiny

 

Harry og Hope stod længere væk fra os. Vi andre stod og snakkede stille og rolig sammen, men jeg kunne stadige ikke lade være med at skimte over til Hope. Hun så oprevet ud og gik mig selvfølgelig på.

”Destiny?” Liam klemte blidt min arm. Jeg slog blikket op på Liam imens jeg sendte ham et skævt smil.
”Liam?” jeg lavede en grimasse da vi kunne høre lydmurens fald. Et par skrigene piger havde fundet både drengene og jeg. Vi sukkede alle træt, det var ikke lige det vi havde brug for, det kunne ikke have været et dårligere tidspunkt.

”Hope og Harry klare den” han kastede henkastede med hoved. Jeg nikkede sammenbidt, hvorfor tro jeg ikke på den.

Er jeg virkelig blevet så mistroisk med alt?

”Det håber jeg bestemt” jeg kunne se at trappen til flyet gik ned, det var snart til at lave afskeden. Jeg kommer til at savne dem utrolig meget.

”Jeg er sikker på det. Ellers skal vi nok holde Harry i kort snor” Louis blandede sig grinende og det smittet hurtig af på dem.

”Det gør du bare Louis” grinede jeg videre imens jeg måtte holde om min mave, for ikke at få en krampe. Jeg stoppede kort da den anden stemme blandede sig med vores højlydte grin.

”Hej” det var Harrys stemme vi hørte først. Vi kiggede alle på Hope og Harry. Vi stod helt stille, nu var det op til dem.

Hvad mon de har fundet ud af?

”Jeg bliver her Destiny” Hope lød nervøs og en anelse betryggede.

”Det kunne jeg næsten regne ud. Se på jer” jeg smilede overbærende da jeg kunne se Harrys arm om Hopes talje.

”Virkelig?” hun lød overraskede, men glad.

”Ja?” jeg gik mod trapperne efter jeg havde sagt vi ses til dem, de vinkede alle da jeg stod på det sidste trappetrin. Jeg vinkede kort tilbage med et smil inden jeg trådte ind i flyet mod nye eventyr.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...