Mirror, Who Is That Girl? - One Direction

Spejlbilledet ligner mig på så mange måder. Jeg lader mine fingerspidser blidt røre ved spejlet, den kulde spejlet sender tilbage til mig, skræmmer mig. Genspejlingen er så identisk med mig, men alligevel er der noget spejlet gemmer, som jeg kan ikke sætte ord på. Spejlet skræmmer mig, billedet bevæger sig samtidigt med jeg gør, men alligevel med så mange andre følelser.

11Likes
3Kommentarer
4889Visninger
AA

20. Destiny: Love is like a game

Destiny

Don't let them in, don't let them see. Be the good girl you always have to be.

Liam og jeg sad ude i køkkenet imens vi begge sad og kiggede ned i bordet. Ingen af os sagde noget til hinanden, men hvad skulle vi også sige? Selvom Harry og jeg havde skændtes, havde Harry aldrig gjort skade på en. Den film havde sat flere spor ind hvad vi var klar over. Jeg kunne mærke at min telefon ringede og jeg hev den derfor op og kiggede på skærmen. Det var Louis der ringede, og jeg tog den også.

”Louis?” spurgte jeg spørgende og fik hurtig Liams opmærksomhed. Ingen af os sagde noget til hinanden, vi ventet bare på Louis.

”Er der sket et eller andet?” jeg havde sat den på medhør så Liam også kunne høre med. Jeg slog blikket op til Liam og han bed sig i læben.

”Hvad mener du?” jeg kiggede ned på mine negle da jeg havde lagt telefonen. ”Harry ringede og var ude af den” jeg bed mig i læben, tæt på at sukke dybt.

”Sagde han hvorfor?” Liam blandede sig da jeg intet sagde. Jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle sige eller for den sags skyld gøre.

”Hej Liam” Louis lød overrasket og det fik et svagt smil frem på mine læber. Jeg var rasende på Harry, men samtidige var det også synd for Harry. Vi vidste alle at Harry holdte rigtig meget af Hope og at han sårede hende gjorde ondt på ham.

”Hvorfor er Harry ude af den?” min stemme lød kold, men det var jeg også. Hope skulle have den bedste oplevelse, men hun fik alt andet. Det var Harry og min skyld og det gjorde ondt helt ind i hjertet.

”Han mumlede et eller andet med Hope og dig Destiny” Louis lød undrende og jeg udstødte et støn. Jeg kiggede kort op i loftet inden jeg slog blikket ned på min oplyste skærm.

”Og du fik det ikke ud af ham?” jeg strammede min hånd, mine knoer havde for længst blevet hvide. Liam lagde hans ene hånd over min. Jeg prøvede forgæves at ryste hans hånd af, men han lod sig ikke kue.

”Nej. Hvad er der sket?” han lød denne gang irriteret og jeg måtte bide mig hårdt i læben for ikke at grine håneligt.

”Jeg synes du Harry skal fortælle dig det” jeg kunne ikke dy mig med at fnyse, så det gjorde jeg. Liam kiggede sigende på mig, og jeg kiggede flabet tilbage på ham. Hvorfor skulle hele verden også være så hård når man er tæt på en periode.

”Destiny!” Louis stemme var bebrejdende. Jeg fnøs og rejste mig op, stolen var tæt på at vælte, men jeg skubbede den op på sin plads igen.

”Hvad Louis?” jeg vrængede det ud. Kiggende frustreret på skærmen der havde låst sig.

”Du bliver nød til at tag en pause” jeg ville have skreget i vrede, ingen skulle fortælle mig hvad jeg skulle.

”Skal jeg? Det var da ikke mig som gjorde skade på andre” jeg kunne fornemme at Louis tav i den anden ende. Og som jeg havde troede ville samtalen ende, men det gjorde den ikke. Jeg kunne tydelig Harry i den anden ende, vi var sat på medhør.
”Det var ikke med vilje” Harry blandede sig og jeg fnøs. Jeg holdte af ham, men det han gjorde var ikke tilgiveligt, i hvert fald ikke nu.

”Sig det til Hope, Harry” Liam var gået hen til mig, han holdte mine skulder nede imens han aede dem blidt. Jeg ville lyve hvis jeg ikke sagde det havde en rolig effekt på mig og det irriteret mig faktisk grænseløs.

”Destiny det var jo ikke med vilje” Harrys stemme var rug og ikke den hæse og smukke stemme han plejede at have.

”Harry, det er stadige ikke mig du skal sige det til” jeg sukkede inden jeg lagde mit hoved ind mod Liams bryst. Liam lagde sine arme omkring mig imens vi begge kiggede mod telefonen.
”Så lad mig snakke med Hope” han lød tøvende og jeg bed mig i læben.
”ikke før i morgen” Liam fik hurtig formulerede ordene inden jeg selv gjorde. Jeg udstødte et suk, det ville jeg have sagt. Liam kyssede mig blidt ned i hovedbunden imens jeg formede et svagt smil.

 

Destiny

 

Jeg satte mig ind til Hope der imens havde lagt sig i sin seng. Jeg trak hende ind mod mig imens jeg aede hende ned af armene. Hendes svage snøft tyde på at hun var ved at falde i søvn. Det kunne jeg også godt forstå at hun ville, jeg sad bare og aede hende imens hendes vejrtrækninger blev dybere og dybere.

”Destiny” hendes stemme var kun en brummen. Jeg kiggede ned på hende imens jeg lod et smil forme sig på mine læber.

”Hope, er du okay” hendes små snøft var blevet forvandlet til hulk. Jeg bed mig i læben inden jeg mumlede beroligende ord til hende, men intet hjalp. Hun blev mere panisk og hendes hulk blev højere og højere.

”Det er hårdt” hun græd denne gang, og det skar i mit hjerte.
”Ja, men Harry er ikke ond” jeg satte mig bedre til rette og hun lagde sig ned i mit skød. Jeg spidset mine læber imens jeg stoppede med at ae hende, bare for en stund.

”Det…” hun stoppede sig selv, jeg bed mig i læben. Skulle jeg bare fortælle hende hvad Harry sagde?

”Harry ville ikke såre dig Hope” Hope klemte sine øjnene stramt sammen. Jeg kiggede stadige ned på hende.

”Men det gjorde han” hun hikste sig igennem sætning, og jeg måtte bide mig i tungen for ikke at sige noget forkert.

”Det var ikke hans hensigt” hun åbnede denne gang hendes øjne og kiggede direkte ind i mine. Hendes øjne var så sårede og jeg ville ønske man kunne fjerne hendes sorg, men det kunne man ikke.

”Har du nogensinde tænkt over at grunden til han kan såre dig” pause. ”er på grund af du holder af ham” hun kiggede undrende på mig, med en mine til at jeg skulle uddybe det.

”Grunden til du bliver sårede. Er fordi du aldrig har været forelsket som du er nu” hun åbnede forskrækket munden, jeg sendte hende et rolig smil. Jeg havde aldrig følt mig så rolig som jeg var nu.

”Det er ikke rigtig” hun kiggede urolig på mig, satte sig ligeledes urolig i sengen. 

”Hope, jeg kan se det på dig” jeg satte mig op af væggen imens mit blik lå på Hopes stresset ansigtstræk.

”Hvordan?” hun lød ekstrem nervøs.

”Jeg kan se det på den måde du ser på ham. Det er præcis samme måde Harry ser på dig” jeg lagde min telefon på dynen imens Hope kiggede nervøs på mig, mon hun havde gættet hvad jeg ville have hende til.

”Harry kan ikke lide mig” hendes tårer faldt ned af hendes kinder. Jeg tørrede dem af, men de blev ved med at løbe.

”Har du hørt om Harry og Taylor?” hun nikkede uroligt men stumt.

”Blikket han havde, dengang. Han fik det tilbage, da han mødte dig” hun åbnede chokeret munden. Jeg nikkede svagt men med det lille smil jeg kunne finde frem.

”Men det holdte ikke i lang tid” hun kiggede ned i dynen, krøllede den med hendes strammet greb.

”Men han havde det godt. Han holder af dig, selvom han ikke viste det tidligere?” jeg lagde min hånd over hendes, hun slappede mere af ved min berøringer.
”Det skal du sige, du er hans veninde” hun prøvede med alt magt at slippe udenom emnet. De holdte begge af hinanden, selvom de havde svært ved at vise det i selvskab med andre.

”Og du er min søster. Jeg vil altid fortælle dig sandheden” jeg sendte hende et prøvende smil. Hun sendte mig et tilbage, men smilede nåede aldrig hendes øjne.

”Selvom den er hård?” hun kiggede denne gang nysgerrig på mig.

”Selvom den er hård” konstaterede jeg bare. 

 

Destiny

 

Der var gået over en uge og ville ikke snakke med andre ind Liam og jeg. Hvilket nok skræmte mig en del. Jeg kendte ikke Hope særlig godt, men alligevel stolede hun på mig. Jeg havde aldrig været helt så god til at stole på folk, så det med at Hope stolede på mig var noget nyt men en speciel oplevelse. En oplevelse jeg var glad for jeg fik lov til at opleve.

”Destiny. Hope spørg efter dig” Liam stod i døråbningen indtil køkkenet.

Jeg vendte mig om med en tallerken fuld med mad. Hope skulle spise noget, og hun gjorde det ikke i selskab med andre ind Liam og jeg. Jeg ved egentlig ikke hvorfor Liam var indeni varmen, men det var jeg bare glad for.

”Jeg er på vej” jeg gik forbi Liam inden jeg kort kysset hans kind. Jeg smilede sødt til ham inden jeg gik ned af gangen. Jeg lod blidt mine knoer ramme døren, efterfulgt af jeg åbnede døren.

”Dejligt du er oppe” jeg smilede prøvende til Hope. Hendes blik var dødt og jeg vidste at det var Harry der var i hendes tanker.

”Hvorfor skulle jeg ikke være det?” hun foldede sine arme sammen, og kiggede tvær på mig. jeg smilede overbærende imens jeg satte maden på hendes dynen. Hun kiggede surt på mig, hvad havde jeg gjort? Havde Liam sagt et eller andet til hende?

”Jeg var bare bekymrede” jeg lod blidt min bagparti ramme sengekanten imens jeg kiggede på hende.

”For at jeg snakker med Harry?” jeg sukkede frustreret.

”Jeg sagt du skulle snakke med Harry mange gange nu” jeg kiggede ind på væggen. Liam var ved mig og Hope, og de resterende drenge var hos Harry.

”Nej. Du er bare bange for at han tager mig fra dig” hun smilede provokerende til mig, hvilket bare gjorde mig endnu mere irriteret.

”Hope. Nu er du ikke fair” jeg kiggede ned på mine negle, inden jeg sukkede.

”Det er du heller ikke” jeg kiggede overrasket hen på hende. Hvad havde jeg gjort?

”Hope!” jeg kiggede irriteret på hende, hun kiggede flabet tilbage. Det irriteret mig grænseløst. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...