Mirror, Who Is That Girl? - One Direction

Spejlbilledet ligner mig på så mange måder. Jeg lader mine fingerspidser blidt røre ved spejlet, den kulde spejlet sender tilbage til mig, skræmmer mig. Genspejlingen er så identisk med mig, men alligevel er der noget spejlet gemmer, som jeg kan ikke sætte ord på. Spejlet skræmmer mig, billedet bevæger sig samtidigt med jeg gør, men alligevel med så mange andre følelser.

12Likes
3Kommentarer
4959Visninger
AA

14. Destiny: Love and twins

Destiny

See these scars leaving blood on my little white dress. Beating hearts, screaming out loud

Jeg lå sammenkrøllede indeni min seng, det havde jeg gjort det meste af aften da vi var kommet hjem igen. Drengene var her stadige, men de kunne ikke få et ord ud af mig, de eneste der faktisk kunne få en sammensat sætning var Liam og Hope. Hope var det nok mest fordi det ikke var hendes skyld, og Liam var jo min kæreste.

Jeg lukkede hårdt mine øjne sammen imens et lille snøft flød ud over mine læber. Jeg kunne ikke forstå hvordan Hope havde klaret det, hun var stærk i forhold til mig.
”Destiny?” Liam lagde sig ned ved siden af mig imens han trak mig ind til sig. Jeg sukkede ned mod hans bryst imens jeg lagde min pande fladt ned på bryst.

”Hope vil gerne snakke med dig” jeg nikkede ned mod ham, mine læber var sammenrullede. Drengene var så stille, at man næsten glemte at de stadige var her. Det skyldtes nok at de ikke havde set mig bryde helt sammen.

De kendte mig bedre som pigen ingen kunne sårer, og hvis det skete havde jeg bare en kold facade på. Men det her var anderledes, jeg var blevet anderledes.
”Destiny” jeg kunne høre Hopes spinkel stemme. Jeg vendte mit ansigt om og kiggede med blodsprængte øjne på hende. Jeg nikkede med mine endnu ikke udfoldede læber.

”Det var ikke sådan du skulle” hun bed sig hårdt i læben. Hendes øjne var fyldt med tårer, Liam lå stadige og holdte om mig. Jeg satte mig om og vinkedet hende hen til mig, hendes fødder er bevægede sig så stille frem.  

”Hope. Det er okay” jeg hikstede mig igennem sætningen. Det ville aldrig være Hopes skyld og det burde hun vide. Jeg kunne næsten regne ud det hårde liv hun havde, at have en far som ikke er støttende. Jeg havde altid haft Coley og mor. Hope havde ingen.

”Nej Destiny” hun lod blidt vores hænder gribe fat om hinanden. Vi kiggede begge på hinanden, imens jeg kunne skimte at Liam stille var på vej ud af værelset. Det var nok også det bedste at gøre.

”Du er såret” hun klemte blidt mine hænder. Jeg sendte hende et prøvende smil.

”Ikke i forhold til dig. Jeg kunne bare ikke forstille mig vores far være sådan” jeg kunne se at hun prøvede at gemme hendes sårede blik. Jeg havde ramt hende et ømt sted.

”Hvad?” hun bed sig i læben. Jeg sendte hende denne gang et smilende smil, men det nåede aldrig op til mine øjne. Heldigvis kunne Hope ikke gennemskue mig endnu, jeg havde lært at sætte en god facade op.

”Du har levet med ham i toogtyve år” jeg trak hende hen til mig, holdte hende ind i et kram. Denne gang kunne jeg høre at hun græd, hendes små snøft der havde mindet meget om mine. ”Jeg overlevede jo” jeg trak hende lidt væk, hun så jeg kunne se ind i hendes grønne øjne.
”Men hvor meget mistede du?” jeg sendte hende et trygt smil. Jeg var kommet en smule på benene igen, og denne gang omhandlede det Hope. Jeg kunne næsten regne ud den smerte hun havde gået med, bare efter at have hørt vores far snakke sådan.

”Jeg” hun stoppede sig selv inden hun kastede sig ind i min favn. Jeg faldt tilbage i sengen med Hope ved siden af mig.

”Det er okay Hope. Du bor ved mig, og det kan du gøre så lang tid du vil” jeg vendte mig mod hende. Hendes øjne lyste for første gang op siden hun var kommet ind på værelset.

”Vi giver ikke slip på dig” jeg sendte hende et smil, som hun gengældte.
”Aldrig?” hun kiggede spørgende på mig. Jeg grinede lavt.

”Aldrig, du er min familie” jeg trak hende ind i et akavede kram. Hun lagde sit hoved tilbage på puden igen.

”Jeg har aldrig troede jeg skulle høre de ord” jeg blikkede en del gange, jeg var rimelig overraskede over hendes dannede sætning.

”Hvad?” jeg satte mig op og ligeledes gjorde Hope. Vi sad og kiggede på hinanden, håbet og skæbnen. ”Jeg havde aldrig troede at jeg skulle få mig en rigtig familie” hun kiggede flovt ned i dynen.
”Jeg troede aldrig jeg skulle få mig en søster til. Men jeg fik håbet” jeg blikkede grinene med øjet, hvilket så komisk ud for Hope begyndte at grine. Jeg elsket hendes grin. Det var så uskyldig og ren i forhold til mit. Jeg var meget sikker på jeg var ødelagt at berømmelsen indtil mit møde med Hope.

”Jeg fik skæbnen som søster” hun grinede stadige med sin rene latter. Jeg grinede denne gang med, det var skønt at have en søster til, en der ligner mig på så mange måder, men alligevel så anderledes.

”Hvis du skal på date med Harry. Skal vi da have dig introduceret til verden” hun kiggede mistænkt som på mig.

”Jeg skal altså ikke være Liam utro igen” jeg hentydet til billedet der gjorde vi mødtes. Hendes grin som var så ren, flød igennem mit værelse.

”Og hvordan vil du gøre det?” hun lagde sit hoved tilbage mod vægen. Jeg satte mig bare bedre til rette.

”Shopping og en hel masse søster hygge i morgen?” jeg kiggede med mine havblå øjne på hende. Hendes blik som med det samme blev utryg.

”Hope. Jeg har altså bodyguards. Der sker intet med dig” jeg trak hendes hånd til mig, inden jeg gav den et klem.

”Er du nu helt sikker?” jeg smilede sødt.

”Vil du heller være kendt som Destiny resten af livet? Og aldrig kunne være sammen med Harry offentlig?” jeg kiggede drillende på hende. Hun rystet nervøs på hovedet.

”Så du vil godt kendes som Hope?” hun kastede en pude mod mig. Jeg kastede den tilbage imens jeg grinede.

”Godt så er det afgjort” hun nikkede anerkendt til mig.

 

Destiny

 

Jeg stod i mine stilletter igen, og Hope var hoppet i sine flade sko. Jeg kiggede på hende imens jeg hev min taske op fra gulvet af. Hope og jeg havde smidt drengene ud da det blev morgen, vi skulle have en søsterdag som jeg havde døbt den til.

”Er du parat Hope?” hun bed sig i læben imens hun nikkede tøvende.

”Der sker ikke noget, jeg skal nok sikre mig det” jeg puffede hende ud af døren imens jeg efterfølgende låste den.

”Men hvad hvis de hiver i mig?” jeg trak hende ind til mig i et kram. Jeg holdte stadige om hende.

”Så siger du stop” grinede jeg. Jeg trak hendes arm ind under min, så vi gik arm i arm ned af trapperne.

”Vil det ikke ødelægge dit ry?” hun kiggede op mod mig. Jeg var blevet højere ind hende, men det skyldtes nok de stilletter jeg havde valgt i dag. ”Det skal du ikke bekymre dig om” jeg sendte hende et smil inden vi gik ud af døren.

Vi var nåede hen til centreret som vi skulle shoppe i. Mine bodyguard gik både foran og bag os. Hope var stadige utryg men hun klarede det fantastisk.
”Skal vi ikke gå ind i den?” jeg pegede ind mod en undertøjsforretning. Jeg kunne se den lyserøde farve stige i takt med vi gik der hen. ”Hvad med dem?” hun nikkede hen mod de store og pumpede bodyguards.

”De har vel set undertøj til kvinder før?” jeg sendte hende et drillende smil, hendes kinder var denne gang blevet tomatrøde. Det så faktisk utrolig sødt ud til hende.

”Vi skal jo have fundet noget lækkert undertøj til din date” jeg puffede blidt til hende. Hvis man ikke kunne blive mere rød i kinderne, så havde man ikke set Hope endnu. Hun lignede en der havde spist en stærk Chilli.

”Destiny” hun dækkede sit hoved med sine hænder. Jeg grinede højt inden jeg trak hendes hænder væk.

”Harry, vil elske det” jeg ved godt det ikke var sødt at drille hende med Harry. Men Harry var altså en af mine bedste venner, og jeg kendte Harry. Harry ville være helt ellevild.

”det er vel ikke fordi Harry skal se mit undertøj?” jeg viftede med noget sexet undertøj. Hope trak mine hænder ned og kiggede flovt på mig. Jeg kunne ikke lade være med at grine, hvor var det en sød forestilling hun havde.

”Det kan man vel aldrig vide” jeg kiggede selv efter noget undertøj. Jeg havde også fundet det da Hope stadige stod og kiggede flovt på mig. Mit nyeste undertøj bestod af noget smukt men sexet undertøj. Jeg havde trodsalt en kæreste.

”Destiny!” et par piger hvinede imens de kom løbende hen til mig. Jeg kiggede smilende på dem imens de stod og hyperventileret. Mine bodyguard var på vej hen til os, men jeg rystet smilende på hovedet, de forstod det også hurtig.

”Hej piger” jeg kiggede på dem. Deres øjne blev fyldt med vand imens de rakte rystende deres blokke til mig. Deres rystende stemmer der næsten var synkrone da de bad om min autograf. Jeg skriblede det hurtig ned, og forventet at de ville gå igen. Jeg kunne se Hopes nervøse trak, og det gjorde mig en smule usikker på hendes sikkerhed.

”Må vi få et billede?” jeg smilede sødt inden jeg nikkede med et stort smil. Et billede blev taget af den ene bodyguard. Pigerne løb hvinene ud af butikken imens jeg vendte mig mod Hope igen.

”Er du okay?” jeg skubbede hende blidt videre. Hendes krop rystede voldsomt, og det skræmte mig. var det virkelig så slemt for hende, hvordan ville hun tro det var at være med Harry. Han har flere hundred piger efter sig nonstop.

”Jeg er en anelse skræmt?” jeg kiggede smilende med et overbærende smil.

”Hope, jeg forstår dig godt. Men hvis du vil være sammen med os, eller Harry for den sags skyld” jeg kiggede på hende inden jeg trak hendes ansigt op, så vi kiggede hinanden ind i øjne.

”Så må du vænne dig til dig” hun nikkede stumt inden vi fik betalt for vores vare. Hendes krop rystede dog ikke nær så meget som før, og det gjorde mig mere trygt.

 

”Hvordan er det med Harry?” vi sad inden på en cafe, vi havde begge brug for en pause for vores shopping.

”Hvad mener du?” jeg skubbede mit sugerør frem og tilbage i mit glas. Jeg kiggede lidt væk da hun ledte efter ordene.

”Hvordan er det at være sammen med Harry offentlig?” jeg kiggede undrende på hende. Jeg havde helt glemt hvordan det var i starten, jeg kan kun huske nogle enkel følelser.

”Var du ikke sammen med Louis og Harry på sightseeing?” jeg legede stadige med sugerøret, men mit blik var på Hope.

”Jo” hun trak ordet ud.

”Det er lang tid siden Hope” jeg smilede undskyldende til hende.

”Men stol på Harry. Han er en sød dreng, og han passer på dem han holder af” jeg smilede til hende, hendes blik var flakkende. Jeg håbede ikke at hun ville bakke ud nu, det ville nok såre Harry utrolig meget.

”Hvordan skal jeg det” hun visket det på randen til at bryde ud i gråd.

”Stol på ham Hope. Det er det eneste jeg kan sige” jeg lagde min hånd over hendes. Hun rystede igen, måske var det en tilvænningssag. Jeg havde trodsalt også været i spotlightet i fire og et halvt år.

”Destiny. Jeg er bange” hendes stemme var fyld med en følelse af rædsels. jeg smilede trygt til hende.

”Harry er en god dreng. Han beskytter dig uanset hvad” jeg sendte hende et smil.

 

Destiny

 

Hope og jeg stod foran spejlet inde på mit badeværelse. Liam var kommet, vi havde besluttet os for at holde en aften fri fra drengene, men sad indeni stuen.

”Du er smuk Hope” jeg lynede hendes kjole op af ryggen. Hun kiggede nervøs på mig igennem spejlet.

”tro du Harry kan lide det?” jeg sendte hende et smil inden jeg klappede hende på skulderen. ”Bare du er dig selv Hope, så vil han elske det” jeg smilede kort inden dørklokken ringede på og tiden var kommet.

”Parat Hope?” jeg vendte hende mod mig, hendes øjne var rammet smuk ind i en mørk grøn øjenskygge.

”Så godt man kan” jeg smilede sødt inden jeg skubbede hende ud og mødes med Harry. Jeg gik derimod ind til Liam. Jeg kunne høre døren lukke, og jeg lukkede stramt mine øjne. Mon hun klare den, jeg var en anelse nervøs for hendes heldbred.

”Smukke?” jeg kysset blidt Liam på munden inden jeg satte mig ned ved ham. Han kiggede på nyhederne og jeg kiggede med.

”Ja?” lidt lang tid gik der før jeg svarede. Men jeg kunne ikke være den bekymrede søster hele tiden, men det var jeg for Hope.

”Er Hope okay?” Liam havde set Hope var helt ude ad den. Jeg bed mig i læben.

”Det håber jeg”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...