Mirror, Who Is That Girl? - One Direction

Spejlbilledet ligner mig på så mange måder. Jeg lader mine fingerspidser blidt røre ved spejlet, den kulde spejlet sender tilbage til mig, skræmmer mig. Genspejlingen er så identisk med mig, men alligevel er der noget spejlet gemmer, som jeg kan ikke sætte ord på. Spejlet skræmmer mig, billedet bevæger sig samtidigt med jeg gør, men alligevel med så mange andre følelser.

11Likes
3Kommentarer
4785Visninger
AA

12. Destiny: I'm with you for the night

Destiny

Moment of clarity, you're leading me where I follow, and all my insanity.

Jeg sad ved siden af Hope og Liam. Liam trak min hånd til sig, gav den et svagt men betryggende klem. Jeg kiggede hen mod Hope der sad og kiggede intens ned i hendes kop. Jeg bed mig efterfølgende i læben, hvilket gjorde at jeg kom til at bide lidt for hårdt, for det gjorde ondt efterfølgende.

”Destiny” jeg lystrede ved Coleys stemme, hvilket irritereret mig grænseløst. Jeg nikkede med sammenrullede læber, det gjorde næsten ondt at vide at vi ikke var færdig med at blive grillede.
”Kan du forklare mig, en ting” han kiggede med et faderlig blik på mig. Jeg kiggede ned i bordet inden jeg nikkede stumt. ”Hvorfor har du ikke fortalt det?” han fik mit ansigt til at dreje sig op ad, og hen mod hans skuffet blik. Jeg vidste at han var skuffet, men ikke på Hope, kun på jeg.

”Er det ikke hende selv der bestemmer hvem der skal vide det?” jeg kiggede med et løftet øjenbryn. Min mor der bare sukkede trættende. Jeg trak på mine skulder imens jeg lagde mit hoved på skrå. ”Det kan i vel ikke blive mopset over” Liam kiggede sigende på mig, men jeg var ligeglad.
”Destiny!” Coley hævede sin stemme hvilket fik mig til at fnyse af ham.

”Coley” jeg kiggede med et drillende og dybt irriterende blik på dem. Det var ikke Hopes skyld, og det skulle de ikke få det til at lyde som. Hvis det var nogle skyld var det min mor og min biologiske far.

”Du udfordre skæbnen, Destiny” jeg kunne ikke lade være med at grine af hans ordvalg. Det var lidt komisk det her.

”Hvad er der?” han kiggede opgivende på mig, og de andre var mussestille. Min mor var nok stille fordi hun godt kunne regne ud at jeg nok ville skabe en scene, og det kunne hun bande på jeg ville.

”Du snakker om skæbnen som jeg også hedder” mit drillende undertone var til at finde, det prydredet næsten hele sætningen. Coleys suk var til at høre, dog selvom det var et lavmeldt suk, så kunne man stadige høre det.

”Nå Hope” min mor afbrød Coley og min lille drillende diskussion. Hope kiggede nervøst hen på hende. Jeg gav blidt Hopes knæ et klem imens jeg sendte hende et trygt smil. Jeg tro faktisk jeg var meget glad for min mor havde afbrudt mig, hun kendte godt mit iltre temperament.

”Ja?”  Hopes stemme var så spinkel som den kunne være. Jeg lagde min hånd på hendes lår, og Hope der hurtig greb fat om min hånd. Vi gav begge hinanden et klem med den holdende hånd.

”Fortæl os om dig” hun sendte Hope et moderlig smil. Hopes vejtrækning var en anelse hurtigere ind normalt. Hopes blik landede febrilsk på mig. Jeg mimede at det hele var okay, og hun ikke skulle bekymre sig.

”Hvad skal jeg sige” hun faldt over hendes egen ord, hvilket bare indikerede hvor nervøs hun var.

”du sagde du læste til advokat. Hvorfor?” jeg spurgte hende et spørgende spørgsmål, bare for at hjælpe hende på vej.

”Fordi far arbejder som advokat” hun kiggede direkte ind i mine øjne.

”Jeg vidste ellers ikke hvad jeg skulle være” hun kiggede stadige på mig, men denne gang var der et smil som var på vej frem. Jeg sendte hende et sort smil, som så ud til at berolige hende en del mere.

”er det så spændende?” hun kiggede uforstående på mig.

”Hope. Jeg er sanger, jeg har ikke forstand på sådan nogle ting” jeg kiggede en anelse flovt på hende. Hvem ville ikke gerne kunne bruge sin hjerne til noget. Jeg havde dog valgt at følge min drøm. Det havde også lykkes at blive anerkendt som en verdenskendt stjerne, men ikke på samme niveau som drengene.  

”Det er en anelse kedeligt” indrømmede hun endelig. Jeg kiggede denne gang uforstående på hende, hvorfor havde hun så valgt det. Hun kunne have taget et sabbat år?

”Hvad med en anden uddannelse så?” min mor kiggede spørgende på Hope, Eller vores måtte jeg nok sige.

”Men hvad?” hun kiggede frustreret op i loftet. Liam var dog gået ind i stuen igen, han kunne godt regne ud at vi havde brug for familietid, mærkeligt at sige højt.

”Hvad med at tage et sabbat år?” jeg kiggede nysgerrig på hende. ”Hvad skal jeg lave i det år? Arbejde?” hun kiggede tvært på mig. jeg kvalte et grin.

”Tag med mig på world tour. Jeg kunne godt bruge noget selvskab” jeg kiggede oprigtig nysgerrige på hende. Jeg ville elske det, det havde altid været en anelse kedeligt. Drengene havde hinanden, jeg havde kun mit mandskab med mig. De var ikke trodsalt ikke ansat til at underholde mig.

”vent, hvad?” hendes øjne blev så store som tekopper. Det så faktisk komisk ud.

”Jeg skal på world tour om en måned” jeg kiggede afventende på hende, og det samme gjorde Coley og mor.

”Det kunne da være hyggeligt Hope” Coleys faderlig råd gjorde Hope mere tryg, det så det i hvert fald ud til.

”Men mine studier?” hun var nervøs og tilbageholdende. Det virkede bare ikke rigtig.

”Hope dine studier løber ingen steder. Det gør måske jeres bånd til hinanden” Coley lagde hans hånd over Hopes rystende hånd.

”Det er op til dig Hope” jeg kiggede smilende på hende. ”Jeg går ingen steder hen. Selvom Coley siger noget andet” Coley kastet en peanuts i min retning. Jeg rakte kort tunge af ham.

”jamen” jeg kunne denne gang ikke finde ud af hvad hun tænkte, men hun så skræmt ud.

”Hvad med dine fans” prøvede den pige alle mulige dårlige undskyldninger af.

”Ja hvad med dem?” jeg kiggede uforstående på hende. De ville elske hende, som jeg gør.

”De vil da hade mig. Jeg tager dig væk fra dem” hendes stemme var blevet grødet.

”Jeg har aldrig sagt det bliver let. Men du er min familie, og det er de ikke” jeg gav hendes knæ et klem.

 

Destiny

 

Vi var kommet hjem til mig igen. Liam havde vi fået sat af hos sig selv. Hope og jeg var blevet sammen. Hun havde bestemt sig, hun tog et sabbat år og på tourné med mig. Jeg tro min boble af glæde sprang da hun sagde det i bilen til mig.

Her er vi så, hjemme ved mig og hende. Hendes nye hjem var hos mig i et år, og derefter måtte vi se, min lejlighed var altid til rådighed.

”Destiny” Hope lod et gab ramme entreen. Jeg vendte blikket mod hende imens jeg trak mine stilletter af, det så komisk ud. Det skyldtes måske at det var svært uden at falde, men det lykkes mig.

”Hope?” min stemme var drillende men blid.

”Skal jeg bare tage sofaen” jeg kiggede uforstående på hende indtil det gik op for mig at hun ikke havde set de ekstra værelser jeg havde.

”Du skal da have dit eget værelse” jeg viftede med hånden og hun fulgte lydigt med mig. Jeg gik ned denne lange gang og åbnede efterfølgende døren ind til hendes kommende værelse.

”Her” jeg flyttede mig væk fra døren så hun kunne gå ind af døren. Hendes blik sagde alt, jeg ville regne med at hun ikke havde forventet det.

”Er det godt nok?” jeg lænede mig op af dørkarmen imens Hope kastede sig ned i sengen. Jeg kunne se hvordan hun hurtig fik puttet sig længere ned i sengen. Jeg grinede lavmeldt imens jeg lukkede døren efter mig. Jeg havde godt se hvordan hendes øjne faldt sammen da hun lagde sig, og det skulle hun da også have lov til.

Jeg var selv kommet ind på mit værelse, og sad denne gang med min guitar. Jeg kunne ikke sove og det irriteret mig grænseløst. Derfor var den eneste logisk mulighed at begynde at skrive på min kommende sang. Jeg lod blidt mine finger glide ned af strengene, så jeg lod lyden flyde ud af guitaren. Jeg sad stille og nynnede sangen om og om igen, der blev både skriblet og skrablet imens jeg kiggede ned mod min notesbog.

 

Jeg kunne høre noget larm udefra gangen af. Jeg udstødte et træt støn inden jeg åbnede træt mine øjne. Jeg greb fat om min telefon imens jeg lod blikket ramme skærmen. Klokken var vel omkring de ti stykker om morgen. Jeg gabte kort inden jeg svang mine ben udover sengekanten. Den lune brise ramte min nøgne ben, min kjole fra i går sad helt forkert hvilket fik et suk til at komme over mine læber.

”Destiny” jeg havde ikke regnet med at nogle var ude i køkkenet, så det fik mig til tabe glasset jeg havde i hånden. Jeg trak forskrækket mine hænder op til mit hjerte imens jeg udstødte et hvin.

”Undskyld Destiny” Hopes lyse stemme indikerede at hun var overrasket over mit udbrud. ”Gud Hope, du forskrækkede mig” jeg vendte mig mod Hope. Hendes grin hun prøvede at holde inde. Jeg kiggede muggen på hende, jeg er ikke det store morgenmenneske.

”Hvad laver du oppe så tidlig” jeg gabte kort.

”den er ti” hun kiggede undskyldende på mig. Jeg sendte hende træt men smilende smil. ”Altså tidlig” mumlede jeg tilbage inden jeg bukkede mig for at samle glasset op. Jeg kiggede kort tilbage inden jeg lagde glasset ned i vasken. Hendes blonde hår var sat op i en høj og uglet hestehale. Jeg kiggede kort op og ned af hende, hun var allerede i tøjet.

”Skal du noget?” jeg kiggede undrende på hende. Hendes grin som denne gang kom ud over læberne.

”Drengene er indeni stuen. Jeg åbnede for dem” jeg nikkede med sammenrullede læber. Dejligt de er her, det var ikke lige det jeg kunne overskue nu.

”Bare gå ind til dem Hope. Jeg går i bad” jeg ventet ikke på svar inden jeg bevægede mig ind på mit private badeværelse. Jeg kiggede mig selv i spejlet, og kiggede på en træt genspejling af mig. Jeg fjernede min makeup inden jeg trak mit tøj af og gik efterfølgende ind i badet.

 

Destiny

 

Jeg var sad indeni stuen med Liam ved min side, og Hope på den anden side. Jeg trak mine ben op under mig og lagde mit hoved på Liams skulder. Alle var trætte og derfor havde vi valgt at se en film. Drengene havde denne gang ikke fået deres vilje, så vi så romantiske film. Liam aede mig ned af armen og lagde små kys i min hovedbund.

”Sov du godt Hope?” Harry kiggede på Hope. Hope kiggede ned på sine sammenflettet finger. Hendes kinder var blevet lyserøde og det var sødt.

”Helt fint Harry” hun var nervøs og en anelse utilpas. Jeg holdte min hånd hen mod hende og hun greb fat i den for at give den et klem. Jeg havde stadige blikkede mod fjernsynet og det samme havde de andre.  Harry og Hope kan vel godt selv snakke sammen?

”Love, hvad med at spørge mig om det samme” Harry blikkede charmende til Hope, og Hope fik denne gang tomatrøde kinder. Jeg vendte blikkede mod Harry imens jeg kiggede træt på ham.

”Det skulle jeg også til” jeg kunne se det forfjamskede smil hun sendte ham. Jeg kiggede denne gang frem og tilbage på Harry og Hope. Det samme gjorde de andre også.

”Det var godt Love” Harry blikkede til Hope og Hope kiggede væk. Jeg kiggede op på Liam der kiggede på mig. Jeg sendte ham et lumsk blik.

”Harry. Vil du godt snakke med Hope alene?” jeg kiggede drillende på dem. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...